Tog Jorden rundt.

3. del. Tog til Indokina.

Fra Beijing til Phnom Penh.

22. delafsnit: Vietnam og Hanoi.

Personlig rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 2014



Vietnam er ikke en krig, Vietnam er et dejligt land.

Vi har lige krydset grænsen mellem Kina og Vietnam på vores tur Jorden rundt, men inden vi går videre med den personlige beretning, er her en del baggrundsstof om Vietnam.

Først kom kineserne, så kom kineserne igen og derefter franskmændene og amerikanerne og så kineserne endnu engang og til sidst danskerne. Til sidstnævnte kategori hører min kone Gitte og jeg, men vi havde helt andre bevæggrunde end de foregående folkeslag, der ville udnytte Vietnam eller påtvinge dem en ideologi. Vi kom med nysgerrighed og venlighed, og vi blev mødt med venlighed, nysgerrighed og gæstfrihed af det frihedselskende, smilende folkeslag, der i tidens løb har været så grueligt meget igennem.

I 1988 indså kommunistpartiet, at det var ”Fornyelse eller døden”, så betonkommunismens planøkonomi blev opgivet til fordel for en blød form for kommunisme med reformpolitik og markedsøkonomi. Landbruget blev privatiseret, og på 10 år gik Vietnam fra hungersnød til at være verdens 2. største riseksportør. På alle andre områder er der også kommet gang i hjulene, og siden Vietnam i 1989 åbnede grænserne, har landet hvert år modtaget flere og flere turister. I Hanois gader er vesterlændinge kun en promille af menneskene i gadebilledet, men længere sydpå i Hue og Saigon er der nogle flere vesterlændinge, men der bliver stadig kikket langt efter os. 

Vietnam har alle hørt om, men få kender landet.

”Skal I også igennem Vietnam, hvad vil I dog der?” Der tænkes straks på Vietnamkrigen og grusomheder, og næsten alle ser for deres indre blik billedet af den lille, nøgne pige, der skrigende løber væk efter et amerikansk napalmangreb. Det kan være svært at udviske det billede og vænne sindet til billedet af et fredeligt og smilende land. Det vil jeg dog prøve på i denne del af rejsefortællingen Jorden rundt, men hvordan ligger landet, eller rettere, hvor ligger landet, og hvad er det egentlig for en størrelse.

Cong Hoa Xa Hoi Chu Nghia Viet Nam eller på dansk "Den Socialistiske Republik Vietnam" har et areal på 331.700 km2, og det er således ca. 8 gange større end Danmark. Da landet er langt og smalt, strækker det sig over 1.600 km fra nord til syd langs Det Sydkinesiske Hav. Landet har ca. 82 millioner indbyggere, og ved at gange og dividere kan det ses, at befolkningstætheden er ca. det dobbelte af Danmarks. Vietnam har 54 etniske grupper, hvor den største er vietnameserne (kinh), som udgør 85 % af befolkningen, og de bor hovedsageligt i de store deltaområder ved Mekong-floden i syd og ved Den Røde Flod i nord. Derudover er der 53 etniske minoriteter, der oftest lever i bjergegnene, især lige syd for den kinesiske grænse.

Størsteparten af befolkningen i Vietnam er beskæftiget i landbruget, hvor der i de sydligste egne kan høstes 3 gange om året, og i de nordligste bjergegne kun 1 gang årlig. Markerne i bjergene ligger i landskaber med hundredvis af terrasser op ad bjergsiderne, og ofte er hver mark kun én meter bred. Der skal noget menneskekraft til, og bare det at bære afgrøderne ned til landsbyerne giver arbejde til mange mennesker. Gennemsnitsindtægten pr. indbygger i Vietnam er derfor kun på ca. 400 US dollars årligt, så der er et stykke op til Danmarks ca. 33.000 dollars, og så er det ikke så underligt, at de kalder os rige. 

Utallige kendte og ukendte dyre- og plantearter gemmer sig i Vietnams jungler og i de øde bjergegne, og 3 af de 10 nye pattedyrarter, der blev ”opdaget” i verden i 1990’erne, blev fundet i Vietnam. Her kan da lige nævnes kæmpemuntjaken, der ligner et rådyr, men har lange hjørnetænder, og ellers spænder dyreregisteret fra leoparder, elefanter, krokodiller, aber m.m. til en ny art næsehorn. Bombardementerne under

Vietnamkrigen gik hårdt ud over landets dyre- og planteliv, for 72 millioner liter kemiske afløvningsmidler blev med rund hånd pøset ud over skovene af de amerikanske fly, for så var det lettere at pille Viet Cong (vietnamesiske kommunister) ned fra træerne. Selv om det er synd for naturen, er det mindst lige så synd for menneskene, og siden krigen sluttede er over 38.000 mennesker dræbt og over 100.000 såret af efterladt sprængstof.

Klimaet er på grund af det langstrakte land meget forskelligt fra syd til nord. Temperaturen sydpå er høj året rundt med 25 til 30 grader, og i det centrale Vietnam svinger temperaturen mellem 20 og 30 grader, og i enhver turistbrochure kan man roligt skrive, at Vietnam er et meget grønt land, og det hænger nok lidt sammen med, at der sine steder falder 3.000 mm regn årligt.

Vietnams flag er rødt med gul stjerne. 

Unge nationer har ofte en stærk national og historisk bevidsthed, og Vietnams flag ses mange steder både i by og på land. Med en ung nation mener jeg et land, der endelig føler sig fri af andre nationers herredømme, for Vietnam er så sandelig også en gammel nation, der som en anden ælling har været så grueligt meget igennem. 
Sammen med Laos og Cambodja kaldes Vietnam Indokina, og selvom det er et forholdsvis nyt ord, der blev skabt af danskeren Conrad Malthe Bruun, blev det meget brugt af den franske kolonimagt. Indokina hentyder til de landområder, der siden oldtiden har været forbindelsesled mellem Indien og Kina.

Kina har altid haft stor indflydelse på Vietnams historie, og storebror i nord omgås med en vis forsigtighed, for der har været væbnede konflikter med Kina i de sidste 2.000 år, den sidste så sent som i 1979.

De tidligste tider i Vietnam fortaber sig i dunkelhed, men der er legender om det første vietnamesiske dynasti med Hung-kongerne for 4.000 år siden, og der har også været en kong An Duong, der som den første gjorde egnen omkring Hanoi til hovedstad, da han byggede fæstningen Co Loa. I år 111 f.Kr. erobrede det kinesiske Han-dynasti landet, og kineserne fik stor indflydelse på den vietnamesiske kultur med konfucianisme og buddhisme samt det kinesiske skriftsystem. 

