| Vesterbrohistorie
Gourmetmiddag på SAS Radison Blu. Som eventyrer kan jeg ikke bare skrive om andres oplevelser, de skal selv opleves på egen krop, koste hvad de vil, så jeg havde inviteret min kone på middag hos Alberto K til første ledige bord, der var 2½ uge efter bestillingen. Vi havde før prøvet at komme lige ind fra gaden, hvor der dog var fuldt booket, så nu var vi i god tid og glædede os. Ifølge Søren Kirkegaard er forventningens glæde den største, men lad os nu se om forventningen lever op til virkeligheden.
Hos Alberto K blev vi taget vel imod, og en tjener sørgede for at få vores overtøj i garderoben, og min meget fine nyligt hentede japanske paraply lovede han at passe godt på. Min rygsæk syntes tjeneren også havde bedst af at opholde sig i garderoben, helt inde bagved, og den pyntede jo nok heller ikke i landskabet.
Alberto K har to menuer, som man kan vælge imellem, så der er altså ikke noget med a la carte, og man kan heller ikke bare få en burger eller en kop kaffe. Vi havde på forhånd tænkt, at vi ville tage den billige menu på 5 retter til 625 kr. pr kuvert, men på den anden side kunne vi lige så godt tage standardmenuen på syv retter til 775 kr. Man kunne også få en vinmenu til 775 kr. oveni, men da vi skulle køre i bil hjem, valgte vi at få et glas vin til at starte på, til fisken et glas hvidvin og senere et glas rødvin. Inden vi kom i gang med menuen, kom der en aperitif bestående af nogle store chips og friske salatblade stukket ned i en skål med brunt sand. OK, det var så ikke sand, men det lignede det, og den første mundfuld var lidt forsigtig af frygt for, at det skulle knase. Det gjorde det så ikke, og det viste sig at være en slags brødkrummer. Så kom der en aperitif mere, og arrangeret på en lille stenplade lå smukt pyntet et stykke laks og ved siden af to små søde nogen med en lille blomst på, men det hele var spiseligt, dog ikke stenen.
Vi havde bestilt koldt vand ad libitum, og en sød ung tjener sørgede hele tiden for at glassene var fyldt op. Det samme gjaldt tre forskellige slags små hjemmebagte kuvertbrød med smør og italiensk olie. Til nogle af retterne var der små delikate supper, den ene serveret i en æggeskal, hvor toppen var fjernet. Nogle af sovserne blev tilberedt ved bordet, den ene skulle under tilberedningen nedkøles til vistnok minus 178 grader, og en iskold lille sky dækkede anretterbordet. Andre blev rørt sammen og forsigtig duppet lidt på den serverede mad. De syv retter var følgende, men der var altid tilføjet forskelligt ud over det nævnte, så det også var retter, der kræsede for synssansen. Menuen varierer efter årstiden, men vi havde fornøjelsen af denne:
1. Kongekrappe, tomat, kærnemælk og dild. Regningen kom, og det blev alt i alt for dejlig gourmetmad, vin og kaffe og flot udsigt 2.776 kr. Det var en fin totaloplevelse og var rigeligt hver en krone værd og i dette tilfælde var forventningens glæde ikke den største – det var endnu bedre at have oplevelsen.
Jeg havde spurgt, om jeg kunne få en kopi af menukortet, og det fik jeg i en fin kuvert sammen med en hilsen fra restaurantchef Werner Nymo, og til ham og hele personalet vil vi herfra gerne sige tak for en stor oplevelse og en yderst vellykket aften og vi kunne godt finde på at komme igen. |
På jagt efter verdens dyreste cocktail var jeg via Royal Bar på SAS Radison Blu på Vesterbro blevet opmærksom på hotellets gourmetrestaurant, der bryster sig af 5 kokkehuer og er beliggende på 20. etage med en vid udsigt over det meste af København. Restauranten hedder Alberto K og er opkaldt efter hotellets første og legendariske direktør, schweizeren Alberto Kappenberger. 
Vi kom i god tid og fik først en cocktail i Royal Bar (lidt kongelige har man vel lov til at være), inden vi begav os hen til elevatorerne og trykkede på 20. etage. Det skete der ikke noget ved. Nå, sådan et fint sted og så virkede elevatoren ikke, det tegnede jo ikke alt for godt, så vi gik ud og gik ind i en anden elevator – med samme resultat. Så måtte vi gå ud i hallen, hvor der altid står en uniformeret høflig mand og hjælper med hvad som helst. Vi måtte så fortælle ham, at deres elevatorer ikke duede, og da vi nu havde bestilt bord hos Alberto, ville vi jo også gerne derop. Det viste sig, at elevatorerne var spærret af sikkerhedshensyn, så han stak sit kort i en sprække i elevatoren, og så virkede den pludselig. 
Restauranten åbnede kl. 18, og vi var der lidt over som de eneste gæster og fik et hjørnebord med vid udsigt over det meste af København. Og udsigten er næsten ubetalelig. Vi kikkede ned på udsigtsbalkonen på Rådhuset, der hidtil havde været det højeste punkt, hvorfra vi havde skuet ud over byen. Restauranten er ikke særlig stor, og ud over diskrete blomster og levende lys på bordet var der ikke meget dekoration bortset fra en stor vægudsmykning forestillende Alberto Kappenberger
Derefter, efter en kunstpause, startede vi lige så forsigtigt på at arbejde os igennem de syv retter. Umiddelbart lyder syv retter uladsiggørligt, men de er tilpasset i størrelsen, så de passer til en dansk standardmave.
Jeg er bestemt ikke goumet og har overhovedet ikke forstand på mad, men her blev der virkelig kredset for smagsløgene og som køkkenchef Søren Selin udtaler, så skal madoplevelser harmonerer med omgivelserne – helt på toppen.
Det havde måske gjort ondt at tage kolde kontanter op ad tegnebogen, men jeg fiskede Dinerskortet op, og så lægger man jo alligevel ikke mærke til, at der bliver trukket nogle penge på et eller andet tidspunkt.