Tog Jorden rundt.  

3. del. Tog til Indokina.

Fra Beijing til Phnom Penh.    

26. delafsnit: Phnom Penh.  

Personlig rejsefortælling af Kim Greiner . 

Juli 2014    

Phnom Penh og bedstemor Penh.  

 Phnom Penh (Penh’s Hill) har fået sit navn efter Wat Phnom (Hill Tempel). Legenden siger, at i 1372 gik den gamle nonne Lady Penh ned til floden efter vand, og her fandt hun et flydende kokitræ i strømmen. Inde i et hul i træet var 4 bronze- og en stenbuddha. Daun (bedstemor) Penh tog statuerne op til sit hus, og folk hjalp hende med at bygge et lille tempel af kokitræet på en bakketop. Hun navngav templet efter sig selv, Wat Phnom Daun Penh, dog forkortet lidt ned til Wat Phnom, og det ligger der stadig med et tempel på en 27 m høj bakke midt i Phnom Penh.

 Phnom Penh er beliggende på bredderne af de to floder Tolne Sap og Mekong. Byen kaldes også "Pearl of Asia", og den er en af de smukkeste franskbyggede byer i Indokina. Der er både historisk arkitektur, brede boulevarder, kongelige paladser og templer med svungne tage.

 Befolkningen vokser hurtigt, da der i 2008 skønsmæssigt boede 1,9 millioner, men i 2014 nærmer indbyggertallet sig 2,2 millioner. Byen har siden 1865 været hovedstad, og det er den rigeste og største by i Cambodia.  

Ankomst til Phnom Penh.  

 Vi er netop ankommet med speedbåd fra Vietnam til Phnom Penh. Vi blev modtaget af en ung guide med to store paraplyer, og en mand havde taget vores kufferter og rullede dem hen til den holdende bil. Kuffertmanden gav jeg en 5000 riel seddel, der er lig 10 dkr. Ved ikke, om det er nok, men han protesterede da ikke. Den unge guide var også chauffør, og han kørte meget forsigtigt. Enten er han nybegynder, eller det er hans fars bil. Silver River Hotel ligger lige i nærheden af floden og tæt på kongens palads. Det er et dejligt hotel, stort værelse med udsigt til paladset, så det må siges at ligge ganske centralt.

 Efter indlogeringen vovede vi os udenfor for at orientere os og for at finde et sted at spise. Der er mange små spisesteder og cafeer i gaden, men vi gik lige rundt om hjørnet, og der lå en cafe, der også havde pizza. Priserne på menukortet er kun angivet i US dollars, så det skulle ikke undre mig, at alle helst vil have dollars. En meget stor luksushawaiipizza (mere end vi kunne spise) kostede 10 dollars, og det var incl. 2 cola og en iskaffe. Det er faktisk første gang, jeg har fået en varm iskaffe, men efterhånden blev den da kold, da isterningerne smeltede, og den smagte himmelsk.

 Vi snakkede lidt om, hvad vi kunne se i byen, for vi anede det faktisk ikke. Medens vi ventede på, at de fik lavet pizzaen (mere end 10 min.), gik jeg ud på gaden og kikkede. Der holdt en hel række Tuk-Tuk, der her i byen er motorcykler, der trækker en lille vogn med plads til 4 personer. Jeg faldt i snak med en "driver" og spurgte, om han ville køre os rundt i byen i en time, og hvad skulle det koste? Han sagde ikke en pris, men spurgte, hvad jeg ville give. Jeg foreslog 10 dollars, og han sagde ja med det samme.

Rundt i byen med Tuk Tuk. 

 Inde i cafeen sad en dansk dame med en udenlandsk mand, men hun havde jo hørt, at vi talte dansk. Det var faktisk den eneste dansker, vi mødte på hele turen gennem Kina og Vietnam. Hun sagde, at normaltaksten for en time i en Tuk Tuk var 5 dollars. Nå, men nu havde jeg jo lavet aftalen og ville ikke lave den om. Hun fortalte også om et sted, der hed "The Killing Fields", og som lå et stykke uden for byen.

