|
Grønland.
Rejsefortælling af Kim Greiner.
Ilulissat, Diskoøen og Eqibræen.
Ilulissat, Lille Knud og slædehundene.
Byen har 7 stjernede attraktioner lige i baghaven som Kangia-isbræen, der hvert år kaster 35 km3 isbjerge ud i isfjorden. Fjorden er Grønlands eneste område, der er med på UNESCO World Heritage Site over verdens kulturarv. Grundfjeldet omkring byen træder barsk frem, men der er også frodig vegetation, og der er hundeglam fra hundene, der holder sommerferie på udlagte områder rundt om i byen. Desuden er Ilulissat udgangspunkt for "ekspeditioner" til Diskoøen og til den berømte kælvende Eqi-gletsjer.
Det danske navn for byen er Jakobshavn efter grundlæggeren købmand Jacob Severin, der i 1741 gjorde området til centrum for hele Diskobugten og Nordgrønland. I dag er byen livsnerven for især turisme og fiskeri efter rejer og hellefisk. Ilulissat er også Knud Rasmussens by, og han blev født her i 1879. Han blev dog sendt til Danmark på kostskole som 12- årig, men det var ikke lige Knuds kop te, så først som 21-årig blev han student. Karaktererne var ikke noget at råbe hurra for, men det tog ikke modet fra Kunuunnguaq (Lille Knud). Da han mødte journalisten Ludvig Mylius-Erichsen på en rejse til Island, brød længslen efter Grønland ud i lys lue. Snart blev der fostret ideer om ekspeditioner, hvor den første blev til virkelighed i 1902. Kunuunnguaq havde fundet sin rette hylde.
Kommandoråbene fra slædeføreren er "ili-ili" (til højre) og "iuu-iuu" (til venstre) samtidig med lidt hjælp af den lange slædepisk. Et smæld til højre får spandet til at trække til venstre og omvendt. "Unigit" er signalet til at stoppe, og "taama" er signal om at starte. Ikke alle hundene forstår kommandoerne lige godt. Førerhunden er den kvikke og trækivrige tæve, som reagerer hurtigt på kommandoerne, og "Basen" er den dominerende han, som hvis nødvendigt, sætter spandet på plads. Et gennemsnitligt hundeliv hos en fanger varer som regel kun 5 år, så det er et lidt kort hundeliv.
Der var faktisk tæt tåge, da vi gik ind mod centrum, og heldigvis er der ikke langt til noget her i byen. Midt i byen ligger i et smukt, blåt hus World of Greenland, der er turistkontor/souvenirbutik, og de arrangerer ture til alle oplevelserne i området. Vi fik købt lidt gaver og så os ellers om i det hyggelige lokale, hvor der var tøj, tupilakker og postkort til salg af venlige grønlændere bag disken.
Byen har adskillige cafeer og souvenirforretninger samt Jysk, Elgiganten og et par store supermarkeder som Pisiffik. Her mødte vi Ole Jørgen og Galya, som vi havde mødt på rutebåden, og vi fik en god snak. De var ikke helt uimponerede af vores togrejse og min foredragsvirksomhed. De skulle selv med flyet til Thule og være oppe i det allernordligste i en månedstid for at prøve på at finde nogle af de tidligste bopladser. Vi aftalte at holde forbindelsen, og det kunde da være interessant, at kende et par ægte polareventyrere nærmere. Over for Pisiffik står Julemandens kæmpe postkasse, og her har han også parkeret sin rensdyrslæde. Her findes også en stor idrætshal og en fodboldbane, dog med grus.
Vores skib Sarfaq Ittuk lå der endnu, men klokken var blevet 17, og de skulle af sted sydpå i de næste 3½ døgn. Der lå dog nogle isbjerge i vejen, så de sejlede meget langsomt hen for at skubbe dem til side, da de næsten spærrede havneløbet.
Aftensmad sørgede jeg for, og det blev til to sunde spandauere, der ikke krævede så meget tilberedning. Tågen havde ligget tæt ud mod havet og igennem halvdelen af byen. I den anden halvdel var der skyfrit og solskin.
Turen startede lidt rodet med forskellige biler, hvor vi skulle ind og ud igen, men endelig kom vi af sted til havnen. Vi var på Frejas hold, og hun var her om sommeren og var skiinstruktør i Østrig om vinteren. Den første båd var ikke vores, det var ellers en flot rød kutter. Næste båd var heller ikke vores, og så var der ventetid, idet båden var løbet tør for brændstof, og brændstofpumpen var i stykker. Så kom der endelig en båd med brændstof, og vi sejlede ud af havnen. Tågen var lettet, og isbjergene lå nærmest som en mur lidt ude til venstre. Vi sejlede langs kanten dvs. et godt stykke fra iskanten, for bjergene kan lige pludselig tippe, og så bliver en lille båd mast. Et par gange kælvede iskanten, og det gav store bølger. Udlændinge og vi forbinder isbjerge med noget smukt, mens grønlændere forbinder dem med noget farligt.
Tilbage i havnen skulle nogle biler køre os tilbage. Vi var med den allersidste bil, efter at den var kommet tilbage efter at have kørt nogle andre hjem. De andre havde åbenbart førsteret til at blive kørt til deres hoteller, og vi skulle jo kun til en B og B. Vi ville endda kun køres til World of Greenland, og så ville vi gå gennem den helt stille by. Isturen var meget smuk, men jeg skulle have set lidt mere direktøragtig ud, for vi kom ½ time senere ud med båden end de andre, og ½ time senere af sted med bilen til hjemtransporten. Whiskyen og Baileyen blev båret uåbnet fra borde igen, så det kørte ikke helt på skinner på den tur, i hvert fald ikke for os. Og bare jeg dog havde haft den whisky at sove på, for jeg faldt først i søvn kl. 4, og vi havde bestilt morgenmad til kl 8.
Vi havde fået nogle fine vandrekort, og der var angivet en gul rute og en længere blå rute samt en rød rute, der skar igennem terrænet. Vi var kommet lidt skævt ud af byen, så i stedet for den blå rute på 6,9 km kom vi ud til den gule, der var på 2,7 km. Den gule rute starter ved elværket og går ud på næsset og ender ved den gamle helikopterport. Det gik jo noget op og ned ad klipper og sten, så Gitte fik sin sag for. Der var flot, faktisk eventyrlig flot, og vi holdt en pause med udsigt til isfjorden med alle isbjergene og det blå vand. Vi var helt alene. Altså bortset fra horder af myg, så Gitte havde fundet myggehatten frem, og jeg kunne holde dem på afstand med myggespray.
Efter gangbroen kom der igen noget vanskeligt terræn, og helt ude ved fjorden ligger en dyb og smal sprække i klippen kaldet Kællingekløften. Det siges, at når bopladsen var ramt af dårlige tider, og føden var knap, så gik de gamle kvinder ud og kastede sig ud i fjordens kolde vand for ikke at være bopladsen til besvær. Det må da kaldes opofrelse.
Faktisk har jeg gået med shorts og T-shirt hele dagen og har bare nydt den grønlandske sommer. Ved Holms Bakke forlod jeg den blå rute og drejede ned ad den røde og fandt igen Gitte ved helikopterporten. Derude er der store hundeområder, hvor hundene står lænket hele sommeren. Siden 1970 har det været forbudt at have løse hunde i byerne, så hver familie får tildelt et område, hvor deres hunde kan gå hele sommeren. Dog kan de jo ikke gå ret langt, da de er lænket. De bliver som regel fodret en gang om dagen, og en mand stod af knallerten under stor bevågenhed af hundene, der hylede velkomsthilsen.
Hjemme på B og B sad jeg et par timer på terrassen og skrev, læste og småsov i solskinnet, og vi fik skrevet vores postkort. Senere gik vi en tur og fik snakket med en pædagogmedhjælper, der var ved at male børnehavens plankeværk i festlige farver. Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere, og hun sagde bestemt nej. Hun troede, det var børnene bag plankeværket, jeg mente, men hende måtte jeg gerne fotografere. På stamcafeen fik vi eftermiddagskaffe, eller var det aftenkaffe, for når det er lyst døgnet rundt, løber timerne ud i et. Igen to kaffe og kage til 96 kr., og så var den klaret. Vi fandt en postkasse til postkortene, og så var den også klaret. Nede ved bugten ligger Zionskirken, og her sad vi i aftensolen og kikkede på de flydende isbjerge. (Man bliver aldrig træt af at kikke på dem.) Kirken er fra 1779 og bygget i brunt tømmer, og dengang fungerede den både som kirke, sygehus og skolestue. Senere i 1929 blev den flyttet lidt længere ind i landet for at undgå oversvømmelse.
