Midnatssolens Land

Julemanden, guld og grønne skove.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 1995

Nord for polarcirklen ligger Midnatssolens Land, og der er det muligt, om sommeren vel at mærke, at se solen danse døgnet rundt, og hvem kan ikke lide solskin ? Vi havde været på Nordkapp før, men havde stadig en længsel mod det nordlige Skandinaviens vidder og ødemarker. Og læserne kan roligt hænge ved, for kun nogle få gange er de samme seværdigheder beskrevet som i "Vejen til verdens ende". Rejseruterne er for en stor del forskellige, og det samme er svinkeærinderne og vejret, så også denne tur til Nordkapp er værd at skrive hjem om og meget forskellig fra første gang. Rejsedeltagerne var denne gang min tro rejsepartner og kone Gitte, mig selv og vores weekendplejebarn Camilla på 13 år, som vi gerne ville give en spændende oplevelse.

Alle veje fører til Rom, og næsten lige så mange fører til Nordkapp, men vi valgte Kimmerslevvej ned til rundkørslen, derefter Bækgårdsvej og Ryeskovvej, og fra Helsingborg ad E4 med første overnatning på vandrehjemmet i polkagrisens hjemby Gränna.

I Gränna med det hyggelige gademiljø fra 1800 tallet, kan man adskillige steder se, hvordan ægte rødstribede polkagrise sukkerstænger bliver fremstillet, og i næsten hveranden forretning bliver de solgt i utallige varianter.

I byen ligger også Andre`Museet, der skildre 3 modige mænds forsøg på i 1897 at nå Nordpolen i ballon. Det kunne måske forudses, at sådan et forsøg var helt hen i vejret, og ballonen kom da også ud af kurs og nødlandede et meget øde sted, hvor de prøvede at overvintre. Det lykkedes desværre ikke, så alle omkom, men det var da godt forsøgt.

I Gränna var der liv og glade dage, da der var byfest, og vi blev lokket hen til et omrejsende tivoli, hvor der bl.a. var et spøgelseshus med en stor og prangende facade. Et minut senere og 60 kr. fattigere (det var dog svenske), var vi ude igen og var ved at dø af grin. Det var så primitivt og plat, at vi kun kunne grine af, at de havde narret pengene fra os.

Til gengæld fik vi noget for pengene i en vild og voldsom karrusel, som Camilla fik lokket mig med op i. Vi var de eneste, der var deroppe, og jeg har en mistanke om, at karruselføreren brugte os som reklame, for den kørte rundt og rundt i en uendelighed. Det begyndte at regne, og jeg var efterhånden overbevist om, at det hele var gået i baglås, og at vi skulle tilbringe natten deroppe, men til sidst fik karruselføreren medlidenhed med os, så vi vaklende kunne forlade stedet.

Nu holder de åbenbart meget af deres vandrehjem i Gränna, for det var festens centrum, og der var stillet hegn hele vejen rundt om, som man skulle betale 50 kr. for at passere, men heldigvis slap vi uantastet igennem kun ved at vise vores nøgle. Musik- og ølteltet lå kun 10 m fra vores vindue, så lige til kl. 3 om natten kunne vi ligge og nyde den gratis musik - man har jo lov til at være heldig engang imellem.

Lidt nord for Linköping lavede vi en lille afstikker til Berg, hvor Göta-kanalens spændende slusesystem sluser bådene 37 m op eller ned igennem 15 sluser. Selvom det øsregnede, fik vi alligevel en times tid til at gå med at se på al aktiviteten ved sluserne, men ellers var dagens mål Stockholm.

Vi mente, vi havde et godt kort over Stockholm, og da jeg altid gerne har villet se Drottningholm Slot, hvor kongefamilien har bolig, ville vi lige besøge slottet, inden vi kørte ind til centrum. Det var dog lettere sagt end gjort. Stockholm ligger på 14 øer, og veje og broer krydser hinanden, så da vi efter 1½ time havde passeret det samme sted 3 gange, gav vi op, da vi skulle tjekke ind på vandrehjemmet inden kl. 17.

Vandrehjemmet lå på Skeppsholmen, få hundrede meter fra Stockholms centrum, og var beliggende i en stor, men nydelig, gammel bygning, og et tresengs værelse kostede 240 skr. Hvis man bestiller i meget god tid, kan man overnatte i annexet "Af Chapman", et 100 år gammelt stort og flot sejlskib.

Aftentur i Gamla Stan, der er en af Nordeuropas mest spændende middelalderbyer med herlige snævre gader, små porte og pladser - ikke ødelagt som Roskilde og København, hvor det en overgang gjaldt om at rive så meget som muligt af det gamle ned og bygge nyt af beton og glas. Stockholm Slot, der blev bygget 1697-1754, er dog en stor, firkantet klods med 608 værelser, så er Amalienborg dog noget kønnere.

