De Sorte Brødre.
En fortælling af Kim Greiner.
Vores boligblokke.
Midt i 1950 erne, hvor jeg vel har været omkring 10 år, boede vi i en boligblok i Vanløse i et forstadskvarter til København. Vores blok og blokken på den anden side af Dybendalsvej, samt villaerne på Dybendalsvej ned til Rebildvej, var vores område, hvor vi kendte alle børnene og de fleste af de voksne. Lige udenfor dette område var børnene nærmest fjender, og selvom vi måske kun boede 50 meter fra dem, kendte vi dårligt deres navne, og vi vovede os kun ind i de fremmede gårde hvis vi gik adskillige sammen. Længere væk fra blokkene blev det ingenmandsland, og der kunne vi godt udforske territoriet, uden fare for at blive antastet og smidt ud.
Dengang kunne en familie godt blive forsørget af kun en person, og det var altid manden, der gik på arbejde, og kvinderne der gik derhjemme. Kvinderne var ikke arbejdsløse og de fik heller ingen understøttelse, men man klarede sig alligevel, og der skulle selvfølgelig heller ikke bruges penge til fjernsyn, video, computer, fryser, opvaskemaskine, foodprocessor og alt det andet, som er strengt nødvendigt idag.
Kvinderne passede deres børn, og gjorde rent i deres 2 værelses lejligheder og gik på daglige indkøb i alle de små butikker, som man skulle rundt i, for at købe ind til det daglige forbrug. Det var helt utænkeligt, at købmanden havde brød eller mælk, næ næ brød købte man hos bageren, ost hos ostehandleren og mælk og smør hos ismejeriet, og da køleskabet tilsyneladende ikke var opfundet, fik de rigtig moderne husmødre et par gange om ugen leveret en isblok fra ismejeriet til at komme i køleskabet.
Der var dog en unormal og mærkelig mor i boligblokken. Hver morgen tog hun på arbejde på Tekno og hendes 2 drenge var så heldige at have en stor samling af Teknobiler, til gengæld skulle de efter skoletid gå på fritidshjem, det var vistnok en slags fængsel for børn med mærkelige mødre.
Jeg kommer lige i tanke om en anden dreng i naboopgangen, der også havde en del Teknobiler, men dem måtte han kun lege med, når hans far kikkede på, for eller kunne de risikere at blive skrammede. Den far hørte vist også til de mærkelige.
Lillefinn og mormorens sovepose.
Min bedste kammerat var Lillefinn, der som navnet siger var
lille, og yngst af de 3 Finner der boede i vores område, og så
var der selvfølgelig også Mellemfinn og Storefinn. Lillefinns
mor og hendes søster havde engang gået i samme skole, som min
far ude på Østerbro, og de havde begge været meget forelskede
i ham, men han var også en flot fyr dengang. Det blev jo så min
mor, der løb af med sejren, men Lillefinns mor var altid meget
venlig overfor mig, og nogle gange hvor de to søstre var sammen,
og jeg også var tilstede, kunne de godt finde på at fnise og
hviske mærkeligt, medens de kikkede på mig.
Lillefinns far var tømrer, og i sin fritid (eller det må han vel have været hele tiden, også når han tømrede) var han Jehovas Vidne, og når han var, så skulle resten af familien selvfølgelig også være det. Jeg lagde nu kun mærke til det, fordi familiens vindueskarme var fyldt med mærkelige medicinplanter, og når Lillefinns far og mor om søndagen skulle ud og missionere, eller hvad det hedder, når man skal ud og redde fortabte sjæle, så gik Lillefinn rundt alene, og mange gange tog vi ham med på gåtur i skoven eller på museum, som min far heldigvis havde som søndagsfornøjelse.
Et par enkelte gange var jeg dog med Lillefinn og hans far på Roskilde Ring og se motorløb. Hans far havde motorcykel med sidevogn og på vej hen til motorløbet, foregik kørslen i adstadigt tempo, men efter løbet havde Jehova forladt ham og fartdjævelen havde istedet taget bolig ihvertfald i hans højre hånd, hvor gashåndtaget var, for nu skulle han vise, hvordan man kørte motorløb, medens vi raslede rundt i sidevognen.
