UFOer i baghaven.
En fortælling af Kim Greiner.
Dengang jeg var skovfogedassistent boede vi i 1976 midt inde i en stor skov på Humleore Skovdistrikt, der ligger mellem Vigersted og Svenstrup. Vi havde Louise på 5 år, Søren var lige født og vores plejedatter Jette var vel omkring 14 år gammel.
Jeg hjalp Jette med danskundervisningen, og det var noget af en opgave at få hendes næsten uforståelige og meningsforstyrrende kladder til danske stile lavet om til noget, der kunne bruges, uden at det var mig, der havde skrevet stilen. Heldigvis havde hun klæbehjerne, så hvis jeg en gang havde fortalt, hvordan et ord skulle staves, kunne hun på mirakuløs måde huske det, så der var gode fremskridt.
Anderledes var det med matematikken. Jeg havde selv lykkeligt glemt alt om Pytagoras og minus foran paranteser og hvilken indflydelse det har på resten af tallene, så Gitte min kone, der ikke havde glemt det hele, meldte sig til matematikundervisning på 10. klasse niveau, så hun på bedste måde kunne hjælpe Jette med opgaverne.
Gitte har altid været familiens kloge hoved, som f.eks. dengang i vores pure ungdom, hvor min lillebror Hasse og jeg gik meget op i skak. Jeg var begyndt at komme sammen med Gitte, og en dag havde vi lært hende at spille skak, og så fandt vi for sjov ud af, at Hasse og jeg skulle danne hold mod Gitte. Vi lagde nogle meget snedige planer, og jeg har aldrig fundet ud af, om det var Gittes gode hoved, eller fordi hendes træk var komplet uforudsigelige, men hun gik hen og vandt, til stor fortrydelse for os to garvede skakspillere.
Det var lidt af et sidespring, men jeg må jo forklare, hvorfor Gitte en torsdag aften kørte alene hjem fra Ringsted igennem en stor mørk skov - hun var til matematikundervisning.
Da hun var kommet ind i skoven og næsten var hjemme, så hun et mærkeligt lys oppe over trækronerne ved siden af en lille mark. Lyset var meget skarpt, var kegleformet, og kom oppe fra en mørk utydeligt afgrænset genstand, der svævede rundt i luften. Det mærkelige ved lyskeglen var, at den havde en skarpt afgrænset bund, der sluttede et lille stykke oppe i luften og derfor ikke nåede jorden.
Genstanden og lyskeglen bevægede sig langsomt rundt, og selvom lyskeglen så højst besynderlig ud, kunne hun kun forestille sig, at det måtte være en helikopter med en slags projektør. Lyset var nu ganske tæt på, og hendes naturlige nysgerrighed gjorde, at hun standsede bilen, steg ud og kikkede på lyset. Da hun stadig ikke kunne høre helikopteren, slukkede hun også bilmotoren og stirrede på lyset - og der hørtes stadig ikke en lyd. Enhver ved, at en helikopter er noget af det mest larmende på denne jord, så hun blev meget ilde tilmode, sprang ind i bilen og kørte de sidste hundrede meter hjem.
Hjemme i den hyggelige skovfogedassistentbolig havde jeg fået puttet de mindre børn og sad nu og så TV sammen med Jette, da Gitte kom farende ind:
"Jeg har lige set sådan et mærkeligt lys, der svævede rundt over træerne".
Jeg måtte jo lyde lidt deltagende, selvom det jo var lige midt i en ret spændende film:
" Mærkeligt, hvordan mærkeligt, det var vel bare en flyvemaskine".
" Nej det var ikke, jeg kunne ikke høre en lyd".
" Så var det vel, fordi den var for langt væk, eller kan det ikke have været månen eller en stjerne?" sagde jeg, medens jeg prøvede at følge med i filmens handling.
" Nej, det var ihvertfald hverken månen eller en stjerne, vi I ikke med ud og se?" sagde hun. Budskabet at se noget mærkeligt lys, blev desværre ikke solgt godt nok, for jeg blev siddende og så den sikkert meget spændende film.
Næste dag stod der en artikel i Dagbladet om mystiske genstande og mærkeligt lys der havde bevæget sig rundt på Ringsted- og Sorøegnen. En del mennesker havde set det mystiske fænonen, men ingen kunne give en forklaring på hvad det var. Aldrig har jeg ærgret mig så meget. En vaskeægte UFO der svævede rundt næsten lige udenfor vinduerne, og så gad jeg ikke engang lette mig for at opleve den.
Bevæbnet med kikkert og fotografiapparat gennemtraskede Jette og jeg, samme aften de mørke Humleoreskove. Vi kikkede og spejdede og først efter 3-4 timer vendte vi ærgerlige hjem, uden at have set så meget som skyggen af noget unormalt lys.