Næste dag var der sightseeing i Stockholm og for at beskrive det kort, så regnede det hele dagen, men vi var da oppe i det 155 m høje Kaknästårn, og vi besøgte Vasamuseet, hvor det gamle skib efter 333 år på bunden rigtig kommer til sin ret i et virkelig flot og spændende museum. Gustav Adolf dummede sig i sin tid, da han beordrede et extra kanondæk på det allerede påbegyndte skib. Herved fik skibet så tung en overbygning, at det kæntrede på sin jomfrurejse kun få hundrede meter ude, og da saltindholdet i vandet er meget lavt, interesserer træværket ikke pæleorm, så skibet er næsten intakt med masser af træfigurer og andre udskæringer. Det siges. at en dansker og en svensker stod på museet og kikkede på det prægtige skib, og svenskeren sagde pavestolt: "Sådan et skib har I nok ikke i Danmark". Hvortil danskeren bemærkede: "Nej, for vi byggede skibe, der kunne sejle!".

Eftermiddagsturen, stadig i øsende regn, gik til Skansen - verdens ældste frilandsmuseum og samtidig en zoo med hovedsagelig skandinaviske dyr. Et kort øjeblik overvejede vi istedet for igen at begive os ud i regnen, at krybe ned under dynen med en bog, men sådan er vi heldigvis ikke, så vi iførte os det pjaskvåde regntøj og tog til Skansen. I mange af husene var der arbejdende værksteder, men mærkværdigvis var der næsten mennesketomt overalt, nu nok på grund af regnen, så vi gik ind i en lille kaffestue,for at give de 2 tjenere lidt arbejde. 2 kaffe, 1 cola og 3 små stykker kage kostede 133 kr. med gratis påtår, men der er jo grænser for hvor meget kaffe man kan drikke for at få kopprisen ned. Ellers er spiseudepriserne i Sverige yderst rimelige, i hvert fald på fastfoodrestauranterne, pizzeriaer og lignende steder, hvor vi spiste. Så vi spiste ude 2 gange om dagen, for vi var jo på ferie, og det var først, da vi kom til Norge, at rationen blev sat ned til én daglig gang udespisning.

Næste dag havde det heldigvis regnet af, da vi satte kursen nordpå ad E4 op langs Den Botniske Bugt, men inden da var vi lige inde i Uppsalas domkirke. Kirken er Nordens største med kirketårne i 118 meters højde, men så havde det også taget 175 år at bygge den med start i år 1260.

Videre igennem et ret fladt landskab med mest skove og en del marker. "Älvens Hus" med kraftværk og akvarium var lukket på grund af "turbulens i ledelsen" som en svensker sagde, da vi havde lånt hans wc.

Vejene er gode op langs bugten, så vi kørte en ret lang dagsmarch på næsten 500 km, men der er jo altså også en bid vej fra Borup til Nordkapp, og det skal jo heller ikke være det rene ferie.

Hele resten af turen overnattede vi næsten udelukkende i campinghytter, som ikke var bestilt i forvejen, da vi ikke på forhånd vidste, hvor langt vi havde lyst til at køre hver dag. Priserne svingede fra 150 skr. til 500 nkr., med et gennemsnit på 257 kr. omregnet til danske. Størrelsen af hytterne varierede også meget fra 16 m2 til et helt hus på 76 m2, og omkring halvdelen havde eget wc og brusebad, og på resten benyttede man campingpladsens "sanitære installationer".

Lidt vest for Umeå fandt vi Vindelälven, hvor der var mulighed for forsränning som svenskerne kalder det eller rafting, eller på dansk må det vel hedde gummibådssejlads igennem uroligt vand.

Der var afgang kl. 14, og det var lige præcis midt i en tordenbyge for at give sejlladsen den rette dramatiske stemning. Båden blev styret af en erfaren bådfører, som inden fortalte om sikkerheden om bord eller faktisk udenbords, for hvis man faldt i vandet, skulle man ikke prøve at svømme, men lade sig drive med strømmen med benene forrest til at støde fra på stenene. Iført redningsvest og vores efterhånden tyndslidte regntøj kastede bådføreren os igennem vandmasserne, medens jeg med den ene hånd holdt fast i gummibåden og med den anden havde et solidt greb i Camilla, for jeg havde jo regnet ud, at hvis hun faldt i vandet, var jeg nødt til at hoppe efter for at holde hende med selskab.

