| Jubilæumshistorie 25 Da tre tulipanløg kostede en bondegård. Fra slutningen af april og et godt stykke hen i maj måned står Fakultetets Have fuld af blomstrende tulipaner. Nye sorter bliver hvert år lagt i Haven, og især kan fremhæves bedene på Den Svajede Plæne ved Dammen og bedene i Sommervækstsamlingen. I disse bede bliver tulipanløgene lagt om efteråret i oktober, og samtidig tilplantes bedene med forglemmigej eller stedmoderblomster, der godt kan tåle at stå ude hele vinteren. Andre steder i Haven og på Fakultetets områder som i Rosenhaven, Staudegangen, Højhusområdet og Område 3 har vi også tulipaner, men det er løg, der bliver i jorden år efter år, indtil de ikke kan mere.
Det var tyrkerne, der omkring år 1.000 som de første begyndte at dyrke tulipanen som haveplante, og de tulipaner, de dyrkede, kom fra området omkring Sortehavet og nord for Kaukasus. Man mener ordet tulipan eller tulipa, som den hedder på latin, kommer fra ordet turban eller tuliban, som er det arabiske ord. Hvis man ser gamle malerier fra de osmanniske sultaner i Istanbul, så ligner det faktisk også omvendte tulipaner, de har på hovedet. Holland er i dag verdens største tulipanland med 9.000 hektar tulipanmarker, der tilsammen frembringer omkring 3 milliarder løg. Men hvorfor er det flade Holland verdens tulipanland, når den slet ikke er hjemmehørende der, men tværtimod hovedsagelig findes i bjergene?
Clusius var meget øm over sine tulipaner, men da han nægtede at sælge dem, blev nogle af dem stjålet. Det var dette tyvegods i form af nogle få eksemplarer, der kom til at danne kernen i den hollandske tulipanindustri og satte gang i en tulipanmani, der hærgede landet, til den nåede sit klimaks i 1630-erne. Tyrkerne havde dyrket tulipanløg i 600 år, da Clusius plantede sine tulipaner, så det var næppe de vilde arter, men sandsynligvis hybrider som ”Duc van Tol Red and Yellow” og ”Lac van Rijn”. Dengang blev tulipaner ikke plantet på samme måde som i dag, hvor vi sætter løgene i klynger, for i Den Hollandske Renaissance satte man løgene enkeltvis med store mellemrum og omgivet af lave klippede hække, og så kunne man beundre hvert enkelt eksemplar fra alle sider.
Sorten ”Semper Augustus”, der var hvid med røde flammer, gik det endnu værre med, for prisen steg hele tiden, så et løg, der i 1624 kostede 1.200 floriner, var steget til 10.000 floriner i 1637. Situationen blev helt ekstrem, for man solgte løg på forskud på veksler, som blev solgt igen og igen for et stadig større beløb, indtil markedet krakkede i 1637, da en gruppe løgkøbmænd pludselig ikke kunne få den sædvanlige inflationspris for deres løg. Rygtet spredtes lynhurtigt, og markedet kollapsede, og tusinder af rige forretningsmænd blev ruineret fra den ene dag til den anden. Tulipanen var stadig populær, men i Europa fortsatte tulipandyrkningen i et mere behersket tempo, og i slutningen af det attende århundrede viste optegnelser, at man havde fremdyrket 800 navngivne sorter fordelt på 16 forskellige klasser.
I det tyvende århundrede blev der efter indviklede krydsbestøvningsprocesser lanceret høje, kegleformede, robuste tulipaner, og det må siges, at det er lykkedes til fulde. I dag opdeler man tulipanerne i 15 klasser baseret på deres form, og de fleste danske haveelskere er lige så glade for deres tulipaner, som hollænderne var for fire hundrede år siden, men heldigvis til en helt anden pris. Men hvis du vil nyde synet af de farvestrålende tulipaner så gå en tur i Fakultetets Have i april og maj måned – og det er endda ganske gratis.
