|
Jorden rundt med tog. Thailandbugten rundt. Siem Reap og Angkor Wat. Jorden rundt med tog. Delafsnit 44. Januar 2016.
Rejsefortælling af Kim Greiner.
Siem Reap var ikke meget andet end en landsby, da de første franske opdagelsesrejsende genopdagede Angkor i det 19. århundrede. Efter 1907 begyndte Siam Reap at vokse, og Grand Hotel d´Angkor åbnede sine døre i 1929. Templerne ved Angkor blev et trækplaster for hele Asien, og selv besøgende som Charlie Chaplin og Jackie Kennedy har været der.
Rædslerne er forbi, og i vore dage er Siem Reap Cambodjas hurtigst voksende by, da den med sin lufthavn fungerer som adgangsport til de verdensberømte Angkor templer.
Hjertet i Siem Reap er turistdistriktet Phsar Chas (Old Market). Denne del af byen er hjemsted for en stor koncentration af restauranter og butikker, der betjener det stigende antal turister fra hele verden – selv fra Borup på Midtsjælland.
Det var nytårsaftensdag, og der skulle være stor nytårsgallafest på hotellet om aftenen. Selvom der stod i vore papirer, at gallamiddagen ikke var inkluderet i rejsens pris, så inviterede hotellet os alligevel gratis med til festen.
Vi gik lidt rundt i kvarteret og kom ned ad byens hovedgade Sivutha Boulevard, der er fyldt med forretninger, restauranter og cafeer. Det var Alices fødselsdag, og hun gav iskaffe og fine kager et meget moderne sted. Det var samtidig et sted, hvor der kunne købes brød, og meget humant var der 50 % rabat på brød en time før lukketid. Det kunne man måske lære noget af andre steder, f.eks. i Danmark, i stedet for at smide brødet væk.
I morgen har vi dagen til fri disposition, da det trods alt er nytårsdag. Dagen efter igen skal vi besøge Angkor Wat med en guide. Vi ville dog nødig drive en hel nytårsdag væk ved swimmingpoolen, så vi fandt et sted, hvor vi bestilte en tur til pælebyen Kampong Phluk.
Der var vel efterhånden omkring 100 mennesker omkring poolen, og vi var de eneste vesterlændinge. Vi havde et rundt bord, hvor der godt kunne sidde et par stykker mere, og en flot kvinde, der godt kunne ligne en forretningsdame, satte sig ved vores bord. Hun talte perfekt engelsk, men musikken var så høj, at det var svært at kommunikere. Ærgerligt, for hun ville ellers gerne vide noget om Danmark. Jeg opgav at forstå hende, for jeg kunne dårligt nok forstå min kone Gitte, selv når hun talte dansk. Vores gæst bestilte en cola og en flaske vand, og selvom hun var en lille slank dame, så indtog hun den ene store portion mad efter den anden fra den store buffet. Da den meget fine dame ikke kunne spise mere, undskyldte hun sig, og vi så ikke mere til hende, men hendes cola og vand kom på vores regning. Ikke det store beløb, men mere princippet.
De havde fået opsnuset, at Alice havde fødselsdag, og så kom der en stor melon med lys ind til vores bord, og så skulle der synges fødselsdagssang. Gæsterne skulle jo more sig, og efter lidt pres kom jeg op for at deltage i stoledans. Der var kun mænd, der havde meldt sig, så over højtaleren inviterede jeg Jette op. Og med en lille smule snyd, hvor showmasteren stoppede musikken, når Jette var lige ved en stol, så vandt hun en flot, stor træudskæring. Der blev også ind imellem danset klassisk, orientalsk dans på scenen, og jeg mener at kunne genkende de tre røde damer i velkomstkomiteen. I rigtig grisefeststil inviterede danserinderne os op, og igen var det kun os fire vesterlændinge, der var liv i, så vi var nærmest udset til at holde gang i den fest. Efterhånden var bordene dog halvtomme og efter en cocktail sivede vi også væk – vi havde ligesom gjort vores. Vi havde hørt, at alle byens indbyggere forsamlede sig på hovedgaden lidt i 24, så der gik vi ned. Gaden var stopfuld med trafikanter, der sad fast. Vi satte os på en lille stenrampe og kikkede på, medens vi delte en lille flaske lokal champagne – godt den var så lille.
