Jorden rundt med tog. 

Australien på kryds og tværs.

33. delafsnit:

Sydney og Operahuset.



Rejsefortælling af Kim Greiner.



Bus og tog til Sydney.                                                                                                         13.12.14

På vores eventyrlige togrejse Jorden rundt havde vi haft et par dage i Brisbane, og nu skulle vi videre til Sydney – Australiens største by. Der var kommet grus i maskineriet eller på skinnerne, så første del af strækningen skulle tilbagelægges i bus, da skinnerne var under reparation.

Der var afgang med bussen kl. 4.55, og vi skulle være der 45 minutter før afgang, så det var op kl. 3.15 og morgenmad på sengekanten. Vi var ude på gaderne en halv time senere, hvor vi mødte unge japanere, der var på vej hjem efter en våd aften. Ellers var der ret øde, medens vi rullede vores kufferter hen til busstationen. Vi havde fundet stationen dagen før og vidste, hvor den var, men nu var der ret så lukket. Rulletrappen virkede ikke på den tid af dagen, så vi fandt en anden indgang. Intet åbnede før kl. 4, og vi skulle være der 45 min før, havde vi fået besked på. Vi fandt noget personale, der vistnok vidste, at vi skulle med bussen, så vi satte os næsten roligt ned. Vi var efterhånden en lille forsamling, og et kvarter før afgang blev vi lukket ud til bussen.

Jeg holder foredrag om vores rejser og tager billeder af vores oplevelser og de forskellige rejseformer. Derfor ville jeg også tage et billede af denne morgenbus, hvor Gitte var ved at få sin kuffert læsset ind i bussen, men gud fri mig vel for en hysterisk buschauffør. Jeg skulle omgående slette billedet, for ingen skulle fotografere ham, ikke engang med ryggen til. Han var helt henne i hovedet på mig, og hans rovdyrånde omsluttede mig med sit had. Han måtte være en forbryder eller anden lyssky person, eller måske havde han ikke noget kørekort, hvad ved jeg. Jeg var helt rystet, og han er det eneste uvenlige menneske, vi har mødt på vores jordomrejse. Istedet for det sure løg af en buschauffør er her et billede af en venlig pige, der endda gør noget godt for andre.

Bussen var iskold, og faktisk så regnede det, da vi kørte igennem det grønne landskab. Efter 3½ time nåede vi Crafton, hvor toget kort efter ville ankomme. Jeg var lige ved at tage et billede ud ad vinduet af chaufføren, men besindede mig, for hvis han havde opdaget det, var jeg sikkert blevet myrdet, og så skulle Gitte rejse videre helt alene.

Personalet på stationen var lidt panikket, da bagagen skulle vejes, før den blev indtjekket, for den måtte endelig ikke veje mere end 20 kg. Toget kom, og de kunne vel godt have fundet på et andet navn end "XPT tog". Vi kommer lige fra toget "Spirit of Queensland", og vi skal senere videre med "Indian Pacific", og så kommer de med det mest uromantiske og kedelige navn på et tog – "XPT". 

Vi kunne ikke se, at der var pladsnummer på billetten, så vi satte os bare et tilfældigt sted. Togmanden, der hed Ken, var utrolig flink og hjælpsom, og jeg måtte da meget gerne tage et billede af ham, dog ville han lige have brillerne af. På hans liste skulle vi egentlig sidde lidt længere fremme, men hvis vi sad behageligt, hvor vi sad, så skulle vi bare blive siddende.

Landskabet var med en del bush, dog dejlig grønt, og ellers var der kornmarker og bananplantager. På en mark så vi ikke mindre end 15-20 kænguruer, der gik fredeligt og gnaskede græs. Vi nød igen at være i et tog, og ved frokosttid fik jeg fat i to varme scones med tilhørende smør og marmelade, en kop cacao og en kaffe i dyppose, og det hele blev 8½ dollars.