Bølgerne slog ind over kanten, så indimellem skulle der øses, og desværre kunne jeg ikke tage billeder undervejs, da jeg for det første manglede et undervandskamera og for det andet et par arme mere. Turen strakte sig over ca. 7 km og tog en times tid med gratis tilbagetransport, og det var en rigtig spændende oplevelse. Prisen for turen var 130 skr. for voksne og 80 skr. for børn, men så fik vi ialt 100 kr. rabat ved at vise vores Premium Clubkort.

I Luleå var vi henne ved Gammelstads Kirke og Sveriges største kirkeby. Omkring den gamle kirke ligger 450 enkle træboder eller hytter, som især tidligere tjente som husly for kirkegængerne langvejs fra, så der må have været noget ved at være præst dengang.

Lidt nord for Luleå så vi det første vilde eller i hvert fald løsgående rensdyr, og herefter så vi hver dag adskillige rener enten enlige eller i små flokke. Camilla var ret fasineret af dyrene, og hun havde meget fornøjelse af at tælle, hvor mange hun så på en dag - det højeste dagsantal var 81 stk.

Helt oppe ved Haparanda, der er grænseby til Finland, fandt vi Kukkolafossen eller på finsk Kukkolankoski Fos, der her danner grænse mellem Sverige og Finland. Fossen er en af de største fritstrømmende fosser i Finland, og her foregår fiskeriet som i middelalderen på lange vakkelvorne træbroer ud i strømmen, hvor fisken så fanges med ketcher på 6 m lange stænger.

Her var også nogle dejlige campinghytter, fiskemuseum, gamle vandmøller og også familierafting, som vi var nødt til at prøve igen. Strækningen ned igennem Kukkolafossen var noget kortere end på Vindelälven, men til gengæld vildere. Der var kun en daglig afgang kl.16, og da vi var på vej ned igennem fossen, opdagede vi, at det åbenbart var det lokale tilløbsstykke at se gummibåden passere, idet folk stod i en kødrand langs bredden og kikkede. Camilla fandt ud af, at hvis man ikke ville have støvlerne fulde af vand, så skulle man tage regnbukserne uden på støvlerne.

Fra Haparanda fortsatte vi nordpå op igennem Finland til Rovaniemi, hvor polarcirklen går igennem og er malet på jorden, ja nok ikke hele vejen rundt, men i hvert tilfælde ved Julemandens værksted og postkontor. Finnerne og en hel del andre af Jordens børn tror, at Julemanden bor her, vi andre ved jo, at han bor på Grønland, men det kan jo være, han var på besøg, for man kunne blive fotograferet sammen med ham mod at erlægge et mindre beløb. For ikke at skabe pinlige situationer var vi ikke henne at hive ham i skægget, men hans hoo hoo lød meget ægte, måske ved tanken om alle de penge, turisterne lagde i hans restaurant, dyrepark og i alle de små og store butikker, der solgte finsk håndarbejde. Camilla fik et bevis på at polarcirklen var passeret, men ellers nøjedes vi med at kikke.

Polarcirklen ligger på 66,5 grader nordlig bredde og løber nord om Island, igennem Sydgrønland og tværs igennem Alaska, og i zonen mellem polarcirklen og Nordpolen ligger så Midnatssolens Land, hvor midnatssol kan forekomme fra 1 nat (eller hedder det alligevel dag, selvom det er nat, for det er vel ikke nat, når det er lyst) på selve polarcirklen og til ca. 3 måneder på Nordkapp.

Her midt på dagen så det lovende ud, da solen skinnede, så vi drog videre nordpå ad E75 igennem Lapplands uendelige skove mod dagens mål Tankavaara, et sted i ødemarken, hvor der kan vaskes guld. Før i tiden var Tankavaara stedet, hvor guldfeberen rasede, men nu har man nok fundet ud af, at der er mere guld i at overlade området til turisterne. Tankavaara er i bedste Klondike/western stil, og vi lejede en hyggelig "nybyggerhytte" med muret kampestenspejs for 275 finmark.

Hovedattraktionen i området er et forbavsende stort og flot guldmuseum, som 22 lande, der beskæftiger sig med guldgravning, har været med til at opbygge, desuden mineraludstilling og udstilling, der beskriver guldgravernes historie i Lappland. I området afholdes der hvert år verdensmesterskab i guldvaskning, og vi prøvede da også selv guldvaskningens ædle kunst. Vi fik udleveret vaskepander med jord fra åbrinken af et par næsten ægte guldgravere, og efter lidt instruktion gik vi i gang med fingrene i det iskolde vand, og efter en god timestid fandt vi da også et par ægte guldkorn.

