Levada- og bjergvandring på Madeira.

En vandrehistorie af Kim Greiner.

Marts 2000

Det er yderst sjældent, at det er en behagelig meddelelse, at flyet til rejsemålet er 3 timer forsinket. Det er dog helt fint, når den planmæssige flyafgang fra Kastrup var 5.30, og rejsebureauet nåede at ringe besked om ændringen aftenen før. Så var det bare lige det, at stemmen i telefonen sagde, det var fra Spies, og vi skulle rejse med Tjæreborg, så en lille orm gnavede i underbevidstheden. Var der mon nogen, der skulle være "morsomme", eller havde vi ubevidst fornærmet nogen ? Så en kontrolopringning bragte ro i sindet, og istedet for det sidste tog fra Borup og overnatning på en bænk i lufthavnen, blev det et tidligt morgentog.

Hele vinteren, i det hjemlige mørke, regn og slud, havde vi glædet os til de 2 uger i begyndelsen af marts, om ikke til solskinsøen Madeira, så ihvertfald til de lunere himmelstrøg vest for Afrikas kyst, på den lille ø langt ude i Atlanterhavet. Lufttemperaturen i marts måned på Madeira er mellem 14 og19 grader, men da der også kan være regnfuldt og blæsende, havde vi i kufferten foruden et par plyer, også nyindkøbte ægte åndbare Helly Hansen regnjakker, men det gjorde da absolut ikke noget, hvis solen skinnede lidt.

Det var ikke en helt almindelig daseferie, vi havde meldt os til, da den første uge var en speciel Tjæreborg sammenstrikket vandretur med overnatning på 4 forskellige hoteller, fuld kost og ellers dagsture på 12-20 km. Den sidste uge havde vi lejet en hotellejlighed i udkanten af Madeiras hovedstad Funchal og med vores eget program alt efter vejr og vind.

Madeira er 55 km lang og 25 km bred og blev i 1419 opdaget af udsendinge af den portugisiske prins Infante Dom Henrique, bedre kendt som Henrik Søfareren. Øen var ved opdagelsen ubeboet og tæt bevokset med træer og krat, og da den samtidig var bjergrig med de højeste tinder i nærheden af 2.ooo m, var den nærmest ufremkommelig. Den første kolonisation bestod i at sætte ild til trævæksten og så ellers begynde det møjsommelige arbejde med at stable sten, da bjergskråningerne overalt på øen er så stejle, at landbrug kun er mulig ved hjælp af terrasser.

Madeira har eget flag og er idag en delvis selvstyrende region indenfor Portugal, og befolkningen er næsten vaskeægte portugisere, men iblandet lidt blod fra kidnappede nordafrikanere (til at stable sten) og britiske besættelsestropper, der i begyndelsen af 1800 tallet satte nogle blåøjede spor.

Landingsbanen i Funchals lufthavnen er næsten forlænget med brædder, ihvertfald står en stor del af banen på søjler, for at fremskaffe længde nok i det bjergrige terræn. Det er altid spændende, når ens fly er landet, og dørene bliver åbnet, og man kan mærke luften det fremmede sted. I dette tilfælde var det ikke særlig varmt, men en lufthavnsarbejder kørte rundt i korte ærmer, så det så alligevel lovende ud.

Vores vandregruppe kom fra lidt forskellige rejsebureauer, men vi blev da efterhånden samlet, efter at have ventet lidt på nogle tilstødende fly, og det viste sig, at vi var 25 personer af blandet nordisk herkomst. Lidt finnere og resten danskere og svenskere i overvejende aldersgruppen 40-60 år, men der var da også et par helt unge mennesker og nogle, der måske nok var i nærheden af halvfjerserne, men man spørger ikke om en dames alder.

Vores guide i hele den første uge, var en lille sejg nordmand, der hed Bente, og hun talte et sprog, der var let forståeligt for både danskere og svenskerne. Da vandregruppen var meget sammen hele dagen og til måltiderne med, blev de traditonielle sprogproblemer mellem danskere og svenskere efterhånden mindre, så i slutningen af ugen var der nogle af svenskerne, der tilsyneladende forstod, hvad vi sagde. Bente var freelancs guide og boede fast på Madeira, så hun kendte øen rigtig godt og kunne tilrettelægge vandreturene efter sværhedsgrad og i samråd med vejrguderne.

Det var vist nok meningen, at vi skulle have den samme bus hele ugen, men der var kommet grus i maskineriet, så de havde fundet reserven for reservebussen frem, og den skulle næsten skubbes op af bjergvejene. Den måtte også standse et par gange og tilføres vædske, og jeg håbede det var motorolie eller vand og ikke bremsevædske. Med støtte fra EU er vejen fra lufthavnen langs sydkysten og igennem Funchal og et stykke videre vestpå, indenfor de sidste år blevet udbygget med høje broer og tunneler til noget, der nu minder om en motorvej. Ved Ribeira Brava svingede bussen væk fra kysten, og vi begyndte at kravle op af bjergvejen til Encumeada passet, hvor vi i en øde bjergegn blev indlogeret på Residencial Encumeada, der er et ganske nydelig hotel med flot udsigt til bjergene.

Den første aften og også de efterfølgende aftener, mødtes vandregruppen kl. 19 i hotellernes dagligstue, hvor Bente fortalte om den næste dags vandretur, og de der var interesseret kunne få ruterne indtegnet på kortene. Mit eget kort var købt i København, og viste sig desværre at være et autokort, så selvom det havde alle de nye veje med og var meget detaljeret, var det noget svagt i koderne med hensyn til vandreruter. Da vi skulle eller ville ( Jeg kommer lige i tanke om min gamle far, som jeg i min barndom har gået mange ture med, og når jeg spurgte ham, om vi skulle den vej, så sagde han altid: "Vi skal ikke, men vi vil ") gå sammen i en samlet vandregruppe udstak Bente på forhånd reglerne: Ingen mobiltelefoner, ingen røg i bussen og rygning på vandreturene måtte foregå helt nede i bagtroppen og intet efterladt affald. Det var lige efter mit hoved, og alle så tilsyneladende glade og tilfredse ud. Eventuelle toiletbesøg på turene måtte foregå bag en busk og af praktiske grunde, måtte det også foregå udfra bagtroppen.

Hver aften var der middag på hotellet kl. 19.30, og vi var i pakketilbuddet på fuld kost den første uge. Den første dag var vi dog efterhånden blevet ret sultne, da vi kun havde indtaget en Gajol imellem morgenmåltidet i flyet og aftensmaden. Aftensmåltiderne på hotellerne var middage med 3-eller 4 retter mad, og heldigvis var der den første aften en rigtig god grønsagssuppe med lækkert brød, for hovedretten, stegt gedekid, er ikke lige min hofret.

