Historiske have- og byvandringer.
På Frederiksberg og i København. Greiner rundture 2022.
Foruden grupperundturene afholder jeg også åbne have- og byvandringer i Landbohøjskolens Have, i Frederiksberg Have og på Christianshavn, Nyhavn, Vesterbro og i " Kongernes fodspor i Frederiksstaden". Desuden "Slavernes historie i Frederiksstaden" hvor vi dvæler ved de flotte palæer der blev betalt af sukkerpenge eller slavepenge. De to nyeste rundture, "Rundt på Indre Nørrebro og Valby og Søndermaken findes også som åbne rundture. Jeg er nok den eneste københavnerguide, der også har åbne rundture hvor man bare møder op på det angivne tidspunkt. Se under hver rundtur.
Praktiske oplysninger for alle grupperundturene: Gruppen bestemmer selv dag og tidspunkt. Hverdage mellem kl. 10 og kl. 15 koster rundturene 70 kr. pr. person, men min 1.400 kr. og max 2.000 kr. pr. rundtur. Mellem kl. 15 og kl. 17 er prisen stadig 70 kr. pr. person, men min 1.700 kr og max 2.000 kr. pr. rundtur. Efter kl. 17 og i weekender og på helligdage er prisen 2.000 kr. uanset antal personer. Det tilrådes dog at der max er 30 personer med på byturene og max 50 personer med på haveturene. Rundture for grupper bestilles på 57 52 69 67 eller mobil 40 58 98 25 samt på mail kim@greiner.dk
Praktiske oplysninger for alle de åbne rundture: Mødested som ved grupperundturene. Prisen er 70 kr. pr. person kontant eller mobilpay. Billetter kan købes 15 min. før start ved mødestedet. Ingen tilmelding - bare mød op på de angivne datoer. Alle åbne rundture starter kl. 13.00. Jeg har skåret lidt ned på de åbne rundture i 2022, fordi jeg har så mange grupper der booker mig. Hele eftersommeren er der dog hver uge en ny åben historisk have- og byvandring.
Valby og Søndermarken. Nyhed 2021 Historisk, kulturel og botanisk rundtur. Vi mødes på hjørnet af Annexstræde og Skolegade ved Valby Bibliotek, Annexgade 2, Valby. (Tæt på Valby S station og lige nord for butikscenteret "Spinderiet". På denne historiske by- og havevandring skal vi først rundt i det gamle Valby og se og høre om Rytterskolen, Tingpladsen og Nordisk Film, der er verdens ældste stadig fungerende filmselskab m.m. Ad små gader og veje fortsætter vi ind i Søndermarken, der i hine tider var kongernes private slotspark. Da Søndermarken i slutningen af 1700 tallet blev omlagt fra barokhave til romantisk landskabshave, blev den spækket med små romantiske finurligheder som Kildegrotten, hvor kildekonen Marie Villads solgte sine små digte. Grotten er en rigtig fehule med malmstykker og krystaller, og den er for nylig blevet renoveret. Vi dvæler også ved den genopførte Eremithytte, der før i tiden skabte gys, når godtfolk ville hilse på eremitten. Vi skal også se og høre om Den kinesiske Pavillion, Det Norske Hus, Kuglehytten, Rundtemplet m.m. Der er så sandelig nok at se på i denne unikke gamle slotspark. Undervejs får vi også historien om kongeslottet på Frederiks Bjerg, der i Danmarks Guldalder i 68 år dannede rammen om kongefamiliens sorger og glæder, laster og lyster. Vi passerer de underjordiske Cisterner og kikker ind i Mindehøjen for udvandring, og i lommelygtens skær kan vi skimte en moder med sie børn. På rundturen rundt fortælles også om Søndermarkens gamle spændende træer og om "Gåsefodsalleerne" fra Baroktiden. Denne historiske, kulturelle og botaniske rundtur slutter ved det idylliske traktørsted Bjælkehuset nær Valby Station. Åbne rundvisning i 2022: Onsdag 17. august kl. 13.00.