På den hyggelige gamle guldgravercafe måtte man godt betale med guldstøv, men vores guldfund rakte nok dårligt til fløden i kaffen, så vi bestemte os til at betale med almindelige penge. Menuen i cafeen bestod næsten udelukkende af rensdyrkød, og at sætte tænderne i sådan nogle søde dyr var lige skrapt nok for Camilla, så hun fik en almindelig kedelig sandwich.

Lige øst for Tankaavara ligger Sompio Nationalpark med et flot informationscenter med gratis udstilling. Vi var der 5 minutter i fem, og på et skilt stod der, at der var åbent til kl. 6, så selvom vi var de eneste, der var der, blev vi noget forargede, da damen, der passede centret, begyndte at slukke lyset kl. 5 og se ud, som om hun gerne ville hjem. Men vi ville da ikke blande os, hvis hun savnede kæresten, så vi tog i stedet en 6 km gårundtur i nationalparken, hvor man for det meste gik på udlagte planker, og hvor man ikke på nogen måde måtte beskadige naturen. Det vidste myggene åbenbart også, for de kastede sig over os i hundredvis, så det var først, da vi kom til et udsigtstårn med en flot udsigt til alle sider, at de faldt lidt til ro.

Næste morgen blev vi noget forbavsede, da guldcentret åbnede en time, før de skiltede med, og så gik det pludselig op for os, at Finland følger østeuropæisk tid og er en time foran de andre nordiske lande.

Videre op igennem Midnatssolens land i øsende regnvejr, og på grænsen mellem Finland og Norge lå noget, der hed Karigasniemi, og som på kortet var markeret som en by. Vi havde glædet os til noget varm mad, men Karigasniemi viste sig at bestå af 5 huse, og "byens" spisested havde sådanne tilstande med hensyn til udvalg og betjening, at en gammelkommunist ville føle sig hjemme, men jeg må da også indrømme, at vi efterhånden var kommet ret langt ud på landet, så vi nøjedes med et stykke chokolade og fortsatte til Karasjok, samernes hovedstad.

Karasjok har godt et par tusinde indbyggere, hvor ca. 80 % er samer og en del, men mest ældre mennesker, holder stadig fast ved at gå i deres smukke dragter med den stjerneformede hue med bånd i gult og rødt. På Leilas cafe havde de udsolgt af det meste, men et godt stykke nede på spisekortet sagde hun da ja, da vi forhørte os om frikadellerne, og vi spurgte ikke, hvad den ret hed, som de fleste af de andre gæster spiste, men det gav store dynger af afgnavede knogler.

Efter Lakselv op mod Kåfjord skifter landskabet karakter fra skov og krat til mere og mere øde områder uden træbevoksning, og nord for den 70. breddegrad nås skovgrænsen, så den højeste bevoksning herefter er græs.

Fra Kåfjord går en færge over til Magerøya - øen hvor Nordkapp ligger, og vi lejede en hytte på Kirkeportens camping, der kan smykke sig med titlen "Verdens nordligste campingplads".

Om aftenen kørte vi så de sidste 20 km ud til Nordkapp, hvor en 2 dages familiebillet kostede 280 nkr. og giver ret til at besøge Nordkapphallen med en 180 grader supervideograf, som viser Finnmarken gennem de 4 årstider. Desuden findes udstillinger, gavebutik, postkontor, Nordkapps vartegn og monumentet "Barn af Jorden", der er skabt af syv børn fra alle dele af verden. På det fine spisested "Kompasset" kunne man få en fin buffet til 220 kr. pr. person eller dagens ret, kogt torsk, til 95 kr. Ingen af delene fristede os særligt, så vi tog en sandwich til 38 kr. og en cola til 23 kr., men så havde de nogle dejlige, varme kuvertbrød til 5 kr som vi spiste en del af. Senere fandt vi ud af, at et andet spisested, havde nogle udmærkede pizzaer til en rimelig pris.

Kl. 24 strålede solen, men desværre ovenover skyerne. Nedenunder, hvor vi opholdt os, var det lyst som om dagen, men det regnede, så vi besluttede at finde hytten og gå i seng. På parkeringspladsen uden for Nordkapphallen holdt der på dette tidspunkt 5 personbiler, men hele 54 turistbusser, som alle havde håbet på midnatssol. Ja, busserne var vel nok ligeglade, men menneskene der var kommet i busserne.

