Den transmongolske Jernbane.

Kort og godt om Mongoliet.

Jorden rundt med tog 13. del.

Af Kim Greiner

 Jeg havde inden denne togrejse med Den Transmongolske Jernbane kun fjerne forestillinger om Mongoliet. Noget om Djengis Khan, uendelige græssletter, kolde vintre og varme somre, heste og runde filthytter, som mongolerne flyttede rundt med, medens de drak smørte. Min viden var derfor hullet som en si, så den manglende viden måtte der hurtigst muligt rådes bod på. Derfor lånte jeg fra ”Det Udenrigspolitiske Selskab 2011” i serien ”Lande i lommeformat” et lille hæfte, der bugnede med konkrete oplysninger, og meget af det efterfølgende er taget fra dette ganske udmærkede, lille hæfte.

Det skal bemærkes at nedenstående har jeg skrevet inden vi besøgte Mongoliet. Afsnittet om gadebørn må være forældet for i de to dage vi var i Ulaanbaatar, så vi personligt kun to børn der vistnok og muligvis var gadebørn.

Djengis og Kublai Khan erobrede det halve af verden.

I det sydvestlige Mongoliet er der fundet rester af menneskelige boliger, der er mellem 100.000 og 200.000 år gamle, men om disse mennesker ved man kun lidt. Senere omkring år 1.000 før Kr. begyndte befolkningen i Mongoliet at kunne forarbejde våben af bronze og 300 år før Kr. af jern.

Længe havde stammerne på de mongolske stepper været små og uden indbyrdes samhørighed, men der havde været invasioner ind i Kina af et folk som benævntes ”hunnerne”. Den mest berygtede hunner-konge hed Attila (434-453), og han erobrede store dele af Europa og var medvirkende til Romerrigets fald. Da han døde. begyndte hans sønner at slås om magten, og det svækkede hunnerne så meget, at storhedstiden var forbi.

Omkring år 1200 efter Kr. forenedes et antal mongolske stammer i en statsdannelse under ledelse af Djengis Khan. Han blev i 1206 udråbt til hersker, og hans navn betyder ikke mindre end ”Universets kejser”. Djengis Khan drog ud på store erobringstogter, og fordi hans hær bestod af fremragende ryttere og dygtige krigere, fik han erobret store dele af Asien og Europa. De nåede faktisk helt op til Østrig og ellers sydpå til Adriaterhavet og det østlige Middelhav og mod øst til Korea. Djengis Khan havde klare regler for landet: Der var religionsfrihed, ethvert religiøst overhoved var fri for beskatning, men der var også dødsstraf for spionage, desertering, tyveri og ægteskabsbrud.

Hemmeligheden ved hans erobringer var den lille, robuste mongolske hest. Hver rytter red en hest og trak to heste efter sig, der bar våben, udstyr og proviant. Krigeren red hestene skiftevis for ikke at trætte den ene mere end den anden.

I det mongolske rige var der på den tid en effektiv post-ombæring, der blev kaldt Urton-systemet, hvor urton betyder 30-40 km. Det var denne afstand, der var mellem hestestationerne, hvor de mongolske kurerer fik friske heste. I modsætning til ”Pony Express” i USA, hvor det var nye ryttere, der gav postsækken videre til den næste rytter, så var det i Mongoliet den samme rytter, der fortsatte på nye, friske heste. Dette system fungerede helt op til 1949. 

Da Djengis Khan døde i 1227 efter et fald fra en hest, blev riget delt mellem hans fire sønner, som måtte styre hver sin del. Djengis Khans sønnesøn Kublai Khan erobrede siden hele Kina og grundlagde det kinesiske dynasti ”Yuan” med hovedstad i det nuværende Beijing. Hans bror Batu invaderede Rusland i 1240 og grundlagde ”Den gyldne Hordes Rige”, der bestod i 240 år, og herfra blev det mongolske skriftsprog og den mongolske kultur udviklet.

Mongolerne kunne dog ikke holde sammen på det enorme rige, og det faldt gradvis fra hinanden, så mongolerne trak sig lidt efter lidt tilbage til deres hjemlige græsgange.

Sovjetterne lægger deres klamme hånd på Mongoliet.

I slutningen af 1600-tallet blev Mongoliet indlemmet i det kinesiske Manchu-dynasti og det Ydre og Indre Mongoliet blev administreret som to adskilte provinser under Kina. Da Manchu-dynastiet faldt i Kina i 1911, blev Mongoliet støttet af Rusland og Japan til at udråbe det ”Ydre Mongoliet” som et selvstændigt kongedømme under ”den levende Buddha” Bogdo Gegen, der var de buddhistiske mongolers overhoved. Kina var bestemt ikke med på ideen med et selvstændigt Mongoliet, og i forbindelse med den russiske revolution i 1917, hvor Rusland var svækket, indtog en kinesisk general Mongoliet, og i 1920 måtte landet helt overgive sig til kineserne.

Allerede i 1917 blev der dannet en undergrundsbevægelse inspireret af den russiske revolution, og under navnet ”Det Mongolske Folks Parti” forhandlede man om sovjetisk støtte til at frigøre sig fra kineserne. Til gengæld krævede Rusland en sovjetvenlig regering, og med hjælp af sovjetiske tropper fik man erobret Urga, det senere Ulan Bator.

