Island rundt på 14 dage.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juni/juli 1981

En fredag i slutningen af juni startede vi, 5 voksne og 2 børn, i 2 biler med kurs mod Hanstholm. Det endelige mål var Island, vulkanøen i det nordlige Atlanterhav lige under polarcirklen. Island er ca. 2½ gange større end Danmark, men hele befolkningen er kun på 235.000 indbyggere, nogenlunde det samme som i Århus.

I Hanstholm havn lå "MF Smyril" og ventede på os, og med sine kun 2.430 t så den bestemt ikke stor og imponerende ud. "Smyril" er en tidligere Molsfærge, men i 1975 blev den ombygget til Atlanterhavssejllads med 182 køjepladser og plads til 110 biler. Skibet og besætningen er nu færøisk og hele sommeren sejlede "Smyril" i fast rutefart mellem Danmark, Norge, Færøerne, Skotland og Island.

Turen til Island tog ca. 4 døgn, men så var der også et 4 timers ophold i Bergen og ca. 1½ døgns ophold på Færøerne, medens "Smyril" tog en afstikker til Scrabster i Skotland. På Færøerne fik vi kørt bilerne fra borde, så vi havde mulighed for at udforske disse smukke øer nærmere. Men da Færøerne er et helt kapitel for sig, vil jeg nøjes med at sige, at Thorshavn er en virkelig hyggelig by, og at vi var imponeret over standarden af vejene på Færøerne, hvor selv den mindste vej til den mindste bygd, var asfalteret.

Strækningen mellem Torshavn og Island bød på ret så meget søgang, så selv om vi var velforsynet med søsygetabletter, kunne en del søsyge ikke undgås. "Smyril" gyngede og vippede på Atlanterhavsbølgerne, og nogle gange når skibet var krænget helt over, troede jeg aldrig det ville rette sig op igen, men det skete heldigvis, men med suk og støn fra både skibet og passagererne.

Sjælen kan nå at følge med på en sørejse, og vi mærkede tydeligt at Island ikke ligger lige henne om hjørnet, og selvom "Smyril" efter vores målestok var et lille skib, var det under helt andre forhold, de gamle nordboer besejlede Island.

Allerede før Kristus blev Island beskrevet af grækeren Pytheas som et land, der lå 6 døgns sejlads nord for Britannien og kun 1 døgn fra Verdens Ende, så vi er virkelig ude på den yderste revle.

Det siges, at irske munke var de første beboere på Island, men den fromme ensomhed var nok lidt for ensom, for de rejste hjem igen og efterlod sig kun svage spor. Så fortæller sagnene, at Island blev genopdaget af nordiske søfarere, der under storme blev drevet nordpå. Men det var først i 872, da den norske kong Harald Hårfager kom til magt og ære, så andre småkonger og høvdinge var tvunget til at hylde ham og samtidig betale skat, at der kom rigtig skub i indvandringen til Island.

Rygtet om det jomfruelige land med masser af plads spredtes hurtigt, så i Landnamstiden (tage land) indtil 930, mener historikerne, at 60.000 mennesker, hovedsagelig fra Norge, kom til øen, så der er sejlet mange gange frem og tilbage, da der kun kunne være 20-30 personer i hvert skib.

Tilbage til nutiden begyndte vi sidst på tirsdagen at få landkending, og da vi samtidig kom lidt i læ af øen og kunne gå oprejst uden at blive dårlige, steg forventningen og kikkerterne blev fundet frem. Set på et kort ligner Island nærmest noget, der er tabt og flydt ud til alle sider, og det er næsten også sådan øen er opstået, bortset fra at det, der er flydt, ud kommer nedenfra.

Allerede for nogle millioner år siden begyndte fastlandenes blokke at "drive" fra hinanden, så Amerika langsomt men sikkert flytter sig mod vest, hvilket bevirker, at havbunden revner, og vulkaner spyer lava op, og det gør de stadigvæk med jævne mellemrum. Hvordan Island er opstået, kunne ses så sent som i 1963, hvor voldsomme undersøiske vulkanudbrud i de følgende 3 år, skabte den nye islandske ø Surtsey.

I bunden af den 15 km lange fjord ligger Seydisfjord, der er en mindre købstad med mange farverige træhuse og omkring 1000 indbyggere. Byen lever af fiskeri, men den ugentlige ankomst af "Smyril" giver ekstra liv i byen, med turister der skal med tilbage, og de nyankomne der som os var lidt rådvilde, så vi indlogerede os på det lokale vandrehjem.

Selvom Island ligger lige syd for polarkredsen, er klimaet på grund af den lune Golfstrøm køligt tempereret og ikke arktisk, som i det ret nærliggende Grønland.