Rundt på indre Nørrebro. Nyhed 2019 Vi mødes på Søtorvet ved statuen af "Nilen" der står på venstre side af Dronning Louises Bro inde mod Nørreport station. Turen går rundt i de små gader, hvor vi undervejs får historien om denne spændende bydel, der gemmer på mange dejlige gårde og parker. Vi kommer bl.a. igennem Blågårds Plads der er omgivet af Kaj Nielsens stenfigurer af det arbejdende folk. Her lå tidligere Heegaards Jernstøberi der var med til at give bydelen navnet "Den sorte firkant". Blågårds Plads har navn efter Blågården der var et pragtpalæ ejet af Frederik 4. bror Carl, men senere måtte så grueligt meget igennem. Turen fortsætter igennem Folkets Park og vi ser Folkets Hus inden vi kommer ind på Assistens Kirkegården hvor vi dvæler ved nogle af de historiske mindesmærker. Vi krydser Nørrebrogade som ikke blev omdøbt til Brask Thomsens gade selvom millionerne ville klinge i kommunekassen. Vi ser på Guldberg kvarteret og vi stikker hovedet ind på den gamle jødiske kirkegård der nu som regel er åben for besøgende. Vi kommer også igennem parken med hønsegårde og geder m.m. og vi gyser ved Spøgelseshuset og vi får historien om den gamle politistation og de 5 F er. Turen slutter på Sct. Hans Torv hvor vi ofte går ind i den overdådige Sct. Johannes Kirke. Turen tager ca. 2 timer. Åben rundvisning i 2022: Tirsdag 27. septemger kl. 13.00.
Christianshavn - rundt i krogene. Nyhed 2018 Vi mødes på Christianshavns Torv ved grønlænder-kajakken. Turen går rundt i denne herlige bydel, der i 2018 fejrede sit 400-års jubilæum og det er vel at mærke stadig med mange af de gamle huse og miljøer i behold. På turen får vi historien om denne driftige havneby, der blev bygget på nogle sumpede småholme, og som på bedste hollandske stil gennemskæres af de idylliske kanaler. Undervejs på turen ser vi på Christianskirken og Vor Frelsers Kirke og vi får historien om Børnehuset der blev til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, der bestemt ikke egnede sig for børn og hvor ingen blev forbedret. Vi skal besøge nogle af de idylliske gårde, bl.a. hvor Tordenskjold slog sine folder, og i en anden gård skal vi besøge den underskønne "Jægerinde". Vi stopper også op ved "Huset på Christianshavn", "Rottehullet" B&W, Kvindefængslet, den verdensberømte "Eifel Bar", "Færgecafeen" med mågeskrig på toilettet, "Lille Mølle" på "Løvens Bastion", Sofiebadet m.m. På turen rundt fortælles hvorfor Vor Frelsers Kirkes tårn indgår i Jules Vernes roman "Rejsen til Jordens indre" og hvorfra stammer kælenavne på nogle af husene som Lagkagehuset, Hornfisken, Ørkenfortet, Det Hvide Snit m.m. Christianshavn er uden tvivl den mest unikke bydel i hele København. Rundturen tager ca. 2 timer. Åben rundvisning i 2022: Onsdag 24. august kl. 13.00. Christianshavn med titlen "Christianshavn rundt i krogene" har jeg også som billedforedrag.