I 1924 døde Bogdo Gegen, og myndighederne forbød kroningen af en ny konge, men med støtte fra Rusland og med protester fra Kina udråbte man Den Mongolske Folkerepublik som en selvstændig stat. Forfatningen skulle være efter sovjetisk forbillede, hvor kommunistpartiet dominerede. Mongoliet blev dermed verdens anden socialistiske stat, og på mange måder fungerede den som en sovjetisk delrepublik. 

Adelens og de buddhistiske præsters magt i Mongoliet blev brudt med massehenrettelser, og en systematisk ødelæggelse af klostrene blev igangsat. Da man ville kollektivisere husdyravlen i 1930, førte det til folkeligt oprør, der dog blev slået ned med effektiv, sovjetisk hjælp.

I 1939 blev magten i Mongoliet samlet hos marskal Chorloogijn Trojbalsan, der gik under navnet ”Mongoliets Stalin”, og det var jo nok ikke ligefrem hans kælenavn, men siger noget om hans person og regeringsmetode.

Samme år blev Manchuriet invaderet af Japan, der dog blev slået tilbage af mongolske og sovjetiske styrker, inden der blev våbenhvile frem til 1945, hvor Mongoliet erklærede Japan krig. Det blev heldigvis ikke til noget, og efter en folkeafstemning blev Mongoliet igen erklæret for selvstændigt og året efter endda anerkendt af Kina.

Mildere toner breder sig fra Sovjet til Mongoliet.

Indtil sin død i 1952 herskede den stalinistiske Trojbalsan med hård hånd, men med den noget mildere Nikita Khrusjtjov i Sovjetunionen kunne Mongoliet opleve en vis liberalisering, men den sovjetiske indflydelse i alle samfundsforhold var stadig stor. Det murrede stadig langs den kinesiske grænse, og i 1960’erne blev tusindvis af de kinesere, der arbejdede i Mongoliet udvist samtidig med, at titusindvis af sovjetsoldater blev udstationeret langs grænsen til Kina.
Da Mikhail Gorbatjov i Sovjetunionen forsøgte at gennemføre politiske reformer under kommuniststyret, fulgte Mongoliet med, men det var ikke nok til at redde det kommunistiske diktatur. I 1989-90 var der folkelig modstand mod styret i Mongoliet, og der opstod forskellige oppositionsbevægelser som ”Den Mongolske Demokratiske Union”, som blev anerkendt af styret, og forfatningen blev skrevet om.

Ved valget i 1990 fik det reformerte kommunistparti ”Det Mongolske Folks Revolutionære Parti” stor tilslutning, da valgsystemet tilgodeså regeringspartiet. Der blev dog dannet en samlingsregering, og den kommunistiske æra smuldrede, og ved en ny forfatning i 1992 ændrede landet navn fra ”Den Mongolske Folkerepublik” til slet og ret ”Mongoliet”. Ved valget i 1996 lykkedes det oppositionen at gå i valgforbund, og med kommunisternes nederlag gik den nye regering i gang med at privatisere de statslige virksomheder og fjerne statstilskud for en række varer, især tilskud til energi. Det blev et chok for befolkningen, men regeringen fortsatte den økonomiske reformkurs og lukkede en lang række tabsgivende virksomheder. Den nye politik fik ros fra Vesten, men regeringspartiet var plaget af strid, og der var hyppige skift af ministerpræsidenten. Arbejdsløsheden steg og kriminalitet og korruption bredte sig i samfundet. Valget i 2000 blev en katastrofe for regeringspartiet, så den nye regering lovede at sætte lønninger og pensioner op, men regeringen ville stadig videreføre privatiseringen.

Varme somre og iskolde vintre.

Årene 2000-2001 var præget af langvarig tørke og ekstremt kolde vintre, og en stor del af husdyrene døde, så med truende hungersnød fik landet katastrofehjælp udefra. Nye partier så dagens lys, og der var folkelige protester mod den udbredte korruption. De mange økonomiske reformer førte til, at regeringssamarbejdet i 2006 revnede, og ministerpræsidenten blev udskiftet.

Ved valget i 2008 var der kamp mellem de to store partier, og de vigtigste emner var spørgsmålet om ejerskab, og hvordan udbyttet fra minerne skulle fordeles mellem staten og de private interesser, eller om udbyttet overhovedet ville komme befolkningen til gode. Det reformerte kommunistparti MPRP fik det absolutte flertal, men oppositionen klagede over valgfusk, og der opstod optøjer i Ulan Bator. I dagene efter valget var der natligt udgangsforbud og arrestationer, og politiledelsen blev afskediget for sin mangelfulde håndtering af optøjerne.
Præsidentvalget i 2009 foregik under rolige former, og lad os stærkt håbe på, at de rolige former fortsætter i fremtiden. 

Politisk system efter vestligt forbillede.

Som erstatning for den tidligere sovjetiske grundlov fik Mongoliet i 1992 en ny forfatning efter vestligt demokratisk forbillede. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, ”den store hural”, der har 76 medlemmer, som vælges for fire år ad gangen. Huralen udpeger ministerpræsidenten, der herefter danner regering. Selve præsidenten, der er statsleder, vælges ved direkte valg, og han har ret til at nedlægge veto mod lovforslag. Dog kan hans veto ophæves, hvis to tredjedele af huralen stemmer imod det.

Indenrigspolitikken er domineret af det reformerede kommunistparti ”Det Mongolske Folks Revolutionære Parti”, men partiet er ikke mere rødt end, at det nærmest kan betegnes som et socialdemokratisk parti.

