En kratluskers erindringer.
Erindringer af Kim Greiner
Hulter til bulter dybt inde i ethvert menneskes hjerne ligger hele livets oplevelser. Eller er det i virkeligheden pæne skuffer der kan trækkes ud når der kommer et stikord, man ser et gammelt billede eller læser et hengemt brev og pludselig kan der huskes en episode som egentlig for længst var glemt.
Tænk hvilken skat der ligger i vores hoveder og tænk hvis vore forfædre, bare nogle generationer tilbage, havde nedskrevet deres erindringer, deres glæder og sorger, sejre og nederlag, så havde vi i hvert fald kendt dem bedre og ikke bare med et anonymt navn og et årstal. Til nød kan man huske enkelte episoder, som er blevet fortalt fra ens forældres barndom og ungdom. Men allerede ved ens bedsteforældre ligger deres liv hen i glemselens tågedal, og hvad lavede de egentlig i deres tidlige år, inden man selv tydeligt kan huske dem siddende i deres pensionistbolig. Så kunne man jo spørge og gjorde det også, men da det ikke blev skrevet ned, er det meste glemt igen og man havde mest travlt med at fortælle om sine egne oplevelser og glemte, at det de gamle kunne fortælle var noget unikt og noget der skulle passes på.
Hvis man nu selv vil sætte sig et eller andet spor i menneskeheden og ikke selv gå helt i glemmebogen, hvornår skal man så skrive sine erindringer? Skal man vente til man er pensionist og har tiden til det ? Men hvad nu hvis man får gigt i fingrene eller bliver dement, så kan det hurtigt blive lidt for sent.
Jeg har derfor besluttet at gå i gang med det samme, medens vejret alligevel er lidt kedeligt og vi har gået en lang tur og græsplænen er slået og skvalderkålen der har infiltreret stenhøjen, har jeg besluttet må vente til pensionisttilværelsen, med eller uden gigt i fingrene.
I Palle Laurings erindringer siger hans far der var skolelærer noget lignende som:
Denne vise udtalelse kan jo godt gælde for både skoleelever og ens øvrige medmennesker, og nogle enkelte bipersoner i denne livshistorie optræder måske ikke altid i det mest flatterende lys, men det kunne de jo havde tænkt på noget før.
Til mine efterkommere har jeg nedskrevet mine erindringer og da ethvert menneske spiller hovedrollen i sit eget liv handler disse erindringer om Kim Bredahl Greiner født den 22. december i det herrens år 1945.
Det var en kold og stormfuld nat da der lød et barneskrig……….. Ja det bliver jo nok en længere historie det her og så kedeligt er vejret jo heller ikke, så foreløbig vil jeg starte lidt hist og pist og fylde på efterhånden.
Hvem Gabriel Jensen er ved jeg ikke og jeg kan ikke engang finde ham i leksikonet, men for ubemidlede københavnerbørn kunne man på skolen tilmelde sig Gabriel Jensens Ferieudflugter. De voksne havde som regel kun 2 ugers sommerferie og så kunne børnenes 7 ugers ferie i de mørke baggårde og på stenbroen godt være lange, men så fik Gabriel Jensen den ide at sende børnene ud i grønne omgivelser eller på interessante udflugter. Det foregik på den måde at man fra skolen fik et kort med et nummer og hver hverdagsmorgen kunne man i Politiken og Berlingske Tidende læse hvilke numre der gav ret til at deltage i dagens udflugter og så mødte man op på det angivne sted.
Jeg var selv med i flere år da jeg var i 8 – 10 års alderen og havde fornøjelse af ture til Zoo, Danmarks akvarie, Carlsberg, Kronborg m.m. Den tur der hyppigst var på programmet var til Husum, hvor børnene blev sluppet løs i en masse grønne omgivelser omkring voldene og som regel med en gysertur i gåsegang ind i en af de fugtigkolde kasematter.