Selvstændighedstrangen i Vietnam har altid været stor, og i de næste 1.000 år blev kineserne i kortere eller længere tid jaget ud, mest eftertrykkeligt ved slaget i Bach Dang-floden, hvor den kinesiske flåde ved vietnamesisk krigslist blev spiddet af jernbeslåede pæle i flodmundingen.

Vietnamesiske kvinder har også flere gange kaldt til oprør mod det kinesiske herredømme, således fru Trieu, der i år 48 erklærede: ”Jeg vil ride stormen af, dræbe hajer i det åbne hav, drive angriberne på flugt, generobre landet, afskaffe trældom og aldrig bøje ryggen eller blive en mands konkubine”. Derefter red hun imod kineserne på en elefant, og selvom det ikke gik så godt, var det da godt forsøgt. 

I de første århundreder efter vor tidsregning var der i de sydlige og centrale dele af det nuværende Vietnam et par andre kongeriger kaldet Funan og Champa, men de gik efterhånden til grunde og blev indlemmet i Vietnam. Herefter var der et par århundreder med nogenlunde fred og ro, og helt uhørt kunne nogle konger ligefrem sætte skatterne ned på grund af den øgede risproduktion.

I 1257 forlangte Djengis Khans sønnesøn Kubilai Khan fri passage igennem Vietnam for med sin mongolhær at angribe Kina sydfra. Den vietnamesiske konge nægtede dem adgang, hvilket medførte, at Hanoi blev brændt ned til grunden. Mongolhæren fik dog magten over Kina, og så ville de også lige erobre Vietnam, men ved krigslist i Bach Dang-flodens munding blev Kubilai Kahns hær drevet på flugt.

I de følgende århundreder op til 1800-tallet, var kineserne på spil mange gange, når der opstod svaghed i de vietnamesiske dynastier, men hver gang blev kineserne jaget på porten, når vietnameserne havde sundet sig lidt. Hjørnestenen for vietnamesernes kamp mod overmagten var overraskelsesangreb, guerillataktik og propaganda, og det var elementer, som senere blev brugt med held både mod franskmændene og senere mod amerikanerne. 

Franskmændene spiller kong Gulerod.

I 1800-tallet havde de fleste europæiske nationer ambitioner om at erobre fjerne lande, så de kunne udnytte landenes arbejdskraft og få billige råvarer. I 1858 kastede Frankrig sin kærlighed på Vietnam, og selvom kærligheden var ret ensidig, bredte den sig således, at Vietnam i 1883 var blevet en fransk koloni. Vist var der modstand mod franskmændene, men de fik sat en medgørlig, vietnamesisk konge på tronen, og i ly af ham gik de i gang med at udnytte landet. ”Under hvert gummitræ hviler en grav” lyder det i et vietnamesisk digt, og det hentyder til slavelignende forhold i de gummiplantager, som franskmændene lod anlægge. 

Skatterne steg, og franskmændene gav sig selv monopol på fremstilling og salg af alkohol, og hver landsby skulle aftage et bestemt kvantum, så på 4 år steg priserne til det femdobbelte. Franskmændene fik også ordnet ”opiumproblemet”, for i starten af kolonisationen var opiumforbruget i Vietnam meget beskedent, men som mafiaen og enhver rocker ved i dag, er der penge i skidtet. Så franskmændene fik sat gang i forbruget og fik monopol på salget til gavn for moderlandet. Det var guvernøren for Indokina, den senere franske præsident Paul Doumer, der fik sat forbruget af alkohol og opium på skinner. Bogstavelig talt, for da der skulle anlægges en jernbane fra nord til syd, blev der lovet de franske investorer stor profit, da det blev nemmere at transportere salt og opium fra Kina. 

Selvom modstanden mod franskmændene en overgang var svækket, blev den i 1920-1930 mere organiseret, og kommunistpartiet, der så dagens lys i 1930, førte an i modstanden. Under 2. verdenskrig samarbejdede den franske kolonimagt med Japan, så da japanerne kapitulerede i 1945, gav det vind i sejlene hos modstandsbevægelsen. Herefter kunne den vietnamesiske kommunistleder Ho Chi Minh under stor jubel og uden større besværligheder overtage magten og erklære Vietnam selvstændigt.

Stormagterne ville det anderledes og sendte britiske og kinesiske tropper til landet for at styrke franskmændene. Ho Chi Minh måtte acceptere deres tilstedeværelse, efter at franskmændene havde bombarderet Hanoi og havnebyen Hai Phong med tusindvis af dræbte til følge. Selvom man ellers skulle tro, at franskmændene var trætte af krig og måtte have en vis forståelse for besatte lande, blev det starten på den første indokinesiske krig.

Franskmændene fik igen kontrollen i landet, men kun om dagen, for ligesom for de fynske piger var natten Minghs befrielseshærs egen, og de forstyrrede i høj grad franskmændenes nattesøvn med overraskelsesmomenter og guerillataktik. Og ved beslutsomhed, beslutsomhed og beslutsomhed vandt vietnameserne langsomt terræn, og i et afgørende slag i 1954 i Dien Bien Phu-dalen led franskmændene et knusende nederlag og måtte endeligt fortrække fra landet.

Dinh får over 100 % af stemmerne. 

På trods af, at Viet Minh kontrollerede 80 % af landet, bestemte stormagterne ved fredskonferencen i Geneve, at Vietnam skulle deles ved den 17. breddegrad. Det blev desuden besluttet, at der indenfor 2 år skulle være valg for hele landet med en fælles regering, men da den sydvietnamesiske leder Ngo Dinh Diem og USA frygtede, at kommunisterne ville vinde valget, nægtede de at underskrive fredstraktaten. 

Med amerikansk opbakning ville Dinh ikke være med til et valg over hele landet, så han afholdt sit eget valg i syd, og meget imponerende fik han 600.000 stemmer fra de 450.000 vælgere.

Dinh styrede landet gennem terror og korruption, og religiøse sekter og kommunistiske sympatisører blev brutalt slået ned med hård hånd. Da Dinh var stærkt katolsk, begyndte han også med stor omhu at forfølge de buddhistiske munke.

 Situationen kom ud af kontrol, da en munk under verdenspressens bevågenhed i 1963 overhældte sig selv med benzin og brændte sig til døde i Saigon. Flere selvafbrændinger fulgte, og da Dinh efterhånden var ret belastende, blev han med USA’s billigelse afsat og dræbt ved et militærkup. 

Operation Rolling Thunder. 

