Japan  

Takayama - en sand perle. 

Rejsefortælling af Kim Greiner

2. del. 

Juli 2010 

Japanrejse fra A til B med Shinkansen og bumletog. 

 Det var jo ikke, fordi vi var blevet eksperter i Tokyos offentlige trafiksystem, men vi begyndte dog at ane en lille smule af stierne gennem storbyjunglen. Noget andet er at komme fra A til B, hvor A er en metrostation i Tokyo, og B er byen Takayama et sted ude i landet. Nå, men som eventyrer og leder af ekspeditionen måtte jeg prøve at finde vej gennem junglen, og heldigvis er befolkningen venligtsindet.

 Hotellet prøvede lige at lade os betale for den store morgenmadsbuffet, selvom vi havde ladet os nøje med den kontinentale morgenmad med brød og kaffe, men man snyder ikke en Greiner. Nå, men de sagde, at det var en misforståelse og undskyldte og bukkede mange gange, og jeg troede på dem.

 Vejret viste sig fra den behagelige side, og det var dejligt skyfrit fra morgenstunden, senere blev det dog skyet, men holdt tørt.

Vi tog metroen til Tokyo Hovedbanegård, og i informationen fortalte en venlige dame, hvor vi skulle skifte, og 10 minutter efter sad vi i lyntoget Shinkansen og susede igennem landskabet med 270 km i timen. Shinkansen Tokaido er 552,6 meter lang, så der er plads til rigtig mange passagerer. De 5 første vogne har ikkereserverede sæder, men vi havde fået reserveret vores sæder, som så skulle findes. Alle de andre gange vi kørte med tog i Japan, reserverede vi ikke, og vi fandt altid en siddeplads. 

 Vi kørte igennem en uendelig bymæssig bebyggelse af lave huse, men ind imellem var der høje huse, der stræbte mod himlen. Endelig forlod vi Tokyos store slette, og vi fik et glimt af bjerget Fuji, hvor toppen stadig var dækket af sne, selv i sommervarmen. Faktisk er 80 % af landet dækket af bjerge, og de er jo unægtelig noget i vejen for de foretagsomme japanere, men så er der også plads til uopdyrkede sletter, skove og uvejsomme stier. 

Ærgerligt nok, så anede jeg ikke, at også almindelige mennesker kan bestige det 3.776 meter høje Fujibjerg. Hvis et par hundrede tusinde japanere hvert år kan klare strabadserne mod tinderne, så burde et par medlemmer af ”De Borupske Fjeldkarle” vel også kunne. Så det vil vi prøve at få indlagt i rejseplanerne, næste gang vi er i Japan. Japanerne har altid holdt meget af bjerget og set på det med ærefrygt, for deroppe boede guderne. Så parolen lød ”nok se, men ikke røre og slet ikke betræde” og specielt ikke for kvinder. Bjerget viser sig dog ikke altid fra den venlige side, og i 1770 satte det sig i respekt, da det gik i udbrud, og asken flød helt ned i Tokyos gader.

 Det var vesterlændinge, der begyndte at dyrke bjerget som underholdning for bjergbestigninger, og ikke nok med det, for i 1867 er der for første gang en beskrivelse af en kvinde (engelsklærer), der nåede toppen. Japanerne tog hurtigt ideen op, og nu er der nærmest en folkevandring derop i den korte sæson juli-august. 

 Videre med Shinkansen kom vi igennem et grønt bjerglandskab med mange tunneler, men ind imellem, hvor der er fladt, er der huse med små marker. Det var næsten umuligt at tage billeder ud ad vinduet, for i den fart blev det let noget flimmer.

I Nagoya var det slut med Shinkansen, for nu skulle vi nordpå med bumletog, men da vi havde fået skrevet det hele op, var der ingen problemer med togskifte. På perronen blev der solgt nogle noget anderledes måltider end bare en hapsdog som hos DSB, for her var det fine madboxe. Det var først, da vi sad i toget, at jeg fandt ud af, at vi jo nok skulle have købt noget mad, for vi skulle ud at køre i 2½ time, da farten nu var sænket til 1/3 af Shinkansefart. 

Man skal dog ikke sulte i japanske tog, for togdamen havde også madboxe med i sin vogn. På billeder blev der vist, hvad hun havde, og der kunne vælges mellem en stor box til 1.000 yen og en mindre dessertbox til 850 yen, og så kunne vi jo dele. Dessertboxen var dog ikke med dessert, men det hele var så nydeligt arrangeret, at det lignede dessert. Indholdet i den store box var to forskellige pakker med farvet klæbrig ris, et stykke laks, to stykker flæsk og derudover mindst 10 forskellige andre retter, mere eller mindre udefinerlige stykker af noget, bl.a. en lille pakke tang med sløjfe om.

