Dansk Vestindien før og nu

Indianere, sørøvere og slaveoprør.

En rejsefortælling af Kim Greiner

November 2009.

2. del

Øernes tidlige beboere var indianere.

Før europæerne dukkede op på De Vestindiske Øer levede de indfødte indianere i et næsten jordisk paradis.

Det mest betydningsfulde folk var arawakerne, der kom op fra den sydamerikanske jungle omkring år 300. Faktisk er der på Sct. Croix ved Salt River Bay Nationalpark fundet et stort kulturcenter med bl.a. en boldbane fra omkring år 1.000, og det er den eneste bane, der er fundet på Antillerne. Bolden var en hård gummibold, og det gjaldt om at få den i mål uden at bruge hænder og fødder – kun hoved, skulder, arme og hofter. Samme boldspil blev spillet af mayaindianerne på Yucatanhalvøen i Mexico, og der er trods alt også kun Det Caribiske Hav imellem de to steder. 

Arawakerne var fredelige folk, der boede i velordnede, små samfund. De havde ingen fjender, og der var et rart klima og nem adgang til mad og drikke. De fremstillede lange kanoer af udhulede træstammer, og de dyrkede søde kartofler, majs, jordnødder, bønner og tobak. Den vigtigste afgrøde var dog cassava, som blev brugt til både saft og brød, og den var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, som var cassavaens fader. De udviklede sig til høje, smukke mennesker, der blev meget gamle, og ifølge deres religion kom de efter døden direkte fra det jordiske paradis til det himmelske, hvor der var fest og glade dage fra morgen til aften.

Der var mange stammer hos arawakerne. På Jomfruøerne hed stammen Taino, og de var dygtige pottemagere og træskærere. De gik med smykker og brugte makeup og ofte over hele kroppen, for tøj var ikke nødvendigt i det varme klima. De byggede høje huse med lervægge, og et stort konisk stråtag blev flettet omkring en høj mast i midten af huset. 

Sådan et paradis kunne selvfølgelig ikke bestå, så arawakerne blev de rene lækkerbiskner for et anderledes barsk folk, cariberne, der langsomt begyndte at sive op fra Sydamerika omkring år 1.000. De indtog den ene ø efter den anden, og næsten bogstaveligt, for de åd sig frem, men det var dog kun mændene, der landede på middagsbordet. Kvinderne blev taget med som slaver eller koner, og arawak-kvinderne overførte så meget af deres kultur som muligt til caribernes. Der blev indgået mange kompromiser, f.eks. blev arawakernes runde huse kombineret med caribernes aflange, så resultatet blev ovale huse. 

Cariberne havde overtaget St. Croix, som de kaldte Cibuguiera (Stenet Land), da et andet grusomt folk kaldet europæerne pludselig dukkede op. Det var et folkeslag, der kom langvejs fra, de var underligt blege i huden, havde hår i ansigtet, og de stank værre end en ulykke. De åd dog ingen, men gennemførte et af verdens største folkedrab, og det første møde mellem disse usympatiske europæere og indianerne i Amerika fandt sted på St. Croix. 


Columbus landede på vores øer.

Uden at vide, hvor han egentlig var, landede Christoffer Columbus i Amerika i 1492. Han troede faktisk, at han var kommet til Indien, men der lå lige et kontinent i vejen, og det kunne han jo ikke vide. Han ramte en af de nordlige Bahamaøer – formentlig San Salvador og sejlede ellers videre til Hispaniola, hvor han lod 39 soldater bygge et fort, og så sejlede han selv hjem igen.

Næste år i 1493 kom han tilbage med 17 store skibe, og denne gang satte han kursen lidt sydligere og stødte ind i øerne Dominica og Marie-Galante. De gik dog ikke i land, så første gang, de på denne tur satte foden på land var på en ø, som han kaldte Santa Cruz (Helligkors), og det var såmænd det senere St. Croix.

Columbus mødte her for første gang cariberne, der tidligere havde fordrevet den mere fredelige stamme arawakerne. Cariberne var et barsk folk, der ikke stak op for bollemælk, så de gik til angreb på de hvide. Der var flere dræbte på hver side, og Columbus ”befriede” et par arawak-slaver, som han dog ikke gav fri, men senere tog med hjem til Spanien, hvor han forærede dem til den spanske dronning. 

Efter St. Croix sejlede han videre til St. Thomas og St. Jan, som lå i en flok øer, som han navngav Las Once Mil Virgines til minde om 11.000 jomfruer, der havde lidt martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet. Det var St. Ursula, der førte jomfruerne, og muligvis var det kun tale om 11 jomfruer afhængig af, hvordan man læste romertallene. For i de gamle skrifter stod der XI efterfulgt af bogstavet M, der både kan betyde ”tusinde” men også ”martyrer”, og 11.000 jomfruer på en gang lyder lidt for usandsynligt. Først senere kom St. Croix med i selskabet af jomfruøer.

Så var det slut med Columbus’ interesse for vores små øer, og han rejste videre og koloniserede i stedet Cuba og Puerto Rico.

På nordsiden af St. Croix ligger stadig det sted, der kaldes Columbus Landing, og et undseeligt skilt markerer præcis det sted, hvor Columbus gik i land. Før var der en pæn bronzetavle på en sten, men den blev desværre stjålet. Hele området indgår i dag i Salt River Bay National Park, og Columbus selv kaldte stedet for Cape of Arrows opkaldt efter de mange pile, der fløj imod dem under kampen mod cariberne. 

Danskerne ville også være med.

I begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer repræsenteret i Caribien, og der flød enorme rigdomme tilbage til moderlandene. En ø kunne i begyndelsen skifte nationalitet så hurtigt, at sproget ikke kunne følge med, således at man på franske øer talte engelsk og omvendt. Der er eksempler på, som med den lille ø Statia, at den skiftede ejere 22 gange.

Med alle de duftende, nye varer fra Amerika, der flød forbi Kronborg på de hollandske handelsskibe og blev fortoldet i Helsingør, blev det lille kongerige Danmark/Norge efterhånden klar over, at det også hellere måtte være med. 

Christian 4. ville egentlig gerne have en handel i gang, men han havde også sit at se til hjemme med at bekrige svenskere og tyskere. Private, driftige købmænd begyndte derfor at investere i togterne, og de hjembragte sukker, tobak, ingefær og ædle træsorter til København, men med alle de farer, der lurede, var det ikke bare noget, den enkelte købmand turde investere i.

På initiativ af Erik Niels Smit, der havde været kaptajn på flere togter til Caribien, blev der dannet et kompagni, som Frederik 3. gav særlige toldfordele. Smit foreslog i 1665, at kongen skulle indtage St. Thomas, så Danmark kunne få en fast base derovre i steder for bare at sejle frem og tilbage. Spanierne havde ryddet St. Thomas for indianere, så ud over nogle få hollændere lå den nærmest øde hen, og så havde den en perfekt naturlig havn. St. Thomas var navnet på en engelsk pirat, men han boede der ikke mere, og hollænderne havde intet imod danskerne, der kunne beskytte dem mod pirater. 