Landbohøjskolens Have og historiske bygninger. Som havemester og seniorgartner i 23 år i Landbohøjskolens Have, samt forfatter af bogen "Fra høj hat til gummistøvler", der netop handler om Landbohøjskolen og dens have, er jeg godt inde i stoffet og kan give både en faglig og fornøjelig rundvisning. Og det skal være både interessant og sjovt at gå med på mine rundture. Rundturen har både et historisk, kulturelt og botanisk indhold og er derfor langt mere end en haverundvisning. Rundturen har normalt en varighed på ca. 1 time og 45 min. Den klassiske rundvisning: Vi går via Kongeporten ind i Indergården til Bindesbølls gamle hovedbygning, og så vidt muligt kommer vi ind og ser Festauditoriet, der kaldes Nordeuropas smukkeste auditoriun. I Forhallen ser vi på den lille hestestatue, som er forarbejdet til Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. I Skulpturhaven kikker vi på misteltenen, og på nogle af Pontus Kjerrmans små havenymfer, og vi ser og hører om "abernes skræk" og "det forstenede træ", der nu står lyslevende. Herefter er der en lille kulturel krølle til Bjørn Nørgaards store kunstværk "Biologisk Mangfoldighed". Videre til Anubisbygningen, og vi får historien om den gamle smedie, der endte på skafottet og heldige gæster får også historien om koen Maren med træbenet og Dyrlægens natmad. I Landbohøjskolens Have krydser vi rundt på de små stier, og standser op, når der er en god historie at fortælle. Turen varierer efter årstiden, men vi ser ofte repræsentanter for verdens største træart "Mammuttræet" og tempeltræet med sit helt specielle sexliv m.m. Vi hilser på den nye hængepil og får fortalt historien om den gamle hængepil, hvor man kunne blive statsminister, hvis man fik sig et blund under dens svajede grene. Videre forbi "Malkepigen", der er skænket af brygger Carl Jacobsen, og vi besøger Rosenhaven med både moderne og historiske roser. Rundturen slutter i Sommerblomsthaven med over 350 sorter sommerblomster. I forårstiden hvor der ikke er sommerblomster, går vi videre til Lægeplantehaven og hører bl.a. den gyselige historie om heksedokterplanten "Alrunens rod". Prisen for den klassiske rundvisning for grupper i 2022: Hverdage mellem kl. 10.00 -15.00 er prisen 70 kr. pr. person, men min
1.400 kr.
og max. 2.000 kr. Så vidt som min kalender tillader det, kan gruppen selv vælge dato og tidspunkt. Hvis ikke andet aftales, udgår rundturen fra Forpladsen ved Hovedbygningen på Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg C. Bookning på telefon 57 52 69 67 eller mobil 40 58 98 25 samt på mail kim@greiner.dk Åbne rundvisning i 2022: Onsdag 15. juni kl. 13.00. Prisen for deltagelse i de åbne rundvisninger er 70 kr./kontant pr. person. Der er ingen tilmelding, og der er ikke begrænsning i deltagerantallet. Der kan kun påregnes én guide, og der er ofte mange gæster, så grupper henvises til grupperundvisningerne. Billetter kan købes 15 min. før rundvisningen ved indgangen til hovedbygningen. De åbne rundvisninger udgår altid fra Forpladsen ved Hovedbygningen på Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg C.
Landbohøjskolens Have og Villa Rolighed. Vi mødes også på denne rundtur foran hovedbygningen Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg. Også på denne rundtur besøger vi Bindesbølls gamle historiske hovedbygning fra 1858. Bygningen skal illudere en italiensk vingård, og derfor er der i gården søjler beklædt med vin. Så vidt muligt ser vi også Festauditoriet. Vi krydser rundt i Landbohøjskolens gamle have, men vi går overvejende af andre stier end på den klassiske rundtur. Efter 1 time går vi videre ud på andre af fakultetets områder. På Højhusområdet ser vi på kunstværkerne i Marmorhallen, og hvordan var det lige at spise pindemadder med dronningen? Vi fortsætter igennem Vandrehallen, og her kan man stille sig spørgsmålet, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst. Og hvordan kan det være at kunstværket "De fire krukker" tilsyneladende kun har 3 krukker? På dette område ligger "Human ernæring", hvor der forskes og uddannes i mad til mennesker. Der bliver berettet om, hvordan det er at skænke sit legeme til videnskaben - dog i levende live. Vi fortsætter rundturen til Rolighedsvejområdet, der er et mere lukket område. Vi ser på Københavns gamle kolorahospital, hvor bygningen er inspireret af at italiensk adelspalads. Vi kommer forbi fakultetets væksthuse, det spændende hæksystem, bigården, Det botaniske System med samlinger af vilde planter. Vi slutter ved den herskabelige Villa Rolighed fra 1700 tallet, som en rigmand byggede som en elskovsrede. I kælderen blev der meget unormalt for tiden indrettet en badstue med marmorgulv og kar af ædelt udenlandsk træ. Selvom villaen har været så grueligt meget igennem, er villaen og bindingsværksbygningerne i vore dage en perle midt på Frederiksberg. Hele rundturen tager 2 timer og slutter ved Villa Rolighed på Rolighedsvej.. Grupperundvisninger samme priser som ved den klassiske rundvisning. Bookning på 57 52 69 67 elller mobil 40 58 98 25 samt på mail kim@greiner.dk Åbne rundvisning i 2022: Onsdag 3. august kl. 13.00.