Før kl. 24 var der intet fyrværkeri, men præcis ved midnat startede det. Altså lidt spredt, og hvis de kunne se, hvad Kimmerslevvej i Borup kan præstere, ville de nok gøre store øjne. Efter 5-10 minutter havde byens befolkning affyret den sidste raket, og så gik vi hjem i seng. Dette nytår var 7 timer før det danske, så i virkeligheden kunne vi have sovet lidt, og så hen ad morgenstunden have fået det danske nytår, men det glemte vi da helt.
Vi kørte ud af byen og ned ad en grusvej og fik købt billet til en båd. Der var faktisk masser af både, og det kunne godt ligne ombyggede fiskerbåde, men turisme var nok mere indbringende. Efter årstiden var det lavvande i floden, og skruen på bådene var på enden af 5-8 meter lange stænger.
Et sted lagde vi ind til bredden og gik en tur i byen. Der var lidt skrald her og der, men ved næste oversvømmelse ville det blive ført væk, og væk var ud i Tonle Sap Lake. Vi var henne at se på et tempel, dog uden pæle, og gik ellers ned ad hovedgaden. Flere steder var der bredt tæpper ud på jorden, og her lå et tyndt lag snegle eller rejer, idet tørrede rejer kan sælges dyrere end de friske.
Vores roer sejlede tilbage til den flydende restaurant, og vores lidt større båd sejlede tilbage igennem floden og igen igennem den fantastiske pæleby. Der var mange turbåde, der sejlede frem og tilbage, foruden at der var fortøjet både langs bredden, så det var noget af en kunst at komme rundt i det snoede flodløb. Tilbage til minibussen og tilbage til hotellet ved 13- tiden, og det havde været en 5-stjernet oplevelse.
Senere slappede vi lidt af ved hotellets pool, men der var ikke ryddet ordentlig op efter gallafesten. Der stod stadig borde med beskidte duge, og balloner svømmede rundt i poolen. Der kunne så sandelig også godt bruges nogle liggestole og et par parasoller, for ikke at tale om en bemandet poolbar. Der var heller ikke andre end os ved poolen, og hotellet mistede lige nogle takker i de vistnok 3 stjerner.
Navnet på stedet var skrevet på cambodiansk, og det kan vesterlændinge ikke læse, for det ligner krimskrams. Stedet blev også brugt som take away, for motorcykler holdt ind og fik mad med i en plastikpose og kørte igen. Der var da også mindst 7-8 personer, der stod og snittede, lavede mad og serverede. Menukortet var med billeder og priser i dollars. Vi fik 4 forskellige retter, og den dyreste var en hel fisk til 4,5 dollars. Derudover en ret med sur/sød pork, en kødret med ris og en "lok lak", der var noget a la ribs (revelsben), og så en hel del salat og noget at dyppe i. Dertil 2 Angkor øl, 2 cola, 2 kokosnødder, 1 frugtshake og i alt 24,25 dollars for hele herligheden. Kokosnødderne bliver serveret med et sugerør, og der er ret så meget væske i sådan en frisk nød, så vi måtte levne lidt. Det var rigtig god mad, så vi kommer nok igen i morgen aften. Det var stadig bælgmørkt, men ideen var, at vi skulle se solen stå op bag Angkor Wats tårne. I vores rejsepapirer stod, at det var en tidlig morgenudflugt, men hvor lang tid tager en tidlig morgenudflugt – det var spørgsmålet.
Derefter kørte vi igen 10 minutter og var så ved hovedindgangen til selveste Angkor Wat, hvor tusindvis af mennesker nu ventede på solopgangen. Mellem os og Angkor Wats tårne var der en sø, men det var svært at komme tæt på søen og få et billede af tårnene, der spejlede sig i vandet. Ventetiden blev brugt på at købe 2 bøger om Angkor Wat og nogle tørklæder, som blev garanteret, at de var lavet i Cambodja.
Det blev lysere og lysere, og til sidst tittede solen op og lyste på det fantastiske bygningsværk, og tårnene spejlede sig smukt i søens stille vand. Derefter gik vi over broen og så nærmere på herlighederne. I år 889 besteg Yasovarman tronen, og han var en stor konge og en dygtig bygmester, og på gamle inskriptioner blev hans storhed beskrevet som en løve, der rev fjenderne med kløerne, og hans tænder udøvede hans politik.