Selve Nordkappklippen hæver sig 307 m lodret op fra havet og er det nordligste punkt, man kan køre til i Europa, men lidt vest for klippen ligger Knivskjellodden, der ligger lidt nordligere end Nordkappklippen. Det kunne da være interessant at stå på spidsen af odden med hele Europa under sig, så selvom det næste morgen regnede, besluttede vi alligevel at vandre derud. Vi nedstammer direkte fra de barske vikinger, så iklædt regntøj, vanter og halstørklæde og med proviant i rygsækken begav vi os ud på den 9 km lange tur ud til odden. Efter 200 m vendte vi om. Det var 4 grader "varmt", vinden blæste kraftigt ude fra Nordishavet, regnen piskede os i ansigtet, det var tåget, så vi ikke kunne se varderne, der angav ruten, og de røde pile på stenene, som også skulle vise ruten, kunne vi heller ikke finde. Det ville være halsløs gerning at fortsætte (vikingerne vendte vel også om engang imellem), så vi måtte erkende vores nederlag over for vejrguderne og konstaterede, at den koldeste vinterdag, vi nogensinde har oplevet, var en sommerdag på Nordkapp.

Istedet for Knivskjellturen kørte vi tilbage til campingpladsen og gik ud til Kirkeporten, en ejendommelig kæmpestor, portformet klippeformation, hvor frokosten blev indtaget i nogenlunde læ. Da tågen var lettet, skulle vi lige op på den nærmeste bjergtop, men som sædvanlig er der altid en højere top bagved, så først efter 3 timers vandring nåede vi en stor varde, som angav, at det var toppen. Det var da heldigvis efterhånden holdt op med at regne, så vi kunne krybe ud af regntøjet og rigtig nyde det barske landskab med hav og bjerge og en enkelt meget stor ren, som efter Camillas mening kom lige tæt nok på.

Om aftenen skulle vi lige ud til Nordkapphallen igen for at købe souvenir og spise pizza suppleret godt op med kuvertbrød. Solen havde tittet lidt frem i løbet af aftenen, men ved 23 tiden var det helt overskyet, så da vi var meget trætte, gav vi op og måtte se i øjnene, at vi heller ikke denne gang fik set den berømte og åbenbart meget sjældne midnatssol.

Næste morgen var der igen en pibende kold blæst, og Camilla kunne ikke komme ind på campingpladsens toilet, fordi døren skulle lukkes op mod vinden, så vi begyndte hjemturen ned langs Norges vestkyst - altså ikke på grund af toiletdøren, men vi skulle jo hjem igen.

I Alta var vi inde at se det nye og meget smukke museum, der ligger i forbindelse med Nordeuropas største område med helleristninger. Området er det eneste forhistoriske kulturminde i Norden, der er med på Unescos "World Heritage List". I 1973 fandt man ved et tilfælde et helleristningsfelt, og foreløbig er der nu afdækket 42 felter med omkring 3000 helleristninger med motiver omfattende dyr, mennesker, både, jagtscener, frugtbarhedssymboler m.m., så 6000 til 9000 år før Anders And og Tintin lavede man tegneserier heroppe.

Lidt syd for Alta på Isnestoften havde samerne stillet en lang række boder op, hvor de solgte deres husflid, rensdyrskind og gevirer. Så højt mod nord er priserne meget rimelige, så Camilla købte et pænt gevir til 40 kr. Det er næsten altid ældre mennesker, der iført deres farvestrålende dragter passer boderne. Herude passer dragterne fint, men det er som om to tidsaldre støder sammen, når en gammel morlil iført sin dragt kører rundt med indkøbsvognen i et moderne supermarked eller sidder og spiser pomfritter i et cafeteria.

Længere ude på Isnetoften ligger en mængde store sprængte betonstykker, som er resterne af en tysk fæstning, som blev bygget under 2. verdenskrig for at bevogte Altafjorden, der var et godt gemmested for store slagskibe. Da tyskerne forlod Nordnorge, sprængte de selv deres fæstning i luften for at anvende den "brændte jords taktik" over for de fremrykkende russere, og det var måske meget godt, at fæstningen røg, men de grundige tyskere tvangsevakuerede hele befolkningen over et kæmpeområde og bortsprængte alle byer, broer og al anden bebyggelse. Langs E6 på en strækning af hundredvis af kilometer, står der i vore dage krigsmindesmærker til minde om kampene og nordmændenes lidelser.

Ved Skibotn kørte vi op ad E8 og passerede igen grænsen til Finland, der blot er markeret ved en smal skovrydning og en række gule sten - gid alle verdens landegrænser var så fredelige som her. Nær grænsen ligger en lille, fint tilhugget granitstensbro, som blev bygget af tyskerne i 1943 til deres troppetransporter. Broen er en seværdighed, da det er den eneste stenbro i Lappland, som ikke blev sprængt i luften ved tilbagetrækningen. Jeg kunne godt forestille mig, at brobyggerne har haft samme kvaler, som majoren i "Broen over floden Kwai", hvis de senere fik ordre til at sprænge den, så måske har de helt "glemt" det, men det ville vel nok have kostet mindst et hoved at glemme sådan noget.