Historisk byvandring: Kongernes fodspor i Frederiksstaden.
Vi mødes ved rytterstatuen af Christian X på Bredgade, og vi slutter samme sted (ca. 200 m fra Nyhavn. Turens længde er ca. 2 km, og den tager ca. 2 timer. På denne historiske byvandring skal vi rundt i Frederiksstaden bedre kendt som Amalienborgkvarteret. I den smukke bydel oser det af kongelige lyster og laster og andre artige historier. Vi starter ved den smukt renoverede Sankt Annæ Plads, ser på Garnisons Kirken og de små træskure i baghaven, der var børnehave for kronprinseparrets børn. I Amaliegade dvæler vi især ved det Gule Palæ, hvor hele Europas svigerfar Christian IX boede sammen med sin frugtbare dronning Louise. På Amalienborg slotsplads får vi den skrækkelige historie om Sofie Amalienborg, der brændte i 1689. Senere blev der bygget 4 adelspalæer på grunden, men da Christiansborg i 1794 brændte, blev palæerne husvildeboliger for kongefamilien. Midt på pladsen står rytterstatuen af Frederik V og på trods af, at en latinsk indskrift på soklen hylder ham, var han en drukkenbolt og en horekarl. Kongeriet blev dog regeret smukt af Moltke, der byggede og boede på Moltkes Palæ, inden kongefamilien flyttede ind. Senere i samme palæ levede nærmest indespærret den sindssyge kong Christian VII. Moltkes Palæ var med en arkade forbundet til Schacks Palæ. Her boede den regerende kronprins, den senere Frederik VI, der havde flere affærer, bl.a. den livslange med oberstinde fru Dannemand. Vi fortsætter igennem Amaliehaven langs Lasens Plads til statuen af David, der står helt uden figenblad. Vi får selvfølgelig både historien om Larsen og David, der skabte røre i andedammen, da han strittende blev stillet op på Vartov ved en ærværdig stiftelse for ældre jomfruer. Vi runder Herupparken, Toldboden, Lumskebugten og Mærsks fornemme administrationsbygning. Så vidt muligt skal vi nu ind igennem baggårene, hvor 4 illegitime kongebørn har løbet rundt og leget, idet fru Dannemand her havde sin bolig. Det var igennem selvsamme baggårde, at Frederik VI luskede ud, når han havde aflagt besøg i fru Dannemands indre gemakker. I porten nr. 34 blev konseilspræsident Estrup senere skudt med en pistol på klods hold, men blev reddet af en solid frakkeknap. Baggården ender i Guldsmedens Babettes smukke atriiumgang som vi går igennem og runder hjørnet til Bredgade, hvor vi får historien om Cafe Sct. Petersborg. Vi runder det gamle Frederiks Hospital (nu Kunstindustri Museet) med den smukke Grønnegård. Vi kommer forbi Medical Museion, det gamle Operahus, der skulle så grueligt meget igennem, inden bygningen blev til Østre Landsret. Igen så vidt muligt (bedst hverdage) går vi igennem porten ind til Pesthuset, den udendørs døbefont og Fødselsstiftelsens store have. Turen fortsætter ad Bredgade, og vi ser på Fredrikskirken (Marmorkirken), der lå som ruin i 125 år, inden den blev færdigbygget og Den Russiske Kirke med guldkuplerne. Vi får historien om Gyldenløves lille palæ (nu Moltkes Palæ), hvor den purunge skuespillerinde Mette Marie Rose blev holdt indespærret, indril kongens soldater befriede hende. Nu dog kun under navnet Mette Marie Rose uden jomfrutitlen. Vi kommer også forbi Dehns Palæ, hvor Louise Augusta, der var kærlighedsbarn af Caroline Matilde og Struense, boede. Turen slutter efter Schimmelmanns Palæ (nu Old Fellow Palæet) hvor grev Schimmelmann var en af hovedmændene, der arbejdede på at få Caroline Matilde tilbage til Danmark som regent. Hvorfor hedder det, "han er rigtig kommet i Kridthuset", og var Christian X´s hvide hest kalket, da han red over grænsen til Sønderjylland? Hvad er en bademaskine for fruentimmere, og hvorfor har statuer af Moses horn i panden? Dette og meget andet bliver besvaret under denne vidtfavnende byvandring. Rundturen findes også som en indendørs variant i form af billedforedraget "Rundt om Amalienborg". Se under foredrag på denne hjemmeside. Åben rundvisning i 2022: Onsdag 21. september kl. 13.00. Mødested som ved grupperundvisningerne. Billetter a 70 kr. kontant kan købes 15 min. før ved rytterstatuen. Ingen tilmelding - bare mød op.