6. maj udnævnte kongen Erik Niels Smit til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 stævnede han ud med det gode skib ”Eendragt” og nåede lykkeligt øen, hvor han lod Dannebrog gå til tops, og Danmark var blevet 83 km2 større. Hurtigt købte han nogle varer på nogle af de andre øer og sendte skibet tilbage med tobak, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder, så de derhjemme kunne se, at de havde gjort en god investering. 

Desværre døde Smit kun et halvt år efter, så det blev koloniens præst Kjeld Jensen, der bombastisk overtog styret. Han indkaldte til rådslagning, og alle skulle de sværge troskab til den danske konge og love, at de ville overholde de danske helligdage. Til gengæld måtte de dyrke deres egen religion, når blot de lovede, at de ikke ville prøve at omvende lutheranerne. Denne religionsfrihed ville senere få stor betydning, men foreløbig så det sort ud, for der var hverken mad eller brændevin, og piraterne plyndrede i et væk. De sidste danskere tog hjem igen i 1668, men Dannebrog blafrede dog stadig på øen.

Dansk Vestindisk Guineisk Kompagni opretter slaveriet.

Vi skriver nu året 1671, og med Christian 5. som storaktionær oprettede en række købmænd Dansk Vestindisk Guineisk Kompagni, og der blev sendt to nye skibe af sted med masser af materiale til nye bebyggelser.

Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel var med som guvernør, og om bord var der desuden 190 danske og norske mænd og kvinder, heriblandt 62 straffefanger, der snart kom til at savne deres gamle, klamme, mørke fængselsceller. De fleste af de andre var servinger, der skulle arbejde for kompagniet i tre år, hvorefter de ville få deres egen jord.

Turen over Atlanten skulle normalt tage tre måneder, men denne kom til at tage syv måneder, og undervejs var der 77 døde, og efter nogle få måneders hårdt slid på St. Thomas var der kun 29 tilbage af den oprindelige flok. Nogle hollændere og englændere, som var forvist eller flygtet for straf fra andre øer, ville gerne hjælpe til på St. Thomas, og danskerne tog imod dem med kyshånd og det endda uden at kikke på anbefalinger eller kontrol af rene straffeattester. 

Den danske guvernør fik købt en mulat, to indianere og seks sorte slaver, og dermed var den danske slavehandel indledt. Senere købte han et parti slaver fra et forlist skib, og det var jo nok ikke blomsten af Afrikas sønner og døtre med navne som Benrad, Uden Bug, Indtørret, Sur-Øje og Skidenside, og alle døde da også inden for et par uger. 

I 1673 fik guvernøren afskibet 100 ton sukker og andre gode sager fra øerne, men formentlig havde han handlet sig til det, mere end han havde produceret det.

I 1675 blev Danmark igen større, idet guvernøren uden at nogen lagde mærke til det, indlemmede den lille naboø St. John i kongeriget, der nu blev forøget med endnu 50 km2. Siden fik han bygget Fort Christian i Charlotte Amalie, som blev det første danske fort på øerne. Guvernøren havde de fornødne militærtekniske håndbøger med sig, så fortet blev opført efter bogen med bastioner og skydeporte til kanonerne. Fortet var så stærkt, at det kunne afvise et fransk angreb i 1678. 

På fortet var hans egen beskedne bolig, der var spartansk som en klostercelle. Desuden var der køkken, proviantkammer, sovesal for soldaterne, geværhus og skrivestue. Midt i gården havde han rejst en svær planke, så de syndere, der faldt for hans strenge retfærdighedssans, kunne få de behørige 150 piskeslag med en firlinet pisk. Det var slaverne selv, der skiftedes til at slå på de slaver, der skulle straffes, og de skulle lægge kræfterne i. Undertiden lykkedes det slaven, at kvæle sig selv under afstraffelsen, men Iversen havde en brændende fakkel parat, så han kunne svitse slaven på sidebenene, så han snappede efter vejret. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være på øerne, men det kunne planterne (plantageejerne) faktisk heller ikke, for guvernør Dyppel regerede med hård hånd, hvor selv små forseelser blev straffet hårdt. Med dette rædselsregime, sygdomme, død og hede var det svært at tiltrække nye bosættere fra Danmark.

Den vrede straffedommer Dyppel havde sin kone hjemme i København, og hun skulle komme, når deres barn var født, men hun kom ikke – den troløse kvinde. Dyppel blev mere ond og vred, og begyndte at drikke kildevil, der var navnet på den lokale rom. Killdevil blev fremstillet af skummet fra sukkerkogningen, blandet med sirup, sat til gæring og destilleret og senere solgt i Danmark under navnet St. Croix-rom. Drikken havde en høj alkoholprocent, og i starten dulmede det Dyppels smerte, men dæmpede ikke hans vrede, og så gik det ud over alt og alle.

Så kom der brev fra København, at på grund af krigen mellem Danmark og Sverige havde hans kone ikke kunne få skibslejlighed, og i mellemtiden var hun faktisk død. Mere druk, meget mere druk, og til sidst kunne han ikke mere og fik skibslejlighed til København, hvor han skulle stå skoleret for direktionen. Jo, der havde været visse uregelmæssigheder, der var blevet pisket, fængslet og dræbt også uden dom, men det var jo trods alt småting, for regnskaberne var i orden. Så der var ikke noget at straffe for. Da guvernør Dyppel rejste tilbage til Danmark i 1680, var der da også på øerne etableret 46 plantager med 156 hvide, 175 sorte slaver, tre frinegre og en enkelt indianer. 

Efter nogle år havde Dyppel det bedre og fik sig en ny kone, Margrethe Christensdatter, med hvem han fik en datter, og så ville han tilbage til St. Thomas og nyde sit otium på sin gamle plantage ”Dyppelmands Kloster”. Men ak, undervejs blev der mytteri på skibet. Margrethe blev voldtaget efter tur af mytteristerne, og Dyppel blev kastet over bord. De formastelige blev dog senere pågrebet og blev knebet med gloende tænger og lagt på hjul og stejle ved Vesterport.


Den danske piratrede og korrupte guvernører.

Den næste guvernør, Nicolaj Esmit, havde 30 års erfaring med Caribien, sagde han, men hurtigt viste det sig, at han var en katastrofe, idet han kun sørgede for sig selv. Kompagniets interesser tog han sig ikke af, og han gik i ledtog med piraterne, og efterhånden kunne man ane, at hans 30 års caribiske erfaring nok mere var hen imod sørøveri end administration. 

St. Tomas blev kendt som en piratrede, og lovlige skibe i havnen blev konfiskeret med dårlige undskyldninger, som at de havde ligget for længe i havnen. Det eneste gode, han gjorde, var at omdøbe hovedbyen på St. Thomas, der tidligere hed Taphus, fordi den hovedsagelig bestod af værtshuse (taphuse). Nicolaj omdøbte den smukt til Charlotte Amalie efter Christian 5. dronning, og det hedder byen stadig den dag i dag.