Seniorgartner Kim Greiner
Det var den franske missionær J.P.A. David, der kunne andet end sin katekismus og sit fadervor, der på den første af sine to store botaniske ekspeditioner i 1869 fandt duetræet voksende i Hongshantin bjergmassivet i Kina. Træet voksede i omkring 2.000 meters højde på stejle, stenede bjergskråninger under skovagtige betingelser og ofte i blandede bestande med forskellige Acer, Cornus og rhododendron m.m. Fordi han var den første europæer, der opdagede træet, blev slægtsnavnet på latin Davidia efter David, og det er da altid noget af en ære at få opkaldt en hel planteslægt efter sig.
Det fortaber sig lidt i det uvisse, om David bragte frø eller andet plantemateriale med sig hjem til Europa, men det gjorde en anden fransk missionær P.G. Farges, der i slutningen af 1800 tallet også var på ekspeditioner i området. Farges sendte de første davidia-frø til Frankrig, og i 1897 lykkedes spiringen i Vilmorin ved Paris, og 9 år senere blomstrede Europas første duetræ.
Fakultetets Have på Frederiksberg har selvfølgelig også et duetræ, og det er næsten lige så gammelt som træet i Botanisk Have, idet vores er plantet i 1934. Duetræet er vel nu omkring 12 – 14 meter højt og har en stor bred krone, så det kan ikke overses. I midten af maj kommer de grønlig-hvide højblade frem, og senere på måneden og i begyndelsen af juni er højbladene udviklet til tusindvis af hvide duer eller lommetørklæder.
Træet står i Haven i Hamamelisbuskettet lige over for Stenhøjen og det store tempeltræ. Vi har også
to små duetræer, og de står på hjørnet af Grønnegårdsvej og Stigbøjlen lige ved Frederiksberg Campus’ splinternye Cafe Væksthuset. I 1858 flyttede Veterinærskolen sammen med hestestatuen til Frederiksberg, og den dag i dag står statuen i Forhallen i Hovedbygningen på Bülowsvej 17. Hestestatuen er ikke mindre end forarbejdet til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, og det er den hest, der i relief er vores nye logo sammen med et kornaks. Med hest og kornaks i logoet er vi faktisk dækket godt ind, da fakultetets hovedbeskæftigelse er inden for dyr, planter og ernæring.
Hvordan får man så en minihest på et stykke papir forstørret op til en over 3 meter høj ganger in natura? Jo, jeg tog nogle fotokopier af vores hestelogo og forstørrede det op til en passende A4 størrelse. Derefter lagde jeg nogle målepunkter ind på papirhesten, så den kunne overføres til virkeligheden. Først var der 60 cm mellem punkterne, men så syntes jeg alligevel, hesten blev for lille i virkeligheden, så punkterne blev forøget til 80 cm, men så skulle alle mine fiksmål lige ganges med 2,67, og så havde jeg målene.
Så kunne vi begynde at sætte husløg langs rebet, og hestens konturer trådte langsomt frem, men let var det bestemt ikke. Gitte, der er gammel rentegner, viste igen sine evner. Hvor jeg havde bakset med hovedet, der blev ved med at ligne en dromedar, så overtog hun dromedaren og fik det smukkeste hestehoved ud af det ved at bruge små og store husløg, og benene var hun også fantastisk til. Hundredvis af gange under tilplantningen lød der rosende ord til vores arbejde fra Havens gæster, og vi har besluttet at kåre vores hest til ikke mindre end verdens flotteste hestelogohest sat i husløg. Og vi vil godt se dem, der vil modsige os.
Bedet er beliggende næsten midt i Den Fredede Have sydøst for Havens dam på det, vi kalder Spidsen. Med fødselsdagsbedet er Haven med til at fejre det gamle fakultets 150 års fødselsdag foruden Havens mange gratis jubilæumsrundvisninger sommeren igennem. Seniorgartner Kim Greiner
Inden denne historie går op i en højere enhed og smelter sammen, vil jeg lige nævne gyvel, der omfatter omkring 50 vilde sorter, men ved krydsninger er der forædlet mange nye spændende sorter frem. Den gode, gamle, almindelige gyvel forekommer på de danske hedearealer, og i udvalgte, forædlede sorter findes den i de danske haver. Af disse sorter kan især nævnes Cytisus purpureus også kaldet purpurgyvel, da dens blomster er purpurfarvede i lidt forskellige nuancer. Purpurgyvelen er omkring 60 cm høj og har samme bredde, og som de fleste andre gyvel har den oprette, udbredte, overhængende, grønne grene.