Afstedkommet af mit populære foredrag af samme navn og som forfatter til adskillige Vesterbroartikler i Lokalavisen Vesterbro samt af mit eventyrblod, hvor jeg har krydset rundt på Vesterbro, giver jeg også rundvisninger i denne spændende bydel. Mødestedet ved denne byvandring er ude på "øen" ved Frihedsstøtten over for Hovedbanegården. Vi skal rundt i Vesterbros krinkelkroge, og efter introduktionen ved Frihedsstøtten får vi historien om, hvorfor det hedder Trommesalen, og er Arne Jacobsens SAS hotel virkelig verdens første designerhotel, og hvordan kan man på Vesterbro få en drink i herremandsomgivelser? Hvad blev der egentlig af Scala, og hvorfor har Hotel Astoria 20 cm tykke døre til værelserne? Turen går videre til den legendariske Jernbanecafe, og Hovedbanegården i nationalromantisk stil, og har det nuværende Palads Teater virkelig engang været hovedbanegård? Vi drejer ned ad Istedgade med overraskende smukke huse, og hvorfor er det lige her, at gadens løse fugle holder til? Vi fortsætter ned til Søndre Boulevard, hvor jernbanen engang gik og fortsætter til DGI byen med fine kunstværker. I Den Brune Kødby kikker vi ind i gården med Sundhedsrummet med et specielt klientel kaldet "mennesker". I Den Hvide Kødby fortælles om H 17 og vi ser et fantastisk vægmaleri, inden vi fortsætter op ad Skydebanegade, hvor vi skal se på Københavns mærkværdigste bygningsværk. Det var her i Skydebaneparken, at skydebrødrene "Skød papagøjen", og her får vi historien om dronning Caroline Matilde og Struense, hvor sidstnævnte kom på "hjul og stejle" længere ude på Vesterbro. Vi fortsætter over Otto Krappes Plads og ser på en ejendommelig vægdekoration og videre til parisergaden Westend. Gaden blev opført som bordelgade, men borgerdyden fik overhalet den indenom, og her fortæller jeg om de "Offentlige fruentimmere" - Danmarks mærkværdigste lov. Porten til Westend har sin egen helt specielle historie, og ude på Vesterbrogade får vi den skrækkelige historie om Havemanns Magasin. Vi drejer ned ad museumsgaden, ser på Vesterbros romerske badeanstalt og den gamle politistation, og hvorfor ville betjentene aldrig arrestere forbryderne i en bestemt gade? Rundturen slutter sædvanligvis ved Vesterbros Torv med Eliaskirken og Herkules springvandet, og her er der meget belejligt et utal af små hyggelige fortovscafeer. Byvandringen på Vesterbro tager ca. 2 timer og vi skal gå ca. 1½ km. Åben rundvisning i 2022. Onsdag d. 7. september kl. 13.00. Mødested som ved grupperundvisningerne. Billetter a 70 kr./kontant eller mobilpay sælges 15 min. før start. Ingen tilmelding - bare mød op. Grupper tilrådes at få deres egen rundtur.