 Vi startede turen rundt i byen, og det var meget behageligt at sidde der og kikke på den. Vi kom ned forbi kongepaladset, langs floden og ud på en ø med store nybygninger. Senere standsede vi ved "Wat Phnom", og jeg gik en runde i buddhisttemplet. Der er mange flotte templer, pagoder og mindesmærker rundt om i byen, og mange steder smiler kongen ned fra plakater. Der er en stor plads og en græsplæne foran paladset, og her er der masser af mennesker, madboder og ballonsælgere m.m. Trafikken her er ikke så intens som i Vietnam undtagen på den gade, der går langs med floden. Fin Tuk Tuk tur, og vi aftalte med driveren, at han kunne hente os i morgen og køre os ud til "The Killing Fields".

 Bagefter gik jeg en tur alene ned omkring kongepaladset, og her mødte jeg de to hyggelige englændere, vi havde sejlet med. Der er i det hele taget mange vesterlændinge i byen, så her er vi ikke noget særsyn som i visse byer i Kina. Der holder mange ledige Tuk Tuk rundt omkring, og driverne ville meget gerne have mig op i deres køretøjer eller lave aftaler med mig i morgen.

 Ved Nationalmuseet går der en lukket vej, og der mødte jeg en splitternøgen dreng på 1½-2 år. Han stod og tissede i noget græs, og så havde han noget, der lignede en fodbold, så vi brugte et kvarters tid med at skyde til hinanden, dvs. han skød den mest væk, og så rendte jeg efter og skød den tilbage til ham igen. Ved en mur, tror jeg, hans forældre boede, men de holdt tilsyneladende ikke øje med drengen. Til sidst sagde jeg farvel til ham, og vi vinkede. Gad vide, hvordan sådan en lille drengs fremtid vil være – nok ikke en dans på roser.

 Der er flere barer i vores gade, også steder, hvor der blev reklameret med "species girl", hvad det så er for noget. En lille pige på måske 8 år fik afsat 3 små armbånd til mig for 2 dollars, og det var vist et røverkøb, især for hende.

 I hotellets lille restaurant spiste vi aftensmad. Gitte fik 5 forårsruller, en dessert og den lokale Angkor øl. Jeg selv tog en "cambodian chicken curry" med ris og dertil også en Angkor øl plus en Sprite. I alt blev det 48.000 cambodianske riel, og omregnet til danske kroner må det blive omkring 76 dkr. Det prisniveau kan ikke slå os af pinden, men vi var også heldige, for der var "happy hour", så vi fik de 2 øl til kun 1 øls pris.

 Faktisk er det ikke nødvendigt at veksle til cambodianske riel, for overalt i Phnom Penh vil de hellere have US dollars. Riel har også den ulempe for udlændinge, at de ikke kan veksles tilbage uden for Cambodia.  

The Killing Fields - et gyseligt sted.                                                              20. juli       

 Morgenmaden på hotellet var da udmærket uden at være overdådig på nogen måde. Med vores driver, der hed Peyi, havde vi en aftale kl. 9 om at køre os ud til The Killing Fields. "The Choeung Ek Genocidal Center", som det også hedder, ligger 15 km sydvest for Phnom Penh. Vi kom først igennem pragtgaderne med flotte bygninger og monumenterne, og kongen der venligt smilede ned fra alle plakaterne. Længere ude af byen var der til sidst kun en enkelt husrække på hver side. Vi drejede ned ad en sidevej og så en sidevej til, og så kunne vi godt se, at her skete der noget. Der var små cafeer, og her holdt der mange Tuk Tuk. Indgangen kostede 6 dollars eller 48.000 riel, så her var en klækkelig rabat ved at betale med dollars.

 Indenfor i The Killing Fields Mindepark var der en smuk, slank pagode, hvor det nederste af bygningen var af glas, og indenfor lå kranier stablet i række efter række og sorteret efter alder.

 På den anden side af tårnet er der en mængde massegrave, som ses som fordybninger i jorden og skilte som: "Her blev fundet 147 hovedløse lig”."Her blev fundet 450 ofre i denne grav" osv. Der var også et museum med fotografier af uhyrlighederne og redskaber som hakker, økser, macheter, køller og jernstænger, som var blevet brugt til at mishandle og dræbe mennesker.