Om morgenen startede vores ørundtur dog i isnende kulde, og der var ingen formildende omstændigheder med lune golfstrømme, da temperaturen var 3 graders "varme" og stærk blæst fra nord. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde taget for meget sommertøj med, og alt for lidt vintertøj. I Egilstadir, der var den første by, vi passerede, var der en stor brugsforening, og her købte vi skyndsomt lange underbukser, vanter og halstørklæder, og så var det hele til at holde ud igen.

I Egilstadir er der godt 700 km til Reykjavik, og så er det lige meget, om der køres nord eller syd om øen, men for at starte med det mest usikre, kørte vi sydover af hovedvej 1, der så går hele vejen rundt om Island. Det er kun i de sidste 7 år, at man overhovedet har kunnet passere øen sydover, grundet smeltevand fra den store gletcher Varnajøkull. Under denne kæmpegletcher findes nemlig adskillige aktive vulkaner, som når de kommer i udbrud, forårsager en eksplosiv smeltning af isen, således at umådelige mængder smeltevand raserer alt på det flade forland. I vore moderne tider er der i deltaet bygget et utal af solide betonbroer, og hvis vejen imellem broerne bliver skyllet væk, bliver de etableret igen af de forhåndenværende materialer.

Hovedvej 1, det lyder flot, men det er tydeligt at islændingene sætter tæring efter næring, så vejen er for det meste kun ensporet og lavet af de materialer, der nu findes på stedet, skubbet op i en vold og planeret lidt ovenpå. Vejbelægningen er af grus, sten, lavastøv, sand, jord m.m. der i vådt vejr giver et sandt ælte, hvor alle biler hurtigt får den samme brune farve, og i tørt vejr rejser der sig store støvskyer, så man holder sig i respektfuld afstand fra eventuelle forankørende. Kun i byerne og i nærheden af Reykjavik findes der asfalterede veje, men vi vænnede os nu hurtigt til de dårlige veje, således at 3. gear også kom i brug, og når det blev helt vildt 4. gear.

Landskabet på østøen er ufatteligt øde og kun sjældent passerede vi en enkelt gård, men her er meget smukt med høje bjerge med sne på toppen og vejen, der snor sig langs fjordene.

Om eftermiddagen blev vejret bedre, solen skinnede og vi kunne nyde eftermiddagskaffe ved en brusende elv. Så det hele så slet ikke så tosset ud, især da vi kunne begynde at smide noget af vintertøjet.

Vi besluttede at overnatte i telte, og fandt en lejrplads i en smuk bugt lidt i læ af de høje bjerge. Hovedvej 1 snoede sig kun 20 meter fra teltene, men trafikken generede nu ikke, for der passerede kun 3 biler i de 12 timer vi opholdt os i lejren.

Ved middagstid næste dag fouragerede vi i Høfn, der er en af de eneste byer, der overhovedet findes på denne del af øen og efter islandske forhold nærmest en storby med sine 900 indbyggere. Vi havde allerede vænnet os så meget til de grusede ujævne veje, at det var en mærkelig stille fornemmelse at køre på asfalten inde i byen.

Dagens mål var Skaftafell Nationalpark, der ligger lige syd for kæmpeisklumpen Vatnajøkull, der er Europas største gletcher, og dækkende et areal større end Sjælland og Lolland-Falster. På vejen passerede vi søer med flydende isbjerge, der var brækket af gletcheren, og det var et så betagende syn, at der skulle stoppes. Vandet til eftermiddagskaffen tog vi fra sådan en sø, men det var en stor fejltagelse, da det smagte rædselsfuldt. På trods af en stærk strøm ud i havet, var søen af saltvand, men ellers tog vi alt drikkevand på hele Islandsturen fra de mange friske elve, og det smagte udmærket.

Skaftafell Nationalpark har en udmærket campingplads, hvor man imod betaling af en mindre afgift, har adgang til en stor grøn plæne og dejlige varme brusebade.

Aftenturen gik hen til randen af Vatnajøkull, hvor isen langs randen var kulsort, og fuld af sten og mudder - var det mon sådan, der så ud langs isen i Danmarks istid? Isen gik skråt opad og var arret af kløfter og spalter og først langt ude i horisonten blev isen hvid.

Det er livsfarligt at begive sig ud på en gletcher uden stedkendt fører, så udover lige nogle forsigtige skridt på isen, blev vi pænt langs kanten, hvor utallige større og mindre gletcherporte udtømte enorme mængder vand.

I nærheden ligger det snedækkede fjeld Hvannadalshnúkur, der med sine 2.119 meter er Islands højeste punkt, men selvom vi stirrede i den rigtige retning, var det svært at se, hvad der var sne, og hvad der var skyer.

