| Jubilæumshistorie nr. 5. Christian IV og roserne. Af seniorgartner Kim Greiner.
Kongen har som bekendt sat sit præg på en del nordeuropæiske byer og ikke mindst København med Rosenborg Slot med Kongens Have. Byggeriet af Rosenborg begyndte i 1608, men allerede i 1606 lod han en række ”urtegårdsmænd” og andre plantekyndige tage vare på havens indretning, og plantearbejdet påbegyndtes allerede under opførelsen af slottet. Gamle regnskabsbøger viser, at Christian IV var en af de allerførste i Danmark, der brugte roser i stor stil som elementer i haven. I 1618 indkøbes der 400 rosentræer, og senere indforskrives ikke mindre end ”1.000 hvide Rosentræer og 100 røde Provencerosentræer ” fra Holland. Det var først længe efter at byggeriet var færdigt og måske under indtryk af rosernes pragt, at kongen giver slottet navnet ”Rossenborrig”.
Selvom Rosa Mundi har over 400 år på bagen, kan den stadig købes, og i Fakultetets Rosenhave står den som den allerførste rose i kantbedet til højre, når man går ind fra Rosenpergolaen.
For at hædre den gamle, rosenelskende konge er der selvfølgelig også en rose, der er opkaldt efter Christian IV, og den findes midt i Fakultetets Rosenhave i de centrale bede. Christian IV er en lysende, mørkerød buketrose med et mørkegrønt, skinnende løv. Den er absolut sygdomsfri og hårdfør, og så dufter den – virkelig en konge blandt roser. Af seniorgartner Kim Greiner
Christian Vilhelm Bissen forveksles ofte med faderen Herman Wilhelm Bissen, men der er et W til forskel. Herman er muligvis den mest berømte af de to billedhuggere, og der kan nævnes værker som ”Den Tapre Landsoldat” og Istedløven, og i en 10-årig periode indgik han i samarbejde med Bertel Thorvaldsen i Rom, hvor Bissen udførte arbejdet, hvorefter Thorvaldsen satte sin signatur på værket. Christian Bissen er dog ikke tabt bag af en vogn med marmorafhug, da det er ham, der er mester for Absalonstatuen på Højbro Plads.
Som en af de første i Danmark kom Christian i 1880 under indflydelse af fransk naturalisme, men som lærer for en hel generation af billedhuggere videreførte han dog den klassiske tradition. De betydeligste værker, som Christian Vilhelm Bissen er mest kendt for, er en række personligheder som Grundtvig og Caroline Amalie samt en serie af stående kvindeskikkelser som Danaide, Jægerinde, Pottemalerske og Atalante. På det lokale frederiksbergske plan delte far og søn sig om opgaverne, idet Herman Bissen tog sig af statuen af Frederik VI i Frederiksberg Have, og Christian Bissen er mester for ”Malkepigen” i Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet. Malkepigen er udført i 1904 og er en smuk figur fuld af balance og kraft, og hun symboliserer den flid, der gjorde Danmark til en stor landbrugsnation. Malkepigen er en gave fra en tidligere studerende på Landbohøjskolen, en vis Carl Jacobsen, bedre kendt som brygger Jacobsen.
Af seniorgartner Kim Greiner.
Landbohøjskolens første direktør, Carl Emil Fenger, var tillige formand for den komite, der udarbejdede et forslag for Havens anlæg og benyttelse. Haven skulle opfylde 3 hovedformål, som den stadig gør i dag: Afgive plantemateriale til undervisningen i botanik og havebrugsfag, forskønne Landbohøjskolens omgivelser og tjene som et offentligt anlæg. Haveanlægget blev projekteret af haveselskabets gartner, Julius August Bentzien, der fungerede som havearkitekt, og som fast havekarl blev ansat Sørensen Wagenblast, som havde reflekteret på følgende avertissement i ”Dansk Haugetidende” april 1857: Planternes fordeling på arealet blev forestået af docent Johan Lange med bistand af botanisk gartner August Weilbach og etatsråd Rudolph Rothe, og til grund for fordelingen blev lagt en botanisk-systematisk inddeling efter plantefamilier. Plantematerialet blev for største partens vedkommende fremskaffet fra Hesede og Hørsholm planteskoler, men mange andre danske, tyske, hollandske og franske planteskoler var leverandører.
Af større træsamlinger fra Havens anlæg kan nævnes askesamlingen i Sydhaven, og læg her især mærke til den lille guldhængeask ud mod Bülowsvej, der trods sin lidenhed på kun 4 meter har stået her i 150 år. Også kastaniesamlingen ved hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej og lindesamlingen ved Flisehaven.
Selv om træernes voksested har skiftet navn fra Landbohøjskolens Have til Haven på Det Biovidenskabelige Fakultet, har de været med i alle 150 år, så lad os glædes over, at de gamle kæmper stadig er iblandt os. Af seniorgartner Kim Greiner.
Grønnegården er domineret af den store græsplæne, der før i tiden var Landbohøjskolens ridebane, som senere blev flyttet om bag Anatomibygningen. Plænen er omgivet af mægtig store linde og plataner, og da træerne har stået her, siden hovedbygningens mure rejste sig i 1858, så er det træer, der har set lidt af hvert i de sidste 150 år. Egentlig stod der også en række meget store elmetræer langs Grønnegårdsvej, men de fik elmesyge og døde desværre et efter et. Da elmene ramte jorden, kunne det ses, at det var på høje tid, at de blev fældet, for de splintrede i så mange småstumper, at det kun var de store stammer, der behøvede en motorsav.
