I midten af 1600-tallet gik det imidlertid stærkt tilbage med grønsagsdyrkningen på den frederiksbergske ladegård, for jorden var ikke særlig god, og det var svært at holde bønderne til arbejdet. Så kom man i tanke om de driftige, hollandske bønder ude på Amager, som Christian 2. tidligere havde hidkaldt fra Holland til Amager. Med i købet fik kongen både den smukke, unge Dyveke og Mor Sigbrit, hvor Dyveke blev kongens elskerinde og Mor Sigbrit, der var knap så smuk, men ret så klog, blev hans rådgiver, men det er en helt anden historie.

Der var efterhånden overtallige efterkommere af Christian 2.s hollænderbønder på Amager, der var kommet hertil130 år tidligere, og hollænderbøndernes faste leverance af grøntsager vidnede om rige evner i den retning. Da der var jord på Frederiksberg og ingen duelige bønder, var det nærliggende at flytte de overskydende bønder herud.

Udflytterhollænderne på Frederiksberg skulle betale en årlig afgift på 700 rigsdaler, eller de kunne aflevere kød, mælk og smør for et tilsvarende beløb. Til gengæld fik de samme privilegier som deres frænder i Store Magleby, så de måtte have deres eget retssystem, være forskånet for at betale tiende og var fritaget for hoveri. Frederik 3. lovede endda at hjælpe med at opføre en kirke. 20 håbefulde hollandske familier sagde ja og fik dermed tilbudt ”evindelig” forpagtning af Ladegårdsjordene. De byggede efter hollandsk skik en landsby, hvor gårdene lå i to lige rækker på hver side af en bred bygade. Den nye by kaldtes for ”Ny Hollænderby” eller ”Ny Amager”, og gaden findes endnu, for der er tale om Allégade, der går fra Frederiksberg Runddel til Frederiksberg Rådhus.

Det blev dog ikke den succes, som kongen havde håbet på, for i 1658-59 stod ”svensken” for døren til rigets hovedstad. Forstæderne blev rømmet og stukket i brand, for at bygningerne ikke skulle yde svenskerne beskyttelse under deres angreb på København. Da svenskerne var taget hjem igen med uforrettet sag, startede de nu forarmede, hollandske kolonister forfra, men de havde fået et knæk, som de aldrig forvandt. Jorden var faktisk også leret og fugtig, og var slet ikke som den gode muld ude på Amager, så bønderne kom bagud med skatterne.

Den sidste fortvivlede udvej var at sælge noget af jorden fra til de liebhavere, der fandt behag i de landlige omgivelser tæt på hovedstaden. Jorden var dog kun i fæste, og kunne faktisk ikke sælges, men alligevel foregik denne trafik i mange år, for både kongehuset, adelen og officerstanden købte gladeligt bidder af hollændernes fæstejorde.

I 1662 fik ny-amagerkanerne fint selskab, idet Frederik 3.s dronning Sophie Amalie købte en af de sydligste gårde til sine døtre. Her opførtes 1670 lystgården ”Prinsessernes Gård”, der var en trelænget gård i én etage, dog var der tre fag over indkørselsporten, og det er netop der, hvor man i dag går ind i Frederiksberg Have. Gården var først og fremmest beregnet til de unge damers adspredelse og var ikke egnet til overnatning.

Den 13. juni 1697 skete en ny katastrofe, idet næsten hele hollænderbyen brændte, så bønderne bad kongen (Christian 5.) om hjælp med opbygningen, men han havde imidlertid andre planer. Det havde faktisk også i nogle år knebet med at betale forpagtningsafgiften, og med landsbyen i ruiner kunne bønderne ikke i en overskuelig fremtid betale gæld og afgifter.

Kongemagten havde igennem årene set gennem fingre med uregelmæssighederne med manglende betaling og jordsalg, men nu var tiden inde til at afbryde aftalen med de hollandske bønder. Jorden og privilegierne blev inddraget, og størstedelen af jorden skulle nu bruges til foder for livgardens heste. Hvad der var tilbage af gårdene fik lov til at bestå, men grundene blev beskåret til 200 alen i længden og 60 alen i bredden, og et sådant lille jordstykke kunne man ikke leve af, men det var stort nok til en stor have.

Senere hen med opførelsen af slottet på bakketoppen var ”Ny Amager” nu blevet en slotsby, og bynavnet blev i løbet af den næste generation udskiftet med slottets navn Frederiksberg. Allégade blev tilplantet med allétræer, men fik først sit navn i begyndelsen af 1800-tallet. Ud til forhaverne dannede forhusene en sammenhængende husrække, der uanset de senere bygningsmæssige ændringer stadig er opretholdt og giver minder om den gamle hollænderby med de store forhaver.

Prinsessernes Gård bliver til Prinsens Gård.

Prinsessernes Gård var et kært udflugtsmål for hoffet, men de to ældste prinsesser blev tidligt og godt gift, så de fik ikke megen fornøjelse af gården. Prinsesse Vilhelmine Ernestine blev kurfyrstinde af Pfalz, og den yngste Ulrikke Eleonore blev gift med svenskekongen Karl 11., så hun fik nok at se til ”hinsidan”. For en tid blev Prinsessernes Gård anvendt til gæstgiveri indtil 1680, hvor den tilfaldt deres 9 år gamle nevø, kronprins Frederik, den senere Frederik 4. Vest for gården, der nu blev kaldt for Prinsens Gård, hørte et stykke land til på omkring 900 alens længde, og i den fjerneste ende lå en fasangård, hvor fuglene blev opdrættet til kongens middagsbord.