Hans bror Adolph Esmit, der var viceguvernør, afsatte Nicolaj, der rejste hjem og blev erklæret sindssyg, så han blev ikke retsforfulgt. Adolph udviklede sig efterhånden til en værre tyran end broderen, for han spredte rædsel omkring sig med parterede slaver, der blev hængt op rundt om i byen. Og de hvide fik gennemskåret tungen med gloende tænger, hvis de efter hans mening ikke opførte sig ordentlig.

Adolph gik også i ledtog med piraterne, og et af de mest berygtede piratskibe ”Trompeuse” gav han husly i Charlotte Amalies havn. Uheldigvis for ham kom et engelsk krigsskib på besøg, og Adolph kunne ikke rigtig forklare, hvorfor han var så gæstfri over for piraterne. Den britiske regering gik direkte til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis piratreden ikke blev lukket øjeblikkelig. 

Den nye guvernør Gabriel Milan var af fornem slægt, og også han opførte sig som en enevældig konge, der pinte alt og alle med urimelige straffe. Så efter kun to år blev han afsat og returneret til København, hvor han blev henrettet på Nytorv.

Endnu engang sendte man i 1688 Adolph Esmit af sted som guvernør, for han havde ladet skinne igennem, at han kendte til en stor piratskat på øerne. Han kunne så ikke finde skatten alligevel, og så blev han afsat for anden gang.

En række andre guvernører dalrede rundt og kunne heller ikke holde styr på noget, og der var ikke meget hjælp at hente hos embedsmændene, for de var stort set altid berusede, da de hele tiden skulle kontrollere rommens kvalitet.

Endelig kom der en hæderlig guvernør ved navn Johan Lorens, og han fik skabt en vis fremgang på øerne, dog især ved at købe og sælge slaver.


Slaveauktion på flere måder.

Kompagniets første slaveskib ankom til øerne i 1698 med 280 slaver i lasten. I 1699 kom 353, og i år 1700 havde 238 slaver overlevet rejsen over Atlanten. Med sådanne heldige overfarter besluttede kompagniet at sætte mere fart på slavehandelen, ikke så meget på grund af fortjenesten, men fordi slaverne var nødvendige for produktionen af sukker.

Indtil 1850 havde forskellige nationer sejlet 12-15 millioner slaver over Atlanten. Omkring halvdelen til Caribien og resten fordelt til Nord- og Sydamerika. Selvom Danmark kun stod for max. 100.000 slaver, regnes Danmark alligevel for den 7. mest profitable slavehandelsnation. 

Når slaveskibene nærmede sig øerne fra Afrika, og der var overblik over proviantbeholdningen, blev der uddelt rigelige rationer til slaverne, og der vankede ofte et glas brændevin efterfulgt af en pibe tobak. Slaverne blev vasket, blev glatraget og indsmurt i palmeolie og fik udleveret et hvidt lærred til lændeklæde, og der blev opfordret til dans for at sætte humør i afrikanerne.

Klimaet var betydeligt bedre på øerne end hjemme på Guinea-kysten med den kvælende hede og febersumpe. Her var der frisk passatvind og hvide strande med svajende palmer. Søfolkene glædede sig også med lige så meget rom, de kunne hælde i sig, og med slanke, villige pigebørn i alle tænkelige brune hudfarver. (Gad vide om udtrykket: ”Op og se land – der er sorte piger på kajen” stammer herfra?) Og så kunne man glæde sig til den store offentlige slaveauktion.

Der var en uforklarlig glans af rigdom omkring herskaberne i land, og selv om kaptajnen på slaveskibet og hans officerer havde iført sig deres pæneste uniformer, følte de sig lidt som hunde i et spil kegler. Jo, kompagniets agent lod dem beværte med seks retter mad, blinkende sølvtøj og krystalglas. Men i Guinea havde kaptajnen drukket dus med guvernøren allerede den første aften i land – her så de ikke engang noget til ham. I stedet måtte kaptajnen aflægge detaljerede rapporter til agenten om overfartens mindste enkeltheder.

Slaverne var stadig på skibene, og der blev sejlet store forsyninger ud af grøntsager og fersk kød, for nu skulle de gerne være mætte og glade og få lidt sul på kroppen. De blev endda trakteret med risengrød med et tykt lag sukker.

Når agenten mente, at ladningen var så god, som det kunne lade sig gøre, blev slaverne sorteret i mænd, kvinder, drenge og piger, foruden ”affaldsslaverne”, som ikke var andet end genopstandne skind og ben og uden nogen videre værdi. 

Slaverne blev ført igennem byen, og de gjorde store øjne over al herligheden med kirker med tårne og spir og kareter med alle disse lette skabninger i silke og musselin, og det som kun de færreste havde set i Afrika – de hvide kvinder. Overalt var der sorte mennesker, som arbejdede, og de gik frit omkring. I kompagniets gård fik slaverne på ny risengrød med sukker og en pibe tobak, og i mellemtiden havde trommeslageren forkyndt, at der var en auktion undervejs.

I Vestindien blev slaverne solgt på to forskellige måder, enten den almindelige auktion eller ”scramble”, som ofte blev brugt på de engelske øer. Scramble betød salgsmål-virvar-kapløb, og det var, hvad der skete. Alle slaver i gruppen havde den samme pris, aftalt på forhånd mellem sælger og køber, og på et givet klokkeslæt blev portene slået op, og enhver slave, som køberen lagde hånd på var hans ejendom. Under skænderier og skrig og skrål og skrækslagne slaver faldt køberne over dem som vilde dyr, og børn blev skilt fra deres mødre og ægtemænd fra deres koner. 

De almindelige auktioner var heller ikke behagelige, men foregik dog i mere ro og orden. Inden auktionen var der eftersyn, og hver krog i slavernes krop blev undersøgt, og ofte havde den kommende køber en kyndig med, som regel barberen, der vidste lidt om den menneskelige krop. For at slaverne skulle virke muntre, blev de tvunget til at drikke rom, og så skulle de ellers hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var. Så gik auktionen i gang, og bagefter måtte slaverne pænt følge med deres nye herrer til deres nye, ukendte levevis.

Opdeling af slaverne.

En slave var ikke bare en slave, og det havde selvfølgelig også afspejlet sig i prisen på auktionen.

Der var frie sorte mennesker kaldet frinegrene, og de var næsten altid mulatter. Friheden havde de ofte fået ved deres herres eller frues død, da den overlevende ægtefælle dårligt tålte synet af resultatet af ægtefællens sidespring.

En frineger kunne også selv have købt sig fri, men det var bestemt ikke nemt, for hvis de ”blanke” (hvide) opdagede, at en slave havde penge, blev de uden videre konfiskeret. Herren havde jo den samme rettighed over for slavernes gods og guld som over deres legeme. Sådan en handel var altid til overpris, og det eftertragtede frihedsbrev måttes forhandles igennem en mellemmand.

