Jorden rundt med tog. 


Australien på kryds og tværs.


32. delafsnit:

Spirit of Queensland og Melbourne.



Rejsefortælling af Kim Greiner.



Spirit of Queensland.                                                                                                          10.12.2014

Efter nogle dage i det tropiske Cairns var det nu tid til at køre sydpå til Brisbane. Det er en strækning på 1.500 km, og togturen er beregnet til skulle tage 25 timer, så det vil sige, at der er en overnatning i toget. Toget kaldes meget eksotisk for "Spirit of Queensland", og turen går fra tropisk til subtropisk klima, og det gør faktisk ikke noget – tværtimod. Jernbanedriften begyndte i Queensland i 1865, og den første strækning var på kun 35 km. Senere kom der meget mere til, men i starten var der flere ukoordinerede strækninger. I dag er det hele dog lagt på skinner, og alle strækninger er koordinerede i Queensland.

Vi var booket til kategori "Rail Bed" med plads i vogn B, sæde nr. 9 og 10, og i denne klasse er alle måltider incl. Det var dog ikke i egen kupe, men i en såkaldt åben kupe og i nogle meget specielle senge, og så får vi prøvet det.

Vi var de første til morgenmad kl. 6, og kort efter tjekkede vi ud af hotellet. Receptionisten ringede efter en taxa, og den kom allerede 5 minutter efter. Køreturen tog 8 minutter og kostede 11 dollars, og så sad vi på den tomme togstation med buksebenene smøget op og svedte allerede. Der var en lille divergens i afrejsetidspunktet, idet vores rejseplan sagde, at der var togafgang kl. 8.05, men på togbilletten stod der kl. 9.00. Da vi ikke vidste, hvad der var rigtigt, regnede vi for en sikkerheds skyld med det tidlige tidspunkt. Efter en times forløb på en mennesketom station, erkendte vi, at toget nok først ville afgår kl. 9.00. Til de lange togstrækninger i Australien skal man møde mindst 1 time før afgang, fordi bagagen skal tjekkes ind, og som sædvanlig blev kufferten meget omhyggeligt vejet. Ikke sædvanligvis ville de have oplysninger om vores nærmeste pårørende, og det var da ret mærkværdigt, da vi faktisk påregnede at overleve turen og være ved vores sunde fornuft hele tiden. 

Endelig kom toget, og vi kunne hurtigt se, at vi boede i luksusafdelingen. Igennem togvognen gik en gang, hvor der til den ene side var dobbeltsæder og til den anden et enkeltsæde. Det var dog bestemt ikke et normalt togsæde, men kan sammenlignes med de sæder, som findes på 1. klasse på fly, og som vi kun har skelet misundeligt til ved ombordstigning. Her i toget var der masser af benplads, automatisk benløfter og stort TV til hver plads og så en behagelig temperatur. I hver togvogn er der et stort badeværelse med brusebad, og de røde luksussæder var med fuld kost, og der kunne endda vælges mellem flere forskellige retter. På hvert sæde lå der en lille velkomstpakke med ørepropper, øjenmaske, shampoo, læbepomade og 3 andre ting til at komme i håret eller på kroppen, eller hvad ved jeg.

I vores vogn var der kun fire andre mennesker, og det var selvfølgelig af årgangen "det grå guld". En nydelig, smilende togdame kom og fortalte om de praktiske ting med mad og sæder m.m. Hun havde selv engang en drøm om at tage hele turen fra Cairns til Perth. Alt i alt var det en god start på turens længste togrejse.
Vi kom forbi store marker med sukkerrør, spredte huse og nogle små togstationer. Der var grønt overalt, så det var et meget anderledes landskab end det, vi kørte igennem med The Ghan fra Darwin til Alice Springs. Her er også lave bjerge, og ind imellem kom vi igennem små stykker regnskov. Vi stopper ved alle stationerne i 5-10 minutter, så det er bestemt ikke noget lyntog, men vi skal jo heller ikke nå noget.

Ved 12-tiden var der lunch med efterfølgende kaffe, og vi behøvede ikke engang at rejse os, for det hele blev serveret. Allerede kl. 14 kom togdamen rundt og tog mod bestillinger til aftensmaden. Vi orkede næsten ikke at tænke på mad, for vi var stadig stopmætte. Jeg selv valgte Eye frilled, truffled mashed, pancetta wrapped asparagus and shiraz jus. Til dessert Assorted Queensland cheeses complimented with dried fruit. Dertil en 2013 Sirromet Vineyard Selection Sauvignom Blanc. Jeg anede stort set ikke, hvad det var, men det kunne vel spises.

