 Vietnam Trekking blandt ukendte stammefolk og sejllads i Halong bugten. 2. del En rejsefortælling af Kim Greiner. Februar 2005
Der er ikke det allerhjerteligste forhold mellem de to lande, og så sent som i 1979 prøvede kineserne at invadere dele af det nordlige Vietnam, og Lao Cai blev i den forbindelse næsten jævnet med jorden, så de fleste bygninger i byen er nye. Grænsebyen på den kinesiske side hedder Hekou, og som der står i Lonely Planet, så skal man være en stor entusiast af kinesiske grænsebyer, hvis man ønsker at ”hang out here”.
Så store entusiaster var vi nu heller ikke, og desuden holdt vores minibus klar, og lidt efter kørte vi igennem Lao Cais øde morgengader, og det virkede som en vældig kontrast til Hanois menneske- og trafikmylder. Der er omkring 35 km mellem Lao Cai, og Sapa der var vores bestemmelsesmål, men kørselen tog omkring 1½ time, da det var af snoede småveje igennem øde bjerglandskaber. Trafikken var stadig meget minimal, og vi mødte kun 2 biler og en enkel motorcykel, og så lige en flok vandbøfler, der gik midt på vejen. Selvom det ofte er tåget og køligt i Sapa, var det netop på grund af det kølige klima, at franskmændene i 1922 flyttede nogle minoritetslandsbyer, og her udviklede et kur- og feriested i bjergene. Der blev bygget en landingsbane, en kirke og omkring 200 franske villaer skød op på bjergsiderne. Idag er der dog kun et par franske villaer tilbage, for også Sapa led hårdt under den kinesiske invasion i 1979. Efter at grænserne til Vietnam blev åbnet i slutningen af 1980 erne, begyndte Sapa at live op igen, og byen har fået ”kultstatus” blandt rygsækrejsende og andre turister, der især kommer i weekenden for at overvære markedet i Sapa. Centrum af byen virker derfor turistpræget med en del hoteller og restaurationer, og store skilte med Fijufilm må man også leve med. Byen er dog ikke ødelagt, som man kan se i Sydeuropa med hotelsiloer, der står side om side omkring en swimmingpool, for Sapa er en meget malerisk by. De typiske smalle huse med små balkoner og hyggelige gesimser er malet i de dejligste duche varme farver, og altid med 2 kontrastfarver på hvert hus, så det var lige før det nærmede sig Disneylandstil. Vietnams højeste bjerg Fan Si Pan på 3.143 m ligger forresten lige i nærheden, men det indgik ikke i vores program, at vi skulle derop.
Vi havde dagen til fri disposition, men Gitte havde fået nogle maveproblemer, så hun disponerede lidt på langs. Imens gik jeg ud for at se lidt nærmere på byen, og måske se noget til de to vietnamiske mininoriteter, som kommer ind til Sapa fra de omkringliggende landsbyer for at handle. Det var blandt nogle af Vietnams etniske minoriteter, vi de næste dage skulle på trek, så jeg vil lige her benytte lejligheden til at fortælle lidt om de minoriteter, vi senere ville støde på.
Vi skulle jo også se lidt mere til Sapa, så vi gik ud i sydvestenden af byen, hvor der ikke var turistet, men var en blandet beboelse med et par enkelte købmænd, der ihvertfald ikke handlede med turistvarer.
Næsten ude af byen stod et stort krigsmonument, og der var malet store billeder af krigsscener på væggene, og op ad bjergsiden stod hundredvis af gravsten på rad og række. Vi gik ærbødigt nærmere, og hver sten havde et vietnamesisk navn og dødsårstal i begyndelsen af 1950 erne, der var den tidsperiode hvor franskmændene prøvede at genvinde magten over Vietnam. Gravene stammede fra Vietnams frihedskamp, hvor et af de mest berømte slag blev udkæmpet heroppe i bjergene mod nord. Teknologisk var franskmændene langt overlegne, men stillingen i dalen havde den ulempe at vietnameserne med general Giaps i spidsen, havde kontrollen med de svært fremkommelige bjerge, så alle franske forsyninger måtte komme fra luften. Franskmændene følte sig dog sikre, for de mente ikke vietnameserne kunne få artilleri og forsyninger frem til dalen, da de vietnamesiske baser lå over 500 km væk. Men der blev gjort regning uden vært, for vietnameserne skilte kanonerne ad og i smådele blev de ad junglestier bragt frem til de omkringliggende bjerge og camoufleret. Mellem 100.000 og 200.000 vietnamerere transporterede i de næste måneder ammunition og forsyninger frem til slagmarken, og nogle vietnamesiske kompagnier gik 950 km på bare fødder eller i sandaler, der var skåret ud af gamle bildæk.
Derefter fulgte i tusindvis af vietnamesiske infanterister, der dag efter dag angreb i bølge efter bølge, og de franskmænd, der overlevede slaget, beskriver det som ”helvedet på et meget lille sted”. Landingsbanen blev bombet og var ubrugelig, og herefter kunne franskmændene kun få forsyninger frem med faldskærme, men bjergene var stejle og gjorde indflyvningen vanskelig, og vejret var ofte dårligt.
Under slaget drøftede franskmændene og amerikanerne i dybeste alvor, at ”rydde op” i dalen med en atombombe, men det blev forhindret af englænderne, der var bange for at ødelægge det nye gode forhold til Kina.
Alle 13.000 franskmænd i garnisonen blev enten dræbt eller taget til fange, og på den vietnamesiske side kostede slaget 25.000 Viet Minh soldater livet. En del af dem lå her på denne bjergskråning i Sapa, hvor vi fredeligt sad på stenen til krigsmonumentet, og jeg håbede ikke, at de mennesker, der kikkede ud på os fra et af nabohusene, tog os for at være franskmænd. Egentlig ville vi ind for at se Sapas lille kirke, for døren stod åben, men da vi stak hovedet ind kunne vi se, at kirken var fuld af black H´mong der sad pænt og ventede på, at gudstjenesten skulle begynde. I mine korte bukser ville det være gudsbespotteligt at gå ind og blande os, så vi fortrak stille, og vi fik istedet en ”snak” med nogle børn ved et stort gyngestativ, der var lavet af kæmpebambus. Lad os bare indrømme det, for efter at vi havde pakket bagage i de vadsække, vi skulle have med på de næste dages treek i bjergene, tilbragte vi resten af eftermiddagen på Victoria Sapa Hotels solbeskinnede tagterrasse, og det uden at foretage os noget som helst. Nå ja, vi sad da med en bog, men mine øjne vandrede mest rundt til udsigten over byen og til de omgivende grønne bjerge, og også lidt til de 3 flag, der smældede på stribe ved hotellets indgang Trikoloren, Vietnams røde flag med den gule stjerne, og så Dannebrog såmænd.
Hotellets overdådige morgenmadsbuffét blev spist sammen med en flok lidt ældre danskere, og en af dem stod i forbindelse med de hjemlig græsgange og kunne meddele, hvordan folketingsvalget var forløbet. Vi må vel erkende, at vi også snart tilhører de lidt ældre, men de andre lidt ældre lignede ikke nogen, der skulle ud og vandre i bjergene, og hvad de ellers skulle, ved jeg ikke. Men vi skulle ud og vandre, og solcremen var smurt på, og rygsækken var pakket, og sommerfuglene baskede i maven.
Vi kom forbi nogle huse med flokke af småbørn, som jeg gerne ville fotografere, men Truong sagde jeg skulle vente til senere, for vi var endnu så tæt på vejen, at de ville have penge for at være fotomodeller. Man skal altid spørge om lov, inden der må tages fotos, og det lykkedes heller ikke senere, da vi kom til tailandsbyen Ban Ho, for der var de for generte, så jeg så i ånden, at alle de gode motiver ville fordufte af den ene eller anden grund. Landskabet ville dog gerne fotograferes, og det var også malerisk med de grønne bjerge med terrassemarker langt oppe af skråningerne, og en flod der slyngede sig igennem dalbunden.
Det store kommunale elværk var ikke helt færdig endnu, så vi så et af de mindre, der bestod af en bambusrør, hvor en vandstråle ramte et skovlhjul på 10 cm i diameter, og fra en dynamo gik et par tynde ledninger hen til et hus. Det gik stejlt op ad en bakke, og ved en lokal hytte var der frokostpause. Truong forsvandt ind i hytten til ildstedet, medens vi sad udenfor under et halvtag og svedte, og vores frygt for at skulle vandre i sneklædte bjerge kunne vi godt glemme alt om, for det var 30 graders varme. Frokoster i felten viste sig altid at være en stor portion suppe med kødstumper og masser af grøntsager, og på mærkværdig vis lykkedes det faktisk at slupre det meste op med et par spisepinde.