 Der var mange vesterlændinge i området, og alle gik stille rundt og undrede sig over menneskers dårskab og ondskab.

 Dette er ikke den eneste Killing Fields i Cambodia, for der er langt over hundrede sådanne områder over hele landet. Det er helt ufatteligt, at det kommunistiske Khmer Rouge regime fra 1975 til 1979 dræbte mellem 1,7 og 2,5 millioner af deres egne borgere, og det var ud af en befolkning, der i 1979 kun var på 8 millioner. I 1979 invaderede Vietnam det "Democratic Kampuchea" og stoppede Khmer Rouge. Helt ufatteligt, så blev Vietnam lagt på is og fordømt af det internationale samfund, fordi FN støttede Khmer Rouge regimet.  

Tuol Sleng Genocide Museum.  

 Peyi, vores driver, havde ventet udenfor, og han kørte os ind til byen til en anden uhyrlighed, der var et tidligere fængselsområde. Bygningerne havde før været en skole, men Pol Pot brugte området som fængsel, før fangerne blev henrettet. Sådanne fængsler var også med lind hånd spredt ud over hele Cambodia under rædselsregimet. Der var masser af billeder af uhyrlighederne og portrætter af de døde. I gården stod store krukker, som var blevet brugt til vandtortur. Vi brugte kun 20 minutter i fængselsområdet, så kunne vi simpelthen ikke klare mere dokumentation af den kommunistiske Pol Pots rædselsregime.

 Peyi havde nok ikke regnet med, at vores besøg ville være så kort, for vi havde aftalt, at han skulle vente, men vi kunne ikke finde ham. Der stod en hel række Tuk Tuk udenfor, og vi gik hele rækken igennem flere gange, men hvordan var det nu lige han så ud, og hvordan så vores Tuk Tuk ud? Heldigvis havde jeg tidligere på dagen taget et billede af vores Tuk Tuk, og den var rød med et 3-tal, og Peyi havde en lyseblå skjorte på. Han var der dog ikke, så vi måtte tage en Fanta i skyggen og vidste ikke lige, hvad vi skulle gøre. I den halve time, vi ventede, var der mange andre drivere, der gerne ville have os med ud at køre, men så kom Peyi endelig, og vi kørte tilbage til hotellet. Hver gang vi har været udenfor, er tøjet blevet vådt af sved, og et bad er mere end tiltrængt.

 Meget let frokost lige i nærheden, og medens de lavede en omelet og en croissant med ost og skinke, kom der en kraftig byge, men da vi havde spist, skinnede solen igen.

 Vi ville hen for at se Nationalmuseet, og på vej derhen kom vi forbi det meget smukke Wat Qunation Kloster. Byen er en stor kæmpekontrast til sig selv. Der er utroligt smukke bygninger, haver og gader, men lige ved siden af er der gader med skrald i kæmpebunker, og de ser ud, som om de har ligget der i ugevis.  

Nationalmuseet stråler af skønhed.  

 The National Museum of Cambodia (Sala Racjana) er Cambodias største museum med historiske og arkæologiske fund. Det huser verdens største samling af Khmer kunst med stenskulpturer, keramik og bronzefigurer. Museet har en samling på over 14.000 kunstværker fra den præhistoriske tid før, under og efter Khmer Empire. Vel at mærke, så har dette museum ikke noget at gøre med de Røde Khmerer. Museumsbygningen er inspireret af Khmer tempelarkitektur og er bygget i perioden 1917-24 og er siden renoveret i 1968. Museet er en perle med utroligt smukke bygninger og en dejlig have. Der er masser af stenfigurer i alle størrelser – de kunne virkelig noget med sten i gamle dage i Cambodia. Det koster 5 dollars at komme ind for at se herlighederne, og det var virkelig pengene værd. Bare det at nyde freden og stilheden i gårdhaven. Orangeklædte munke kunne ofte ses i Phnom Penh, og også herinde i gårdhaven sad de og mediterede eller nød bare freden.