Tirsdag: Hver morgen stod morgenmadbufféen klar kl. 8, og præcis kl. 9 kørte bussen, efter at vi havde fået udleveret dagens lunchpakke fra hotellet. Den første vandredag kørte bussen til Ribeira Brava, hvor der var lejlighed til at købe drikkevarer, som var det eneste, vi selv skulle sørge for. Et madeiransk supermarked ligner meget et dansk, bortset fra de lavere priser, men varesortimentet er udvidet med røgede grisehoveder, kasser med blæksprutter og stabler af klipfisk. Da vi stadig havde gårsdagens sult i mente, købte vi også et par poser boller, og dem bar vi troligt rundt på de næste par dage, inden de blev smidt ud, for udover førstedagen fik vi rigelig med kost.

Bussen sneglede sig op i bjergområdet øst for Ribeira Brava, hvor vi blev sat af i en lille landsby og blev præsenteret for vores lokalguide Miguel, der fulgte os hele ugen. Miguel var normalt taxichauffør, men han havde selv lært sig svensk, og han kunne navnene på alle de forskellige planter, men på svensk. En flink, hyggelig og dygtig fyr, der som regel gik forrest, medens Bente gik bagest og kunne lave opsamling, hvis der var nogen, der blev hægtet af.

For at komme ned til den første levada, skulle vi i omkring 15 minutter gå ned af trapper, og jeg blev noget rystet over min tilsyneladende dårlige kondition, da benene rystede under mig. Senere blev det røbet, at de fleste havde haft rystetur, medens vi hver især stod og så ud, som om det da var ingenting.

En levada på Madeiraer er en vandingskanal, der leder vandet, fra de normalt regnfulde højder, ned til landbrugene og haverne på bjergskråningerne. Bygningen af levadaerne blev påbegyndt allerede i 1500 tallet og er siden blevet udbygget, således at der i dag er omkring 2.000 km levadaer på Madeira. Det er regeringen, der bestyrer levadaerne, og der er ganske bestemte regler for, hvem og hvor meget vand, der må tappes, men flere gange stødte vi på noget, der lignede en uautoriteret haveslange, der diskret var stukket ned og ved hævertsystemet tappede vand.

En typisk levada er omkring 1 meter bred og godt 50 cm dyb, og da levadaerne følger højdekurverne rundt, strømmer vandet kun med en fart af lidt under gangtempo. Levadakanterne er som regel støbt med en 30-40 cm bred kant, og det er denne kant, eller evt. en smal sti langs levadaen, lokalbefolkningen bruger til samfærdsel, og som turisterne har opdaget som ganske pragtfulde vandrestier. Næsten vandret fører levadaen en igennem landskabet og sikken et landskab. Bjerge og dale og ustandselig smukke udsigter til bjergskråninger og små påklistrede huse i forbindelse med det frodige terasselandbrug. Det var bare så flot, og der skulle fotograferes, men da stierne er smalle, og vandringen foregik i gåsegang og godt gangtempo, ville man jo helst ikke sinke resten af gruppen unødigt, så vi blev lige stoppet af Bente: " Al fotografering skal foregå, medens I står bomstille, ellers ender det med, at der er en, der triller ned af bjergskråningen".

Landskabet vekslede hele tiden, nogen gange førte levadaen igennem små landsbyer med marker og haver med blomstrende træer og alverdens planter og kort efter igennem vilde eucaluptusskove og en enkelt tæmmet fyrreskov. Tempoet blev selv sat af gruppen, men det viste sig hurtigt at alle var rigtig godt gående og ingen havde lyst eller behov for særlig lange spisepauser, udover at indtage den medbragte mad, nyde landskabet på levadakanten og hvis man ikke sad klods op af andre, diskret lufte tæerne lidt udenfor de varme vandrestøvler.

Midt på eftermiddagen havde vi gået turens etape på omkring 15 km og kørte derefter ned til Cabo Giräo, der betyder Kap Vendepunkt, og som er verdens næsthøjeste havklippe, med et frit fald 580 m lodret ned til havet. Navnet er givet af en af de første udforskere af Madeira, der kom sejlende langs kysten ved solnedgangstide, og da bjerget i den grad blev farvet rødt, troede han, at han var kommet til helvedets port og vendte op.

Vejret var hele dagen lunt med sol, og selvom der efter årstiden godt kunne falde regn, ihvertfald som byger, så det hele så tilpas tørt ud, at vi ihvertfald ikke var inde i en regnvejrsperiode, men vi selv kunne nu godt trænge til et brusebad efter dagens strabadser. Det måtte dog vente lidt, da vi var i nærheden af Funchal, og der var de ved at line op til årets store begivenhed - folkets karneval a la det københavnske pinsekarneval, men som i de gode gamle dage med kilometer lange optog i gaderne. Vi ankom en times tid før, optoget skulle starte, og holdt standhaftigt en plads i 1. række ved en rundkørsel, og så var det bare lidt ærgeligt, at det viste sig, at optoget drejede af inden rundkørselen. Så for overhovedet at se noget, måtte vi mase os frem og i 7. række ovenover nogle hårtoppe, skimtede vi så alle mulige udklædninger, mest med politiske og kirkelige undertoner, som vi ikke rigtig kunne forstå, hvorimod jeg sagtens kunne forstå sambapigerne.

Tilbage til bussen gik vi igennem Santa Catarina-parken, der er fyldt med eksotiske vækster og samtidig har en dejlig udsigt til havnen og resten af Funchal, der breder sig op af bjergskråningerne. Igen overnatning på det samme hotel i Encumeada-passet og inden da, endnu en madeiriansk nationalret, der heldigvis var noget mere velsmagende end gedekiddene. Med munden fuld af lange spidse tænder, ligner den sorte dybhavsfisk espada noget fra en gyserfilm, men stegt med banan er det et ganske lækkert måltid.

Onsdag. Buskørsel ned af bjergene næsten ned til Ribeira Brava, inden det igen gik opad af mindre og mindre bjergveje, til vejen sluttede ved et lille kapel, hvor jeg taknemligt gjorde korsets tegn, da vi havde kørt med en synsk buschauffør. Jamen, han må da mindst være synsk, eller måske havde han bare en slags radarstråler, men ihvertfald kunne han se tværs igennem bjerge og se, at der f.eks. sagtens kunne overhales en lastbil lige før en blind kurve på en snæver bjergvej.