Selvom det var brud på Geneveaftalen, var der allerede i 1962 militært personale og rådgivere fra USA i Vietnam. Præsident Lyndon Johnson var bange for den såkaldte dominoeffekt, at hvis dominobrikken Vietnam faldt, så ville andre nærliggende lande også falde i hænderne på kommunisterne. Den sydvietnamesiske hærs åbenlyse mangel på effektivitet gjorde, at der i 1965 var 74.000 amerikanske soldater i Sydvietnam, og de indledte Operation Rolling Thunder med intens bombardement af Nordvietnam. I de næste godt 3 år blev der kastet dobbelt så mange bomber over Vietnam og Laos som i hele 2. verdenskrig.

Selv med 500.000 amerikanske soldater i Sydvietnam var det ikke nok til at stoppe Viet Cong (vietnamesiske kommunister) i kampen for et forenet Vietnam, og ved Tet-offensiven i 1968 chokerede Viet Cong ved at angribe over hundrede byer i Sydvietnam. 

Tet-offensiven endte som et militært nederlag for Viet Cong, men det var dog en psykologisk sejr, og i USA begyndte hjemmefronten at vakle med protester og demonstrationer imod krigen. Herefter blev det kun et spørgsmål om tid, inden USA ville trække sine tropper ud af krigen, da man indså, at krigen ikke kunne vindes militært. I 1973 var der kun 90.000 amerikanske soldater tilbage, og en fredsaftale var næsten på plads. 
Richard Nixon, der lige var genvalgt som præsident, ventede dog et par måneder med at underskrive aftalen, for han skulle lige markere sig og indledte krigens voldsomste bombardement af Nordvietnam og Hanoi i julen 1972. Kort efter blev aftalen underskrevet, og amerikanerne forlod landet, men så havde vietnameserne da fået en huskekage 

Lidt hurtig borgerkrig, genforeningen og de røde khmerer.

Der var ikke meget krudt i den sydvietnamesiske hær efter amerikanernes tilbagetrækning, for hæren var gennemsyret af korruption, og dele af den eksisterede kun på papiret, da 10 % af lønningerne gik i lommerne på smarte officerer. I 1975 gik nordvietnameserne i gang med en større offensiv, og efter 2 måneder kunne deres kampvogne køre igennem gitterporten til præsidentpaladset i Saigon og markere afslutningen på 30 års krig. De 2 dele af landet var genforenet.

Det var dog ikke den rene fryd og gammen, for tusindvis af sydvietnamesiske soldater og embedsmænd blev sendt i genopdragelseslejre for at blive ”antikapitaliseret”, og mange forlod landet som bådflygtninge. 
Nye konflikter blokerede for økonomisk og politisk udvikling, for de røde khmerer fra Cambodia gik gentagne gange over grænsen til Vietnam, og som khmererne gjorde i deres eget land, udslettede de brutalt hele landsbyer i den etniske udrensnings hellige navn. Derfor gik den vietnamesiske hær ind i Cambodia og nedkæmpede og fordrev de røde khmerer. 

Vietnam fik dog langtfra tak for denne velgerning, og Kina, der støttede de røde khmerer, angreb det nordlige Vietnam i 1979. Den kinesiske bondehær fik dog ikke et ben til jorden, og de blev hurtigt fejet ind under gulvtæppet af den kamptrænede vietnamesiske hær. USA havde dog stadig et horn i siden på Vietnam, og efter invasionen af Cambodia opfordrede amerikanerne til international økonomisk boykot af Vietnam, og den opfordring fulgte næsten alle vestlige lande, også Danmark, men ikke Sverige.

Som en fodnote kan jeg da lige oplyse, at de røde khmerer havde 2 millioner menneskeliv på samvittigheden. Lederen af de røde khmerer Pol Pot er død, og forhåbentlig ristes han til stadighed over en sagte ild et vist sted.

Økonomiske reformer og der kommer gang i hjulene. 

Det var ikke lette år for den kommunistiske regering med den internationale økonomisk boykot. Den betonkommunistiske planøkonomi viste sig at være fejlslagen og gav en inflation på 700 % om året, så hungersnøden bredte sig.

Ledende medlemmer af kommunistpartiet indså problemerne og lancerede i 1986 en reformpolitik med ”nye ændringer” i form af socialistisk markedsøkonomi, og efter internationalt pres trak Vietnam sine tropper ud af Cambodia i 1989.

De diplomatiske forbindelser blev derefter genoptaget, også med Danmark, og der blev åbnet for udenlandske investeringer, og selv USA ophævede sin blokade, så Vietnam fik mulighed for at optage udviklingslån.

I vore dage er Vietnam i gang med en rivende økonomisk udvikling med en årlig vækstprocent på 7,7 og i Asien kun overgået af Kina. Der er stadig masser af problemer som korruption og arbejdsløshed. Vietnam er også stadig kommunistisk, og partiet er eneste lovlige parti, men der er stabilitet i landet, og der er en større retssikkerhed, end der er set længe. Så forholdene er for nuværende langt at foretrække fremfor mafiaøkonomi og kaotiske tilstande, som der var i Rusland, efter at kommunistpartiet faldt. Så hellere fremgang lidt efter lidt, og så en gang ad åre må der meget gerne komme demokrati.

Ved at skrive ovenstående har det i hvert fald givet mig nogen klarhed og overblik over historiens gang i Vietnam, og nu skal vi i gang med vores videre togtur.

Vejen til Hanoi og motorcykler med dødsforagt.

Tilbage til den personlige rejsefortælling. Vi havde krydset grænsen mellem Kina og Vietnam, og med en frisk bus fortsatte vi mod Hanoi. Vi passerede den første by Dong Ben Long Song og kom ellers igennem et grønt landskab med bjerge. Et langt stykke gik vejen sammen med jernbanen, der havde to skinnebredder parallelt med hinanden. Nå, så kunne de godt tage kinesiske tog, der har 9 cm smallere sporbredde end de vietnametiske – hvis de altså ville.

Efterhånden som vi kom nærmere Hanoi, var der mange rismarker, hvor bønderne gik og arbejdede. Vejen er kun to-sporet, og de andre trafikanter kører meget tæt på midterstriberne, selvom der er flere meter til højrestriben. Ved overhaling skulle vores bus derfor dytte mange gange for at få dem til at trække til højre.
Efterhånden var vi kommet ind i byen, hvor der kører i titusindvis af små motorcykler, og de krydser ud og ind imellem hinanden med dødsforagt. Nogle gange er der 3 og endda 4 på en motorcykel. F.eks. et lille barn uden hjelm, der sidder forrest, så faderen og endnu et barn og så moderen som bagstopper. Vi så også en lille pige på måske 2 år, der sad bagpå, hvor faderen holdt barnet med den ene hånd og styrede med den anden, og så sad der også lige et barn foran. 