Som nygifte i 1696 opholdt kronprinsen sig ofte med sin brud ude på sine besiddelser på Ny-Amager, hvor kronprinsen endda ofte fik besøg af forældrene, der iførte sig amagerdragter og deltog i hoffets fastelavnsløjer.

Kronprinsen begyndte at erhverve sig nogle flere af bøndernes marker, og det kunne have taget adskillige år, hvis ikke hele den hollandske landsby nedbrændte i 1697. Branden kom faktisk meget tilpas for kronprinsen, der ønskede mere jord til sin nye, meget store have.
Prinsen fik nu anlagt en stor barokhave ud for Prinsens Gård efter inspiration fra sin Italiensrejse i 1692-93. Den nye barokhave strakte sig i ejendommens fulde bredde mod vest, halvvejs til Fasangården, og på dette areal lå den nye barokhave i skakbrætmønster med masser af diagonalgange med buskpartier og midtvejs store fiskedamme. 

Orangeriet overlevede branden.

Til en barokhave hørte et orangeri, og i Frederiksberg Have blev det etableret i den sydlige fløj af Prinsens Gård ved hovedindgangen til haven. I 1705-06 blev ejendommen forhøjet med en etage på begge sider af portindgangen, men hovedbygningen til Prinsens Gård nedbrændte desværre i 1753. Kun orangeriet overlevede branden og ligger der stadigvæk til venstre for indgangen. Omkring 1746 blev der i stedet for gården opført det store lågeparti med sandstensvaserne som indgang til haven. Symmetrien var stadig i højsædet, og som pendant til orangeribygningen blev der opført en nordlig fløj, som blev indrettet til hestestald og gartnergård.

På hver side af det vældige lågeparti ligger der derfor stadig rester af den oprindelige ”Prinsens Gård”.

Til venstre for hovedindgangen fik ”Det kongelige Danske Haveselskab”, der har til formål at udbrede kendskabet til havedyrkning, i 1884 tilladelse til at leje den tidligere kongelige haves køkkenhave. 

Orangeribygningen blev indrettet til forsamlingssal og er i dag ombygget til eksklusiv restaurant. 

I bygningen til højre for hovedindgangen havde administrationen af de kongelige haver siden 1852 til huse. Kontoret blev nedlagt i 2003, og i dag er der cafe i nogle af kontorene, og i haveinspektørens embedsbolig er der almindelige lejeboliger. 

Fra Solkongens barokhave i Versailles står der normalt stadig seks kegleklippede laurbærtræer foran det vældige lågeparti. Det skal henlede de besøgendes opmærksomhed på, at der ikke trædes ind i en tilfældig bypark, men i en fornem kongelig have. 

Løven åd menagerimesteren.

Siden Frederik 2.s tid havde hoffet holdt vilde dyr som adspredelse og underholdning. Det siges endda, at Christian 4. havde haft vilde bjørne i slotsgården på Københavns Slot. Frederik 4. havde i forbindelse med Prinsens Gård opført kaninhuse, dueslag og volierer med eksotiske fugle, og han fortsatte med et menageri med fire små bygninger. Herskabet kunne herefter fornøje sig med løver, tigre, leoparder foruden kameler, dromedarer og strudse.

Da hovedbygningen til Prinsens Gård nedbrændte i 1753, gik det også ud over tre strudse og to kameler, der omkom. Menageriet blev endelig lukket i 1768 efter, at en løve havde ædt menagerimesteren.

Senere da Frederiksberg Slot var bygget, var der på hver side af slottet i stedet indhegnet to dyrehaver kaldet Hvide Dyrehave og Brune Dyrehave til hjorte og vildsvin. En del af Brune dyrehave blev i 1859 udlejet til ornitolog Niels Kjærbølling, og han oprettede landets første zoologiske have.

Slottet på bakketoppen bygges først i hollandsk stil.

Som nykronet konge kredsede Frederik 4.s tanker i 1699 om opførelsen af et slot på toppen af Solbjerget. Stedet skiftede nu navn fra Ny Amager, således at slot og park fik navn efter kongen og bjerget, og dermed opstod navnet Frederiksberg. Det første udkast til et slot på bakketoppen findes i hærens arkiv. Det viser, at det i starten ikke var prinsens mening at bygge et slot i italiensk stil, men nærmere i den hollandsk stil, der stemte godt med tidens byggestil. Slottet blev i papirerne omtalt som ”Das obere Haus” i modsætning til ”Das untere Haus”, der var Prinsens Gaard.

Efter at den gamle konge Christian 5. udåndede, kunne den nye, unge kong Frederik 4. nu bedre disponere over midlerne til sommerslottet, og i år 1700 gik byggeriet i gang. Stilen på slottet var i hollandsk barok med røde mure med hvide sandsten. Der er ingen steder opgivet navnet på arkitekten til det første Frederiksberg Slot, men det menes, at Ernst Brandenburger, der stod for murerarbejdet, bærer et væsentligt ansvar. 