 Selvom der kun er 500 meter fra Nationalmuseet til hotellet, var der mindst 10 Tuk Tuk henvendelser. Det må være et helvede at være Tuk Tuk driver og hele tiden skulle henvende sig for måske at få en kunde. Det er også ret anstrengende for os vesterlændinge, der hele tiden skal sige "No, thank you". Faktisk kunne man købe T-shirts, hvor der på brystet stod: "No Tuk Tuk".

 Aftensmad i hotellets lille restaurant, hvor der ikke var andre gæster end os. Der er nogle meget søde unge mennesker, der giver en udsøgt betjening. Der var happy hour på drikkevarer mellem kl. 17 og 20, og at tænke sig, så kunne vi få 2 stk. Singapore Sling for kun 3 dollars – så bliver det ikke billigere i denne verden. Derudover fik jeg en Jägerschnitzel med fritter, og Gitte en fisk, der lige var trukket op af floden. Dertil en rom og cola og en almindelig kedelig cola, og det blev i alt 18 dollars.

 Som tommelfingerregel blev 4.000 riel omregnet til 1 dollar, og det var noget nemmere at regne med dollars fremfor de store tal på riel-sedlerne. 

Det russiske marked og den manglende dans på roser.           21.juli  

 Det var sidste dag i Cambodia. Vi skulle ellers være fløjet hjem i dag, men Qatar Airways havde aflyst afgangen, så vi skal først hjemad i morgen. Så vi fik en dag foræret til at opleve lidt mere af Phnom Penh, og vi ville ud at se Det Russiske Marked og The Royal Palace med The Silver Pagode.

 Vores trofaste driver Payi ville være ved hotellet kl. 9, og det var han selvfølgelig også, for det var med at holde på kunderne. Vi kørte igennem byen, og han er fræk som en slagterhund og snitter os igennem trafikken. Utroligt at det hele tiden går godt. "Knock on wood" – vi skal også ud at køre med ham om eftermiddagen, så den hellige grav er ikke velforvaret endnu.

 Byen har mange store boulevarder, og sidegaderne ligger i rette vinkler, og de har meget praktisk numre i stedet for navne. Vi gjorde stop ved det store Independence Monument, for jeg ville gerne have et foto. En ung kvinde ville snakke, især da hun hørte, at jeg var fra Copenhagen. Hendes søster skulle til København om et par dage for at arbejde. "Hvordan er temperaturen nu, og er der racediskrimination af mennesker af hendes farve? Det var deres bedstemor, der var så bekymret. Jeg kunne kun sige, at der var mange "coloured people" i København, og at vi var venlige mod alle. Stort set, men det sagde jeg nu ikke. Jeg spurgte heller ikke, hvad søsteren skulle arbejde med, men jeg havde da mine bange anelser.

 Det russiske marked har vist ikke noget med Rusland at gøre. Det ligger i den sydlige del af byen et uidentificeret sted, men Payi vidste godt, hvor det var. Markedet er inde i en kæmpestor bygning, og herinde er der alt. Varerne er opdelt i afdelinger med tøj, souvenirs, mad, isenkram m.m. Også brugte motordele, hvis man skulle stå og mangle. Det er derfor ikke et turistmarked, men er for befolkningen. Langs meget smalle gange er varerne stablet op, og det er meget hyggeligt at gå rundt og kikke. Selvfølgelig vil de godt handle, men på en fredelig måde, og som den danske pige, vi mødte i går, sagde, da hun anbefalede stedet: "De er så søde".

 Vi fik på kort tid købt T-shirts til børnebørnene, og det var noget med 2½ dollars stykket. Voksne T-shirts kostede 5 dollars, og duge og tørklæder var også noget i den stil. En Mester Jakelhest i træ kostede 15 dollars. To puslespilsdyr 10 dollars m.m. Alt var rørende billigt, og så kan det ikke falde mig ind at prutte om prisen. Det var derfor ikke på grund af priserne, jeg måtte stoppe, men det er jo begrænset, hvad der er plads til i kufferten på hjemturen. Helt sikkert så kan det russiske marked anbefales at aflægge et besøg.