Markslaverne blev regnet for store, dumme dyr, og i kolonitidens første år havde de ikke engang tøj på kroppen. Allerede kl. 5 om morgenen blev der blæst til samling, og så skulle de samle foder til plantagens dyr. Derefter ud i markerne under den stegende sol til kl. halv syv om aftenen kun afbrudt af en spisepause midt på dagen. Hvis de ville have andet at spise end planternes (plantageejerne) majsgrød, måtte de selv dyrke, hvad de kunne, omkring deres små hytter – kaldet negeriet. Konstant var markslaverne overvåget af en bomba, der selv var slave, og hvis markslaverne ikke holdt tempoet, blev de pisket. Hvis bombaen ikke piskede flittigt nok, fik han selv pisk af den hvide mesterknægt.

Husslaverne var et stykke oppe ad rangstigen og arbejde som herskabets tjenende ånder. Der er eksempler på, at små negerbørn blev hængt op i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, og andre havde den ære at tørre herskabet efter toiletbesøg med en særlig visk.
Håndværksslaverne var de mest skattede, for de kunne lejes ud og tjene penge til ejerne. Især de slaver, der mestrede processen med det komplicerede sukkerkogeri, havde højt status og kunne endda tjene penge, så de med tiden kunne købe sig fri. 

St. Croix kommer med i samlingen af jomfruer.

På St. Croix ses i dag mange steder syv flag smælde, idet øen har haft en omtumlet tilværelse, inden danskerne købte den af franskmændene i 1733. Det engelske og hollandske flag skyldes, at der levede englændere og hollændere på øen indtil 1625. Derefter kom spanierne i 1650 og fordrev dem begge. Så overtog Frankrig øen, men de forærede den til Malteserordenen som tak for riddernes kampe mod tyrkerne. Frankrig købte øen tilbage i 1665 og droppede det spanske navn Santa Cruz, så den herefter hed St. Croix. (Udtales i dag af øboerne selv St. Croi). Nogle få år senere flytte de fleste beboere til Hispaniola, og øen passede sig selv og blev til et vildnis.

Den danske guvernør besøgte øen i 1718 og så de store muligheder, så i 1733 købte Danmark St. Croix for 164.000 rigsdaler incl. 600 indbyggere, hvoraf de 450 var slaver. Hovedstaden hed tidligere Port St. Jean, men blev omdøbt til Christiansted, og det hedder den stadig den dag i dag.

Optakten til det store slaveoprør på St. John.

Det største og alvorligste oprør blandt slaverne på de danske vestindiske øer startede 23. november 1733. Forhistorien var den, at guvernør Philip Gardelin mente, at der skulle en skrap lovgivning til, hvis de hvide skulle holde styr på den stadig større slaveflok på de tre øer, der efterhånden var ti gange så stor som den hvide befolkning. Der havde desuden været misvækst på øerne på grund af tørke og insektangreb, og i august kom en orkan, der ødelagde de majsmarker, hvor man hentede slavernes føde. Så en hungersnød truede, og så blev slaverne urolige.

Der skulle derfor en skrap lovgivning til, mente guvernøren og opstillede 19 paragraffer i det berygtede slavereglement. Her vil jeg kun nævne nogle få, men disse slavelove blev anvendt så sent som i 1791.

§ 1 Hovedmænd for bortløbne eller bortløbne Negre skulle knibes 3 Gange med gloende Jern og derefter hænges. 
§ 6 En Neger, som har stjaalet for 4 Rigsdaler Værdie, skal knibes og hænges. Smaa Tyverier skulle straffes med Brændemærke i Panden og gives fra 100 til 150 Slag med Pisken.
§ 9 Den Neger, om i Onde løfter sin Haand mod en Blank, eller truer ham, eller giver ham knubbede Ord, skal uden Naade knibes 3 Gange og derefter hænges om den Blanke det forlanger, hvis ikke, da skal han miste sin Haand.
§ 11 En Neger, som kommer en Blank i Møde paa vejen, skal gaae til Side og staae stille, indtil den Blanke er passeret ham forbi under Straf af en Lussing af den Blanke.
§ 16 Al Dans, Fest, Spil og deslige, skal være Negerne aldeles forbudet, med mindre det skeer med deres Mesters eller Mester-Knægts Samtykke og i deres Nærværelse.

Resten af paragrafferne var af lignende skuffe, så slaverne skulle ikke rokke ret meget med ørene før de blev straffet. Den gode guvernør Gardelin blev dog så mild med årene, at § 6 blev mildnet, så en tyv nu ikke skulle knibes og hænges, men kunne nøjes med at få ørene skåret af.
Reglementet blev prøvekørt på St. John, hvor der skulle statueres nogle eksempler for at genoprette disciplinen, så nogle maroon-negre (løbet maroon = stukket af) blev indfanget, og de øvrige slaver skulle overvære alle Gardelins variationer. Det havde ikke just den ønskede virkning, for næste dag løb hundrede slaver maroon. 

På det tidspunkt var der 109 plantager på Sct. John med tilsammen 1087 slaver, og der var kun 208 hvide på øen. Flere plantager bestod kun af sorte, idet herskabet boede på det mere komfortable Sct. Thomas, og så var der en betroet med-slave, en bomba, der holdt styr på tropperne. Flere af plantagerne havde fået nye slaver direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end de slaver, der var født på øerne og var vokset op i slaveri. 

Der var netop kommet nye friske slaver fra aqvambustammen, og guvernør Gardelins reglement afskrækkede dem ikke, for de var ikke bange for at dø – de var bange for at skulle leve som slaver.

Kong Juni og de tre kanonskud.

Kong Juni havde været en stor høvding i Afrika, og han fik sit navn Juni, fordi han ankom i juni måned. Tilsyneladende var han en fredelig, dygtig og intelligent mand, men han organiserede et oprør på Sct. John sammen med slaverne Kanta og Claes.

Natten til 23. november 1733 arbejde Kanta og Claes sig op ad bjerget, hvor fortet Frederiksværn lå på Fortsbjerg. Fortet havde kun en besætning på otte soldater anført af korporal Johan Høg. Christen fra Kalundborg stod skildvagt i den mørke nat, og da han hørte støj, råbte han slaverne an, og der blev svaret: ”Negre med huit” (brænde). Det var normalt, at der skulle afleveres brænde søndag nat, men ikke normalt, at de trak deres sukkerknive ud af brændeknipperne og skar halsen over på Christen. Oprørerne fortsatte ind i fortet, og med deres sukkerknive huggede de i mørket de halvvågne soldater ned, undtagen Jon Gabriel, der lammet af rædsel havde gemt sig under sengen. Det lykkedes ham senere at flygte fra den nu forladte fæstning og nå til St. Thomas med beskeden om oprøret, men kort efter tog han det liv, der den nat tilfældigvis var blevet skånet.