Slottet indeholdt en havesal, der også var forværelse til den kongelige suite med majestætens audienslokaler og gemakker. Indvendig havde hollandske kunsthåndværkere været i gang med dekorationer, foruden at italienske stukkatører havde forfærdiget stuklofterne, i hvis felter der var malerier af kendte kunstnere. Rundt omkring var der også ophængt malerier, f.eks. to protrætter af kongen, og ellers var væggene dekoreret med gyldenlæder- og silketapeter. Særlig pragtfuld var hans majestæts seng, der var pyntet med rødt, guldfrynset damask.

Det fritliggende porthus rummede en vandbeholder opbygget af mere end 10 tons bly, og vandet skulle bruges til havens springvand og slottets drikkevand, hvilket jo nok ikke har været særlig sundt.

I efteråret 1704 kunne majestæten og gemalinden drage ud til deres idylliske og intime slot på Valby Bakke. Frederik 4. var netop hjemvendt fra Norge, og han sørgede stadig over sin maitresse Elisabeth Viereggs død, men nu kunne han søge trøst i de landlige omgivelser. (Læs mere om Elisabeth Vieregg og andre af kongens sidespring på denne hjemmeside under ”Kongelaster og lyster”.

Slottet ombygges til italiensk stil.

Efter nogle få år blev det dog klart, at pladsen i lystslottet var for trang, og det blev af udenlandske hoffolk bemærket, at det var en fin bolig for en privatmand, men noget trangt for en konge. Bygningens hollandske stil harmonerede heller ikke med barokhaven, og monarkens smag var også i mellemtiden modnet, så han hidkaldte sine arkitekter. Allerede i 1707 gik man i gang med den gennemgribende udvidelse. Det blev dog først senere i 1730’erne, at sidefløjene blev bygget, og slottet fik så næsten det nuværende udseende. En række af datidens ypperste kunstnere og håndværkere fik til opgave at udsmykke interiørerne, og der blev ikke sparet på noget. Af de kongelige gemakkers oprindelige pragtudsmykning er der desværre kun rester tilbage. Væggenes beklædning med damask og guldmor eksisterer heller ikke mere, og alt det kostbare sølvinventar er senere omsmeltet til barrer.

Da det første slot ikke blev brudt ned, ligger der stadigvæk inde i den nye bygning den gamle kerne af det første slot i hollandsk stil.

Den smukke kirke i østfløjen blev til i årene 1707-11, og den går igennem en del af kælderetagen, således at dens gulv ligger i denne. Kirkerummet er med masser af stukkatur og malerier i lofterne – alt i alt var det nu et slot, der var en konge værdigt. 
Øst for bakken ligger en køkkenbygning med en underjordisk forbindelsesgang til slottet, og ellers har slottet en fin panoramaudsigt mod København.

Slottet hører i dag under Forsvarsministeriet og har siden 1869 været officersskole. Der er rundvisning på slottet den sidste lørdag i måneden undtagen juli og december kl.11 og 13. Entre 50 kr.

1700-tallets barokhave og originalerne i Cisternerne.

Trods det vanskelige terræn nord for slottet fik Frederik 4. her anlagt en storslået barokhave. Egentlig skulle den sirlige have efter moden overvejelse være anlagt umiddelbart uden for slottets havesaloner, men i stedet blev der udgravet terrasser i skråningerne indrammet af formklippede allétræer. På hovedaksen blev der anlagt kaskader med trapper på siderne, og endelig på det flade terræn blev haven udsmykket med fontæner, skulpturer og klippede vækster. 

Fra slottets port i Søndermarken blev der plantet tre alléer i gåsefod eller ”patte d´oie”, hvor hovedaksen i dag er bevaret næsten intakt. Umiddelbart foran indkørselen syd for slottet blev anlagt et kæmpe rektangulært spejlbassin i Søndermarken. Det skulle spejle slottets portbygning og samtidig være vandreservoir for kaskader og fontæner i Frederiksberg Have. Spejlbassinet blev overdækket i 1890 og fik det nuværende store springvand på den store plæne.

I 1996 blev en del af det overdækkede bassin omdannet til museum for moderne glaskunst. Under navnet ”Cisternerne” er det et unikt museumsrum med vand dryppende ned og stalakitter hængende fra lofterne. Foruden glaskunst rummer museet også en enestående samling af gamle figurer af enten sandsten eller zink.

De kongelige slotte har siden 1849 været statsejendom, som stilles til rådighed for Hoffet. Den indvendige vedligeholdelse påhviler Hoffet, mens den udvendige påhviler staten. Således er det Slots- og Ejendomsstyrelsens arbejdsområde at vedligeholde sandstensdekorationerne på vore slotte og i vore slotshaver, og når de bliver forvitrede, bliver de fjernet, og nye hugges efter originalerne.

