Af Kim Greiner.

I Sydbrasilien er befolkningen og kulturen mere europæisk end i resten af landet. Folk har bedre uddannelser, politikerne er mere seriøse, infrastrukturen er bedre og der er mindre kriminilitet. Op ad bjergskråningerne ligger tyrolerlignende byer og på middagsbordet serveres sauerkraut. Der er hundredvis af km hvide sandstrande, men turisterne vil hellere opleve det mere ekssotiske Nord - og Østbrasilien.

Mellem Argentina, Brasilien og Paraguay ligger Foz do Iguacu vandfaldene der er nogle af verdens største og flotteste. Faktisk er der 275 vandfald på en strækning af 3 kilometer og hvor det højeste er 72 meter. Allerede en kilometer fra faldene høres bruset og det bare vokser og vokser. Luften bliver fyldt med vandpartikler og så kommer et syn som man ikke har set før, idet vandet fra junglen vælter ud over en klippekant og ender i et enormt bassin. Der åbner sig flere vandfald og tilsidst det allerstørste "Djævelens Gab".

Vandfaldene kan ses fra både Brasilien og Argentina og der skal sættet mindst en halv dag af til hver side. På den argentinske side er der bygget en gangbro ud i faldet og man kikker direkte ned i "Gargante do Diabo". På den argentinske side ligger nationalparken "Yacutinga Wildlife & Nature Reserve" der er en del af et beskyttet regnskovsområde på 270.000 ha med 2.000 plantearter og 4.000 arter af fugle, pattedyr og reptiler. 

Fra både den brasilinske og argentinske side arrangeres der bådture tæt på vandfaldene. Regntøj eller skiftetøj tilrådes ved vandfaldene da luften er tæt af vandpartikler. 

I nærheden af vandfaldene ligger Itaipú - dæmningen der er en af verdens største vandkraftværker. Den dækker 22 % af Brasiliens elforbrug og 90 % af Paraguays og er et yderst inponerende bygningsværk der er høj som et 65 etages hus og 8 kilometer bred. Der køre busser derud hvert 20 minut fra centrum af Foz do Iguacu.

Ovenstående fakta er fra Politikens "Turen går til Brasilien".



Brasiliens Foz do Iguacu.

Brasilien på kryds og tværs 3. del.

December 2019.

Af Kim Greiner

Efter nogle spændende dage i Rio de Janeiro fortsatte vi med fly til Fos do Iguacu. Indenrigsfly i Brasilien har den ejendommelighed at der skal betales særskilt for kufferten. I lufthavnen fandt vi indtjekningspulten og skrankedamen fortalte at vi skulle gå hen til en anden skranke og betale for vores 2 kufferter. Hvor? Vores skrankedame kunne godt se, at vi var kommet ind med 4 toget og ikke kunne finde ud af noget som helst. Så hun forbarmede sig og gik med hen til en anden skrankedame. Her skulle der først udfyldes nogle formularer og vips, efter kun ½ time og efter at vores kreditkortet var lænset for 240 reais ca. 400 kr. kunne vi gå ombord på flyet. Hvorfor man ikke kan betale hjemmefra vides ikke for hver gang var det meget besværligt og meget omstændigt. 

Der går ikke tog i Brasilien og hvis man vil lidt rundt i verdens 5. største land og ikke har et helt år og en kano og en jeep, så må man beklageligvis flyve. 

Der var 2 timers flyvning fra Rio til Foz do Iguacu og jeg havde en vinduesplads med en flot udsigt til junglen. Vistnok så vidt jeg kunne se. For vinduerne på flyet var beskidte på ydersiden, så hverken mine øjne eller mit kamera kunne stille skarpt.

Foz do Iguacu er en pæn stor by med 250.000 mennesker og den ligger på grænsen til Argentina og Paraguay. Det er dog ikke for byens skyld, at vi ville besøge Foz do Iguacu, men på grund af vandfaldene der regnes for verdens største og flotteste. Faktisk er de med på Unescos liste over verdens 7. største natur-vidundere. 

Vores guide Ramon der var en ung nydelig mand med store solbriller hentede os i lufthavnen og kørte os til Hotel San Martin der ligger lige ved indgangen til Iguacu Nationalparken. Hotellet er i et plan og ligger nærmest i et jungleområde, men med et stort poolområde i al det grønne.

Der var en gang og for enden af den gang var der en anden gang og nede af den gang var vores værelse. Ikke særlig stort, men udsigt til tykke palmestammer og lydkulissen var perfekt fremkaldt af papagøjer der skreg fra træernes toppe. Nå det var fra en fuglepark lige i nærheden. Hotellet har 3 stjerner og har en stor rustik lounce og et flot stort juletræ med tilhørende krybbespil. Vi gik hen i baren og delte en pizza, medens en stor karkalak inspiserede gulvtæppet for smuler fra de riges bord.

Allerede næste morgen kl. 7 blev vi hentet af Rodrigo. Vandfaldene skal man helst se både fra Argentina og fra Brasilien for at få det hele med. Vi startede med Argentina og kørte over grænsen og fik stemplet pas. 1 time efter at vi havde forladt hotellet var vi ved indgangen til den argentinske nationalpark. Ramon købte billetter a 20 dollars og så kører man ind i nationlparken med et lille elektrisk tog. Nu må jeg hellere røbe, at vi ikke var alene. Der var faktisk i hundredvis af turister der gerne ville se vandfaldene. Ja det er irriterende med alle de turister, men vi må leve med det da vi selv er turister. 