Turen denne dag gik fra Boca da Corrida til Encumeada-passet og var ikke en levadavandring, men en bjergsti der fra gammel tid forbinder Sydmadeira med Nordmadeira op over passet. Stien gik igennem de ødeste bjergegne med krat af gyvel og blomstrende flader af stikkende tornblad og ind imellem mindre skove af ægte kastanie, eucalyptus og træerica på 3 meters højde. På den højeste del af stien var det kun lige begyndt at blive forår, med brune skråninger og nyspiret græs og bregner, der var på vej op.

Frokost på en udragende klippeknold med stejle bjergskråninger til de 3 sider, og vi troede egentlig, vi var helt alene i verden, da vi pludselig blev infiltreret af en anden vandregruppe. Det var da også en smuk udsigtsklippe, og de flotte steder kan man ikke altid have for sig selv, selvom det var lidt irriterende, da det under den videre fremfærd lød: "Bip bibe lip dip dip Heja Mama, jeg står her i en skog" og det var da altid en variation af: "Jeg sidder i toget mellem Høje Tåstrup og Valby." Ellers var der kun lyden af fuglekvidder, støvletramp og naboens pusten - eller var det egentlig min egen pusten?

Solen lunede hele dagen, og på de sydvendte skråninger var det endda rigtigt varmt, men i skyggen tilpas dejligt køligt. I løbet af eftermiddagen blev der noget spredning i feltet, men vi nåede da alle til afslutningen af den 17 km lange vandring indenfor et kvarter. Jeg selv havde nydt turen og var kun lidt øm på trædepuderne, men nogle enkelte andre havde mugget lidt i geledderne, og nogle andre havde fået hudløse hæle og andre dårligdomme.

Turen sluttede i passet, der ligger 1007 m over havet, og hvor der både kan ses nord- og sydkysten. I passet begyndte det hurtigt at blive koldt og skyet, så det var en gave, at der var dejlig eftermiddagssol, efter kun en halv times kørsel ned til nordkysten ved vores nye hotel Estalagem do Mar i Säo Vicente. Hotellet ligger lige ved kysten med store atlanterhavsbølger buldrende ind, og efter et bad var det hurtigt ud i solen på hotellets græsplæne, og jeg havde beregnet, at der ville være aftensol, inden den ville gå ned i havet. Desværre går solen på Madeira i en noget mere stejl bane end under de hjemlige nordiske himmelstrøg, så solen forsvandt hurtigt bag et meget uhensigtsmæssigt beliggende bjerg. Hotellet var iøvrigt 4 stjernet og måske derfor var der 4 retter til middagen, og det er det tætteste jeg endnu har været på et hofbal, med knive og gafler liggende i rækker udfra tallerkenen.

Torsdag. Drikkevareindkøb og lidt sightseeng i den hyggelige lille by Säo Vicente, hvorefter bussen igen kørte op af bjergene til Encumeada-passet, men denne gang drejede den mod vest igennem bjergene til højsletten Paul da Serra. Sletten ligger i omkring 1400 m højde og er et særsyn på Madeira, da den næsten er flad som en pandekage. På et tidspunkt var der planer om at bygge en lufthavn deroppe, men et nærmere studium af vejrforholdene viste, at skyerne ligger i jordhøjde i 80% af dagene, så det blev opgivet, og istedet blev der opført en vindmøllepark. Stoltheden svulmede i vore hjerter ved oplysningen om, at det var danske vindmøller, lige indtil vi opdagede, at en af møllerne havde en brækket vinge. Foråret var endnu ikke kommet til Paul da Serra, da store græs og bregneflader stadig var brune, men betagende smukt alligevel, og vi var heldige med vejret, da det både var vindstille og skyfrit.

Udgangspunktet for dagens vandring var Rabacal, hvor vi først gik ad en levada med flot udsigt til havet, og derefter igennem noget af Madeiras oprindelige skov, der havde undgået tidligere tiders skovbrande. At det normalt er et område med høj luftfugtighed, kunne ses på træerne, der var halvt dækket med spansk mos. Levadaen førte ud til Risco vandfaldet og var efter min mening lidt for "turistet" med bred sti og trappetrin, hvorimod den videre tur til "De 25 vandfald" var på smal kant, men beskrivelsen i rejseguiden var noget overdrevet, da der stod at turen var vanskelig og kun for specialister. Betegnelsen " De 25 vandfald" er måske også lidt overdrevet, det var ihvertfald ikke vandmængderne, der var imponerende, men det var da ganske nydeligt med vandet, der faldt ned af en stejl grøn klippeside i ret beskedne stråler.

På tilbageturen fik vi brug for de medbragte lommelygter, da levadaen forsvandt ind i en ½ km lang bælgmørk tunnel igennem bjerget. Indgangen til tunnelen var prydet med 2 madonnafigurer og små buketter med blomster, men udover nedsivende vand fra loftet og vandpytter af varierende dybde på gulvet, var der tilsyneladende ingen fare på færde. Tunnelen udmundede på sydsiden i dejlig sol og store partier af vildtvoksende calla afsluttedes dagens vandring på omkring 13 km.

Bussen kørte tilbage over Paul da Serra-sletten, ned til hotellet efter kufferter i Säo Vicente og videre af den nordlige kystvej mod øst. Selvom vejen nogen gange gik på smalle hylder over havet, begyndte jeg langsomt at vænne mig til madeiriansk buskørsel, og buschaufføren havde heldigvis skruet ned for radarstrålerne og kørte mere på sin sunde fornuft.

På denne del af Madeira er der mange småmarker med vinstokke, og vinen dyrkes ofte på stokke, der danner et tag i omkring et par meters højde, og for at udnytte jorden bedst muligt i det besværlige terasselandbrug dyrkes der så grøntsager under vintaget. Madeiravin stampes på gammeldags vis for ikke at knuse kernerne og under sin langvarige specielle behandlingsproces, bliver vinen i månedsvis opvarmet til 50 grader for at få de rigtige aromaer frem. Så skal vinen blandes, omstikkes og lagres og i bedste fald giver den lange lagring en finere vin, men ihvertfald stiger prisen.

Overnatning i nærheden af Säo Jorge i Cabanas Village, der var et meget særpræget hotel i bedste afrikanske landsbystil, idet restauranten er rund, og alle værelserne ligger spredt i området i hvert sit lille runde hus. Hotellet ligger kun 300 meter fra havet, men det er lige lodret ned og med den pragtfuldeste udsigt til atlanterhavsbølgerne langs kyststrækningen. Skyerne lå lavt, så der manglede aftensol, men det var da synd, at udsigten skulle ligge til ingen verdens nytte, så vi prøvede at arrangere lidt aftenlæsning i hotellets liggestole, men selv med vinterjakker blev det hurtigt for koldt, så vi måtte fortrække til de indre gemakker.