Det danske fort var faldet, og oprørerne plyndrede kommandørboligen og resten af fortet og trak glædestrålende i de røde uniformer og forsynede sig med 25 nye flintebøsser med tilhørende kugler og krudt.

Oprørerne fik med besvær affyret de tre kanonskud, der var tegn til planterne om, at der var noget galt, og at de som alle våbenføre mænd skyndsomst skulle tage til fortet. Samtidig var det tegn til oprørerne om, at oprøret var startet, og når planterne var væk, lå plantagerne næsten værgeløse for oprørernes sukkerknive.

Kong Juni, der havde ventet på de tre skud på sin egen plantage, gik ind i landfoged Soedtmanns soveværelse, hvor han skar halsen over på den sovende mand, og hovedet ramte gulvet med et forundret udtryk i øjnene. Også Soedtmanns 13 årige steddatter Helena, fik skåret halsen over af kong Juni, inden han iførte sig landfogedens røde uniform og trekantede hat og red ud for at se, hvordan det gik med oprøret.

Den første og sværeste del af oprøret var lykkedes med fortets indtagelse, og et bredt bælte af plantager ved foden af bjerget var indtaget. Kong Junis styrke delte sig, og ordren var utvetydig – alle hvide mænd, kvinde og børn skulle dræbes.

Oprørske kvindet i blodindsmurte kjoler af silke og tyl.

Efterhånden som oprørerne kom frem, blev styrken forøget med maroon-negre og med slaverne fra de plantager, de plyndrede undervejs. Det var en broget flok af dræbere, der nærmest lignede et muntert karnevalsoptog. Mange havde iklædt sig ofrenes tøj, og mange var godt berusede, medens de gik fra det ene blodorgie til det andet. Mændene var i farvestrålende uniformer, nogle for store og nogle for små, mens kvinderne bar lange blodindsmurte kjoler af silke, tyl og fløjl. 

Kvinderne var de vildeste over for de hvides børn, for de havde selv oplevet deres egne børn blive fravristet dem og smidt på stranden før indskibningen, eller børnene sygnede væk på slaveskibet under overfarten eller blev senere solgt til fremmede.

Det var dog ikke alle slaver, der var med oprørerne, især mange kreolslaver var stadig tro mod deres herrer og kæmpede mod oprørerne. Efterhånden som oprørerne kom frem, var de hvide forsvundet, og nogle havde forskanset sig på en pynt ved Coral Bay. Der var 17 hvide og omkring 20 sorte, men mod en overmagt på over 200 oprørere. Deres blodrus var gået over til en rus af killdevil, og de havde næsten ingen skydevåben. Kong Juni satte dog et stormløb i gang, og opdagede forundret, at ikke alle slaver havde sluttet sig til oprørerne – tværtimod – for slaver kæmpede mod slaver.

De hvide var i besiddelse af et par kanoner, men da de ikke havde kanonkugler, havde de fyldt kanonløbet med småsten og jernfragmenter. Kanonerne var under ledelse af englænderen Charles, der havde en fortid i Royal Navy, og han ventede koldblodigt til oprørerne var inden for tæt skudhold. Selvom ingen døde, blev næsten alle ramt, og angrebsbølgen standsede øjeblikkeligt.

På St. Thomas var man bange for, at oprøret skulle brede sig, og guvernør Gardelin gik i gang med at opstille en undsætningsstyrke, der bestod af 18 soldater fra fortet i Charlotte Amalie, samt et halvhundrede pålidelige frinegre og kreolslaver. Skibe blev lastet med kanoner, madvarer og drikkevand, og selvom kong Juni satte et angreb ind, kom hjælpetropperne i land, og oprørerne forsvandt i skoven. 

Jagten blev sat ind, men kong Juni og hans folk skjulte sig i skoven, når fjenden nærmede sig. De blanke prøvede at udsætte tønder med kildevil, der var iblandet rottegift, men giften slog ikke oprørerne ihjel, de blev blot alle elendigt syge.

Da parterne var nogenlunde lige snu, blev guvernør Gardelin efter to måneder uden fremskridt klar over, at han behøvede hjælp udefra. 

En engelsk orlogskaptajn Jan Tallard ankom med en fregat med 36 kanoner, og hans 100 mand gennemstrejfede øen i to dage uden at se en eneste oprører, men den tredje nat kom der et overraskelsesangreb på hans styrker. Så hurtigt som en mand, der havde stukket en hånd i et hvepsebo, trak Jan Tallard sine styrker væk fra Sct. John. 

Andre forsøg blev gjort på at få oprøret under kontrol, men fire måneder efter var Sct. John stadig under kong Junis kontrol.

Nu gik der storpolitik i foretagendet, for Ludvig den Femtende var stærkt interesseret i Danmarks neutralitet i den kommende arvefølgekrig, så den franske guvernør blev beordret til at hjælpe danskerne med at nedkæmpe oprørerne på St. John. Den aldrende, men erfarne general Marquis de Longueville ankom med to skibe og 228 veltrænede kreolslaver, der blev delt i to styrker, således at der konstant var patruljer over hele øen. Det var ikke en jagt, der var let, for det var den store regntid, og regnen strømmede ned fra morgen til aften, og de små moskitoer plagede soldaterne. Enkelte slaver blev fanget, og nogle stykker skudt, men det store gennembrud manglede. 

Efterhånden blev ni slaver fanget og lagt i jern, men soldaterne fandt også slaver, som tilsyneladende havde begået selvmord. Af de omkring 100 oprørere incl kvinder og børn, der formodedes at være i live, da general Longueville havde begyndt jagten, havde han kun fundet en tredjedel.

Kollektivt selvmord. 

Kong Juni og hans oprørere var hulkindede og vaklende, og de havde forbindinger på arme, ben og hoved, og de havde kun et par flintegeværer tilbage og ellers kun sukkerknive og hjemmelavede buer og pile. Efterhånden var de trængt ud på Sct. Johns østligste punkt Newfound Bay, og der var ikke længere over til den store engelske ø Tortola, end at en voksen mand eller kvinde sagtens kunne svømme over. Men kong Juni og hans folk kom fra det indre Afrika, så de kunne ikke svømme og forstod ikke at bygge en kano. De var gået frem til Sct. Johns østligste punkt, ikke fordi det lå nær Tortola, men fordi det var nærmere Afrika. 

Medens de hvide og kreolslaverne langsomt rykkede frem, blev en okse, som oprørerne 
møjsommeligt havde trukket med, slagtet, og der blev stillet nogle tønder med killdevil frem, og så festede akwamboerne med trommer, sang og dans natten igennem. Da solen stod op, dræbte de sig selv. Kong juni og hans kone var de sidste. Hans kone manglede mod: ” Jeg fejler Mod og kan ikke”, hvorefter Kong Juni skar halsen over på hende og derefter på sig selv.

