Optakt til the Battle of Franklin.

En historie af
private Kim Greiner, 15th Wisconsin Infantry.

Da jeg som 16-årig flyttede hjemmefra og begyndte som skovfogedelev på Bregentved Skovdistrikt, havde jeg en sommer sammen med Scarlett og Rhett Butler, og sammen kæmpede vi os igennem Den Amerikanske Borgerkrig i ”Borte med blæsten”. Min ”kamp” bestod i, at jeg læste et par kapitler om aftenen, og om dagen tænkte jeg på hovedpersonernes genvordigheder i krig og kærlighed. Da de 4 bind var slut, blev der noget tomt, men senere blev det til ”Nord og Syd”, der også handler om borgerkrigen, blot med nogle andre hovedpersoner. Jeg havde dog aldrig drømt om, at jeg på mine gamle dage skulle blive ”private” (menig) i den amerikanske nordstatshær anno 1861 – 65, men det er den rene, skære sandhed. Jeg har lige fået min indkaldelsesordre om at stille i Lejre Forsøgscenter fredag 1. august 2008, for vi skal udkæmpe et slag om lørdagen og et om søndagen mod rebellerne fra sydstatshæren. 

 

Hvordan det er kommet så vidt, har den simple forklaring, at vi var i Lejre Forsøgscenter sidste år i august, og der stod noget om Nord og Syd, uden at jeg vidste, hvad det drejede sig om. Inde i centeret kom vi forbi en soldaterlejr med hvide telte og soldater, der gik rundt i blå nordstatsuniformer og grå sydstatsuniformer, og vi så kvinder i flotte kjoler, og alt som under borgerkrigen. Mit hjerte begyndte at dunke, og mine hengemte drengedrømme brød ud i lys lue, og som andre romantiske ungersvende for 147 år siden, blev jeg revet med af stemningen og meldte mig som frivillig i nordstatshæren. 

 

Senere på eftermiddagen overværede vi ”The Battle of Shiloh”, en af de berømte kampe på slagmarken mellem Nord og Syd og det både med autentiske musketter, artilleri og kavaleri – dog i dagens anledning kun med løst krudt. 

 

Et par uger efter var jeg til samtale med kaptajnen, og så var jeg en reenactor, der er en person, der genopliver en historisk periode og deltager i genoplivning af historiske begivenheder (reenactment), på dansk ”levende historie”. Formålet er at forsøge at genskabe den atmosfære, der var i den valgte tidsperiode, både blandt de civile og soldaterne, og det gør vi ved hjælp af uniformer, klædedragter og udstyr. Når det hele så bliver bragt sammen, vil der fremstå et kort glimt fra borgerkrigens tid. 

 

For mit eget vedkommende startede min 2. soldatertid blidt, for jeg skulle lære at danse lancier, så jeg kunne begå mig til det store gallabal i november. Min kone Gitte og min voksne datter Louise ville nu også være med, og meget passende er der også en civil afdeling af reenactment, hvor kvinderne ofte vælger at iføre sig de store kjoler fra den tid - i hvert fald til festlige lejligheder. Til hverdag og i lejrene er kvinderne iført hverdagskjoler, hvor krinolinerne er noget mindre, men selvfølgelig stadig med korset og mamelukker. De intime detaljer er dog kun noget, jeg har ladet mig fortælle om, for både gallakjolerne og hverdagskjolerne går ned til jorden, og kvinderne forventer at blive behandlet med stor respekt, og mændene opfører sig selvfølgelig som gentlemen, når de er i selskab med en kvinde.

 

Efter seks øveeftermiddage mestrede vi næsten lancierens ædle kunst undtagen den sidste kvadrille, som vi af taktiske årsager droppede, men indmarchen var vi bare rigtig gode til. Min kone Gitte fik syet en gallakjole i USA, medens Louise selv svedte over indviklede US snitmønstre, men de blev begge klar til den store fest. Jeg selv havde bestilt en uniform i USA, men den blev sendt frem og tilbage nogle gange, idet toldvæsenet og Post Danmark hævdede, at der var noget farligt indeni, selv om jeg havde svært ved at se, at noget uldtøj og et par læderbælter kunne true kongeriget nævneværdigt. Jeg måtte så låne en uniform, men vi fik gennemført festen med fin autentisk middag og lancier til den næsten lyse morgen.