Hjemme på B og B var der kommet et par andre gæster, som vi fik en hyggelig snak med, medens vi ventede på lidt mørke. Men det ville ikke indfinde sig, så vi gik alligevel i seng kl. 22.30 bag et mørklægningsgardin. Klokken 1.15 ringede vækkeuret – det var en gammel indstilling fra Danmark, og der er jo 4 timers tidsforskel.
Farvandene omkring Diskoøen er mødested for de store hvaler som pukkelhvaler og grønlandshvaler.
Det var da et pænt stort skib, der skulle sejle os derover, selvom vi kun var 25-30 mennesker ombord. Der var et fint indendørs rum med borde og sofaer, men der var bedst på dækket i solen, selvom fartvinden var kold. Den første hval, vi så, lå et par hundrede meter væk, og den stak den ene finne op og slog den ned i vandet med et plask. Det blev den ved med i mindst 5 minutter, indtil vi var sejlet forbi. Vi så adskillige andre hvaler undervejs, men på lidt afstand. Flyveleder Ivar, som vi havde spist morgenmad med, var også med på turen, og jeg havde på et tidspunkt fortalt om vores eventyrlige togrejse Jorden rundt. På et tidspunkt stod han og talte med et par danske damer, og senere snakkede jeg med dem. De indledte samtalen med: "Nå, er det dig, der har rejst med tog hele Jorden rundt?" Der kan man bare se, at en anden passager praler med, hvad vi har oplevet.
Vi begyndte at skimte en by, men man skal langt uden om en landtange og helt ind i bugten, hvor havnen ligger godt beskyttet hele vejen rundt. Derfor hedder byen Godhavn, et navn, der sigter til den gode naturhavn. Byen blev grundlagt i 1773 som hvalfangerstation af Svend Sandgreen. Bugten var dog kendt allerede i 1600-tallet som et yndet opholdssted for hollandske og engelske hvalfangere og base for hvalfangst for store dele af Europa. Fra hvalens spæk udvandt man tran, der blev brugt til gadebelysning i næsten alle europæiske storbyer. Godhavn har et hvaloptrækningssted med lave klipper, og her blev hvalerne trukket i land og blev parteret, og så var der kød på bordet, tran i lamperne og spæksyltning af f.eks. søkonger. Det lyder virkeligt lækkert. I 1890 var hvaleventyret ved at være slut, og bestanden af grønlandshvaler var helt i bund. I løbet af årene var der fanget over 30.000 grønlandshvaler, men først i 1938 blev grønlandshvalen fredet. Stadig i 1970 var bestanden nede på et minimum, men i begyndelsen af år 2000 er bestanden kommet tilbage, og det menes, at der er omkring 1200 grønlandshvaler i farvandet ud for Diskoøen. Jeg ved ikke, hvor mange hvaler grønlænderne fanger i vore dage, men jeg håber, at det er bæredygtig fangst, og jeg er helt klar over, at Grønland må leve af fangst, da dyrkningsmuligheder af mad er stærkt begrænset. Den gamle murede hvaludkigspost findes stadig, og den blev brugt til at spotte hvaltræk og aktivere fangerne, men i dag mest til videnskabelig mærkning af hvaler.
Grønlandshvalen har status som det pattedyr, der lever længst, men de er svære at bestemme alderen på, da de har barder i stedet for tænder, som normalt bruges til aldersbestemmelse. I vore dage kan alderen bestemmes ved at måle aminosyrernes halveringstid i deres øjne. Den ældste grønlandshval, der er nedlagt, var 213 år.
På Godhavns hovedgade, hvis man kan kalde det en hovedgade, var en lille bod, hvor grønlænder Jørn Broberg havde salg af hjemmelavede souvenirs, og grønlandske souvenirs er jeg helt elektrisk overfor. Det er godt nok noget andet end "den lille havfrue" made in China. Så jeg støttede det lokale håndværk med en ringsælklo sat sammen med lidt rensdyrtak og en sort hvalbardering foruden en moskusoksenegl som halssmykke og en fin harpunspids af stål, rensdyrtak og kobber. Jeg fik lidt afslag i prisen, og for hele herligheden blev det 1.000 kr. lige ud. Der er en slags restaurant i Godhavn, og hvis man skal have aftensmad, så skal det bestilles inden kl. 14. Det gjorde vi, og der var et par retter, der kunne vælges imellem. Fisk var nok udsolgt, for der havde været konfirmation, så fiskerne havde ikke været ude efter fisk endnu. Byen havde skam også en lille grill, der nærmest var i en skurvogn. Der var heldigvis et bænkesæt udenfor i solskinnet, og der fik vi frokost. En hotdog, en kebab med chips og salat og to minicolaer 120 kr.
Der er noget specielt med tågen i byen, for den sniger sig som en banke på den anden side af havnen. Og sådan var det også næste dag. Det så utrolig malerisk ud, og heldigvis var der sol på vores side. Omkring 1 km fra byen passeres Røde Elv over en bro. Elvensvand er præget af det jernholdige fjeld, og det giver den røde farve. Isdronningens slot lå stadig ude i havet nær kysten og så fabelagtig fotogent ud.
Vejret var solrigt med lidt kølig vind. Der var helt grønne bjergskråninger med polarbirk. Jeg lagde mig i toppen af polarbirkene og fik en KitKat og en tår sodavand, medens vandet plaskede fra faldet, og nogle hunde hylede i det fjerne. (Tæt på fodringstid). På tilbageturen kom isbjerget ud af tågerne og lå kridhvidt i solen. Der er noget dragende ved isbjerge, og vi kunne ikke lade være med at fotografere dem igen og igen. Tilbage langs elven og ved fodboldbanen gik nogle mænd og satte en stenkant. Indenfor lå fodboldbanen med rigtige internationale mål. En sponsor, der boede i Godhavn, havde givet 3 millioner kr. til opførelse af banen og til kunstigt græs. Mændene, der gik og arbejdede, var frivillige, og hele pladsen var næsten jævnet. En af de grønlandske mænd var Karl Peter Mølgård, der boede i Slagelse og arbejdede på Novo. Flink mand, og vi fik en hyggelig snak. Karl Peter har familie heroppe, og han har lige opdaget, at han har 5 halvsøskende, som hans far er gået lidt stille med.
Jeg gik en lille aftentur i byen, og tågen delte stadig byen. Klokken var 20, og det var en ret øde by. Nogle drenge løb rundt og legede med pistoler med plastikkugler, og nogle spillede bold ved skolen.
Jeg gik derind og fik lidt mere at vide, idet kok/tjeneren Ove Bertelsen, som var grønlænder, havde en baggrund som flyveleder, højskoleforstander i 6 år og kommunaldirektør i 4 år. Men det var en saga blot, for 8 kommuner var lagt sammen med Qeqertarsuaq kommune til Qaasuitsup Kommunia (hvor Qaasuitsup betyder "Stedet med polarmørke"), og det var nu verdens største kommune arealmæssigt med 660.000 km2, så næsten det dobbelte af Tyskland kunne ligge indenfor kommunegrænsen. Kommunen har 8 byer og 31 bygder, og der er i alt 18.343 indbyggere. Alle borgmestrene i de tidligere 18 kommuner var imod sammenlægningen, men Landstinget var for. Kommunesammenlægningen gav større administration, og udviklingen var gået i stå heroppe, så befolkningen i Godhavn var faldet fra 1.100 til 800 indbyggere. Ove Bertelsen havde, efter at hans kommune var sammenlagt, startet firmaet "SikuAput", der arrangerer oplevelser i området, bl.a. sommerslædehundekørsel. Han var en både hyggelig og sympatisk mand, og der kan læses mere på hans hjemmeside, eller han kan kontaktes på ove@sikuaput.gl.