I taylandsbyen Muong Bo gik det bedre med fotograferingen, og vi stoppede ved en stor flok børn og kvinder, der sad langs gaden, og efter at have hilst på og udvekslet nogle artigheder, var der åbnet for fotograferingen, og vi fik nogle farvestrålende billeder.
Vandbøfler vandrede unyttige rundt på markerne, og ventede på, at det skulle blive marts måned, så de kunne komme ud at pløje markerne, eller også håbede de på, at loppetjansen bare ville vare ved. I Danmark ville vi ikke kalde de jordstrimler, de dyrkede, for marker, men for trappetrin, for markerne var mange steder ikke mere end 1 meter brede, men til gengæld lå de i hundredvis efter hinanden op ad bjergsiderne, der mest bestod af meget klæg rød lerjord. Ved en stor skole midt i landsbyen drejede vi ned ad vejen og fortsatte ned ad bakke til nabolandsbyen Sin Chai B, hvor vi skulle overnatte lige midt i det hele. Her blev vi også mødt med venlighed, og jeg blev lidt modigere og spurgte en flok sypiger, om jeg måtte fotografere, og bagefter var hvinene mange og højlydte, da de kunne se sig selv på den lille skærm på kameraet.
En nøgen elsparepære var ophængt på terrassen i en fuglerede af elektriske installationer, der ihvertfald ikke fulgte dansk standard, og da der ikke var lys ved vores bambushytte, rullede et par unge mænd meget betænktsomt en ledning ud, og fik hængt en pære op ved vores hytte. Hvor strømmen så kom fra, ved jeg ikke, men vi havde faktisk vores eget lys med i form af pandelygter, og det var noget, der vakte stor interesse, og skulle prøves af adskillige af familiens medlemmer. Det kastede selvfølgelig lidt af sig at have os boende, så vores værtsfamilie havde som de eneste i landsbyen råd til parabolantenne og tv, og det gav ekstra aktivitet i huset, når naboerne kom for at kikke med. Truong tryllede en fin middag frem, som bestod af suppe og 4 vietnamesiske retter, og den fik vi serveret i familiens kombinerede spisestue/dagligstue/soveværelse med rissække på loftet og senge langs væggene. Familiens køkken var et ildsted på gulvet, hvorover der hang en større samling af ”sul” i røgen, og vi bemærkede, at daofolket ikke spilder tiden på brændesavning, for rummene er så store, at brændet lægges på gulvet i stammelængde og skubbes ind i ilden efterhånden, som de brænder. Som i ethvert ordentligt hjem var der også et husalter til ære for forfædrene, og i løbet af aftenen fik de en 10 minutters lang bøn samt et par bananer og en skål risbrændevin.
Bedstemor, mor med en baby og andre børn havde været der og hilst godmorgen, og nogenlunde hurtigt lærte vi hilsenen Sin Tjav, der skulle betyde hello, men hvis man lagde trykket på stavelsen lidt forkert, betød det: ”Bring mig suppe”, og mange gange så de indfødte lidt desorienterede ud, når vi i de næste dage frejdig hilste Sin Tjav.
Nok ikke helt med vilje fremstod landsbyen som et levende frilandsmuseum, men beboerne var alligevel stort set selvforsynende med alle fornødenheder, og ikke mindst med rindende vand, der i bambusrør blev ledt til husene eller til finurlige vandmøller, hvor aflange kar blev fyldt med vand, der så med vippestænger kunne stampe ris.
Et sted fik vi følgeskab af en mand med en vældig stor machete i bæltet, og på hovedet havde han en fransk alpehue, og om det var krigsbytte, eller han havde franske sympatier, ved jeg ikke, men det så nu ret pudsigt ud.
Den yngste af bærerne kom hen og pegede på sig selv flere gange og sagde Mong, og jeg pegede på mig selv og sagde Kim, og så kom vi ikke rigtig videre i konversationen, men han ville gerne have, at jeg tog et billede af ham. Mong viste sig senere slet ikke at hedde Mong, for han havde prøvet at fortælle mig, at han kom fra H`mong stammen, så der var jeg lidt tungnem.
Lidt videre ad stien fra hængebroen lå der en landsby, og der var et eller andet mystisk ved den landsby. Truong ville meget nødig igennem landsbyen, for der var noget med, at de ikke kunne lide hans stamme, og noget med religionen og med løsepenge m.m. Da jeg kun kunne forstå en trediedel af, hvad han sagde, blev det lidt uklart, men det fremgik, at han ikke personlig ville igennem den landsbyen. Som hvide kunne vi dog sagtens selv gå igennem byen, for os turde de ikke gøre noget, men vi betakkede os med at friste skæbnen, så vi passerede floden ad hængebroen inden landsbyen. Vi var igen kommet hen i nærheden af Sin Chái A, og kom forbi en gruppe af syende daopiger, der både kan sy og snakke samtidig, men forhåbentlig også få tid til at nyde udsigten udover dalen. Pigerne var lidt generte i starten, men efterhånden tøede de op, og ville egentlig meget gerne fotograferes, og da jeg bagefter på min digitalskærm viste dem billedet, blev det et helt tilløbsstykke. Jeg går altid med kameraet skudklart ved hoften, hvorimod Gitte har sit kamera nede i rygsækken, men denne situation burde foreviges: ”Gitte kan du ikke tage dit apparat op, og tage et billed af mig og alle de børn? Hvilket hun gjorde, og efter megen morskab gik vi videre.
Hvor den var, anede vi ikke, men vi gisnede om, at Gitte muligvis havde lagt den fra sig, da hun skulle finde kameraet frem fra rygsækken på den anden side af Sin Chái A. En spids vandrestav på de stejle glatte vietnamesiske lerskrænter er helt undværlig, så selvom vi var dødtrætte efter dagens vandring, og glædede os til et bad og hjemlig hygge på terrassen, vendte vi om for at finde det sted, hvor vi havde fotograferet. Truong og Jens var på det tidspunkt lidt foran, så vi råbte til dem, at vi vendte om og ville lede efter en vandrestav. Det gik op ad bakke igen, og selvom der var masser af mennesker at spørge, er det sin sag at forklare med fingersprog, at vi ledte efter en mistet vandrestav. Heldigvis havde jeg min stav med til demonstration, og den indgik i et pantominespil, hvor jeg lagde den på jorden, og gik fra den. Gad vide, hvad de har tænkt, for de så noget skeptiske ud, og har sikkert ikke forstået, hvad jeg mente. Samtidig med at vi gennemsøgte vejsiden og lavede diverse pantominespil, var vi mindst kommet ud til, hvor vi havde fotograferet, og det var noget længere, end vi kunne huske, så vi besluttede at give op, og vende om.
Truong gik igang med vores aftensmad, og så ud af intetheden kom der selskab i form af en engelsk pige, der kom vandrende med en lokalguide og en bærer. Hun boede normalt i Saigon, men i anledning af nytåret var hun taget på opdagelse i det nordlige Vietnam. Hun var bare så sprudlende livlig, og i løbet af et øjeblik var hun i så god kontakt med de indfødte, at hun med fnis prøvede daohovedtøj, og senere sad hun og spillede kort med nogle store drenge ved ildstedet ude i køkkenet. Vi kunne ikke blive enige med os selv, om vi skulle have regntøj på eller ej, for det var vådt og dryppede fra træerne, så vi startede i regntøj, men fik det hurtigt af igen, da det var for varmt, og vi gik vist også bare inde i en sky.
Senere kom vi igennem nogle taylandsbyer, hvor byggestilen skiftede til pælehuse, og klædedragten og hovedbeklædningen var også en anden, men børnene var stadig lige beskidte og langnæsede.
Kendetegnet for Topas er, at de går deres egne veje væk fra alfarvej, så mange steder var det ret så uvejsomt, og på et tidspunkt skred jeg ned ad en stejl sti og fik revet Truong med i faldet, men det tog han nu meget pænt. Eftermiddagen fortsatte op ad stejle skråninger med flotte udsigter over dalen til den slyngende flod og huse, der lå spredt på skråningerne. Det viste sig, at Truong havde andet end slik i rygsækken, for et fald på en glat sten medførte, at Jens fik en bloddryppende finger, og Troung fremdrog en stor nødhjælpskasse, der overfladisk set kunne klare en mindre operation.
I hjørnet af køkkenet var der et badeværelse i den lidt primitive udgave, men der var en vandhane og en krog til at hænge sit tøj, og da Jens var først i bad, havde han slået alle kakelakkerne ihjel, inden vi kom. Toilettet lå lidt fra huset ved siden af grisestien, og meget fornemt var der både et dame og et herre hul i jorden, og et stort vandkar til deling, hvor øsen så kunne skubbes over til den aktuelle side. Det var belæste folk, vi boede hos, eller også havde de været det, for de rev sider ud af en tyk bog, når der skulle bruges papir, og et bundt breve gik samme vej.