Tæt ved grænsen ligger Kilpisjärvi - en af Lapplands smukkeste søer omgivet af høje fjelde, og 3 gange om dagen sejler en lille båd tværs over søen og sætter passagererne af på den modsatte bred. Her venter båden i 2 timer, og så går man 3 km ud i ødemarken, indtil man kommer til en stor gulmalet betonklods, som ligger midt ude i en lille sø. Betonklodsen hedder Treriks-röset og markerer det sted, hvor de 3 lande Sverige, Norge og Finland mødes. På toppen af betonklodsen sidder en lille trekantet sten med indhugget rigsvåben og de tre landes navne, så man kan se, hvilket land man befinder sig i. Omkring klodsen går en træbro, og måske fordi vi er nogle barnlige sjæle, gik vi turen rundt adskillige gange, så i løbet af få minutter var vi i Sverige, Norge og Finland, derefter i Sverige, Norge og Finland og så i Sverige, Norge og Finland o. s. v. Derefter tilbage til båden i skarpt trav, da det ville være lidt uheldigt at strande herude i ødemarken om aftenen uden i det mindste sin sovepose. Kl. 23 var det overskyet, stadig helt lyst, men temperaturen var dalet til 1 grads varme.

Gitte lærte sig forresten at tælle på finsk og hun siger det er let, f.eks. hedder 746.849 seitsemansataneljakymmentakuosituhattakahdeksansattaneljakymmentaydeksan, ja, det lyder jo let må man sige.

Tilbage til Norge og et stykke nede ad E6 gjorde vi holdt i Narvik, der er udskibningshavn for jernmalmen fra Kiruna. Efter 2. verdenskrig måtte Narvik genopbygges efter de hårde kampe, og vi var inde at se Krigsminnemuseet, der skildrer krigens mange faser i området.

En tur i den nyåbnede gondolsvævebane måtte vi også prøve, men da skyerne lå lavt var udsigten oppe på fjeldet mildest talt ret dårlig. For enden af svævebanen lå en lille cafe, og en varm kop cacao var da til at betale, men den naturlige nærighed gjorde sig gældende, da de ville have 25 kr. pr. stk. lillebitte skærekage. På vejen ned med svævebanen åbnede skyerne sig lidt, så vi fik da set Narvik med den store havn, sådan lidt fra oven.

De næste par dage åbnede skyerne sig igen, denne gang med småregn, afløst af almindelig regn og buldrende regn, så vi var da glade for, vi ikke var på cykeltur. Noget misundelige kunne vi læse i avisen om hedebølge i Sydnorge og Danmark, så vi fulgte troligt E6 stik syd over store hængebroer, sejlede med små færger, kørte forbi fossende elve og i Nordlands Fylke passerede vi 22 tunneler på ialt 24,7 km.

Så skete miraklet - ude i det fjerne var der noget mærkeligt lys, vi troede først, det var en UFO, men det viste sig at være sollys. Det var det sidste farvel fra Midnatssolens Land, for kort efter passerede vi polarcirklen, og aldrig har vi set solen så lidt i en sommerferie, hverken om dagen eller om natten. Der kan dog også være hedebølge på Nordkalotten, så hvis man er forberedt på lidt af hvert og har både sommertøj og vintertøj med i bagagen, så kan det kun blive en kæmpeoplevelse at besøge Midnatssolens Land, både med og uden sol.

Polarcirklen gennemskærer E6 på Saltfjellet, og hvis man kommer sydfra, kunne man godt tro, at landet nord for polarcirklen er en meget barsk affære med græs som den højeste bevoksning og ellers sten og sne, der ikke er smeltet endnu. Det nye polarcirkelcenter er en stor smuk rund bygning med en udstilling om Nordnorge, et flot lysbilledshow om hele Norge og selvfølgelig suvenirbutik og restaurant.

Lidt syd for polarcirklen ligger Grønligrotten, den kendteste af de mange kalkstenshuler på Ranaegnen. I hulen er der 6 graders varme året rundt, og den kan besøges med fører. Det er klogest at være iført gummistøvler, da et underjordisk vandfald sine steder giver rivende strømme hen over gulvet.

For enden af den samme lille bivej med Grønligrotten ligger Østerdalsisen, som er en udløber af Svartisen, der er Norges næststørste gletscher eller bræ, som det hedder på norsk. Hvor vejen ender, er der 8 km vandring ud til isen, men hvis man er for hjemadgående, og der stadig er en bid vej til Danmark, (ja, andre må selvfølgelig også ) kan man sejle de 5 km over Svartisvatnet og så nøjes med at gå de sidste 3 km.