Så kørte bussen ind i et smukt parkområde foran et stort hotel. Vi sad og kikkede lidt, for det lignede ikke en busterminal, men de andre passagerer begyndte at stå ud, så det gjorde vi også. Der holdt nogle taxaer, der gerne ville køre os videre, men nej, for vi havde jo en guide, der ville samle os op. Så nu sidder vi i skyggen under et stort træ, der står et eller andet sted i Hanoi.

Hanoi regnes for en af Asiens smukkeste byer. 

I skiftende perioder har Hanoi været Vietnams hovedstad, og siden 1975 har byen været hovedstad for det genforenede Vietnam. Hanoi har 3½ millioner mennesker, og nogle mener endda 5 millioner, men der er i hvert fald rift om pladsen, især i den gamle bydel, hvor der bor 40.000 mennesker pr. km2. 

Selvom der er trængsel i den centrale del af byen, så er der også brede alléer med træer, søer og parker, og det giver også ”luft”, at byen ligger ved siden af Den Røde Flod. På grund af den franske kolonisering har byen fået et betydeligt europæisk islæt med store bygninger som Domkirken, Teaterbygningen, Universitetet og mange smukke villaer i kolonistil, men der er heldigvis også mange af de traditionelle pagoder og templer. I dag bygges der nyt i store dele af Hanoi, men i det gamle bycentrum, hvis oprindelse går tilbage til 1500-tallet, er det gamle, hyggelige præg bevaret, og bydelen har ikke forandret sig meget siden 2. verdenskrig. 

Da jorden er dyr i Hanoi, endda dyrere end jord i Paris, er mange af husene meget smalle ud mod vejen, og med smalle menes omkring 4-5 meter, men til gengæld kan de godt være 20-25 meter lange. Husene er på 3-4 etager og er pudsige på den måde, at den smalle facade mod vejen er pyntet med balkoner, krummelurer og finurligheder, og næsten alle er smukt malet med 2 varme kontrastfarver. Den lange side af husene er derimod helt uden vinduer og står i umalede, grå betonvægge ud fra den betragtning, at på et eller andet tidspunkt kommer der nok en nabo, der bygger op ad ens eget hus, så hvorfor ofre maling. 

Hvor hulen ligger Chezlinlinh Homestay?

Da vi havde siddet ½ time på den plads, hvor vi var stået af bussen, begyndte vi at ane, at der var ugler i mosen. Det eneste vi vidste var, at vi skulle bo på Chezlinlinh Homestay, men vi havde ingen adresse – så den eneste livline var vores guide, der ikke var dukket op. Gitte havde hjemmefra været inde på nettet for at finde området, og vi havde et kryds på kortet, hvor homestayet formentlig skulle ligge. På deres hjemmeside var der et smukt billede af en pagode, og det så da rigtig hyggeligt ud, hvis vi skulle bo i en pagode. Jeg spurgte nogle mennesker i nærheden af, hvor vi var blevet læsset af bussen, og de satte et kryds på vores kort – nå, så vidste vi da i det mindste, hvor vi var. 

Der holdt en grøn taxa i nærheden, og det var svineheldigt, at det var en grøn taxa, for de fleste andre taxaer er turisttaxaer, hvor de godt nok har taxameter, men det render ca. 10 gange så hurtigt rundt som i de grønne. 
Hjemmefra havde jeg vekslet til vietnametiske "dong", og vi var blevet mangemillionærer, da jeg havde 15.000.000 dong på lommen. Kursen var på rejsetidspunktet 0,0003 kr. for 1 dong, således at 100.000 dong var ca. 30 dkr. 

Vi viste taxachaufføren vores kort og pegede på krydset, og selvom han ikke kunne engelsk, sagde han OK, og vi begav os ud i Hanois trafik. Ude i kvarteret med krydset kørte vi frem og tilbage på de større gader uden at kunne finde noget Chezlinlinh Homestay. Flink chauffør, og han var flere gange ude at spørge, men ingen kendte stedet. Vi kunne jo ikke blive ved med at køre rundt, og vi måtte jo være i nærheden, så vi bad om at blive sat af, og så stod vi der på gaden Ngoc Ha nr. 90 med vores kufferter. Gode råd var dyre, men det var jo heller ikke værre, end at vi selv måtte finde et sted at overnatte, og så se om vi kunne finde ud af noget i morgen.

Det var sent på eftermiddagen, men tidsforskellen gjorde, at det var tidlig formiddag i København, så jeg ringede hjem til First Asia Travel, og der var heldigvis nogen, der tog telefonen. De fik vores mobilnummer, men vi aftalte ellers, at vi selv fandt homestayet, og så måtte guiden finde os der og give os togbilletterne fra Hanoi til Hue. 

Vi stod jo der på gaden og så noget malplacerede ud, men jeg henvendte mig til 3-4 mennesker, der sad på gaden og spiste, og spurgte, om de kendte Chezlinlinh Homestay. Nej, det havde de aldrig hørt om, men de gik i gang med at finde ud af noget på deres computer. 

I mellemtiden havde First Asia Travel ringet til agenten i Hanoi, og de ringede os op, men det var nærmest sort snak, så vi bad dem sende en SMS. Det hjalp, og vi skrev at vi stod på Ngoc Ha nr. 90, og de meldte hurtigt tilbage: "Stay where you are, and the guide will pick you up". Folkene på gaden havde også været flittige, og de havde fundet adressen og også telefonnummeret til Chezlinlinh. Vi takkede mange gange, men måtte fortælle dem, der havde hjulpet os, at vi nu havde fået besked på at blive, hvor vi var. De fik et par postkort fra Danmark, og så hentede de et par stole, og så sad vi der på fortovet og tronede. Flinke mennesker.

Så endelig kom miss Truong, der var en ung, smuk kvinde, og hun fortalte, at der rigtig havde været kage i det hele. Først havde hun fået at vide, at hun skulle kontakte os på Chezlinlinh (hvordan vi så skulle finde derhen selv). Da vi ikke var der, var hun taget hen til busterminalen, men fik her at vide, at bussen fra Kina nu havde afstigning et andet sted end normalt. Der tog miss Truong så hen, og en betjent kunne fortælle, at et par vesterlændinge var kørt væk i en taxa.

Nå, men nu mødtes vi efter 2 timers spænding på Ngoc Ha nr. 90. Hun havde en lille taxa med, så den ene kuffert kom op på forsædet, og vi klemte os ind. Taxaen stoppede ved en gyde, og vi trak kufferterne videre til en anden gyde, hvor der kun var en ½ meters luft mellem husenes tage og så ned ad 3-4 andre gyder, og vips, der lå Chezlinlinh Homestay. Der var ikke noget skilt udenfor, og selv om vi havde haft adressen, havde vi ikke haft en jordisk chance for at finde stedet midt inde i en labyrint af gader og gyder.