Figurerne i Cisternerne er derfor originalskulpturer udført fra midten af 1500-tallet og især mange mellem 1745 og 1784. Figurerne stammer dels fra Nordmandsdalen ved Fredensborg Slot, og disse figurer skal ses i øjenhøjde, medens de øvrige figurer har siddet højt til vejrs og prydet henholdsvis Amalienborg, Eremitagen, Rosenborg og Christiansborg Slot. Det er en usædvanlig og unik oplevelse at vandre rundt blandt originalerne under jorden.
Åben torsdag og fredag kl. 14-18. Lør. søn. og helligdag kl.11-17. Lukket december og juli. Entre 50 kr. pensionist 40 kr.

En dronningekroning i soveværelset.

Efter den sidste ombygning tog Frederik 4. den 26. august 1710 på ny ophold i sit ombyggede sommerslot, og meget passende kunne hoffet her fejre dronningens fødselsdag. Medens pesten rasede inde i byen, kunne majestæterne indsnuse den friske luft på toppen af Valby Bakke. Den Store Nordiske Krig lagde beslag på enevoldsherskeren; men nok mest i embeds medfør var der tid til at få besøg af udenlandske herskere. I august 1716 fik kongeparret således fornemt besøg, idet Tsar Peter den Store og hans gemalinde gæstede slottet, og de kunne sidde på altanen og nyde udsigten over staden Kjøbenhavn, medens de rakkede ned på svenskerne. 

Så længe dronning Louise levede, respekterede kong Frederik 4. hende som rigets dronning, men næppe var hun død – og kun to dage efter bisættelsen – lod han sig vie til storkanslerens datter Anna Sophie Reventlow, der havde fået titlen ”Hertuginden af Slesvig”. Hidtil havde kongen kun været gift med Anna Sophie til venstre hånd, men nu var det tid til at få forholdet legimiteret over for Gud. Den 16. april flyttede de nygifte ind på Frederiksberg Slot, men der skulle også lige krones en dronning, inden dagen var omme. Hans Majestæt bad diplomater og højtstående embedsmænd indfinde sig på slottet og ikke mindre end i hertugindens soveværelse. Her sad den unge brud i fodenden af sengen iført juvelbesat sørgedragt. Kongen bød hende tage plads i en improviseret ”tronstol”. Han satte derefter selv kronen på hendes hoved og erklærede, ”at efterdi han af sand Højagtelse og Kærlighed havde kaaret hende til Gemalinde, vilde han nu også erklære hende for Dronning at være”. Kronprinsen og prinsessen, der også havde overværet ceremonien, gratulerede Anna Sophie, dog uden at kysse hendes hånd. 

Kolde bade er godt for en lille prins.

Allerede i Frederik 4.s tid var der planer om at forbinde hovedbygningen med sidefløje ud til det fritliggende porthus, men der skulle gå nogle år før dette blev ført ud i livet. I 1730 rev Frederik 4.s søn Christian 6. det utidssvarende Københavns Slot ned for at bygge det nye Christiansborg Slot. I byggefasen var hoffet blevet hjemløst, og man flyttede ud på Frederiksberg Slot, der lå i bekvem nærhed af hovedstaden. For at få plads til hoffet og kongens stab fik hofbygmester Laurids de Thurah opført sidefløjene, og med denne udvidelse fik slottet den form, som kendes i dag. Da Christiansborg slot stod færdigt i 1740, mistede den frederiksbergske residens noget af sin betydning, og indretningen blev anset for at være gammeldags.

Det blev først i Christian 7.s regeringstid, at Frederiksberg Slot igen kom på mode, især i de år, hvor gehejmekabinetsminister Struense var rigets reelle hersker. Han var blevet populær hos dronningen af flere grunde (se på denne hjemmeside under Caroline Mathilde og Struense) bl.a. fordi han interesserede sig for den lille kronprins, den senere Frederik 6.s opdragelse og helbred. Struense lod opføre det elegante marmorbad i hovedbygningens nordøstlige hjørne i kælderen i et tidligere anretterværelse. Adgangen til badet foregår igennem et lille spejlkabinet fra etagen ovenover, og ad en hemmelig trappe kommer man ned i rummet, der er beklædt med grå marmor, og meget dekorativt hænger der over karret en rød baldakin. 

Badet blev anlagt til glæde (eller skræk) for den lille pjevsede kronprins, den senere Frederik 6. for at styrke ham. Kolde bade og bare tæer på kolde gulve skulle hærde den lille prins. Han overlevede da også den hårdhændede behandling, og senere blev han endda en stor ynder af Frederiksberg slot. En kongelig affære udspillede sig også hernede, da Caroline Matilde og Struense benyttede marmorbadet til deres hyrdetime, men mon ikke det var med en noget mere behagelig vandtemperatur. En hofdame kaldte slottet især med hentydning til badstuen for ”Lastens og skamløshedens bolig” Det siges, at Carolines Matildes ånd går igen i badstuen. Det er, når væggene er fugtige, som om nogen lige har taget et bad, og det er ganske vist, at det er Caroline Matilde. 

Kærlighedsbarnet af Caroline Matilde og Struense, den lille prinsesse Louise Augusta har også tilbragt mange dejlige stunder på Frederiksberg Slot og i haven, og de to halvsøskende havde livet igennem et tæt og hengivent forhold.