Smeltevandssøen foran bræen var fyldt med store isstykker, og at være nær en isbræ er altid en stor oplevelse. Men man skulle heller ikke gå for nær, da bræen med få minutters mellemrum kælvede under store brag, og isstykker faldt i vandet. Desværre er adskillige turister blevet dræbt ved bræer, fordi de ikke respekterede de opsatte fare/danger skilte. Jeg må dog indrømme, at det var meget fristende at gå helt hen og klappe den smukke blåhvide isbræ, så det var godt jeg var sammen med et par fornuftige piger som Gitte og Camilla, der kunne passe på mig.

Vi var kommet lidt bagefter tidsplanen for tilbagerejsen og havde besluttet at tage et godt nyk sydpå, så det var lidt distraherende, at vi 5 min. efter morgenstarten passerede Namsen Lakseakvarium, som vi så var nødt til at se nærmere på. Lakseakvariet lå i forbindelse med et lille kraftværk med en dæmning over en fossende elv, og foruden laks i akvarium, var der laksetrappe, udstilling og rigtige vildlaks, der ventede på at skulle en tur op ad trappen. Hver dag vistnok kl. 14 blev der åbnet for laksetrappen, men det var desværre på et tidspunkt, hvor vi gerne skulle være nede i nærheden af Trondheim.

Nord for Trondheim ligger et stort fladt landbrugsland - ret kedeligt, når man nu bedst kan lide det "vilde" Norge, men et eller andet sted skal de jo dyrke deres jordbær og andre afgrøder.

Trondheim er Norges tredjestørste by og blev efter en storbrand i 1681 anlagt med brede, lige gader. Alligevel er byen meget hyggelig, og da det var blevet lunt i vejret, vrimlede det med dejlige damer i lette gevandter, så det var helt overvældende efter 14 dage i ødemarken, men måske var antallet indbildning, af samme grund.

Hvordan vi kørte gratis med på en guidet byrundtur i et lille turisttog, vil jeg gå let hen over, men det var noget med, at da toget kom, steg vi op og fik turen, og det var først, da vi steg af, at vi opdagede, at folk havde købt billet inden og stod i kø for at komme med - og jeg, der selv hader at blive sprunget over i en kø - undskyld.

Nidarosdomen er Trondheims største seværdighed og samtidig Norges største bygning fra middelalderen, og den er da også et spændende bygningsværk, især vestgavlen med statuerækker af konger og biskopper, og hele kirken med masser af glasmosaikvinduer. Udenfor kirken var der marked i "middelalderboder" og en vægter sang meget højt, hvilket måske nærmest skræmte turisterne end tiltrak dem.

Syd for Dombås havde vi for første gang besvær med at finde en overnatningshytte, da det viste sig, at der var et stort skyttestævne i området, men til sidst fandt vi på en lille gård et stort værelse, endda med 3 flot udskårne himmelsenge. Værtinden havde vist os rundt i huset og også vist os toilettet, men da Camilla efter et stykke tid gerne ville benytte lokalet, var der optaget. Så mere og mere desperat var hun adskillige gange henne at tage i døren, og hver gang lød der en stemme derindefra, men uden at der blev lukket op. Efter en halv time måtte jeg gå med og bankede myndigt på døren, og endelig blev der lukket op af en ældre mand - og så viste det sig, at det slet ikke var toilettet, men hans værelse. Flove prøvede vi at forklare misforståelsen, men han forstod hverken dansk eller mit skoleengelsk, så gad vide hvad han har tænkt.

Udenfor Lillehammar ligger Hunderfossen Familiepark, og det er bogstavelig talt en eventyrlig park med verdens største trold, eventyrgrotte, supervideograf, oplevelsescenter, vokskabinet, elektriske biler for både børn og voksne m.m. Det kostede 350 nkr. for os tre at komme ind, men derefter er alt gratis, og da man kan lære en masse, og det er spændende og sjovt, var det fuldt ud pengene værd.

Selve Lillehammer er ikke mindst efter OL en rigtig turistby, men det må indrømmes en rigtig hyggelig turistby. Midt i byen er lavet et oplevelsescenter med udstilling fra olympiaden og et multimedieshow, hvor man med specialeffekter, lys, lyd og tåge ser Norge gennem tiderne og glimt fra olympiaden.

