|
Cuba - Havanna. Rejsefortælling af Kim Greiner Januar 2018. Cuba 2. del. Hvad så på Cuba, der både er kommunistisk og med en regering, der undertrykker befolkningen? Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt, for vi er kun på vej til Cuba, men om et par uger ved vi meget mere, og det kan læses i det følgende. Om aftenen inden rejsen gik vi over til lufthavnen, og efter 3 forsøg lykkedes det at få printet bordingkort og bagage levels. Aftenspisning på Burger King, så bortset fra morgenmad i morgen og flymad undervejs bliver det det sidste normale måltid i de næste 2½ uge. God tid om morgenen til flyet til Paris. Spiste morgenmad på Lagkagehuset – ikke lagkage, men grovboller. Flyet gik til tiden, og vi sad på allernederste række uden vinduer. Det må være på ekstra monkey monkey klasse. Til gengæld var vi de første, der fik drinks og småkager. Kl. 14.00 sad vi stadig i flyet, og flyet stod på landingsbanen. Ingen information. Vi skulle efter planen være fremme i Havanna kl. 18 lokal tid, og der er en tidsforskel på 6 timer. Kl 14.15 kom vi endelig i luften, og så syntes kaptajnen, at vi skulle køles lidt ned, så han sendte polarvind ud i dyserne, og der var fodkoldt, som sad vi på en isklump. Frokost med en lille romflaske på 21 % plus en lille flaske rødvin, så kunne jeg måske få en lille morfar undervejs. Elena var faldet i dyb søvn, så der var ingen underholdning fra hendes side. Et indrejseskema skulle udfyldes med, hvor mange penge vi medbragte. Desuden om vi medbragte våben eller porno og en hel masse andet. No, No, No. Det er en lang flyvetur, og ballerne trængte til blod. Klokken 18.50 var vi fremme i Havanna, og jeg fik sagt pænt farvel til Elena. Vi havde bestilt rejsen igennem "Marco Polo", men det var "Latin America Travel", der var den tekniske arrangør, så det var dem, der havde sørget for hoteller, taxa, indenrigsfly, busbilletter, diverse måltider og guider m.m. Vi var kun to i gruppen, min kone Birgitte om jeg selv. Til denne pakketur var der afgang hver dag året rundt, så man er uafhængig af bestemte rejsedage, men det er så uden dansk guide. Det indre af den gamle del af Havanna er bilfri, og meget dekorativt er vejen spærret af gamle kanoner, hvor mundingerne er gravet ned i gaden. Vi blev sat af nede ved havnen, og taxachaufføren viste vej. En mand kom med en trækvogn til kufferterne, og vi kom igennem Placa de Arms, og så lå hotellet lige ved den berømte fodgængergade Obispo. Kuffertmanden ville have 5 euro for ulejligheden. Jeg havde kun 50 Euro, men 5 euro måtte da også være for meget? Jeg anede ikke, hvad drikkepengeniveauet er på Cuba. Der stod intet om det i Politikens "Turen går til Cuba". Vi måtte selv finde ud af, hvad der er rimeligt. Jeg havde læst i overnævnte bog, at en statsansat havde en månedsløn på 15-20 CUC, og en CUC er ca. 1 US dollar eller 1 Euro. Selvom jeg havde haft en 5-euroseddel, syntes jeg måske nok, at en god ugeløn for en statsansat var lidt rigeligt for 5 minutters kuffertkørsel. I min lomme fandt jeg en dansk femkrone. Han kikkede på den og gav mig den tilbage og så noget sur ud. Jeg vil nødig være en "lousy tipper", men da vi ikke aner noget hjemmefra, må vi selv skyde os ind på et rimeligt niveau. Musikere, der stiller sig op på gaden eller på en cafe og spiller lige foran dig, forventer også penge. Noget sådan kan godt være ret anstrengende, så