Fænomenet med guldregnens røde gyvelblomster, gule guldregnblomster i lange klaser og endda en lille heksekost kan også ses på Fakultetets Haves eksemplar, der står på Rostrupplænen lidt sydøst for det store tempeltræ på Stenhøjen. Guldregnen, der kun er 3-4 meter høj, putter sig lidt under de store robinier, men prøv at kikke efter i blomstringstiden og oplev det ejendommelige fænomen. Seniorgartner Kim Greiner |
Tulipanen er hjemmehørende i Centralasien især i Pakistan samt i Azerbadjan og Armenien. Herfra har de vilde arter spredt sig til Europa, hvor de findes vildtvoksende på Balkan, Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Frankrig.
Vi skal tilbage til 1554, hvor den habsburgske kejser Ferdinand 1. udnævnte flamlænderen Ogier Ghiselin de Busbecq til ambassadør ved den osmanniske sultan Suleiman den Stores hof i Konstantinopel. Busbecq blev betaget af den overdådighed af tulipaner, han så rundt om i haverne. Året efter bragte han tulipanløg med sig til Wien, og herfra blev tulipanen ført til Holland af botanikeren Carolus Clusius, som skabte en Hortus Botanicus, hvori han plantede sine tulipanløg.
I begyndelsen af 1600-tallet udviklede man nye tulipantyper, hvor mange var nye hybrider. De ensfarvede var populære blandt almindelige mennesker, fordi de var de billigste, men de rige foretrak stribede tulipaner og dem med flammemønster. Farvevariationerne skyldes en virus, der faktisk ødelægger løget efter nogle få år, men det vidste man ikke på det tidspunkt. En del af datidens fascination var faktisk, at man ikke på forhånd vidste, hvilke farver og mønstre blomsten ville få, og denne tulipanmani hærgede Holland fra 1620 og op til 1637.
Tulipanhandelen blev så ekstrem, at en husejer i Hoorn byttede sin ejendom væk for tre løg. To år senere blev et enkelt tulipanløg af ”Viceroy”-varieteten byttet væk med to store tønder vin, fire tons smør, et tusind pund ost, en seng, nogle beklædningsgenstande samt et sølvbæger.
Alle farvestrålende blomster var på mode i det nittende århundrede, og tulipanen var ingen undtagelse. Man fokuserede især på at skabe nye hybrider af ”Papegøjetulipanen” med frynsede tofarvede kronblade.
Englænderne synes, højbladene mere ligner lommetørklæder, der er hængt til tørre på træet, og derfor kalder de det for ”handkerchief tree” – lommetørklædetræ.
Dr. Børgesen i Hellebæk, der var en stor planteelsker, fik i 1906 som formodentlige den første dansker plantet et duetræ i sin have. Botanisk Have i København modtog en aflægger af dette træ i 1930, og ti år efter kunne københavnerne glæde sig over det forunderlige og smukke træ.
Ved sammenlægningen af Landbohøjskolen og Københavns Universitet i 2007 skiftede Landbohøjskolen navn til LIFE Det Biovidenskabelige Fakultet. Vores hidtidige logo med kongekronen blev udskiftet med en lille hest, der symboliserer, at Veterinærskolen i 1773 netop blev oprettet, fordi der skulle uddannes dyrlæger, der kunne holde Danmarks hestebestand godt gående.