I løbet af den måned Marquis de Longueville havde været på øen, havde han reelt kun skudt eller fanget syv oprørere, resten havde overgivet sig eller taget livet af sig, men Longueville blev alligevel fejret som en befrier. Festen varede i fire dage og kulminerede med, at de fem sidste fanger på St. John blev levende brændt. Der var stadig 16 oprørere på øen, men de havde ikke mulighed for at opretholde livet, så de sendte bud til sergent Øttinger på fortet, at hvis han lovede dem straffrihed, ville de overgive sig frivilligt. Øttinger lovede, at ingen af dem skulle blive straffet, hvorefter de blev lagt i jern, og de fire døde i fængslet, før de fik deres dom. Syv blev henrettet, og fire andre blev dømt til at trælle sig ihjel på anlæggelsen af fortet på St. Croix. Sergent Øttinger blev forfremmet til løjtnant for sin ”dåd”.


Brødremenigheden slog plat og krone.

Vi skal lidt tilbage i tiden til 6. juni 1731, hvor Christian den Sjette og Sophie Magdalene skulle krones til konge og dronning i Frederiksborg Slotskirke. Med til festen var stifteren af brødremenigheden i Herrnhut, selveste rigsgreve Zinzendorf, der før rejsen havde spurgt Frelseren, om han skulle tage af sted, desuden hvilke rejserute han skulle tage, og hvordan han skulle optræde i København. Nu skulle man ikke tro, at Frelseren ville tage sig af sådanne småting, men rigsgreven kastede lod med terninger, som det stod skrevet i Det gamle Testamente, Salomons Ordsprog, 16 kapitel.” Lodden kastes i Skjødet; men den falder, alt som Herren vil”.Udfaldet var derefter Frelserens vilje – som enhver kan forstå. 

Rigsgreve Zinzendorf og hans tilhængere har en lidenskabelig interesse for Jesus sår og blod og det kommer til udtryk i alle prædiker og i de to tusinde salmer – den længste på 113 vers, som Zinzendorf skriver på sine lange rejser.

I København ville tilfældet, at rigsgreven blev indlogeret hos grev Laurvig, der var kongelig overstaldmester og direktør for Det Vestindisk-Guineiske Kompagni. Greven havde selvfølgelig sin egen tjenerstab med, men alligevel stillede grev Laurvig sin kammertjener Anton til rådighed, og Anton var ikke bare sort, han var kulsort.

Anton fortalte, at han var født som slave på Sct. Thomas, men var blevet sendt til København som tjener for direktøren, og det var han ganske godt tilfreds med. På øerne havde han ofte bedt til gud om, at han kunne få den kristne lære, som de kristne så ofte talte om, men dog sjældent levede efter. Anton var sikker på, at der var andre ligesindede negre på øerne, som også gerne ville omvende sig til kristendommen. 

Anton blev lånt med til Herrnhut, hvor han for den samlede brødremenighed fortalte om slaverne, der levede i hedensk blindhed og tørstede efter at vide noget om Gud og Kristus. Brødremenigheden blev fyr og flamme, og to brødre, Dober og Nitschmann, blev udtrukket til at tage af sted som missionærer. 

Med 6 daler og to dukater på lommen fik de skibslejlighed til København, hvor de forelagde deres planer for direktøren af Det Vestindiske-Guineiske Kompagni. Direktøren syntes dog ikke, det var en god ide, for hvad skulle de leve af? Brødrene foreslog, at de ville sælge sig som slaver, men direktøren rystede på hovedet og sagde tørt, at hvide mennesker ikke havde det privilegium at kunne blive slaver. Men de to brødre stod fast på, at de ville føre de sorte slaver ud af djævelens mørke og ind i Jesu lys. Deres forehavende rygtedes ved hoffet, så prinsesse Charlotte Amalie forestod en indsamling, og en måned senere forlod brødrene København med kurs mod St. Thomas.

De to missionærer fik kost og husly på en plantage ved Mosquito Bay. Medens Nitschmann udførte noget tømmerarbejde, begyndte Dober at missionere og startede med Antons søster. Med forundring gik det op for hende, at han ville hende det godt, så hun blev hurtigt omvendt:” Hvis jeg kunde faa den hele Verden, og det holdt mig væk fra Frelseren, vilde jeg ikke værdige den et Blik”, sagde den udslidte slavinde. De to missionærer fortsatte med at missionere, og efterhånden kom der ret mange til deres møder. Dober blev alvorligt syg, men blev senere opsynsmand på en af Beverhoudts plantager, så nu kunne han omgås slaverne fra morgen til aften. Efter et par år var der dog kun kommet fire sjæle ind i folden, men måske var der alligevel sået et korn i andres slavers hjerter.

I 1734 ankom et hold på 18 brødre og søstre fra Herrnhut til St. Croix, men det blev en sørgelig affære. Det var meningen, at de skulle være kolonister og passe missionsarbejdet ved siden af, men de kunne ikke klare de barske forhold på den næsten uopdyrkede ø, så flertallet døde inden for et par måneder, og resten kom i strid med hinanden. 

Først et par år efter, da Friedrich Martin ankom til øerne, fik han god gang i missionsarbejdet, og slaverne kom langvejs fra om søndagen for at høre hans prædikener, synge salmer og deltage i fællesbønnen.

Det begyndte at gå bedre for brødrene, idet de tjente penge ved deres håndværksarbejde. Der blev også indsamlet bidrag til dem i Herrnhut, og de kunne endda købe en plantage, som de kaldte Basunbjerget, og med ejendommen overtog brødrene også ni negerslaver. Det var kun en enkelt plantageejer, der syntes, at det var i orden, at slaverne blev kristne. De fleste andre forbød slaverne at deltage i bønnemøderne, for negerne var skabt af djævelen, og at formindske afstanden mellem sort og hvid ville bare fremkalde endnu et slaveoprør.

Plantageejernes modstand voksede, og de krævede, at myndighederne skulle forbyde brødremenigheden. Da der efterhånden var 650 tilhængere, blev Frederich Martin og hans nærmeste medhjælper fængslet, og planterne forlangte, at alle missionærer blev udvist fra de danske øer.

Da skete miraklet. Selveste brødremenighedens forstander, rigsgreve Zinzendorf, var, efter behørig lodtrækning selvfølgelig, arriveret til St. Croix. Han startede med et sort bønnemøde med over 300 slaver som tilhørere og med budskabet her frit forenklet: ”I er enfoldige, og af Guds vise Råd er I Slaver og skal forblive Slaver, og I må være jeres Herre og Frue og Mesterknægt lydige og arbejde med Kærlighed og Iver, som var det jeres eget. Thi I skal vide, at Kristus sætter enhver af sine Børn til det Arbejde, som de er skabt til, og I skal senere få Belønningen i det himmelske Paradis”. 

Mødet sluttede, og en flok hvide angreb slaverne med stokke, fortsatte til Basunbjerget og splittede det hele ad. Zinzendorf rystede på hovedet og mente, at Herren snart ville drage dem ud af deres vildfarelse.