Som en pendant til Brugsen har Grønland også forretningskæden Pisiffik, der godt kan minde om en brugs med alt til det daglige liv. Også rifler. I Godhavns Pisiffik var der også en afdeling med rifler til 4.000-6.000 kr. Der stod endda en pumpgun "made in USA", der var på udsalg til 2.999 kr. Hvad bruges en pumpgun til heroppe eller i det hele taget, udover når der skal røves banker? Ammunitionen stod på hylderne lige ved siden af. Jeg var målløs og tog billeder som dokumentation. Det måtte jeg ikke, sagde ekspedienten, men det var for sent, for dem havde jeg da taget. Om man skulle have våbentilladelse, vidste han heller ikke, men han kunne kalde på chefen. Næ tak, det var ikke den slags souvenirs, jeg var ude efter.
Museet havde også en lille souvenirforretning, og jeg købte et glasperlehalsbånd for kun 240 kr. og en konekniv, dog uden skaft, til 80 kr. Hvis jeg engang skulle få tid kunne jeg jo selv skære et skaft, så den kan bruges, hvis Gitte skal partere en sæl.
Uden for museet er der en landgangsbro, hvor dronningen med Kongeskibet Dannebrog plejer at lægge til, og indgangsbroen går igennem en port af hvalkæber. Udenfor står også et par små salutkanoner. Nogle mere alvorlige kanoner står uden for Hotel Arktic og peger ud i havneløbet, og de kunne bruges (var dog aldrig i brug) til at skræmme hollandske tuskhandlere og hvalfangere væk. Den ukendte kvinde var også kommet derud, og jeg sagde: "Howdy stranger". Hun vidste ikke, hvad det betød, så jeg måtte forklare det på engelsk. Senere, da vi mødtes flere gange, sagde vi bare howdy, for nu var vi jo ikke så meget "stranger" mere. Hun hed Alex og kom fra Østrig og boede lidt uden for Wien, hvor hun var tandlæge. Hun levede kun for at tjene penge, så hun to gange om året kunne tage på en tur rundt om i verden. Det der med at stå på hovedet i folks munde, var ikke helt lykken. Hun var meget venlig og nem at snakke med, og jeg lovede hende en gratis rundtur, hvis hun engang skulle komme til København.
Vi var først tilbage i byen ved 16-tiden, for vi havde også et kirkegårdsstop med en overdådighed af kunstige blomster. Vi fik en kop kaffe hos Pisiffik, men alt brød var udsolgt. Vi skulle jo have et eller andet at spise, så vi gik hen til grillen, hvor der var travlhed. De var ved at lave noget take away mad, og det tog tid. Jeg havde ellers tænkt mig at bestille 3 hotdog, to til mig og en til Gitte, men for at det hele ikke skulle bryde sammen, ville jeg alligevel kun bestille to stk. Jeg stod helt foran ved disken, og først efter 20 minutter kikkede madmor på mig, og jeg prøvede at bestille de to hotdog. Men hun sagde, at der var ventetid, da de lige havde fået en kæmpeordre på 2 burgere og 8 hotdog. Vi skulle med båden tilbage, så jeg afbestilte, da jeg ikke vidste, hvor lang tid sådan en kæmpeordre ville tage. Henne i Pisiffik fik jeg købt to risalamande med kirsebær og en pose chips, og det var så aftensmaden.
Jeg fik snakket mere med Alex på hjemturen, og hun havde været oppe på Lyngmarksbræen og havde været på hundeslædetur. Det havde taget 3½ time at gå op og 3½ time ned, og selve slædeturen havde kun været på ½ time. Der havde været tung tøsne, så det havde været hårdt for hundene. Hun havde haft sin egen guide hele dagen, og hun syntes, det havde været en fin fin tur, så hendes store ønske var opfyldt.
Skibet vuggede derudad, og jeg blev lidt søvnig, men så var der pludselig røde pølser til salg, og to røde pølser med brød var til i alt 50 kr. Så jeg overlevede, da der ikke var meget mad i en risalamande.
Gitte var ikke gået med derud, for godt nok er det den blå sti, men der skal kravles en del. Hun var i stedet gået tilbage ad træbroen og havde mødt en grønlandsk kvinde på måske 40 år. Det spruttede ud af hende, at hun var forelsket, og hun savnede ham sådan. Det var en nordmand, der var den heldige, og hun skulle med flyet til Norge i morgen.
Det koster 60 kr. at komme indenfor, men billetten gælder også til et kunstmuseum i byen. Foruden alt det om Knud var der imponerende samlinger af stenredskaber fra de forskellige kulturer heroppe. Der var så fine stenredskaber og pilespidser m.m., som ville give respekt selv hos en dansk stenaldermand. Der hang også forskellige sælskind på væggene, og der var mange forskellige typer sæler. Nogle var kæmpestore, så med blot to af dem havde man faktisk til et telt, ok et enmandstelt.
Vi skulle finde ud af noget med aftensmad og gik ind til byen. Nede ved fodboldbanen var der kamp, og jeg tror faktisk, det var grønlandsmesterskabet. Det var hjemmeholdet mod N 48 vistnok en bygd oppe nordpå, fik jeg forklaret af en tilskuer. Banen var en grusbane, og det støvede. Det var store drenge, der spillede, men meget pudsigt var der også en pige med på holdet. Der var ingen tilskuertribune, så de mange tilskuere sad på et rækværk og på trapperne op til husene og heppede.
Vi ville egentlig hen et nyt sted at spise, og vi havde udvalgt os Cafe Ilunit, men der var fyldt helt op, så vi gik videre til Pisiffik og fik købt to store laksemadder til 38 kr. stk., og så spiste vi dem hjemme på B og B.
Det var smukt vejr, men ret så koldt på dækket, så jeg kunne godt bruge et par lange underbukser. Efter at have prøvet forskellige steder på dækket fandt jeg en bestemt plet, hvor der både var sol og delvis læ. Ved godt 8-tiden var der kaffe/te med rundstykker og dejligt at komme ned og få varmen.
Der var faktisk næsten 5 timers sejlads derop, og endelig lå forude to store gletsjere, hvor den til venstre var flydende, og hvor de store isbjerge brækker af. Den til højre er den berømte Eqigletsjer, der hviler på en klippe, og derfor brækker den af i mindre stykker, men nogle gange uden varsel brækker der et kæmpestykke af. Gletsjeren ved Eqi kaldes også "Den Kælvende Bræ", og den har opnået stor popularitet blandt grønlandsrejsende, fordi der stort set er garanti for store eller små kælvninger under høje drøn. Lige før vi nåede bræerne, var der frokostbuffet og den var ganske overdådig med masser af rejer og forskelligt kød.
Indlandsisen dannes af sne, og når denne trykkes sammen af endnu mere sne, bliver den til is. Den luft, der naturligt er mellem de enkelte snefnug, bliver med tiden luftbobler under tryk. Når bræen kælver, bliver denne luft frigivet igen, og det giver eksplosionsagtige lyde. Derfor står der på land en gletsjervagt med øjnene på gletsjeren og med telefonkontakt til skipperen. For kun en måned siden var der kommet en tsunami, der havde skyllet det meste af landgangbroen væk, så det var ikke for sjov. Vi blev opmarcheret i forstavnen, for der skal være hurtig aflæsning af mennesker og proviant og hurtig påstigning af de nye der, skal hjem.
Hytterne ligger omkring 500 m oppe ad nogle stejle klipper, så med hensyn til landgangen og skrænten var det på sin plads, at kufferter var erklæret usmarte her. Glacier Lodge Eqi ligger med fin udsigt til gletsjeren, og man kan sidde i timevis på hytternes terrasser og se på de aktiviteter, som foregår på den modsatte side af bugten. Standardhytterne er basishytter uden toilet eller elektricitet, men til gengæld ligger de tæt på cafeens skylletoiletter og cafeområde. I et aflukke var der dog et tørkloset ved hytten, men det var vist ikke så populært at benytte det.
Glacier Lodge Eqi drives som en bæredygtig Eco camp, hvor køkkenet forsynes med strøm fra solceller. Der bliver også passet godt på naturen i Eqi, og alt affald bliver taget med tilbage til Ilulissat, hvor det indgår i byens renovationsordning. Foruden standardhytterne, der alle har navne efter kendte polarforskere, er der også 4 luksushytter med eget badeværelse og el og alt selvfølgelig med solceller.
Efterfølgende kan det oplyses, at Grønlands Rejsebureau har oplyst til mig, at fremover vil alle måltider og guidede ture være incl. prisen på opholdet på Glacier Lodge Eqi. En stor rød helikopter holdt i nærheden af campen, og det var vist nogle rige forretningsfolk, der var på rundtur. Helikopteren var fra 1965, og det mærkelige var, at flyveleder Ivar, som også var med til Eqi, i sine meget unge dage havde malet på den selvsamme helikopter.