Udenfor huset på gårdspladsen stod langbordet, hvor vi fik serveret eftermiddagsteen og senere det store aftensmåltid, og heldigvis var der flere retter, så vi alligevel kunne blive mætte, selvom vi sprang noget sort uidentificeret klæbrigt stads over. Husets gammelmor trissede forlegent og smilende rundt, og selvom vi var meget tæt på beboernes enemærker, var der alligevel kun smil og venlighed. Der var en herlig vandretemperatur på 15 grader, da vi forlod Ban Ho over den nye hængebro, og vi asede os videre op ad lersporet, og lige under skyerne fik vi en flot udsigt over dalen, inden vi fortsatte opad i tæt tåge til landsbyen Hoáng Lién. Det er faktisk lidt svært at holde rede på navnene på landsbyerne, for der er ikke skilte, og de to kort, vi havde over området, lignede kun hinanden overfladisk, og selv Truong havde svært ved at orientere sig på det kort, jeg ellers mente, var det bedste.
Ved en minicafe fik vi en kop grøn the, og købte et par statsautoriserede sodavand, idet Troung frarådede os at købe det lokale bryg, der selv om det var på flaske, ikke var helt mavesikkert for europæiske maver Landsbyen, jeg mener var Hoáng Lién, var beboet af H´mong, og en stor flok børn var igang med at gnaske sukkerrør, hvilket måske er en genvej til at få de eftertragtede sorte tænder. Vejen deler sig i landsbyen, og vi fortsatte ud ad den blinde vej, hvor Topas Ecolodge er beliggende på en bjergside med en vid udsigt ud over dalen, hvis så fremt ifald det ikke er skyet, for så er udsigten nærmest nul.
En lang og smukt stenbelagt sti fører fra receptionen ud til bjergkammen, hvor der ligger 25 bungalows/hytter, der er bygget udfra konceptet, at der så vidt muligt skal anvendes lokale byggematerialer og lokal arbejdskraft til byggeriet og til driften. Hver bungalow er opført med fine kampestensvægge, sivtage, vinduer og døre i hårdt træ, og med et lækkert badeværelse. Til hver bungalow hører der egen solfanger til opvarmningen, lys og varmt vand, og at toiletterne er økologiske, bemærker gæsterne ikke, da de fremstår som træk og slip. Næsten færdigbygget er tre lokale pælehuse, der er bygget sammen til et stort spisehus til 100 personer, og det fremstod i creme de la creme udførelser i rustikke og lækre materialer.
Vi var kun gæster på prøve, for den officielle indvielse af Topas Ecolodges finder først sted den 9.april 2005, og der mangler unægtelig noget finish her og der, og især vejen derud fra Sapa, der kun kan forceres i firehjulstrækker, sætter nok en begrænsning i den helt forkromede indvielse. Projektet har ellers stor bevågenhed fra myndighederne helt op på regeringsplan, og det er blevet hilst velkommen som et led i udviklingen af området. Efter lunch med den sædvanlige suppe med æggekage plumpet i, suk, tilbød Truong at tage os med videre ud ad vejen, og da Gitte og jeg nødig siger nej til oplevelser, sagde vi ja tak, selvom det også var fristende blot at nyde civilationens goder. Vejen forbi Ecolodgen ender blindt, men det var dog en vej, og vi kom igennem store bambusskove og flere små landsbyer.
På afstand overværede vi en kidnapning, som dog ikke er ualmindelig på de kanter, for hvis man skal have sig en kone, så skal hun indfanges og gemmes væk et par dage, og så skulle de videre formaliteter være noget lettere.
Anette viste os det nye store spisehus, og underholdt os under den i øvrigt meget fine middag, som Ecolodgens kok havde frembragt. Drikkevarerne er ikke specielt billige på lodgen, men med den besværlige transport derud, er det måske heller ikke helt urimeligt med 455.000 dong ca. 200 kr. for en flaske vin, et par cola, en wisky og en vand.
Det er et stort projekt, som Topas er ved at stable på benene derude i de øde bjerge, og jeg er lidt ambivalent med, om jeg synes, det er en god ide med sådan et projekt. Det vil give noget lokal beskæftigelse i en underudviklet egn, og det er jo godt, men vil den øgede turistmængde samtidig også forandre det fredelige og unikke landsbyliv hos de etniske minioriteter? Det er et spørgsmål, jeg ikke rigtig kan overskue, men jeg stoler på, at Topas gør det rigtige. Der var stablet et overdådigt morgenbord på benene, men det regnede og tordnede stadig, da vi skulle afsted. Det er forresten slet ikke så forfærdelig smart at bungalowerne ligger omkring 1 km fra bilfast vej, eller i dette tilfælde jeepfast vej, og det er ikke så meget regnen, jeg tænker på, for vi lånte en paraply, men kufferterne skal bæres ad den smukke, men ujævne stenbelægning. Det var heldigvis ikke vores problem, for vi var igen hotelgæster eller ihvertfald lodgesgæster, og så er der folk til det grove på de kanter. Endelig kom en mand slæbende med de sidste kufferter, og hvis lodgen engang skulle blive fyldt op med gæster, kan jeg, uden at være spåkone, forudse et kuffertproblem.
I Sapa skiftede vi til en minibus, og vi var tilbage på plane og ukomplicerede asfaltveje, og i løbet af en time var vi tilbage til den kinesiske grænseby Lao Cai. Vi skævede over til Kina, som lå på den anden side af floden, men fortsatte ellers østpå ad en ny bred vej, der dog hurtig gik over i vejarbejde, og endte i en smal asfaltvej. Det var gået lidt op og ned i tågen/ skyerne, men regnen var ved at dryppe af, da vi stoppede ved nogle lysegrønne bakkeskråninger, der ved nærmere øjesyn viste sig at være en theplantage med grøn the i lange baner.
Lokket til markedet var en del vesterlændinge, og hvor så vi dog kedelige ud i forhold til de kvindelige flower H´mong, hvor blomsterbroderiet indgår i massevis i deres farverige dragter. I modsætning til alle andre i Vietnam, behøver man ikke spørge en flower H´mong, om man må fotografere, for det må man gerne, og det er ikke, fordi de vil have penge for det, men de er bare så stolte af deres flotte dragter.
Minibussen skulle ud og køre en omvej, for vi skulle ud at sejle på Chay River i en aflang kano med motoren på en lang stang. Det var blevet ret køligt, og vi sad faktisk og krøb lidt sammen, medens båden masede for at sejle op ad strømmen, men heldigvis vendte vi da endelig om, for derefter at sidde fast på nogle mudderbanker. Alt i alt var det en sejltur, vi godt kunne undvære, for der var ikke rigtig noget at se på, men det gav selvfølgelig lidt valuta til landsbyen, og det kunne vi da godt unde dem. Et stykke nede ad floden lagde vi til, og kravlede op ad flodbrinken, og medens vi ventede på minibussen, gik vi ind på et lille thehus og fik en kop bitter grøn the, og sørme, hvad var der her også til købs – Mariekiks – hvilket jeg altid har troet var pæredansk.
Klokken 20 gik vi ned til Victoria Express Train og blev installeret i vores kupe, og vanen tro gik vi hen i spisesalonen og fik serveret vores sædvanlige lemonthe med pandekager, inden toget dampede sydpå langs Den Røde Flod mod Hanoi. Igen havde Topas sørget for at vi havde et hotelværelse til rådighed, og vi fik et par timer til et bad og noget morgenmad, inden en minibus hentede os til nye spændende oplevelser i den berømte Halong bugt, der er en del af den store Tonkin bugt. Noget så mærkeligt som en vietnamesisk motorvej førte sydpå, men vi drejede dog ret hurtigt af, og kom igennem et fladt område, hvor landskabet vekslede mellem marker og små byer. Hernede sydpå var det forår, og overalt var bønderne i markerne og var i gang med udplantningen af risplanter. Det var ikke som herhjemme, hvor en enkelt landmand sidder i ensom majestæt på sin traktor og troner, for hernede arbejdede der i hundredvis af mennesker på de marker, der var inden for synsvidde. Bøfler trak harverne for at jævne mudderet, og iført regnslag, rishatte, store støvler eller barfodede gik bønderne og stak risplanter i de vanddækkede marker. Det var ikke just et misundelsesværdigt arbejde, men et malerisk syn for os andre.
En af fordelene ved stedet var de faste priser, og inden vi så os om, havde vi udvalgt 5 broderier og en del smukke træfigurer, og det på trods af, at vi bestemt ikke skulle have noget som helst. En ung mand hjalp os med købet, og han var på ingen måde påtrængende, men bare behagelig hjælpsom. Ha Long betyder”den nedstigende drage”, og en legende siger at Jadekejseren bad en drage og hendes afkom om at afværge ent angreb fra havet, hvorefter dragen udspydede jade, der forvandlede sig til klippeøer og kalkstensformationer, der sænkede fjendens skibe. Det siges at dragen blev så glad for sin nyskabelse, at hun blev på egnen, og faktisk som et andet Loch Ness uhyre stadig lever den dag i dag under bugtens vande, eller også er det en undervandsbåd, som folk har set.