I 1400-tallet blev Angkor forladt, idet centraladministrationen flyttede til Phnom Penh. Der er mange hypoteser om flytningen lige fra naturkatastrofer til byldepest og fra oversvømmelse til tørke. Måske er tørken det mest sandsynlige, da der i begyndelsen af 1500-tallet indtraf en langvarig tørke tværs over Indokina. Det menes, at Angkors kanaler og vandreserver løb tør, og med deres ellers veludviklede overrislingssystemer var der for få marker til at brødføde befolkningen. Da franskmændene genopdagede Angkor, boede der dog stadig mange munke i tempelområdet.
Ikke at jeg vil beskylde Indiana Jones for noget, men det er et stort problem, at der sker tyveri af de flotte stenudskæringer fra det enorme tempelområde. Bygningerne er mest koncentreret i et område på 8 x 24 km, men mange mindre templer er dog spredt ud over hele landskabet. Angkor mangler en fast grænse, og dens omfang er derfor vanskeligt at afgøre præcist. Et internationalt team har dog ved hjælp af satellitfotografier fået indkredset et område på omkring 1.000 km2, der har en infrastruktur af veje og kanaler. Dette gør den til verdens største, historiske, bymæssige bebyggelse, der selvfølgelig senere er blevet overhalet af vore dages storbyer. Den nærmeste konkurrent til de historiske storbyer er mayabyen Tikal, der dog er højst 150 km2 i samlet størrelse. Angkor er større end vore dages Paris, og til dens bygninger er der brugt flere sten end i alle de egyptiske pyramider og templer tilsammen.
Rundt om Angkor findes store damme og rester af et kanalsystem, hvilket var en forudsætning for rigets magt – masser af rismarker. Angkor, der spænder fra bunker af mursten spredt ud over rismarkerne til det storslåede Angkor Wat, kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1992. Angkor Wat er bygget til kong Suryavarman 2. i begyndelsen af det 12. århundrede som hans statstempel. Uden om templet lå hovedstaden, der for det meste bestod af træbygninger, som nu er forsvundet. Som det eneste tempel i området, har det bibeholdt sin religiøse betydning op til vore dage. Templet blev bygget som et hinduistisk tempel indviet til guden Vishnu og siden videreført som et buddhistisk tempel. Templet anses for det arkitektoniske højdepunkt i den klassiske khmerkultur. Områdets center er Angkor Thom, som var den egentlige by, der er omgivet af en voldgrav og en ydre mur på 3,6 km. Indenfor er der tre gallerier, der hver især er hævet over det forrige med 5 store tårne i et kryds i centrum. Angkor Wat er i modsætning til de fleste andre templer i området vendt mod vest, og man ved ikke hvorfor. En af teorierne er, at templet var et mausoleum, og en anden forklaring er, at templet var indviet til guden Vishnu.
Cambodja bruger templet som symbol for landet, og det optræder i landets flag. Selvom Angkor Wat er hovedattraktionen, er der også Angkor Thom og Bayon inde i byen, der er værd at besøge. Mr. Say som ses på billede ovenfor førte an, og hurtigt fandt vi ud af, at han var et levende leksikon med en enorm viden. Samtidig fortalte han levende og viste os mange fine detaljer, og dog kom vi alligevel videre hele tiden. Da Mr. Say var en ganske udmærket guide og et behageligt menneske og jeg lovede at vise hans visitkort her på hjemmesiden.
1. niveau var det største, og det var her alle reliefferne var, men vi fortsatte til 2. niveau, der er noget mindre. Her var der ingen relieffer, for her skulle munkene bede og meditere og ikke lade sig forstyrre af reliefferne. Det 3. niveau tårnede sig op, men fordi det i dag var 7. måne i den buddiske tro, var det lukket for gæster, og kun særligt udvalgte munke måtte komme op og bede. Stejle trapper førte op, og når der er åbent, er der normalt kø på en time eller mere for at komme op.
Lige som romerne før khmererne, byggede khmererne lange, lige veje for at nå ud til yderpunkterne af deres imperie, og derfor er der bygget mange fine broer over floderne. På den store hovedbro op til templet stod nu en ung, indfødt kvinde og solgte palmesaft. To glas kostede en dollar, og da min væskebalance var i bund, slog jeg til. Det var lidt sødt og havde en røget kokosmælkesmag. Jeg fik drukket den ene grumsetbrune drik, og da ingen andre i vores gruppe var interesseret, brugte jeg det sidste til at vande en tørstende palme.
Klokken var efterhånden blevet 9.30, og et stykke derfra var der en stor restaurant. Nu var det tid til at supplere den spartanske morgenmad på værelset. 4 x morgenmad med bacon, æg og pandekager, kaffe og te beløb sig til 24,25 dollars, så det var da ikke opskruede turistpriser.