Der findes også en række mindre partier, men de har generelt kun ringe indflydelse. Alle partier har klanmæssige og geografiske tilhørsforhold, og det er især disse tilhørsforhold, der stemmer folk ind.

Retssystemet er blevet tilpasset demokratiske normer, og formelt er domstolene uafhængige af statsmagten, men mange dommere kritiseres alligevel for at tilgodese statens interesser. 
Mongoliet har dødsstraf, og i 2007 blev 26 personer henrettet. Året efter blev kun en dødsdom eksekveret, og i 2010 indførte præsidenten, at han kunne give henstand med henrettelserne. 

Mongoliet vil ikke være en lus mellem to negle.

Det lille nation mellem Rusland og Kina har ikke militær eller økonomisk styrke til at lægge sin egen linje. I tiden fra 1920 og til sidst i 1980’erne var Mongoliet stærkt afhængigt af Sovjet, men da russerne trak sig ud af landet i 1992, betragtede Mongoliet sig som et neutralt land. Forholdet til Kina er bedret siden, men der er stadig gensidig mistillid. Mongolerne frygter, at Kina vil dominere landet økonomisk. Kina frygter, at den mongolske nationalisme skal brede sig ind i Indre Mongoliet, der er en kinesisk provins med et stort mongolsk mindretal. For ikke kun at være en lus mellem to negle dyrker Mongoliet kontakter til USA, Japan, Sydkorea, Indien og flere EU-lande. Efter at det kommunistiske regime faldt i Mongoliet, er forholdet blevet stærkt forbedret til USA og Mongoliet har fordømt angrebet 11. september, og de har endda sendt soldater både til Irak og Afghanistan.

Mærkværdigvis er Mongoliet et af de få lande i verden, der har venskabelige relationer med Nordkorea. Til det kan jeg kun anbefale de mongolske ledere at læser bogen ”Flugten fra Camp 14” udgivet på dansk af Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen, der er skrevet dokumentarisk, handler om en ung mand, der flygter fra en politisk arbejdslejr i Nordkorea til Vesten. Man bliver rystet i sin grundvold, når man læser om den terror, hjernevask og ufattelige nød, borgerne bliver udsat for. Og selvfølgelig har den regerende elite det ufatteligt godt med fars dreng Kim Jong Un som den nuværende ”kære leder” siddende fast på tronen. Det er kommunisme, når det er allerværst, og ufatteligt nok, så foregår det i vore dage.

Efter at mongolerne genopdagede deres buddhistiske arv i 1990’erne, er forholdet mellem Mongoliet og Tibet styrket, og meget mod Kinas vilje har Dalai Lama besøgt Mongoliet flere gange.

Det mongolske forsvar er baseret på værnepligt samt nogle halvmilitære reservestyrker, men forsvaret er stærkt reduceret efter 1990'erne. Mongoliet har deltaget i militærøvelser med både kinesiske og russiske styrker, og det meste materiel er da også sovjetisk.

Masser af solskin, men hundekoldt.

Mongoliet ligger på samme breddegrad som Norditalien, men klimaet er meget anderledes. Mongoliet har kun to naboer med Rusland i nord og Kina på alle andre sider. I den omgivende landmasse ligner Mongoliet et lille land, men med sine 1.564.160 km2 er landet tre gange så stort som Frankrig og 35 gange større end Danmark. Fra vest til øst måler landet 2.405 km og fra nord til syd 1.263 km.

Hovedstaden hedder Ulan Bator (Ulaanbataar), der i 2010 skønnedes at have 866.000 indbyggere. Klimaet er udpræget kontinentalt med lange, kolde, men solrige vintre, så landet kan prale af 240 solskinsdage om året. Gennemsnitstemperaturen i januar i Ulan Bator er minus 20 grader, og det er ikke unormalt med perioder på minus 40 grader. I juli er gennemsnitstemperaturen i Ulan Bator 16 grader C, men den kan også nå op på 30 grader, det er dog ikke noget imod sommertemperaturen i Gobiørkenen, der kan komme op på 40 grader.

Nedbørsmængden i januar er i gennemsnit 1 mm og i juli 73 mm, der ofte falder i skybrud med oversvømmelse til følge.

Mod vest ligger de mongolske Altajbjerge, der når op i en højde på 4.375 meter med bjerget Nairamdal, der betyder venskab. Her i disse øde bjerge lever bl.a. den sjældne sneleopard. De nordlige og centrale egne er domineret af skovklædte bjergkæder, og her lever elg, brun bjørn og los.

Igennem historien er det mellem bjergkæderne det frugtbare lavland omkring floden Selenge, der har været Mongoliets kulturelle centrum. Floderne i dette område løber mod nord til Bajkalsøen i Rusland. Det typisk mongolske landskab er dog steppelandet med uendelige græsmarker i syd og nord. Mod sydøst strækker Gobiørkenen sig fra Kina ind i Mongoliet, og den dækker 30 % af landets areal. Mod øst stiger landskabet og går over i den mongolske højslette. På stepperne og i halvørkenerne lever den sjældne Przewalskis vildhest, der i sin tid gav mongolerne enorme landvindinger. 

Mongoliet ligger i en seismisk aktiv zone, så landet rammes ofte af jordskælv, og fra tid til anden opstår der pludselige orkaner.

Dinosaurer i Gobi-ørkenen.