Vores skib, der bar det stolte navn Bai Tho Junk, havde en mægtig stor trædrage som gallionsfigur, og den spejdede sikkert efter den legendariske drage i bugten. I havnen lå turistskibene skude ved skude, og da de alle var træskibe og ikke så nye ud, undrede det mig, hvordan sådan en flåde kunne stables på benene i de få år, der havde været turister i Vietnam.
Det var blevet lunch, og selvfølgelig stod den på alt godt fra havet, med en hel fisk med tænder som Drakula ville være misundelig over, og ellers små blæksprutter og diverse ting og sager, med efter min mening, lige lovlig mange følehorn og kriblekrableben. Det var mildt med 22 grader, da båden stille sejlede ud i mellem det forunderlige sceneri, hvor klipperne stak op af vandet som dragetænder. Vi gjorde holdt ved en af områdets mange grotter, som jeg ikke rigtig fik navnet på, men den var ganske imponerende stor, og med 10-15 meter til loftet, hvorfra der hang drypsten. Det hele var meget turistet, med farvede lys på formationerne, (ok det var faktisk rigtig flot) men deres papirkurve, der havde form som gabende pingviner, var ganske forskrækkelige gyselige. Der var også holdt ved en lille sandstrand, som onkel Ho engang havde besøgt, og derfor var der opsat en mindetavle, men den strand var der nu ikke så meget ved, og den fristede ikke til en badetur, for der lugtede ret gennemtrængende fra et wc, så vi gik bare i land og gik et lille slag frem og tilbage, for at glæde kaptainen, inden vi gik ombord igen.
Det var faktisk vores 35 års bryllupsdag, så jeg spenderede en flaske lokal vin til aftendineén, og vi skulle heldigvis kun igennem en mindre portion følehorn og ben, inden vi nåede til et stykke oksekød med grønsager og ris.
I mellemtiden lå skibet for anker i en mindre bugt imellem øerne, og det var blevet mørkt med en behagelig temperatur på 26 grader, så Gitte og jeg gik op på soldækket og henslængte os i nogle liggestole. Ud over vandet i nærheden lå andre skibe ankret op, og med deres lys skinnede på det blanke stille vand gav det en meget romantisk stemning, selvom det hverken var stjerneklart eller måneskin.
Ved middagstid pressede skibet sig ind imellem de andre skuder på anløbsmolen, og vi blev fodret af med stegt fisk og en gang pomfrites med Plumrose dåsepølser, hvilket dog ikke gjorde mig det mindste. Truong ment at vide, at et døgns sejllads med et skib i vores størrelse incl. besætning og forplejning, kostede mellem 800 og 1000 dollar, men betalingen var ordnet inden af Topas. Nogle gange gider man ikke prutte om prisen, så lige inden vi forlod havnen, fik jeg for 2 dollar lige købt en gedigen hat prydet med det vietnamesiske flag, og så gik det ellers nordpå igen mod Hanoi. Vi var stadig ikke trætte af at se, hvad der var at se, og bare det at køre igennem landet er en oplevelse, med de lysegrønne marker og tusindvis af bønder, der planter risplanter. Vietnamesere vender sig ikke efter en motorcykel med 4 levende bagbundne grise på bagagebæreren, men vi kunne stadig ikke lade være, og vi kunne også imponeres over motorcykler, der fra sidevejene kørte direkte ud i hovedstrømmen, uden at se hverken til højre eller venstre, og uden at der skete ulykker.
Afskedsmiddag på en af Hanois restauranter med udsigt udover Hoan Kiem søens lysomkransede vand, og senere fik vi isdessert og the på en tagterrasse med den samme formidable udsigt, og vi kan kun udtrykke stor glæde over at have oplevet den dejlige og spændende by Hanoi. For sidste gang spiste vi morgenmad sammen med Jens, og vi takkede mange gange for godt rejseselskab, hvorefter vores veje skiltes, da vi skulle med et fly i hver sin retning. Vi skulle afsted fra hotellet lidt i elleve, men så var der rigelig tid til den sidste tur omkring Hoan Kiem søen. Der var gang i Tai Chi gymnastikken, og en ældre mand, der til forveksling lignede Ho Chi Minh, ville meget gerne tale engelsk, så vi udvekslede høfligheder og artigheder om hinandens lande. Derefter gav han en opvisning i gymnastik, for som alle vietnamesere har han allerede som barn lært, at det er vigtigt at have en stærk og smidig krop.
På den anden side af søen kom vi forbi Ba Da-pagoden, og som vi faktisk helt havde overset de andre gange, vi havde gået rundt om søen, men denne gang gik vi indenfor i den meget smukke padodegård. Pagoden ligger i nærheden af domkirken, men blev skånet da franskmændene i sin tid ryddede området for pagoder og templer, så der kunne blive plads til den katolske domkirke, der jo er meget vigtigere end sådan noget primitivt vietnamesisk gudedyrkelse. Men i 1883 havde buddistmunke reddet nogle katolske præster fra at blive dræbt af kinesiske lejesoldater, så den gode gerning gjorde, at pagoden fik lov at overleve, Et stykke tid ihvertfald, for under kampene med franskmændene i 1946, der igen prøvede at få fodfæste i Vietnam, blev det meste af pagoden jævnet med jorden, men senere blev den genopbygget med materialer fra en anden pagode.
På gaden udenfor humpede en gammel morlil forbi på ben så tynde som den stok, hun støttede sig til. Da hun så os, tog hun sin gamle rishat af og holdt den frem, og det var den eneste tigger, vi overhovedet så efter 2 uger i det fattige Vietnam. For mig er det helt iorden, at en gammel kone i et fattigt land tigger, så jeg gav hende et par 10.000 dongsedler, der var et lille beløb for os, men med den glæde hun udtrykte, kunne vi se, at det var mere end dagen, der var blevet reddet.
Dong må hverken indføres eller udføres, og de kan muligvis et eller andet sted i lufthavnen veksles om, men vi anstrengte os i stedet i de sidste dage på at bruge millionerne, hvilket dog kræver kreativ tænkning, når tingene næsten ingenting koster, men det lykkedes, og de sidste dong rullede henover disken i lufthavnens souvenirbutik. Hjemtransporten var igen hele vejen med Singapore Airlines, og kan kun karakteriseres som problemløs og nærmest en sand fryd, med omsorgsfuld opvartning af en flok kønne stewardesser. Der var lige 6 timers ventetid i Singapore lufthavn, og det trak jo hjemrejsen noget ud, så da vi i slutningen af flyvningen passerede Istanbul, tænkte jeg, at nu var vi da næsten hjemme.
De første 30 timers hjemrejse gik derfor nogenlunde, men fra København til Borup gik det i fisk, for togene havde problemer, og da vi endelig kom afsted fra hovedbanegården, kørte toget kun 100 meter for derefter at stoppede. Efter nogen tid fik vi besked på at forlade toget, og finde et andet tog, der dog kun kørte til Roskilde, hvor al videre togtrafik var afbrudt. Ingen på stationen vidste, hvordan man kom videre, men i ventesalen udkrystalliserede luften sig i en frelsende engel, i form af Marianne fra Borup. Hun havde formået at få sin søn til at hente sig i Roskilde, og endnu bedre var der også lige plads til os, vores kufferter, rishatte og vietnamesiske tropehjelme, og kort tid efter var vi tilbage til verdens smørhul Borup.
|
Toget havde forladt Hanoi ved 22 tiden og i løbet af natten fik det tilbagelagt de 340 km til den kinesiske grænse, så navnet express train var måske nok lidt overdrevet. Det var stadig mørkt, da vi i passende tid blev vækket af Truong, så der var tid til at børste tænder, inden vi kl. 6 om morgenen kørte ind på stationen i Lao Cai. Byen har 35.000 indbyggere og er endestation for jernbanen igennem Vietnam, så den er derfor grænseby til storebror Kina, der med en stump jord kiler sig ind mellem Den Røde Flod og en mindre sidegren til floden. En jernbanebro forbinder de 2 lande, og det er også muligt at passere landegrænsen over en vejbro, men dog kun mellem 7 morgen og 5 aften, og kun mod at erlægge et mindre beløb.