Længere nede ved kysten ligger stadig Paul Émile Victors hytte, hvorfra han i perioden 1948 til 1953 foretog mange ekspeditioner ind til indlandsisen. Hytten er bare et stort skur, og det er tøjret mange steder med stålwirer for ikke at blæse væk. Da de forlod området, var de ikke supergode til at rydde op efter sig, for der ligger stadig en bunke rustne olietønder og kraftige jernbælter til et bæltekøretøj, som de brugte til at komme ind på Indlandsisen. Jeg var gået op til den nærliggende drikkevandssø igennem smuk natur, og hele vejen med kik til gletsjeren. Og tænk engang, der var stadigvæk bæltespor i terrænet fra ekspeditionens tid i 1950 – så sart er den grønlandske natur.
Det blæste stadig lidt rigeligt, selvom vi burde ligge i læ af bjerget, men til gengæld er det helt klart med sol.
Aftensmaden var kl. 19.30, og vi startede med svampe/løgsuppe med brød. Derefter var der fiskerisotto med bulgur og kylling og til sidst et stykke kage. Kaffe til kagen kunne tilkøbes for 25 kr. så den var så sandelig ikke inkluderet i middagen til de 295 kr. De unge mennesker gjorde, hvad de kunne, og jeg har overhovedet ikke forstand på mad, men jeg opfattede det som lejrskolemad til en alt for høj pris. Og at kaffen ikke engang hørte med i prisen, var da også lige at stramme den. I stedet for en kaffe til 25 kr. tog jeg en grønlandsk kaffe til 130 kr., og det syntes jeg til gengæld var en yderst rimelig pris, især da der også hørte en historie med: En gang for længe siden levede der en lille forældreløs pige. Hun var i pleje, men det var vinter, og der var mangel på mad. Nogen måtte ofres. Den lille pige kom med på fisketur, og da de ikke fangede noget, blev pigen ofret og smidt over bord. Hun hagede sig fast i rigningen, så de huggede hendes fingre af, og hun sank til bunds og blev på forunderlig vis til havets moder. Da hun ikke havde fingre, kunne hun ikke rede sit hår, så fisk, rejer og hvaler gemte sig i håret. Hvis bygden fremover manglede mad på grund af dårlig fangst, tog shamanen åndeligt ned til havets moder og redte hendes hår, så fisk og havdyr svømmede ud, og fangerne kunne igen gå på jagt.
Fin, grusom historie. En af guiderne fortalte historien og gjorde meget ud af tilberedningen. Her var valuta for pengene. Iver havde lejet en luksushytte, da de andre var udsolgt. Jeg var nede for at se den, og der var panoramavinduer, sofagruppe, bred dobbeltseng med et stort moskusokseskind og eget badeværelse. Han havde givet 5.300 kr. for sejlturen, en overnatning og fuld kost endda incl. kaffe.
Derefter sad jeg til kl. 23 på terrassen med vinden i ryggen, solen i front og isbræen lidt til venstre og nød ellers livet, og så måtte jeg traske hen til fællesrummet og børste tænder. Vi var nede for at kikke nærmere på den gamle ekspeditionshytte, der foruden at være tøjret til klippegrunden mange steder også havde et spændebånd hele vejen rundt. Ved siden af var et kors og to navne på ekspeditionsmedlemmer, der var omkommet heroppe, så det havde nok været en barsk omgang.
I starten var der en smal sti. Så kom jeg over et klippeplateau og mistede stien, hvis der var nogen. Efter passage over klipperne var der sand, og der var fodspor i sandet. Der var knastørt overalt. Jeg lærte hurtigt at undgå de åbne områder, for tørven gav efter, og jeg trådte 5-10 cm ned, og det tærede på kræfterne, så jeg gik helst på de ret flade klipper. Deltaet åbnede sig for mine øjne, og der var en stejl skråning af sten og grus ned til det grumsede vand. Jeg gik hen til kanten og skulle lige til at kikke ned, da en ørn fløj op lige foran mig (måske 5-10 meter) og flaksede rundt. Jeg blev så befippet, at jeg ikke nåede at fotografere den, og jeg undersøgte heller ikke, hvor reden var – de skulle have fred.
Det blæste en halv pelikan, faktisk en hel. Det var ikke en kold vind, men det blæste, og det var svært at gå. På hjemturen gik jeg højere oppe på klipperne, men så kom der en kløft, så jeg måtte tilbage og hen, hvor der kunne passeres. Stien blev fundet igen, og jeg kom forbi en flok fjeldryper kun ti meter væk. En kikkede på mig, men de andre lod som ingenting og gik og pikkede i de grønne planter. Hele turen havde taget 3 timer med adskillige fotostop. Tilbage ved hytten og det må virkelig have blæst op, for den rystede stadig i stormen.
Der var krisekaffe (gratis) på Cafe Victor, men ingen vidste ret meget eller noget overhovedet. Jeg gik en tur ned til landingspladsen, og problemet er nok, at båden ved landing stikker stævnen ind mod land, fordi der ikke er noget bolværk. Mærkværdigvis var der næsten læ nede ved landgangen, og de første hundrede meter ud var der ikke skum på bølgerne. Nå, men skipperen havde bestemt, at det var for farligt, og en skipper er en skipper og bestemmer over sin båd. De, der ellers skulle hjem, fik så en ekstra overnatning herude, og for os var der faktisk visse fordele.
På den anden side fulgte jeg et fladt stykke langs en stejl klippeskråning, indtil der kom en heftig stigning op langs en kæmpe sten og grusvold, som isen i sin tid havde skubbet op. Et stykke oppe, så jeg gletsjeren, men ikke højt nok oppe endnu. Man kan ikke gå på kanten, for store sten falder med jævne mellemrum ned på isen, der ligger måske 100 meter nede. Så endte stien, og der var fin udsigt ned til isen, der stadig strakte sig opad. Tæt på kammen er isen nærmest sort af jord og grus. Her satte jeg mig, og myg og fluer havde længselsfuldt ventet på mig, for heroppe var der ikke en vind, der rørte sig. Jeg sad der et kvarters tid, medens det buldrede og bragede inde fra isen, men der faldt ikke is ned i vandet, så bragene kom længere inde fra isen. På grund af stormvejret kunne vi ikke høre bulderet inde fra campen den dag, men her var der fuld musik.
Dødtræt var jeg tilbage efter godt 4 timer og lige i rette tid til aftensmaden. Gitte troede, jeg var gået sammen med en gruppe – godt at hun ikke vidste det, for hvis jeg var hende, ville jeg have været bange.
Under kaffen fik vi snakket med et dansk/norsk ægtepar, der meget gerne skulle være i Ilulissat i morgen, da de skulle med rutebåden Sarfaq Ittuk kl. 17. To speedbåde dukkede op og læssede de gæster af, der skulle være sat af i går. Alle de strandede steg ombord, og bådene forsvandt i det nu spejlblanke vand, der dog var dækket af små isstykker. Gæsterne, der kom i motorbådene, havde sejlet i 11 timer i går frem og tilbage. Derefter var der fælles indkvartering på Hotel Arctic, der er byens bedste hotel.
I 2003 startede Eqi Lodgen med 4 hytter, og da det blev en succes, blev der bygget flere standardhytter, og i 2012 blev der opført 4 luksushytter. I 2013 drev landgangstrappen til havs efter en kæmpebølge, og 1. juli i år var der også en bølge på 20 meter, der lavede ravage. Når båden er klar til landgang, bliver der udstationeret en gletsjervagt med en kikkert, og vagten holder hele tiden øje med gletsjeren og er i satellitforbindelse med skipperen.
I adstadigt tempo begyndte de 5 timers sejllads tilbage til Ilulissat, og vi kom forbi mange isbjerge og en enkelt hval. Det var faktisk lunt nok til at sidde på dækket, da det ikke var fartvinden, der plagede. Ellers var der den varme skorsten at læne sig op ad. Vel inde i havnen blev vi kørt til World of Greenland, gik i supermarkedet og købte morgenmad. Derefter på stamcafeen og fik fish og chips plus kyllingevinger, og kl. 20 sad vi i solen på cafeens terrasse i en behagelig temperatur. Hjemme hos Paa og Jannik fik slædehundene en kæletur hver, og vi fik vores kufferter og det samme dejlige værelse.