Medens andre tog sig af genopførelsen af Festauditoriet, var det landskabsarkitekt Andreas Bruun, der stod for reetableringen af Grønnegården, da mængden af skurvogne forlod området. En dag stod jeg og snakkede med Andreas, og han var fortvivlet, for jorden var fuld af glasstumper, og det ville koste en formue at skrælle jorden af, køre den væk og få den deponeret som farligt affald. Jeg foreslog at rive jorden over for store glasstykker og derefter lægge 5 cm ny jord ud over arealet og så lægge rullegræs. Hvortil Andreas svarede: ”Hold da op, du har lige sparet Landbohøjskolen for flere hundred tusinde kroner”.
Før renoveringen var de skrå stier igennem plænen etableret med grus, men for at stierne skulle hænge sammen med Grønnegårdens og Bibliotekets øvrige brostensbelægning, blev stierne belagt med brosten. Tilsyneladende kan cyklister dog ikke lide brosten, for langs den smukke brostenssti går nu et sort jordspor i græsplænen, så her ville det være fristende at komme til at tabe en æske tegnestifter. For at fuldende Grønnegårdens nye ansigt blev den tidligere række af gamle elmetræer langs Grønnegårdsvej erstattet med nye, unge lindetræer, så nu er alt igen i den smukkeste orden.
Det vides ikke om P.C. Abildgaard luftede hund uden snor, men statuen af Abildgaard vender i hvert fald ryggen til plænen, for han vil meget hellere kikke over på Anatomibygningen og nikke anerkendende til de andre af Fakultetets personligheder, der igennem årene har gjort sig fortjent til at få en statue. |
Den kreative og allestedsnærværende kong Christian IV har haft stor betydning for rosendyrkningen i Danmark. Allerede i 1601, da kongen var 25 år, var han interesseret i roser, hvilket giver sig udtryk i, at han designede og selv støbte et pragtstykke af en kanon dekoreret med en overflod af rosenknopper.
Takket være lægen og botanikeren Otto Sperling, der i 1638 får bestalling som kongens ”botanicus”, kender vi nøje det udvalg af roser, kongen havde i sin have. Imellem mange spændende rosensorter, og alle duftende, var også Rosa Mundi. Denne rose, der stammer fra 1583, hører til gallicaroserne, og foruden et friskt, grønt løv og få torne udmærker den sig ved sine halvfyldte, ofte hvide blomster med purpurrosa striber. 
Overskriften kan måske lyde lidt lummer, men historien om Bissen og Malkepigen er dog ganske sober. Dog får man mest ud af historien, hvis der hurtigt 3 gange efter hinanden kan siges: ”Bissens gibsgebis gisper bistert”. 
Da faderen døde, videreførte Christian Vilhelm Bissen sin fars værksted og fuldendte en række af dennes bestillinger, ofte efter de originale modeller.
Malkepigen var det eneste vidne til hærværksbranden i 2003 på den gamle hængepil i Dammen, men selv om hun rødmede af skam under branden, har hun ikke kommenteret hærværket. Men at være vidne til sådan en ugerning har helt sikkert påvirket hende, for prøv at se under hendes venstre øje, hvor tårerne har trukket sorte mærker ned over hendes kind.
I 1856 købte staten landejendommen ”Rolighed” og påbegyndte opførelsen af Landbohøjskolens bygninger. Da der samtidig med veterinærmedicin også skulle undervises i havebrug, var det en selvfølge, at der omkring landbohøjskolens bygninger også måtte være et haveanlæg. 
”Ved det forestående Anlæg af Haugen til den kongelige Veterinair- og Landbohøjskole vil en ung Gartner kunne erholde Ansættelse som Conduktør; Honoraret vil være 50 Rdl. Maanedligt. D´Herr., som kunde ønske denne Ansættelse, vilde behage inden 1.ste Maj at indgive skriftlig begjæring til Veterinairskolens Directeur, Professor Fenger. 
Da det ofte var svært at fremskaffe plantematerialet, blev der ofte plantet 2-3 træer af samme art ved siden af hinanden, og senere blev de mindst vækstkraftige fjernet. Dette blev dog glemt i flere tilfælde, som ved de dobbelte sølvlinde lidt inde i Haven fra Flisehaven og ved de store zelkovaer ud mod Bülowsvej, hvor det endda er 4 store træer, der er vokset sammen. 
Grønnegården ligger midt i Fakultetets hjerte omgivet af Bindesbølls Hovedbygning, Nordre- og Søndre Sidebygning samt på den anden side af Grønnegårdsvej Anatomibygningen.
I maj måned år 2000 blev den grønne, idylliske græsplæne med et brag forvandlet til ragnarok, idet Festauditoriet ved en gaseksplosion sprang i luften, og bunker af mursten, træ, jern og glasstumper regnede ned over plænen. I forbindelse med genopførelsen af Festauditoriet måtte plænen de næste par år lægge jord til en skov af skurvogne og bunker af byggemateriel, og det var svært at forestille sig, at Grønnegården nogensinde ville blive smuk igen. 
Samtidig med, at Grønnegårdsplænen blev genetableret, tog Andreas Bruuns tegnestue sig også af en omlægning af Grønnegårdsvej, og resultatet blev det meget smukke, lille torv med stenbænken og statuen af Veterinærskolens grundlægger P.C. Abildgaard.
Grønnegårdsplænen bliver brugt til lidt af hvert, især af de studerende, men vi har da også for nylig haft Cirkus Charlie på besøg, og desværre er det også et yndet sted for hundeluftere, der uden blusel trodser forbuddet mod løse hunde på Fakultetets område.