det anbefales at afvise dem med det samme. Tilbud om køb af cigarer og rom på gaden er garanteret forfalskede varer. "Hello my friend, where’re you from?" Det er ofte indledningen til at tilbyde diverse ydelser eller forsøg på at presse penge af dig. Især hvis sælgeren har fødselsdag eller har en ven i Danmark, er det en god grund til at stoppe samtalen. Hvis nogen tilbyder dig at guide dig hen til en restaurant, modtager vedkommende kommission, som uden at du ved det, lægges på din regning. Videre står der i "Turen går til Cuba": Enlige mænd er ofte jaget vildt, og der kan regnes med utallige invitationer fra "jineteras" (kvinder, der tilbyder selskab og sex mod betaling). Jineteras kommer af det spanske ord jinete, som betyder rytter. Det kan afslås relativt let med sætningen: "No gracias, ya tengo novia" (Nej tak, jeg har allerede en kæreste) eller "Estoy casado” (Jeg er gift). Går du som mand sammen med en kvinde, kan du gå i relativ fred for sådanne tilbud. Går du som mand alene i byen selv om eftermiddagen, kan du risikere, at lokale piger slår sig ned ved dit bord. Hvis de foreslår en dans, eller de beder om noget at spise, er der ugler i mosen, og så er det ikke din flotte statur, men dine penge, de er ude efter. Kvinder, der rejser alene, er ligeledes jaget vildt, og de bliver bombarderet med kontaktforsøg fra cubanske mænd. Der varer ikke længe, før de erklærer deres uforbeholdne kærlighed eller ligefrem vil giftes. Her er afvisningssætningen: "Pronto me voy a encontrar con mi marido" (Jeg skal snart mødes med min mand). Sikkerhedsmæssigt har kvinder ikke noget at frygte i Cuba, hvor de sagtens kan gå på gaden om natten. Midt på Calle Obrapia og dens sidegader kan præcis identificeres grænsen mellem den fancy og den overbefolkede bydel Centro Habana. Mange anser bydelen for det ægte Habana i modsætning til det lidt for polerede Habana Vieja. Det er stille vejr, men overskyet. Gad vide om vi har taget for meget sommertøj med. Det var lyst kl. 7.00, så der er næsten 12 timers dagslys. Noget bedre end Danmarks 8 timer på denne årstid. Morgenmad på tagterrassen med en fin udsigt hele vejen rundt til de gamle bygninger og krydstogtskibet. Lige på den anden side af Canal de Entrada, der er et stykke vand ind til inderhavnen, står der en kristusfigur kaldet "El Christo de la Habana". Jesus er lavet af marmor og er 17 meter høj. Det siges, at hver hånd vejer 1 ton. Kunstneren hedder Jilma Madera, og statuen er opført på bestilling af diktator Batistas hustru. At netop hun har bestilt Kæmpekristus, lyder for mig noget hult.
Vi skal på en guidet tur kl. 9.00, og vores privat guide Lazaro kom til tiden og mødte os i receptionen. I en lille have var der en statue af H.C.Andersen. Der havde ligget et hus på stedet, men det var revet ned, og så var der blevet en åben plads, hvor der blev lavet en lille have for børn. Og så tænkte man på H.C.Andersen, selvom hans eventyr er lige så meget for voksne som for børn. Der var en ældre mand, der passede haven, og jeg fortalte via guiden, at jeg var gammel havemester, og så var der varme håndtryk. Faktisk oplevede vi mange gange sidenhen, at der blev uddelt håndtryk, selv taxachauffører stak på næven. Seværdighederne lå tæt, og Lazaro fortalte op og ned ad stolper. Han havde lært engelsk på universitetet og talte et udmærket engelsk, som jeg dog kun forstod det halve af.