På heldagsturene var der som regel frokostspisning includeret i arrangementet og den første gang jeg var med fik vi til forret kærnemælkskoldskål med tvebakker. Kærnemælken var øst op og jeg havde et par tvebakker i hænderne og skulle til at knuse dem over tallerkenen, da sidemanden puffede mig i siden:
- Hænderne under bordet, hænderne under bordet.
Nå, der på stedet var det åbenbart mest høfligt at knuse tvebakker under bordet, så det gjorde jeg og i det samme begyndte en af lærerne at bede fadervor og takke for maden og jeg var nok den eneste der bad med knuste tvebakker i hænderne.
Da jeg gik i 5. Klasse, fik min mor den gode ide, at jeg skulle gå til dans, og efter nogen overtalelse ( jeg skreg da i hvert fald ikke ) indvilligede jeg, og startede i Lindgrens danseskole. Dansen foregik nede i kælderen på en stor bygning på Jyllingevejvej og huset ligger der endnu, og hver gang jeg kører forbi, tænker jeg, at det var dernede, jeg led så grusomt. Ligesom frøken Violets danseskole i Matador foregik undervisningen hos Lindgren med høj stemmeføring og ledsagende klaver, og hælen frem og en, to, tre. Jo jeg kan skam stadig husker at hælen skal frem når der danser engelsk vals, så det har da ikke været helt spildt.Til gengæld har jeg aldrig siden haft brug for at danse engelsk vals, men det er jo rart at vide, hvis man engang på sine gamle dage, skulle blive budt op.
Det, der var mareridtet ved danseundervisningen, var inklineringen. Drengene stod i en række i den ene side af salen, og pigerne på en række i den anden side, og så foregik det på den måde, at drengene fra hver ende af rækken skiftedes til at skridte hen over det store tomme gulv og bukke for en pige.
Det lyder umiddelbart ikke så slemt, men jeg var nærsynet og for genert til at bruge briller, så jeg startede min gang over gulvet uden at vide, hvem jeg stilede imod. Det var jo lidt pinligt at ændre kurs, når der først lige foran rækken var landkending, så jeg endte tit i favnen på hende den tykke pige. Men hvem ved, måske har jeg gjort hende lykkelig, fordi hun ikke blev taget til sidst.
I starten var ulykken måske ikke så stor, men så begyndte vi at få faste dansepartnere, og det var et mareridt at finde hende i rækken af utydeligt lyserødt og lyseblåt tyl, og hun blev da også både fornærmet og ked af det, når jeg ikke ramte målet. Der gik også kage i foretagenet, for når jeg inklinerede for en fremmed pige, skulle hendes faste dreng finde en anden, som så ikke fik den sædvanlige o.s.v. Jeg får stadig koldsved ved tanken, og mange af mine ungdommelige genvordigheder ville være undgået, hvis jeg havde taget mine briller på.
Min far var også nærsynet og var hele sit liv for genert til at gå med briller, så han brugte i stedet solbriller med styrke, og dem brugte han både i sol og regn og ude og inde, og det så nogle gange noget mere aparte ud, end hvis han havde gået med almindelige briller.
Tilbage til dansen, som jeg egentlig ikke kan huske så meget af, udover hælene til engelsk vals og nogle store svedende piger, som jeg prøvede at manøvrere rundt, så vi ikke trådte hinanden over tæerne.
Afdansningsballet i KB hallen var årets store finale, og som jeg i hvert fald ikke glædede mig til med alle de begejstrede forældre og bedsteforældre på tilskuerpladserne.
Lindgrens havde fundet på, at afdansningsballet skulle være en uforglemmelig oplevelse, så i afslutningens indmarch skulle lyset slukkes i salen, og hver danser skulle være bevæbnet med en lille lommelampe på en pind og med forskelligt farvet lys.