Vi forlod Skaftafell næste morgen, og ærgeligt nok, for vi kunne godt have brugt en dag mere i dette spændende område, men vi vidste ikke hvilke overraskelser, de kommende veje ville byde os, og det var ret vigtigt at nå hele vejen rundt på de 14 dage. De enkelte "veje", der går tværs over øen, kan ikke befærdes af personvogne, men kun med besvær af tunge firehjulstrukne køretøjer, da der kun findes vadesteder over elvene.

Fra Skaftafell passerede vi de mærkeligste landskaber. Først det flade kæmpedelta med sten, vand og smalle broer. Derefter gamle uregelmæssige lavamarker, der var dækket af et 10-20 cm tykt lag mos, så det var som at gå i skumgummi. Senere kom vi igennem kulsorte flade ørkener af lavaaske, men senere på dagen blev landskabet grønnere, og der dukkede enkelte gårde op.

Gårdene dyrker ikke korn, for det kan ikke nå at modne i den kølige sommer, så ud over lidt kartofler, dyrkes kun græs til heste og køer og den store fårebestand. Markerne er indhegnede for at holde får og heste ude, for de må om sommeren tage til takke med, hvad de selv kan finde på bjergskråningerne og så nyde godt af det indhøstede græs om vinteren.

Fra kystvejen var der udsigt til Vestmannaeyer, med Heimay som den største ø. I 1973 blev Heimay verdensberømt, da et krater ved siden af vulkanen Helgafell vågnede af dvalen og gik i voldsomt udbrud. Alle øens 5.000 indbyggere blev i løbet af få timer evakueret, og ingen menneskeliv gik tabt, men 400 huse og adskillige fiskefabrikker blev begravet i aske og lava. De flydende lavamasser så en overgang ud til at lukke havneudløbet, men havnen blev reddet, og efter 5 måneders forløb sluttede vulkanen sin aktivitet, og de fleste af Heimays indbyggere flyttede tilbage.

Vi fandt en smuk lejrplads ved en elv, men da der lå en gård i nærheden, gik vi op for at spørge om lov til at campere. Et skilt ved vejen op til gården forkyndte: "Vi er ikke hjemme", så var vi da fri for at gå helt derop, men tænk alligevel, det var som at være i Frode Fredegods tid. Hunden var dog hjemme, og efter at have taget os nærmere i øjesyn, fulgte den med til lejren, og opholdt sig ellers der i den tid vi var der. Forresten en meget velopdragen hund, den sittede og dækkede på kommando og kom med det samme, når vi fløjtede.

Næste dag var lørdag, og først for sent fandt vi ud af , at forretningerne på Island har lukket om lørdagen. På en meget lille tankstation købte vi nogle årgamle tvebakker, så havde vi da brød i huset og heldigvis havde vi et mindre lager af pålæg og pulversuppe i bilerne, så vi kunne da overleve weekenden. Prisniveauet på dagligvarer er ca. 30 % højere på Island end i Danmark, og det eneste der er billigt efter danske forhold, er islandsk fåreuld og sukker - Dansukker, made in Denmark.

Vi forlod hovedvej 1 og kørte op imod vulkanen Hekla, der sidst var i udbrud i 1980. Udtrykket " Gå af Hekkenfeldt til" kommer af Heklafjeld, da man i gamle dage troede at Hekla var porten til helvede. Selvom der stadig bølgede røg op af krateret, så Hekla nu meget fredelig ud, men enorme ørkenlandskaber med lava tydede på tidligere voldsom aktivitet.

Turen fortsatte til et af Islands smukkeste vandfald Gullfoss (Det gyldne vandfald), hvor bruset fra de skummende vandmasser bevirkede en let støvregn i området, men det gav en flot regnbue hen over vandfaldet. Gullfoss får vand fra den vandrige Hvitá elv og har to brede fald, der ligger vinkelret på hinanden. I første fald styrtet vandet over 30 meter ned og kort efter yderligere 70 meter ned og fortsætter så i en lang flodkløft.

Fra Gullfoss var der ikke langt til det interessante geotermiske Geysir område, og utallige steder var der små vandhuller med boblende kogende vand og dampende stinkende mudderpøle. Gamle "Geysir", der har givet navn til hele verden geysere, ligger stille hen som et stort hul med kogende vand. Men et par gange i turistsæsonen får den ved særlige lejligheder 40 kg sæbe, så vandspændingen sænkes, og efter en voldsom rumlen eksploderer Geysir i en 60 meter høj stråle af vand og damp.

Heldigvis ligger lillebror Stokkur kun 100 meter væk og den sender med 4-5 minutters mellemrum sin damp og vandstråle 30-40 meter op i vejret. Geysirområdet er virkelig svært at løsrive sig fra, så det blev først ud på aftenen, vi fortsatte til Thingvalla-sletten, hvor vi slog lejr.

