Vi vidste udmærket godt, at vi ikke måtte kravle over hegnet, for det havde gårdmand Henriksen (viceværten) fortalt os, eller rettere sagt sikkert råbt, for han var et ualmindeligt hidsigt gemyt, og som en "rigtig" gammeldags vicevært hadede han alle beboernes børn.
Allerede da jeg var 3 år gammel, havde Gårdmanden et urimeligt godt øje til mig. Det var lige efter krigen, og vi var flyttet ud til de dejlige, grønne omgivelser på Vanløse Allé. På det tidspunkt var der mangel på alt, også legetøj, men min mor var så heldig, at hun havde fået en stor papkasse hos købmanden. Papkassen havde hun stillet på græsplænen ved vores altan, og jeg havde en herlig leg, hvor jeg legede hule og kravlede ud og ind af papkassen. 

Så kom gårdmand Henriksen: " Den papkasse skal fjernes omgående, for den må ikke stå på græsplænen." Min mor protesterede selvfølgelig og bedyrede, at når jeg var færdig med legen, ville hun tage papkassen ned i skraldekælderen. Det formildede dog ikke Henriksen, for han kendte godt sådan nogle som os, og han vidste, at når jeg ikke gad lege med papkassen mere, blev den bare efterladt, og så skulle han gå og samle den op og smide den væk.

Min mor var ung og turde ikke andet end bøje sig for autoriteterne, så hun tog papkassen og bar den i skraldekælderen, medens jeg skreg som en stukket gris. Det generede dog ikke Gårdmanden, så han forsvandt og var sikkert stolt over sin evne til at holde orden på ejendommen. 

Senere i min barndom havde han stadig fokus på mig, for han havde regnet ud, at jeg var uformel leder af børneflokken, og han sagde, at hvis jeg smed affald, gjorde de andre børn det også. Nu er det bare sådan, at der i min allertidligste opdragelse indgik det moment, at man aldrig smider noget som helst på gaden, og det ikke engang en ispind eller et flødekaramelpapir. Så hans anklager i den retning var skudt helt forbi, og hvis hans teori holdt, ville de andre børn jo netop ikke smide noget.

Tilbage til hegnet, der spærrede for "De sorte brødres" fremfærd. Vi var jo drenge, der lige var hjemvendt fra fremmed territorium og alskens farer, og så kunne sådan et trådhegn altså ikke stoppe os. 

Det kan godt være, at jeg kravlede først op, det kan jeg ikke huske, men næsten nede på den anden side lød der et brøl i det fjerne, og gårdmand Henriksen kom løbende med kosten svingende i luften. Hele flokken kom dog over hegnet, inden Henriksen ankom, men ikke Mogens. Mogens' familie kom fra Ungarn og var flygtet fra forholdene i hjemlandet. Hele familien var altid meget venlig og ikke mindst Mogens, der var mig meget hengiven og sikkert så op til mig.

Mogens var ikke så hurtig, og han haltede, for han havde haft polio, som mange andre fik dengang, før vaccinationerne blev sat i system. Så medens Mogens masede med hegnet, fik Henriksen fat i buksebenet på ham og rev ham ned og skældte ud og ville have at vide, hvem de andre klatrende drenge var. 

Episoden havde ikke gjort så dybt et indtryk på mig, for jeg var jo over alle bjerge, men om aftenen ringede det på vores dør. Udenfor stod Mogens og hans mor, og begge var næsten opløst i gråd. Henriksen havde udspurgt Mogens om, hvem de andre drenge var, og Mogens havde rystende nævnt mit navn, hvorefter Henriksen blev rød i hovedet og råbte: "Så er det slut, nu skal de smides ud af lejligheden, det skal jeg nok sørge for omgående." 

Mogens, den stakkels dreng, og hans mor med var dybt rystet over den ulykke, vores familie nu ville blive kastet ud i, og han havde grædt hele aftenen, indtil han måtte lette sit hjerte og bekende, at han var kommet til at røbe mit navn. 

Min mor måtte trøste Mogens og hans mor og måtte bedyre, at i vores land kunne en vicevært ikke smide en familie på gaden, fordi en dreng var kravlet over et hegn.

Min far kørte derfor ned til Henriksen og talte med store bogstaver, og han stod i døråbningen og prøvede at glatte ud ved at dreje historien hen, så det nærmest blev en vittighed: " Kan De se komikken, kan De se komikken" blev han ved. Hverken min far eller Mogens' familie kunne dog se komikken, og det fortalte min far ham, og Henriksen blev til alle Vanløsebørnenes glæde lidt mere afdæmpet i sin videre fremfærd.

Jeg er kommet til at tænke på alle de mennesker jeg har kendt mere eller mindre i tidens løb og som jeg i dag ikke ved hvordan det er gået, eller hvordan de har det. Nogle kammerater eller veninder har jeg været virkelig tæt på, men så er der sket et eller andet og pist er de væk. Nogle har stadig en plads i mit hjerte og i en stille stund tager jeg minderne frem og tænker på bl.a. Lillefinn, Keld, Ditte, Helle, Hanne og Sofia. Så alle jer fra fortiden, skriv en mail - det kunne være virkelig dejlig at høre fra jer.     


Tilbage til forsiden