Fra Lillehammer kunne vi strengt taget godt nå hjem til Borup på en dag, men vi kørte i stedet ind mod Telemarken på tværs af fjelde og dale, så det gik noget op og ned den dag. Det var blevet rigtigt lummervarmt, så vi gjorde holdt i Gol og fandt Tropicana - et badeland med forskellige vandrutschebaner tilknyttet et stort hotel. Billetdamen spurgte, om vi boede på hotellet. Jeg sagde nej - så var det gratis for børn, sagde hun. Det var lidt mærkeligt, men helt i orden for os.

I Rjukan, hvor vi havde tænkt os at overnatte, så det lidt sort ud med hytter, så vi måtte op på den lokale fjeldstue, hvor vi fik turens dyreste hytte til 500 nkr., men måske også den hyggeligste, da den var indrettet i en gammel bjælkehytte med smagfuldt møblement.

Selve Rjukan by er opbygget fra grunden i begyndelsen af dette århundrede omkring Norsk Hydro, som ved hjælp af el udvinder nitrogen fra luften, som anvendes til kunstgødningen kalksalpeter. De mange medarbejdere på Norsk Hydro var tilflyttere, og på grund af byens beliggenhed i bunden af dalen, nåede solens stråler i en stor del af vinterhalvåret ikke ned til byen, så mange fik vinterdepressioner. Det kunne man jo ikke have, så man byggede Krossobanen, Nordeuropas første svævebane, som så kunne bringe befolkningen op på fjeldet til lys og solskin og forhåbentlig større arbejdsglæde.

Norsk Hydro havde under krigen et tungtvandsanlæg, som tyskerne brugte i bestræbelserne på at fremstille en atombombe, men heldigvis satte en håndfuld modige sabotører i 1943 anlægget ud af funktion. Den spændende historie kan ses på et lokalt museum, men er også foreviget i den amerikanske storfilm "Telemarkens helte".

Turens "højdepunkt" var bestigningen af Telemarkens højeste bjerg Gaustatoppen, der hæver sig 1883 meter over havet, og hvorfra man i klart vejr kan se 1/6 af Norge. Fra P-pladsen er der 4 km vandring af små stenede zig-zag stier til Gaustahytten, hvor de fleste turister stopper, indskriver sig i hyttebogen, spise vafler med syltetøj og går ned igen. Hvis man skal ud på den rigtige top, og det skulle vi selvfølgelig, kræver det klatring mellem store klippestykker på selve bjergryggen med stejle skråninger til begge sider. Jeg tror nok, Camilla nåede sine yderste resurser, og Gitte nærmede sig vist også, men de gav ikke op, og vi kunne velfortjent sidde på den rigtige top og nyde både madpakken og den flotte udsigt.

Desværre blev det en kort spisepause, for nogle meget mørke skyer nærmede sig, og jeg kunne levende forestille mig, at det ikke ville være så morsomt at sidde på toppen af områdets højeste bjerg, eller kravle hen over bjergryggen i regn og tordenvejr. Det blev dog kun til nogle smådryp, og der skete faktisk det, at skyerne holdt sig på den ene side af bjergryggen, medens det var dejligt solskin på den anden, og heldigvis på den side hvor vi var. På vejen ned så vi to rener stå på en sneflade, og at se rener så langt sydpå er vist noget af et særsyn.

Sådan en Gaustatoptur tager det meste ad en dag, så vi kørte kun ned af fjeldet til Tuddal, en lillebitte by, men med 2 campingpladser klos op ad hinanden, så det var muligvis af konkurrencemæssige årsager, at en udmærket, smukt beliggende hytte kun kostede 150 kr. Så vi havde pludselig extra penge på lommen, og da campingpladsen reklamerede med store, flotte burgere, øjnede vi straks chancen for at undgå vores egne klapsammenmadder. Vi havde ellers spist os igennem en stor del af Sveriges, Finlands og Norges burgere, til især Camillas store begejstring, men disse skuffede lidt, da de viste sig at være dybfrosne og opvarmet i mikrobølgeovn.

Heddal stavkirke, der er Norges største, lå lige på vejen, så den måtte vi også besøge, men ellers kørte vi til Horten og sejlede over Oslofjorden til Moss, og efter en overnatning på en dejlig svensk campingplads ude i skærgården, tonede Kronborg efterhånden frem i varmedisen, og vi nåede hjem til hyggelige lille Borup. ( Det er for ikke at trætte læserne unødigt, at vi kom fra Heddal til Borup i kun en sætning).

På turen brugte vi godt 16.000 dkr., og med en hel del svinkeærinder kørte vi 6.412 km på 20 dage, og det er for meget kørsel på for kort tid, men alligevel havde vi en oplevelsesrig og rigtig dejlig tur sammen, også selvom midnatssolen kun strålede oven over regnskyerne.

Tilbage til forsiden