Vi blev inviteret til Paas datters fødselsdagsfest, men vi havde lige spist og ikke engang kage kunne lokke os indenfor. Vi var mætte, trætte og trængte til et bad og så bare slappe af. Vi gik ud mod helikopterporten og ud ad træbroen til området med isbræen og bopladserne fra 2000 f. Kr. og op til 1850. Jeg ville gerne vise Gitte inuitgravene, som hun jo ikke fik set sidst. Vi fulgte den blå rute forbi Kællingekløften og over klipper og dale. Slet ikke nemt, og jeg var ude for at rekognoscere flere gange. Hvis man ikke har fået vist gravene, er det nærmest umuligt at finde dem. Men fra Kællingekløften går man ca. 1 km ad den blå rute, og før en top med en varde skal man gå 300-400 m til venstre og op ad en bakke, og her ligger en lille blokmark af klippestykker. Jeg var i tvivl om det var her, for først så jeg ikke noget, andet end sten. Jeg satte mig stille ned og kikkede, og der under stenene dukkede kranier op her og der.
Freden blev brudt, for telefonen ringede. Først en bestilling af et foredrag OK. Lidt efter ringede Gyldendals bogklub. Bestemt ikke OK. Så kom der et opkald vedrørende Cafe Væksthuset på Landbohøjskolen. (Jeg er sådan en gratis telefonpasser for Landbohøjskolen, og hidtil har jeg svaret pænt og prøvet at hjælpe folk). Vi gik tilbage over nogle knippeknolde ned til træbroen. Oppe ved helikopterpladsen havde en taxa læsset nogle gæster af, så den snuppede vi og kørte tværs igennem byen til Hotel Arctic, der er et 4-stjernet konferencehotel. Taxaturen kostede 70 kr., og så rundede jeg op til 100 kr. Der er 30 taxaer i byen, og de kører også om vinteren.
Jeg fandt galleriet og kikkede på Thrines andre billeder, men vi havde købt det bedste, syntes jeg. Jeg fandt også Knud Rasmussens statue på toppen af en klippeknold.
Paas barnebarn var med til at fodre hundene, og bagefter smed hun et plastikbæger på jorden, men som Jannik påtalte. "OK, just a minute", og så løb hun, men blev kaldt tilbage for at samle op. Den opdragelse får tilsyneladende alle børn på Grønland, for der er rent overalt, og intet affald ligger og flyder i gaderne.
Vi havde spist så meget til frokost, at vi ikke orkede at gå ud og spise, så den stod på restemad, der bestod af en bundskraber af en pose chips, to kanelgifler (meget små) 4 småkager, en æske rosiner plus en sjat cola og en sjat Faxe kondi. Og så vendte vi tilbage til verden, for i fællesstuen så vi TV, og der havde været massakre i Nice og statskup i Tyrkiet. Vi fik da også lige set Lund Madsens besøg i den yderste by på Grønland, hvor stilheden rungede. Ligesom her udenfor.
Efter mine ønsker om at opleve og se så meget som muligt havde Grønlands Rejsebureau strikket en flot tur sammen. Prisen for alle fly, alle overnatninger også på Island og adgangsbillet til Den Blå Lagune, alle bådtransporter og bådudflugter incl. 3½ døgn med Sarfaq Ittuk, lød fakturaen for to personer for en 20 dages rejse på 70.679 kr. Beløbet til mad, lommepenge og souvenirs løb næsten op i 12.000 kr., men nu er jeg også slem til at købe mange souvenirs, så denne del var nok på omkring 4.000 kr. Vi oplevede ikke, at noget i Grønland var specielt dyrt. (Lige udover et specielt kaffeløst aftensmåltid). Ellers var priser i butikker og på restauranter nogenlunde som i Danmark.
|
Ilulissat er indbegrebet af Grønland med isbjerge, slædehunde og farvestrålende huse klæbet op på bjergsiderne. Ilulissat er den nordligste rigtige by på Grønland, og den er derfor centrum for uddannelse, kultur, transport og administration for Nordgrønland. Ilulissat ligger i verdens største kommune Qaasuitsup, der dækker et område, der er større end Spanien, men der bor kun 17.600 indbyggere i kommunen. I Ilulissat bor der ca. 4.500 indbyggere og 1.800 slædehunde. Byen ligger ca. 300 km nord for Polarcirklen og midnatssolen skinner fra 20. maj til 20. juli. Vintermørket, hvor solen forsvinder under horisonten hele døgnet, begynder i slutningen af november, og solen titter frem igen 13. januar.
Ilulissat betyder på grønlandsk "isfjelde", og det må siges at være en rammende beskrivelse. På det gamle byvåben er der selvfølgelig også isbjerge. 
For knap 1.000 år siden rykkede Thulefolket ind i Grønland som de første slædekørere. De første indbyggere, Saqqaqfolket, havde også hunde, men det vides ikke, om de blev brugt som trækdyr. 
Jannik var der på pletten, og vi kørte ned ad en sidevej til en sidevej, og der lå et nydeligt hus med udsigt til fjorden. Vi fik et dejligt værelse, og der var en fin opholdsstue med TV, og et stort badeværelse, og der var endda et køkken, hvis det skulle være – det skulle dog ikke være, for vi nægter at lave mad på ferier. Jannik er tømrer og har med hjælp af Paa, der er thailænder, selv opført hele huset. De bor selv på 1. salen, så det er ikke noget med at dele badeværelse med værterne. Så det var faktisk betydeligt bedre, og vi havde mere plads end på et hotelværelse. Der var et andet værelse, som vi delte opholdsstue og badeværelse med, men når vi så nogen, var det flinke mennesker. Værterne Paa og Jannik var helt sikkert flinke folk, så vi følte os hjemme med det samme. (Deres hjemmesides adresse er www.bb.gl, og mail adressen er
Tre slædehunde stod bundet udenfor, og til forskel fra andre slædehunde, der bestemt ikke skal kæles med, var disse hunde tamme, og de ville gerne kløes lidt bag ørene. Pelsen er tyk som på en isbjørn, så hele hånden blev væk. De blev ikke brugt som slædehunde mere, da de var over 10 år gamle, men der var ingen, der nænnede at aflive dem, og de pyntede også gevaldigt foran huset. Efterhånden lærte de mig at kende, og hvis den ene fik kæl, ville de andre også. De står bundet så langt fra hinanden, at de ikke kan nå hinanden, hvis nu der skulle blive uenighed om et eller andet. Alle tre hunde var ekstra store, og det skyldtes, at de fik et solidt foder hver dag, og det er ikke alle "sommerhunde", der får det.
På grund af tågen var det hundekoldt, så byturen var i vinterfrakker, lange underbukser og hue. Så klarede det op, selvom der dog stadig var lidt tågebanker. Solen kom dog igennem, og vi kunne sidde udenfor i den nærmeste cafe, hvor vi fik kaffe med frugtkage til 96 kr. for to personer. Så blev det faktisk varmt, og jeg måtte have de lange underbukser af, og jeg fik smøget bukser og skjorte op. Solen er livet her, og selvom temperaturen i skyggen kun er 8-10 grader, så er det bagende varmt i solen.
Senere gik jeg ned i havnen, hvor der ligger i hundredvis af små både og adskillige fiskerbåde. Jeg fik snakket med nogle fiskere, der var ved at sætte agn (små søde fisk) på line. Der er 600 kroge på en line, og det tager 1½ time, fortalte en fisker. En ung kvinde sad ved siden af fiskerne og grinede hele tiden. Hun lavede ikke noget, hun var tilsyneladende kun med til pynt og underholdning.
Før vores tur tegnede det godt, for kun langt ude var det tåget, og isbjergene stak op af tågen – vi håbede, den ville forsvinde helt.
Det var koldt, hvis man stod udenfor i fartvinden, så var der bedre inde i den lune kahyt, hvor der var 10 grader. Vi sejlede rundt i et par timer, og så var der kaffe og te. Faktisk var der lovet køb af whisky eller Bailey, men det så vi ikke noget til. Jeg kunne godt have brugt en ordentlig whisky til at sove på, for jeg var blevet snot forkølet. Solen stod på himlen både kl. 24 og kl. 0.30, og hvor den var lavest, lå den mindst en håndsbred over horisonten.