Thingvalla-sletten, der er nationalpark, er et yndet udflugtsmål for Reykjaviks beboere, og her blev det første "Alting" holdt i år 930, hvor folkevalgte dommere afgjorde stridigheder på demokratisk vis, og at noget var demokratisk i de tider var noget af et særsyn. Altinget blev holdt hvert år og varede i 14 dage, og foruden at få opklaret tvistigheder blev der afholdt marked og sportskampe, og de sidste nyheder fra nær og fjern blev udvekslet.

I begyndelsen af 1200 tallet begyndte demokratiet dog at krakelere, og der blev indbyrdes magtkampe med blodhævn og andet uvæsen, og det var den norske kong Magnus ikke sen til at udnytte, så Island blev underlagt den norske krone.

Ulykkerne begyndte at regne ned, i bogstaveligste forstand, for Hekla gik i udbrud, så de fleste græsarealer blev ødelagt af aske, og der kom særlig hårde vintre og kvægsygdomme rasede, så islændingene blev afhængige af norske skibe med forsyninger, som dog ofte udeblev.

I 1380 arvede Margrethe I Norge og dermed også Island, hvilket yderligere forringede forholdene i landet. Der kom dansk monopol på handelen, som næsten gik istå, og med indsættelse af danske amtmænd, så det sort ud for islændingenes selvstyre. Men det kunne blive endnu sortere, da pesten hærgede i landet og næsten en 1/3 af befolkningen døde.

Den værste katastrofe indtraf i 1783, hvor vulkanen Laki gik i udbrud og ødelagde kæmpemæssige arealer med lava, aske, giftige luftarter og jordskælv. Under den efterfølgende hungersnød, blev det i fuld alvor overvejet at forflytte hele den islandske befolkning til den jydske hede og igen overlade øen til sig selv og naturkræfternes rasen.

Men islændingene klarede den, og danskerne opgav handelsmonopolet, og Altinget blev genindført i 1843, og med enevældets ophævelse i Danmark og danskernes nye grundlov, vejrede islændingene morgenluft og ville have selvstyre og egen grundlov. Frihedskampen blev lang og sej, men den var ublodig, og i 1904 fik Island hjemmestyre, og nogle år senere egen regering og flag, men stadig i personalunion med Danmark.

På grund af sin strategiske beliggenhed, blev Island under 2. verdenskrig besat af britiske tropper, og året efter overtog amerikanerne bevogtningen, og Danmark var med tysk besættelse helt uden indflydelse. I slutningen af krigen vedtog Altinget, at unionen med Danmark skulle opsiges, og det samme afgjorde en islandsk folkeafstemning med 97% flertal. Selvom det var med nogen bitterhed fra dansk side, samledes en stor del af den islandske befolkning den 17. juni 1944 på Thingvalla-sletten for at høre Island blive udråbt til selvstændig republik.

Tilbage til nutiden havde vi indtryk af, at det halve af Reykjaviks beboere camperede på Tingvalla-sletten. Her så tæt på polarcirklen er det om sommeren lyst døgnet rundt, så selv kl. 24 om natten var der overalt stor aktivitet med leg og boldspil, og ingen havde tilsyneladende lyst til at gå iseng.

Vi blev 3 dage på Tingvalla-sletten, og om søndagen holdt vi hviledag og snusede til historiens vingesus, og gik en tur i en af slettens dybe kløfter. Kløfterne går i zig-zak gennem landskabet, og det er tydeligt at se, at naturkræfterne har trukket i hver sin side af landskabet, så sprækker og kløfter er opstået. Søndagen bød på varmt vejr, og det var lige før jeg overvejede at finde de korte bukser frem, men istedet lagde vi turen ned til Thingvallavatn, der er Islands største sø, og stak fødderne ned i det svalende vand.

I løbet af søndagen blev det ene telt efter det andet pakket ned, så hen under aften var vi helt alene på den store slette.

Næste dag lod vi teltene blive stående og da vi havde en væksthusgartner iblandt os, kørte vi til Hveragerdi for at besøge gartnerskolen. Hveragerdi er placeret i et område med stor geotermisk aktivitet, og overalt klukkede og boblede det fra vandhuller med kogende vand.

Næsten hele byen består af drivhuse og er derfor centrum for Islands frugt og grønsagsdyrkning. På gartnerskolen blev vi vist omkring af en af medarbejderne, og foruden uddannelsen af gartnere, foregår der forsøg både ude og inde med forskellige planter. Der var drivhuse, hvor der produceres tomater og rød peber, men også huse med subtropiske og tropiske planter, bl.a. bananer, appelsiner, figner, palmer m.m.