Lillefinns morfar og mormor havde kolonihavehus ude i Herlev, og vi cyklede tit derud efter skoletid for at hilse på, lege i haven, og måske få nogle æbler eller pærer med hjem. På et tidspunkt var jeg begyndt at være spejder, men havde ikke nogen sovepose, så i en periode havde jeg fået lov til at låne mormorens sovepose. Efter at have brugt den nogle gange, undrede jeg mig over, hvad det egentlig var, der lå nede i fodenden, og det viste sig så, at det var et par nussede mormortrusser. Heldigvis fik vi kort efter råd til min egen sovepose, og jeg kunne aflevere mormorens sovepose tilbage, om det var med eller uden trusser, kan jeg ikke huske.
Dødsejleren og gamle aviser.
Oppe på loftet, i Lillefinns forældres pulterkammer havde De
Sorte Brødre klublokale. Navnet stammede vistnok fra en bog, som
en af os havde læst, og som handlede om nogle drenge som
havde en skrækkelig tilværelse, ved at kravle op og ned i nogle
smalle skorstene for nogle onde skorstensfejermestre.
Vores klublokale var ret overfyldt, med alt det, der ikke var plads til i lejligheden og var for godt til at smide væk, men udover almindeligt skrammel var der da et bord, et skab og et par stole, og derudover brugte vi "dødsejleren" som siddeplads. En dødsejler var en stor, meget solid og tung hjemmelavet trækælk med jernbeslåede meder, og polstret sæde. Jeg kan endnu høre lyden for mig, når en dødsejler med 4-6 store drenge, kørte ned af "vaskebrædtet", der var en træforhøjning på kælkebakken i Grøndalsparken. Sådan et fartøj spredte om ikke død, så ihvertfald ødelæggelse på sin vej, og de blev da også på et tidspunkt forbudt, efter nogle brækkede ben og arme på sagesløse medkælkere. Lillefinns dødsejler havde aldrig været på farten. Da faderen jo var tømrer, havde han bygget Vanløses største, kraftigste og mest solide snefartøj, men da moderen så den, nedlagde hun straks forbud mod al anvendelse af monstrommet, og den blev så degraderet til bænkplads hos De Sorte Brødre.
Medlemmerne i klubben var Lillefinn og jeg, og derudover forskellige andre, som var der kortere eller længere tid. Et stort diskussionsemne var, om der måtte være piger med, og efter moden overvejelse blev 2 piger, som vi var lidt lune på, optaget på prøve. Prøvetiden forløb dog ikke tilfredsstillende, da de dels var for pjattede, og dels overhovedet ikke interesserede sig for klubbens hovedide, nemlig at snakke om piger.
Lillefinns far havde været idemand, til en meget avanceret legevogn med en aftagelig sidevogn, og den blev brugt, når De Sorte Brødre skulle ud og tjene penge, og det var som regel ved at samle gamle aviser, som vi så solgte hos en produkthandler. Nogle af beboerne gemte deres aviser til lejerforeningens avisindsamling, og hos dem havde vi ikke en chance, medens andre altid gemte dem til os.
Engang var jeg kommet udenfor vores normale område og jeg ringede på en dør og spurgte høfligt damen, der lukkede op, om hun havde nogle gamle aviser. Ja det havde hun, sagde hun og lukkede døren. Det var sådan set normal procedure, for folk skulle jo lige finde aviserne frem, og det var kun nogle få, der lod døren stå på klem imens. Efter omkring et kvarters forløb var der stadig ikke sket noget, og jeg ville da ikke bare gå, for hvis hun nu baksede med en masse aviser ville hun da blive sur, hvis jeg bare var gået igen. Så jeg dristede mig til atter at ringe på døren og gentog høfligt spørgsmålet: "Undskyld, har de nogle gamle aviser". Hvortil damen svarede: "Ja det har jeg, men jeg har da ikke sagt, du må få dem". Så listede jeg noget slukøret af. Dumme k------.