På torvet stod 3 damer udklædt som i kolonitiden. De havde følehornene ude, og da jeg nærmede mig, var de hurtigt oppe på dupperne, og inden jeg så mig om, havde jeg to sorte kvinder om halsen og en cigar i hånden. (Den var dog omviklet med plastik, så den kunne genbruges.) Damerne fik 5 CUC til deling. Selvom der indgik kys på kinden, var det til deling. De mente ellers, at de skulle have 5 CUC til hver. Næ, næ, jeg havde endda læst, at prisen kun var 1 pr. dame. Der indgik frokost i rundturen, og det var på "La Tabarna del Pescador", der var en fiskerestaurant. Vi skulle bare bestille, hvad vi ville have, så vi valgte grillede rejer i tomassovs med ris og en salat. Drikkevarer var på egen regning. Før frokosten sagde vi farvel til Lazaro, og han fik et postkort fra København og 10 CUC. Jeg tror ikke guider forventer noget, og han så da også overrasket og glad ud. På et tidspunkt havde jeg luftet, at jeg selv er guide i København, og som han sagde, var det første gang han havde guidet en guide. Nede ved havnen holdt en række amerikanerbiler. De bliver brugt til taxa og er et levn fra den tid i 1950’erne, hvor mange cubanere stak af til USA, da Fidel havde overtaget magten. Vi skulle jo prøve en tur, selvom det siges, at det er livsfarligt, da de mangler sikkerhedsseler. Vi lavede en aftale om en tur på 20 minutter og bare rundt i byen. Det ville blive 25 CUC, sagde vores kulsorte chauffør. Dollargrinet var fra 1957 og var nærmest et sminket lig med en dejlig, dyb motorlyd og et horn, der virkelig ville noget. Chaufføren kørte stille og roligt (der skulle spares på benzinen). Han kunne endda noget engelsk og udpegede bygninger m.m. Tilbage samme sted, og det var en meget fin tur, der næsten blev på 30 minutter, så han fik 5 CUC ekstra til hjælp til benzinen. Og så fik vi et fint billede, hvor Gitte nærmest stod under armen på den kæmpestore mand. Senere gik vi tur på "Strøget", her kaldet Obispo. Masser af turister vandrede frem og tilbage. Der var kø ved pizzaboder og boder med spanskrør (vafler). Musikken spillede, og der var fest i gaden. Folk sad ved små cafeer, og i en sidegade var et souvenirmarked. På vej tilbage fik vi købt 2 cola og 4 boller til busrejsen i morgen. Som protest mod USA’s embargo af Cuba bad vi udtrykkeligt om cubanske cola. De er enormt søde og er skyld i de kvindelige cubaneres store bagdele. Det påstod Lazaro i hvert fald. |
Vi har før rejst i kommunistiske lande, endda før murens fald. Vi var i Berlin flere gange og også lige efter murens fald. (Læs på denne hjemmeside "Forår i Berlin"). Inden da havde vi rejst rundt i Polen og besøgt butikker, hvor de havde måske 1000 dåser melede ærter, og ellers var der gabende tomt. For nylig har vi rejst i Kina og Vietnam, der også har kommunistisk styre, men hvor der tilsyneladende ikke mangler noget på hylderne. Regeringerne i de lande har opgivet betonkommunismen og ladet befolkningen tænke selv og arbejde for egen vindings skyld. Helt for nylig har vi været i Tibet. (Læs også denne rejsefortælling på denne hjemmeside). I Lhasa kunne vi ikke se, at der manglede noget på hylderne, selvom Tibet er besat og undertrykt af kineserne.
Rejsen startede behageligt med en overnatning på hotel Clarion lige klods op ad Kastrup lufthavn. Det er hotel Hilton, der har skiftet navn og sikkert også ejere. Prisen uden morgenmad var omkring 1.000 kr. Som noget nyt for et hotel, (jeg har i hvert fald aldrig set det før), så kan man hænge et skilt på døren og sige nej tak til "cleaning the room". Der må menes rede senge m.m., og for hver dag der siges nej tak, vil hotellet donere et beløb til "Sweet Dreams Projektet", der vil give børn et sikkert sted at sove. Vi skal kun overnatte en nat, så vi kan desværre ikke sige nej tak til rengøring. Man må dog gå ud fra, at der bliver skiftet sengetøj til de næste.
Landede i den kæmpestore Charles de Gaulle lufthavn. Bus og op og ned ad rulletrapper, men vi fandt Gate L 45 med lidt besvær. Bording 12.40 til den lange flyvetur til Havanna. Lang kø til paskontrollen og selvbording. I flyet sad vi på række 50, og der er 10 passagerer i hver række. Benpladsen hos Air France er mest beregnet til børn, så der kan ikke presses flere ind. Tilsyneladende er der ikke cubanere med flyet, men kun hvide turister fra hele verden. Jeg sad ved siden af Elena fra Rusland, og hun skulle på krydstogt i Caribien. Hun var endnu dårligere til engelsk end jeg, så det tog nogen tid at skyde sig ind på hinanden. 
