Vanløsehistorie         

Et stenkast.

En historie af Kim Greiner.

Imellem vores blokke i Dalhusene i Vanløse stod der to valnødtræer, et på vores græsplæne, og et på græsplænen på den anden side af Dybendalsvej. Varmerørene imellem blokkene gik under naboens valnødtræ, og derfor modnede nødderne altid tidligere på det træ. Beboerne på den anden side af Dybendalsvej, især ham den sure i stuelejligheden, syntes bestemt ikke, at vi på den anden side af vejen havde noget at gøre ved deres træ, for vi kunne jo bare vente, til vores modnede. En valnød, der ikke er rigtig modnet, har en grøn skal, og hvis man prøver at få skallen af, siver saften ud og farver ens fingre brune. Sæbe hjælper næsten ingenting, så man går rundt med brune fingre, og ens mor beder ustandselig om, at man skal vaske fingrene, så modne valnødder er langt at foretrække.

Imellem vores blokke var der næsten altid børn, men en dag, hvor jeg var gået ud, var der ikke en eneste. Jeg gik op og ringede på hos Lillefinn, men ingen lukkede op. Så gik jeg op i klublokalet og sad der og læste i et Anders And blad, men det blev hurtigt for kedeligt at sidde deroppe alene, så jeg gik ned igen. 

Valnødtræet stod der lige så stille og fristede med sine modne nødder, og normal procedure var at kaste en kæp op og så håbe på, at den ramte nogle nødder, der så dryssede ned. Nu var der bare ikke nogen kæp til rådighed, men der lå da en god sten på størrelse med et knyttet barnehoved. Jeg ved egentlig ikke, hvad der foregik i hovedet på mig, for jeg kastede stenen op i valnødtræet, hvor den ramte en stor gren, men uden at det gav gevinst af valnødder. Efter at stenen havde ramt grenen, hvirvlede den rundt i luften og landede med et brag i en bilrude, der knustes i tusinde stykker.

Ikke nok med, at det var en bilrude - det var oh ve og skræk, den sure mands bilrude, det var gået ud over. Stiv af skræk kikkede jeg mig omkring. Ingen havde tilsyneladende hørt noget, og jeg kunne have forladt valpladsen uden at blive draget til ansvar for miseren. Men sådan er jeg heldigvis ikke.

At gå direkte ind til den sure mand var dog for meget, men jeg gik ind til min mor og fortalte om ulykken, og et øjeblik efter gik jeg med min mor i hånden over Dybendalsvej og ringede på klokken. Mit hjerte mere end bankede, da den sure mand lukkede op, men der skete et mirakel, for han tog det forbavsende roligt. Indrømmet, min mor var en ualmindelig smuk og indtagende kvinde, og den omstændighed har nok taget lidt af brodden af miseren. 

Faktisk medførte uheldet, at min status steg blandt børnene, og ikke mindst hos pigerne, for jeg havde indrømmet min forbrydelse og havde med det samme påtaget mig ansvaret. Så i et par dage kunne jeg vandre rundt og havde nærmest heltestatus på Vanløse Alle.

Heldigvis havde vi en ansvarsforsikring, og da min far udfyldte papirerne og skulle beskrive uheldet, skrev han, at drengen havde stået "et stenkast" fra bilen, inden han kastede.



Et andet stenkast gav ingen heltestatus, tvært imod. Jeg legede på græsplænen, da der kom et nydeligt ægtepar hen imod mig og spurgte efter Kim Greiner. Ja, det er mig, der er Kim Greiner kunne jeg fortælle. Nej, du er ikke Kim Greiner, insisterede de på.

Tankerne for igennem hovedet på mig - var jeg ikke Kim Greiner, hvem var jeg så. Var jeg måske i virkeligheden blevet forbyttet som lille, og nu kom der nogle meget rige mennesker og ville have mig tilbage. Ægteparret forklarede videre, at den rigtige Kim Greiner var et halvt hoved højere og havde fregner, og det havde jeg jo slet ikke, så jeg var ikke den rigtige Kim Greiner. Nu er mit navn ret sjældent, så der måtte jo være sket en forveksling på en eller anden måde.

Ægteparret fortalte så, at en dreng havde smadret deres vinduesrude med en sten, og selvom han stak af, havde nogen fanget ham, og han havde opgivet sit navn til Kim Greiner, Vanløse Alle 21, og nu kom de for at kræve erstatning. De kunne jo så godt se, at de var blevet narret, men jeg åndede lettet op, for så var jeg alligevel den Kim Greiner, jeg havde kendt hele livet.
Først flere måneder efter fandt jeg ud af, hvem den falske Kim Greiner var - en skolekammerat fra Barakkerne på Godthåbsvej. Han grinede bare, da han sagde det, men en helt - det blev han så sandelig ikke.

Tilbage til forsiden