Sapa ligger 1.650 meter over havet, og om vinteren kan der ifølge guidebøgerne være bidende koldt, og det berettes, at der i februar 2000 faldt 10 cm sne. Da vores vandring skulle foregå i bjergene omkring Sapa, havde vi derfor både hue, vanter og lange underbukser med i rygsækkene. Selvom vi med stor fryd har vandret under kølige himmelstrøg i det nordlige Sverige, så må vi dog indrømme, at i Vietnam var det bestemt ikke sneferie, vi var ude efter, men foreløbig tegnede vejret faktisk rigtig godt med 17 grader og solskin, og med en normal og behagelig luftfugtighed. 
Byens fineste hotel hedder Victoria Sapa Hotel, og ligger lidt oppe af bjergsiden med en eventyrlig flot udsigt over dalen, og meget dekorativt havde guderne placeret enkelte skyer, der svævende nedenunder byen i mellem de grønne bjerge. Hotellet kan bryste sig af 4 stjerner, og er bygget i en meget smuk stil med lave bygninger i ædle træsorter og store røde tage. Modtagelse med håndtryk af direktøren selv, vistnok, og der blev disket op med en velkomstdrink, medens vi bookede ind, inden vi grådigt kastede os over hotellets overdådige morgenmadsbuffé. 
Stammefolket H´mong, der idag har en befolkning på omkring 550.000, og de indvandrede fra Kina i 1800 tallet, og da de er en af de sidste indvandrergrupper, måtte de tage til takke med den mindst frugtbare jord på de mest uvejsomme egne oppe i bjergene. Der er forskellige grupper af H´mong, der alle bære forskelligt klædedragt, White, Red, Green og dem vi stiftede bekendskab med black H´mong og flower H´mong. Alle kvinderne, og for den sags skyld også mændene, bære sølvsmykker i form af tykke halsringe og øreringe. Black H´mong har mørkt indigofarvet klædedragt med en lille kalot, og kvinderne bærer skørter til lidt over knæene, bare knæ og bare fødder i plastik sandaler, men med ”benvarmere” i form af fodløse strømper. Vores kommende 3 mandlige bærere var black H´mong, og de bar korte jakker og bare ben i en form af oprullede bukser, der dog kunne rulles ned igen, når vejret var køligt.
Flower H´mong har lange nederdele og med tørklæder som hovedbeklædning, og hele klædedragten er oversået med broderier og farver fra top til tå i et meget farverigt skue. Flower H´mong så vi på markedet i Bac Ha, og her skulle der ikke spørges om fotografering, for de elsker at vise deres farverige dragter frem.
Især Dao har meget ”dårlige” mørkebrune tænder, og det så vi også hos de unge mennesker. Til gengæld så vi mange unge piger med en fortand i det pureste guld, og sammen med sølvtøjet om halsen var det et statussymbol.
På min byrundtur rundt fik jeg af en lille dreng med lang næse, købt 2 sæt postkort for 1 dollar pr. sæt, og det var rigtige gode postkort, der lignede fotografier. En black H´mong kvinde ville gerne sælge mig et tæppe, og først tænkte jeg på, at jeg ikke havde noget at bruge et tæppe til, og at det var besværligt at slæbe videre, men det var egentlig så flot, så jeg indgik i prisforhandlinger med hende. Som et led i min forhandlingstaktik, fandt jeg et lille hul i syningen og pegede på det, men vupti tog hun en nål ud af sin hue og syede revnen, og så faldt det argument til jorden. Tæppet lugtede stærkt af brænderøg, hvilket jeg dog ikke nænnede at sige til hende, og jeg tog det blot som en garanti for, at det ikke var fabriksfremstillet. Forhandlingsresultatet endte på 150.000 dong eller 10 dollar, og da hun gerne ville sælge et tæppe til, var det nok ikke en hel skæv pris hverken for hende eller mig. Også et par red Dao kvinder prøvede at sælge nogle flotte tæpper, men jeg fik takket pænt nej tak.
Sapa var en meget stille by, og der var næsten ingen trafik, og mange restauranter og forretninger var lukkede på grund af det forestående nytår, for i Vietnam er der tradition for at nytåret fejres i hjemmets skød, ligesom vi fejrer juleaften. Så folk var rejst hjem, og på en restaurant hang følgende skilt: ”Lukket de næste 10 dage”.
I Dien Bien Phu-dalen nær grænsen til Laos landede der den 20. november 1953 faldskærmssoldater fra 65 franske transportfly. I de næste måneder blev flere og flere tropper og forsyninger kastet ned for at befæste stillingen, og som en kuriositet kan nævnes, at forsyningerne også inkluderede fremmedlegionens mobile bordel. 
Forsyningerne blev hovedsagelig båret, eller transporteret på ombyggede cykler, der hver kunne bære 250 kg, og man gik ikke på vejene, men i buskadset ved siden af vejene, så transporten var skjult for franskmændene.
Tilbage inde mod byen prøvede vi at finde et sted at spise, og vi kikkede ind i en tom restaurant, hvor priserne på spisekortet var opgivet i dollar, men vi røg hurtigt ud igen, for de havde kun måltider til vildt opskruede turistpriser, og 5 dollar for et måltid var vi sandelig ikke vant til. Midt inde i byen fandt vi istedet en tagterrasse med parasol og udsigt, og priser i dong, og vi blev både mætte og fik en cola for tilsammen 54.000 dong, sådan ca. 4 dollar for os to.
Truong havde arrangeret vores nytårsaftendinnér på en af de gabende tomme restauranter, for folk tager hjem til familien for at fejre nytåret, og det ville Truong sikkert også gerne, hvis han ikke lige havde os 3 danskere på slæb. Der var dog på ingen måde sure miner, men han ville meget gerne have, at vi tog nogle billeder af nytårsselskabet, som jeg så sender til ham. Selvom det tager sin tid at komme igennem 5 retter med spisepinde, så tager det ikke en hel aften, så vi gik hen til Topas´s lille Sapa kontor, og fik the og kikkede på kort og fik forklaret de næste dages vandreprogram. Vi havde fejret det, vi skulle fejre, så længe inden midnat lå vi under dynerne på hotellet, men tænk engang, på sådan et 4-stjernet hotel havde de under middagen skiftet alle håndklæderne og tømt papirkurven.
På slaget 10 kom en gammel russisk jeep, og vi fik afleveret den bagage, vi ikke skulle bruge på Topaskontoret, og så gik det ud af en meget dårlig jordvej i den næste times tid. Der var skam anstalter igang for at forbedre vejen, og enkelte steder var der korte strækninger med asfalt, men ellers må det siges at være en tur, hvor vi virkelig blev rystet sammen. Der var mange black H`mong på vejen, og der var mange børn som overalt i Vietnam, men især i disse bjergegne, hvor giftealderen hos flere af de etniske minoriteter kun er 14-15 år. 
Vores H´monger tog hovedparten af bagagen, så vi selv kun skulle bære en dagturrygsæk med det mest nødvendige, men vi havde heller ikke lige så faste lægmuskler som bærerne.Vandringen startede, og det gik ned af et smalt jordspor i zig zag, og vi fandt vores marchorden med Truong forrest, derefter Jens, og så kom de to ældre med mig som regel bagerst, da der hele tiden skulle tages nogle fotos. Især op ad bakke blev vi ofte hægtet af de to unge, men Truong holdt mange udsigtspauser, og efter et par minutter var feltet samlet igen. Bærerne gik deres egne veje, og var nogen gange foran og nogen gange bagved, og ofte gik de off road for at skære hjørner af. 
Vi gik videre af en grusvej med udsigt tilbage over Ban Ho, og en stor bygning fik vi udpeget til at være deres rådhus, og så var de ellers ved at bygge et elektricitetsværk og et gymnasium. I Vietnam kan 96% af befolkningen læse og skrive, og det skulle være noget nær verdensrekord, og i hver lille landsby, vi kom igennem, var der da også altid en skole. De kinesiske skrifttegn er opgivet for længe siden, og det anvendte skriftsprog quoc ngu bygger på europæiske bogstaver, men de har også tilføjet nogle ekstra bogstaver og nogle bogstaver har små krøller og tegn der angiver tonefaldet.
Vi kom over et par maleriske hængebroer over floden, og så lå den der, lige midt på vejen, en tigersnake. Truong fortalte at et bid fra en tigersnake er dødelig, og at man har ca. 1 time tilbage at leve i, hvis man bliver bidt. Tankerne for igennem mit hoved, og jeg tænkte på, hvem jeg ville sende en sidste hilsen til, hvis man nu var så uheldig at blive hugget ned. Der lå en sten ved siden af slangen, og der var faktisk blod på stenen, så ved nærmere eftersyn opdagede vi, at slangen faktisk var stendød. De indfødte hader slanger og stener dem, hvis de bliver opdaget, og det er jo meget betryggende. Men i erkendelse af, at de jo nok ikke kan finde dem allesammen, flyttede vi ved den videre fremmarch, delvis blikket væk fra den smukke udsigt, og begyndte også at interessere os for den jord, vi trådte på.