For at gøre en meget lang historie lidt kortere, opdagede de hvide efterhånden, at slaverne blev mere føjelige, og arbejdet blev gjort med flid og troskab, når de var blevet døbt. 

Brødremenigheden, kaldet ”St. Croix’ Apostle”, blev efterhånden selv en af St. Croix’ største slaveejere, og mange brødre blev regnet for nogle af de mest brutale. Men de piskede jo kun i en god sags tjeneste, for uden indkomsten fra slaverne kunne de jo ikke være gode mod andre slaver. 

I 1796 var selveste generalguvernør Thomas de Malleville medlem af Brødremenigheden, og omkring halvdelen af slaverne var blevet kristne. Det endte med, at slaverne sagde det samme som deres ejere: ”Vi er de sletteste Mennesker under solen. Vi har det bedre som Slaver i Vestindien end som frie Mennesker i Afrika”. 

Øerne bliver til kronkoloni.

Efter at Danmark havde købt St. Croix af franskmændene i 1733, blev den norske storkøbmand Frederik Moth guvernør, og danske landmålere lagde en hovedlinje gennem øen og opdelte den i ni kvarterer. Danskerne var stadig ikke meget for at friste skæbnen i det ukendte, så kun et par hundrede kom til øen som servinger, så de fleste nye tilflyttere var englændere. Der manglede slaver, så slavehandelen blev givet fri, hvorimod kompagniet stadig havde monopol på al anden handel.

Det passede bestemt ikke planterne, så de boykottede kompagniets slaveauktioner, og de foreslog, at kongen købte kolonierne. Frederik 5. interesserede sig ikke det mindste for statslige anliggender, men hans rådgiver Adam Gottlieb Moltke tilrådede købet. I 1754 blev kronen ejer af hele herligheden formedelst 1,4 millioner rigsdaler – et svimlende beløb, der forarmede hjemlandet i årevis, mens kompagniets tidligere ejere gned sig i hænderne. 

Som kronkoloni fik øerne ny administration med en hær af nye embedsmænd, og Christian Lebrecht von Pröck blev udnævnt til øernes første generalguvernør, og da han selv drev flere plantager, havde han stor forståelse for planternes synspunkter. Han var korrupt, men populær, for han havde en stor, naturlig eftergivenhed, når det gjaldt om at give henstand med betaling af skatter og afgifter. Efter 11 år blev han afsat, og endelig kom der orden på tingene med generalguvernør Peter Clausen.

Det brune guld – sukkeret.

Under umenneskelige forhold for slaverne blev sukkerrørene valset i sukkermøllerne, og saften kom ned i forskellige kar, og under opvarmning og kyndig overvågning af sukkermesteren, krystalliserede sukkeret sig og kom på tønder til afskibning til København. I København, hvor der alene var 20 raffinaderier, blev sukkeret raffineret til sukkertoppe, der blev eksporteret til hele Nordeuropa. Købmændene blev ufatteligt rige, og nye palæer og herregårde blev opført for sukkerpengene. Sukker var lig med guld, ligesom silden havde været det i middelalderens København. Halvdelen af den danske import bestod af sukker fra Vestindien, og halvdelen af eksporten var også sukker. Staten tjente i det hele taget tykt på kolonien med grundskat, bygningsskat, kopskat på slaver, stempelafgift, told og tiende. 

Danmark prøvede at holde sig neutral i krigene i Europa, så alle de stridende magter kunne benytte havnen på St. Thomas, der fik kronede dage. Også de engelske postskibe havde havnen i Charlotte Amalie som første anløbshavn i Caribien, og mindre skibe sejlede herefter posten videre til resten af Caribien. Skibe fra København anløb også i en lind strøm, og som ballast havde de mursten i lasten til at opføre alle de nye bygninger. I årene 1819-28 ankom der i gennemsnit 2.754 skibe til Charlotte Amalie om året, og det var noget, der fik øerne til at blomstre. Besøgende blev ganske overvældet af den umådelige velstand, de mødte overalt, og som ikke havde sin lige i hjemlandet. Der var dog en ulempe for de danske embedsmænd, for de fik den samme løn som i hjemlandet, og der var den ganske rimelig, men på øerne forslog den ikke rigtigt, for prisniveauet var meget højere derude.

To øjenvidner med hver sin konklusion.

Den almindelige dansker vidste ikke meget om slaveriet i Dansk Vestindien, men på regeringskontorerne havde man jo nok en anelse om, at der blev begået grusomheder. Der havde været flere besøgende på øerne, som havde meldt tilbage til København om forholdene for slaverne, og meldingerne var mildest talt meget modstridende. 

Doktor Isert opholdt sig i 1787 på især Sct. Croix, hvor det egentlig var meningen, at han ville botanisere, men han fik snart andet at tænke på, og han nedskrev omhyggeligt alt, hvad han så, og det i klar og utvetydig fordømmelse. Slaverne arbejdede fra tidlig morgen til sen aften og blev drevet frem af bombaens piskeslag, ligesom man driver på en flok okser. På dette tidspunkt var der omkring 3.000 hvide og 24.000 negre på St. Croix, og da slaverne hvert år blev dyrere, tvang ejerne dem til at slæbe så meget, som de var i stand til uden at omkomme.

Plantagernes værdi steg og steg, og ofte kunne de sælges til det dobbelte efter få år, men så skulle de nye ejere have pint så meget som muligt ud af slaverne og plantagerne. De små jordlodder, hvor slaverne tidligere havde dyrket deres yams og grønsager om søndagen, blev inddraget og beplantet med sukkerrør, og i stedet fik slaverne fødevarerationer fra ejerne. Tilsyneladende en forbedring, men da ejerne ønskede en hurtig fortjeneste, blev rationerne beskåret til det strengt nødvendige, og ofte sneg hungersnødens spøgelse sig rundt imellem slavehytterne.

Føden var elendig og knap, og hvis en slave formastede sig til at bede sin mesterknægt om noget at spise, fik han som en anden Oliver Twist et dusin slag med ridepisken for sin frækhed. Doktor Isert beskriver den ene grusomhed efter den anden, som da en slavinde gik rundt med en blikmaske for ansigtet, fordi hun havde forset sig på ejerens killdevil. Eller husslaven, der var så uheldig at knalde en tallerken, hvorefter hun blev bagbundet og hængt op, medens ejeren ganske langsomt stak negerinden med nåle, indtil naboerne kom rendende og bad hende stoppe. Jo, det var artige sager, der blev rullet frem. 

Hjemkommet til Danmark opsøgte doktor Isert den danske finansminister grev Schimmelmann og forelagde ham den ide i stedet at dyrke sukkerrør i Afrika og opgive slavetransport og slaveriet i Vestindien.

Englænderne var på det tidspunkt ved at undersøge mulighederne for at komme slaveriet til livs, og det vidste Schimmelmann godt, for han var selv ejer af to store plantager på St. Croix og var direktør for den danske slavehandel. Faktisk så blev den gode Schimmelmann helt utilpas over at høre Iserts beretning om slavetransporten over Atlanten og forholdene på øerne. Iserts beretning blev i 1788 trykt i det danske månedsskrift ”Iris” og vakte behørig undren om forholdene i denne del af kongeriget.