 

Da min uniform for tredje gang ville ind i landet, besluttede Post Danmark, at den nok ikke var så farlig alligevel, så nu er jeg fuldt munderet med uniform, remme, tasker og en utæt feltflaske.


Som private i 15th Wisconsin Infantry skulle jeg ikke bare slås med de bare næver, så jeg fik anskaffet mig en Springfield musket anno 1861 – kopi naturligvis, men ellers fuldstændig som den originale. Inden da skulle jeg først være medlem af en sortkrudtskytteforening, og nogle gange var jeg på skydebanen og skød med nogle andres sortkrudtvåben for at få noget øvelse. Endelig en dag dumpede våbentilladelsen ind ad brevsprækken, og jeg kunne hente min musket og min bajonet. Næsten 5 kg blankt stål og lækkert blankpoleret træ - nå, men der gik da kun en uge, så behøvede jeg ikke at have den med i seng, og efter kun to uger kunne jeg godt se fjernsyn uden at have musketten på skødet.

 

Min første tur på skydebanen med egen musket forløb i starten meget tilfredsstillende, idet de 8 første blykugler stort set ramte i det sorte på skiven, men så haltede det gevaldigt, for efter at jeg for 9. gang havde hældt sortkrudt i løbet, satte blykuglen sig uhjælpeligt fast halvt nede i løbet. Skytteformanden er heldigvis bøssemager, så han fik musketten med hjem for at bore kuglen ud, men da det ikke lykkedes, måtte han varme den ud med det resultat, at skuddet gik af, og værkstedet blev indhyllet i sort røg, medens hunden gøede, og konen blev lettere hysterisk. 

 

Da jeg hentede musketten igen, spurgte han, om jeg havde husket at bruge kuglefedt. Kuglefedt - jeg anede ikke engang, at der var et ord, der hed kuglefedt, men det er en blanding af oksetalg og bivoks, som skal fyldes i rillerne på blykuglen, og så skulle det gå som smurt. Nå, men nu har jeg masser af kuglefedt og laver ikke den bommert igen.

 

Fuldt munderet marcherede vi i foråret 30 km, senere lå vi i lejr i Høvelte og legede Nordstaterne efter Sydstaterne, og i forsommeren havde de civile arrangeret en picnic i Frederiksberg Have, hvor vi promenerede og sejlede i både på kanalerne og vakte behørig opsigt, må jeg sige, dog mest kvinderne i deres fine kjoler og kokette kyser.

 

I mellemtiden er mine to børnebørn, Nanna på 11 og Nikolaj på 4 år, også kommet med som civile reenactors og selvfølgelig også i autentisk tøj for den tid, og de elsker at være med. For et par uger siden var vi i High Chapparal, hvor vi lå i lejr med de svenske reenactors, og alle havde en rigtig hyggelig weekend.

 

Lige nu ruller jeg cartridge, sådan nogle papirrør, hvor sortkrudtet skal portionspakkes, og bare rolig - et sammenrullet stykke toiletpapir udgør kuglen, så der er ingen fare på færde, men røgen og braget er autentisk, når vores største ”event” ruller af stablen i Lejre.

 

Amerikanerne ynder at kalde sådan en ”event” eller begivenhed for et ”timerush”, og det kan opleves af alle i Lejre Forsøgscenter første weekend i august, hvor både danske, svenske og tyske reenactors ligger i autentiske lejre med halm i teltene, jerngryder på bålet, bliktallerkener, faner og trommer, og ikke mindst når The Battle of Franklin og The Battle of Nashville i 2008 bliver udkæmpet så autentisk som muligt med løst krudt.
Læs mere på www.nordstaterne.dk 

Tilbage til fremtiden