Chezlinlinh Homestay med hjemlig hygge. 

Chezlinlinh Homestay var bare alletiders. Godt nok lå det gemt inde i en labyrint bag en stor gitterport med en kæmpestor hængelås, men det var værd at vente på. Mrs. Bang tog imod, og sandalerne skulle stilles udenfor, så der var pænt og rent indenfor. Foruden vores lille guide miss Truong var chefguiden også dukket op, og medens vi fik kogt vand og melon, fortalte de, hvad der var sket, og hvad der skulle 

ske. I overmorgen ville vi blive samlet op på homestayet kl. 16 for at blive kørt til stationen, og vi måtte have værelset til den tid. Fint. Jeg spurgte flere gange til togbilletterne, og om hun havde dem, men jeg fik dem i hvert fald ikke. 

Vi kunne få dinner hos mrs. Bang næste aften, og hvad kunne vi lide? Vi sagde, at hun ikke behøvede at lave det store, men det blev vist nok "spring rolls" og kylling eller også var det fisk plus noget, vi ikke kendte. Så ville de fortælle om alt det, vi kunne se i omegnen og hvilken bus, vi skulle tage, og hvor der var godt at spise m.m. Det meste gik ind af det ene øre og ud af det andet, for vi havde selv lagt en plan, hvis vi bare kunne finde ud af labyrinten.

Endelig kom vi op på værelset og blev glædelig overrasket, for der var to værelser og eget badeværelse. I det ene værelse var en stor dobbeltseng, og i børneværelset var der to enkeltsenge. Både mrs. Bang og Truong var gået med op, og vi forklarede, at vi helst ville ligge i enkeltsengene, for i en dobbeltseng vågner den ene, når den anden vender sig. Så blev der hentet lagener til børneværelset, og endelig fik vi verfet damerne ud, men de var begge overordentlige søde og hjælpsomme.

Først senere fandt vi ud af, at mrs. Bang ikke normalt boede i huset, men passede det, medens herskabet arbejdede i udlandet. Der var også et par piger på 8-10 år, hvor Ha Linh boede i huset og så blev passet. Mrs. Bang var meget smilende, men hun kunne ikke et ord engelsk, men det kunne Ha Linh så i stedet for.
Vi havde ikke lyst til at gå ud i labyrinten og måske ikke kunne finde tilbage igen, når mørket faldt på, så vi har lige spist aftensmad på værelset: Flødekarameller, en fladtrykt myslibar til deling og en sjat risbrændevin. 

Fint morgenbord.                                                                      Torsdag 10. juli

Med kun to lagner og airconditionen på fuld drøn lå vi faktisk og småfrøs, indtil jeg mandede mig op og slukkede og i stedet tændte for viften. Gitte havde stillet sin telefon til at vække kl. 7, men der skete ikke noget kl. 7. Man kan da heller ikke stole på alt det nymodens. Nå, måske alligevel, for vi opdagede, at Hanoitid er en time senere end Beijingtid. Nu venter vi bare på mrs. Bangs morgenbord, og så må vi prøve at finde ud af labyrinten.

Overordentlig fint morgenbord i køkkenet. Brød, smør, syltetøj, yoghurt, udskåret ananas og vandmelon, dertil mangojuice og kaffe/te. Da jeg lidt hurtigt havde drukket juicen kom hun med endnu et glas af noget andet juice. Mrs. Bang er en smuk kvinde på måske 40 år, og hun nussede og vimsede om os og smilte hele tiden. De to piger var forvist til stuen, medens vi spiste.

Vi var lige kommet udenfor, og næsten som Hans og Grete (vi havde dog ingen ærter) så indprentede vi os nøje vejen. Faktisk så skulle vi bare hen ad gyden og så til venstre, derefter forbi en kanal, de var ved at grave ud, og så til højre, og et stykke henne ad den var der en stor gade. Så snart vi var kommet derop, begyndte det at regne, og vi måtte tilbage efter regntøj. Porten var nu låst, og det var bestemt ikke nemt at få den låst op, selvom vi havde fået en nøgle. Der var en lille lem i lågen og indvendig en stor pal, men den var ikke til at rokke, og der var intet nøglehul. Ved at føle os frem igennem den lille lem, fandt vi en kæmpestor hængelås, der hang nedenunder palen, og kun med Gittes smalle hånd lykkedes det at få nøglen i låsen og få porten op.
Efter regnbygen var det endnu sværere at få låst igen, men den lille, boende pige hjalp indefra og stak så nøglen ud gennem tremmerne igen. Faktisk er hele huset indhyllet i et kraftigt gitter, så det er ikke lige et sted, der er nemt at lave indbrud.

Ho Chi Minhs Mausoleum.

Ude af labyrinten gik vi til højre ad Hoang Hoa Tham, og vi kom forbi den store botaniske have, der så lille ud på kortet, men i virkeligheden var stor. Derefter ned ad Hung Vuong og hernede lå så Ho Chi Minhs kæmpestore mausoleum ved en stor plads, og bagved var et smukt parkområde. 

Nguyen Sinh Cung var egentlig Ho Chi Minhs fødenavn, og han voksede op som søn af en landsbylærer. Han forlod i en tidlig alder Vietnam og tilsluttede sig antikolonialistiske grupper i Frankrig, men da der ikke var meget gehør i det franske socialistparti for befrielse af kolonierne, tilsluttede han sig kommunistpartiet. I de efterfølgende 20 år rejste han rundt i Asien som kommunistisk agent, og da han var stærkt eftersøgt af den franske kolonimagt, optrådte han i utallige forklædninger som bonde, tigger og buddhistmunk. Ho Chi Minh var i sit liv meget aktiv, og han førte an i krigen mod de franske kolonisatorer. Senere fik han skrevet den vietnamesiske uafhængighedserklæring og udråbte Vietnam til selvstændig nation i 1945, da franskmændene kortvarigt havde forladt landet. 

Ho Chi Minh omtales normalt som Bác Ho, ”onkel Ho”, og opfattes selv af ikke kommunister som det moderne Vietnams stifter, og som landsfaderen er han højt respekteret af alle. 

Onkel Ho døde i 1969 og nåede derfor desværre ikke at se sit Vietnam genforenet. I sit testamente ønskede han at blive brændt, og asken skulle deles i 3 portioner og placeres i naturskønne omgivelser i Nord-, Syd- og Centralvietnam. Testamentet blev først offentliggjort under de ”nye kommunistiske ændringer” i 1986, og længe inden da var der opført et mausoleum til Onkel Ho efter forbillede af Lenins mausoleum i Moskva og Maos i Beijing.