 Vi kørte nu igennem bjergene, hvor toget snoede sig langs en flod. Ind imellem var der småbyer og bittesmå marker og ellers tæt bevoksede bjerge til begge sider.

 Vi ankom til Takayama præcis kl. 14.08, og det tidspunkt havde vi fået oplyst på Tokyo hovedbanegård mange timer forinden – man kan simpelthen stille urene efter de japanske togtider.

 Med alt klappet perfekt gik det foreløbig som en drøm at komme fra A til B med de japanske jernbaner. Gad vide om man ikke kunne sende nogle DSB-folk på studietur til Japan – de kunne virkelig lære noget. 

                                    Japans fire små øer. 

På et verdenskort ser Japan jo ikke ud af ret meget, når det hænger der neden under det kinesiske og russiske fastland, men faktisk er Japan på 377.750 km2, og det er sådan noget lignende som 8½ gange større end Danmark. Med en befolkning på 127 millioner mennesker giver det omkring 336 mennesker pr. km2, og det er 2½ gange flere, end der bor på en km2 i Danmark. Når man så tænker på de Japanske Alper og andre ubeboelige egne, så er der meget naturligt meget trængsel – godt at så mange japanere rejser rundt i verden som turister for at tage trykket af moderlandet.

Ud over de fire hovedøer Hokkaido, Honshu, Shikoku og Kyushu er der talrige mindre øer, der tilsammen danner en 2.000 km lang bue langs Stillehavets vestlige rand.

 Japan har ca. 1.000 mindre jordrystelser om året, og kraftige jordskælv opstår i gennemsnit hver 5. år, og det er især ved Tokyobugten. Japan har også varme kilder og omkring 200 vulkaner, hvoraf mindst 40 stadig er aktive. Det siges, at den smukke kegleformede vulkan Fujiyama er udslukt, men kan man nu helt stole på sådan nogle slumrende skønheder, der nogle gange bare sover rævesøvn.

 Klimamæssigt deles landet i en nordlig tempereret zone og en sydlig subtropisk zone. Sydøstmonsunen giver om sommeren hele landet en varm, fugtig luft med en gennemsnitstemperatur på ca. 26 grader på de sydlige dele og 21 grader i det nordlige, medens vinteren er på omkring +6 grader begge steder.

Takket være beliggenheden er nedbøren ret høj, svingende mellem 85 cm på østskråningerne af Hokkaido til 250 cm i det indre af Honshu.

 Det siges, at det bedste rejsetidspunkt i Japan er i foråret, medens kirsebærtræerne blomstrer eller om efteråret med det smukke løvfald. Vi var der midt om sommeren, og der var en del småregn i den første uge, men i det varme vejr var det intet problem, for så slog vi bare paraplyen op, og overtøj blev aldrig brugt. Nå ok, det var måske, fordi jeg havde glemt min jakke i skabet på det første hotel i Tokyo – moralen er derfor, at man aldrig skal bruge hotellernes skabe.  

                                            Japans brogede befolkning. 

 Japanerne er et blandingsfolk bestående af folkeslag af ainuer og mongoler, med stærk overvægt af de sidstnævnte, der igen rummer to hovedgrupper: en koreansk-mongolsk og en kinesisk-sydøstasiatisk gruppe, der stammer fra to forskellige indvandringsbølger. I historiebøgerne stod engang, at ”Guderne skabte Japan og japanerne”, og det binder stadig mange japanere sammen, som var de en stor familie med de samme idealer og værdier.

Der er dog alligevel forskel, idet ainuerne på øen Hokkaido altid har været anderledes end japanere fra syd. ”Menneskets verden” kalder ainuerne selv Hokkaido, for de er menneskene og øen er deres. Mændene bærer stort skæg og har en vild kropsbehåring, og de har tatoveringer på kroppen, taler et underligt sprog og har fremmede manerer, såsom at ofre småbjørne. Siden de blev koloniseret i sidste del af 1800-tallet af de andre japanere, har de ofte været diskrimineret, og et større civilisationsprojekt har forsøgt at gøre dem til gode japanere. De fik lagt restriktioner på sig, og er efterhånden blevet tæmmet, men de sidste årtier er der en vis genopblomstring i gang i forsøget på at bevarer deres specielle ainukultur.