Som et særligt fødselsdagsbed blev logoet med teksten FREDERIKSBERG CAMPUS 150 ÅR i efteråret sat i påskeliljer, og i foråret spirede 2.495 påskeliljer af sorten Tete a Tete frem. Mange havde glæde af bedet, der i begyndelsen stod knivskarpt, men efterhånden som påskeliljerne foldede sig fuldt ud, blev hestekonturerne lidt uldne i kanterne, og efter afblomstringen, hvor løgene hvilede på laurbærrene og samlede kræfter til næste år, var den fyrige ganger klasket sammen som en karklud. Det kunne vi bestemt ikke have siddende på os, så Havens jubilæumsbed med vores hestelogo er på smukkeste vis genopstået, men nu i sommerblomster, som forhåbentlig kan nydes et stykke ind i efteråret.
I det nye bed er teksten reduceret en del, idet FREDERIKSBERG CAMPUS 150 ÅR er indskrænket til HAVEN 150 ÅR, for så sjovt er det heller ikke at skære kæmpe bogstaver ud i sej græstørv. Og selvom Haven er en unik del af Frederiksberg Campus, er den en lige så gammel del af hele den frederiksbergske herlighed, så den fortjener da bestemt også at blive hyldet med sit helt eget fødselsdagsbed.
Ude i Haven lavede vi et kvadratnet i bedet, og med vi mener jeg undertegnede og sommervikar Gitte Arrild. Derefter lagde vi hestens omkreds med et blødt reb og fæstede det til jorden med pløkke. Hele tiden blev der målt hen til pindene i kvadratnettet, og der begyndte at fremkomme noget, der godt kunne ligne en hest. Egentlig havde jeg tænkt at lægge rebet alene, da jeg vidste, at det var lidt kompliceret; men så tog jeg alligevel Gitte med i hele arbejdsgangen, og det viste sig, at hun havde fabelagtige evner udi kunsten at lægge reb til hestelogoer.
I sommerlogobedet er teksten skrevet i Tagetes og selvfølgelig af sorten ”Bonanza”, som også går igen i en ring om selve hestelogoet. Selve hesten, der er i overnaturlig hestestørrelse, er sat i husløg, og som baggrundsplante er der brugt en lav Lobularia Maritima var Benthani af sorten ”Ester Bonnet Deep Rose” og med de lave planter fremstår vores nye hestelogobed nærmest som et tæppebed. Som en lille kuriositet er der i hestens mave gemt nogle hemmelige bogstaver.
Fortvivl dog ikke, hvis man nu har forelsket sig i guldregn og samtidig ønsker sine børn et langt og sundt liv, for så kan man bare plante Laburnum x watereri ”Vossii”, der udmærker sig ved at have usædvanligt rigtblomstrende og lange - ca. 50 cm - blomsterklaser. Samtidig er bælgene fåtallige og sterile og falder af, så man undgår de giftige frø.
Nu kommer endelig det, jeg vil skrive om, nemlig Adams guldregn. Adam var en fransk gartner, der levede i 1825 i Vitry ved Paris. Adam kunne godt lide at eksperimentere, så han forsøgte at pode en purpurgyvel på en guldregn, og så skete der det forunderlige, at der kom et lille skud fra overgangen mellem grundstammen og podekvisten. Det lille skud skulle senere blive kendt som Adams Guldregn, og det indeholdt væv fra de to forskellige arter og med forskellige arvelige karakterer. Guldregnen, der er inderst, er således dækket af en helt lukket kappe af hudvæv fra purpurgyvelen, og det gælder både skud, blade og blomster. Når Adams Guldregn blomstrer, giver det sig udslag på den måde, at guldregnen har lyserøde gyvelblomster, men ofte bryder guldregnen igennem overhuden, og så hænger der de nydeligste 20-30 cm lange gule guldregnklaser midt i alt det røde. Sjældnere danner purpurgyvelen helt selvstændige skud, og det er som regel som små risagtige, heksekostlignende buketter.
Adam vidste sandsynligvis ikke, hvad han havde gang i, men i vore dage kaldes fænomenet en kappekimær, og plantens latinske navn indikerer da også, at der er sket en sammenblanding af de to arter, idet den hedder Laburnocytisus adami.