Bygningsværket, der er bygget af marmor, granit og ædle træsorter fra alle dele af landet, ligger på den plads, hvor Ho i 1945 erklærede Vietnam frit. Mausoleet er stærkt bevogtet af hvidklædte soldater, og omgivelserne er udsmykket med store blomsterkrukker og krukker med bonsai. 

I modsætning til Lenin og Mao, som jeg personligt regner for denne verdens store sataner, så er Onkel Ho værd at respektere og ære.

Mausoleet var lukket, da vi var der, men vi havde før været indenfor og hilst på den gamle kæmpe.
I stedet ledte vi efter pagoden med kun en søjle og Onkel Hos pælehus. Politikens kort over området er elendigt, og de havde ikke engang Ho Chi Minhs kæmpestore museum med på kortet. Det var komplet umuligt at finde ud af noget som helst på det kort, så vi kartede rundt og stødte hele tiden på "no entry" skilte.

Paladset og pagoden på kun en søjle.

Det er meget typisk, at Ho Chi Minh ikke at ville bo i den franske generalguvernørs palads. Stor sympati for den beslutning, der er meget utypisk for kommunistiske ledere, der ofte kun tænker på at mele deres egen og partikammeraternes kage. Paladset ligger der stadig, gult og nypudset med et stort springvand udenfor, men det bliver vistnok stadig kun brugt til modtagelse af udenlandske gæster. I perioden 1954-58 boede onkel Ho i en af de bygninger, der var beregnet til guvernørens tjenestefolk, og man kan stadig få et kik ind i hans lille arbejdsværelse og soveværelse. 

Lige i nærheden ligger "Pagoden på Én Søjle", og den var godt nok også svær at finde, da den lå inde bag et byggehegn. Det var kun, fordi vi kredsede rundt i området, at en venlig indfødt viste vej nærmest i et hul i hegnet. Pagoden blev bygget i 1049 og udsprang af en drøm, som kong Thai Tong havde om barmhjertighedens gudinde, der sad på en lotusblomst. Kongen fulgte sin drøm, og i en lille dam byggede han en pagode med form som en lotus med søjlen som stængel og pagoden som blomsten.

Vietnameserne har altid holdt særlig meget af den lille idylliske pagode. Selvom Paris med nød og næppe blev skånet af tyskerne, da de som tabere trak sig ud af byen under 2. verdenskrig, kunne franskmændene ikke nære sig, da de som tabere måtte forlade Hanoi 1954. Så på vej ud af byen sprængte de pagoden i luften, og den pagode, vi ser i dag, er en rekonstruktion og et bevis på menneskehedens dårskab. 

Jeg fik vist overtrådt nogle regler, for jeg gik op ad den lille stentrappe og dvælede ved gudinden, der sad og viftede med sine 10 arme, og selvfølgelig fik hun en skærv i ”pagodebøssen”. En mand råbte noget til mig på vietnametisk, men jeg vidste ikke, hvad han mente. Først da jeg kom ud, så jeg på et skilt, at man ikke måtte have korte bukser på. Undskyld. 

Området omkring paladset og pælehuset er en stor park med karpedamme og store, gamle træer, så det er et smukt og stemningsfyldt område. Der var mange besøgende, men det var næsten allesammen vietnamesere. 

Taxasnyd og Hoan Kiem-søen.

Vi ville gerne hen til Hoan Kiem-søen, og meget passende holdt der en taxa på gaden lige ved udgangen til mausoleet. Desværre var det en hvid snydetaxa, men det vidste vi ikke på det tidspunkt. På 15 minutter havde vi brændt 372.000 dong af. I går, da vi kørte i en grøn taxa, havde vi kørt i ½ time, og det blev ikke engang 100.000 dong. Så fy skamme sig.

Hoan Kiem-søen, der ligger i byens hjerte, er omgivet af trafikerede veje, men tættest på søen er der et grønt bælte, hvor fredelige stier slynger sig imellem træer, græs, kunstværker og blomsterbede. Søbredden er et romantisk mødested for unge, der indgår i meget tæt ”samtale”. Ligeledes er søbredden et yndet sted for den vietnamesiske morgengymnastik tai chi, hvor folk i langsomme bevægelser får strakt kroppen igennem, medens filosofiske tanker kan strømme igennem hovedet.

Hoan Kiem betyder ”søen hvor sværdet blev leveret tilbage” og hentyder til kong Le Loi, der i 1427 havde fordrevet kineserne med et lånt sværd, der tilhørte en kolossal gylden skildpadde, der havde til huse eller vande i søen. Efter sigende lever der stadig en stor skildpadde i søen, og det er altid godt stof i agurketiden, når flokke af mennesker hævder at have set den. Om ikke andet betyder det lykke at have fået et glimt af dyret. Meget hyggeligt ligger der omkring søen flere små cafeer, og der hang kulørte lamper i træerne a la Tivoli. På cafeen havde de vestlig mad, og vi fik en clubsandwich og en ostebagel og dertil en kold øl og en cola, og det blev 220.000 dong, og det var da en rimelig pris.

Vi fik også besøgt Ngoc Son-templet, der ligger på en lille ø i søen. En smuk, rødmalet, buet bro, kaldet Solstrålebroen (The Huc), fører over til Jadeøen. Der har ligget tempel på øen siden 1500-tallet, men det nuværende bygningskompleks er fra 1865. Som i alle de templer og pagoder, vi siden skulle besøge, var der masser af røgelse, myrraskær og farvestrålende figurer. I dette tempel var det især nationalhelten Tran Hung Dao, der fordrev de mongolske invasionstropper, der blev hyldet og æret. Templet huser også en udstoppet kæmpeskildpadde, og det skulle være ganske vist, at det var en direkte efterkommer af den berømte skildpadde, der i hine tider havde modtaget sværdet af kongen. Der var stille på øen, kun afbrudt af fuglefløjt, og ellers byens rumlen i baggrunden. Dejligt at sidde her i skyggen og svede i 35 grader fugtig varme.

Long Bien-broen, hvor franskmændene traskede hjem.

Husene i Hanois gader er ikke tudsegamle, da især kampene mod de invaderende franskmænd i slutningen 1800-tallet og bomberegnen i Amerikakrigen fik jævnet det meste med jorden, så i dag er kun 7 % af husene fra før år 1900, og 9 % er bygget i perioden 1900 til 1930.

ør den franske kolonitid havde byen 16 byporte, men i dag er der kun Quan Chong porten tilbage, men ved at gå igennem den ud i det åbne landskab, fik vi da fornemmelsen af at forlade hovedstaden med det myldrende liv inde bag porten. 