 De koreanske tvangsarbejdere har også været en diskrimineret minoritet, der kun langsomt bliver blandet med japanerne. En anden gruppe er ”burakuminerne”, hvis forbrydelse består i, at deres forfædre havde ”urent” arbejde som slagtere og garvere. I vores moderne tid er der bestræbelser på at modarbejde al diskrimination mod etniske minoriteter, så alle kan være med i den japanske familie.

 Udefra set med turistøjne ser japanerne meget homogene ud, og jeg tror, vi kun så en eneste sort mand i de to uger, vi rejste rundt – og han var sandsynligvis turist.  

                       Mere sex og flere babyer til japanerne. 

 Med et af verdens tættest befolkede lande har befolkningstilvæksten været et stort problem, især efter 2. verdenskrig. Tidligere søgte man at afhjælpe pladsmangelen ved udvandring og erobringer, og det var forståeligt nok ikke særlig populært i nabolandene. I 1950 formindskedes fødselsoverskuddet med fri abort og kraftige kampagner for familieplanlægning, men nu er der andre boller på suppen, for der bliver født alt for få japanere til at opretholde befolkningen. Derfor lyder det fra officielt hold: ”Dyrk mere sex”, for det er dokumenteret i sundhedsministeriets undersøgelser, at der er alt for lidt gang i gymnastikken på de japanske lagner. 20 % af befolkningen er over 65 år, og selvfølgelig bør de også dyrke mere sex, men det kommer der som regel ikke så mange små japanere ud af, så ”ældrebyrden” bliver større og større. Der fødes kun 1,3 barn pr. familie, og det vil sige, at befolkningen vil falde fra 128 millioner til 100 millioner på under 50 år. 

 En undersøgelse viser også, at kun få japanske kvinder vil have deres mænd med på en øde ø, og faktisk vil kvinderne slet ikke have mændene, hverken på en øde ø eller hjemme, for de er dødtrætte af at have et liv som hjemmegående husmødre. Kvinderne vil derfor ikke opgive deres karriere til fordel for en mand, der er mere interesseret i sit arbejdet end i sin familie.

 De japanske, unge kvinder vil leve deres eget liv, og faktisk bor ni ud af ti kvinder mellem 20 og 24 år og halvdelen mellem 25 og 30 år hos deres forældre som en slags ”single-parasitter” uden egen familie, og de behøver kun at tænke på egne behov.

 Det er også for længst slut med de arrangerede ægteskaber, hvor forældrene fandt en passende hustru til at føde sønner og passe kødgryder. Så de vil bestemt ikke leve som deres mødre og bedstemødre i fasttømrede normer for, hvad en kvinde bør og skal.

 Det siges derfor, at der er to ting, der er blevet stærkere i Japan efter krigen, og det er nylonstrømper og kvinderne, og selvom der stadig er langt fra japanske kvinders ligestilling til deres medsøstres ligestilling i Vesten, er de nået langt i de sidste årtier. 

 Mændene er dog heller ikke mere helt indstillet på at ofre alt for firmaet, karrieren og nationen frem for familien. En japansk familiefar bruger i gennemsnit kun 37 minutter om dagen på sine børn, for en tredjedel af mændene mellem 30 og 40 år arbejder mere end 60 timer ugentligt, og med stor risiko for at dø af overarbejde og stress. Der er ligefrem et japansk ord for død ved overarbejde: karöshi. Det er ganske langsomt ved at vende, men for guds skyld ønsker en japaner ikke at tabe ansigt så hellere karöshi.

 Allerede i børnehaven stiller forældrene store krav til børnenes succes, og det fortsætter videre i skolen, så flere unge japanere står i dag af ræset og trækker sig socialt tilbage (hikikomori), og andre bliver et nummer i selvmordsstatikken. Andre igen tager heldigvis udfordringen op og protesterer og finder deres egen identitet. 

                               Takayama kaldes lille Kyoto. 

 Takayama er en sand perle med elementer fra 1500-tallet, og hele herligheden ligger midt i en dal i Hida-bjergene. I det gamle bykvarter er der især tre smalle parallelle gader, der nærmest er et levende museum med gamle træhuse, der stadig anvendes til privat beboelse, butikker og restauranter.   