Det var ikke på grund af fuldskab eller deslige udskejelser, men jeg stillede et drikkeglas med pina collada midt på et natbord af glas, og måske var det overnaturlige kræfter, eller også var bordet godt og vel vandret, for glasset gled lige så stille ud over kanten og indholdet sprøjtede op. Selvom jeg næsten heller ikke selv troede på det, så var jeg virkelig helt uskyldig og jeg måtte gentage forsøget, før Gitte troede mig, så hvis nogen låner en bog på biblioteket om Madeira og den lugter af pina collada, så skyldes det overnaturlige kræfter på Cabanas Villaga.

Fredag. Selvom det var overskyet og køligt, var vi alligevel optimister og tog solcremen frem, da vi skulle op på Madeiras højeste bjerg Pico Ruivo (Den røde top) på 1.862 meter. Inden beslutningen om, at det skulle være Pico Ruivo idag, havde guiden konsulteret vejrguderne i de øvre luftlag og det blev sagt, at der var snestorm i bjergområdet, men da de plejede at lave lidt skæg med hende, kom det tilsidst frem, at der ihvertfald lige nu var tørt og klart. Det er dog ikke helt ualmindeligt, at der kan falde sne i området, så vi håbede det bedste, medens bussen masede op af bjergvejene, først igennem frodige landskaber, senere igennem kultiverede nåleskove og vilde bjergskråninger.

Trægrænsen på Madeira er ved 1400 meter, så efterhånden tyndede plantevæksten ud, og Madeiras højeste bilvej endte ved Pico Arieiro i 1.818 meters højde. Her er der bygget en stor restaurant, og nogle souvenirsælgere falbød noget af deres hjemmestrik til de ret mange turister der myldrede rundt, og det var der alt sammen ikke noget at gøre noget ved. Men fra Pico Arieiro udgik også alletiders smukke bjergvandresti til Pico Ruivo, og den var der heldigvis ikke mange af busturisterne, der havde mod på at forcere.

Stien var lavet til turisterne, men dejlig primitiv med noget, der lignede trappetrin hugget ind i lavaklippen eller ½ til 1 meter brede eller hedder det smalle hylder på bjergsiderne. Alle steder med en tynd stålwire som rækværk, undtagen ved de rigtig bratte fald, hvor jernstængerne der holdt rækværket, var bøjet ned af naturens kræfter (stenskred eller måske sne). Når terrænet blev for ufremkommeligt, var der et par steder hugget tunneler tværs igennem bjerget, og nogle steder var der udhugget små overnatningshuler til de arbejdere, der havde lavet stien, da der trods alt var en bid vej at gå hjem. Stien havde store højdeforskelle og kaldte virkelig sveden frem på panden for ikke at snakke om resten af kroppen, især under rygsækken, hvor alt blev drivende vådt. Nær Pico Ruivo fører stien igennem et område med flere hundrede år gamle træerica med maleriske krumme og snoede stammer, der var næsten hvide af vejr og vind, og det var bare så flot.

Turen mellem de to bjergtoppe tog omkring 2½ time og endte ved en lille cafe, hvor en noget mere turistet sti førte de sidste 100 meters op til toppen af Pico Ruivo med en storslået udsigt til alle sider, og i det fjerne sås vindmøllerne på Paul da Serra-sletten. Vejret var næsten skyfrit, d.v.s. det var det på de bjergtoppe, hvor vi var, for til alle sider lå skyerne tæt, men heldigvis langt under os. Fra cafeen fører en let sti, men dog heldigvis ikke en bilvej, nogle få kilometer ned til Achado de Texeira, hvor bussen ventede os, og herfra kan Pico Ruivo derfor forholdvis nemt bestiges. For vandrere er det dog ikke altid det nemme, der er bud efter, men gerne lidt vanskelige udfordrende ruter, og når de så samtidig er så smukke som denne, er det helt i top.

Igen overnatning i Cabanas Villaga, hvor det stadig var overskyet og stadig var for koldt til at sidde ude og læse, men vi skulle da lige prøve.

Lørdag: Indkøbsstop i Santana, der er kendt for sine stråtækte huse, hvor taget går helt ned til jorden og døre og vinduesrammer er malet i stærke farver. Et hold landarbejdere på 6-7 mand var igang med forårsarbejdet på en mark, og det foregik på den gode gamle maner med hakker, hvor jorden blev lagt i fuger på tværs af faldretningen. Igennem Porto da Cruz med den ene af øens nu kun 2 sukkerrørsfabrikker. Før i tiden blev sukker på Madeira kaldt det hvide guld og gav i en lang periode rigdom til øen, men nu er sukkeret næsten konkurreret ud af billig arbejdskraft i andre lande og af vores egen mere produktive sukkerroe.

Dagens vandring startede i den lille by Portela, hvor levadaen i starten snorede sig næsten igennem folks baghaver og gårde, så vi fik et rigtig godt indblik i befolkningens levevis. Siden igennem åbne landskaber med udsigter til de dyrkede terasselandbrug eller udyrkede arealer med store flader af blomstrende mimoser, som er kendetegnet for denne levada. Vandet i Madeiras levadaer er måske ikke lige drikkevand, da man jo aldrig kan vide, om nogen har taget fodbad længere oppe, men det ser ellers rent og klart ud. Mimoselevadaen skilte sig dog ud, da vandet virkede ret grumset, men måske var det kun, fordi der var gravearbejde længere oppe, og enkelte steder lå der også noget, der lignede affaldsdynger, og det er meget utypisk for Madeira, for der er faktisk pinligt rent overalt.

Det gode ved levadavandringer er, at selvom levadaen går igennem bjerglandskaber, er stien altid næsten vandret, og der er hele tiden nye overraskende udsigter bag den næste bugt. Selvom der var mange udsigter, der skulle beundres, skulle de helst beundres gående, for når vandregruppen var kommet i godt fodslav, gik den virkelig godt til, så ved for meget snølen, var det nemt at blive hægtet af.

Vandringen var på ca. 12 km, og den sidste del gik langs den bugtede udkant af Madeiras næststørste by Machico og endte ved tunnelen ved Vale do Meio.