Der er blevet malet flere billeder af Frederik 6. og af den kongelige familie spadserende i haven, og det viser, at han virkelig holdt af stedet. På et af de mest berømte billeder ser man kongen og dronningen, den femårige prinsesse Vilhelmine og 20 årige prinsesse Caroline. Caroline blev sidenhen gift med den pudseløjerlige bror til Christian 8. arveprins Ferdinand. På dette berømte billede er Frederiksberg Kirke med det spidse tårn placeret foran slottet, så det må være malerens kunstneriske frihed. 

Snurrepiberier i Søndermarken.

Søndermarken blev omlagt til romantisk have før Frederiksberg Have, men foruden jord, planter og vand skulle en romantisk have også udstyres med nette bygninger som orangerier, pavilloner og lysthuse, og gerne med en vis stemningsbefordrende funktion. I starten var der kun et par gynger i Søndermarken, men siden – i 1787 – kom der en eremitbolig, et norsk og et kinesisk hus, en såkaldt kuglehytte og en grotte. I forhold til England var det med nogen forsinkelse at disse elementer blev indført i dansk havekunst, og eremitboligen havde bestemt ikke nogen fremtrædende plads i engelsk havekunst. Barnlige sjæle kunne få et gys, når der ved indgangen blev trådt på et bræt, og der så inde i hytten rejste sig en udskåret eremit. 

Et norsk bjælkehus blev placeret på den yderste kant af Solbjerget med udsigt til en stejl kløft med en bro, der gik over en lille sø. Stemningsbilledet med huset og kløften skulle repræsentere naturen i den nordlige del af riget, idet Norge i 1785 endnu var en del af kongeriget. Huset ligger der endnu, men i en periode var søen tørret ud, og broen faldet sammen, men den er nu genopført, og med lidt god vilje er illusionen om det vilde, norske landskab genskabt. 
Søndermarkens oprindelige kinesiske hus er for længst væk, og har næppe haft de kvaliteter som Kineserhuset i Frederiksberg Have, men der er planer om at genskabe det kinesiske hus, og byggeriet er i skrivende stund allerede gået i gang. 

Et rundtempel stod på en høj i Søndermarkens sydøstlige hjørne, næsten ved Valby Langgade. Det var egentlig meningen, at det bærende led i rundtemplet skulle være otte marmorsøjler, der var blevet til overs fra Moltkes palæ på Amalienborg efter en ombygning. Abildgaard mente ”en saadan Rotunde ikke gjorde nogen Effekt, når den bestod kuns af otte Pillere, siden den blev for høj til dens vidde”. Kritikken blev taget til følge, og Søndermarken måtte klare sig med et rundtempel af træ, der for længst er hensmuldret. Marmorsøjlerne indgik i stedet i Abildgaards Apistempel i Frederiksberg Have.

Et meget senere monument er Mindehøjen, der udvendig er udformet som en kæmpehøj og indvendig er et gravkammerlignende rum udsmykket af billedhugger Anders Bundgaard. Rummet er åbent hver 4. juli, og højen er til minde for de dansk-amerikanere, der udvandrede til USA i 1925. 

Fra barokhave til romantisk engelsk have.

Forholdet omkring slottet ændrede sig, idet de to parker altid havde hængt sammen og dannet en ramme omkring Frederiksberg Slot. Haven nord for slottet havde altid haft et stivere præg end i Søndermarken, men begge var alligevel anlagt med streng symmetri og slottet som midtpunkt for haverne. 

Fra midten af 1700-tallet udkom en lind strøm af ideer, der beskrev den nye engelske havestil. Den kendte tyske haveteoretiker C. C. L. Hirscfeld udgav i 1779 et værk om romantiske haver. Han havde besøgt en lang række kongelige haver rundt om i Europa, og han havde ikke mange rosende ord tilovers for barokhaven ved Frederiksberg Slot, men han så store muligheder for omlægningen af Søndermarken, der var mere kuperet. Det var derfor i Søndermarken, at omlægningen startede, da det var lettere her at forvandle denne del af haven til romantiske drømmebilleder.

Omlægningen på Frederiksberg begyndte i 1784, og efter 20 år var der ikke meget tilbage af den gamle barokhave. Det eneste, der stadig eksisterer, er terrasserne ved slottet, indgangspartiet ved Frederiksberg Runddel og mere eller mindre velbevarede alléer.
Frederiksberg Haves omlægning havde noget større vanskeligheder end Søndermarken, for nu skulle den flade mark tilbage til rigtig natur. Naturen kendte alle fra malerier og digte, og nogle havde endda bevæget sig helt ud i den og havde stiftet bekendtskab med den i virkeligheden.
Det var hofmarskal A. W. Hauch, slotsforvalter M.F. Voigt og slotsgartner Peter Petersen, der skulle blive enige om en plan for omlægningen. Der var mange meningsudvekslinger mellem de tre herrer, men endelig blev der udarbejdet et kompromis, der ved kongelig resolution af 25. januar 1798 blev underskrevet af kronprinsen (den senere Frederik 6.), og omlægningen kunne gå i gang. Efter 6 år med besværligheder var forvandlingen tilendebragt og endte lykkeligt og blev til den have, som vi i store træk kender i dag.