Toget åd den ene kilometer efter den anden igennem et landskab, der var fladt til venstre side og med lave bjerge til højre. Et stykke før Townsville var der igen kun tør bush, så landskabet var igen skiftet. Townsville var nået kl. 15.30, og vi havde faktisk kun kørt 300 km. Byen havde åbenbart masser af industri og bilforretninger. Der kom nogle flere gæster ind i vores vogn, men den var stadig kun halvfuld, så der var masser af plads. 

Jeg gik en lille rekognosceringstur, og der er kun få luksusklassevogne som vores i togsættet, resten er med almindelig togsæder. Til dem, der ikke får serveret måltiderne, var der en spisevogn, hvor der bl.a. kunne købes sandwich m.m., og jeg fik lige købt et par iskaffer med i farten. Efter Townsville satte toget nu farten gevaldigt op, og vi kom igennem et tørt bushlandskab, hvor der ind imellem var kvægfarme med så tørt græs, at der ikke var fugls føde, og slet ikke til en ko.

Aftensmaden blev serveret ved 18-tiden, og allerede en time efter var det mørkt. På et tidspunkt kom personalet og spurgte, om vi ville have redt op, og så trykkede de på nogle knapper, og ganske langsomt blev vores sæde omdannet til en behagelig seng. Endda med kridende hvidt, blødt sengetøj og to hovedpuder. Sengen er ligesom en lille hule med sengelys til læsningen, og her slumrede vi blidt ind.

Ankomst til Brisbane.                                                                                                    11-12-14

Det blev en nat med bump og skrump, men ingen i kupeen snorkede. Ind imellem tudede toget, men vi sov faktisk udmærket i vores luksussenge. Det var lyst ved 5 tiden, så jeg stod op, tog et togbrusebad og var klar til dagen. Landskabet var stadig en blanding af stykker med bush afvekslende med store marker, især med sukkerrør. Landskabet var blevet grønt igen, selv det vilde græs.

Lidt over kl. 6 blev der spurgt, om vi ville have redt seng, og ja tak. Sengetøjet blev båret væk, og et elektrisk stik blev sat i stolelænet, og ganske langsomt blev madrassen gemt i ryglænet, og sædet kom frem igen via en hel masse mekanik. Vores togdame, der hed Roylene, serverede morgenmaden, der bestod af mysli, græsk yoghurt, Danish (wienerbrød) og selvfølgelig kaffe.

Der kom meddelelse om, at toget ville ankomme til Brisbane 2 timer senere end planlagt, så vi ville først være fremme ved 11-tiden. Om der var kænguruer på skinnerne eller hvad, der var skyld i forsinkelsen, fik vi ikke fortalt, men alt det tuderi om natten var måske, fordi der var modkørende tog på skinnerne.

Den sidste strækning var med mange stop i små byer, og ellers holdt vi bare umotiveret pauser i kørslen. Vi fik så sandelig sjælen med i slutningen af denne togstrækning. Endelig var vi fremme og trådte ud i Brisbanes varme. Jeg havde ellers håbet på lidt mere kølighed. Ifølge kortet lå Hotel Ibis tæt på stationen, men i virkelighedens verden var det ikke helt nemt, for stationen lå under gadeniveau. Rulletrappen var "out of order", så vi gik lidt frem og tilbage og tog så en taxa, og da det kun blev 8 dollars, var det virkelig tæt på. Hurtig indlogering på hoteller, og så var vi klar til at indtage Brisbane.

De rigtig slemme straffefanger.

Brisbane ligger i det østligste område af Australien og nede i den sydligste del af Queensland, der er den næststørste stat i Australien. I 1824 blev de første straffefanger sendt hertil og ikke nok med, at det var straffefanger, der havde begået forbrydelser hjemme, det var fanger, der også havde begået nye forbrydelser efter ankomsten til Australien. Her fik de fangevogternes brutalitet at mærke, så mange døde eller blev ramt af ubehandlet sygdom. Den første straffefangekoloni lå ved Redcliffe, men på grund af mangel på vand blev den flyttet hen hvor Brisbane centrum ligger i dag, lige på en stor halvø ud i Brisbane River. Efter straffefangerne kom der frivillige nybyggere, og i 1859 blev Queensland en selvstyrende koloni med hovedstaden Brisbane, hvis navn stammer fra guvernør Thomas Brisbane.