I dag lever der kun få dyr i den øde Gobi-ørken, men sådan har det ikke altid været, og videnskabsmænd har fundet mange forsteninger af forhistoriske dyr i ørkenen. I 1922 rejste et hold videnskabsmænd til Gobiørkenen, og her fandt de en masse forstenede dinosaurer og forstenede dinosauræg. Disse opdagelser viser, at Gobiørkenen for 80 millioner år siden har været et frugtbart område, og fundene tyder på, at dinosaurerne har levet meget tæt, for en masse af forsteningerne er fundet indenfor et meget afgrænset område. 

Efterhånden som forsteningerne kom ud på museer rundt omkring i verden, blev de enkelte fund ikke så interessante mere, men i 1971 fandt en mongolsk ekspedition en ny spændende forstening, idet den indeholdt to forskellige dinosaurarter i en dødelig kamp. I et andet fund, der blev gjort i 1993 fandt man en dinosaur liggende på mere end 20 dinosauræg. I andre dinosaurreder har man fundet skeletter af de dyr, dinosaurerne fodrede deres unger med. Disse fund tyder på, at selv dengang var der noget, der hed yngelpleje, og at dinosaurerne havde omsorg for deres unger.

Den mongolske Przewalski-vildhest.

Gennem de sidste 60 millioner år har hesten udviklet sig igennem forskellige hestestadier. Den eneste nulevende af disse tidlige stadier er den mongolske Przewalskihest. For 5.000 år siden begyndte man at indfange vildhesten og tæmme den. De vildeste heste blev dog slagtet, og de blideste indgik i århundreder i avlen, så de blev uundværlige dyr, der kunne tjene menneskene.
Przewalskihesten har nogle forskelle fra almindelige heste. Den måler kun 1,3 meter fra hov til nakke, og den har en kort stærk hals, og på benene har den zebralignende striber kaldet ”ålestriber”. Manken står lige op i vejret, og hesten har derfor ikke pandehår. Halen ligner mere en æselhale, da de lange hår først starter lidt nede på halen.

For 10.000 år siden levede vildhesten i både Asien og Europa, og den er afbildet på hulemalerier i Frankrig og Spanien. Efterhånden som der kom flere og flere mennesker på Jorden, var det slut med vildhestens frie liv, for den havde svært ved at indordne sig sammen med menneskene og deres dyrkede marker. Man begyndte at udrydde vildhesten, og i 1500-tallet var hesten forsvundet undtagen på de store stepper i den sydvestlige del af Mongoliet. Da russerne i 1923 begyndte at opdyrke egnene omkring vandstederne, blev vildhesten igen truet, og den søgte fred i de mere øde egne, hvor der også var mindre mad og drikke. Efterhånden uddøde vildhesten også i Mongoliet, og den sidste hest forsvandt i 1960. 

For at gå lidt tilbage i tiden så drog den polske opdagelsesrejsende Przewalski i 1878 rundt i Asien, og han fik foræret skindet og et kranium af et for ham ukendt dyr. I Sct. Petersborg blev det konstateret, at det stammede fra en vildhest, der endnu levede enkelte steder i Mongoliet, men som man ellers regnede med var uddød. 

 Da Przewalski genopdagede hesten, fik denne hesterace sit navn efter finderen, sådan som det er almindeligt i videnskabelige kredse. Der var stor interesse for denne vildhest især i Rusland og Tyskland, og i perioden 1900 til 1947 blev der gjort mange forsøg på at indfange hesten, men de voksne var for sky og for hurtige og kunne ikke fanges. Med besvær blev der indfanget nogle føl, men da de stadig havde brug for modermælk, var det almindelige hopper, der blev adoptivmødre, medens hestene traskede over 500 km igennem snestorme og sibirisk kulde. På denne lange rejse til stationsbyen Brysk, som er en by på Den Transsibiriske Jernbane, døde mange af hestene undervejs.

Vildhestene blev placeret i zoologiske haver, først i Askania Nova i Rusland. Der blev transporteret 54 heste ud af Mongoliet, men foruden dem, der døde undervejs, døde nogle af hjemve efter de store sletter. Nu havde de kun nogle mindre aflukker med hø to gange om dagen og en spand vand. Under de forhold havde hestene heller ikke lyst til at formere sig, og da nogle heste også døde under krigshandlingerne i 2. verdenskrig, var der i slutningen af 1945 kun 31 heste tilbage.

I Prag og München havde de heldigvis held med at får hestene til at formere sig, og nogle blev efterhånden solgt til andre zoologiske haver. Således var der i 1984 omkring 600 heste fordelt i 95 zoologiske haver og dyreparker.

Rundt omkring i verden er der nu lavet specielle reservater for Przewalski-hesten, og i 1992 blev det første reservat åbnet i Mongoliet med 50 heste. Siden er der lavet endnu et reservat, der har en bestand på 70 vildheste, og måske kan dette prægtige dyr igen engang græsse på sletterne i store flokke. 

Befolkning, sprog og alfabeter.

I selve Mongoliet bor der 2,7 millioner mennesker, og med kun 1,7 menneske pr. km2 er det et af verdens tyndest befolkede lande. 57 % af befolkningen bor i byerne, og næsten en tredjedel bor i Ulan Bator, der ligger mellem fem store bjerge i en højde af 1.310 m.

Ulan Bator opstod i 1649 omkring et vigtigt buddhistisk tempel, og i 1800-tallet udviklede byen sig som en vigtig handelsby på handelsvejen mellem Rusland og Kina. I 1911 blev byen hovedstad med navnet Khureen, der betyder en by omkring et religiøst centrum.