 Takayama er en mindre by med en station og en flod igennem byen, men alligevel har de et informationskontor, og vi fik et godt bykort med angivelse af vores hotel. Fremover gjorde vi det til en vane, at når vi kom til en ny by straks at finde informationskontoret og få et kort, og der var altid en fin betjening. Her i Takayama skulle vi dog slet ikke finde vores hotel, men vores ryokan, der hed Minshuku Sosuke Ryokan. Ryokan er den gamle, traditionelle japanske overnatningsmåde med madrasser på gulvet, og ofte er aftensmad og morgenmad inkluderet i prisen, så det er meget mere spændende end et moderne hotel. 

 Minshuku Sosuke Ryokan ligger på den anden side af jernbanen i forhold til selve byen, så vi trillede vores kufferter derover og glædede os til oplevelsen. Ryokanen var en toetagers træbygning og lå lige ved siden af et tempel og en kirkegård.

 Med det samme man træder indenfor i en ryokan, skal fodtøjet tages af, og man tager et par tøfler til at futte rundt i. På værelset tages tøflerne af, og man går rundt på bare fødder på sivmåtterne, og heller ikke nede i spisestuen er der nogen, der hæver øjenbrynene, når man ankommer til dineren i bare tæer. Toilettet og badet lå på gangen, og derude skulle der skiftes til blå toilettøfler, inden man gik ind i rummet.

 Med det samme vi var ankommet, blev vi vist rundt, og der var kun 18 værelser foruden en dagligstue og spisestue. Værelset var ikke meget mere end 3x3 meter, og der var ingen stole eller senge, men vi fandt nogle bløde madrasser i skabet samt noget sengetøj. Desuden var der en aircondition, og vinduet var et skydevindue med papir, men dog var der flere skydevinduer oven på hinanden og også et med glas. Vi fik redt sengene og gik en tur ind til byen.

 Takayama er nærmest kun en lille provinsby, men der er dog alligevel 95.000 indbyggere. Ude i vores kvarter var der ret moderne og lidt kedeligt, men en fin gangtunnel førte over i den mere hyggelige del. Selve centrum består af 3-4 gader med gamle træhuse, der er spækket med forretninger og restauranter og et mylder af mennesker. Der var kun enkelte europæere at se og ellers mest japanske turister.

 Ved en rickshaw stod to unge mennesker klædt ud som kulier, og der var et prisskilt med 15 min. for 3.000 yen eller ”short trip” på 5 min. til 1.000 yen. Jeg sagde ok til den lange tur, og Gitte ville til at sætte sig op. ”No, no”, sagde pigen, og vi kunne ikke begribe, hvad hun mente, så vi gik igen med uforrettet sag. Gitte mente, at det kostede 3.000 yen at stå ved rickshaw’en i 15 min. og lade sig fotografere – men den må hun længere ud på landet i Japan med. Lidt efter kørte den så med nogle andre, så det fik vi ikke prøvet, nok på grund af kommunikationsvanskeligheder.

Vi kom forbi flere templer, og i en af tempelgårdene stod det største tempeltræ (ginkgo biloba), jeg endnu har set. Efter størrelsen kunne det godt være 300-400 år gammelt. Tempeltræet har netop fået sit navn, fordi det er et yndet træ plantet i nærheden af templerne i Japan og Kina. Det siges, at hvis man laver et udtræk af bladene, mindsker det trangen til at urinere, og det kunne jo have sine fordele ved lange religiøse ceremonier. Træet er som art et af verdens ældste med 230 millioner år på bagen, og det har engang været udbredt på det meste af jordkloden, og der er fundet forsteninger på både Bornholm og Grønland.

 Et af tilløbsstykkerne på hovedgaden var en lille, mekanisk dukke i et glasbur. Dukken kunne trylle, og hver gang han løftede en lille kasse var der en ny ting under kassen, og så drejede han hovedet og smilede skælmsk. For enden af hovedgaden var der også templer, og overalt var der utroligt smukt med vandløb og små nydelige broer. I skarp kontrast til mylderet i centrum var der næsten uddødt i de andre også hyggelige gader med beboelse, som vi traskede igennem. 

                     Varme kilder og et overdådigt måltid. 

 Japan er kendt for sine varme kilder (onsen), der bobler op af jorden, og på en ryokan skal der heller ikke mangle et varmt bassin, hvori man kan nedsænke sit legeme. Før i tiden badede begge køn i samme varme kilde eller badekar, men efter at vesterlændingene påtvang blufærdighed og anstændig badeetikette, foregår det nu kønsadskilt.(Måske kunne det sætte gang i babyerne, hvis man badede sammen.) I et sådan baderum er der åbent nogle få timer om morgenen og om eftermiddagen, så før middagen gik jeg derned. I baderummet var der tre brusere og nogle små skamler, man kunne sidde på, og så er det vigtigt, at man først vasker sig grundigt og skyller sig helt af, inden man går ned i det store badekar på omkring 2 x 3 meter fyldt med dejligt varmt vand. Det er ikke meningen, der skal nyt vand i karret efter hvert bad, så man ligger i det samme vand. Heldigvis var der ikke andre end mig i baderummet, for jeg ville ikke være helt tryg ved at ligge i badekar med en anden splitternøgen mand.  