Jeg ville gerne gense Long-Bien-broen, så vi tog en cykeltaxa derud og aftalte 200.000 dong. Vi satte livet på spil i sådan en taxa, men de andre trafikanter respekterer heldigvis det langsommere køretøj.

Der lå den så, den 1.683 meter lange Long Bien-bro, som på vietnamesisk betyder Dragegrænsebroen. Broen havde ikke set maling i mange år, så den var endnu mere rusten, end den var for 10 år siden.

I 1902, da broen blev indviet, blev den kaldt Doumer-broen efter den franske generalguvernør Paul Doumer, der havde sat byggeriet af broen og jernbanen i værk, så der kunne komme gang i opiumshandelen. Det lykkedes til fulde, da 40 % af Frankrigs indtægter fra kolonien i 1920 blev finansieret af den statskontrollerede handel med opium.

Da den slagne franske kolonihær i 1954 forlod Hanoi, var det via Long Bien-broen, og jeg mærkede tydeligt historiens vingesus og kunne næsten se de marcherende eller nok sjokkende soldater. Senere gjorde amerikanerne alt for at bombe broen til jernspåner, men hver gang blev den hurtigt repareret, så det lykkedes aldrig at få afbrudt forbindelsen over floden i længere tid. 

I de første mange år tog broen al trafik over floden, men siden 1983 er der bygget to andre broer over floden, og Long Bien-broen tager sig i dag kun af togtrafikken, cyklister og fodgængere.

Jeg havde parkeret Gitte ved en gadecafe, og jeg tror, at det var den samme dame, som havde en lille cafe her for 10 år siden. Sidste gang havde hun kun 1 cola til salg, og hun måtte sende datteren i byen efter en mere. Nu havde hun et fint udvalg af sodavand og chips m.m.

Lige ved broens landfæste ligger der en lille togstation Ga Long Bien, og der var et mylder af mennesker. Et tog skramlede meget langsomt hen over broen, og godt nok for det, for den skulle gerne holde til i morgen, når vi skulle over. En togmand havde lidt besvær med at holde folk væk fra skinnerne, men jeg glædede mig allerede til turen sydpå i morgen.

Vi tog en taxa hjem og fandt en grøn taxa, og for næsten den samme tur, som vi i formiddags havde givet 372.000 dong, betalte vi nu kun 32.000 dong. I de gode taxaer er startgebyret 10.000 dong, og man kan køre den første kilometer, før taxametret begynder at tælle. Hvis startgebyret er 22.000 dong og så ellers løber løbsk, så er det ud igen – det har vi i hvert fald besluttet. 

Efter 7 timer i byen var vi så totalt gennemsvedte, at vi kunne vrides. Glæd dig du danske mand, der har det vidunderlige, danske klima og ikke kun trykkende hede.

Middag og kærlighedsfrugter i Chezlinlinh homestay.

Vi havde jo sagt ja tak til at spise dinner hos mrs. Bang. Det skulle være kl. 19, men blev lidt forsinket. Hendes niece på 10 år underholdt os, medens vi ventede, og hun skrev følgende i min dagbog:

My name is Ha Linh. I ám in grade 5. I go to Ba-Dinh school. There are 53 in my class. There are six people in my family. My dad. My mom, two sisters and my aunt. My parents are working in Myanmar. My first sister is Gu Linh. She like paint and draw. My second sister is Uyen Linh. She is tree years old. My aunt is ms. Bang. she cook very good. I love my family.

Så Ha Linh kunne både tale og skrive engelsk og på et niveau, hvor jeg kunne følge med. En rigtig sød og velopdragen pige, og læg mærke til de 53 elever i klassen. Mrs. Bang, der kun talte vietnamesisk, kunne dog sige "dinner ready", og hun havde rigtig kræset for os. Først suppe, så forårsruller, derefter kylling og grønsager og forskelligt andet og dertil øl og vand. Til dessert var der kærlighedsfrugter, som mrs. Bang pillede og stopfodrede mig med. De smager jo også godt, og når hun havde pillet en, spiste jeg den jo af høflighed. Det var så tegn på, at jeg gerne ville have flere, og så pillede hun igen. Da vi så nåede 10-12 stykker, måtte jeg lægge den sidste på tallerkenen uspist, og så regnede hun ud, at jeg havde fået, så hatten passede.

Vores guide Truong kom forbi for at høre, hvordan vi havde det. Hun havde aldrig selv været uden for Vietnam. Hun spurgte, hvad det officielle sprog i Danmark var. "Det er dansk". "Er det svært at lære?” ”Nej, nej, slet ikke, selv de små børn i Danmark taler dansk. Men for andre er det ret svært, sikkert ligesom vietnamesisk ville være for os.”

Det blev næsten til to timers hyggelig middag, og både miss og mrs. kræsede for os og vidste ikke alt det gode, de ville gøre. Nødningen var der ikke noget i vejen med. Prisen for måltidet var 150.000 dong pr. person, men vi rundede op til 200.000 dong, der er lig med 60 kr. Godnat de damer, og oppe på værelset begyndte det at rumle i min mave – måske alle de kærlighedsfrugter.

Onkel Hos pælehus.

Rejsedag igen, og vi skal alligevel være ude af værelset kl. 12, da der før beregnet kommer andre gæster. Truong kommer og henter os kl. 16, og der er togafgang kl. 19. Samme fine morgenbord som i går. Mrs Bang havde endda pillet 20-25 kærlighedsfrugter til mig, men denne gang stoppede jeg ved 2 stykker. Maven er tilsyneladende i orden igen: "Knock on jernstang – der er ikke træ i nærheden". På vej ud ad døren lå mrs. Bang på knæ og bad foran et lille husalter.

Vi ville lige se Onkel Hos lille pælehus, som vi ikke fik set i går. Gittes ben sagde taxa, så vi tog en grøn, og for 30.000 dong var vi henne ved mausoleet. Til højre for mausoleet er indgangen, og her kan købes billetter a 25.000 dong. Derefter en meget grundig sikkerhedskontrol. Solen bagte, men det er et dejligt skyggefuldt område med store træer og en idyllisk sø.

Fra 1958 og indtil sin død boede Ho i et pælehus, der ligger i umiddelbar nærhed af paladset. Stilen i pælehuset er den samme, som bruges hos de etniske minoriteter i det nordlige Vietnam, hvor Ho startede sin frihedskamp. Den åbne underetage i pælehuset brugte Ho til møder, medens overetagen indeholder et lille soveværelse og et lige så lille kontor. Pælehuset ligger som i Hos dage, men for at turisterne ikke skal slide det hele ned til grundstenen, er der bygget en svalegang rundt om huset, så man herfra kan kikke ind i de beskedne lokaler. 