Rask gang igennem lufthavnen og hen til lange køer ved immigrationsskranken. Meget lange køer og meget grundig kontrol, hvor der også blev taget et portræt- billede, der blev sammenlignet med pasbilledet. Visum skulle også forevises, og gem det endelig, for det skal afleveres ved udrejsen. Efter immigrationen blev der sagt "Velkommen til Cuba" endda med et smil på læben. Derefter var der sikkerhedskontrol. Hvorfor, når vi var på vej ud af lufthavnen? Men måske ville de være helt sikre på, hvad der kom ind i landet. Lykkeligvis kom kufferterne, og vi kom igennem "Nothing to declare", og indrejseseddelen skulle afleveres.
Lufthavnen ligger ca. 25 km fra Havannas centrum, og det tager ca. ½ times kørsel. Guiden blev sat af undervejs, og vi fortsatte ind i den meget mørke by. Taxaen lavede kraftige udsving undervejs for at undgå hullerne i vejen. I starten kom vi igennem skov og marker og fortsatte så ind i forstaden til Havanna. Der var ikke meget gadelys, og husene så lettere forfaldne ud. 
Vi skulle bo på Hotel Ambos Mundos fra 1923, men dog renoveret 1997. Det er nærmest et historisk hotel, for det var her Ernest Hemingway i 1930’erne skrev første kapitel af "Hvem ringer klokkerne for". Det berømte værelse lå lige ved siden af vores på 5. sal. Hans værelse var nu et lille museum, og det var først, da det gik op for os, at vi kunne forstå det rend, der var ud og ind. Elevatoren op var af den gammeldags slags med jerngitter, som man ellers kun ser i gamle film. Den var også betjent, og elevatormanden trak vores kufferter ind på værelset og viste det frem. Vi har stadig ikke vekslet og ved ikke, om han forventede drikkepenge. Det var et fint gammeldags værelse, men med TV og masser af puder i de to senge. Der var udsigt ud over havnen til krydstogtskibet, der lå smukt oplyst. For vores fødder lå den berømte gågade, men den var næsten stille nu. Kun et stykke længere nede var der musik og en kvinde, der sang. 
Især den cubanske hovedstad Havanna er fyldt med "hustlers", der bare venter på at
Nå, nu må vi se, hvor slemt det er – det er altid ubehageligt ikke at kunne gå i fred, samtidig forstår jeg godt, at de mangler penge, og at vi er styrtende rige – i forhold til dem.
Disse jineteras er ikke nødvendigvis prostituerede i ordets traditionelle forstand. Somme tider er det forventningen om pengegaver eller bare mad, og så den status, der er forbundet med at være sammen med en udenlandsk mand, der animerer dem.
Et storstilet projekt er i gang med genopbygningen af det gamle Havana Vieja, som amerikansk handelsboykot og det fugtige, tropiske klima med orkaner i ny og næ har slidt grundigt ned. Indtægterne fra turisterne går til restaurering af nye områder i bydelen, og det breder sig som ringe i vandet. Siden 1982 har bydelen været på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder i verden. Foreløbig er kun en tredjedel af det gamle Havanna restaureret og kritiseres endda for, at det bliver til postkortagtige oaser for turisterne uden at skabe bedre forhold for de fastboende cubanere. Rom blev ikke bygget på en dag, og Havanna kan heller ikke restaureres færdig på en dag. Så omkring 60.000 cubanere i Habana Vieja lever stadig i faldefærdige og overbefolkede bygninger. 
Jeg sov egentlig meget godt selv med lidt hundeglam og lidt kølig natteluft ind ad skodderne. Jeg har ligget og haft dårlig samvittighed over kuffertmanden. Blev ret overrasket over, at han ville have 1/3 af en statsansats månedsløn for 5 minutters arbejde. Vi bliver vel klogere i løbet af dagen med hensyn til drikkepengeniveauet. Det kan så kun blive det niveau, som vi sætter, da der ikke står et ord om det nogen som helst steder. Jo, undtagen at fotografere udklædte damer, hvor der står 1 euro, men den holder ikke i virkeligheden. 