Meget senere havde København fået en ny hovedindfaldsvej over Valby Bakke, og det understregede forskellen mellem de to haver. Senere i 1942 var der røster fremme om at føre Roskildevej igennem Valby Bakke via en tunnel. Man mente, at det flot anlagte slotskompleks og have ikke måtte lide den tort at blive gennemskåret af en af hovedstadens mest trafikerede færdselsårer. Forslaget fik en god modtagelse i fagkredse, men blev ikke bakket op politisk.

Kanaler og broer i Frederiksberg Have.

Det flade terræn for foden af slotsbakken har altid haft kildevæld og vandførende lag, og arealet har virket noget sumpet. Grundstrukturen i den nye romantiske have blev derfor kanalen, som den besøgende skulle tro var uberørt af menneskehånd og skabt af naturen selv. I virkeligheden var det et hold soldater, der med skovl og trillebør stod for det fysiske arbejde stærkt hjulpet af 25 holstenske digegravere. Jorden fra udgravningen blev arrangeret i små høje og bakker, så haven blev mere kuperet og varieret end tidligere. Længden på kanalen blev på godt 2 km og omsluttede Storøen, Kineserøen, Kildeøen og Andebakkeøen.

Efter Frederik 4.s død 1730, havde de danske konger ikke den store interesse i haven ved Frederiksberg Slot. Først da den senere Frederik 6. som kun 16-årig kronprins i 1784 reelt havde overtaget regeringsmagten for sin syge far Christian 7., indledtes en ny stor tid for Frederiksberg Have. Helt frem til sin død i 1839 tog kongen fast sommerophold på Frederiksberg Slot

I 50 år benyttede Frederik 6. Frederiksberg Slot som sommerresidens, og det var også hans store fornøjelse at blive sejlet rundt på kanalerne og gerne i admiralsuniform. Københavnerne stod langs bredderne og elskede at se deres konge, der gav den som admiral med guldgaloner og epauletter. En mindre hengiven undersåt råbte en dag, da kongen kom til at styre ind i bredden: ”Han styrer sgu lige så skidt til vands som til lands”. På trods af at Danmark havde mistet Norge, og englænderne havde taget vores flåde og bombet København var kongefamilien synonym med Frederiksberg Have, og her var familien den ”Den høje, elskede familie”.

Kanalerne opdelte haven i øer, og Storøen blev forbundet til resten af haven med fire idylliske broer med forskellig udformning. Kildebroen ud for Kildeøen fik for få år siden genskabt sine mosaikker efter italiensk forbillede. Til Kineserøen går en mere kuriøs bro, der skulle forberede den besøgende på en kommende oplevelse i det kinesiske rige.

Der blev aldrig etableret bro til Andebakkeøen, og det gav næring til fantasien om hvilke hemmeligheder, der mon gemte sig på øen. Oprindelig var der utallige forslag til bygninger på øen, men ingen af dem blev realiseret ud over et bådehus til kongens gondoler, som nu desværre er væk. Frederik 4. havde andeopdræt på øen, men siden er øen overtaget af fiskehejrer. Bestanden er dog reduceret, fordi deres ekskrementer truede øens gamle taksbeplantning. 

Lystbådene i Frederiksberg Have.

Selv i vore dage kan almindeligt godtfolk få en rotur på kanalerne af familien Svendsen, der sejler Frederik 6.s berømte tur på de idylliske kanaler. Det er et familieforetagende igennem fire generationer, der under navnet ”Lystbådene i Frederiksberg Have” ror børn og voksne rundt, medens der bliver fortalt historier om den gamle have og slottet.

Lystbådene blev i sin tid startet af Thomas Christian Theodor Svendsen, der var grønthandler og færgemand og veteran fra krigene i 1848 og 1864. Han fik Dannebrogmændenes Hæderstegn, en erindringsmedalje for 1. og 2. slesvigske krig, samt en medajle i 1867 for at havde reddet 8 mennesker fra druknedøden.

Thomas Svendsen var derfor en agtet mand, og han ansøgte i 1882 kronprinsen, den senere Frederik 8., om at have ”2 Robaade, som vilde blivet roede i søen af 2 mænd for Publikum”. Ansøgningen blev godkendt, og sejladsen startede 13. maj 1883. Bådhuset lå dengang et andet sted i haven, men blev flyttet omkring år 1900, og både det og robådene bliver hvert år malet, så alt ser præsentabelt ud.

Siden er flåden udvidet til 5 både, der sejler hver af ugens dage fra maj til september, hvis vejret tillader det, og det er den nuværende ejer, den hyggelige Flemming Chr. Svendsen, der med mild hånd styrer foretagendet. En tur rundt tager mellem 20 og 30 min. alt efter roerens armkræfter og koster 40 kr. Nærmere oplysning og bestilling på tlf. 38 11 44 32.
Fra 2014 indgår en havevandring i Frederiksberg Have og Søndermarken i min buket af ”Historiske have- og byvandringer”, og her er det oplagt, at der indgår en tur i Svendsens robåde.

Det kinesiske lysthus.

Hofarkitekt og tømrermester Andreas Kirkerup tegnede det kinesiske lysthus, og det er stadig Frederiksberg Haves fornemste pryd, og med det fine interiør og dekorationer regnes det som et af landets fornemste kinesiske lysthuse. Kirkerup havde aldrig været uden for landets grænser, men fandt inspiration i tegninger efter andre kinesiske lysthuse i andre europæiske haver, så egentlig er der ikke meget ægte kineseri fra det fjerne østen i Kirkerups bygning. 

