| Japan
På jagt efter tempeltræet i Hiroshima. 5. del. Juli 2010
Findes dette overlevende tempeltræ stadig i vore dages Hiroshima? Det var min kone og jeg draget til Japan for at finde ud af.
At japanerne samtidig er ualmindeligt venlige og hjælpsomme, gjorde rejsen til en oplevelse, så det er da mageløst, at der findes sådan et land.
Mindeparken ligger på en halvø mellem Motoyasu-gawa River og Honkawa River, og foruden det store Hiroshima Peace Memorial Museum er der adskillige mindesmærker. Children’s Peace Monument med nærmest millionvis små foldede papirtraner gjorde indtryk og Flame of Peace med den forhåbentligt ikke evige flamme, for den slukkes først, når den sidste af verdens atombomber er destrueret.
Hvordan så med det legendariske tempeltræ? Der var faktisk adskillige tempeltræer i Mindeparken, men hverken på kortet over parken, hvor alle seværdighederne nøje er angivet, eller i virkeligheden, fandt vi noget skilt ved noget tempeltræ. Det største af tempeltræerne havde dog en mærkelig krone, idet det havde en tyk stamme i op til 4 meters højde, og derefter delte det sig i adskillige store grene. Hvis træet havde stået her under atombomben og havde fået blæst sin krone af, så kunne jeg forestille mig, at det ville se nøjagtig sådan ud. Men hvorfor har de kære japanere så ikke sat et skilt på træet med en gribende beretning, for så havde jeg været sikker i min sag. Nu er det måske kun det legendariske tempeltræ og er historien i det hele taget sand? (Se billedet herunder)
|
Det fortælles, at der stod et stort tempeltræ nær det sted, hvor A-bomben ”Little Boy” udraderede Hiroshima den 6. august kl. 8.15 1945. Bomben blev bragt til sprængning i en højde af 580 meter over byen, da denne højde ville give den største skade. Hiroshima blev lagt i aske, og kun enkelte murstensbygninger stod tilbage som ruiner, hvorimod alle træhusene, som byen overvejende bestod af, var brændt og blæst væk i jordhøjde. Det fortælles videre, at alt levende som træer og buske ligeledes var brændt væk, men at et tempeltræ, der stod nær hypocenteret, som det eneste næste år skød op med friske grønne skud, og dermed gav håb for byens overlevende befolkning. 
På vores opdagelsesrejse rundt om i landet fandt vi ud af mange ejendommelige ting. Man kunne stille sit ur efter togenes afgangstider, for de kørte altid præcist, og selvom stationerne var enorme, vidste togpersonalet og de rejsende præcis på hvilken perron toget ankom. Billetkonduktørerne bukkede, når de kom ind i vognen, og inden de gik ud, vendte de sig om og bukkede igen. Gaderne var klinisk rene for affald. I de 6 byer vi besøgte, fandt jeg kun et eneste cigaretskod på gaden – det blev så selvfølgelig fotograferet. Der var heller ikke skyggen af graffiti nogen steder, og byerne havde rækker af sodavandsautomater stående på alle gadehjørner, uden at det hele blev smadret eller stjålet. Der var offentlige og rene toiletter overalt, dog skulle man lige først læse manualen, så instrumentpanelet kunne betjenes korrekt, hvis man bagefter ville spules et unævneligt sted. 
Hiroshima er i dag en travl storby med 1,1 millioner mennesker, og ud over den store mindepark og fabriksbygningen med stålkuplen, der nu er med på Unescos liste over verdens kulturarv, er der ingen spor tilbage efter ”Little Boy”. Verdens første A-bombe nedkastet over en by skulle især gøre indtryk på den øverste militære ledelse, der befandt sig i Imperial General Headquarters netop i Hiroshima. ”Little Boy” gjorde indtryk, men ikke nok, så japanerne fortsatte kampene. Der skulle derfor smides endnu en A-bombe, denne gang over Nagasaki, og så forstod de japanske generaler endelig budskabet og kapitulerede.
(Billedet herover viser Hiroshima før bomben.)
Omkring slottet er der voldgrave, og der så vi de første A-bombe-træer, der er tydeligt afmærket, og deres historie kan læses på skilte, endda også på engelsk. Et eukalyptustræ havde stået 740 meter fra hypocenteret, et Willow Tree 770 meter og et Kurogane Holly Tree 910 meter. Alle træerne havde fået kronen blæst af, så der kun stod en kort stamme tilbage, men træerne skød igen næste år og satte nye blade, og i vore dage er de blevet til pæne, store træer igen.
(Billedet viser Hiroshima efter bomben. Atombombekublen ses forrest til
venstre.)
Blandt adskillige træer fandt vi et Chinese Parasol Tree, og et skilt fortalte, at det havde stået 1.300 meter fra hypocenteret og havde overlevet. I maj 1973 var det omhyggeligt gravet op og transporteret til mindeparken og genplantet, og at der var sket en flytning var tydeligt, for den 
Der var faldet nogle frugter ned fra træet, og jeg samlede dem op og stoppede dem i skjortelommen og glemte ellers alt om dem. Men hvad Søren, hvis selve træet kan overleve en atombombe, så kan et atombombefrø vel også klare en tur i vaskemaskinen med 40 grader, en gang ”Parfumefri Tøjvask - med enzymer” og efterfølgende centrifugering. Frøet er i hvert fald sået i en potte og står i vindueskarmen, og så må vi se, hvad det vil.