Fra dette lille pælehus regerede onkel Ho det selvstændige Vietnam, inden Frankrig med stormagternes velsignelse igen lagde sin klamme hånd på landet efter 2. verdenskrig. Sidste gang vi var her, stod der to hvidklædte soldater i stram retstilling og holdt vagt. I dag stod der kun en enkelt vagtmand, og han stod lænet op ad en pæl og kikkede på sin mobiltelefon. Sædernes forfald.

Strømmen af mennesker skal gå i en bestemt retning rundt i parken. Det var derfor, vi havde mødt en masse "no entry" skilte i går og ikke kunne finde ud af det.

Nær ved indgangen sad vi på en bænk i skyggen og fik kontakt til to unge piger, dvs. det var dem, der fik kontakt til os. De ville gerne fotografere os sammen med dem, og det var trods alt de første vietnamesere, der ønskede det. De fik mit visitkort, og der lå allerede en lille hilsen fra dem på mailen, da vi kom hjem.
Det begyndte at dryppe, så under et træ ved en lille cafe fik vi en is og en fanta. Dryppet blev til troperegn, og så sad vi og krøb sammen under en lille paraply. Det hjalp ikke meget. På et tidspunkt måtte vi gå, og det skal faktisk være nu. Hvorfor kan vi ikke bare lære altid at medbringe en paraply til hver og også helst et regnslag, i stedet for at det ligger tørt og godt derhjemme?

Ved udgangen holdt en hvid taxa, men vi var gennemblødte. Startgebyret var på 9.000 dong, så det så rigtigt ud, men lynhurtigt talte det op med titusinder ad gangen. I løbet af et øjeblik stod der 300.000 dong, og jeg sagde: "Stop the car now". Vi var kommet ind i en røvertaxa igen, og han fik lige en svada. Så stod vi i tordenvejr på en gade, vi ikke kendte – men vi kunne ikke blive mere våde alligevel.

Vi gik lidt, men så kom der en grøn taxa, som vi fik stoppet. Samme antal kilometer som før, og det blev 30.000 dong. Altså en tiendedel af røvertaxaen.

Hvad hedder borgmesteren her i Hanoi? For der må vel være grænser for, hvor groft man kan snyde turister. Jeg har før haft held med at klage til Tjekkiets præsident Vaclav Havel for noget lignende, og han skrev personligt tilbage, at han nu havde fået stoppet uvæsenet.

Dyng plask våde nåede vi Chezlinlinh, og vi havde nu 1 time til at tørre lidt og pakke kuffert. Nu sidder vi i dagligstuen og skal have 3½ time til at gå i behagelig blæst fra en elektrisk vifte. Mrs. Bang blev ved med at sige, at vi kunne tage en lur på sofaen, men da vi så endelig lagde os, så det måske ikke så pænt ud alligevel. Så hun viste mig et lille rum med en sovemåtte, og der kunne jeg slange mig. Hun skulle gøre vores værelser klar til en hollandsk familie, som vi lige fik hilst på og fik snakket lidt med og gav gode råd om Hanois taxaer.

Farvel til Chezlinlinh og togafgang ud af Hanoi.

Truong var kommet. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne se på hende, at det var tid til at komme af sted. Jeg prøvede at fortælle hende om de to typer taxaer med en forskel på 10 gange prisen. Hun forstod det ikke, og det er selvfølgelig fordi, at når der kommer en vietnameser ind i en taxa, så bliver taxametret slået over på den lave takst. 

Stort farvelknus af mrs. Bang, og sammen med Truong rullede vi kufferterne ned til vandløbet gennem lidt mudder, og her ventede vi på den taxa, der var bestilt. Så stod vi der med 3 smukke damer/piger, for chefguiden ville også vinker farvel, og mrs Bang dukkede også op, men vi fik kun Truong med i taxaen.
Gennem Hanois fuldstændig vanvittige trafik og ud til stationen, der virkede meget gammeldags. Truong var stadig med, og hun prøvede at finde ud af afgange og spor. Så sad vi og snakkede en times tid, og så sendte vi hende hjem, for alt var jo nu i orden. Vi havde billetter, og toget holdt lige udenfor. Vi fik et stort knus, og vi må åbenbart have gjort indtryk på hende, for tårerne løb ned ad hendes kinder. Nå, det kunne jo også være, at det var lettelsens tårer. Men vi var faldet rigtig godt i hak med hende og havde sagt, at hun var velkommen i København, hvor vi ville hente hende i lufthavnen og vise hende rundt. 

På bænken i ventesalen skulle sidemanden med samme tog som vi, og han ville hjælpe, hvis der var noget. Han insisterede på, at vi skulle gå ned i den anden ende af ventesalen væk fra udgangen, og det var vi ikke meget for. En sagde, at vi skulle gå ud til toget nu, og hjælperen sagde, at vi skulle gå ned i den anden ende af ventesalen. Gitte forbarmede sig over ham, der ville ned i den anden ende, og det viste sig, at de billetter, vi havde, slet ikke var billetter, men kun var voucher, så hurtigt blev de byttet til billetter, og så mange tak for hjælpen.

Endelig sad vi inde i vores kupe og kunne slappe af. Vi skal bo sammen med to fyre, som på nuværende tidspunkt er ret ukendte. Den ene er hvid og fra London, og han havde fået fat i et stykke pizza. Da vores øjne fulgte pizzastykker op til hans mund, fik vi hver et stykke. Den anden kom fra Cambodia, og han var leder af en lille international gruppe på 9, der rejste rundt i Indokina – Laos, Vietnam og Cambodia.

Det var lige chancen for at få lidt oplysninger, for man kan ikke veksle til cambodianske "Riel" i Danmark, da det er en lukket valuta. Han fortalte, at 100 US dollars er næsten det samme som 400.000 Riel, og det vil så sige, at 1 dollar er lig med 4.000 Riel. I Phnom Penh kan det ikke betale sig at veksle, for befolkningen vil meget hellere have amerikanske dollars.

Han fortalte, at han havde en kæreste i Copenhagen, faktisk læste hun på Frederiksberg på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og han skulle besøge hende til september. Det er jo så lige der, hvor jeg stadigvæk er guide. Flink fyr, næsten skaldet og fyldt med tatoveringer endda med kærestens navn.
Selvom der var lidt larm fra den internationale gruppe ude på gangen, tørnede vores to sovekammerater ind ved 22-tiden, og toget begyndte rysteturen ned igennem Vietnam. 



Klik her og fortsæt til 23. delafsnit: Kejsernes Hue.

Tilbage til forsiden