Vi kom igennem lave bjerge, og toget slyngede sig helt vildt igennem landskabet. Ind imellem er der skov med rigtige træer, dog er det stadig noget urskovsagtigt. XPT-toget er ikke noget turisttog, og folk stiger af, og folk stiger på, og det er bestemt heller ikke noget hurtigtog. Flere gange holdt vi for rødt lys på et vigespor, fordi et andet tog skulle imod os eller overhale os. Togmanden Ken går og hygger om passagererne – det oser ud af ham, at han kan lide sit job, i modsætning til en vis herre tidligere på morgenen.

Småbyerne kommer og forsvinder igen. På et langt stykke kunne vi se togskinnerne forude, så meget snoede de sig igennem de lave bjerge. Køerne på markerne er blevet større og ser noget mere velnærede ud, og vi så endda en flok sortbrogede køer.

Der havde været sol midt på dagen, men nu var det overskyet igen, og der var kortvarige småbyger. Så kom der alligevel aftensol det sidste stykke ind mod Sydney, hvor vi endda kørte langs vandet, hvor der var små havne med lystbåde, og det så meget idyllisk ud.

Gitte faldt i snak med Dorothy, der var en ældre dame, hvis far havde heddet Jørgensen og var født i Nyborg, hvor Gitte også er født.

Også her i Sydney tager det sin tid at komme det sidste stykke ind til Sydney Central Station. Forresten så er der her i Australien toiletter på alle stationer, og selvfølgelig er de gratis. Endelig holdt toget, og Dorothy uddelte farvelknus. Ken hjalp den gamle dame ned på perronen, så vores søde togmand fik et solidt farvel håndtryk, og jeg fik sagt, at det var en fornøjelse at have mødt ham.

Vi var ankommet kl. 20.15, så vi tog en taxa til "Travelodge’s Wynyard", og turen kostede 18 dollars. Værelse var på 16. etage, og det skulle være vores hjem i de næste 4 dage. I morgen skal vi så ud at se på Sydney.

Sydney fra sult til metropol.

Sydney er mange gange indgangsporten eller udgangsporten for de fleste australske turister, for hvis man ikke før har været i Australien, skal den by besøges, koste hvad det vil. Vi besøgte dog Sydney som en midt imellem by, men vi havde glædet os særligt til den.

Sydneys centrum tårner sig op med højhuse, og herfra breder byen sig 60 km ud i landskabet. Det er svært at forestille sig, at de herboende straffefanger og fangevogtere i 1788 sultede, fordi jorden i Sydney var for dårlig til noget videre opdyrkning. Efterhånden blev bosættelserne dog udvidet, og de lokale aboriginere blev fordrevet eller døde af de sygdomme, som briterne i rigt mål medbragte. Uldproduktionen blev efterhånden kilden til flere velstandsperioder op igennem 1800-tallet, men byen var dog stadig kun et britisk provinshul, indtil der i 1960’erne skete en storstilet immigration fra Europa og senere i 1970’erne fra Asien.

Der begyndte at ske noget med ungdomsoprør, protester mod Vietnamkrigen, kvindefrigørelse og kamp for aboriginernes rettigheder. Alle disse indvandrere har omdannet Sydney til en multikulturel smeltedigel og en kæmpemetropol med 4 millioner mennesker. Stadigvæk ses bygninger fra kolonitiden, men det er mest stål- og glasskyskrabere, der dominerer Sydney, og ikke at forglemme vores allesammens Operahus. 

Byens hjerte er havneområdet, hvor også byens ældste kvarter ”The Rocks” befinder sig, og her bliver alle turisterne, foruden de indfødte australiere, suget hen til det hektiske liv langs kajen ud mod Operahuset. I vore dage er The Rocks blankpolerede restauranter og souvenirforretninger, men for relativt nylig var det Sydneys dårligste og farligste kvarter og kunne næsten sammenlignes med en ren Dickens-agtig rotterede, hvor lømmelbander med barberblade overfaldt sagesløse. Så sent som i 1970 fik entreprenører grønt lys til at jævne hele området med jorden, men der kom voldsom modstand fra de lokale beboere. Projektet faldt helt til jorden, da venstreorienterede fagforeningsmedlemmer for bygge og anlæg nægtede at påbegynde arbejdet. Det blev begyndelsen på ”de grønne forbud", som reddede alle de dele af Sydney, der havde en særlig atmosfære. Nu står de smukke, gamle huse på rad og række og ånder den rene idyl.