Kommunisterne syntes dog ikke om det gamle navn og kaldte den i stedet for Ulan Bator, der betyder ”Den røde helt”. Byen har omkring 700.000, indbyggere og mange bor i udkanten i de traditionelle filttelte kaldet gher, der om vinteren opvarmes med små brændeovne, der så oser over hele byen.

Næsten 90 % af indbyggerne i Mongoliet er mongoler, og hovedsagelig er de østmongoler (khalkha-mongoler), men der findes også en mindre gruppe vestmongoler. Faktisk bor der flere mongoler i Kina end i staten Mongoliet, og det er i den kinesiske provins, der hedder Indre Mongoliet. Desuden er der et mindretal af mongoler i Rusland. Den næststørste befolkningsgruppe i Mongoliet er det tyrkiske folk kasakherne.

Mongolsk er et altaisk sprog som er lidt beslægtet med det tyrkiske sprog. Den østmongolske dialekt khalkha er den mest udbredte, men der tales også andre mongolske dialekter.

Mongolerne har traditionelt haft deres eget alfabet kaldet det uiguriske, men det blev i 1940 erstattet med det kyrilliske alfabet efter sovjetrussisk forbillede. Siden 1990 er man gået tilbage til det uiguriske alfabet, men mest i officielle sammenhænge, og så bruges det kyrilliske til hverdag. Når mongolske ord skal oversættes til det latinske alfabet, opstår der mange varianter af navne, der derfor ses med forskellige stavemåder.

Shamanisme og den blå himmels gud.

Selvom mongolerne ikke er særlig religiøse, har de dog en shamanistisk kulturarv. Shamanisterne opfatter alt i naturen som styret af ånder og dæmoner, og når der sker noget godt eller dårligt, er det ånderne eller dæmonerne, der er på spil. Disse ånder bor i en åndelig verden, som normale mennesker ikke kan se, og det er kun shamanen, der kender den åndelige verden. Shamanen kan lade sig besætte af en god ånd og så rejse ind i den åndelige verden og f.eks. kæmpe mod den ånd, der har besat et menneske. Også naturkræfter som storm, regn, sne og solskin forstås som åndelige kræfter, og nogle gange må shamanen en tur til den åndelige verden for at skaffe bedre vejr. 

Der findes dog en ånd, der er konge over alle andre ånder, og denne ånd identificeres med den blå himmel. Mange mongolske kvinder ofrer hver dag til den blå himmel ved at kaste mælkete op i luften først mod syd, så mod vest og så mod nord og øst. 

Der er ikke mange shamaner tilbage i Mongoliet, og derfor er den mest udbredte religion i landet tibetansk buddhisme, der har formået at bygge bro til shamanismen. De buddhistiske lamaer blev forfulgt og dræbt efter 1921, da kommunisterne overtog magten. Den tibetanske buddhisme søges igen opbygget i Mongoliet, men da der er mangel på buddhistiske lamaer, er det en langsom opbygningsproces.

Kristendommen i Mongoliet.

Allerede fra det femte århundrede blev kristendommen spredt langs Silkevejen, og derfor fandtes der kristne i Mongoliet længe før, Djengis Khan oprettede sit storrige i det trettende århundrede. Djengis Khan brugte mange kristne til de forskellige administrative opgaver, og hans søn Tul giftede sig endda med den kristne prinsesse Soyorghactanibagi. Hun blev mor til den senere så berømte Kublai Khan, der derfor havde fået kristendommen ind med modermælken. 

Hos Kublai Khan var en del af eliten omkring hoffet kristne, og han ønskede en stærkere kristen påvirkning i sit storrige. I 1266 sendte han derfor besked til Paven i Rom, at han godt måtte sende 100 kristne munke til Mongoliet, så de kunne overbevise ham om kristendommens overlegenhed over shamanisme og tibetansk buddhisme. På det tidspunkt var der dog ikke nogen pave, og da der endelig blev valgt en ny, kunne paven kun finde to munke, der var villige til at rejse den lange vej. De vendte dog hurtigt tilbage uden at have nået deres mål, og da der derfor ikke blev svaret på Kublai Khans invitation, valgte han at udbrede den tibetanske, buddhistiske kultur i Mongoliet.

Under det sovjetstøttede kommunistparti blev mange buddhistiske lamaer dræbt eller sendt i arbejdslejr, og den sidste kristne kirke i Mongoliet blev lukket i 1931. Efter Sovjetunionens fald kom der igen kristne missionærer til Mongoliet for at få en mongolsk, kristen kirke til at udvikle sig. Missionærerne kom især fra lande i Asien, USA og Skandinavien, og i 1998 var der efterhånden 6.000 kristne mongoler. Så lige så stille kommer der igen kristendom til Mongoliet.

Kommunisterne rev 700 klostre ned.

Fra tidernes morgen har mongolerne dyrket ånder, og shamanerne var formidlere mellem mennesker og åndeverdenen. I 1500-tallet begyndte man at antage den tibetanske form for buddhisme kaldet lamaismen, der har Dalai Lama som åndelig leder. De buddhistiske klostre kom til at spille en afgørende rolle både religiøst, kulturelt, politisk og som økonomiske magtcentre. Efter den kommunistiske magtovertagelse i 1924 blev lamaisterne forfulgt, og mindst 36.000 munke og lamaer blev myrdet frem til 1940. Over 700 klostre blev revet ned eller brændt sammen med religiøse dokumenter og manuskripter. I 1990 var der kun et eneste fungerende kloster tilbage, der havde overlevet kommunisttiden. Siden er der genopbygget omkring 100 buddhistiske klostre, der er beboet af 2.100 lamaer. Også kasakherne, der er sunnimuslimer, fik ødelagt og lukket deres moskeer under kommunismen, og først efter 1990 er en del genopbygget og genåbnet. 