Efter gartnerskolen besøgte vi det lokale svømmebassin, der selvfølgelig også benytter sig af den gratis varme, så i det store udendørs bassin var der 28 grader varmt vand og i to mindre bassiner var der henholdsvis 40 og 45 grader varmt vand. I det lille bassin mødte vi de eneste danskere vi så på hele turen, det var såmænd fiskeriminister Karl Hjortnæs med familie.

Om eftermiddagen besøgte vi Reykjavik, der er Islands hovedstad og desuden verdens nordligste hovedstad. Reykjavik betyder røgvigen og er navngivet efter de varme kilder i nærheden, men egentlig er byen røgfri, da alle husene bliver opvarmet af vand fra de varme kilder.

Der findes en hyggelig gammel bydel, men ellers er byen mest nye betonhuse med det oplivende moment, at mange af tagene er i festlige farver. Sammen med de 5 nabokommuner huser Stor-Reykjavik over halvdelen af Islands befolkning, men da næsten al bebyggelse er lav, er byen spredt over et stort område.

Viden om ses den 75 meter høje Hallgrims-kirken, der er Islands største kirke og med den iøvrigt lave bebyggelse er den meget dominerende i bybilledet. Byggeriet startede i 1945, og de er vist ikke helt færdige endnu, ihvertfald ikke, med den sidste finish, for rundt om kirken lå store jordbunker. I en af bunkerne fandt jeg en jordklump med en kobberkandetud, og nu ved jeg ikke om det er danefæ eller andet fæ, men jeg har den endnu, og hvis nogen vil gøre krav gældende, vil jeg med glæde skænke den til det islandske folk, ligesom danskerne gjorde med de islandske sagaer i 1971.

De islandske sagaer eller håndskrifter er gamle slægtshistorier og hændelser først og fremmest i landnamstiden. I starten var det mundtlige overleveringer, og i de mørke vintermåneder var der masser af tid til at høre historier. Men i 1100-1300 blev de gamle historier skrevet ned, og de blev skrevet af, og der kom nye til, så der efterhånden var en stor kulturskat spredt over hele Island. Efterhånden dalede islændingenes interessen for håndskrifterne, og de blev istedet brugt til mere praktiske formål, som tætning af vægge, snitmønstre og skosåler, men heldigvis begyndte enkelte interesserede at samle håndskrifter ind. Det var først og fremmest den lærde islænding Arni Magnusson, der var professor ved Københavns Universitet. I begyndelsen af 1700 tallet, da han alligevel var på Island for at holde mandtal og lave statistik over forholdene, samlede han alle de håndskrifter sammen, som han kom i nærheden af.

Magnussons livsværk, Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, blev testamenteret til en særlig stiftelse i rigets hovedstad København, og det danske kongehus havde også i tidens løb fået skænket betydelige islandske håndskrifter. Så det var i København og ikke på Island, at de fleste håndskrifter var opbevaret, da den nye republik i 1944 så dagens lys. Selvfølgelig ville islændingene gerne have deres håndskrifter tilbage, og stik imod normal international praksis, hvor det næsten er umuligt at fravriste selv røvet krigsbytte, bestemte den danske regering i 1966, og senere stadfæstet i Højesteret, at forære Island det meste af samlingen. Da de første dele af samlingen så ankom til øen i 1971, nåede danskernes anseelse i Island uanede højder, så lad os glædes over det.

Foruden frisk luft, byder Reykjavik på både museer, teater, biografer, restauranter, diskoteker m.m., foruden selvfølgelig Altinget, der rummer det islandske parlament med 63 medlemmer og med verdens første folkevalgte kvindelige præsident Vigdis Finnbogadóttir.

Næste dag forlod vi Tingsletten for at køre nordpå, og vi kom forbi hvalstationen Hvalstödin, der ligger i bunden af fjorden i et meget smukt område. I den vestlige verden er der kun 3 hvalstationer tilbage ( en i Canada, en i Norge og denne på Island), og de er alle nøje kontrollerede for at holde styr på hvaldrabene. Der var heldigvis ingen hvaler på stationen den dag, så folkene gik rundt og sleb knive og ordnede de harpuner, der lå på rad og række, og venter ellers på skibe med fangst.

Selvom der ikke er så mange veje på Island, spilder islændingene ihvertfald ikke mange penge på vejskilte, så på et tidspunkt var vi noget i tvivl om, hvor vi egentlig var på vej hen. Min bror Hasse havde de sidste 3 år gået på aftenskole for at lære sig islandsk, og medens bilerne holdt oppe på vejen, gik han som sprogkyndig ind på en gård for at spørge om vej. Efter en halv time var han stadig ikke kommet tilbage, og med lidt bange anelser gik jeg også ind på gården for at få opklaret, hvilken skæbne der var tilskikket ham. Men han sad såmænd bænket ved kaffe og kagebordet. Gårdens folk havde været så glade for, at en dansker havde ulejliget sig med at lære deres sprog, så han måtte da ikke forlade deres hjem, uden at blive trakteret.