Her fra havneområdet afgår små færger og busser, og de bringer folk ud til strandene ved Stillehavet eller mod nord til dyreparker, vindistrikter, Blue Mountains eller mod syd til en række hyggelige kystbyer.
Havneområdet domineres af Operahuset og den enorme havnebros kolossale stålbuer, og hver eneste morgen ligger der et nyt kæmpestort krydstogtskib ved kajen.

Udover havneområdet, som også kaldes Sydney Cove, og hvor Operahuset ligger til højre og havnebroen til venstre, er der masser af andre havne og dermed masser af beboede området rundt om det centrale Sydney. Hovedprincippet i vejnettet er lige, parallelle gader, men så nemt er det dog heller ikke, for der er også kvarterer, hvor gaderne ligger lidt ud og ind, og hvor man sagtens kan fare vild. Der kiler sig også et mægtigt grønt område ind i hjertet af byen, og her ligger Botanisk Have, Hyde Park og Government House. Desuden er der mange andre parker og grønne områder, der er skudt ind hist og pist. 

Utzons fantastiske Operahus.                                                                                    14-12-15

Fin morgenmad på hotel Travelodge Wynyard, der lå på York Street i behagelig gåafstand til havneområdet. Vejret var perfekt med 20-25 grader, og det var let skyet. Vi stilede hen mod Operahuset, hvor de hvide betonbuer rejser sig som spændte skaller mod himlen. At gå op ad den store trappe i midten af bygningen kan også sammenlignes med at gå om bord på et stort sejlskib.

Den danske arkitekt Jørn Utzon byggede sin bygning på en landtange, der hedder Bennelong Point. Navnet er til minde om en aboriginer, som en guvernør bortførte, indespærrede og senere fremviste for kongen i England. Dog først efter at han var blevet civiliseret, altså aborigineren. Så blev han returneret til Sydney og var ildeset af både briterne og de indfødte, og i sin ensomhed byggede han en hytte på landtangen. 

Operahusets specielle facon fik Jørn Utzon ved at skære en appelsin i både, og sætte dem sammen, og med den ide vandt han i 1957 en international konkurrence. Undervejs i byggefasen løb udgifterne løbsk, idet huset oprindelig var budgetteret til 7 millioner australske dollars, men det endte med at koste 102 millioner –15 gange mere end budgetteret. Det var det første storstilede projekt, der anvendte computerteknik, men alligevel var konstruktionen dybt problematisk, og bl.a. derfor løb prisen løbsk.

På grund af økonomiske kompromiser undervejs forlod Utzon byggeriet midt i det hele og vendte aldrig tilbage. Et statslotteri skaffede de nødvendige, manglende midler, og et australsk arkitektfirma gjorde byggeriet færdigt. Det kunne så indvies af den engelske dronning i 1973. Inden Utzons død i 2008 blev man enige om, at hans søn Jan Utzon gjorde bygningen helt færdig efter Jørn Utzons anvisninger. Ombygningerne skulle foregå, medens huset var i brug, så det var noget af et kunststykke. På trods af det løbske budget har operahuset tjent sig ind flere gange, og det er den største turistattraktion i Australien og er simpelthen blevet Australiens vartegn. Jørn Utzon havde den glæde inden sin død, at Operahuset kom på Unescos liste over Verdens kulturarv, og samtidig er det det yngste bygningsværk i verden, der er på listen. 

Indvendig er huset enormt med en koncertsal til 2.690 personer, en operasal, flere teatersale og to restauranter. Vi købte en guidet tur til 37 dollars for en times rundvisning, og vi kunne ikke andet end beundre bygningsværkets lette konstruktion. Undervejs fik vi historien om huset i to korte film, og vi kom ind i 3 af de store sale. Fotografering var forbudt i salene, men så var det så snedigt, at vi inden var blevet fotograferet foran en blå skærm, og så optrådte vi på fire fotos med salene som baggrund. Det udmøntede sig i en lille, fin bog med både os og billeder af bygningen, og for blot 40 dollars kunne den hjembringes til minde.