Overnatning på hotel Estalagem i Santo da Serra, og da gassen ikke helt var gået af ballonen for Gittes og mit vedkommende, gik vi eftermiddagstur igennem byen, hvor de var ved at stille an til marked og videre ind i den meget store park.

Hotellet var firestjernet, og middagens 4 retter mad blev serveret af et par store kraftige tjenere, der virkelig gik til den med serveringen. I loftet ovenover vores ellers nydelige store bord var der en fugtplet, hvorfra der hang nogle lange udifinerbare trevler ned, så efter min mening, var det mindst den ene stjerne der truede med at falde ned i suppen.

Søndag: Dagens vandring udgik fra Ribeiro Frio, der betyder den kolde egn og langs Levada do Furado til Portela en strækning på 12 km. Levadaen er skovklædt det meste af vejen, men med enkelte gode udsigter og også igennem nogle spændende grotter, hvor der skulle hoppes på trædesten.

Et sted delte levadaen sig og, der stod et lille skilt med 5 km til Santo da Serra, hvor vi igen skulle overnatte, men vi skulle den anden vej, hvor der efter et par km var spisepause i en rigtig nydelig lille park og i det skønneste solskin. Herfra var der kun 3 km til Portela, og da en del af os havde gået os varme og gerne ville gå noget mere end de resterende 3 km, ville vi gå tilbage til skiltet og gå hele vejen til hotellet, istedet for at tage bussen. Det måtte vi dog ikke for Bente: " Hun havde ansvaret for gruppen og skulle sørge for, at vi kom samlet frem, og desuden kendte hun ikke levadaen, og den ene gang hun havde givet lov til, at nogle forsøgte sig, var de først kommet frem langt ud på aftenen og efter, at der var sendt stafetter ud for at lede efter dem".

Vi ville nødig sætte Bente i forlegenhed, så den argumentation bøjede vi os for og kørte pænt med bussen hjem til hotellet og ud af Bentes ansvarsområde, for efter et kvarters hvilepause begyndte Gitte og jeg at lede efter den levada, der skulle gå op i bjergene. På kortet skulle den gå lige forbi kirken, men efter et have kartet byen rundt et par gange uden at have fundet det mindste spor af vand, gik vi op af et hjulspor i noget, vi i hvert fald regnede med var den rigtige retning.

Efter et par kilometer stødte vi på en tør levada og ved at følge den, kom vi til en gammel vandstation, hvor der også var en levada med vand. Her var det nemt at gå fejl, da en tør levada ikke syner meget i landskabet, og dem der i sin tid var gået fejl, havde sikkert gået ligeud og ikke lagt mærke til den lille sidelevada til Santo da Serra. Vi fortsatte opstrøms, men da skoven blev mere vild og levadaen mere og mere forfalden, begyndte vi at indse vores begrænsning, og gav tid til kl. 16 til at finde skiltet, hvor vi tidligere havde været. Heldigvis 10 min i fire nåede vi godt gennemsvedte skiltet, så extra turen var ikke helt forgæves, og så skulle vi bare de 5 km tilbage igen, og så havde vi også fået styret vores lyst for vandring den dag.

Vi havde jo nok set, at der var noget i gære i Santo da Serra, og selvom et varmt bad stod højest på ønskeseddelen, blev der alligevel et længere stop i byen, for et karnevalsoptog passerede ned gennem hovedgaden, med bl.a. en flok sambapiger, der ikke overlod meget til fantasien.

Middag igen under fugtpletten med trevlerne, og så var det desværre slut med en spændende og velorganiseret uges vandreferie, der kun varmt kan anbefales til alle, der kan lide at vandre. Så stor ros til de arrangerende rejsebureauer og ikke mindst til vores guide Bente, der fik hele gruppen velbeholdent frem. Der var fuld valuta for pengene, når det tages i betragtning, at der var skiftende hoteller, 2 fuldtidsguider, bus med chauffør og fuld kost og derudover kun meget beskedne penge til drikkevarer. Rejsens samlede pris var 8.348 kr pr. person, hvoraf vandreugen kostede hovedparten med 7.348 kr og resten for vores vedkommende, for en uge mere på hotel i Funchal til udforskning af øen på egen hånd.

Mandag. Vores gode vandregruppe spredtes for alle vinde i minibusser, og der var afgang fra hotellet på forskellige tidspunkter for at nå de forskellige fly. Vi nåede selv mirakuløst frem til hotel Buganvilia, selvom vores chauffør det meste af tiden styrede med en hånd, medens han snakkede i mobiltelefon med den anden. Det synes jeg ikke er specielt morsomt, når det meste af turen var bjergkørsel, men chaufføren havde da heldigvis selv sikkerhedssele på.

Hotel Buganvilia er et lidt slidt turistklassehotel med en hel masse hotellejligheder stablet ovenpå hinanden, men det var da pænt og nydeligt, og fra vores balkon var der en rigtig flot udsigt ind til Funchal. Byen ligger i en kæmpestor sydvendt halvgryde, direkte ud til havet, og bare det at sidde på balkonen om aftenen og se alle de tusindevis af lys op af bjergskråningerne var en oplevelse.

Selvom vi var en uge gamle på Madeira, ville vi alligevel gå til informationsmødet for de nyankomne, da det jo kunne være der faldt fiduser af, men selvom vi havde fået oplyst tid og sted af vores rejsebureau Tjæreborg, var det nu ikke så nemt endda, for der var ikke skyggen af noget møde. Så fik vi oplyst at mødet var en time senere, men igen uden resultat og den sidste oplysning var, at mødet var et helt andet sted, men for en time siden. Det kunne så ikke rigtig nytte noget, indtil vi stødte ind i en guide fra Alletiders Rejser, og hun inviterede os med til deres informationsmøde, med et glas madeira og en times speedsnak, der næsten ikke var til at holde ud, men vi fik da også lidt staldfiduser, der kunne bruges.

Tirsdag: Der var 3 km mellem vores hotel og Funchals centrum, og selvom der både gik busser og det myldrede med billige Taxi, gik vi altid frem og tilbage for sportens skyld. Funchal har omkring 58.000 indbyggere, og med forstæder løber det op på 150.000, og dertil kommer så et betydeligt antal turister, som dog hovedsagelig bor i Lidoområdet, hvor også vores hotel var beliggende. Der er kun en eneste mindre sandstrand på Madeira, og derfor foregår næsten al havbadning fra badeanlæg, hvor det største er LidoGorgulho, og hotellerne skyder desværre stadig op som paddehatte i området. Mangelen på badestrande påvirker i høj grad klientellet af turister, som totalt er støvsuget for alle børn, men langt overvejende består af modne ægtepar af britisk herkomst, men nordboerne er også godt repræsenteret.