Der er formelt religionsfrihed i Mongoliet, men der er fra officielt hold mistænksomhed mod fremmede religioner som f.eks. kristendommen, så alle udenlandske trossamfunds aktiviteter er reguleret.

Det er ingen dans på roser at være gadebørn.

I Danmark er der strenge regler for alder og arbejdstid for avisbude, men sådan er det ikke i Mongoliet. Ofte er det nødvendigt, at børnene arbejder, hvis familien skal overleve, og derfor ses overalt børn, der sælger sodavand, pudser sko, synger eller ser efter deres små søskende. Frygten for at blive skældt ud af forældrene, hvis de ikke har solgt noget, gør, at nogle børn vælger at blive gadebørn. På gaden finder børnene den frihed, de ikke har kendt hjemmefra. Ofte finder børnene sammen i bander, hvor de så hjælper hinanden med af skaffe mad eller finde natlogi på en trappeopgang eller i fjernvarmehuller. I Ulan Bator er der nogle få børnecentre oprettet af regeringen eller private organisationer for at tage hånd om problemet. 

En del af årsagen til gadebørnene var det sovjetiske styres opløsning i 1990-92, hvor mange familier blev arbejdsløse, og landfamilierne søgte ind til storbyen, hvor det dog også var svært at opretholde livet. Den økonomiske hjælp, børnefamilierne tidligere fik, blev afskaffet, så familier gik i opløsning, og børnene blev overladt til sig selv. 

I 1990 underskrev regeringen FN-konventionen om børns rettigheder, og det fik regeringen til at starte ”National Children Center”, og de opdeler børnene i tre kategorier: ”De, der ikke har haft kontakt med voksne i mere end i et halvt år, de, der et par gange årligt ser deres familie, og de, der sover hjemme, men ellers går på gaden. Ingen af de tre kategorier passer deres skole.

Mongoliet ved dårligt nok, hvad de skal stille op med gadebørnene, og på det statsstøttede børnehjem ”Trust” er udbetalingerne så minimale, at børnene sulter og derfor flygter gang på gang. Mange udenlandske organisationer og kirker har derfor taget over og opretter centre for børnene. EU har også oprettet et børnecenter i Ulan Bator, og DANIDA er også på banen.

Ovenstående oplysninger om gadebørn er 5 år gamle og er forhåbentlig forældede. Da vi selv skal besøge Ulan Bator på vores togrejse igennem Mongoliet, må vi prøve at skønne, hvor stort problemet er i vore dage. Efterfølgende kan det oplyses, at vi ikke så et eneste forhutlet gadebarn i Mongoliet, kun børn som på disse to fotos. 

Under to dollars om dagen til at leve for.

Efter kommunisternes fald medførte det omfattende sociale og sundhedsmæssige problemer, da staten skar i budgetterne. I starten af 2000 blev der igen afsat flere penge til sundhedssektoren, og antallet af underernærede børn faldt fra en fjerdedel i 1995 til en tiendedel i 2008, og samtidig faldt børnedødeligheden.

Godt en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen dvs. for under 2 dollars om dagen. Selvom der gives pension og arbejdsløshedsunderstøttelse, er beløbene så små, at det er under eksistensminimum.

Ret så uhyggeligt er det, at vold mod kvinder er et alvorligt problem. Således er hverken voldtægt eller sexchikane ulovligt inden for ægteskabet.

Nomader og træd aldrig på dørtrinet.

Det mongolske folk har altid været et nomadefolk, der i de sidste 2.500-3000 år har boet i gher (filttelt), der har den fordel, at den hurtigt kan tages ned og flyttes til nye græsgange. Op gennem tiderne har der været flere varianter af gher, der kan have 4-12 vægge, men normalt 5 vægge. Væggene er et fletværk og er bundet på en sådan måde, at de kan foldes sammen og dermed ikke fylder meget i oppakningen. Tagkonstruktionen består af lange tynde stolper, der samles i en rundkreds, hvor skorstenen stikker ud, og om sommeren er der bare et hul. Gherens træ-skelet dækkes på ydersiden af filt og indvendigt af farvestrålende klæde. Døren i en gher vender altid mod syd, og når man går ind i en gher, skal man passe på ikke at komme til at træde på dørtærskelen, for det bringer ulykke både for en selv og hele familien. Alle gher har den samme traditionelle indretning med i midten et ildsted, som mongolerne kalder ”forældrenes hjerte”, og det er helligt. Det er forbudt at smide affald i ilden eller at vende fødderne mod hjertet.

Gheren er delt i tre områder: ”Mandens, kvindens og hæderspladsen”. Mandesiden er til venstre, og her hænger hestesadel, seletøj og lædersække med hestemælk. Kvindesiden er til højre for indgangen, og her er alle køkkentingene og børnenes ejendele. I den nordlige ende i gheren er hæderspladsen kaldet ”khoimor”, og her er fotografier af familien, våben og religiøse ting. Manden i huset sidder som regel til højre for khoimor og gæsten til venstre og kvinden ved husets hjerte. Børnene sidder ved siden af moderen eller tættere ved døren.
Nomaderne lever af, hvad husdyrene kan producere af mælk og kød, og alle hjælper hinanden, hvor pigerne malker køer, geder og heste, og drengene hjælper med at passe hjorden.
Det er svært at få skolelærere til at arbejde på landet, selvom der lokkes med bedre løn. Børn af nomader har derfor kun små muligheder for at gå i skole, så 25 % får ikke skoleundervisning, for kostskolerne er for dyre for nomaderne.