Hver eneste australier, vi talte med, vidste godt, at det var en dansk arkitekt ved navn Utzon, der havde tegnet bygningen, og de var mindst lige så stolte som vi over resultatet.

Forestillingen i aften var ikke en opera, men en forestilling, der hed "Great Women of Country", og vi fik købt et par billetter til 99 dollars stykket.

Lige ved siden af Operahuset langs noget af havnefronten ligger en række cafeer, og vi fik noget pie og en croissant til 25 dollars. Det var stadig skønt vejr, men dog en lille smule køligt i vinden.

Sydney Harbour Bridge.

Hen over havnen forbinder en enorm stålbro selve Sydney med forstæderne. Broen ligner en kæmpehvælving, der går højt over de små futtefærger, der også besejler forstæderne. Tusindvis af tons stål er sammenboltet i et netværk, og broen var færdigbygget i 1932 midt under depressionen som et symbol på håbet for fremtiden. Den blev i folkemunde kaldt for Bøjlen, Toastbrødholderen og Jernlungen. Sidstnævnte navn hentyder til, at den gav så mange mennesker arbejde, at den holdt Sydneys åndedrag i gang. 

På åbningsdagen i 1932 red den højreorienterede Francis Edward de Groot frem på sin hest og fik klippet den røde snor over, før den venstreorienterede delstatspremierminister Jack Lang nåede frem, sikkert til stor ærgrelse for ham. Det er den største buebro i verden, og den har otte kørebaner, to jernbanespor og cykel- og gangsti. I starten blev den skældt ud, fordi der kun passerede 11.000 biler om året, så det var det rene spild af penge, mente nogle. I 1980 var broen så befærdet, at den fik hjælp af en tunnel under havnen. 

De to store tårnbygninger i hver side indeholder museum og udsigtsplatform, men vi havde også lagt mærke til nogle opretstående myrer, der gik hen over brobuen allerøverst oppe, og var det virkelig mennesker? 

I 1990’erne fik en forretningsmand den smarte ide at lade folk vandre højt til vejrs oppe på brobuerne. Efter lange forhandlinger og et væld af sikkerhedsforanstaltninger fik han tilladelsen, og siden har 1 million mennesker gået turen. Kendte skuespillere og andet godtfolk har taget turen, endda en 100-årig kvinde, så der er ingen undskyldning for at snyde sig selv for en fantastisk tur. Det skulle da lige være for billetprisen.
Indbygget i det sydøstlige brotårn på Sydneysiden er indgangen til "Bridge Climb".

Vi havde sparet på skillingen ved frokosten, og nu skulle daleren rulle. Indenfor var der en pæn stor hal med en skranke og et stort skilt med 148 dollars for Bridge Climb. En hurtig hovedregning sagde lidt over 800 kr. Den blev kaldt "grøn tur" og var beregnet som en øvetur, og faktisk var den heller ikke ret populær. Det var en vanvittig pris, og især da vi kom helt hen til skranken, og de forklarede, at man kun gik på undersiden af buen. Hvis man ville helt op på toppen af brobuen, kostede en tur 248 dollars, der var lig med 1.354 kr. pr. person. Det var endnu mere vanvittigt, så vi sagde ja tak og fik en tid til i morgen. 

Forestillingen i Operaen.

Vi skulle jo i Operaen i aften, og vi glædede os. Det var bare rigtig godt, at vi besøgte Operahuset denne dag og så forestillingen denne aften, for der skete noget tragisk i Sidney næste dag, og af sikkerhedsgrunde var hele halvøen med Operahuset spærret af. 

Vi fik ikke kortet med, da vi begav os af sted, men herregud, nu kendte vi efterhånden byen og kunne sagtens finde Operaen og tilbage igen til hotellet. Vi havde fået noget at spise undervejs og mødte op i god tid. Der er en stor foyer, hvor der kunne købes drinks, foruden at der også var et bord med gratis isvand. Salen er indrettet, så gulvet hæver sig bagud, og stolene er stillet lidt på skrå, så hoveder undgås.