En brand i 1864 lagde størstedelen af Brisbane øde, så der er ikke mange bygninger fra før den tid, men der er stadig de smukke Queensland-træhuse i udkanten af byen. Disse huse står ofte på pæle, og der er ikke tænkt på kommende oversvømmelser, men fordi de bliver afkølet af brisen under husene.

Engang var Brisbane bare et solbeskinnet provinshul, men nu er den med sine 1,7 millioner mennesker Australiens tredje største by. Den er vokser voldsomt i de seneste 30 år med 1.000 nye indbyggere om ugen. Her kan de nyde solen og drømme dovent om at løsrive sig fra føderationen, for de føler sig højt hævet over de sydlige stater. De nye betragtes dog først som rigtige queenslændere, når de begynder at udtale et fladt "eh" i slutningen af hver anden sætning. F.eks. "Hot. Eh", der betyder "Det er varmt i dag, er det ikke?” 
Området har mange byer, men Brisbane er den altdominerende storby med forstæderne spredt ud i miles omkreds. Mellem Brisbane og grænsen mod New South Wales ligger Australiens Miami med "Gold Coast" med byen Surfers Paradise med skyskraberhoteller, og som navnet siger surfernes paradis. 

Nord for Brisbane findes mere fredelige badestrandsfaciliteter, og ikke at forglemme Fraser Island, der er verdens største sandø.

Brisbanes centrum, der ligger, hvor floden slår et stort sving, er nemt at finde rundt i, for der er snorlige gader. De er opkaldt efter gamle britiske konger på den ene led og britiske dronninger på den anden led. Gamle statelige bygninger og moderne skyskrabere står side om side, og langs floden ligger en smuk promenade.

Vindmøllen blev til trædemøllen.

Vi fandt "The Old Windmill" fra1828, og den er en af Brisbanes ældste bygninger. Den ligger i en lille park på en høj, men kun møllestubben står tilbage. Møllen er født med en konstruktionsfejl, og den har aldrig fungeret som vindmølle. Straffekolonien skulle jo bruge mel, så straffefangerne måtte drive møllestenene rundt i en trædemølle, og tårnet blev kendt som torturtårnet.

King George Square er byens centrum, og her ligger den meget smukke St. Paul’s Presbyterian Church fra 1889, der siden har været et af byens kendetegn. På pladsen er der selvfølgelig et stort plastikjuletræ, foruden en rytterstatue og flere kænguruer i bronze. Der var nogle store skilte med "the Wonder of Christmas", og det skulle ifølge skiltet være en "Spectacular" begivenhed i perioden 12.-24. december. Det var lige i morgen, så det skulle vi se. 

De høje kontorhuse er ved at dominere bybilledet, men der er visse arkitektoniske perler, som den imponerende "City Hall", der også ligger ud til pladsen. Her fandt vi noget at spise ved en cafe, og en mærkelig fugl spadserede rundt på en bænk. Tilfældigvis sad der også 3 piger på bænken, og jeg spurgte, hvad fuglen hed, og det var en ibis. Så blev jeg så klog og fik samtidig lov til at tage et billede af tre ægte, dog hvide indfødte piger.

Fra King Georgs Square går Queens Street til begge sider med gågader og med masser af forretninger og cafeer. Området hedder Queen Street Mall og er smukt juledekoreret med engle oppe i luften og andre store julefigurer på landjorden. Hos stormagasinet Myer var der også her juleudstillingen med historien om de tre bjørne og Guldlok. Dog var hun udskiftet med en grim nisse, der lå og bredte sig i deres seng. Fortovene i forretningsgaderne er overdækkede, og det kunne tyde på en del regn, og et tordenvejr er da også ved at trække op.

De australske byer er begyndt at ligne hinanden, hvor de fleste bygninger er i glas og stål, og så en del gamle smukke bygninger ind imellem. Typisk er der de kæmpestore varehuse, der suger kunderne ind og lokker med kølig luft. Brisbane Arcade er meget hyggelig og selvfølgelig smukt dekoreret til jul. Det er den ældste forretningsarkade i byen, og den kan holde 90 års fødselsdag i år.

Det var ved at blive mørkt, og vi gik ned mod Botanisk Have. Allerede inden da kunne vi høre lyden af flyvende hunde, men der var kun et par stykker og slet ikke som i Cairns. Nede ved Waterfront ligger de fine fiskerestauranter, og her lå to næsten helt ægte Mississippi steamboats til sejllads på floden, og ellers fungerede de som restauranter. 