Som en trøst i nøden havde jeg faktisk glædet mig til den lommelampe, og da de blev delt ud, flokkedes børnene om uddeleren, der med høj stemme forkyndte:
Jeg var den pæne dreng med hvid skjorte og butterfly, så jeg masede ikke på, med det resultat, at da det blev min tur, var der ikke flere tilbage. Skuffelsen må have været tydelig i mit ansigt, for min faste dansepartner tilbød mig sin lygte, og selvom jeg først heltemodigt afslog, fik hun mig dog overtalt, så jeg kunne være en del af den uforglemmelige indmarch med en rød lampe på pind i den ene hånd og hendes lille pigehånd i den anden.
Mange tak til hende, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, men som jeg også er ked af, at jeg skuffede, for da hun spurgte, om vi også skulle være faste dansepartnere næste år, måtte jeg bedrøve hende med, at jeg ikke skulle gå til dans næste år. For selvom jeg var glad for den røde lampe på pind og det sikkert var et stort offer for hende, var det dog intet imod de kvaler der skulle gennemleves med et helt år ekstra på Lindgrens danseskole.
En dreng i min klasse havde spurgt, om jeg ikke havde lyst til lære at spille ballalejka, for det var gratis, og man kunne senere komme med ud og optræde i Paralowskis ballalejkaorkester. Paralowski selv var russer og talte med lidt accent, og om han var flygtning eller indvandrer, eller hvad det hed dengang, ved jeg ikke, men han var en flink og venlig mand.
Jeg lod mig overtale og kørte med min kammerat ud til spillelokalet, der lå langt inde i byen, og inden jeg rigtig var klar over følgerne, fik jeg overdraget en ballalejka og et nodehæfte og begyndte at spille.
Det viste sig hurtigt, at det orkester jeg spillede i, vist ikke ligefrem var det orkester, som Paralowski tog ud og optrådte med, og bestemt ikke med mig som medlem. Der var andre strengeinstrumenter i orkesteret end ballajejka, og det var fra dem, jeg nogen gange godt kunne høre nogle liflige toner, og hvor man godt kunne høre en melodi. Jeg ved ikke, om man i det hele taget kan spille melodier på ballalejka, men ihvertfald ikke på min ballalejka, for jeg skulle kun berøre strengene med et slag af alle 4 fingernegle på en gang og samtidig flytte fingrene på venstre hånd ifølge nodebladene, som jeg ikke kendte.
Til hver orkesterprøve øvede jeg mig, og hjemme øvede og øvede jeg mig i mindst 20 minutter efter den første gang og siden hen aldrig, for det interesserede mig overhovedet ikke. Jeg skulle selvfølgelig være holdt op efter nogle få gange, ligesom min kammerat gjorde, ham der havde lokket mig med, men jeg var alt for genert til at sige til Paralowski, at jeg ville stoppe.
Der er da for øvrigt også en enkelt melodi, jeg stadig kan nynne, så noget er der da hængt ved. Den lyder sådan her:" hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym hym ", nu er det lige gået op for mig, hvorfor noder er opfundet, for det er ret umuligt at skrive en melodi med bogstaver.
Min mor spurgte flere gange, om jeg ikke kunne spille en melodi for hende, men jeg tror aldrig, jeg gjorde det, for jeg kunne ikke få nogen melodier ud af de 4 fingernegle. Jeg tror, jeg gik til spil mindst en hel vinter, og det var om fredagen kl. 19, og jeg gik til dans om fredagen kl.16 og for at nå det, måtte jeg tage ballalejkaen med hen på danseskolen og skynde mig at tage sporvognen ind til byen. De fredage var ulidelige, og om morgenen når jeg vågnede, ønskede jeg bare, at dagen var overstået, og at det var lørdag morgen, og det endda selvom vi dengang også gik i skole om lørdagen.
Jeg ville gerne stoppe med at gå til spil, men jeg kunne ikke overtale min mor til at aflevere ballajekaen til Paralowski og sige, at jeg ville holde op, det måtte jeg sørme selv gøre, og så fortsatte jeg nogle måneder endnu.