Forestillingen gik i gang, og det var to livlige cowgirls Melinda Schneider og Beccy Cole, der blev ledsaget af et 6-mands orkester. De sang rigtig godt, og vi fik de gamle kendinge af bl.a. Patsy Clines og Dolly Partons repertoire, og vi nød det. Tænk at sidde inde i Operahuset i Sydney og høre skøn musik. Det var strengt forbudt at fotografere under forestillingen, men alligevel sad der nogle nede foran og blitzede løs. Det kunne jeg også godt tænke mig, men gjorde det selvfølgelig ikke.

I pausen kunne vi gå udenfor og se den oplyste Harbour Bridge og alle højhusene med lys i vinduerne. En fantastisk aften. 

Berusede af god musik gik vi hjemover og kunne nu faktisk godt bruge det bykort, som vi ikke fik med. Hjemturen tog derfor 1 time, selvom vi kun boede 15 minutter fra operahuset. Og I guder, hvor er lyskurvene i Sydney længe om at skifte til grønt. Derfor går de fleste fodgængere over for rødt, og efterhånden fik vi også lært den unode.

Store broklatringsdag.                                                                                                   15-12-15

Det var den store broklatringsdag, hvor vi havde ladet daleren rulle, og nu skulle vi se, om turen var pengene værd. Igen var der en dejlig behagelig temperatur, dog var det mest behageligt at opholde sig i skyggen. 

Da vi først skulle klatre på broen sidst på formiddagen, gik vi ud ad York Street, og ikke langt fra broen ligger "Sydney Observatory". Her på en lille høj var der en fin udsigt ud over havnen og broen, der ligger her i al sin magt og vælde. På den anden side af havneløbet er der også højhuse, og til venstre for broen ligger Luna Park, der er en lille forlystelsespark. Oppe på bakketoppen ved observatoriet stod en buste, og på afstand lignede det grangiveligt H.C. Andersen. Det var H.C. Andersen opsat i anledning af hans 200 års fødselsdag, og den var endda indviet af selveste kronprinseparret Frederik og Mary. Her oppe på bakketoppen stod han i ensom majestæt, og da der ikke var skyggen af en turist, så havde han hele udsigten for sig selv. Vi sad lidt og gjorde ham selskab samtidig med, at vi samlede mod til brobestigningen.

Vi kom i god tid og blev tjekket ind, og da tiden var inde, gik vi ovenpå, hvor der blev vist en videofilm, der fortæller, hvad der skal foregå. Bagagen blev låst inde sammen med ure, fotografiapparater, punge og alt løst fra lommerne. I hver box er der kun plads til en meget lille rygsæk. Derefter blev der udleveret en blå dragt, og videre fremme var der et sikkerhedstjek som i en lufthavn. Vi skulle nu udfylde en formular om vores helbred, og vi skulle sværge på, at vi ikke havde drukket alkohol i dag, ikke var opereret inden for det sidste år m.m. Endelig fik vi udleveret et sikkerhedsbælte, holdere til brillerne og kasketten samt høretelefoner. Jeg begyndte at forstå, hvorfor det var så dyrt.

Vi var i trygge hænder hos vores guide Leah, der havde besteget broen 700 gange. Hun var tidligere kontordame, nu nød hun sit arbejde og den flotte udsigt hver eneste dag. Hun lærte hurtigt vores navne, men inden vi skulle have vores jomfrugang, var der en øvebane indendørs. Her skulle vi op ad nogle stejle trapper i et jernskelet og ned igen samtidig med, at vores sikkerhedsbælte var hægtet til en jernskinne. 

Vi var kun 6 på holdet, og så var det alvor. Vi blev hægtet på den skinne, der gik hele vejen op igennem stålkonstruktionerne over broen og ned igen. Først kom vi igennem de underste etager, senere op ad stejle trapper og så ind mod midten og så op til selve brobuen. 