Tilbage til vores hotel, der lå på hjørnet af Turbot Street og George Street, og tæt på lå "Gentlemen’s Club" med showgirls. Faktisk var der også et skilt med "topless haircut" til 35 dollars. Nå, men jeg er jo ingen gentleman, og jeg var lige blevet klippet, inden vi rejste til Australien, så det kunne ikke nytte noget.

Wombatter og dronning Victorias underhylere.                                        12-12-14

Der var en udmærket morgenmad på hotellet, og bagefter gik vi udenfor for at mærke på vejret. Det var lidt køligt og lidt blæsende, men dresset var dog stadig korte bukser og T-shirt. Det var jo Australien, og så er der ikke noget, der hedder lange bukser om sommeren.

På grund af reparation af jernbaneskinnerne videre frem skulle vi køre med bus den første strækning næste morgen. Vi havde en ide om, hvor busstationen lå, men vi ville lige prøvegå turen for at tjekke tiden. Det tog 12 minutter uden kufferter, så der var ingen grund til at skulle finde taxa.

Victoria Bridge går over floden, og lige på den anden side ligger "Queensland Cultural Centre" med Performing Arts Complex, Queensland Art Gallery og Queensland Museum.

Museet er gratis, og der er fine skeletter af dinosaurus, koralrev og en afdeling med aboriginals. Ifølge aboriginals mytologi skabte wombat-forfaderen det australske landskabs vandhuller. Fortællingen er en skabelsesmyte, men noget er der om snakken, for wombatten har virkelig levet. Det var dyr så store som næsehorn, og de vandrede rundt blandt aboriginerne på de australske sletter. Wombattens livsgrundlag forsvandt, da kontinentet tørrede ud. Det er kun få tusinde år siden, at de uddøde, og derfor findes der velbevarede skeletter. Det skaber unægtelig et nyt syn på Australiens dyreliv, der ellers forbindes med mindre pungdyr, for her har også levet dyr, der er lige så imponerende som Afrikas store pattedyr. 

Museet havde også en vandreudstilling, der hed "Undressed", og det var en udstilling om undertøj. Her kunne husarerne ikke bare gå lige ind, for en billet kostede 17 dollars. Udstillingen gik lige fra dronning Victorias langbenede underbukser med lodden vrang til de hypermoderne G-strenge og så alt derimellem. Her må lige bemærkes, at det var et par helt autentiske dronningeunderbukser, som lige var hevet op af vasketøjskurven. Måske var det en beundrer, der havde reddet dem for eftertiden, og heldigvis var de nyvaskede. 

Der indgik flere film i udstillingen, og vi blev ført ind i BH’ens vidunderlige verden. Faktisk er det et meget kompliceret klædningsstykke, som mange videnskabsmænd har forsket i og endelig har frembragt et klædningsstykke, der tager kampen op mod tyngdekraften. Noget stof, der hedder Spandex, der er et olieprodukt, skulle være noget af det bedste til undertøj. Her bliver det australsk designet og så produceret i Vietnam for at holde prisen nede.

Professorhatte og erotiske dørstolper.

Ved siden af museet ligger Griffith University, og lige i dag var der graduation, så de unge mennesker gik rundt i lange kapper og professorhatte. Der skulle fotograferes, og hattene skulle smides op i luften, og det var meget hyggeligt at vandre rundt mellem alle de glade mennesker. 

Universitetet ligger lige ved South Bank Parkland, der er en 16 ha stor park, der ligger langs floden med udsigt til den anden side med rækken af højhuse. Det er i høj grad et rekreativt område med græsplæner, et stykke regnskov, pariserhjul og en kunstig lagune ved navn "Kodak Beach" med ægte importeret strandsand. Her på området var der verdensudstilling i 1988, og der står stadig et nepalesisk tempel, der er bygget i træ og med masser af udskæringer af figurer. Nepalesiske templer er helt fra middelalderen meget frimodige, idet de ofte er udsmykket med erotiske motiver. Også dette tempel lader ikke meget tilbage til fantasien, og især under dørstolperne, hvor knælende, nøgne kvindefigurer har popoerne oppe og viser, hvad der findes under skørterne. De figurer har nok fået øjenbrynene på det bornerte borgerskab i Brisbane til at hæve sig, men templet står der endnu. 

Det begyndte at dryppe, og heldigvis var der en cafe, hvor vi fik et par fish and chips. Et par kvindelige politibetjente til hest var ude at lufte hestene og lave noget PR. De stod endda af hestene, og man kunne få en snak og klappe, dog kun hestene. 