En anden dansker, Rasmus Rask, der levede fra 1787 til 1832, lærte sig også islandsk, og Rasmus sprogforskning har haft stor betydning for det islandske sprog. Generelt kan man sige, at det islandske sprog, på grund af Islands utilgængelige beliggenhed og islændingenes flittige sagalæsning, ikke har ændret sig ret meget siden vikingetiden.

I begyndelsen af 1800 tallet var det islandske sprog dog langsomt ved at smuldre, idet islændingene, under indflydelse af danske handelsfolk, var begyndt at tale dansk. Rasmus Rask havde en usædvanlig sproglig begavelse, og ved selvstudium og ved at tale med islandske studenter i København, lærte han sig islandsk perfekt og udgav den første islandske grammatik.

For at imødegå sprogets undergang stiftede han siden "Det islandske Litteraturselskab" der straks begyndte at udgive litteratur på islandsk, og idag udgiver Islands mange bogforlag hvert år flere hundrede bøger på islandsk.Rasmus arbejde har i høj grad båret frugt, så moderne islandsk er systematisk udrenset for alle udefra kommende udtryk, og nye opfindelser og teknik bliver konsekvent omdøbt til noget, der passer ind i det gamle oldnordiske sprog.

Efterfølgende er Rasmus Rask i 1987, som den første udlænding nogensinde, portrætteret på et Islandsk frimærke, og det er vel noget af en ære både for Rasmus og os andre danskere.

Indtil videre havde vi faktisk haft et udmærket vejr på vores ophold på sydøen. Det siges, at når det er godt vejr på sydøen, er det dårligt på nordøen og omvendt, og det måtte vi sande. Det havde været skyfri himmel hele dagen, men hen på eftermiddagen så vi et tykt skytæppe gå tværs over himmelen. Ved landevejen stod en sten, der forkyndte, at her begynder nordlandet. Til den ene side var der blå himmel og til den anden side var der tykke skyer, men vi skulle jo videre, så hvor nødig vi end ville, kørte vi ind under skyerne. Hen under aften slog vi teltet op ved en lille elv og med nogenlunde læ, og vintertøjet var fundet frem igen.

Næste dag var det koldt med småregn, så udover at besøge et meget interessant lokalt museum, tog vi en lang dagsmarch, men det var også for koldt at være uden for bilerne.

I Akureyri, der er Islands næststørste by, tog vi ind på vandrehjemmet, hvor der var alt udsolgt, men vi fik overladt et nedlagt banklokale, og så var det ligemeget, at vi skulle sove på gulvet, for der var både køkken, badeværelse og varme.

Akureyri er smukt beliggende ved fjorden og omkranset af fjelde med sne på toppen. Vi besøgte et lille zoologisk museum og en meget spændende park. Akureyriparken blev startet af foretagsomme damer i begyndelsen af 1900 tallet, og trods den nordlige breddegrad, er det lykkedes at skabe en botanisk have, der er et særsyn i blomster og træer.

Da de første nordboer kom til Island, siger sagnene, at lavlandet var dækket af skov, men de fleste skove blev ødelagt af hugst og brande, og nyvækst blev forhindret af fårenes gnaven, så der er meget få træer og buske på Island. Kun to steder findes mindre arealer med betegnelsen skov, og de højeste træer har den formidable højde af ca. 10 meter. Ellers er det mest lavt birkekrat og lidt røn og pil, og det siges at hvis man farer vild i en islandsk skov, skal man blot rejse sig op. Men islændingene er stolte af deres to "skove", og der arbejdes på sagen med nyplantning af skove, bl.a med træsorter fra Alaska.

Akureyri har næsten dobbelt så mange solskinstimer end Reykjavik og det mildere klima giver bedre vækstbetingelser, så både i Akureyris botaniske have, og i byens private haver, findes træer af en vis størrelse, helt op til 12-14 meter.

Med småregn og kun 5 graders varme, mærkede vi nu ikke meget til Akureyris mange solskinstimer, og da vi gik bytur, i vintertøj med lange underbukser og halstørklæder, blev vi imponerede, da vi kom forbi det offentlige friluftbad. Folk svømmede fornøjede rundt, og de sad også på kanten eller gik afslappede rundt i badebukser. Det havde dog nok intet med islandsk vikingeblod at gøre, for da vi havde hentet vores badetøj og selv svømmede rundt i det store bassins 35 grader varme vand, og derefter næsten blev kogt i de små bassiner, var det dejligt afsvalende at dampe af i luften.