Dansesæsonen sluttede, og endelig tog jeg mod til mig. Nu skulle det være, og med faste skridt (de første hundrede meter), gik jeg mod Paralowskis privatadresse. Det snurrede i mit hoved, og hvad skulle jeg dog sige til ham, når jeg havde ringet på, hvis jeg i det hele taget turde ringe på. Jeg mødte ham på trappen, hvor han var på vej ned, og jeg fik febrilsk givet ham ballajejkaen og noderne og styrtede derefter ned af trapperne, fri som fuglen og med et åg faldet af skuldrene, og åh hvor var det dog dejligt at leve, også om fredagen.
Da jeg i sin tid var skovfogedelev på Bregentved Skovdistrikt, boede jeg på et værelse i Karise og spiste på et pensionat et andet sted i byen. Jeg vidste jo, at mælk var sundt, især for en ung fyr som mig med hårdt arbejde og brug for energi til musklerne. Hver morgen inden jeg skulle på arbejde, kørte jeg derfor ned til ismejeriet og købte en halv liter mælk. Som regel var der ikke andre kunder så tidligt om morgenen, så jeg havde ismejeridamen helt for mig selv. Hun var en nydelig dame midt i trediverne, og hun var både venlig og meget høflig, men måske også genert som mig, for vi talte aldrig om vejret, den politiske situation, om smørpriserne gik op eller ned, eller andre ting som man kunne komme med en bemærkning om. Vi holdt os til den helt nøgne kendsgerning, at jeg ønskede at købe en halv liter mælk, så hver morgen udspillede sig følgende:
Jeg trådte ind i forretningen.
Samme procedure og samme ordveksling morgen efter morgen, og selvfølgelig er høflighed en god ting, men det blev mig efterhånden for mange gange tak, for den enkle handling at købe en halv liter mælk.
Jeg prøvede at veksle penge inden, så jeg kunne give hende lige penge og derved undgå et tak, når byttepengene skulle skifte ejer, og jeg pønsede på, om jeg kunne samle de tomme flasker sammen og kun aflevere dem en enkelt gang om ugen, eller få lov til at betale samlet en gang om ugen, og undgå nogle værsgoer og takker. Og måske kunne jeg nøjes med sætningen:
Mine krumspring blev dog aldrig rigtig til noget, så efter en god månedstid droppede jeg mælkekøbet, og sneg mig med dårlig samvittighed forbi ismejeriet og gik over til noget sikkert syntetisk saftevand. Så al det takkeri er skyld i, at jeg ikke blev så sund, som jeg kunne have været, og måske have været meget ældre, end jeg er i dag.
Jeg var netop fyldt 18 år og var stadig genert overfor piger, men levede mit eget liv med arbejde i skoven om dagen og studier om aftenen i min grønne bibel: "Lærebog for skovfogedelever". Vist var jeg interesseret i piger, men vidste ikke, hvordan sagen skulle gribes an, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at gå til bal på kroen og deslige.
Så skete der en dag det, at jeg nede på Karise bibliotek mødte en nydelig ung pige, der gik rundt og satte bøger på plads. Hvordan den nærmere kontakt egentlig foregik, kan jeg ikke huske, men måske havde jeg endelig taget mod til mig, og snakkede til en pige. Tænk engang, hun ville også gerne snakke, og jeg fik endda lov til at følge hende hjem, da hun fik fri, og vi fik aftalt at gå i Karise Bio et par dage senere. Jeg svævede hjemad på en lyserød sky og pigen hed Helle og var høj og slank og hun var datter af den lokale mejeribestyrer, og vi boede endda på samme vej.
Jeg mødte pænt op til den aftalte tid og fik endda hilst på hendes forældre og hendes lillebror, der var en stor fan af en tegneseriefigur, der hed Akim, og det smagte altid lidt af eventyr, at hendes storesøster skulle i biografen med en der næsten hed det samme.