En dag hvor vi havde samlet aviser, var der blevet 75 øre til hver, og da vi på vejen hjem, kom forbi en slikforretning, gik 3 af De Sorte Brødre ind for at købe en is. Jeg ville af en eller anden grund gemme pengene, så jeg ventede udenfor, medens jeg kikkede ind igennem slikforretningens ruder. Tænk, da de andre så kom ud med hver en stor is, så henvendte en fremmed dame, der ventede ved stoppestedet, sig til mig, og tilbød mig penge, så jeg kunne købe en is som de andre. Jeg måtte jo røbe, at jeg selv havde penge, så hun trak tilbuddet tilbage, og mine kammerater synes, at jeg var komplet idiot, at jeg havde fortalt det, men til gengæld glemmer jeg aldrig den dames venlighed.
Hektiske dage i metalbranchen og en ciffonbeholder.
En gammel bageovn, som vi fandt i Grøndalsparken, blev
starten på en større indsamling af gammelt jern. Vi havde en
fornemmelse af at jern næsten var det samme som guld, så i løbet
af nogle dage havde vi støvsuget det halve af Vanløse for
gammelt jern incl. et cykelstel, rustne søm og et par hestesko,
for nu skulle der tjenes penge. Vi blev godt nok noget skuffede,
da jernhandleren efter at have smidt hele herligheden på vægten,
sagde at vi havde 98 øre tilgode, som han helst så, vi brugte på
hans varelager. Så efter at have gennemgået hans bunker,
bestemte vi os for et ringeapparat til 75 øre og vi fik så
allernådigst udbetalt de 23 øre i kontanter. Ringeapparatet gik
istykker på vejen hjem, så efter nogle hektiske dage i
metalbranchen, vendte vi tilbage til de gamle aviser.
Klubben var den lykkelige ejer af en ciffonbeholder, som var en stor glasbeholder med en lukkemekanisme og en tud øverst, og hvis man kom sodavand i den og vistnok noget extra kulsyre, kunne man få det ud igen i en smart stråle.
Storefinn var på det tidspunkt medlem, og han var hver eftermiddag bybud hos en købmand på Godthåbsvej. Købmanden var en meget flink mand, og han synes, det var sådan en god ide med en klub for store drenge, så han forærede os alle de sodavand, vi kunne drikke, hvis vi selv hentede dem efter nærmere aftale igennem Storefinn. Vi måtte ikke gå ind i butikken og forstyrre, så når vi havde fået et praj igennem Storefinn, ville købmanden sætte en flok sodavand om i baggården og lige lægge en sæk henover, så der ikke var andre, der kunne se dem og tage dem. Så Lillefinn og jeg hentede sodavand i baggården, og senere på dagen, når Storefinn havde fri, eksperimenterede vi med farve- og smagssammensætning i ciffonbeholderen, og derefter ned i vores oppustede maver.
Om ikke maverne, så revnede ordningen med et brag, da det viste sig at købmanden slet ikke var så flink alligevel, og overhovedet ikke kendte noget til gratis sodavand. Han henvendte sig til Lillefinns forældre, og efter en nærmere afhøring af Lillefinn og mig blev klublokalet lukket, selvom det viste sig, at vi var uskyldige, men nok havde været noget naive. Først flere måneder efter, fik De Sorte og noget slukørede Brødre, atter lov til at indtage lokalet, men på den betingelse at Storefinn ikke måtte være medlem.
Den forsvundne mønt.
I en anden episode var det mig, der var skurken, og det er første
gang jeg overhovedet fortæller den pinlige historie til nogen,
og hidtil har det været mit livs hemmelighed.
Lillefinn og jeg var møntsamlere. Samlingerne blev startet ved, at Lillefinn fik nogle mønter af sin morfar, og senere fik jeg nogle af min farfar, og ved at forhøre os rundt om i familierne, viste det sig, at der ofte lå nogle gamle mønter gemt i en skuffe, som vi så kunne inddrage i samlingerne. Vi havde hver vores samlinger, som blev opbevaret i et skab i klublokalet, og mønterne lå på noget kameluld, vi havde fundet i Zoo, trygt og godt i en blankpoleret kokusnød, hvor toppen var savet af til låg.