 Tilbage i vores gade fik vi en kold cola på en cafe lige ved hotellet. En tigger kom forbi med en lille dreng, der så ret deform ud. Når en tigger og faktisk også andre tager imod penge, er det med begge hænder, og så takkes og smiles der meget. En lille dame i rullestol kom også forbi – tilsyneladende var hun dværg. Hun solgte postkort og bøger på engelsk. Jeg købte 2 sæt postkort for 5 dollars, og hun var lykkelig. En mor kom forbi med en trækvogn og indsamlede flasker. Hun havde en lille pige med på 3-4 år, der løb frem og tilbage for at finde noget. En lidt større søster bar en baby på ryggen. Den lille pige løb hen til et fuglehus og snuppede lige brødet i farten. Hvilken fremtid og skæbne ventede mon de 3 børn. De var væk, inden jeg kunne nå at donerer noget.

 Frokost henne på hjørnet, og det var et sted, der så lidt finere ud end så mange andre steder i kvarteret. Gitte fik laks, og jeg noget grillkød med små kartofler med bacontern og den lækreste sovs – det smagte himmelsk. Incl. to Fanta kostede måltidet 20 dollars.

 Vi sad ved siden af et reklameskilt for et guesthouse. Der var et billede af en kæmpeseng og en pris på 6 dollars pr. person. Måske skulle der så være flere i kæmpesengen til den pris, og så er det jo ret afgørende, hvem der er sengekammeraterne.

 Der sidder og går en del hvide ældre mænd rundt i kvarteret, og de ser meget afslappede ud. Gad vide om de bor her for at strække pensionen eller hvad?  

The Royal Palace med diamanter og guld. 

 Om eftermiddagen besøgte vi The Royal Palace, der faktisk ligger lige i nærheden. For en gangs skyld var indgangsbilletten opgivet i lokal mønt, og den var på 25.000 riel. Endelig kom vi af med nogle af dem. Der var da også mange lokale besøgende på paladsområdet. Billetten har et kort med navne på de fleste bygninger, så det er nemmere at finde rundt.

 The Royal Palace of Cambodia er et helt kompleks af bygninger, der blev påbegyndt af kong Ponhea Yat, der levede 1393-1463. Paladset er genopbygget i 1886, da kong Norodom 1834-1904 regerede. Bygningerne er med smukke spir, som bliver brugt i den klassiske Khmer arkitektur, som også finder plads på mange nybygninger i byen. 

 I paladsområdet ligger også den smukke Silver Pagode, med en krystalbuddha, "The Emerald Buddha", der er dekoreret med 9.584 diamanter, hvor den største er på 25 karat.

 Paladsområdet er på 421 x 435 meter og er fyldt med den ene storslåede bygning efter den anden. Amalienborg kan godt gå hjem og lægge sig, for det her er bare så storslået med alle de gyldne, svungne tage og flotte haveanlæg. I flere bygninger kan man komme indenfor, dog først efter behørig aftagning af skoene. Indenfor er der lige så meget guld som udenfor, men foto er forbudt. Ved udgangen til paladsområdet er der cafeer, og alt er så nydeligt og pænt og er en stor kontrast til de ekstremt beskidte gader lige i nærheden.

 Sidste punkt på dagsordenen var et genbesøg på Wat Stupa, der ligger på den 27 meter høje bakke, der med stupaen har givet navn til byen Phnom Penh. Denne gang var jeg indenfor i bedesalen, der er fyldt med buddhaer i alle størrelser. Det er god skik at lægge offergaver ved buddhaerne, så jeg lagde en hel dollar, og sådan en er guld værd i Cambodia. Uden for templet sad en dame og solgte helt nye 100 riel sedler, der så kunne ofres til guderne. For en laset 1 dollarseddel fik jeg 40 splinternye 100 riel sedler. Nydelige sedler med vandmærke og det hele selv om de kun er 12 øre værd.

