|
Brasilien.
Rio de Janeiro. 2. del af Brasilien på kryds og tværs. Siden efter små 200 år mistede den sin hovedstadstatus, da den nye hovedstad Brasilia blev anlagt langt inde i landet. Der er i dag ikke mange bygninger tilbage fra kolonitiden, for Rio er vokset eksplosivt med 6 millioner indbyggere og 12 millioner, hvis man regner forstæderne med.
Rio består af hundredvis af bydele, der hver har sin specielle karakter. Byens centrum har bygninger fra kolonitiden blandet med skyskrabere samt markeder, barokkirker og hundredvis af frokostrestauranter og barer.
Nattelivet langs Avebnida Atläntica er Latinamerikas frækkeste, for ikke mindre end 1500-2000 prostituerede kvinder, mænd og transvestitter holder til langs strandpromenaden.
På et tidspunkt, da Napoleon huserede i Europa, flygtede den portugisiske prinse-regent med hele sit hof til Brasilien. Da Napoleon havde mødt sit Waterloo, vendte nu kong Jäao tilbage til Portugal. Det afstedkom, at brasilianerne gjorde opmærksom på, at de ikke bare ville være en koloni underlagt Portugal. Kongens søn Pedro erklærede den 7. september 1822 Brasilien som selvstændig stat, og sig selv udnævnte han til kejser. Den gik dog ikke, så reformvenlige generaler tog magten, og Brasilien blev en republik. Så kom den ene præsident efter den anden, der var kendetegnet ved, at de desværre var ret så korrupte, men Brasilien har dog demokrati. Brasilien er et af de lande i verden, hvor der er størst forskel på rig og fattig, men der er heldigvis masser af gode reformer igang med en række hjælpeydelser til de fattigste.
Lige udenfor afspærringen stod Leandro, der var en lidt ældre mand med store seler og et skilt på maven med vores navne. Leandro kørte os til vores hotel Porto Bay, der lå i første række ud til den verdensberømte strand Copacabana. Heldigvis kunne vi få vores værelse allerede kl. 8 morgen, så fik vi lige et lille hvil på et par timer, inden vi var friske igen.
Vores værelse var med balkon, og til den ene side var der udsigt til den berømte strand, og til den anden side den lige så berømte Kristusfigur, der med udstrakte arme velsigner Rio. Figuren er også belyst om natten og kan ses over store dele af Rio, der har 6 millioner indbyggere og 12 millioner, hvis forstæderne regnes med.
Jeg ville en tur i vandet, men det var svært at få fodfæste i de store bølger. Vandet var dog dejlig lunt, og det var flot bare at se på bølgerne og høre deres brusen. Oppe på stranden sad og lå menneskene, og jeg må sige, at især pigerne er meget økologiske, for der skal ikke meget bomuld til en G- streng og et par dutter foran. Masser af farvestrålende parasoller gjorde stranden til et festligt syn. Nogle kreative unge mænd havde lavet store sandfigurer lige fra julemænd til frække damer i G-strenge. Så skulle der selvfølgelig doneres lidt til kunstnerne.
Vi gik næsten hele stranden igennem, og på hjemvejen gik vi ad parallelgaden med forretninger med især kosmetik og selvfølgelig også Mac Donald og Burger King. Det ville vi ikke lade os nøje med, så vi fik aftensmad på hotellets tagetage med poolbar og udsigt over hele herligheden. Formiddagskaffen med kage blev indtaget på "Chabo Columbo", der er byens fineste kaffesalon a la Glas i København. Leonardo fik kaffe og kage gratis, da han var guide og havde trukket os med derhen. Efter kaffen var det en tur med sporvognen, der var gratis for alle, der var over 60 år. Nede ved havnen var der malet kæmpestore vægmalerier af alle mulige menneskeracer. De var malet i anledningen af olympiaden i Rio i 2016, og malerierne viste, at menneskene på jorden ikke kun er den hvide race.