Der var passende stop undervejs med udsigter, og Leah forklarede og fortalte. Ved de rigtig stejle trapper, eller hedder det lejdere, stod en vagt og dirigerede, for der måtte kun komme en op ad gangen, så det ikke gik ud over hele gruppen, hvis en gled på trinene. 

Vi var kommet helt op på brobuen, og det var overhovedet intet problem at gå her, for gangpladerne var 3 meter brede, og der var rækværk på begge side. Der var fotostop undervejs, men det var fotos som Leah tog, da vores apparater jo lå trygt og godt nede i bagageboksen.

Operahuset lå for vore fødder, og der var fuldstændig affolket, for en gidselsituation var under afvikling, og politiet tog ingen chancer for, at der skulle ske noget med Operahuset. En terrorist havde taget en flok gæster som gidsler på Lind Chokoladecafe, og alt kunne ske. En helikopter kredsede hen over hovedet på os og tjekkede terrænet af. 

Vi krydsede hen over midten, hvor der er 168 meter ned til vandspejlet, hvor en kopi af kaptajn Cooks skib passerede under broen. Ned igen på modsatte side, og endelig helt ned til afmontering. Det havde været en fantastisk tur og var alle pengene værd. Vi fik udleveret et certifikat og en lille bog om broen samt et fællesbillede af os alle på broen. Derudover kunne der købes op til 10 billeder, der blev leveret på et USB-stik eller papirbilleder, hvis det ønskedes. Selvfølgelig kun mod den klækkelige betaling på 60 dollars. Til sidst fik vi et spørgeskema, og vi kunne kun skrive excellent til alle punkter, og alle, der besøger Sydney, bør tage den tur som et minde for livet.

I en lille gade næsten under broen lå der en stribe kolonitidshuse, og her fik vi lunch på en lille cafe med tagterrasse og udsigt til broen – den bro, vi lige havde besejret.

Gidseldrama og Royal Botanic Gardens.

Vores hotel ligger kun et par hundrede meter fra Martin Place, hvor et frygteligt gidseldrama udspillede sig, og gaderne omkring var evakueret. Den forrykte muslimske mand Man Haron Monis, der havde adskillige kriminelle sager bag sig og ventede på en dom for at have myrdet sin kone, gik frit rundt i gaderne. Nu var han gået ind på Lind Cafe og havde taget 17 gidsler og truet dem til at holde arabiske skrifter op mod vinduerne. Tidligere havde han opsøgt og sendt beskidte breve til pårørende til australske soldater, der havde mistet livet i krigen i Irak. Australsk TV fulgte dramaet på nærmeste hold hele aftenen, og alle håbede på en snarlig løsning.

Tænk, at selv i det ellers fredelige Australien er der forrykte mennesker. Vi kunne kun afvente begivenhedernes gang og glædede os over, at det ikke var os, der var gået ind på den cafe.

Vi tog en eftermiddagstur til Royal Botanic Gardens, hvor Guvernørens hus ligger og mest af alt ligner et engelsk herresæde. Der er åbent for besøg, men de lukker allerede kl. 15. Vi gik langs kysten, hvor haven var anlagt med store plæner og enkelte store træer. Længere ude var der en flot udsigt til Operahuset og Harbour Bridge. Meget smukt syn, så vi tog mange billeder, efterhånden som solen gik ned. Der skulle ellers være flyvende hunde herude, men vi så ingen, så vi gik tilbage. Længere inde i haven var der en cafe, der havde lukket, men her var haven mere intensiv med bede, statuer og små damme. Det var en meget smuk og velholdt have og så med den beliggenhed. 

Operahuset var stadig evakueret, og mange museer var lukket og bevogtet. Nogle af gaderne lå også øde hen. TV’et fortsatte med at fortælle om gidseldramaet, der stadig var under udvikling, og der blev vist billeder af nogle gidsler, der var flygtet. Normalt er der et godt forhold mellem muslimerne og de andre indbyggere i Sydney, så 40 muslimske grupper lagde afstand til gidseltageren. De er meget kede af situationen og fordømmer den. 