 Det var den sidste tur med vores trofaste driver Payi, og han fik 20 dollars plus et bundt rielsedler svarende til 10 dollars i lokal mønt. Han ville gerne køre os ud til lufthavnen i morgen, men der havde vi en anden aftale. Så han måtte ud på markedet igen, og hver gang han så en vesterlænding råbe: "Hallo, Tuk Tuk?" Godt det ikke er mig.

 I hotellets restaurant havde vi afskedsmiddag, og som sædvanlig var der ikke andre end os. Der var 4 unge, søde tjenere, der ikke vidste, hvilket ben de skal stå på for at betjene os på bedste måde. Jeg startede med en rom og cola og Gitte kun en cola. Hun ville kun have 5 små forårsruller, og jeg fik kyllingebryst med grønsager og fritter og en lækker sovs. Og så sluttede vi af med to Singapore Sling til kundevenlig "happy hourpris". Alt i alt for det hele 14.50 dollars. Jeg havde lige 15 dollars i sedler i pungen, men jeg ville godt give dem lidt drikkepenge, så jeg fandt en 100 dollars seddel frem. Den kvindelige tjeners ansigtsudtryk sagde gisp, og så skulle sedlen lige hen i receptionen og tjekkes. Jeg bad om 80 dollars tilbage, og så kunne de dele resten.

 Hjemrejsedag i morgen, og så må vi se, hvordan det spænder af. 

Børn der fortjener en bedre barndom.                                                           22. juli  

 Pakning af kufferter og morgenmad, og vi gik den sidste tur ned til floden. Nej tak til Tuk Tuk og nej tak til guidede ture til det, vi havde set i forvejen. Jeg ved godt, at vi er de styrtende rige, og at det er lidt tarveligt, at vi ikke bare vil have alle deres tjenesteydelser. Faktisk er det ret irriterende hele tiden at skulle gå og være uhøflig og sige nej tak. For at komme lidt væk fra nej takkerne gik vi forbi nationalmuseet, hvor der var afspærret, og sneg os videre frem mod paladset ad en øde gade, for her kunne vi gå i fred og ro.

På det store åbne område foran paladset gik en lille pige på 4-5 år og solgte duefoder, men hun gik og græd. Jeg prøvede at trøste hende på dansk i det håb, at hun kunne høre på tonefaldet at det var trøstende ord. Om der var nogen der havde taget hendes penge ved jeg ikke, men det hjalp lidt, da hun fik en en-dollarseddel i hånden. Jeg havde til samme formål 10 en-dollarsedler i lommen, hvis vi skulle møde nogle værdigt trængende.

 Nede ved floden ligger et lille buddhisttempel, og jeg blev hurtigt indehaver af 3 lotusblomster og et bundt røgelsespinde for 1 dollar. Jeg gik så ind i det lille tempel for at ofre blomsterne og tænde røgelsespindene i håb om en god hjemrejse.

 Bagefter sad vi på en bænk ved floden og så på et par børn, der legede med vand. En lille pige i en meget fin kjole kom næsten helt hen til os, men hun ville ikke give hånd, da jeg ville hilse. I løbet af de 15 minutter, vi sad på bænken, kom der 4 rullestole forbi med mennesker, der manglede arme og ben. Det tyndede hurtigt ud i min beholdning af 1 dollar sedler.

 Tilbage over pladsen fik jeg af et par små børn købt duefoder for de sidste 1 dollarsedler. Godt at vores børnebørn ikke behøver at sælge duefoder på Rådhuspladsen for at få det til at løbe rundt. Så kom der 4 børn mere – den ene mere snotnæset end den anden, og de ville alle sælge duefoder. Jeg havde nu kun en 5 dollarseddel, og så måtte de love højt og helligt (Buddha), at de ville dele. Den mindste fik sedlen i hånden, og jeg håber, de fik delt retfærdigt – men sådan er verden desværre ikke.

 Uden for vores hotel fik vi en kold afskedscola, og ved siden af stod et massageskilt med priser: "1 time kropsmassage 8 dollars, og 4-håndsmassage for 11 dollars."