Funchal er en rigtig hyggelig by med krogede gader og en havn med lystbådmarina og kajanlæg, der ofte anløbes af krydstogtsskibe. Til verdensudstillingen Expo 98 blev der bygget en tro kopi af Christoffer Columbus lille sejlskib Santa Maria, og det sejler nu rundt med turister i Funchals havneområde. Columbus boede i en årrække på Madeira medens han studerede navigation, men kopien af hans skib er lidt utro, da jeg er næsten sikker på det oprindelige Santa Maria ikke havde motor.

Byen gennemskæres af fire floder, og mangelen på brusende vand opvejes af blomstrende buganvilia, der næsten dækker flodlejerne på udspændte wirer. Adskillige smukke og velpassede parker dominerer bybilledet, sammen med små og store pladser, der er garneret med mindesmærker og statuer af både den ene og den anden. Samtidig er der så rent overalt, at der dårligt nok ligger et vissent blad, og ved fodgængerovergangene sker der noget mærkeligt. Tænk engang, hvis man står på fortovet og overvejer at passere gaden, så standser bilerne længe inden foden berører fodgængerfeltet - et udslag af venlighed, som de fleste folkeslag forlængst har glemt.

I markedshallerne skal man dog ikke lade sig fuppe af damen lige inden for døren til venstre. Hun uddeler lynhurtig adskillige smagsprøver på sin frugt, og inden man ser sig om, har hun fyldt en pose med frugt til den tredobbelte pris af, hvad supermarkedet inde ved siden af tager. Vi var ellers blevet advaret om hende på informationsmødet, og Gitte kunne også sagtens huske det, men først bagefter, da jeg havde betalt, og jeg synes også nok at 70 kr for en mangofrugt og to andre frugter af ubestemmelig oprindelse, var lidt rigeligt.

Onsdag: Selvom taxier er billige på Madeira, er busser endnu billigere, og hele øen er dækket af et godt net af buslinier. Som sædvanlig, eller det der ville blive til som sædvanlig, gik vi tidlig morgen ned til centrum og fandt busholdepladsen for landbusserne. På dette tidspunkt lå hovedparten af alle de rød/hvide ægtepar stadig i deres senge eller sad ved hotellernes morgenborde. Der var ihvertfald dejligt frit for turister, hvorimod de lokale havde gang i fejekostene allevegne.

At køre med landbus på Madeira er en oplevelse, næsten som at køre i radiobiler, men alligevel må man beundre de dygtige chauffører, der kringler bussen rundt i snævre gader og op af bjergvejene. Denne chauffør gjorde også noget, som jeg vil tro er uhørt for en dansk buschauffør, ihvertfald ikke siden Morten Korchs tid. Han standsede, rullede vinduet ned, hilste venligt på nogle vejarbejdere og spurgte om vej, for at hjælpe en passager med at finde en bestemt adresse!

Dagens mål var Quinta do Palheiro Ferreiro, eller i daglig tale Blandys Gardens som ligger omkring 9 km nordøst for Funchal og i en højde af 500 m over havet. Haven blev anlagt i 1790 og blev i 1885 overtaget af den engelske familie Blandy, som tjente store penge på fremstillingen af madeiravin. Landstedet og haven er stadig i familiens eje, og i formiddagstimerne er der åbent for publikum mod betaling af entre naturligvis, men pengene er givet godt ud, for det er virkelig en skøn have. Størstedelen af haven er anlagt som engelsk landskabshave med store træer bl.a. metertykke abetræer, samt magnoliaer, rhododendron og cypresser, men der er også mange "franske indslag" med små haveafdelinger med klippede buksbom, og overalt er der en frodighed af eksotiske planter fra hele verden. Havens stolthed er med rette en hel allé af over 200 år gamle og 4-5 meter høje kamelia og da det var sidst på blomstringstiden, lå en stor del af kronbladene som et rødt tæppe på stierne. Vi gik rundt i et par timer og nød haven, især inden der kom en hel busfuld af tyske turister.

Lige i nærheden af Blandys Gardens går Levada dos Tornos, og den fulgte vi de 8 km til Monte. Det var en lidt mere befærdet levada end dem, vi var vant til, så der var ret mange modgående vandrere. Stierne langs levadaerne er ret smalle, så den ene part må altid træde tilside og så hilses der pænt med good morning, hello, eller hvis det er en lokal bon dia. Nær Monte forsvandt levadaen ind i et meget mørkt bjerg, og da vi heldigvis havde glemt lommelygten, gik vi af stien udenom og kom snart til den lille idylliske bjergby.

Det mest kendte bygningsværk i Monte er det hvide totårnede "Vor Frue af Bjergets Kirke", der ligger i forlængelse af en meget lang trappe. Hvert år den 15. august på Maria Himmelfartsdag, valfarter folk fra hele øen til kirken, og det er god skik at krybe på knæ op af alle trappetrinene. I et sidekapel til kirken ligger den sidste kejser, altså ikke ham fra Kina, men Karl 1. af Østrig-Ungarn. Efter 1. verdenskrig blev han fordrevet fra sit land, og efter et mislykkes comeback, sejlede et britisk krigsskib kejseren, kejserinden og deres 7 børn til Madeira. Så var det slut men pomp og pragt, for familien havde kun til dagen og vejen, og kun et par år efter døde kejseren af lungebetændelse og blev gravsat i Monte.

Ved siden af kirken ligger i nogle dybe slugter, en aldeles dejligt frodig park, vistnok kommunal, det kostede ihvertfald ikke noget at gå af de slyngede stier og på de små broer over klukkende vandløb. Der var flere andre parker i Monte, bl.a. Jardim Tropical do Monte Palace, der ifølge turistguiden er "Madeiras mest vidunderlige og afsæt mindst ½ dag", men vi var ved at nå mætningspunktet for parker den dag, så den må vente til en anden gang.

Et andet specielt fænomen, der udgår fra Monte, er slædefart, og det er ikke på sne, men over toppede brosten. Allerede i 1849 blev der stiftet en sammenslutning af slædeførere, der i hvide skjorter og stråhatte, styrer de mere velbeslåede turister ned af den 4 km stejle bjergvej. Slæderne minder mest om en sofa på meder og hver slæde har plads til 2 siddende passagere, medens de 2 slædeførere løber bagved og styrer, d.v.s. når slæden er i fart, hopper de op bagpå og så går det bare i afsindig fart ned af gaden. Da vi gik forbi slædemændene, der ventede på kunder, kikkede de med lange blikke på os nærige turister, men vi havde prøvet turen for mange år siden, og det var nok ikke blevet billigere i mellemtiden. Så vi gik ned af slædevejen, men lidt efter måtte vi kline os op af hussiderne, medens slæderne susede forbi med noget, der lignede et helt busselskab, og ihvertfald slædeførerne så ud til at more sig kongeligt.