Et lille tog tager turisterne med fra hovedindgangen og stopper et stykke inde i regnskoven. På den argentinske side går man på lange gangbroer hen over floden River Iguacu der her deler sig i mange flodarme. En af de lange gangbroer ender i "Djævelens Gab" hvor vandet styrter omkring 70 m ned i den underliggende flod. "Djævelens Gab" er det støste vandfald men faktisk er der 270 vandfald i området og det er svært at se, hvor det ene slutter og det andet begynder. Det siges at der fra junglen flyder omkring 5.000 m2 vand i sekundet ned igennem faldene. Imponerende ud over alle grænser.

Undervejs på gangbroen stødte vi på en 1½ m lang slange der slangede sig så tæt på gangbroen, at jeg kunne tage den i halen hvis jeg ville. Det ville jeg dog ikke, selvom den ikke var giftig. Vistnok. Der rendte også næsebjørne rundt på gangbroerne eller i underskoven under broerne. Næsebjørne er en halvbjørn som vaskebjørne og de vejer 3-7 kg. Som navnet siger har den en lang blød snude som den roder rundt i jorden med efter insekter. Hunnerne lever i flokke på 20-40 dyr medens hannerne lever alene og kaldes da også af de indfødte for "silitarios". En gang om året i februar-marts bliver hannen inviteret ind i flokken og når han har gjort sit arbejdet bliver han forvist igen. 

Der var forskellige udkikssteder undervejs på gangbroerne og jeg kan godt forstå, at folk kommer fra hele verden for at se på vandfaldene. Det er underværker.

På vej tilbage stoppede vi ved en rustik argentinsk restaurant og fik en mør oksesteg. Det bliver værre og værre. Først flyver vi og så spiser vi oksesteg. Gitte fik dog fisk og det må man vist gerne spise. I nærheden besøgte vi lige det helt specielle sted hvor Brasilien, Argentina og Paraguay støder sammen. Det er kun ganske få steder i verden hvor 3 lande støder sammen i et punkt. Så vi stod i Argentina og på den ene flodbred lå Brasilien og på den anden Paraguay.

Tilbage over grænsen og tilbage på hotellet hvor vi var ved 15 tiden. Efter en kort pause gik vi i fugleparkn der lå lige i nærheden. Flere steder går man ind i burene bl.a. det bur med de store skræppende papagøjer der gav de meget eksotiske lyde når vi åbnede vores vinduer. 

Kølig morgenstund, men hurtigt kom temperatuen op på 25 dejlige grader. Igen på tur med Rodrigo og denne gang til vandfaldene på den brasilianske side. Da vi startede ved indgangen til Igucu Nationalpark var der et menneskemylder uden lige. Sådan ca. 10 x Bon Bon land når de åbner en sommersøndag. Vandfaldene trækker omkring 2 millioner turister om året og der er 16 kasser på rad og række, men vores guide brugte snydekøen eller guidekøen for at købe billetter. I steder for de andre turister der skulle ind i nationalparken med busser, havde vi bil med privarchauffør. Personbiler må ellers ikke køre i nationalparken kun busser og guidebiler. Der er 40 km grænse og der bliver udleveret en GPS der sladre, hvis der køres for hurtige. Straffen er karantæne i op til 6 måneder og vores guide, der ellers elskede at køre raskt til, snegled sig afsted.

Der var tæt jungle på begge sider af vejen og advarselsskilte med jaguarer. Det eneste hotel i selve parken er det legendariske Hotel das Catarats der er yderst fornemt og som ligger i ensom majestæt lige overfor vandfaldene. Gæsterne kunne ikke få en bedre udsigt. 

En sti går langs kanten af junglen med flere gode udsigter til vandfaldene. Stien går ned og ned og ender i en gangbro lige lugt ind i "Helvedes Gab". Regnbuer og vandpartikler fyldte luften og man bliver våd, men i det den lune luft var det bare behagelig. Fantastisk at stå der midt i det hele medens vandet buldre ned fra alle sider. Der går en elevator op til kanten igen og suk det sidste syn til dette naturens vidunder.

Vandfaldturen på den brasilianske side tog omkring 3 timer. Hvis man kun har 1 dag til sin rådighed er vandfaldene, efter min mening, flottest på den brasilianske side, da man kommer helt ud i midten med faldende vand næsten til alle sider. 

Om eftermiddagen havde vi tilkøbt en tur til Itaipú Dæmningen der er ikke mindre end verdens største vandkraftværk. Vandet kommer fra både Rio Paraná og Rio Iguacuog og over dobbel-floden med Brasilien på den ene side og Paraguay på den anden side er der bygget en dæmning. Et kæmpe ingeniørværk hvor dæmningen er 8 km bred og høj som et 65 meters højhus. For at stive betonkonstruktionen af er der brugt 16 gange mee stål end i Eiffeltårnet. De 16 turbiner producerr 80 % af strømmen til Paraguay og 22 % af Brasiliens strøm. En bus kørte os rundt nedenfor dæmningen og så op på dæmningen. Så velkommen til Paraguay og tilbage igen, velkommen til Brasilien.

For at komme tilbage til hotellet kørte vi ignnen byen Fos do Iguacu der har ikke mindre end 150 hoteller for at betjene alle tuisterne. Byen kan bryste sig af Brasiliens sukkeste vej, da træer på begge sider af en af vejene igennem byen dækkede gaden som en tunnel og med spansk mos hængende ned fra træerne.

Så kunne vi ikke pine mere ud af Fos do Iguacu og omegen, så næste mogen fortsatte vi med fly til Brasilia der er Brasiliens hovedstad og som blev bygget på en øde slette for kun 60 år siden.

Klik her og fortsæt til 4. del : Brasilia.