Det blev en 4 timers fin tur i Rios centrale bydel, og Leonardo fik bestilt en slumtur til os om et par dage. Så startede vi mod Rios store seværdighed, Kristusfiguren Cristo Redenfor, der dag og nat står og velsigner byens befolkning. Jeepen punkterede dog op ad bjergvejen mod Kristus. Det var ikke den unge chaufførs spidskompetence at skifte hjul på en jeep. Donkraften var for lille, og da jeepen stod skråt, faldt den ned med brag. Så ringede Erika efter en mekaniker og en minibus, der kunne bringe os videre op til Kristus. Selvfølgelig er det noget "turisteri" med den berømte Kristus på Corcovado-bjerget 710 m over havet, og vi strømmer til for at se den ene af verdens 7 moderne vidundere. Det tog ingeniører og billedhuggere 9 år at bygge Christo Redentor, som blev indviet i 1931. Kristus er 38 meter høj, og fra fingerspids til fingerspids er den 28 meter. Han er bygget af cement fra Linhamm i Malmø, og svenskerne kalder ham derfor for Linhamns Kristus. Han er beklædt med små kakler for at modstå tidens tand, og så lyser han op om natten, når han bliver belyst.
Jeep turen var med indlagt lunch, og da klokken efterhånden var blevet 16, var det spisetid på en speciel restaurant på Copacabana. Stor salatbar, og tjenerne skar alt det kød af, der kunne spises.
Sidste punkt på jeepturen var besøg på "Sukkertoppen", der står som en kæmpe bautasten i 400 meters højde. En kabelbane fører fra jorden op til den første top, og en anden bane fører op til selve Sukkertoppen. Vi kom op i dagslys, og medens vi var deroppe slukkede Vorherre for lyset, og hele Rio lå badet for vores fødder med alle sine lys. Fantastisk, og denne oplevelse slog endda selve Kristusfiguren. Erica, vores guide, havde været på toppen i 9 timer i et overstrømmende humør, der næsten var umenneskeligt. Kram og kindkys, og hun blev meget glad, da jeg som københavnerguide roste hendes flotte præstation. Vi kørte op på toppen af bjergsiden og gik så ned igennem Rocinha favelaen. Små farverige huse var stablet ovenpå hinanden og forbundet med små gyder og trapper. Faktisk noget bedre, end hvad jeg havde forestillet mig. Der var skrald i bunker, men det blev hentet hver dag, blev det sagt. Der var umiddelbart ingen nød at se, og vi så ingen tiggere, og ingen der ville sælge os noget. Når jeg hilste på folk, hilste de igen. Roksom gik hurtigt, men stoppede på forskellige udkikssteder. I nogle enkelte gader måtte jeg ikke stoppe og fotografere - det var for farligt, sagde han. Elledningerne, der lignede kæmpe fuglereder, hang over gaderne - de krævede den udvidede elektriker eksamen.
Så var det tid til at forlade Rio de Janero og Copacabana, for vi skulle videre til
verdens støste vandfald Fos do Iguacu, der ligger på grænsen til Argentina og Paraguay. |
Rios historie begyndte 1. januar 1502, da portugiserne sejlede ind i Guanabara-bugten og døbte området Rio de Janeiro (Januarfloden). I 1565 blev der anlagt en by i området, og efter guld og diamantfund blev det koloniens vigtigste eksporthavn og i 1763 landets hovedstad. Portugals konge flyttede hoffet til Rio de Janeiro i 1808, og der kom gang i boulevarderne og palæerne. I begyndelsen af 1900 tallet blev mange af byens fornemme bygninger rejst i en arkitektonisk glansperiode.
Det tog ingeniører og billedhuggere 9 år at bygge "Cristo Redentor", og den blev indviet i 1931. Som et kristent symbol kan figuren næppe blive tydeligere, og den kan næsten ses overalt i den enorme by, og når lavtryk hænger over byen stikker Kristus ofte op over skyerne. 
Sikkerheden på Copacabana er blevet væsentlig forbedret i de seneste år, men det kan ikke anbefales at gå tur langs stranden efter mørkets frembrud, men gerne på strandpromenaden, der fyldes med tusindvis af mennesker.
En portugisisk søfarer sejlede i år 1500 ud fra Lissabon og opdagede den 22. april år 1500 Brasilien. Navnet Brasilien stammer fra træet "brasil", hvoraf der blev udvundet et rødt farvestof, der blev brugt til at farvning af smukke kjoler i Europa. Senere, da man havde udryddet de fleste brasiltræer, blev det sukker, tobak, bomuld og gummi, der gav guld til Portugal. Da man desværre også var kommet til at udrydde de fleste indianere, begyndte man at importere sorte slaver fra Afrika, for det hvide herrefolk kunne jo ikke selv gå der og svede i plantagerne. Forresten er Brasilien det sidste land i verden, der i 1888 forbød slaveriet.