 Ud af vores ellers pæne hotel kom en 60-årig tyk, hvid mand i følgeskab med en måske 18-årig ung pige. Så blev der kysset heftigt farvel, og pigen kørte af sted i en Tuk Tuk. Det må så være ægte kærlighed, og hun havde helt bestemt forelsket sig i hans tykke mave og hans hængerøv.  

Farvel til Cambodia og hjemrejse.  

 Sidste bad oppe på værelset og vi fandt det sidste, næsten rene, men dog tørre tøj. Så må vi se, om der er en taxa, der henter os kl. 12, hvor det også er tjekudtid fra hotellet.

 Det gik som smurt. Chaufføren var der lidt i 12, og vi kørte mod lufthavnen og kom igennem kvarterer, vi ikke havde set før. Der lå flere kongelige universiteter, store banker, hospitaler og endda nogle højhuse. Rolig, excellent kørsel og han passede godt på sin bil.

 Pæn, ikke særlig stor lufthavn, hvor vi fik noget at spise til opskruede lufthavnspriser. 2½ time før afgang kunne vi komme af med bagagen og gå igennem kontrollen med fingeraftryk og foto, men selve sikkerheden var noget tyndbenet. Nydeligt, taxfrit område med adskillige spisesteder og de sædvanlige shops med souvenirs, parfume, spiritus og bøger m.m. Lufthavnen er bestemt ikke overfyldt med mennesker, men der afgår også kun 1 eller 2 fly i timen. I områdets lette kølighed lynede jeg benene på de korte bukser, og jeg overvejede at tage en skjorte over T-shirten. Det er første gang i 3½ uge, at jeg har lange bukser på og har mere end et stykke tøj på overkroppen.

 En lille flok kvindelige vesterlændinge tog banjoer og en tromme frem, og medens de sad på gulvet, sang de deres hjemlands vemodige sange. Det lød faktisk rigtig godt, og faktisk tror jeg, at de længtes tilbage til en strandbred med et lille bål og en mørk, varm tropenat.

 Qatarflyet gik til tiden – faktisk 15 minutter før planlagt. Der var ikke mange passagerer i det store fly, der kun var under halvt fyldt. Så startede hjemturen ved, at vi fløj i den forkerte retning, for vi skulle tilbage til Saigon og have passagerer af og på. Flyveturen tog ½ time, og vi havde brugt 3 dage i bus, husbåd og speedbåd. Vi fløj dog over Saigon et par gange, og der var en fin udsigt til byen og Mekongdeltaets brune vand, medens mit kamera lå trygt og godt oppe i bagageboksen.

 Smart med dette arabiske fly for på skærmen blev det hele tiden angivet, hvor Mekka ligger – hvis man nu havde trang til en lille bøn.  

Overnatning i Doha.  

 Der var 7 timers behagelig flyvning til Doha. På grund af aflysningen af gårsdagens fly havde Qatar Air sponsoreret en gratis overnatning i Doha. Det var bare lige med at finde ud af hvor og hvordan. Klokken var 23 om aftenen, og vi skulle med et fly kl. 8.20 i morgen tidlig. Vi fandt et par skanker og fik en hotel voucher, og så spurgte vi os videre frem til en mand med en blå skjorte, og han havde tjek på det. Vi skulle vente i 20 minutter, og så fulgte han os ud til en minibus. Ude af lufthavnen kørte vi ad en motorvej ind til byen. Videre ind i nogle dystre kvarterer i næsten baggårde, og vi havde lidt bange anelser om, hvor vi ville ende. Så ud på en stor vej igen, og der lå hotel Concorde, og det var den vilde luksus. Klokken var lidt i midnat, og der var et måltid med i overnatningen, så vi kunne bare gå ind i restauranten og få dinner. I stedet for dinner ville vi dog hellere have dyner. Kæmpe værelse og kæmpe badeværelse – det flotteste på hele turen.