Der var tre andre gæster til morgenmad, og det var en mor med sin store søn, men de skulle hjem i dag. Den anden gæst var Ivar, og han var til daglig flyveleder i Kastrup. Han var født på Grønland, da hans far arbejdede som telegrafist. I 1970 var der et stort danskerhad heroppe, og han var i daglige slagsmål med de grønlandske drenge. I vore dage oplevede vi kun stor venlighed fra den grønlandske befolkning, men nu er der heller ikke meget tilbage af den tidligere herrefolksmentalitet, som danskerne tidligere led af.
Ved helikopterporten var Gitte helt flad, medens der stadig var krudt tilbage i mig. Gitte blev plantet på en bænk i solskinnet, og jeg gik igen ud mod fjorden ad den blå rute. På det første stykke ad den blå rute går der en gangbro igennem terrænet, og det gik meget nemt jævnt ned ad bakke. Nede i bunden af fjorden ligger Sermermiut, der er en gammel boplads. Gangbroen slår et slag ud i UNESCO’s terræn, og derfor må gangbroen ikke forlades. På bopladsen er husene kun svagt aftegnet i terrænet, da de boede i tørvehuse. Her er fundet knogler, forarbejdede sten og harpunspidser, og arkæologerne har lag for lag kunne aflæse flere tusinde år af Grønlands historie. Her har i perioder levet op mod 200 mennesker, og der er efterladenskaber af saqqaq-, dorset- og thulefolket. Bopladsen har været beboet så sent som i 1850. Et smukkere sted til en boplads kan ikke findes nogetsteds. Natteroen kan det måske knibe lidt med, for med jævne mellemrun lød der bulder brag fra kælvende isbjerge ude fra isfjorden. 
Det er en smuk tur langs isfjorden, og her mødte jeg flere danske vandrere, der var strandet i 3 dage på grund af tåge. De var fløjet hertil, hvor det var helt klart, stille og solrigt. De ekstra overnatninger på et fint hotel var betalt af flyselskabet.
Over for cafeen ligger "Brættet", og her er der borde og bænke, hvor nogle drenge og en far spillede dam. Jeg spurgte, om de også kendte "først af brættet", og det gjorde de ikke, så det fik de lige lært. Det andet bræt, "Sunaana" er der, hvor grønlænderne køber fangernes kød, og et "bræt" findes i næsten alle grønlandske byer. Navnet kommer af, at man i gamle dage fandt et par kasser og ovenpå lagde et bræt eller en dør, hvor kødet blev placeret.
Vejret var heldigvis stadig stille og skyfrit. Morgenmaden blev igen indtaget hos Paa i privaten, og hun havde lagt mærke til, at jeg godt kunne lide bacon, så det var der ikke mangel på. Selvom vi skulle overnatte på Diskoøen, fik vi lov til at beholde værelset hos Paa og Jannik. Så vi pakkede kun en let kuffert, og Jannik kørte os til Nordhavnen.
Det tager næsten 5 timer at sejle derover, men vi sejlede et langt stykke langs Disko øens kyst fordi skipperen syntes, at det var så godt vejr, så han tog ikke den direkte kurs. Øen så også virkelig grøn ud, og mange steder kunne ses bræarme fra Lyngmarksbræen. Vi havde sejlet forbi mange isbjerge undervejs, men et særligt stort isbjerg lå tæt på kysten og lignede faktisk en isdronnings slot. 
Flyleder Ivar boede også på hotellet, og han havde fået adgang til kirken, da han lige netop i denne kirke var blevet døbt. Kordegnen kom i ambulance og lukkede kirkedøren op, for han var også ambulancefører. Kirken hedder Vorherres Blækhus og er ualmindelig smuk og også ejendommelig, da den er ottekantet og måske godt kan minde om et gammeldags blækhus. Kirken er fra 1913 og er tegnet af arkitekt Helge Bojsen-Møller. Vi holdt os til, så vi var med inde og så også det smukke kirkerum.
Vi gik mod øst langs stranden med sort sand og forbi en fodboldbane, og herude lå Arktisk Station. Stationen, Angakkussarfik, der betyder "der hvor åndemanerne bor", blev oprettet i 1906 af Morten Porsild, der selv stod i spidsen for stationen i 40 år. I 1953 blev Arktisk Station overtaget af Københavns Universitet og udbygget med moderne laboratorier og Grønlands største naturvidenskabelige bibliotek. På stationen forskes og undervises i arktisk botanik, zoologi, geologi og glaciologi. I laboratorierne studeres alt fra plante- og dyreplankton over mikroskopiske bjørnedyr til fiskenes fysiologiske tilpasningsevner. Og hvem skulle tro, at der bare på Diskoøen lever 112 forskellige arter af de mikroskopiske bjørnedyr, der udmærker sig ved, at de er i stand at blive frosset ned og leve videre efter optøning.
Efter broen deler stien sig med en gul sti videre langs kysten og en rød rute op langs elven, som vi fulgte. Efter en lille kilometer kom vi til et lille vandfald, der nærmest kun bestod af en tynd stråle, men tættere på kanten kunne ses et større brusende vandfald. Vi fandt nogle af Grønlands blå nationalblomst, der hedder Niviarssiaq, som betyder "Lille pige".
Spisning i restauranten og vi var 6 gæster, der alle var kommet med Disko Lines båd herop. To skulle have hval, to moskusoksebøf, en lam og en fisk. Det var en lun kok/tjener, og da en gik hen for at tjekke om kaffekanden på hotellet var slukket, bemærkede han: "Skal han op på grillen og spise sig mæt". Der var nu rigelig mad og rigtige kartofler. Jeg fik moskusokse med en fed fedtbræmme, men for en gangs skyld blev den spist. Meget velsmagende mad og hyggeligt selskab. Ivar stødte til, og de andre var to ægtepar, som vi mødte flere gange senere, og som jeg kaldte Pernillegruppen, da jeg ikke fik fat i de andres navne. God mad, men ikke billig. En fisk, en moskus (ja altså ikke en hel) og et stort glas rødvin blev i alt 450 kr. 
Jeg havde på fornemmelsen, at kokken/tjeneren var mere end det, og ved siden af restauranten var der et stort kontor, hvor der stod SikuAput. 
En hundeslædetur om sommeren kræver her en god kondition, for det tager omkring 4 timer at gå op til Lyngmarksbræen, hvor selve slædeturen tager omkring 1 time og så ned igen. Der er forplejning i en hytte deroppe, og sådan en tur koster 1.585 kr. 
Det koster 20 kr. at komme indenfor på museet. En ung kvinde med det kære navn "Pipaluk", der netop betyder "ens kære", passede forretningen i dag. Hun var lige blevet færdig som arktisk guide. Det tager 7 måneder, og de rejser meget rundt, medens de studerer. Som sædvanlig var hun sød, venlig og imødekommende, som alle de grønlændere vi snakkede med.
Det var klaret op, og vi startede på en tur ud mod basaltklipperne. Vi gik forbi broen over Den Røde Elv og fulgte de gule mærker. Det er et meget øde terræn, og vi kom forbi Elefanten, der er en klippe, der med lidt god vilje godt kan minde om en elefant, der står og drikker vand. Gitte blev sat af, da hun havde ondt i knæet. Forude gik en anden ensom vandrer, en kvinde, og hun gik godt til. Jeg fik dog overhalet hende, da hun lod sig distrahere af sin mobiltelefon. Efterhånden var det et vanskeligt terræn med stejle nedstigninger, så jeg blev våd af sved. Jeg fandt vistnok basaltklipperne, det var i hvert fald 15-20 meter høje søjlebasaltklipper, der stod ude ved havet. Stien endte i hvert fald, og området kunne godt brugs til en hobbitfilm. Faktisk skulle der også være nogle varme kilder herude et sted, dog kun med 15-18 grader varmt vand, men dem så jeg ikke noget til. Pilekrattet bredte sig ud i helt op til 1 meters højde. 
Gitte var alligevel gået videre, men inden de stejle steder, sad hun på en klippekant og strikkede, og så begav vi os tilbage. På vejen så vi hvaler, dvs. vi hørte dem først, for de blæste, og så fik vi også en sang. Derefter dykkede de og kom op til overfladen adskillige gange og svømmede ellers i vores retning, men så vendte de om. Alex fik taget nogle billeder med sit superzoomkamera, og hun lovede at sende dem.
