Hr. premierløjtnant M og en dobbelt DIP bro.

En fortælling af Kim Greiner.

Som nyuddannet værnepligtig sergent i Den kgl. Ildsprudende Hær blev jeg efter 2 måneders tjeneste i 1. rekrutkompagni overflyttet til 4. bassekompagni med kun 4 måneder til hjemsendelsen. En normal tjenestetid forløb ellers sådan, at man var rekrut i 4 måneder, derefter for nogles vedkommende 6 måneder på sergentskole, og så startede man som nybagt sergent i et nyt rekrutkompagni, som man så fulgte til fælles hjemsendelse. Det havde jo sine fordele, med hensyn til respekten, at den grønne sergent startede med nogle nyindkaldte, der ihvertfald i starten var skræmt fra vid og sans, men sidenhen ved fælles hjælp, kunne alle sagtens udvikle sig til en slap forsamling.

Jeg har aldrig fundet ud af , om det var en fjer i hatten, at jeg blev overflyttet, eller fordi de gerne ville af med mig i 1. kompagni, men de barske realiteter var, at jeg inden en uge skulle starte som gruppefører i 2.deling, der ikke just var kendt for sin effektivitet.

Det er vist ikke nogen militær hemmelighed at sådan en deling består af ca. 35 menige og i dette tilfælde under "ledelse" af en Hr. premierløjnant M., og delingen var så yderligere opdelt i 3 grupper, med hver en sergent som leder. Nu var det så viseligt indrettet, at hvis alle befalingsmændene var der, så havde premierløjnanten kommandoen med hjælp af sergenterne, og hvis løjnanten ikke var der, så var det den ældste og mest erfarne sergent, der havde kommandoen, med hjælp af de to andre o.s.v. og hvis der kun var den yngste og mest uerfarne sergent tilbage, så havde han ikke nogen til at hjælpe sig.

Første dag i den nye deling var de to andre sergenter på afspadsering, så premierløjnanten havde kommandoen med mig til hjælp, og vi skulle bygge en dobbelt DIP bro ude på øvelsesterrænet. Hvad det der DIP egentlig betyder kan jeg ikke huske, men det er nok forkortelse af et eller andet, og jeg er endda i tvivl om DIPPET staves med P eller B, men en DIP bro bestod af nogle 12 meter lange og 1200 kg tunge jernbjælker, der ved hjælp af vippemekanismer og lodder og trisser skulle skydes ud over vandet. At den var dobbelt, betyder, at der var rammet nogle pæle ned midt i vandløbet, således at broen bestod af bjælker i forlængelse af hinanden. Pælene i midten af vandløbet og landfæsterne stod der stationært, så vi skulle kun øve udlægningen af bjælkerne, hvilket også var en pæn stor opgave.

Premierløjnanten meddelte mig, at han desværre skulle til tandlæge, men at han ville komme senere på formiddagen. Der stod jeg så med 35 mand, jeg overhovedet ikke kendte, samt ca. 10 konstabler, der i deres store lastbiler fyldt med materiel bare ventede på, at jeg skulle gøre et eller andet. Jeg må ærligt indrømme, at det ikke lige var magtens sødme, der fyldte mig, tværtimod ville jeg hellere krybe i et musehul, men vi sad op, og kørte ud på øvelsespladsen, for mit vedkommende med bævende hjerte.

Indtil da havde jeg i hele min militærkarriere kun haft kommandoen over en eneste DIP bjælke, og det var endda på sergentskolen, hvor de "menige" var mine elevkammerater. Nu havde jeg 8 x 2 bjælker, der skulle ud, der skulle lægges køredæk på, og det hele skulle pilles ned igen og pakkes på lastbilerne.

Der var heldigvis et par af de menige, der havde fattet medlidenhed med mig, så hvis jeg under min kommanderen, var kommet med en kommando, der ikke var så hensigtmæssig i den givne situation, så rettede de det lidt til, medens de udførte arbejdet, og mirakuløst nok, så faldt den ene bjælke efter den anden på plads.

Så arriverede Hr. premiereløjnanten og bebrejdede mig, at vi virkelig ikke var kommet længere, så han overtog fluks kommandoen, for nu skulle der lægges bjælker ud. Der skete en mærkelig forandring med de menige. Jeg kunne mærke, at de ikke kunne døje løjnanten, og de gjorde nu kun nøjagtigt, hvad de fik besked på og intetsomhelst andet, og da han ikke var den store brobygger, så rullede bjælkerne frem, ramte forkert, blev rullet tilbage, faldt lidt ned, og det hele gik simpelhen skævt.

Løjnanten skældte, smældte, råbte og skreg, men de menige udførte hver en kommando korrekt, medens de frydede sig, hvergang der var noget, der mislykkedes. Så ved den anden bjælke gik det rigtig galt. Med et højt plask ramlede den tontunge bjælke i vandet, og det var et Guds under, at ingen kom til skade eller blev dræbt.

Nu kom premiereløjnanten i tanke om, at han havde et vigtigt møde, som han var nødt til at deltage i, så jeg fik kommandoen igen, og det tog nogen tid, inden vi ved fælles hjælp fik bjælken op og på plads igen.

Ved middagspausen manglede der endnu et par bjælker, men vi kørte hjem til kasernen og spiste, og ved middagsappellen kom premierløjnanten og meddelte mig, at han var optaget af vigtigt kontorarbejde, så jeg skulle bare fortsætte, og hvis vi blev færdige før tiden, kunne jeg lade delingen aftræde.

Jeg meddelte derfor delingen, at vi byggede broen færdig og pillede den ned igen, og når det var gjort, fik dem, der ikke havde vagt, fri. Nu gik det hele som smurt. De to sidste bjælker kom ud, køredækket blev lagt ud, alle lastbilerne passerede broen, og inden den sidste bil havde passeret, var de begyndt at pille dækket op igen, og vi begyndte at få bjælkerne ind.. En time før normal aftrædelsestidspunkt (fyraften) var vi færdige, og jeg spurgte en af de menige, hvor længe de plejede at være om at bygge en dobbelt DIP bro. "Det er første gang, vi overhovedet er blevet færdige på en dag, vi plejer at pille mindst halvdelen ned næste dag ".

Stolt som en pave, lod jeg delingen stille op i gården og skulle lige til at lade dem træde af, da Hr. premierløjnant M. kom farende ud af kontoret og spurgte, hvad vi lavede. Jeg forklarede ham, at vi havde bygget broen, var kørt over den, havde pillet den ned igen, og efter aftale ville jeg nu lade dem træde af. Det kunne der overhovedet ikke være tale om, da ikke med en hel time, så han overtog kommandoen og lod dem træde af til "pudsning", d.v.s. de måtte ikke gå før tiden, men de måtte gerne gå ind og pudse deres gevær, hvis det ellers trængte til det.

Jeg følte mig meget dårlig tilpas over at være en del af den ledelse, der blev lagt for dagen. Det ikke at holde ord, er en særdeles god og effektiv måde til at ødelægge al moral, tillid og samarbejde, og til det var Hr. premierløjnant M. næsten uovertruffen, så jeg begyndte at forstå, hvorfor 2. delings ry var så dårligt.

Jeg håber og tror, at det er en helt anden slags premierløjnanter, der i vore dage har kommandoen over de danske soldater, der bliver sendt ud som fredsbevarende styrker i verdens brændpunkter.

Tilbage til forsiden