Der blev vist en gammel dansk film, og på vores stolerække gik det efterhånden så vildt til, at vi forsigtig holdt hinanden i hånden, og senere på hjemturen var det frostklart med et romantisk måneskin. Selvom jeg ikke kan forestille mig, at jeg var den udfarende kraft, så endte aftenen med mine to første pigekys lige under mejeribestyrerens kastanietræ på Søndergade.
Et par dage efter gik jeg tur med Helle, og hun fortalte at hun i år skulle være indianer.
Noget begyndte at dæmre for mig.
Jeg blev lidt betænkelig ved den videre romance.
Helle så ellers ganske yndig ud i sit indianerkostume, da jeg om søndagen gik med hende til Forsamlingshuset, og så hende slå katten af tønden sammen med de andre børn. Vi indså vist begge, at på det tidspunkt var aldersforskellen lidt for stor, og selvom vi sås et par gange til, blev det kun til de to kys.
Historien om Helle har dog et efterspil, idet jeg et par år efter modtog et brev, hvor hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme på weekend. Hvordan hun havde fået min adresse, ved jeg ikke, men hendes familie var nu flyttet til Orø, og hun gik vist og kedede sig lidt.
Helle var sød og kærlig og så ud til at være glad for at se mig, og vi gik nogle lange ture på nogle vindblæste orøske landeveje med passende små kyssestop, og hun havde nu trods alt passeret den kriminelle lavalder. Ifølge hendes lillebror holdt Helle sig ikke tilbage med hensyn til drengebekendtskaber, og der kom også en anden fyr på besøg i løbet af eftermiddagen, så jeg kunne ikke rigtig finde ud af min rolle i foretagenet.
Aftensmaden i det mejeribestyrerske hjem bestod af kærnemælkssuppe til forret efterfuldt af medisterpølse med brun sovs, og det var da en ganske udmærket kombination. Der var dog den ejendommelighed, at da vi havde spist kærnemælkssuppen, kom pølserne og den brune sovs på bordet, men der kom ingen rene tallerkener. Jeg skævede lidt til de andre, og skik følge eller land fly, så for første gang i mit liv spiste jeg medisterpølse med kærnemælksuppesmag, men vi var jo også i et mejeribestyrer hjem.
Aftenen gik på hæld, og jeg kunne fornemme, at det vist ikke var meningen, at jeg skulle overnatte på pigekammeret, for hendes mor redte op til mig på en sovesofa i dagligstuen. Der var jo lige det med Helle, der lå der helt alene. Turde jeg gå ind til hende, eller kunne jeg forvente, at hun måske ville aflægge en lille visit i dagligstuen?
Jeg lå vågen et par timer og vendte og drejede mig på den hårde sovesofa og håbede og håbede, men må så været faldet i søvn.
Midt om natten vågnede jeg. Det var bælgmørkt og pludselig mærkede jeg en fremmed hånd i min seng. Mit hjerte dunkede, og jeg greb hånden og blidt og følsomt kærtegnede jeg den og blev hurtigt modigere og gik over til håndleddet og underarmen og overarmen.
Så kom nedturen, for det viste sig, at den fremmede arm sad fast på mig selv. Det er aldrig sket hverken før eller siden, men jeg må have sovet på armen, så den var blevet helt følelsesløs, og nu kunne jeg bedre forstå, at hånden var lidt mere barket, end jeg kunne huske fra Karise Bio.
Jeg var selv ved at flække af grin, og det løste op for nogle bindinger, så hvad der senere skete i nattens mulm og mørke må være en lille hemmelighed mellem Helle og mig.
Efter afskeden næste formiddag, har jeg aldrig set hende siden, men hvem ved, måske skriver hun igen en dag og inviterer på weekend. Så vil jeg dog insistere på en ren tallerken til medisterpølsen.
Fortsættelse følger på et eller andet tidspunkt…………