 De ville vække os kl. 5.30 med afgang fra hotellet kl. 6. De ringede dog først kl. 5.40, og de sagde noget om 10 minutter. Vi var dog vågne i forvejen, for Gittes "and" (vækkelyden på hendes telefon) havde vækket os for en halv time siden. Udtjekning, og de sagde, at vi godt kunne nå en kop kaffe, selvom der først var morgenmad kl. 6. Vi blev fulgt til bords af en venlig tjener. Hele den overdådige restaurant lå tom, men vi nåede lige lidt juice, kaffe, toast, croissant og så ud til den ventende bil. Tjeneren hilste farvel: "Thank you and come back again for et længere ophold". (Ok, det var vist ikke lige ordret).

Igennem et tørt ørkenlandskab, men langs vejen til lufthavnen havde de fået plantet palmer, som de vandede, da de nok ikke ventede regn før måske til næste år. Der var 38 grader tør varme, og den store P-plads ved lufthavnen var overdækket med solsejl, for at bilerne ikke skulle steges. Vi blev sat af lige ved ankomsthallen, og vi kom fuldstændig glat igennem sikkerheden. I gaten snakkede jeg med en dansk pige, der havde været 1½ år i Australien. Først var hun udvekslingsstudent, og bagefter tog hun ½ år ekstra, hvor hun rejste rundt. Jeg fortalte, at vi skulle til Australien næste vinter, og vi kunne glæde os, sagde hun. Det gør vi så, når vi skal i gang med 4. del af "Jorden rundt med tog".  

Hvad koster sådan en tur?  

 Denne 3. del af vores togrejse Jorden rundt havde været en fantastisk tur. Ikke alt var gået fuldstændig planmæssigt, men i det store og hele var det kun bagateller, der var misset. Vores rejsebureau "Alt Rejser" på Vesterbro havde skaffet os igennem Kina, og "First Asia Travel" på Købmagergade havde klaret resten igennem Vietnam og Cambodia.

Det er faktisk ingen sag, at rejse alene gennem disse lande, når det hele er planlagt hjemmefra, og der er sørget for fly- tog- bus- og bådbilletter, overnatninger samt guide-service, der henter og bringer os ved stationerne. Min egen planlægning gik kun ud på at meddele, hvornår vi ville starte og hvilke byer og steder, vi gerne ville besøge. Så tyggede rejsebureauerne på den, og henvendte sig nogle gange for at justere planen, og så efter et stykke tids forløb kom der en udførlig rejseplan og selvfølgelig en pris for rejsen.

Priser nedenstående er opgivet for 2 personer og er for rejsen i Kina og Indokina:

 Alt Rejser: Flybillet med Aeroflot København-Moskva-Beijing kostede 6.330 kr. Tog igennem Kina med stop i Beijing, Xian, Shanghai, Hong Kong og Nanning samt hoteller og China Women Travel Service til at hente og bringe kostede 18.238 kr. Dertil kinesisk visum 1.750 kr. summa summarum 26.318 kr. for 13 dages individuel rejse for to personer.

 First Asia Travel: Tog og hotel med start i Nanning, Hanoi, Hué, Ho Chi Minh City, videre med båd i Mekongdeltaet og hotel i Phnom Penh og derfra fly via Doha til København for 13 dage 23.380 kr.

Alt i alt blev det så 49.698 kr. for 2 personer med 26 dages spændende oplevelser i Sydøstasien. Dertil kommer selvfølgelig lommepenge, madpenge, drikkepenge, donationer til værdigt trængende, Tuk Tuk, taxi, souvenirs m.m., og jeg vil anslå, at vi brugte omkring 12.000 kr.

 Næste delstrækning af vores rejse "Jorden rundt med tog" bliver på kryds og tværs igennem Australien. Derefter tages turen tværs over Canada, og så mangler vi også en lille del fra Phnom Penh, Thailand, Malaysia til Singapore og måske videre igennem Indonesien. Måske også senere op igennem Sydamerika. Men lad os nu se, vi er ikke de rene årsunger med snart 70 år på bagen, og det er ikke for to personer som ovenstående, men for hver enkelt.    

 3. del af Jorden rundt med tog kan bestilles som et billedforedrag, som jeg har valgt at kalde: "Tog til Indokina". 

For øvrigt har vi aldrig hørt om andre, der har taget toget Jorden rundt – så måske bliver vi de første.    

Tilbage til forsiden.