Ristes over en sagte ild til evig tid.                                                                       16-12-15

Vi vågnede op til afslutningen på gidseldramaet. Politiet havde været afventende for at se, om dramaet kunne få en fredelig løsning, men ejeren af cafeen Tori Johnson var i løbet af natten blevet tvunget til at knæle foran gidseltageren og var brutalt blevet skudt i baghovedet. Det blev overværet af en snigskytte, og så turde politiet ikke vente længere og gik øjeblikkeligt til angreb. Politiet havde ellers håbet på, at han kunne tales til fornuft, men de kunne jo heller ikke se på, at han begyndte at aflive gidslerne. Under angrebet blev juristen Katrina Dawson, der var mor til 3 små børn, dræbt af rikochetterende kugler fra politiet. Gidseltageren blev også dræbt, og hvis han ved sin udåd troede, at han som hellig kriger skulle op til en flok sortøjede jomfruer, så tog han fejl. Han fik i stedet en billet direkte ned i helvede, hvor en flok grimme djævle vil kniber ham med glødende tænger i al evighed. 

Sydney var ramt af sorg. Vi krydsede Martin Place på vej ned til havnen, og folk stod i kø for at købe blomster og lægge dem i nærheden af cafeen. Jeg fik selv købt en buket, og medens jeg gik hen for at lægge blomsterne, fik jeg tårer i øjnene. Der var også muslimske kvinder, der lagde blomster, og vi var alle tavse og rystede. Jeg tror det var premiereministeren, der senere udtalte i fjernsynet noget lignende som: "Muslimer er velkomne her i landet, hvis de respekterer demokratiet og følger landets love. Hvis ikke de kan lide dette, så rejs hjem."

Taronga Zoo Park og verdens største Lego-juletræ.

Flere steder i Australiens byer går unge mennesker rundt og samler ind til kræftsyge børn via "Children’s Cancer Institute". De er udklædt med en hel masse rød og grøn skumgummi, der ligner gevirer. Som regel gav jeg en skærv, men så ville jeg også have et billede og deres navn. Her i nærheden var det så Emely, der samlede ind til det gode formål.

Nede i Market Street stod verdens største juletræ bygget i LEGO klodser. Det havde taget 1.200 timer at bygge og der var anvendt 500.000 klodser. Det var 10 meter højt og vejede 3.500 kg, det var så også incl. julemanden der stod med surfbrædt. Ja ja vi er jo i Australien.

Sydneys Zoo, "Taronga Zoo Park", er rost i høje toner, så den måtte vi besøge. Den ligger på den anden side af havnen, og så havde vi også lejlighed til at tage en af de små færger, der krydser rundt i havnen. Sydneys havn er som en kæmpe skærgård, med øer og fjorde, der skærer sig ind mellem forstæderne, og her er både deciderede havnerundture, restaurationsfærger og så de små gule færger, der piler frem og tilbage. Nede på havnen købte vi en kombibillet til færge og Zoo til 55 dollars pr. person. Kun Zoo koster 46 dollars for voksne og 23 for børn. Det tager kun 10 minutter at sejle over til den anden side, og man kommer lige forbi Operahuset, som så kan nydes fra søsiden. 

Zoo ligger op ad en klippeskrænt, og der går en svævebane op, men den havde vi vist ikke billet til. I stedet gik vi til den lave indgang, der ligger 3 minutters gang fra færgelejet. Ved indgangen fik vi et armbånd på, som viste, at vi havde ret til at tage svævebanen ned igen. 

Selv med et kort over Zoo er det lidt svært at finde rundt. Der var en afmærket sti på kortet, men hvad med også at afmærke stien på asfalten, måske med dyrespor. Vi gik mest efter Australiens dyr, da vi havde set de fleste andre som elefanter, zebraer, giraffer m.m. i den vilde natur. Vi kom dog forbi elefanterne, hvor de var ved at blive vasket, og elefanten holdt selv slangen. Den tog også fødderne op, så den kunne blive vasker mellem tæerne.