Det første udkast til huset var noget mindre end det, der senere blev bygget, og nogle lidt slaskede slanger hang langs rygningen med en klokke i munden. De godkendte tegninger var gået over i den anden grøft, hvor de slappe snoge udviklede sig til fantasifulde fabeldyr, der også var på taget. Det endelige hus blev lidt mere afslappet, hvor de slappe snoge havde fået nogle elegante bugtninger, og alt i alt ligner det ikke kineserier noget andet sted. 

Huset består derfor af en kinesisk inspireret, dansk tømmerkonstruktion, og de lakrøde søjler er kannelerede og ikke runde som i Kina. Med husets stærke kulører og fremmedartede skrifttegn, der er ren fantasi og ikke betyder noget, nåede Kirkerup alligevel sit mål, så tilskueren kunne føle sig hensat til Kina. Til sammenligning med andre kinesiske lysthuse i andre europæiske slotshaver er det yderst beskedent, men alligevel både fantasifuldt og stemningsfuldt.

Apistemplet med genbrug fra Amalienborg.

Apistemplet ligger som et andet Akropolis på Olympens top, dog her kun på kanten af Valby Bakke. Apis var en egyptisk gud, der viste sig i tyreskikkelse. Otte af de ti marmorsøjler er genanvendte bygningsrester fra ombygningen af Christian 7.s Palæ på Amalienborg og ellers fra materialer fra Københavns lokale marmorbrud – Frederikskirken eller Marmorkirken som henlå som ruin i over 100 år.

Arkitekten er maleren N.A. Abildgaard, der kun ganske få gange har virket som arkitekt. Udvendigt er templet dekoreret med en trekantsgavl med en vældig dionysisk tyr. Indvendig har templet et kuppelformet loft i mørkegule farver for at give det en højtidelig stemning. Templet kom kun til at indeholde et enkelt rum, som blev møbleret med en sort sofa med firkantede pøller, seks tilsvarende lænestole, et stort mahognibord og seks mindre konsolborde. På gamle tegninger af Apistemplet fra 1809 gjorde det nok en bedre figur end i dag, for træerne var små, og templet lå mere frit i landskabet. Tempelfronten kunne endda ses fra Kongens Nytorv og mange andre steder i staden.

Vandfaldet og Grotten.

Havens stille, slyngede kanaler trængte til lidt drama, og som overhofmarskal Hauch udtrykte det ” ”en raa Stenklippe, af hvilken Vandet nedstyrtede sig og dannede en Kaskade i form af 11 til 12 Alen Højde.” På Kildeøen blev der derfor anlagt et lille bjerg i hele 7 meters højde, og herfra vælter vandet ned over iturevne klippestykker fra bygningsrester fra kongelige stendepoter.

Kunstige vandfald i andre europæiske haver var velkendte naturscenerier, og forbilledet var Niagara Falls, som netop på det tidspunkt var blevet kendt i Europa. Noget mere beskedent var vandet i det frederiksbergske vandfald, der blev trukket op af kanalen af en vandmølle, som blev drevet af fire heste. Når Frederik 6. sejlede forbi på sin kanaltur, blev der åbnet for portene, og når han var kommet godt forbi, blev der lukket igen – det gjaldt om at spare på vandet. 

Vandfaldet havde stor yndest hos publikum, og det er blevet afbildet den ene gang efter den anden i gamle stik og tegninger. Efter at have været tørlagt i en årrække er vandfaldet blevet genskabt i 2004, nu uden heste.

I nærheden af vandfaldet løb en naturlig kilde ud af bakken, og en sådan uorden var ikke velset, men til gengæld en kærkommen anledning til at indrette en grotte. Selv Sofie Amalienborgs have havde en grotte, og siden var det et yndet element i havekunsten. I den danske barokhave skulle grotter dekoreres med muslingeskaller og stalakitlofter, men i den engelske romantiske have skulle det være det rene, ufordærvede vand, der var hovedsagen, og det skulle pible ud af den ganske vist kunstige klippehule. Det var igen Andreas Kirkerup, der tegnede grotten i Frederiksberg Have. Stenene blev lagt sirligt i en stor, mørk hule, som skyder sig ind i bakken. At søge ensomheden her var det dog snart så som så med, for havens gæster søgte ivrigt stedet i håb om vandets helbredende kræfter. Grottemanden som skulle sørge for, at alt gik anstændigt til, var ofte fuld af andet end grottevand, og han søgte at afpresse drikkepenge af de andagtsøgende for at kunne indtage drikke, der var noget kraftigere end kildevandet.

I Søndermarken var det fra 1890’erne og en halv snes år frem kildekonen Ane Marie Villadsen, der var en kendt person ved Kildegrotten. Her solgte hun bolsjer, kildevand og selvkomponerede digte. 

Schweizerhuset og Fasangården.