Skibet kom til tiden og det var det samme som på udturen. Vi blev tjekket ind og fik sagt farvel til den hyggelige by Godhavn, der er kendt for de venlige mennesker. Lige uden for havnen lå en vågehval og vinkede farvel med den ene luffe oppe i luften. Den lå kun 30 meter fra skibet. 
For enden af træbroen er der utydelige antydninger af huse i landskabet. Små jernpæle giver lidt markeringer, men man må ikke gå derind. Lidt fremme ligger Kællingekløften, hvor vi fik kaffe. Turen gik egentlig tilbage ad træbroen, men jeg havde hørt noget andet. Jeg havde hørt om nogle inuitgrave, der skulle ligge herinde et sted. Guiden kendte stedet, og en i Pernillegruppen havde været der for nogle år siden. Han havde også et kort, og guiden forklarede, hvor det var. Gravene ligger på blå rute mellem Kællingekløften og rød rute, inde til venstre i et stykke mystisk blokmark, der måske måler 30 x 30 meter. Her gik vi og ledte lidt mellem stenene, og pludselig lå der et kranium. Et andet sted lå 3 kranier og nogle knogler og endnu et sted 5 mosgroede kranier. Man kunne lige stikke armen ned og tage et ud, men det gjorde vi selvfølgelig ikke. De fik gravfred, men lidt mærkeligt, at de lå her i fri luft, men der var et smukt udsyn fra gravene ud over isfjorden.
Ilulissat har skam også en Elgiganten og en Jysk, og her købte jeg et vækkeur til 30 grønlandske kroner. På stamcafeen fik vi en gang fiskefrikadeller, og der var nok til to personer og skønt at sidde ude i solen og spise. Jeg var blevet lidt lun på en helikoptertur ind til Indlandsisen, men World of Greenland havde første ledige tur om onsdagen, og der var vi på vej hjem. Sådan en tur kostede ellers 2.990 kr. så bestemt ikke billigt. Jeg var også inde hos Ice Cap Tours, men der var heller ikke noget ledigt. Her havde de til gengæld 10 hvalrostandsæt, da ejeren havde gjort et godt køb. Personalet, der var en tysk og en filippinsk pige og en ung, koreansk mand, vidste ikke, hvad de kostede. Ikke fordi jeg ville købe et tandsæt, kun af interesse. De største tandsæt skulle nok sælges som et sæt, medens de mindre skulle skæres op til mindre souvenirs. Men, men, men det er jo ulovligt at føre hvalrostand ud af Grønland, så det var lidt mystisk. Den unge, koreanske mand var vokset op på Sydfyn. Nu var han blevet lærer og havde fået en stilling heroppe i et år. Han lignede en grønlænder, og det troede grønlænderne også, at han var. De grønlændere, han kender, hilser ham med "Hej fætter". Meget flink fyr, med lidt fynsk accent.
Vi besøgte Knud Rasmussens hus, der nu er museum. Det er faktisk Knud Rasmussens fødehjem, og udstillingen fortæller om polarforskerens liv og betydning for udforskningen af de arktiske folks historie. Huset er fra 1848 og var oprindelig Nordgrønlands første seminarium. På den tid var huset også bolig for Knuds forældre, forstanderparret Sofie og Christian Rasmussen, så det var her Knud trådte sine barnesko.
Kl. 18 sad jeg på terrassen hos B og B i bagende sol og i korte bukser og T-shirt og kikkede på de flydende isbjerge. I skyggen var der dog kun 9 grader, så gudskelov at der var sol.
Fra World of Greenland var der biltransport til havnen, hvor vi blev fordelt på to både. Den ene båd skulle bare sejle op til bræen og kikke. Den anden var den store båd med plads til 33 passagerer og det var dem, der skulle overnatte på Lodgen ved bræen, og dem hørte vi til. Der var afgang kl. 7 og derefter en kort sikkerhedsinstruktion, og så påbegyndte vi sejladsen op langs kysten og passerede adskillige isbjerge undervejs.
Ved 10-tiden var der smult vande og kun ganske små krusninger, og vandet så nærmest grønt ud. Senere styrede skibet lige mod klipperne. Var kaptajnen blevet crazy? Nej, for der var et vandfald. Ikke i Niagarastørrelse, men ganske pænt, og skibet sejlede helt ind, så der ikke var modsol, hvis nogen ville have et foto. Nu var det blevet behageligt varmt og solen skinnede, så godt man ikke skulle sidde og svede i lange underbukser. 
Det er ca. 80 km nord for Ilulissat, at bræen befinder sig. Vi nærmede os, men der er en sikkerhedsafstand på 1 km til bræfronten, der efter sigende er 200 m høj. Hvis et stort stykke brækker af, giver det en farlig tsunami med en 20 m høj bølge, og den er ikke så morsom. Vi sejlede frem og tilbage foran ismuren i 1½ time, og på et tidspunkt blev motoren slukket, så vi kun havde naturens lyde. En stor kælvning gav dønninger, så skibet vippede svagt i det ellers stille vand. Bræen kælvede nok 20-30 gange, medens vi var der, men kun med små kælvninger. De fleste gange hørte vi braget og kikkede i retningen og så stykker fra iskanten, der faldt i vandet. Der var et stort stykke med en stor revne, og jeg troede, det var lige før, det skulle brække af, men det lod vente på sig. Til sidst sejlede vi ind i grødisen, og selvom de fleste isstykker var små, så gungrede det noget på skroget. 
Sikkerhedszonen på kysten er i 30 meters højde, så det var med af få folk op over denne zone, så faren kunne drive over. Det tog vel kun 5 minutter, så var der læsset af og på, og skibet sejlede ud i sit rette element igen, og vi var over sikkerhedszonen. Det gik så hurtigt, at jeg næsten ikke fik taget billeder.
Til frokost kunne fås en lunchbuffet til 165 kr. eller en sandwichpakke til 80 kr. Nu øjnede jeg en besparelse og ville til næste dag bestille 4 sandwichpakker, så vi både havde en til frokost og en til aftensmad. Men så var der den mærkelige regel, at man ikke kunne bestille 2 sandwichpakker og så gemme den ene til om aftenen. Jeg snakkede siden med Rikke om det, men sådan var reglerne, og man måtte ikke spise en sandwichpakke i sin hytte om aftenen. Hvis man ville have noget at spise om aftenen, måtte man tage middagen. Det synes jeg den dag i dag var ret så mærkeligt, især da vi ikke vidste noget om spiseforholdene i forvejen. Jeg har bestemt ikke noget imod en dyr rejse, men jeg synes næsten, vi var blevet lidt bondefanget, og det burde nok lige have været oplyst hjemmefra. 
Da jeg i løbet af eftermiddagen fandt ud af, at de guidede ture her i omegnen kostede 350 kr., afbestilte jeg Deltaturen i morgen (der kunne jeg selv gå hen) og bestilte i stedet "Glacier View"i morgen kl. 15. 
På Cafe Victor skulle så den berømte middag løbe af stablen. Der er nærmest et åbent køkken, og så var der et køleskab med drikkevarer og ellers borde og stole i et lille lokale. Mange af de unge danskere, der har sommerjob heroppe, er studerende fra Københavns Universitet, fandt vi ud af undervejs.
Det var forhistorien, og så kommer den grønlandske kaffe, hvor der skal bruges whisky, kahlua, grand marnier, kaffe og flødeskum. Whiskyen hældes i glasset og symboliserer shamanen. Kahluaen, der er mørk som havets moder, hældes forsigtigt i glasset, og den lægger sig på bunden. Derefter kaffen, der symboliserer de mørke vintre og ovenpå flødeskum, der symboliserer isen. Til sidst grand marnier, der kommes i en ske og antændes, og den symboliserer nordlyset og hældes over flødeskummet. Og så drikkes hele herligheden stille og roligt, og det smager herligt.
Jeg havde meldt fra til Deltaturen og gik den selv. 350 kr. hænger ikke på træerne, i hvert fald ikke på de grønlandske, for de har ikke nogen. Så er det en anden snak med træerne i Landbohøjskolens Have, for det er rene pengetræer, blot skal man kende fidusen, så de kan plukkes.
Vores skib, dvs ikke vores skib, men det skib, der var kommet op med os dagen før, kom sejlende og sejlede 1½ time frem og tilbage foran bræen. Vi var de eneste, der ikke skulle med tilbage, men alle de andre var rejseklare, og et nyt læs turister skulle af. Skibet kunne dog ikke lægge til på grund af blæsten, så det sejlede de 5 timer tilbage igen. Det gav jo unægtelig nogle problemer, for der var nogle, der skulle flyve hjem i morgen. Det var også synd for dem, der ellers skulle have en overnatning herude.