Men så kom en anden meget agtværdig person på banen i form af rektor Hans West, der havde læst Iserts beretning. West havde boet og arbejdet på øerne i flere år, og Iserts beretning var løgn fra ende til anden.

Hr. Hans West var student og havde studeret sprog og havde også fået udgivet noget digteri, som dog blev sablet ned, men hvor om alting er, så fik han efter flere afslag som lærer derhjemme en stilling som førstelærer på St. Croix.

Han kastede sig så over negerspørgsmålet, og han slår fast, at man aldrig hører ordet slave i Vestindien, thi de omtales kun som neger eller negerinde, og disse mennesker er da også friere og lykkeligere, end ordet slave antyder. Når f.eks. negerinderne lægger deres nøgne børn på jorden under arbejdet, er det til børnenes bedste, for de kryber og tumler rundt, og de er næppe to år, før de bliver sat til en eller anden sund beskæftigelse.

Negerne får også rigelig føde, og der spares intet, hvis en neger skulle skrante lidt, for så står der straks både læger, jordemoder, lægemidler, madeiravin og sagomel til rådighed, og alt er til den syges tjeneste. Negerne har det derfor godt efter rektor West mening, selvom de er lade, onde og tyvagtige og lugter værre end en ulykke, så man må træde ud af deres spor for at undgå den kvælende ubehagelighed.

Men der er jo et problem, idet der dør to negre for hver gang, der fødes en ny, så slavebestanden går hele tiden ned ad bakke, hvis der ikke tilføres nye slaver. West foreslår derfor at forøge slaveantallet med 10.000 nye slaver og så håbe på, at den naturlige forplantning kan vedligeholde bestanden.

West havde yderligere en plan, idet han foreslog at oprette et ”colonialinstitut”, hvis formål skulle være at sikre den fremtidige slaveavl. Sunde, unge, stærke afrikanere af begge køn, dog to kvinder for hver mand, skulle bo under de bedste forhold med rigelig kost og minimalt arbejde og kun koncentrerer sig om at udklække slavebørn, som så kunne sælges til planterne.
Da den gode Ernst Schimmelmann hørte og læste Wests beretning, fik han det straks bedre igen, for alt i alt var det jo kun sorte barbarer, der fik styr på deres indre ondskab ved at udføre hårdt arbejde fra morgen til aften, og det takket være de blanke. 

Men der lurede noget. I England var der store protestbølger imod slaveriet – det så vi ikke noget af i Danmark, men der var nok nødt til at blive gjort noget.

Forbud mod slavehandel.

Her er der noget, vi skal gå stille med dørene med, for resten af verdenen tror, at danskerne var det første land i verden, der forbød slaveri, og det er virkelig noget, der giver goodwill for de hjertevarme og menneskelige danskere. Men det er desværre en beklagelig misforståelse i alverdens historiebøger, for kongen kom med et forbud mod slavehandel, men han nævner intet om at ophæve slaveriet.

Det var ikke Christian 7.’s ide, for han var nærmest sindssyg, men kongen bekendtgjorde 16. marts 1792, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså 10 år senere. Ideen kom fra finansminister Schimmelmann, der godt vidste, at negerne døde i hobetal, fordi de blev så dårligt behandlet, og de fødte for få børn, fordi negerinderne aborterede under det hårde arbejde. 

Slavetransporten var også en beskidt affære, for omkring en tredjedel af både søfolk og slaver døde under overfarten, og man kunne ikke blive ved at skaffe alle de søfolk. Desuden var handelen heller ikke særlig profitabel mere.

Nu skulle planterne have klar besked om, at de skulle passe ordentlig på slaverne, for det var slut med importen, nu skulle de være selvforsynende med slaver. De 10 år inden slavehandelen blev forbudt, var dog ikke en neddrosling. Tværtimod, for slavejagten blev intensiveret for at nå op på et passende antal, så man kunne blive selvforsynende. I de næste 10 år blev der overført 11.000 nye slaver til de danske øer, og staten gav billige statslån til planterne, så de havde råd til at købe slaverne.

Normalt blev slaver betalt med veksler, og de danske statsveksler var særligt gunstige, for de havde kun en forfaldstid på 3 måneder, i stedet for de normale 12 måneder, så de gode betalingsforhold tiltrak engelske negerladninger. Priserne faldt på St. Croix, og en udsøgt slave kunne købes for måske 400 rigsdaler og straks videresælges på de engelske øer for 500 rigsdaler, så der var god fortjeneste til planterne med det slavehandelsforbud. 

Plantageejerne ejede ikke skam i livet, så de piskede stadigvæk på slaverne for at få dem til at arbejde mere og mere. Da slavehandelsforbudet blev indført, var der 21.538 slaver på St. Croix, og efter tre år blev der bragt 4.230 friske slaver til øen, men de 622 blev videresolgt. Hvis fødselstallet opvejede dødeligheden, burde der i 1795 have været 25.146 slaver, men skattelister viste, at der kun var 24.368, med andre ord så døde der mange flere slaver, end der blev født. 

Den nye ekstra tilførsel hjalp tilsyneladende ikke, og Schimmelmann begyndte at spekulere i rektor Wests ide om statslige negerstutterier, hvis formål skulle være systematisk og statskontrolleret slaveavl. Som en gestus for god indsats kunne forældrene, når de var udtjente, sejles tilbage til Afrika. Hele planen vakte bifald både hos planterne og i det hjemlige rentekammer, så i 1807 ville forslaget med sikkerhed blive vedtaget. Men så kom der en stor, uventet nyhed. Englænderne havde standset slavesejladsen og forberedte sig på helt at stoppe slaveriet, så kronprins Frederik måtte skyndsomt begrave stutteriforslaget. 

Mange danskere troede, der lå humane ideer bag det danske forbud mod slavehandel, men faktisk var det kun slavehandelen mellem Guinea og Vestindien, der var forbudt. Selvfølgelig kunne man stadig handle slaverne på øerne og skille ægtefæller ad og bortsælge børnene.
P.A. Heiberg skrev om kronprinsen: ”Negrens Lænke han med ædel Kiækhed brød”. Og ikke nok med det, for den næste digter var Adam Oehlenschläger, der ved en kongelig bryllupsfest lod en neger træde frem og hylde Frederik 6. med ordene:

Vi veed, han var den første Drot i Norden
Som fri de sorte Brødre gav
Vi elsker ham, skiøndt halve Jorden
Os skiller fra ham ved uhyre Hav.


På det tidspunkt hvor den gode, milde konge blev hyldet, trivedes negerslaveriet i Vestindien i bedste velgående og havde endnu tyve rige år foran sig. 

Fortsættes i 3. del af Dansk Vestindien før og nu
Peter von Scholtens storhed og fald

Tilbage til forsiden