Torsdag: Lige inden vi landede på Madeiras lufthavn, fløj vi over øens lange spidse halvø kaldet Ponta de Sao Lourenco, og den så rigtig spændende ud, så der ville jeg gerne ud og gå, for at nå øens østligste punkt. Igen med landbussen tidlig morgen og denne gang en tur på godt en times kørsel til Carnical. Selvom der er stoppesteder, standser bussen overalt, hvis armen rækkes ud, og igen oplevede vi et fantastisk fænomen, da bussen standsede ved fodgængerovergange, hvis der stod nogen inde på fortovet. Mange gange på turen måtte jeg kikke væk fra afgrunden og opsende en stille bøn, men chaufføren var knagende dygtig, og det samme var konduktøren, som gik rundt og solgte biletter under kørselen. Som en anden akrobat klemte han ryggen mod stangen i svingene og holdt sig oprejst, medens billetter og pengesedler fløj op og ned af lommerne, næsten hurtigere, end øjet kunne følge med. Jeg var dybt facineret af den mands arbejde.

Der var en del turister med bussen, men de stod alle af ved Mimoselevadaen, så da vi nåede endestationen i Carnical, var Gitte og jeg de eneste turister blandt de lokale.

Carnical er en lille hyggelig fiskerby og vi gik først hen for at studere deres lille hvalmuseum. I 1941 blev hvalfangerstationen oprettet, og det gav arbejde til de fleste af byens mænd. Hvis der er noget positivt ved hvalfangst, så må det være, at Madeiras hvalfangere brugte de klassiske og primitive metoder, hvor der blev sejlet ud i små skrøbelige træslupper, og harpunmanden i bådens stævn brugte håndharpun. Så hvalerne har dog haft en lille chance, fremfor andre hvalfangernationer, der anvender store stålskibe og moderne elektronik og fangstudstyr. I 1981 blev der våbenhvile mellem Madeira og hvalerne, efter at der i den 40 årige periode blev dræbt 5.885 hvaler. Standsningen af hvalfangst på Madeira var frivillig, men vel nok ikke lige af Canicals befolkning, for de fleste af mændene blev pludselig arbejdsløse. Sidenhen blev fiskerihavnen udbygget, og der blev åbnet en ny fabrik i det gamle hvalkogeri, men alligevel gik der denne torsdag formiddag, ualmindelig mange mænd rundt med hænderne i lommen.

Mellem Canical og til Baia de Abra, hvor vejen ender, er der 5 km, og da vi ikke ville bruge al krudtet på denne strækning, hyrede vi den enlige taxi, der holdt på byens torv, og han ville gladelig køre strækningen for 1000 escudos ( ca. 40 kr.) og hente os igen til et aftalt tidspunkt.

Fra Baia de Abra går en delvis afmærket sti igennem et fantastisk område med stejle klippeskrænter ned til den brusende hvide brænding. Hvor resten af Madeira er en frodig have, er nedbøren i dette område minimal og har nærmest ørkenkarakter, med kun få tørketålende planter imellem alle stenene. Klipperne varierer ustandselig i konsistens og har de skønneste farver i brune, røde, gule og sorte nuancer, og mange steder lignede det størknet sten, der var rendt ned af klipperne. En geolog kunne sikkert fortælle en lang interessant historie om dette landskabs tilbliven, men vi andre kunne bare nyde en fantastisk naturoplevelse, som jeg ikke har set andet steds på denne jord.

Et stykke ude på halvøen er området erklæret for nationalpark under særlig beskyttelse, og det tyndede hurtig ud i de enkelte andre vandrere, der havde forladt parkeringspladsen, så vi var næsten alene i landskabet. Stien er markeret med enkelte rød/hvide pæle og nogle få halsbrækkende steder er der udspændt en stålwire, men snart forsvandt alle spor af civilisationen. Klipperne havde ellers været ret nubrede at gå på, men op til den sidste top var der løst grus på en stejl skrå flade, der forsvandt ned i havet, og det var lige før Gitte nægtede. Efter lidt betænkningstid kom hun dog alligevel kravlende op, så frokosten kunne indtages i familieidyl med den flotteste udsigt til alle sider og kun i selskab med et fransk par og i hundredevis af håndtamme firben. Tilbageturen gik af den samme rute, og jeg gik og blev helt rørt over at have fået lov at til at opleve sådan en dag, i sådan et natursceneri og i sådan et dejligt solskin.

Vandreturen frem og tilbage fra Baia de Abra og ud til østspidsen tog 4 timer, og taxien kom til den aftalte tid, og bussen kørte efter planen, så vi var tilbage i Funchal ved godt 18 tiden. Da buschaufføren og konduktøren sagde farvel til hinanden ved endestationen, gav de pænt hånd til hinanden, og jeg havde selv lyst til at give hånd til de to gutter og takke for oplevelsen, men jeg betænkte mig dog i sidste øjeblik, da de vel ville have troet, jeg var tosset, så jeg måtte nøjes med at give hånd til McDonald.

Fredag: Med start ved Funchals stadion og lige bag hotelområdet går Levada dos Piornais og fører igennem masser af bananplantager og køkkenhaver. Der er samtidig flotte udsigter til havet og senere til Camara de Lobos og Cabo Girao, så selvom denne levada ligger snublende nær, er det slet ikke den ringeste.

I landsbyen Quebradas anbefaler levadabeskrivelsen, at der vendes om, da levadaen forsvinder ind i en tunnel og der derefter bliver for stejlt ned. GÅ IKKE VIDERE stod der, men vi fortsatte dog og opdagede at levadaen i 1999 var blevet restaureret et godt stykke videre frem. Så selvom levadaen gik på en hylde på bjergsiden og vi nogle steder nærmest skulle kravle igennem nogle grotter, var det muligt at gå endnu en kilometer, da der var opsat rækværk de mest stejle steder. Lidt længere fremme var det dog slut med rækværket og så blev det lidt for spændende, når balancen skal holdes på en 40 cm kant, og der er 15-20 m lodret ned. Så vi stoppede den videre fremfærd, og bakkede lidt tilbage til sikker grund og holdt frokostpause. Lidt efter kom der uanfægtet en ældre indfødt morlil klaprende forbi i sko med halvhøje hæle og 2 franskbrød under armen. Et par modige englændere kom også modsat og sagde, at levadaen var spærret en kilometer længere fremme af et jerngitter, så vi var tilfredse med, at vi ikke havde sat livet på spil for den sølle km, selvom jeg gerne ville hen og ruske lidt i gitteret, når nu en ældre dame og to franskbrød på høje hæle kunne klare turen.