I det romantiske haveanlæg skulle der bygges et ”Lyst- og Forfriskningshus” til de kongelige herskaber, og man havde i forvejen et tilfældigt skur, som man mente kunne bruges til at bygge et lysthus på toppen af en bakke med udsigt til en lille sø. Tømmeret i skuret viste sig at være pilråddent, så et helt nyt måtte opføres. Huset blev kaldt Schweizerhuset, selvom det bestemt ikke har noget med Schweiz at gøre, men med meget god fantasi kunne bakken da godt minde om De Schweiziske Alper, men her er det igen tanken og fantasien, der talte og ikke den trivielle virkelighed. 

Abildgaard var arkitekten til huset, og han tegnede et yndigt, lille bondehus i én længe, med stråtag og blyindfattede ruder. I disse simple omgivelser kunne kongefamilien nyde kaffen efter taflet, bænket omkring et ovalt mahognibord. Danske bønder havde nok ikke mahogniborde, men det var moralsk højnende for en kortere stund at dele den landlige befolknings kår ved at sidde på en bænk omkring et bord. Efter at Frederik 6. og familien ofte fik serveret aftenkaffe i huset, er det nu embedsbolig for slotsgartneren.

Fasangården i havens fjerneste del husede oprindeligt fasanmesteren, der opdrættede fasaner til de kongelige middagsborde, og det blev bygget samtidig med opførelsen af Prinsens Gård. Fasaneriet blev nedlagt allerede i 1785, da hoffet fandt, at udgiften var for kostbar. Således leverede fasaneriet kun 35 stykker fasaner i 1784 til en uhørt høj pris. Fasangården indgik ikke i planerne i omlægningen fra barokhave til romantisk have, men gården blev alligevel stående, da en betroet medarbejder havde lejer sig ind. Senere i 1828 blev beboelseshuset forhøjet med en etage til sit nuværende udseende, og da det faktisk slet ikke passede ind i omgivelserne blev gården i stedet gemt godt væk i en skovbeplantning. Oehlenschläger boede her til sin død i 1850, og gården er i dag udlejet som privatbolig.

Nordamerikanske spændende træer.

Da en storm i 1793 væltede en stor del af barokhavens træer og høje klippede hække, var det ikke den store ulykke, da haven stod foran en omlægning til romantisk have. I slutningen af 1700-tallet var det nu muligt at importere vækster fra fjerne egne, og især planter fra Nordamerika var spændende. De stedsegrønne var velegnede til at opdele haven i forskellige rum, så hele haven ikke kunne overskues på en gang, og havegæsterne kunne blive overrasket over nye stemningsfyldte scener. 

De fleste af de stedsegrønne er forsvundet igen, da ikke alle de nye planter kunne tåle det danske klima, og slet ikke jorden i Frederiksberg Have, der har været for våd, så mange træer er druknet. 

Gartner Petersen, der var med ved omlægningen, var en samvittighedsfuld mand, og han nedskrev omhyggeligt alle indkøbte planter til haven. Ved at kikke på Pedersens lange plantelister er det muligt at få en ide om, hvordan haven så ud efter omlægningen, da denne endelig var tilendebragt i 1804. Efter tidligere års manglende genplantning af udgåede træer er man nu i gang med at udplante i tusindvis af nye træer og buske, og det er med udgangspunkt i gartner Pedersens gamle planteliste.

En mesterlig simpel statue af monarken.

Kort efter kong Frederik 6. s død i 1839 begyndte man at samle ind til en statue af den folkekære monark, og det blev H.W. Bissen, der fremstillede kongen, som er det første, der møder en, når man går ind i Frederiksberg Have. Statuen har en enkel fordringsløshed, og på den naturligste måde spadserer kongen her midt blandt sit folk. ”Mesterlig simpel”, kaldte Georg Brandes den.

I 1852 åbnede Frederiksberg Have og Søndermarken helt op for publikum, og haverne blev for alvor folkeeje, men til gengæld svandt kongefamiliens interesse for den. I 1869 tog man konsekvenserne heraf og overlod bygningerne på bakken til Hærens Officersskole, og den gamle slotskirke blev omdannet til bibliotek, så stole, altertavle og prædikestol blev deponeret uden for slottet. I 1920 blev det smukke kirkerum ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, og i 1931 genindviedes Slotskirken og har siden tjent som sognekirke for oplandet.

På trods af perioder med forfald har Frederiksberg Have og Søndermarken igennem mere end 200 år fastholdt den særlige romantiske stemning, som idemændene i 1797 fik udviklet ved omlægningen. Frederik 6. har nydt haven, så for både konger og godtfolk har Frederiksberg Have altid været til lyst og fornøjelse, og det skal den fortsat være med respekt for den havehistoriske kulturarv.

Kilder: 

”Danmarks kongelige haver” af Jens Hendeliowitz 2004.
København før og nu og aldrig. Bind 12. Udgivet af Bo Bramsen og Palle Fogtdal.
Danske slotte og herregårde. 2. udgave. Hassings Forlag. 1964.
De kongelige slottes skulpturer. Slots- og Ejendomsstyrelsen 2006

Rundvisninger i Frederiksberg Have og Søndermarken. 

Fra foråret 2014 afholder jeg rundvisninger i Frederiksberg Have og Søndermarken.

Videre til 4. del Frederiksberg Have og Slot: kongelaster og lyster

Tilbage til forsiden