Lillefinn havde en 1 skilling fra 1856 med Frederik den VII s navnetræk, og min ældste mønt var kun fra 1870 med Napoleon den III. Hans mønt var i mine øjne langt mere interessant, og han ville hverken sælge den, eller spille kort om den, eller lade den indgå i nogen form for byttehandel, han ville bare selv have den. Efterhånden blev den mønt en hel besættelse hos mig, og en eftermiddag, hvor Lillefinn var i byen, gik jeg op og låste mig ind i klublokalet og tog mønten og puttede den i lommen.
Næste gang vi kikkede på mønter, kunne han selvfølgelig ikke finde sin 1 skilling. Jeg kikkede på, medens han ledte, og trøstede ham med, at den nok skulle blive fundet, medens min samvittighed blev sortere og sortere. Efter en uges tid havde han ledt lokalet igennem adskillige gange, uden at have fundet mønten, og han begyndte at opgive håbet om at se sin mønt igen, men ikke med et ord så meget som antydede han, at jeg havde en finger med i spillet. Min samvittighed var nu så kulsort og dårlig, at det langt oversteg glæden ved at være i besiddelse af mønten, så en dag sneg jeg mig igen op i klublokalet, og lagde mønten i skabet i en sprække nær hans møntsamling.
Næste gang vi var sammen i klubben, foreslog jeg, at han kikkede skabet extra grundigt efter i sømmene, da den jo måtte være et sted, og stor var begge vores glæde, da mønten igen var hos sin rette ejermand, og indtil nu, er det forblevet en gåde, hvordan den selv hoppede ud af kokusnødden.
Efter den sorte uge, og med alle de pinsler og samvittighedskvaler jeg gennemlevede, har jeg ikke berøvet nogen så meget som en flødekaramel. Da jeg efter et stykke tid for første gang var hos en rigtig mønthandler, lå der henne i hans rodekasse bl.a. en hel del 1 skilling fra 1856 med Frederik VII s navnetræk til 25 øre pr. stk., samme pris som en almindelig sodavandsis kostede dengang.
De Sorte Brødre eksisterede endnu et par år, indtil vi flyttede fra Vanløse til en lille landsby på Stevns, og uden at jeg havde vidst det, havde jeg gået rundt og været en "københavnersnude" og sådan nogle skal kanøfles, når de flytter på landet, men det er en helt anden historie.
"Vores Vanløse".
Historien om de "Sorte brødre" samt to af mine andre barndomshistorier "Lindgreens danseskole" og "Min første banan"er udgivet i bogen "Vores Vanløse". Bogen er erindringsglimt fra gamle Vanløseborgere, og jeg kom i fint selskab med bl.a. forfattere som Benny Andersen, Suzanne Brøgger, Jytte Abildstrøm, Michael Esper Andersen og Vagn Simonsen.
Bogen blev udgivet 1. november 2006, og under stor publikumbevågenhed af omkring 250 interesserede Vanløseborgere læste nogle af forfatterne uddrag af deres historier op i Vanløse Kulturhus. Jeg selv læste "De sorte brødre" i en lettere forkortet udgave, og da publikum grinede på de rigtige steder, følte jeg, at salen var med mig. Jeg har endda fra pålidelig kilde, at Benny Andersen, der sad på første række, tilsyneladende også morede sig.
Lise Bostrup har indsamlet historierne fra de forskellige forfattere og stået for alt i forbindelse med udgivelsen af bogen - et kæmpe arbejde, men der er kommet en rigtig smuk og interessant bog ud af alle anstrengelserne. Lise, der tilfældig fandt mine historier på nettet, havde jeg hidtil kun mailet med, men hun viste sig at være et rigtig livstykke og spruttede selvfølgelig af glæde over det store fremmøde og interessen for bogen.
Bogen er udgivet på forlaget Bostrup, koster 149 kr. og kan købes ihvertfald hos boghandlerne i Vanløse.