Jeg blev i starten vildledt af nogle stænger med nogle reb, men det var ikke den vej, og senere fik jeg at vide, at det var nedgangen til den gamle landingsplads. Fandt så en anden afmærket sti. Jeg gik udenom en stor lagune, men skulle over et 50 m bredt vandløb med ret så meget vand. Det var med at hoppe fra sten til sten, og heldigvis havde jeg en vandrestav med, ellers ville det næsten have været umuligt. 
Opturen havde taget 2½ time, men jeg skulle jo også ned igen, og det begyndte at knibe med tiden. Så gjorde jeg noget, man endelig ikke må, for jeg gik over volden, der lukker lagunen. Hvis der skulle komme en tsunami fra store nedfaldne isstykker, var det slut med min gang på Jorden. Den vold var dog bestemt heller ikke nem, for det, der på afstand lignede grus, var store sten, der lå hulter til bulter, men turen over her er noget kortere end hele vejen rundt om lagunen. Midt på volden var der også et bredt vandløb på 100 meter, der skulle passeres. Igen fra sten til sten, og jeg fik fødderne i vand, men undgik det helt store vandbad.
Der var stilhed efter stormen. Stilheden rungede ind i mellem brag og bulder fra gletsjeren, som vi igen kunne høre fra lejren. Grødisen, der af stormen ellers var presset ind mod ismuren, var drevet ud igen på vej mod fjerne kyster, eller hvor langt den nu kom. Myggene var også kommet tilbage. De stakkels væsener var blodtørstige efter at havde manglet blod i de sidste dage. Der var kommet skyer på himlen, men dog også store områder med sol. Gitte så en polarræv, der tittede frem under Cafe Victor. Den så ikke bange ud, kun nysgerrig. Senere efter morgenmaden, så vi den igen kun 50 meter fra cafeen og denne gang med tre ræveunger, der mærkværdigvis havde hver sin farve sort, grå og hvid. Vi fandt også rævegraven og sad og lurede for at få et superbillede, men de kom ikke ud igen. Ivar, der havde et camera med gigant zoom, fik taget nogle rigtig gode billeder.
Senere kom vores båd tøffende, og jeg fik snakket lidt med en af guiderne, medens vi ventede. Der er en fast kok tilknyttet Eqi Lodgen, men ellers er der 28 guider tilknyttet World of Greenland. De unge mennesker roterer hele tiden, og der kommer en ny herop hver dag, og en anden tager tilbage som byguide. En er guiderne er administrerende guide og har overkommandoen.
Vores skib kom og lagde an til at få stævnen mod land, men gletsjervagten, der er skipperens øjne, advarede ham om et fald, så de ventede til bølgen havde lagt sig igen. Så kom der hurtigt folk af, og vi kom på, men så bakkede den ud igen, for der var kommet endnu en bølge. Så drev vi lidt rundt et kvarter, og stævnen ind igen, da der var nogle kasser, der ikke var kommet med i første omgang.
Gitte havde først stillet sin rygsæk 2 meter fra et kranium, der lå helt frit, uden at se det. Knotterne (små irriterende stikfluer) gik i gang med at bide lige præcis på dette sted, og de var måske sendt ud for at hævde gravfreden. Hvil i fred I gamle kæmper, og jeg håber, I har haft et godt liv her i de smukke omgivelser.
Hotel Arctic ligger med en formidabel udsigt ud over byen, isfjorden og havet med isbjergene. Vi snusede lidt rundt, og der var meget belejligt en frokostcafe, der havde åbent mellem kl. 12 og 14. Perfekt. Straks blev der stillet vand på bordet, men gletsjervand smager meget neutralt, som at række tungen ud af vinduet. Vi bestilte en frokostplatte med omelet, sild, torskemousse og spegepølse med chutney. I omeletten var der kartofler, æg og tomater. Den skulle Gitte klare alene, for jeg havde bestilt et stjerneskud med en overdådighed af ekstra æg og rejer. Dertil en cola og et glas husets vin. Alt i alt 413 kr. for hele herligheden, og udsigten fulgte endda med i købet. Hotellet, der er ejet af Air Greenland, har foruden den store hotelbygning også 4 små igloer som luksusværelser, og de ligger helt ude på klippekanten.
Thrine var grønlænder og var meget venlig og interessant. Hun var født i Nuuk og var uddannet telegrafist, men havde nu "Isfjordens Zoneterapiklinik". Hun elskede Danmark og var glad for rigsfællesskabet. Helt enig. Vi købte et maleri af hende af isbræen lige der, hvor vi selv havde gået. 500 kr. for billedet, og det var et fund for de penge. Senere prøvede jeg at finde hendes galleri i en afkrog af byen med tørrede fisk på stativer, og det skulle ligge i nærheden af en statue af Knud Rasmussen. Jeg måtte spørge om vej nogle gange, og de fleste kendte godt Thrine. Medens jeg ledte efter galleriet, kom et par kvinder ud fra sygehuset. Jeg spurgte om de var sygeplejersker. Nej, de var tolke for danske læger. De syntes vistnok, at når lægerne nu boede her, så burde de lære sig grønlandsk. Det er næsten altid grønlændere, der skal lære sig dansk, men en dansker, der lære sig grønlandsk, er en sjældenhed.
Tilbage på B og B fik jeg snakket med Jannik og aftalte morgenmad i morgen samt transport til lufthavnen. Vi fik en hundesnak, og som vi selv havde lagt mærke til, er alle hunde i byen bundet. Hvis en løs hund strejfer rundt, bliver den skudt af hundefangeren, der dog sjældent fanger dem, men skyder dem. Vores slædehundes mor led den skæbne, men hun var dog 15 år gammel. Hundene her hos Paa og Jannik får mad hver dag, og i dag var det "sushi" fra fødselsdagsfesten fra i går. Det kunne tydelig ses, at slædehunde ikke er helt vilde med oliven, for de lå tilbage. 
Dejlig morgenmad hos Paa, og hundene fik den sidste kæletur. De kendte mig efterhånden, og når jeg sagde godmorgen, kom de frem og smilede med deres spidse tænder og skæve øjne. Vi fik sagt farvel til Paa og betalte for morgenmaden 8 x 95 kr. plus kørsel til lufthavnen 100 kr. Alle de andre transporter, som Jannik havde foretaget til og fra havnen, var gratis. Farvel og stor tak til de to venlige mennesker. Der var kun 10 minutter til lufthavnen, der godt nok ikke var særlig stor. Landingsbanen så ud som størrelsen på en fodboldbane (var vel nok lidt større). Et af Air Greenland små røde propelfly landede, og det var som i Frode Fredegods tid, for der var ingen sikkerhedskontrol og frie sæder i det lille fly. Der var 40 minutters flyvning til Søndre Strømfjord, der også ligger i et plant fjordområde. Der er tilsyneladende ingen by, kun lidt bebyggelse til personalet. Så kom der endelig sikkerhedskontrol, og jeg havde helt glemt, hvor stor et airbusfly egentlig er. Vi sad over vingen, så ingen billeder af indlandsisen, men det var også OK, for aldrig har vi set så meget is på en rejse. Efter kun 4 timer og tyve minutters flyvning var vi tilbage i København i en hel anden verden.
Hvis vi havde haft fordomme inden, (det er dog yderst sjældent, vi har det) blev de gjort til skamme. Vi oplevede ingen berusede personer og ingen tiggere. Vi mødte overalt kun imødekommende, søde og venlige mennesker. (Ifølge statistikken så drikker danskerne mere alkohol end grønlænderne – så de vittigheder kan godt pakkes væk).
Det var første gang, vi var på Grønland, og jeg er virkelig glad for, at vi også nåede denne rejse, inden vi takker vores rejseliv af. Faktisk burde alle danskere mindst en gang i deres liv se dette vidunderlige, smukke land. Det er svært at sige, hvad der for mig var det bedste ved Grønland, for det hele var bedst, og bedre end noget andet rejseland på Jorden. Men hvis du skal til Grønland, så er det min varmeste anbefaling at tage med rutebåden Sarfaq Ittuk op langs Grønlands Vestkyst – det er bare sådan en dejlig oplevelse.