Uddannelse og helte, der kom op af mølposen.

Der skete en god ting under kommunismen i 1924-90, idet skolesystemet blev udbygget, så man næsten fik bugt med analfabetismen, og i dag kan næsten alle indbyggere læse og skrive. Andelen af skolesøgende børn faldt efter 1990, men i dag begynder næsten alle børn i skolen, og 80 % gennemfører de første fem år. Af dem, der gør 8. klasse færdig, går næsten alle videre til det fireårige gymnasium således, at mange går 12 år i skole.

Mongoliet har universitet og andre højere læreanstalter, men mange unge studerer også i udlandet som Rusland, Tyskland og Tyrkiet.

Mongoliet er rig på heroiske fortællinger, eventyr og poesi, men den mongolske kultur blev brutalt undertrykt i kommunisttiden, især i perioden 1936-56. Mange manuskripter blev brændt, og mongolerne fik forbud mod at hylde nationalheltene som Djengis Khan og Kublai Khan. I stedet blev der udviklet et sovjetisk kulturliv, og alle kunstlinjer skulle have en socialrealistisk linje. Da kommunisternes magtmonopol ophørte i 1990, blev den kulturelle frihed større, og nationaldragter, gamle gadenavne og traditioner kom igen til ære og værdighed.

Pressefriheden er lidt flosset.

Efter kommunismens fald kom der et væld at nye aviser, radiokanaler og tv stationer. Mange lukkede igen på grund af dårlig økonomi, og de vigtigste blev i 1990’erne statskontrollerede, men efter en medielov fra 1999 er alle medier privatiseret. 

Der er pressefrihed i Mongoliet, men den fungerer ikke altid i praksis. Hvis en journalist f.eks. har skrevet om korruption hos magthaverne, er det sket, at journalisten er blevet dømt for æreskrænkelse, og myndighederne har også lukket aviser uden domstolsafgørelse. Efter privatiseringen er der kommet mange mindre dagblade, men deres oplag er små.

Det statslige Mongoliaradio og Mongoltelevision var længe politisk styret, men fra 2005 blev selskabet omdannet til et uafhængigt service-foretagende. Radioen når ud til mange af indbyggerne, men antallet af fjernsynsapparater er til gengæld mere begrænset, især ude på landet.

Stor applaus til Rusland.

Mongoliets økonomi er delt i to, idet byerne har moderne pengeøkonomi, men på landet er det mere almindeligt at bytte med skind og uld for at erhverve de livsnødvendigheder, de ikke selv kan frembringe.

 Indtil 1960 var samfundsøkonomien næsten udelukkende baseret på husdyravl, men i 1960’erne begyndte man at udvikle industrien og i 1970’erne mineindustrien.

I sovjettiden var planøkonomien gældende med stor støtte fra Sovjetunionen, men fra 1990’erne overtog markedsøkonomien, og eksporten til Østblokken krympede til næsten ingenting, da Sovjetunionen faldt sammen. Det blev vanskelige år med inflation og arbejdsløshed, men i 1990’erne vendte udviklingen, dog med senere nedgang til følge af finanskriserne i Sydøstasien og Rusland. Mongoliet har også været ramt af tørke som i 1999-2001 efterfulgt af en ekstrem kold vinter, så en femtedel af alle husdyrene døde. Mongoliet måtte derfor tage lån for at afværge en truende hungersnød.

I takt med at priserne på guld og kobber steg og faldt, er lønningerne steget og dermed inflationen, således var der i 2008 en inflation på 40 %. Igen i 2009 var der tørke efterfulgt af en ekstrem vinter, og hver fjerde af landets 800.000 hyrder mistede deres husdyr og dermed deres livsgrundlag. Mongoliet måtte derfor henvende sig til FN med en anmodning om 18 millioner dollars i katastrofehjælp.

Det kniber med udenlandske investeringer i landet, og interessen fra udlandet har primært været rettet mod den givende minesektor. Mineindustrien er derfor det vigtigste eksporterhverv i Mongoliet, og der er rige forekomster af kobber, guld, kul og uran. Der er også forekomster af sølv, nikkel, bly, zink og jern, så egentlig burde der være god basis for velstand i landet. Det canadiske ”Ivanhoe Mines” har indledt udvinding af guld og kobber i Gobiørkenen, og kinesiske selskaber udvinder olie i Mongoliet, og så må vi håbe, at det også giver afkast til mongolerne. En stor del af energiforsyningen dækkes af importeret elektricitet fra Rusland, og i byerne kommer el og varmeforsyning fra kulfyrede kraftværker. I mindre byer er det almindeligt med dieselgeneratorer, og på landet brænder man ofte dyreekskrementer til opvarmning og madlavning.

I 2003 afskrev Rusland næsten hele den gæld på 11 milliarder dollars, som havde tynget Mongoliet i mange år. Stor applaus til Rusland for den gestus. I 2009 var Mongoliets samlede udlandsgæld på 1,9 milliarder dollars.

Kashmirgeden er det rene guld.