Historisk byvandring Slavernes historie i Frederiksstaden. Blandt konger, palæer, statuer, slavehandlere og slaver. Afstedkommet af mit populære foredrag "Dansk Vestindien før og nu", en masse research om emnet, en rejse til "Virgin Islands", og en gennemtravning af Frederiksstaden for at finde det mest interessante, afholder jeg den historiske byvandring " Slavernes historie i Frederiksstaden". Tidligere hed denne rundtur "Slavernes fodspor i Frederiksstaden", men det er nogenlunde den samme rundtur, bare med et nyt navn. Mødestedet er ved Mindeankeret i Nyhavn. I Danmarks slavetid strømmede ufattelige rigdomme til København fra sukkerplantagerne i Dansk Vestindien. Vi skal rundt i Frederiksstaden og se på nogle af slaveejernes prægtige palæer som "Det Gule Palæ" og Moltkes Palæ, Vestindisk Pakhus og andre minder fra den tid, da Danmark var verdens 7. største slavenation. Undervejs får vi historien om St. Thomas, St. Croix og St. Jan, om slavernes transport over Atlanten, om Peter von Scholten, der på eget initiativ frigav slaverne. Desuden hører vi om nogle af de personer, der har været tilknyttet de pragtfulde palæer, og om slaven Jonathan, der blev ført til Danmark, men som stjal sig selv, og om de to farvede børn Alberta og Victor, der nærmest blev kidnappet og udstillet i Tivoli som kanibaler. Rigdommene fra Dansk Vestindien strømmede i en lind strøm til København og bygninger som Frederiks Hospital, Fødselsstiftelsen, Pesthuset, Kirurgisk Akademi, Københavns gamle opera, og Marmorkirken skød op. Det pragtfulde Dehns Palæ var såmænd også ejet af en plantageejer, foruden at han ejede Bernstoff Slot i Ordrup. Vi skal videre ind i Peter von Scholtens gård, og vi får historien om Schimmelmann og hans overdådige palæ og hans plan om at lave slavestutterier. Turen slutter ved rytterstatuen af Chr. X. på Bredgade, og her får vi historien om folkeafstemningen herhjemme, der afstedkom, at Danmark solgte Dansk Vestindien med hud og hår, og incl. de danske statsborger til USA. Priser for grupper: Hverdage indtil kl. 15.00 koster byvandringen 70. kr. pr. person, men min. 1.400 kr. og max. 2.000 kr. Mellem kl. 15.00 og 17.00 koster byvandringen stadig 70 kr./person, men min. 1.700 kr. og max. 2.000 kr. Efter kl. 17.00 og i weekender koster byvandringen 2.000 kr. uanset antal gæster. På grund af bystøjen er der et max antal deltagere på ca. 30 personer. Så vidt som min kalender tillader det, kan grupper selv bestemme dag og tidspunkt. Byvandringen tager ca. 2 timer, og vi skal gå ca. 2 kilometer. Åben rundvisning i 2022: Torsdag d. 15. september kl. 13.00. Mødested som ved grupperundvisningerne. Billetter a 70 kr. kontant /mobilpay sælges 15 min. før rundturen. Ingen tilmelding - bare mød op. Grupper tilrådes at få deres egen rundtur.
Historisk havevandring Frederiksberg Have. Historisk, kulturel og botanisk rundtur. Incl. kongelige lyster og laster. Vi får historien om Amagerbyen på Frederiksberg, Prinsessernes gård der blev til Prinsens Gård og Frederik 4. pragtfulde barokhave, der lå for foden af Frederiksberg Slot. Fra begyndelsen af 1700 tallet blev barokhaven omskabt til en romantisk landsskabshave med bl.a. Det Kinesiske Lysthus bygget efter danske tømmertraditioner og falske skrifttegn på væggene. Apistemplet der blev rejst af tiloversblevne søjler fra Amalienborg, Kildegrotten hvor der blev solgt helbredende vand, Vandfaldet som var i funktion når kongen sejlede forbi og Schweitzerhuset hvor kongehuset nød eftermiddagskaffen ved et simpelt træbord - næsten som bondestanden.
