Panelspøgelset.
Da jeg i sin tid arbejdede under Svenstrup Gods, boede vi i den nordlige del af Borup i en tjenestebolig fra 1878 kaldet Ryeskovhus. Oppe på loftet var der i den ene ende et værelse, der var indrettet, dengang huset blev bygget, men i den anden ende af loftet var der et lille mærkeligt rum, der tilsyneladende var opført senere end huset. Det var bygget meget primitivt, men af nogle meget fine ca. 90 cm høje træpaneler. Rummet var ubrugeligt til beboelse, og det var for det første meget lille, da væggene bestod af to paneler sat ovenpå hinanden, således at tagets skråvægge ikke blev udnyttet, desuden var loftet i rummet ved at falde ned, og det var uisoleret. Træpanelerne var sandsynligvis betydelig ældre end huset, da fyldningerne var af massivt træ, der var fine og glatte på forsiden, men på bagsiden var de hugget til med grove øksehug, og det må være nogle år siden, man brugte den teknik. Ind til rummet var en fin lille dør med en meget gammel lås og håndtag i smedejern.
Jeg aner ikke, hvor panelerne og døren stammer fra, men jeg forestiller mig, at de måske har prydet de indre gemakker i den tidligere hovedbygning på Svenstrup Gods, der blev fjernet i 1780, for at give plads til den nuværende hovedbygning. Hvordan panelerne så siden er havnet oppe på loftet i et hus fra 1878, som et primitivt bygget rum har jeg heller ingen anelse om.
Vi havde efterhånden 3 hjemmeboende børn, så det begyndte at knibe med pladsen, og da det meste af loftetagen var uudnyttet, fik jeg lov til at fjerne panelrummet og indrette et rigtigt værelse på loftet. Jeg var godt klar over, at de gamle paneler var noget særligt, så jeg lod dem indgå i det nye værelse, og den gamle dør med den fine smedejernslås blev også genanvendt. Næsten alle panelerne blev anvendt, men nogle af dem var jeg nødt til save noget i stykker, for at de kunne tilpasses det nye værelse, og stumperne blev foreløbig samlet sammen i en bunke.
Der gik faktisk det meste af en vinter med at bygge værelset, da jeg kun benyttede min sparsomme fritid, men min datter Louise var jævnligt oppe og se, hvordan det gik, og spurgte hvornår jeg mon troede, hun kunne flytte ind.
Endelig en aften kunne jeg erklære værelset færdig, og Louise var lykkelig og gik igang med at indrette sig i de nye og større omgivelser. Bunken med panelstumperne pyntede ikke ligefrem på det resterende loft, så jeg tog nogle af stumperne og tændte op i brændeovnen.
Det var en aften med måneskin, og det var stille klart vejr, og panelstumperne brændte lystigt i ovnen, men gav indimellem nogle høje knald, selvom det var knastørt træ, der var flere hundred år gammelt.
Vi gik i seng, og duften og varmen fra de brændende paneler havde bredt sig til hele huset. Midt om natten vågnede jeg med et sæt, da en kold luftstrøm ramte mit ansigt. Månelyset skinnede ind i værelset, så hele rummet var oplyst og lige ved siden af min seng, til venstre for fodenden, stod en ung dame og kikkede på mig. Hun havde en sort kjole på, med en fint broderet hvid krave og hvide ærmer, og håret var sat op med en knold i nakken. Mit hjerte dunkede, så det føltes, som sad det i halsen, og jeg kunne mærke, at håret rejste sig på mit hoved, og det var ikke så meget, fordi der stod en fremmed ved siden af min seng midt om natten, men fordi jeg kunne se lige igennem hende.
Jeg stirrede på hende, og hun stirrede på mig, med nogle meget mørke øjne i et blegt ansigt, og jeg må indrømme, at jeg lige så stille krøb længere og længere ned under dynen sammen med mit galoperende hjerte. Først efter et stykke tid turde jeg forsigtig kikke frem, men da var hun væk.
Hvem hun var, og hvad hun ville, ved jeg ikke, men jeg er overbevist om, at det har noget at gøre med afbrændingen af de gamle paneler.
De sidste stumper af panelerne blev ikke brændt, men blev stillet om bag et gammelt skab på loftet, og jeg så heldigvis aldrig "panelspøgelset" igen.