Der lød noget bægerklang inde fra hytten, og inden vi vidste af det, sad vi selv på en måtte inde i hytten og blev beværtet med risbrændevin, og der skulle skåles en hel del gange i anledning af det overstående nytår. Værten var en pensioneret politibetjent, og han viste stolt, at han med hjælp af et par andre gæster allerede havde drukket 2/3 af en 10 liter dunk med brændevin. Et veitnamesisk nytår kan godt vare en uges tid, men de havde sikret sig ikke at løbe tør, for der stod 5 fulde dunke mere ovre i hjørnet. Vi gisnede om, på dansk forstås, at betjenten, inden han gik på pension, havde fanget nogle hjemmebrændere, og nu var ved at destruere ulovlighederne.
Der var alt andet end mennesketomt i de dale og bjerge, vi de næste dage vandrede rundt, men vi så ikke andre europæere eller hvide, eller hvad vi nu hedder, udover en engelsk pige vi mødte dagen efter i den landsby, vi overnattede. Vi var derfor ude, hvor de hvide krager vender, og det var os der var de mærkelige, og vi vakte umådelig interesse, når vi kom igennem en landsby. Det mærkelige ved landsbyerne er, at de kan ligge med få kilometers afstand, men menneskene er så vidt forskellige i klædedragt, at det er meget tydeligt hvilken etnisk minoritet, de tilhører. 
Vi havde vandret omkring 6 timer, da vi nåede Sin Chai A, der var vores første Dao landsby. En stor grupper af kvinder og børn stod forsamlet på hovedgaden, altså jordsporet midt i landsbyen, og at det var en Dao landsby var vi ikke i tvivl om, for alle kvinder og piger bar stor rød turban og røde dragter. Ledighed er roden til alt ondt, men der er ikke ledighed hos daofolkets kvinder, for medens snakken gik, arbejdede hænderne med sytøjet. Med Truong i spidsen gik vi som sædvanlig lige på flokken og hilste på, og vi fik mange gyldne smil, for guldtænderne glimtede hos mange af de giftefærdige piger. Det er jo sin sag at stå og fotografere lige op i hovedet på folk, men med et digitalkamera kan det tændes lige så diskret, og nede midt på maven kan der trykkes på knappen, medens jeg bare stod og smilede.
Fire små bambushytter med tag af palmeblade var opført i forbindelse med en lokal beboelse, og hytterne var udpræget spartanske med en madras på et gyngende bambusgulv, og et moskitonet udgjorde de tekniske installationer. Toilettet lå lidt derfra i en sivhytte, og hvis sivdøren var lukket lidt til, var der optaget, og hvis den stod åben, var der fri adgang. Vi har da set det, der var værre, for selv om det var af ”hul i gulvet standard”, var der til stadighed rindende vand fra et hult bambusrør. Badehytten var efter samme princip med rindende vand ned i et stort trækar, og med en øse kunne vi ligefrem få et bad. Lidt efter sad vi på et par træskamler på terrassen til hovedhuset, og fik vores eftermiddagsthe, og medens mørket sænkede sig, og husets beboere puslede omkring, følte vi os hensat til en anden verden.
Egentlig må det være ret irriterende at have os boende, men der var lutter smil og venlighed fra alle de 4 generationer, som boede i huset. Ud på aftenen bemærkede jeg, at bedstemor sad på terrassen, og med briller på næsen sad hun med sytøjet helt oppe under sparepæren. Overfor hende sad barnebarnet med bar numse, for hun var ikke renlig endnu, og hun var vel også kun 2 max 3 år gammel, men alligevel sad den lille pige dybt koncentreret og syede. Bedstefar kom ud med hænderne på ryggen og inspicerede den lille piges sytøj, og han sendte mig et stjålet øjekast, og jeg kunne se, at han var pavestolt af sin lille pige. Så måtte jeg også hen og kikke, og selvom syningen var krimskrams, var jeg dybt imponeret, så jeg roste og fik lov at tage et billede, og det er faktisk et billede, jeg holder meget af. 
Klokken 7.00 begyndte den næste støjkilde i form af radioavisen at drøne ud fra højtaleren i toppen af vores hus, og jeg begyndte at have en mistanke om, at det nok slet ikke var radioavisen, men var ren og skær kommunistisk propaganda. På det tidspunkt var vi for længst ude af soveposerne, og sad på værtsfamiliens terrasse og spiste nylavede pandekager med banan og chokoladesovs, og nød ellers det opvågnende landsbyliv. En krydret duft fra nogle levende flæskestege gik i nogle små svinestier 10 meter fra terrassen, men det var heller ikke ualmindeligt, at de sorte svin gik øffende og frit rundt i landsbyerne. 
Terrænet var meget bakket, og det gik først ned ad stejle røde lerskråninger med bambusjungle til begge sider, og senere balancerede vi på lerkanterne på de mange terrassemarker med udsigt over dale og bjerge. Vejret var vekslende med sol og skyer, men det var stadig meget varmt, og modige som vi var, havde vi efterladt vores lange underbukser og uldne vanter i hytterne, for vi havde endelig indset, at dem fik vi bestemt ikke brug for. Et par badebukser havde været mere på sin plads, for dem manglede jeg ved en brusende flod, men vi fik da de varme tæer ud af støvlerne og dyppet tæerne.
Senere hvor kragerne havde vendt forlængst, holdt vi frokostpause ved en hængebro over floden, der malerisk brusede mellem store solvarme sten, og igen manglede badebukserne. Tro nu ikke, at vi til frokost kun fik serveret en flad madpakke, næ nej for de to bærere fremdrog et gasblus med gasflaske og to store jerngryder, og Truong gik igang med at tilberede maden.
På vej væk fra landsbyen fik vi følgeskab af en gammel mand, der stadig fejrede nytåret med en kæp i øret. Han snakkede og lo, og var meget interesseret i min vandrestav og i mit armbåndsur, men jeg holdt stædig fast i begge dele, for jeg var bange for, at hvis jeg lånte noget ud, ville han tro, det var en gave. Truong kunne ikke forstå hans dialekt, men vi prøvede mange gange at sige farvel, og så grinede han, og fulgte stadig med hen ad stien. I en krumning af stien lavede vi en snedig undvigemanøvre ved at forlade stien i et ubevogtet øjeblik, og i hastigt tempo gik vi direkte op ad bjergskråningen igennem noget krat, så gamlingen opgav forfølgelsen. Vi fortsatte opad igennem sumpede terrassemarker og andet ufremkommeligt terræn, men vi havde klaret det, og rystet forfølgeren af. I hvertfald lige indtil vi efter nogle kilometer kom ned på stien igen, hvor han stod og ventede, og grinede.
Nå, men han havde vist indset, at han hverken fik min vandrestav eller mit armbåndsur, og lidt efter opgav han, og vi så ikke mere til ham.
Sin Chái A havde en flok smådrenge gang i et racerløb med hjemmelavede motorcykler. Motorcyklerne var nærmest som trehjulede cykler med små bitte hjul, men det hele var lavet af træ, og de så meget hjemmelavede og Flintstoneagtige ud, men hold da op, hvor de kunne køre ned af den stejle bakke ved skolen. Da vi kom forbi og gerne ville fotografere dem, blev de helt vilde, og de fulgte os hele vejen ned af den stejle vej til Sin Chái B, hvor vi opdagede, at Gitte manglede sin vandrestav.
Så var det jo lige det med at finde vejen tilbage, for vi skulle ned ad et sidespor et eller andet sted, så et par gange gik vi forkert, og jeg så os i ånden hensmuldre i den vietnamesiske jungle. Nå men siden jeg kan skrive dette, så fandt vi på en eller anden måde tilbage, og fandt vores egen landsby, hvor Truong havde været noget bekymret. Truong ville også ud og lede efter staven, og på mirakuløs vis kom han tilbage med den, efter at havde fundet den i vejsiden. Den manglede dog stroppen, så en eller anden har fundet staven og taget stroppen af, og så måske alligevel har tænkt, at det nok var klogest at lægge staven tilbage igen, når der nu var nogen, der ledte efter den. Der var stor gensynsglæde ihvertfald fra vores side, for det var en ægte teleskopstav med antichockhåndtag og forkromet stålspids, så jeg tilbød med det samme Truong 100.000 dong i findeløn. Det ville han dog på ingen måde modtage, for det var bare hans arbejde som guide at hjælpe sine gæster på bedste måde. Så han fik istedet en stor tak og mange venlige tanker, og Troung viste sig igen som en exelent repræsentant for det vietnamesiske folk.
Endelig var der the på terrassen, men det halve af landsbyen skulle forbi og ind i vores værts hus for at kikke fjernsyn, og da jeg kikkede lidt med, var det scener med stoute soldater, der marcherede igennem landskabet med det røde flag med stjernen smældende i vinden. Lidt efter kunne jeg dog høre, at det lød som cirkusmusik, og det var nok det, der havde trukket.