Derefter går vi op til Frederiksberg Slot med en flot udsigt over København, og vi får historien om slottet og nogle af dets beboere, som Frederik 4., der kronede sin dronning i soveværelset, dronning Caroline Matildes og Struenses hyggestunder i marmorbadet, kærlighedsbarnet Louise Augusta der nærmest voksede op på slottet sammen med halvbroderen Frederik 6. Af alle danske konger var det Frederik 6. der holdt mest af Frederiksberg Slot og han yndede at vandrer rundt i haven med dronning Marie under armen, medens tankerne strejfede hans maitresse fru Dannemand. Turen slutter ved Svendsens bådsejllads, hvorfra det er muligt, for egen regning, at blive sejlet rundt i kanalerne i Frederik 6. kølvand. Tillæg ekstra ca. 30 min. Varighed ca. 2 timer. Mødested ved hovedindgangen til haven ved Frederiksberg Rundel. Åbne rundtur i 2022: Tirsdag d. 9. august kl. 13.00. Billetter a 70 kr. kontant/mobilpay kan købes 15 min. før rundturens start.
Historisk byvandring. Nyhavns hemmeligheder.
Mødested ved Mindeankeret i Nyhavn. På denne historiske byvandring skal vi rundt i Nyhavn og se og høre om de gamle huse og nogen at dets beboerere. Vi får historien om Kongens Nytov, Gyldenløves Palæ og havnens tilblivelse. Medens vi slentre rundt, får vi historien om "Kabyssen", hvor der blev solgt billetter til Titanic, Sukkermanden der minder om Danmarks slavetid, bulen Hong Kong, Nyhavn 17, Guldmagerens Hus, Asker Jorns Hyttefad, Spøgelseshuset, Eventyrernes Klub, huset hvor H.C. Andersen skrev sit første eventyr og den rige enke, der blev levende begravet m.m. Vi skal også høre om søfolkene, bolværksmatroserne, den frække periode med Nyhavnspigerne, De Røde Hænders Klub, verdens ældste tatovørbutik, Sømandshjemmet og rulleforretningerne hvor det siges, at kanalbådene grundstødte på tømte tegnebøger. Det er artige sager, der bliver rullet op i denne herlige havn med de gamle træskibe. Rundturen tager ca. 2 timer. Priser for grupper: Hverdage indtil kl. 15.00 koster byvandringen 70 kr. pr. person, men min. 1.400 kr. og max. 2.000 kr. Mellem kl. 15.00 og 17.00 er prisen stadig 70 kr. pr. person, men min. 1.700 kr og max. 2.000 kr. Efter kl. 17.00 og i weekender koster byvandringen 2.000 kr. uanset antal gæster. Da der ofte er trængsel i Nyhavn tilrådes et max. antal gæster på 30. Ligeledes er det altid bedst at tage denne byvandring om formiddagen. Så vidt som min kalender tillader det kan gruppen selv bestemmer dato og tidspunkt Åben rundtur i 2022: Tirsdag d. 30. august kl. 13.00. Billetter a 70 kr. kontant/mobilpay sælges 15 min. før rundturens start. Ingen tilmelding bare mød op. Grupper tilrådes at bestille deres egen rundtur.
Nogle af byvandringerne har jeg også som billedforedrag med titlerne: "Christianshavn rundt i krogene", ”Landbohøjskolens Have", "Frederiksberg Have og slot",”Vesterbro på kryds og tværs”, ”Dansk Vestindien før og nu”, "Nyhavns før og nu", "Rundt om Amalienborg" og "På slingrekurs ad Nørrebrogade". Læs mere om mine 25 foredrag andetsteds på denne hjemmeside. Bestilling: Bookning af have- og byvandringer samt foredrag kan sker på tlf. 57 52 69 67, mobil 40 58 98 25 eller på mail kim@greiner.dk Venlig hilsen Kim Greiner, Kimmerslevvej 24, 4140 Borup.
|