Næste dag var det sydlandets tur til det dårlige vejr, det var ihvertfald blevet godt hos os, og det holdt heldigvis resten af vores tid på Island. På vejen til Myvatn gjorde vi holdt ved et andet berømt vandfald Godafoss, der betyder Gudernes vandfald. Godafoss er et af Europas vandrigeste vandfald, og er meget smukt med sine nærmest hesteskoformede vandkaskader. Navnet fik vandfaldet i år 1000 da Porgeir Lovsigemand på Altinget afgjorde, at Island skulle overgå til kristendommen, men man måtte stadig gerne dyrke de gamle guder i smug. Det var jo en klog beslutning, der nok har skånet Island for meget ballade. Porgeir bekendte dog selv kulør, da han kom hjem efter tinget og smed sine afgudestøtter i fossen.

Vi kørte videre og slog lejr på en dejlig teltplads med en fin udsigt over Islands næststørste sø Myvatn (Myggevandet), vi så dog ingen myg, men til gengæld var der en hel del meget irriterende fluer. På en Islandsk campingplads ses ingen villatelte eller campingvogne, og højst et almindeligt 4 mands telt, men ellers er det 1-2-3 mandstelte i de mærkeligste faconer.

Om eftermiddagen besteg vi den kæmpemæssige askevulkan Hverfjall, der for 2.500 år siden er opstået ved en eksplosion, hvor sten og grus er slynget op i et ca. 200 meter højt krater. Kraterkeglen er næsten cirkelrund og har en omkreds af 3 km, og indvendig er der 140 meter ned til bunden, hvor der står endnu en lille kegle. Siderne er af løse sten og grus, så efter at vi var kravlet op til kraterranden og derefter ned i bunden og op på den lille kegle og tilbage igen, bar vi næsten alt vores tøj over armen. Men turen var rigelig besværet værd med en formidabel udsigt over søen og områdets andre vulkaner.

Det var iøvrigt her, syd for Myvatn, at Neil Armstrong med flere en overgang opholdt sig, for at gøre sig fortrolig med de ensomme månelandskaber, de senere skulle komme ud for.

Området byder også på lavaområdet "Dimmuborgir" (De Sorte Slotte) med lava i de særeste formationer, og som ledte tanken hen på abstrakte tårne, spir og hvælvinger.

Efter aftensmaden gik vi i det lokale "svømmebassin". Et meget usædvanligt svømmebassin, for det var dybe naturlige vandfyldte grotter, hvor vandet året rundt holder en temperatur på 38 grader. Nedstigningen til vandet var temmelig besværlig, men det var en fantastisk oplevelse at svømme rundt i det dampende vand i naturens eget underjordiske bassin. Efterfølgende er grotten desværre lukket, da de seneste års vulkanske aktivitet, har fået vandtemperaturen i grotterne til at stige til 55 grader, og så er det ikke så behageligt mere.

Næste dag, hvor vi stadig opholdt os i Myvatndistriktet, tog vi til Namaskard, kaldet "Djævelens køkken", og her er der stinkende boblende mudderpøle og rygende huller med damp for alle pengene. Mudderpølene har en diameter fra 1 til 4 meter, og det var et fantastisk syn, med det kogende mudder og kiselaflejninger i hvide, røde og gule farver, men det stinkende svovl sved noget i øjne og næse. I 1500 tallet havde området stor betydning, da der her blev hentet svovl til krudtfremstillingen i de nordiske krige.

Jordskorpen er tynd i dette område, og kort derfra så vi nærmere på et område, hvor der sidste år havde været vulkanudbrud. Området henlå nu hen som en furet og kløftet lavamark, men det røg og dampede stadig fra tusindvis af sprækker.

På færgen havde vi mødt en islandsk ingeniør, som arbejdede på den nye kraftstation "Kröfluvirkjun", der ligger i nærheden af vulkanen Krafla. Han havde inviteret os til at se værket, hvis vi kom derop, og han holdt sit løfte og viste os hele kraftværket fra A til Z, samt boretårnet med mandskabet i fuld aktivitet.

Island er fattig på råstoffer, men er rig på geotermisk energi, bl.a. til husopvarmning som over 80 % af befolkningen nyder godt af, men også til produktion af strøm, og det er et sådant kraftværk, der er bygget ved Krafla. Det var meningen, at værket skulle levere strøm til det meste af nordøen, med der er problemer, da undergrunden er lidt for urolig, så tæt på en stadig aktiv vulkan.