Vi skulle videre, og det vidste hanerne, så vi blev igen vækket klokken 2.30, men vi kunne heldigvis blive i soveposerne en tid endnu, hvilket var ret belejliget, da det dryppede ret så kraftigt på palmebladstaget. Da vi senere kom i omdrejninger, var det pladdervådt overalt, og morgenmaden blev indtaget på terrassen i en klam sky, og da det kun var 14 grader, havde vi taget vinterjakkerne på. Medens jeg skriver dette, altså da jeg skrev det på terrassen, stod der 3 drenge og smilede, og kikkede med over skuldreren på mine notater.
Vi gik tilbage til Sin Chái A og lidt ned af en jordvej, men gik så ellers off road ad glatte stejle stier, hvor en spids vandrestav er uundværlig, for hælene på en vandrestøvle er ikke til at banke ind i vietnamesisk lerjord. Videre langs vandløb og op og ned ad terrassemarker, og vi kom til landsbyen Näm Nhiu, hvor en landsbybeboer gav hånd og snakkede løs, og en flok snotnæsede børn samlede sig omkring os. Manden ville godt have, at landsbyen gav et godt indtryk, så da jeg tog fotografiapparatet frem, sagde han noget til børnene, og på kommando snøftede alle op, klik og jeg tog billedet, og alle ellevetallerne hang der igen.
I nogle ganske få landsbyer, som kun findes i dette område, er det minoriteten Xa Phó, der havde slået sig ned, og med deres farvestrålende klædedragter, sprang fotomotiverne i øjnene hele tiden. Vi fik taget nogle rigtig gode billeder, og som sædvanlig vagte det jubel, når børnene kunne se sig selv på skærmen. Alle steder, vi kom frem, vakte vi stor opmærksomhed, og på lang afstand hilste børnene. I en landsby stod en lille dreng på max 2 år i sine hullede bukser, og så snart han fik øje på os, råbte han, så det rungede imellem bjergene:” bye bye, bye bye” og så vinkede han, så bukserne næsten sprang, og det blev han ved med, til vi var ude af syne igen. 
Som jeg har nævnt før, begraver vietnameserne deres døde på markerne, og det samme her i bjergene. En kvindegrav, som vi kom forbi, bestod af en opkastet jordbunke med en lille hule af sten i den ene ende. En stang var placeret midt i graven, og på den hængte klædningsstykker og en spids rishat, og hendes måske kæreste eje, et kaffestel, var placeret inde i den lille hule sammen med skåle og spisepinde. For at hun kunne lave sin mad, der hvor hun nu var, lå der små brændeknipper, og op ad graven stod hendes stok. Meget primitivt, men meget kærligt var der taget højde for, at hun ikke skulle komme til at mangle noget hinsides.
I den store taylandsby Ban Ho skulle vi overnatte hos en af de lokale beboere, og selvom det var et lidt primitive hus, var det stort som næsten alle husene i bjergene. Da det var en tayfamilie, vi boede hos, var huset på pæle, og underetagen var i den ene halvdel til redskaber, og i den anden halvdel var der et kæmpekøkken med cementgulv med et ildsted midt i det hele. En trappe førte op til 1. etage, og inden man besteg første trin, skulle udendørs fodtøj tages af, og man kunne iføre sig et par plastikbadetøfler eller gå på strømpefødder. Gulvet på 1.etagen var af bambusstænger, og det knagede og gyngede, når vi bevægede os hen over det, men Gitte og jeg fik et lille aflukke, der var afskærmet af tæpper, og ellers sov familien rundt omkring. I vores ”værelse” var der madrasser på gulvet og tæpper, men da der nok ikke kom rent sengetøj på hver dag, rullede vi soveposen ud, så vi kunne ligge i vores eget nus.
I Ban Ho var hanerne lidt mere menneskevenlige, for de begyndte først at gale klokken 5 om morgenen. For ikke at vække familien tog jeg listeskoene på, men de er ikke meget bevendt i et pælehus, ihvertfald ikke hvis man skal hen over et knirkende bambusgulv tidligt om morgenen på vej til toilettet.
På stien mødte vi en red daomor, og inden vi rigtig vidste af det, var vi ejere af et eller andet med frynser, en lille taske, og 2 små huer som børnene går med heroppe i bjergene. For en gangs skyld var det Gitte, der førte salgsforhandlingerne, og hun fik pruttet prisen ned på 100.000 dong, sådan ca. 40 kr., og det var en pris både sælger og køber var meget tilfredse med.
I tæt tåge nåede vi frem til en gammel jeep, nogle olietønder og noget byggeaffald, men op af det hele skød Topas Ecolodges næsten færdige reception. Inden ankomsten havde vi overhovedet ingen forestilling om, hvad Topas Ecolodges var for noget, og vi regnede bare med, at det måske var en lidt bedre klasse end de bambushytterne, vi tidligere havde overnattet i, men vi blev meget overrasket.
Anette, som er tilknyttet projektet, tog imod os og viste rundt, og hun fortalte om alle, eller ihvertfald nogle af de genvordigheder der havde været under opførelsen af Topas Ecolodges, og det lige fra monkey money til besværligheder med lastbiler, der var kørt fast i mudderet, og tømmer, der skulle omlastes til jeeps, for at komme videre frem til byggepladsen.
Tre store drenge var meget interesseret i vores besøg, og i særdeleshed mit fotografiapparat, men de var dog for generte til at blive fotograferet. Husværten ville dog gerne fotograferes, og meget gerne sammen med Gitte, men så skulle der en mand mere med på fotoet, for ellers kunne det misforståes, at han stod der med en fremmed dame. Det er altid hyggeligt med sådan nogle off road oplevelser, og vi blev der en god halv times tid, inden vi takkede pænt farvel, og gik tilbage igennem de klamme skyer til aftensmaden på Ecolodgen. 
Det meste af natten rullede et tordenvejr rundt, og det buldrede ned med regn, og jeg lå og vendte og drejede mig noget, for jeg var ikke helt vild med de mudrede bjergveje og den kommende jeepkørsel for at komme tilbage til civilisationen.
Med kufferterne læsset på jeepen, startede en Indiana Jones tur igennem de vandfyldte mudderhuller, og en lille alt andet end effektiv vinduesvisker prøvede at skrabe den værste regn af frontruden, medens der ikke kunne gøres noget ved den tætte tåge. Jeepen skred ud flere gange, men vi kunne ikke gøre andet end at sidde og håbe det bedste, og jeg tænkte på, at hvis vi bliver gamle, og ikke når vi bliver gamle, vil vi altid huske denne jeeptur ind til Sapa. 
Et par timers kørsel fra Lao Cai nærmede vi os Bac Ha, og trængselen på vejen blev intensiveret for det var søndag og derfor markedsdag. Bac Ha har omkring 70.000 indbyggere, og i højlandet omkring byen, lever der 10 forskellige etniske minioriteter, og på markedsdagen er det i høj grad flower H´mong, der dominerer bybilledet. Den store højlandsby er et turistalternativ til Sapa, men endnu er byen turistmæssigt i sin spæde vorden, men nye hoteller skyder op rundt omkring. Ellers er byen kendt for sin produktion af risbrændevin og majslikør, og det er da noget bedre end opium, som før i tiden var det store hit, inden regeringen for adskillige år siden, satte en stopper for den produktion.
Der var liv og glade dage i boderne med salg af tøj, køkkengrej og alskens ting og sager til en vietnamesisk husholdning, og i andre boder var der gang i madlavningen, og folk sad på lave træbænke og havde gang i spisepindene. I mellem boderne stod smeden og bankede på jern, og de farverige kvinder stod eller sad langs gaderne, og solgte deres små bundter grønsager. Fra en kvinde fik vi smagsprøver fra en 10 liters brændevinsdunk, men da man selv skulle medbringe emballage, kunne det ikke rigtig nytte noget med en handel.Vi lod os dog besnakke til at købe en del souvenirs hist og pist, bl.a et par af de håndflettede karakteristiske spidse rishatte og det til den formidable pris af 1 dollar stykket, men ellers måtte vi nøjes med at smile et nej til de håbefulde sælgere. Markedet er ellers kendt for deres store dyremarked med køer, heste, grise og høns, men det var kødløs dag, uden dyr den dag vi var der, men alligevel var det værd at køre langt for at opleve det farverige skue i Bac Ha.