Mongoliets industri blev opbygget under kommunismen med hjælp fra Sovjet og Kina. De statslige fabrikker fik billige råvarer fra de andre kommunistiske lande og solgte varerne samme sted. Da Sovjet gik i opløsning, gik dette system også i opløsning, og de forældede industrier overlevede ikke markedsøkonomien, og derfor er husdyravlen så vigtig.

Mongoliet lider ofte af vandmangel og vækstsæsonen er kort, så kun 1 % af landbrugsarealet er opdyrket med hvede, kartofler og grøntsager. Til gengæld giver de store græssletter plads til husdyr, og halvdelen af Mongoliets befolkning er beskæftiget med husdyravl af får, geder, heste, kameler og yakokser. I 1950 blev husdyravlen tvangskollektiviseret ved hjælp af høje skatter på individuelt ejerskab. Skønt befolkningstallet blev tredoblet på tre årtier, voksede husdyrbestanden efter kollektiviseringen overhovedet ikke.

I 1990 blev privat ejerskab atter tilladt, og antallet af dyr voksede stærkt. Tørke og hårde vintre, oversvømmelse og mund- og klovsyge har dog medført et kraftigt fald i bestanden, men i 2009 er husdyrbestanden atter 40 millioner dyr. 

Det økonomisk vigtigste landbrugsprodukt er kashmiruld, som kommer fra kashmirgeden. Mongoliet er verdens næststørste producent af denne kostbare vare, kun overgået af Kina.
I 1990 begyndte Mongoliet i stigende grad at fremstille stål, medicin og tekstiler. Tekstilindustrien fik dog en ordentlig nedtur i 2005-06, da internationale tekstilkvoter blev sløjfet, og Mongoliet kunne ikke klare konkurrencen fra Kina. Heldigvis steg indtægterne fra minedriften i samme periode.

Danmark og Mongoliet.

I 1990 var Danmark et af de første lande i verden, der anerkendte Mongoliet som en ny selvstændig stat. Siden har DANIDA været på banen for at hjælpe det unge demokrati på vej. Siden 1989 har der eksisteret en dansk-mongolsk venskabsforening, og Danmark fik i 1994 et mongolsk konsulat.

Nogle af de første danskere i Mongoliet var unge mænd, der var lokket derud af lægen Carl Krebs, der havde fundet et smukt område nord for Ulan Bator. Han mente, at danske landmænd kunne tjene gode penge på landbrug i Mongoliet, og jord var der nok af. Mange danskere levede allerede i Sibirien, men efter revolutionen i Rusland blev det for broget, og nogle af disse mennesker flyttede derfor til Mongoliet bl.a. Henning Haslund-Christensen. Livet i Mongoliet var nu ikke lige det, de havde regnet med, så mange rejste hurtigt hjem igen, men Carl Krebs blev derude i en del år, inden han blev nødt til at forlade Mongoliet.

Kronprins Frederik besøgte i 1990 Mongoliet sammen med Søren Haslund-Christensen, der er søn af Henning Haslund-Christensen, der i sin tid havde hjembragt en stor samling af brugsting og kunst fra Mongoliet. Kronprinsens besøg var en stor mediebegivenhed, og når mongolerne taler om Danmark, er der mange, der kan huske kronprinsens besøg.

I 1996 kom den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen til Mongoliet for at afsløre en statue af Henning Haslund-Christensen, der ville være blevet 100 år i 1996. Efter afsløringen fløj Niels Helveg med helikopter tilbage til Ulan Bator. Umiddelbart efter landingen skulle helikopteren flyve videre, men kort efter styrtede den ned fra 10 meters højde. Niels Helveg har nok stået og rystet lidt på grund af dette fald med en helikopter, som han lige var steget ud af. På grund af styrtet husker mongolerne også dette besøg særdeles godt.

Nye veje bygges og turisterne kommer så småt.

Næsten al godstransport i Mongoliet finder sted med tog og persontransport med bil eller bus. Den vigtigste jernbane er Den Transmongolske Jernbane, som indgår i Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing.

Der er dog omfattende vejbyggerier i gang for at forbedre infrastrukturen mellem Ulan Bator og resten af Mongoliet. Det nuværende vejnet består mest af grusveje, og kun 2.600 km har fast belægning. I fjerntliggende egne foregår transporten med lastbil og jeep foruden heste, kameler og oksekærre, og det også ses inde i hovedstaden.

Indenrigslufttrafikken varetages af det statslige selskab MIAT, hvis flåde er af ældre russisk fabrikat. Efter flere ulykker blev indenrigstrafikken i dette selskab indstillet i perioden 2008-09, og privatejede selskaber som Aero Mongolia og Eznis Airways benyttede lejligheden til at erobre markedsandele.

Mongoliets storslåede natur og mange historiske seværdigheder giver gode muligheder for turisterhvervet. I perioden 2004-08 voksede antallet af turister fra 300.000 til 450.000 om året. Over halvdelen kommer fra andre asiatiske lande samt i 2013 mindst to fra Danmark, og om dette kan læses i næste afsnit om Mongoliet på denne hjemmeside, hvor det er om vores oplevelser.

Kilde:
Lande i lommeformat. Mongoliet. Det Udenrigspolitiske selskab 2011.
Mongoliet – et land på vej. Folkekirkelig Mission i Asien. 1997.

Videre til Bumletog til Kina 14.del "Ulaanbaatar - Normadernes hovedstad."

Tilbage til forsiden.