Tidligt om morgenen ankom vi til lufthavnen i Rio de Janeiro og trådte ud i 25 dejlige varmegrader. Rio betyder forresten flod, og Janeiro betyder januar på portugisisk, da landet netop blev opdaget i januar år 1500 af portugiserne.
På strandsiden var der masser af cafeer og boder, der havde åben til langt ud på natten. Efter sigende skulle Avenida Atlantica være Latinamerikas frækkest gade med anslået 1.500 til 2.000 prostituerede af begge køn. Da stranden er 4 km lang skulle der være en prostitueret for hver 2 meter. Den må de godt nok længere ud på landet med, eller også var vi helt udenfor sæsonen. Vi havde balkon lige ud til strandsiden, og om aftenen var der ikke ret meget mere liv end på Borup hovedgade. 
Næste dag havde vi en byvandring i Rios historiske bydel med guiden Leonardo. Vi havde også en chauffør til rådighed, og vi blev sat af forskellige strategiske steder. Rios centrum har mange flotte paladser og grønne områder og er en blanding af gamle kolonitidshuse og moderne højhuse. Vi besøgte klosteret Sao Bento med det mest kedelige ydre, men med det mest overdådige indre og med alle de forgyldte basunengle, man kunne tænke sig. Fra en kirke i nærheden var Madonna engang skudt ned fra tårnet og var faldet 30 meter ned på gaden. Hun brækkede kun 3 fingre, så det var lidt af et mirakel. En af de store banker var omdannet til udstillingsbygning, og for tiden var der egyptisk oldtidskunst.
Vi nåede også The Cathedral of Saint Sebastian, der udenfor ligner en mexikansk pyramide, og indenfor er med glasmalerier op ad væggene. Det siges, at der er plads til 5.000 troende på bænkene. 
Næste morgen var det overskyet og lunt med 22 grader. Vi skulle med åben jeep og se nogle af Rios topseværdigheder. I jeepen var vi 4 par af forskellige nationaliteter samt vores guide Erika, der var en levende sprudlende vulkan nærmest i overstadigt humør. Hun var 43 år og var en overordentlig nydelig dame. I løbet af nul komma fem havde hun lært vores navne. Godt bænket arbejdede jeepen sig op igennem bjergene til verdens største nationalpark inde i en storby, den 120 km2 Tijuca Atlantic Forrest. Der var flere stop ved smukke vandfald og ved China View, der var der en pavillon opført af Macao kinesere. Derefter besøgte vi Rios store flotte botaniske have. 
De andre af verdens 7 nye vidundere er Colosseum i Rom, ruinbyen Machu Picchu i Peru, oldtidsbyen Petra i Jordan, gravmælet Taj Mahal i Indien, Den Kinesiske Mur og pyramiden Chichén Itzá i Mexico. Vidunderne var blevet valgt af 100 millioner stemmeberettigede. Selvom det myldrede med mennesker, var det alligevel en oplevelse at se Kristus og særligt for os, der nu set alle de 7 vidundere i verden. 
Med favela menes slumområde, og den er der over 600 af i Rio de Janeiro. Den største hedder Rocinha, og her lever 200.000 mennesker, og husene ligger klinet op ad bjergsiden. Vi havde købt en ekstra guidet tur for 2 x 168 reais, og vores guide hed Roksom. Han var en ordentlig kleppert a la natklubudsmidertypen. Vi blev afhentet på hotellet i åben jeep, og foruden os var der to portugisiske mænd med, og den eneste dansker, vi så på hele turen igennem Brasilien - hun var nordmand. 
Der går da en hovedgade igennem Rocinha favela, og der kører busser ned til Copacubana, så folk kan komme til og fra arbejde. I hovedgaden var der også forretninger og cafeer. Rocinha favela er nok en af de bedst fungerende slumbyer, og turen blev betegnet som sikker. Andre farvelaer er nærmest livsfarlige for turister, og man skal aldrig selv gå ind i en farvela på egen hånd eller fod. Det blev en fin oplevelse at se, hvordan mennesker også kan leve. Farvel til Roksom, og heldigvis fik jeg ikke farvelkram og kindkys, som jeg fik af Erika i går.