Efter frokost fortsatte turen tilbage, men inden da blev vi sat af ved en markvej, hvor en stor sort gris holdt vagt, og vi fik lejlighed til at skridte lidt ud igennem landskabet til en lille landsby, hvor livet levedes som på et andet frilandsmuseum. En flok piger gik med bare tæer på en mudret mark og gravede kartofler op, og bonden gik med sin stud og pløjede, medens grise, høns og ænder myldrede rundt i mellem husene. Gitte fik en buket blomster af to små generte piger, og som en anden dronning vidste hun ikke rigtig, hvad hun i de næste par timer skulle gøre af den buket. Det er en fin oplevelse bare at gå igennem en lille landsby og suge indtrykkene til sig, og man kan undre sig over, hvor forskelligt vi lever på denne jord.
Det var ved at mørkne, da vi nåede tilbage til Lao Cai, og vi gjorde holdt ved broen, der går over til Kina, og vi kikkede på den vietnamesiske grænsesten, der har kostet både blod og tårer. Lidt fra stenen, lå noget, jeg udefra troede var en souvenirbutik, men det viste sig at være et tempel, og folk sad derinde og bad i en tyk gang røgelse, medens en mand sang med en klangfuld stemme, så vi kikkede blot lidt med, og listede ellers af igen.
Gitte vækkede os 4.30, og selvom hun vistnok havde kikket forkert på uret, havde det den fordel, at der ikke var kø ved toilettet på den tid af morgenen/natten, og der var også tid til en ekstra lur inden toget rullede ind på Hanois station kl. 6.
O vé, o vé o plage for bussen kørte ind på et stort turiststed, hvor det bare myldrede med blege vesterlændinge. Stedet havde den formildende omstændighed, at det var handicappede mennesker, der arbejdede der, og mange var handicappede fra fødselen efter skader af det giftige stads, som amerikanerne havde hældt ud under amerikakrigen. Når vi nu alligevel var der, kunne vi ligeså godt gå indenfor, og straks blev vi betaget af deres enestående broderier. Det var ikke korsstingsbroderier, som vi kender herhjemme, for der blev syet med lange tråde, og det var de dejligste kunstværker, der blev frembragt. Kunsterne sad på rad og række med et lærred spændt ud foran sig, med den ene hånd over og den anden hånd under lærredet, og nålen for op og ned, medens de aflurede motivet fra et lille fotografi.
Midt på dagen nåede vi Halong bugten, der med sine 1600 stejle limstensøer ( Lonely Planet skriver endda 3000, men vi talte dem nu ikke) er en af Vietnams store turistattraktioner, og ikke uden grund blev området i 1994 optaget på UNESCOs liste over ”Verdensmonumenter”. Øerne står mange steder som tynde søjler af kalksten der er slidt til bizarre stensskulpturer af vind og bølger, og andre øer gemmer på adskillige store huler og grotter.
Vi vidste, at vi skulle ud at sejle, og endda overnatte på båden, og Topas havde skrevet, at vi havde båden for os selv, men hvad det var for en båd, og om den var større end en robåd, anede vi ikke. Vi blev derfor mere end overrasket, da vi så vores båd, for det var en skude på mindst 20 meters længde og 5 meter i bredden og med 2 dæk foruden soldækket. Båden var lejet igennem Bai Tho Tourist Transportation Company, og blev henregnet som et 3 stjernet hotel med 6 kahytter med aircondition og eget badeværelse. Spisesalonen gik igennem hele 2. dæk, og havde plads til 50 gæster med magelig plads i store blomstrede sofaer, og bagefter kunne man henslænge sig i liggestolene på soldækket.
Fire besætningsmedlemmer i hvide skinnende uniformer sørgede for at sejle og opvarte os, og vi måtte knibe os lidt i armen, for vi kunne stadig ikke helt forstå, at vores 3 mands gruppe havde sådan et skib med besætning til rådighed.
Det var lidt mere interessant, da vi lagde til ved en flydende fiskerlandsby med bassiner, hvor alt det såkaldte gode kryb fra havet, svømmede rundt for at holde sig friske. En ung pige i en lille båd sejlede rundt mellem fiskerlandsbyerne med et lille varelager af bl.a. sodavand, og for at støtte foretagenet lidt, købte jeg et par dåsecola for en dollar stykket. Men jeg havde ikke tænkt på, at vores skib også solgte drikkevarer, så det var slet ikke så godt, at jeg handlede med andre, og hun måtte ihvertfald stikke vores besætning nogle håndører, som et plaster på såret over mistede indtægter.
Da vi var på vej i seng aftenen før, var vi gået igennem restauranten, og det viste sig, at besætningen var gået iseng på sofaerne, hvilket da var dem vel undt, for måske var der ikke tænkt på senge til dem, eller også var der blødere i de fine gemakker. Ti minutter før morgenmaden, var der stadig et par stykker, der ikke var stået op, men da vi satte os ved bordet, kom der gang i kludene, så morgenmaden kom til tiden, og gudskelov uden følehorn og kriblekrableben. Jens havde i nattens løb dræbt en stak kakkalakker, der havde bolig under hans seng, og da Jens havde øvelsen, ordnede han også den kakkalak, der kravlede hen over morgenbordet. 
En af besætningsmedlemmerne havde en lille nebengecheft, og viste os nogle perlekæder, som han prøvede at brænde af med en lighter, men perlerne modstod ligtherprøven, og beviste at det var ægte perler, der i modsætning til plastikperler smelter i varmen. Så blev vi så kloge, og vi fik da også købt en af kæderne til en rimelig pris, men da det blev en fødselsdagsgave, vil jeg da ikke lige oplyse prisen her, men rimelig.
Midt på eftermiddagen var vi tilbage i Hanoi, hvor det var overskyet med 28 graders varme, og vi fik et nyt værelse i det samme hotel, men der kunne vi ikke sidde og hænge, så vi kom hurtig ud på gaderne i bylivet. Vi var blevet lidt mere frække, og lidt mindre generte, så vi fik taget mange gode billeder af livet i gaderne, og endelig fik jeg fotograferet en stillestående dame med bærestang. Det krævede så, at vi købte hendes varelager af bananer for 10.000 dong (4 kr.), men så insisterede hun også på, at jeg skulle prøve bærestangen, og i den tumult glemte vi at få byttepenge tilbage. Det var hende dog vel undt, og en time senere mødte vi hende i gademylderet, hvor hun gendkendte os, og vinkede og råbte hej.
To gange i løbet af natten, raslede det i nøglehullet, og nogen prøvede at komme ind på vores værelse med en nøgle, der dog heldigvis ikke passede, men jeg måtte op og tale med meget høj stemme igennem den lukkede dør for at gøre vedkommende begribelig, at han var gået fokert. For en sikkerheds skyld stablede vi dog lige kufferterne op foran døren.
Medens vi selv sad på en bænk, og ved tankevirksomhed prøvede at gøre vores egen krop stærk og smidig, lød der gong gong lyde fra det nærliggende Ngoc Son-tempel, og ud af porten kom en possession af munke, der dog alle viste sig at være ældre kvinder, og så ved jeg faktisk ikke, om det hedder munke. Alle budistdamerne så var i smukke silkedragter, hvor nogen var i gule og andre i røde dragter, men overbuddistdamen skilte sig ud ved at bære en blomstret dragt, høje platesusko og lange negle, som hun yndefuldt gik og viftede med. Damerne trippede ud igennem indgangspartiet, lavede en sløjfe, og trippede derefter tilbage igen til deres tempel.
I den meget stemningsfulde gård med figurer, klippede træer og blomster, lå der på knæ en fin dame i spadseredragt, og hun bad så inderligt, at vi ikke nænnede at forstyrre hende, så vi stod lidt og kikkede, inden vi stille listede af igen.
Det er en stor fordel at få betalt lufthavnskatten, inden man går igennem paskontrollen, fandt vi ud af, for ellers skal passene deponeres, og man bliver identitetsløs sendt ud i hallen igen for febrilsk at betale 2 x 210.000 dong, og så ind i paskontrolkøen igen, og så håbe på, at de stadig kan huske en igen.
Det var betalt hjemmefra, men derudover skal man have noget rejsevaluta med, og det kan anbefales at medbringe kontante US dollar, der har den fordel, at de mange steder kan anvendes direkte som betalingsmiddel. Kreditkort skal man ikke regne for meget med, og vi brugte kun vores i den store turistbutik på vej til Halong bugten. Hvor mange dollar skal man så skal tage med er i høj grad individuelt, men der skal regnes med penge til 1/3 af måltiderne, alle drikkevarer, drikkepenge til chauffører og bærere, til souvenir og til lufthavnsskat, når man skal ud igen. Det er ikke de store voldsomme beløb, man behøver at tage med, og vores regnskab så således ud, at vi vekslede 300 dollar i Hanoi den første dag og omvekslet blev det til 4.669.731 dong, og de rakte rigeligt, men derudover brugte vi 65 dollar lidt hist og pist, 120 dollar i turistbutikken på kreditkortet og 100 dollar i drikkepenge til Truong. Rejsen var alle pengene værd, og det er en oplevelse for livet af besøge Vietnam.