Kl. 18.30 var det tid til at indtage dinneren i spisestuen. Bordene var helt lave på 30-40 cm, men heldigvis var der under bordet et hul til benene. Hovedretten befandt sig i et fad, der blev holdt varmt med et stearinlys, og det var fyldt med kød og svampe m.m., men derudover var der mindst 10 andre småretter med rå fisk, flæsk, grønsager og diverse andre uidentificerede retter foruden suppe og te. Det var helt overdådigt, og selvfølgelig var der ikke noget, der hed kniv og gaffel, men kun pinde. Til middagen havde vi bestilt en cola og en flaske sake – den sidste dog kun til deling, og vi kunne endda ikke engang drikke en hel flaske til kun et måltid.

 Efter 1½ time havde vi smagt det hele, og der blev taget af bordet. Vi satte os lidt ind i dagligstuen, mens de tjenende ånder gik i gang med at vaske op, og det var på gammeldags facon, kunne man høre. 

                      Hyggeligt morgenmarked langs floden. 

 Meget mod sædvane sov vi længe, og først 7.30 begyndte vi baderitualerne i baderummet. Efter behørig afvaskning gik jeg lige en tur i karret til afslapning og meditation. Det var så ikke lige det, vi skulle gøre på det tidspunkt, for vi havde misset, at der var morgenmad fra 7 – 8.00, og vi var der først lidt over 8, men de lod nåde gå for ret, så vi fik alligevel morgenmad. Aftenen før havde de spurgt, om vi ville have japansk eller vestlig morgenmad, men med alt det japanermad vi havde spist i dagene før, valgte vi som kyllinger den vestlige med toast og kaffe.

Det var overskyet med behagelige 22 grader, og vi gik ind mod byen, hvor vi vidste, der var morgenmarked langs floden. Miyagawa Morning Market sælger grønsager, blomster og souvenir fra små boder, og der var en behagelig, hyggelig stemning. Der var mange japanske handlende, og de fleste turister var også japanere, og selvom vi skilte os ud, slentrede vi bare rundt og så på varerne. Lidt derfra ligger endnu et marked, der hedder Jinya Mae Morning Market, og det ligger på en lille plads med markedstelte. Her var der ikke så overrendt, og jeg fik som et røverkøb købt mig et par sivsandaler til kun 800 yen, så er spørgsmålet bare, hvad jeg skal bruge et par sivsandaler til.  

                            Smukke geishaer på liggende harper. 

 Lige ved markedet ligger Takayama-Jinya, der er et stort bygningskompleks tilhørende shogunatet Tokugawa. Nogle af bygningerne, som det store risforrådskammer, stammer tilbage fra 1615, og det regnes som det største i Japan. Den store hovedbygning fra 1816 var brugt til den lokale regering indtil 1969, men nu er det hele museum. En del af bygningerne var genopført i 1996, for at give de besøgende det rette indtryk af hele herligheden.

Besøgende kommer ind igennem en imponerende port, der før i tiden kun var beregnet for fornemme besøgende, men nu lukker de hvem som helst ind, selv nogle fra Borup. Indgangsbilletten var på 420 yen, og så skulle skoene af og bæres rundt i plastikposer, og så kunne vi futte rundt på sivmåtterne på bare tæer. De tilhørende haver mellem bygningerne måtte kun beskues inde fra bygningerne, og der var ikke noget inventar i de mange rum, men der blev dog skiltet på engelsk med, hvad de var blevet brugt til. Bygningernes tage er belagt med tagspåner, og der var plancher med, hvordan man omdannede træstammer til tagspåner, og ellers var de lagret op i stakkevis for at give lidt stemning.

 Geishaer futtede rundt i bygningerne, og i et stort rum begyndte de at spille på instrumenter, der var en slags harper, der lå ned som en træstamme, medens vi sad på gulvet og lyttede. Det lød smukt og var en dejlig oplevelse.

 Som vi også senere ville bemærke i andre byer, så er der pinligt rent overalt i Takayama, og selv de offentlige toiletter var med opvarmede sæder og manøvrepult.  