Vi havde vovet os lidt videre og kom forbi den kunstige strand, men blev så fanget under en stor parasol, hvor vi sad, indtil det dryppede helt af. 

Vi opdagede, at der var gratis "Cityhopper", små færger, der lagde til forskellige steder på flodbredden. Det var ligesom vandsporvognene i Københavns havn, men her var det helt gratis. Vi tog hele turen, der gik under Captain Cook Bridge og tilbage igen. Efterhånden var det helt holdt op med at regne, og vejret var vidunderligt endda med lidt sol. 

Botanisk Have, der er anlagt i 1855, ligger på spidsen af en stor halvø, der går ud i floden. Det er et åndehul med floden på de to sider, og ellers lige ud til det pulveriserende byliv. Haven har store træer, græsplæner og blomsterbede og endda en cafe. Men nej, cafeen var lukket til et privat selskab, og deres fryser var "out of order", så vi kunne ikke engang få en is.

Nogle unge mennesker var på firmaskovtur, og de havde opgaver, der skulle løses rundt omkring i haven. De skulle finde et helst udenlandsk par, og så skulle de kysse hinanden og fotografere begivenheden. Det gjorde vi så, og så var de glade og var væk igen.

Lige ved siden af haven ligger "Queensland Parliament House", der blev påbegyndt i 1865, og efter 24 års mere eller mindre intensivt byggeri blev det endelig færdigt. Ved parlamentsbygningen var der heldigvis en cafe, og vi fik et par iskaffer og et stort stykke kage til deling. Læg mærke til deling, og det var på grund af fedtet, der på denne Australienstur langsomt men sikkert begyndte at sætte sig på sidebenene og især for mit vedkommende på maven. Al fotografering af mig fra siden blev forbudt, og stadig et par måneder efter har det bidt sig fast og nægter at slippe. 

Ved cafeen stod en lille, meget slank statue. Det var såmænd dronning Elisabeth i sine lidt yngre dage. Kællingen, alias dronning Victoria, tronede et andet sted i byen, for enhver australsk by med respekt for sig selv skal absolut have en statue af hende. På vej tilbage til hotellet mødte vi to dommere med hvide parykker og ikke bare topmaver, men borgmestermaver. De gik og snakkede, medens en lille tynd mand gik bagved og trak en vogn med papirer.

Spektakulært juleshow.

Heldigvis var vi i god tid gået ned til det spektakulære juleshow, for det startede kl. 18.30. En juleparade gik ned ad Queen Street i retning af King George Square. Masser af mennesker stod langs gaden og kikkede på, og der var også noget at kikke på. Akrobater, nissepiger, jomfru Maria på et rigtigt æsel og de vise mænd på kameler m.m. Julemanden blev dog ikke trukket af rensdyr, men af nogle andre ubestemmelige hjorte. Flot parade, der endte på pladsen, hvor derpå scenen var et show med sang, dans og skuespil med isdronningen i egen kongelige person. 

Klokken var nu blevet 20, og nu startede det spektakulære. Vi stod lige ved tårnet til rådhuset, og det havde hidtil været smukt oplyst, men så opdagede jeg pludselig, at der var faldet blå sne på vinduesgesimserne. Der kom mere og mere sne, og det begyndte at dryppe samtidig med, at hele bygningen var blåhvid af sne. Så revnede hele det frosne rådhus, og det blev levende med eventyrfigurer og bolsjefarvede søjler. Det skiftede hele tiden med farver, der passede til bygningen, og jeg har aldrig set noget lignende og noget så flot. Det må vel have været en kæmpeprojektor, der oplyste bygningen, og hvor billederne var tilpasset vinduer og søjler m.m. Jeg har aldrig set bare noget, der lignende, i Danmark. Det var ellers noget for Wonderful Copenhagen for at tiltrække juleturister til København. 

På hjemturen kom vi forbi en souvenirforretning, og de havde den mest sindssyge souvenir, som jeg nogensinde har set. Jo, den var fra Australien. Jo, den var unik, og den har ikke sin lige i hele verden, og som der stod "Genuine Australia Souvenir". Det var en nøglering, og som vedhæng var der en lille behåret pung med to sten fra en kænguru. Som der stod på et lille skilt, var den et produkt af den bæredygtige regulering af kængurubestanden i Australien. Om resten af kænguruen også gik med i reguleringen vides ikke, men kænguruskind bliver jo også brugt til hatte.

Klik her og fortsæt til 33. delafsnit: Sydney og Operahuset.

Tilbage til forsiden.