Vi gik tilbage til motorvejsbroen og gik af en vej ned til Camara de Lobos, der betyder "Søløvernes soveplads", idet der første gang portugiserne kom til stedet, lå store flokke af søløver på stranden og sov. Nu er det slut med søløver, og den lille hyggelige fiskerby er mest berømt for, at det var her Winston Churchill i årene efter 2. verdenskrig yndede at holde ferie, og især en lille terrasse med udsigt over byen, tiltrak sig hans opmærksomhed. Mange gange sad han her med høj cigarføring og malede udsigten, og det mindes en med bronzeplade i muren og navnet på den nærliggende lille restaurant "Churchills Place". Det er virkelig også en malerisk lille by med naturlig havn og med de blå fiskerbåde trukket op på stranden og husene, der er klistret på de stejle klippesider. Selvom Camara de Lobos ikke er en turistby, sættes renligheden højt, idet et par mænd med slange og koste vaskede gaden, og der var opsat papirkurve for hver 20 meter.

Efter en passende ispause på udsigtspladsen Largo da República var vi kun lige ved at lade os friste af en bus, men vi gik af den stejle vej op til levadaen igen, og gik de 8 km tilbage til hotellet.

Lørdag: Funchals Botaniske Have ligger ca. 4 km fra centrum i modsat retning end vores hotel, så haven var et godt mål for dagens vandring. Gaderne fra centrum og op til haven har en stigning i nærheden af 30 grader, så sveden haglede, og det var garanteret ikke mange af alle de turister, der gik rundt i haven, der var gået op. Udover en flot udsigt over byen, har både den nye og den gamle afdeling af haven en rigdom af planter fra hele verden, og det hele var ganske nydeligt og velpasset. Der findes også et meget interessant naturhistorisk museum, med alt fra pressede planter over forstenede muslinger til en mølædt udstoppet haj.

Lige ved siden af Botanisk Have ligger Papegøjehaven og Orkidéhaven, men vi modstod let begge dele, da papegøjernes skrig sagtens kunne "nydes" i Botanisk Have, hvor der også var masser af orkidéer.

På et udsigtspunkt i haven stod nogle mennesker og pegede, og jeg hørte brudstykker af ord som kristusfigur og a la Rio de Janero, og så kom jeg i tanke om, at jeg havde læst noget om en kristusfigur i "Turen går til Madeira", så den ville jeg gerne se, da det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får set den i Rio. Langt ude i det fjerne kunne vi da også skimte noget, der lignede en figur med udbredte arme, så vi tog en pejling med kort og kompas, og fik nogenlunde stedfæstet figuren. Desværre stod den på den anden side af en dyb flodkløft, så det gik først ned og så op af stejle gader og trapper, og det kan man godt få det meste af en eftermiddag til at gå med. På et tidspunkt spurgte jeg om vej hos en gammel mand og sagde "Jesus Krist" og prøvede at vise med fagter, hvad jeg mente, og han nikkede ivrigt ja, da jeg pegede i en retning, men lige så ivrigt, da jeg pegede i en anden retning. Lidt efter fik Gitte pludselig øje på figuren, men skuffelsen var stor, da den max var 3 meter høj, og stod på et hustag, og jeg var helt sikker på, at jeg havde læst om en rigtig stor figur.

Tilbage på hotellet bladrede jeg i turbogen og ganske rigtigt, på side 49 var der et billede af kristusfiguren, der står på forbjerget "Ponto do Garajau", og der stod, at figuren er skabt i 1927 af en fransk billedhugger, og at den er ca. 20 meter høj. Der stod også, at monumentet i klart vejr kan ses fra Funchal, så på hotellets 5.sal spejdede jeg i retningen og ved hjælp af telelinsen på vores fotografiapparat, mente jeg ganske bestemt, at jeg kunne skimte noget hvidt på forbjerget i det fjerne.

Søndag: Nu var vi/jeg blevet bidt af den kristusfigur, og ingen anden dag end søndag ville være bedre egnet til at opsøge Kristus. Så vi gik igen til centrum og fandt en landbus til Canico, der er ved at udvikle sig til et større turistcentrum. Omkring kirken var der dog tilsyneladende ikke mange turister, men en leben af indfødte i deres bedste klæder, så det var bestemt ikke nogen søvnig lille by. Efter lidt vandring frem og tilbage, kom vi endelig ud af den rigtige retning og der stod han så, med udbredte arme og skuende ud over havet. Placeringen på det 120 m høje forbjerg "Ponto do Garajau" var overordentlig smuk, men størrelsen af figuren, endda med sokkel var ikke 20 meter, men højst 10 meter. Det viste sig også, at det hvide jeg havde set fra hotelværelset og taget for kristusfiguren, var et helt dødeligt vandtårn, så nu har jeg også skrevet til Politikens Forlag og gjort dem opmærksom på, at godt nok er Kristus stor, men ikke så stor. Ja, ja det er jo alligevel en pæn figur og vi kunne jo nok ikke finde den større på Madeira, og vi fik da også en god vandretur ud af det, især da vi besluttede at gå tilbage til Funchal.

I den østlige del af byen, opdagede vi så tilfældig en hyggelig gammel bydel i nærheden af det gamle fort Fontaleza de Säo Tiago, der nu er kunstmuseum, og vi fik også set lidt nærmere på Funchals Marina, som også er ganske spændende.

Den sidste aften havde jeg spendérbukserne på og gav taxi frem og tilbage til centrum, og vi spiste middag på en hyggelig restaurant, hvor kokken kom ud af køkkenet og flamberede et eller andet ved bordet, som jeg ikke kan huske, men der var vin til maden og cappucino bagefter, og regningen lød på kun 200 kr, så alle var glade.

Dagen efter var det bare at flyve hjem til det spirende forår i Danmark, og vi havde virkelig nydt hver og en af de 186 km, som vi havde vandret, og med Madeiras levadaer, bjerge, natur, parker, byer,vejr og befolkning kan øen varmt anbefales til alle, men husk lige hende indenfor til venstre i torvehallen.

Tilbage til forsiden