                 Tempel crawl og hilsen fra Jensens Bøfhus. 

 I den nordlige del af byen ligger en hel række templer, og imellem templerne er der en 4 km gåtur kaldet Higashiyama Walking Cource. Vi kom forbi det ene smukke tempel efter det andet omgivet af smukke haver, og vi mødte stort set ikke et øje. Japanerne er tilsyneladende overmætte af smukke templer, så det er ikke dem, de søger, når de skal ud på sightseeing. Der var mange skilte, der viste rundt, men der var også andre ruter i området, så til sidst gik vi sur i vores rute, og da det samtidigt begyndte at regne kraftigt, besluttede vi at opgive turen og finde et sted at spise.

Der er ikke burgere a la McDonald’s eller lignende i Takayama, og selvom Gitte fik en sms med et godt tilbud fra Jensens Bøfhus, så vi fandt et spisested i det hyggelige centrum. Vi var blevet godt sultne og tog en menu med ris og kød og grønsager opvarmet ved bordet, desuden var der skåle med dit og dat, der var lidt udefinerligt.

 Når maden er serveret med mange buk, lægges diskret en bon (selvfølgelig med bagsiden opad) på bordet, og så betales der ved kassen. Da vi var ved at være færdige, gik jeg op til kassen, og det blev 1.980 yen per. person – lidt dyrt måske, men vi havde også fået meget. Jeg vidste godt, at drikkepenge ikke er almindeligt i Japan, men da vi havde betalt med fire tusindelapper, lod jeg de 40 yen blive liggende på bordet. Da vi forlod restauranten hilste hele personalet højlydt og bukkede. Udenfor og lidt nede ad vejen kom en tjenerinde løbende efter os – for vi havde glemt 40 yen på bordet, og dem afleverede hun bukkende. Al det bukkeri blev efterhånden også godt indarbejdet for os, for når nogen bukkede for os, bukkede vi selvfølgelig igen, for ikke at være uhøflige.

 For en stund var det holdt op med at regne, og vi gik tur og beundrede den utroligt hyggelige by med mange klippede træer og små vandløb med broer, og ind imellem en lille helligdom eller andre små fine detaljer som et lille kar med rislende vand og en slev, hvis man nu skulle blive tørstig.  

                  Transportable helligdomme der ville noget. 

 Vi gik hen til Takayama Matsuri Yatai Kaikan (Takayama Festival Float Exhibition Hall). En af Japans største festivals er Takayama Matsuri, hvor den største Sannö Matsuri afholdes hvert år i dagene 14-15. april, og så går man rundt i byen i parader med flot dekorerede, kæmpestore helligdomme. Når det bliver aften bliver helligdommene dekoreret med lanterner og akkompagneret med musik. Den lidt mere afdæmpede Hachiman Matsuri afholdes i dagene 9-10. oktober.

Uden for sæsonen er de 12 kæmpestore, transportable helligdomme udstillet, og det koster den nette sum af 850 yen pr. person at træde indenfor. Det er sikkert ganske interessant og farverigt under festivallen, men som de stod der opmagasineret bag glasvægge, var der ikke meget grin ved dem. Selvom vi trak tiden ud, kunne vi ikke bruge mere end ½ time derinde, og det var endda incl. en film.

 Det regnede stadig, og vi fik lige en chokoladeisdrik, så vendte vi tilbage til vores ryokan og vores gulvsenge og læste og slappede af, og faktisk er det slet ikke nemt at ligge fladt på gulvet og skrive postkort. Det regnede resten af eftermiddagen, og nogle gange var det ”cats and dogs”, hvor regnen bare væltede ned.

Igen aftensmad i ryokaen, og nu var der kun 6 gæster foruden os, der fik serveret et overdådigt japansk måltid, nu med rejer og alt godt fra havet og efter samme princip med en varm gryde på bordet og alt til faget henhørende. Det var tre midaldrende damer, der serverede, og den ene trippede rundt, selvom hun var i cowboybukser. Når de meget belevne damer ikke serverede, sad de meget hyggeligt i den tilstødende dagligstue og så fjernsyn, dog nede på gulvet, selvom der var sofaer.

 Det regnede hele aftenen, så vi var spændte på, om det havde regnet af til i morgen. Vi var ikke nervøse for togturen i morgen, for vi skulle kun køre en times tid til Kanazawa ad den samme linje, som stoppede i Takayama.    

Fortsættes i Japan 3. del Kanazawa - ninjatempel og samuraier.

Tilbage til forsiden