Det var en meget fin morgenmadsbuffet selv med bacon. Det er lidt blæsende heroppe, så vi er trukket ind bag nogle persienner, der står og klaprer. Det er stadig skyet, men med store solpletter. 
Foran den spanske guvernørs palads var der brolagt med træbrosten. Så kunne han sove længe uden at blive vækket af vognrumlen. En anden bygning var sat i stand og blev anvendt til moske. Der er ikke mange muslimer i landet, men der skal være plads til alle religioner. Det er dog først efter Sovjetunionens kollaps, at man er kommet i tanke om, at der er brug for religionerne. Den store katedral i kvarteret er dog nu museum og koncerthal. Før i tiden handlede munkene i katedralen med slaver. Joh, de skulle jo leve – de fromme brødre. 
Vi skulle mødes med en overguide på Hotel Rachel, der nu var privat ejet af en jødinde. Overguiden havde en stak vouchers med, faktisk i nærheden af 46 – og det var til hele rejsen i Cuba. Gitte bestyrede dem og tog om morgenen dem frem, som vi skulle bruge i løbet af dagen. Guiden gennemgik dem lynhurtigt, og det var lidt overvældende – men vi må tage det, som det kommer.
Der er mange mennesker på gaderne nu. Mest turister på cafeerne og musikgrupper, der prøver at tjene en skilling.
For enden af gaden var der en plads, og vi satte os på en cementkant og kikkede på mennesker. På begge sider af os sad specielle unge mænd med mærkeligt hår. Det var ligesom "Saturday Night Fever". I Turen går til Cuba står, at man ustandselig vil blive kontaktet om det ene og det andet. Passer ikke. Vi gik og sad helt fredeligt. Ingen frække damer eller mænd. Ikke skyggen af en "jineteras". Enkelte sagde ”hola” (goddag) til mig, som en lille pige, en midaldrende dame og en gammel dame med et stort smil.
Aftensmad på hotellets tagterrasse. Vi fik 2 pollo (kylling) med ris og salat, 2 cola og en af Hemingways yndlingsdrinks, mojito, der er en ægte cubadrink, der består af hvid rom, sukker, lime juice og sodavand. Det hele toppet med mynte. Det lyder meget lækkert, men bliver aldrig min yndlingsdrink. Det var en mærkelig ret, de to polloer. Kyllingen var mest ben. Med en økse var den parteret hel (det lignede det) og det var næsten umuligt at få kødet af knoglerne. Kyllingen opgav jeg, og risen var med et krydderi, jeg ikke kunne lide. Så jeg spiste det tørre kuvertbrød. Regningen kom, og der stod kun 1 pollo. Havde de set, at vi havde levnet det meste, og vi derfor kun skulle betale for en portion? Nej, tjeneren havde glemt den ene, og da vi er ærlige folk, betalte vi selvfølgelig for to pollo. Så kan de ellers koge hønsekødssuppe på resterne. Det hele med to pollo, cola og mojito blev 28 CUC. Der var vist indregnet drikkepenge, men vi rundede op, så kunne de sætte et kors for kyllingen. 
Hotel Ambos Mundos er berømt, fordi Ernst Hemingway har boet på det i en periode, indtil han fik købt et hus i udkanten af Havanna. Hele hotellet er nærmest et kultsted. Alle dekorationer også inde på værelserne er med billeder fra hans liv. Receptionen er ofte fyldt med turister, der får beretninger om Hemingway af en guide. Vores værelse lå lige ved siden af det værelse, han ofte lejede i perioden 1928-1939. Adgangen til værelset kostede 5 CUC, men var gratis for hotellets gæster. En dame sidder derinde i åbningstiden og kukkelurer og indkasserer entre. Hemingways arvinger burde næsten have procenter, for der kom ustandseligt mennesker. Der var ikke meget at se på værelset ud over en seng og en skrivemaskine og nogle fotografier. Her skulle han have skrevet "Hven ringer klokkerne for" i det mindste første kapitel.