Selvom der stadig var meget at se i Myvatnområdet, ville vi også gerne videre og med lidt luft i de planlagte dagsruter forlod vi ringvejen og kørte stik nord mod den travle fiskerby Husavik. Strækningen fra Myvatn til Husavik var en fantastisk naturoplevelse, med de øde landskaber med sneklædte fjelde i baggrunden og en dybblå himmel.

Vi gjorde en lille afstikker til en gammel græstørvspræstegård, der er indrettet som museum. Selve den lille trækirke bruges endnu, men præsten bor i et moderne hus ved siden af. Præsten viste os rundt på museet og i kirken, og han fortalte, at han foruden at være kustode også var præst i 4 sognekirker. På denne kirke og på flere andre islandske kirker, sidder et lille kors i toppen af tårnet. Korset er da sikkert meget stemningsfuldt i den lange mørke nat, men alligevel passer det dårligt til Island, da korset er bøjet i neonrør.

Lidt nord for Husavik bøjer kysten af, og herfra er der ca. 50 km til polarcirklen og hvor gerne vi end ville, kan polarcirklen ikke nås på selve Island, så vi kørte sydpå igen. Islands nordligste punkt hedder Grimsey og gennemskæres af polarcirklen, men det er en lille ø, der ligger omkring 40 km fra hovedøen.

Hen på eftermiddagen nåede vi vandfaldene Selfoss og Dettifoss, hvor det sidste er Europas største eller ihvertfald vandrigeste vandfald, idet mellem 200 og 1500 m3 vand strømmer igennem i sekundet. Dettifoss er imponerende, men selve vandet er gråt og grumset, da det er smeltevand fra Vatnajökulls nordlige del.

Alligevel fandt vi en ren og klar elv, ved hvis bredder det var værd at slå lejr, inden det gik videre ad ringvejen. Vi kom igennem ufatteligt øde landskaber, hvor der på en strækning af godt 150 km, kun var 4-5 gårde, så jeg vil godt tro på, at Island er Europas tyndest befolkede land.

Sidst på dagen nåede vi igen byen Egilsstadir, og ringen var sluttet og den sidste strækning til Seydisfjord kunne køres, hvor vi indlogerede os på vandrehjemmet.

Ligesom Philias Fogg i Jorden rundt på 80 dage havde vi vundet en dag, nok ikke af samme grund, men vi havde ihvertfald en hel dag i Seydisfjord, inden "Smyril" skulle sejle os hjem om aftenen.

Så kan man jo slentre rundt i byen, eller som Hasse og jeg gjorde, bestige den lokale bjergtop. Jeg ved ikke, hvad bjerget hed, eller hvor højt det var, men det blev en pæn 4 timers kravletur, og bjerget var nogle steder noget mere stejlt tæt på, end det så ud til nedefra. Vi kom dog op og havde lige sat os tilrette på toppen for at nyde udsigten over byen og den smukke fjord, da vi opdagede "Smyril" for fuld damp ind i fjorden, længe før vi havde regnet med, og vi blev pludselig ret bekymrede for afrejsetidspunktet. Nedturen tog derfor kun 2 timer og i rigelig tid inden afsejlingen.

Nede på havnen stod vandrehjemsværten og skulle kapre nye kunder, og da vi egentlig var ret stolte af den "fine" tid på opstigningen og især nedstigningen, spurgte vi hvor længe, man normalt var om bestigningen. Værten kikkede undrende på os og sagde:" Har I været deroppe idag ? Jeg har boet her hele mit liv, og jeg har aldrig været deroppe". Ja, ja hver har sin lyst, og islændinge bruger åbenbart ikke krudtet på noget så unyttigt som at kravle op på toppen af et bjerg.

Sejlturen hjem tog knap 3 dage, og på vejen passerede vi en flok grindehvaler, og vi sejlede tværs igennem det norske oliefelt, med høje tændte gasflammer fra boretårnene. Der blev lagt til kaj i Thorshavn og Bergen, så der var mulighed for at komme af og strække benene, og endelig nåede vi Hanstholm igen.

Island er anderledes - meget anderledes og en stor oplevelse. Det kan ikke anbefales, at tage små biler med til Island. Den ene af vores vogne var en Fiat 127, der foruden en bøjet hjulfælg og en smadret støddæmper blev blankpoleret nedenunder af de høje midterrabatter, medens vores mere højbenede Citroen GS klarede turen uden problemer.

Prisen for sejlturen med "Smyril" og 2 ugers rundtur på Island var bestemt ikke billig, men på grund af den meget "økonomiske" overnatning og mange smørselv madpakker blev den samlede pris alt ialt nogenlunde det samme, som 1 uges chartertur sydpå koster i højsæsonen, og oplevelsesmæssigt er der slet ingen sammenligning.

Tilbage til forsiden