I kænguruindhegningen går gæsterne inde i indhegningen – meget hyggeligt. Til koalaerne skulle der købes særskilt billet, og så kunne man få en i favnen, men det havde vi fået tidligere. Vi fandt også dingoer og den tasmanske djævel.

De havde også ind imellem de levende dyr store bevægelige dinosaurusser, og der stod på skilte "Please do not feed the dinosaurs". 

I modsætning til Københavns Zoo, hvor det er et helvede at få noget at spise i cafeteriet, gik det meget nemt her. I en lang glasdisk blev der hele tiden stillet færdige retter, og så snuppede man bare en og gik hen og betalte. 

Det var begyndt at smådryppe, da vi tog svævebanen ned og tilbage med en gul færge, hvor de tilsyneladende ikke ville se billetter.

Vi kom igen forbi Martin Street, hvor blomsterhavet var vokset. Der var flere TV-cameraer, og journalister interviewede folk. Til stadighed kom der mennesker fra sidegaderne med blomster. 

Sydney Tower.

Sydney Tower stikker markant op imellem højhusene, da det er på 305 meter over gadeplanet. Selve indgangen er lidt svært at finde, selvom tårnet stikker op, men på hjørnet af Pitt Street Mall og Market Street ligger et stormagasin. Derinde kan man tage rulletappen eller elevatoren op til 4. etage, og her er der billetsalg til tårnet. Det koster 26,5 dollars, og det inkluderede så en 4D film og fotos foran en grøn væg, hvor vi blev opfordret til at se skræmte ud. Vi så ikke billederne og kendte ikke baggrunden, og det kunne jo være, at det skulle se ud som om, vi kravlede rundt på rækværket. Til en endnu højere billetpris kunne man tage Skywalk, hvor man iført blå dragter og sikkerhedsline kunne få en tur udenfor i det fri. Den sprang vi over, men alligevel skulle vi igennem et sikkerhedstjek, hvor min hofte som sædvanlig gav besvær. 

I en rund restaurant på toppen var der udsigt hele vejen rundt, og selv her sad selveste Julemanden, hvor barnlige sjæle kunne komme op på knæet af ham og hviske juleønsker. Vi ønskede en stor iskaffe, og ønsket blev straks opfyldt, og vi fik en til 4 dollars til deling. Vi havde af erfaring fået lært, at en kæmpe iskaffe til hver gav for meget maverumlen. Elevatormanden ned spurgte, hvor vi kom fra, og vi røbede, at vi var danskere, og så sagde han: "Thank you for the Operahouse".

Vejret var overskyet om formiddagen, og der kom en enkelt byge. Senere blev der opklaring, og temperaturen var lige tilpas, også om aftenen. Vi gik en tur ned til Legojuletræet, hvor der stod et skilt, der fortalte, at der skulle ske et spektakulært magical lightshow kl. 20, 20.15, og 20.30. Vi var der i god tid inden kl. 20, og præcis kl. 20 skete der ikke noget som helst. Heller ikke kl. 20.15, og kl. 20.30 opgav vi og gik tilbage til hotellet, da det var blevet helt mørkt. I stedet for fandt vi på hjørnet af King Street to huse, der blev oplyst med flotte farver. Så blev huset levende med farver og figurer, der bevægede sig rundt på facaden m.m. Rigtig flot – hvorfor kan vi ikke det i København? 

På vej tilbage kom vi igen forbi blomsterne, og nu stod folk i en 100 meter lang kø for at aflevere blomster. Det berørte mig dybt.

Selvfølgelig havde vi ikke set alt i Sydney, men bortset fra gidseltagningen havde vi fået et rigtig godt indtryk af byen.

Næste dag var det tid til at komme videre med det lange seje træk med luksustoget Indian Pacific. Som navnet siger kører det fra det Indiske Ocean til Stillehavet igennem nogle af Australiens mest øde strækninger. Nå, nu er det jo et luksustog med fuld forplejning og med stop spændende steder undervejs, så vi overlever jo nok.

Klik her og fortsæt til 34. og sidste del af Australien rundt: Indian Pacific og Perth.

Tilbage til forsiden.