En del af Angkor Thom er Bayon, der er bygget i det sene 12. århundrede og var det officielle statstempel for den buddhistiske konge Jayavarman 7. Bayon står i centrum af hans hovedstad Angkor Thom. Det mest fremtrædende træk for dette tempel er mængden af stenansigter på de mange tårne. Templet er ligeledes kendt for sine relieffer, der viser en kombination af mytologiske og historiske scener fra dagliglivet.
Det er meget fascinerende at gå rundt her og hele tiden blive mødt med kæmpestore stenansigter, der kikker ned fra de mange tårne, men heldigvis er ansigterne venlige.
Templet er ufuldendt, så her kan man se, hvordan de byggede deres templer, for først stablede de alle stenene op i tempel og tårne, og så først bagefter begyndte de at lave udsmykningen. Det er så ikke sket her, hvor nogle mener, at templet er bygget af så hårde sten, at det var for hårdt til at udhugge detaljer.
Dette tempel havde meget stejle trapper, så det var kun Jette og mig, der foretog en hurtig opstigning, og da der ikke var så meget at se ud over en lille Buddha på toppen og en god udsigt, kravlede vi ned igen. Mr. Say sad i skyggen og døsede, og han var meget forbavset, da han fik øje på os igen: "Har I allerede været helt oppe?" "Ja, det har vi da," svarede jeg. "Jamen, hvor gammel er det du er?". "Jeg er kun 70 år," sagde jeg. "Oh, my God," sagde han så. Bortset fra, at der ikke var noget gelænder og trapperne var livsfarligt stejle, så var det da ikke noget særligt.
I modsætning til de fleste andre Angkor templer er det ikke blevet restaureret og fremstår stort set, som da det blev fundet. Der er derfor en speciel atmosfære med træer, der vokser ud af templerne og nogle gange omklamrer dem. Det har gjort det til et af de mest populære og besøgte templer. Allerede før templet lå der udhuggede sten spredt i bunker, og inde i templet var det nogle steder understøttet med jernstænger, og der var også lukkede områder med nedstyrtningsfare. Det var fascinerende at gå rundt her, hvor træernes rødder prøvede at splitte bygningsværket ad. Det er en kamp, hvor naturen sikkert ad åre vil vinde, men imens kan turisterne gå rundt og se på kampen. I disse ruiner havde Angelina Jones optaget Tomp Rider, og det må også lige være et sted for Indiana Jones. Det er sådan, at på de mest interessante steder er der altid masser af turister, og det gjaldt også her, så det var faktisk svært at tage et foto uden disse fremmedelementer.
Godt svedte og udasede var vi tilbage på hotellet fra denne morgentur kl. 15.15, så vi havde virkelig fået noget for pengene. Derefter kørte tuk tuken os til det 5-stjernede Raffels Grand Hotel, for nu ville vi spille lidt fine. Hotellet ligger i det gamle, franske kvarter, og der er da også noget kolonitidsstil i den store, lyscremede bygning. Hotellet åbnede 1932 på en 6 ha stor grund, og det ligger kun 2 min. gang fra Nationalmuseet og 7 km fra Angkor Wat templet.
Vi kom ind i en fin salon med levende hyggepianist, kolonitidsstole og sofagrupper. Hos den smilende tjenerinde bestilte vi 2 cold chocolate, 1 iced coffee og en varm te. Teen blev serveret i en sølvkande med tilhørende sølvskeer. Som sidegevinst fik vi 4 søde kager med i beløbet på 22,36 dollars, og for første gang så vi noget til 7 % service og 10 % vat. Hotellet har en lækker, stor swimmingpool med lys i træerne. Vores tuk tuk ventede pænt, og det blev 6 dollars for hele turen. Aftensmaden på vores gadekøkken-stamhjørne, hvor vi blev fristet af 3 hele fisk og en pork i sur/sød sovs. Dertil drak vi 1 øl, 2 cola og 1 Fanta i alt til 20½ dollars, og det er virkelig god mad. Medens vi spiste, kom en lille dreng på måske 8 år og spurgte, om han måtte få de tomme dåser, men de var ikke tomme endnu. Vi havde 3 glas med is, som ikke var brugt, så jeg hældte Fantaen op til ham, og han drak med et saligt smil og sagde pænt "Thank you".
Værelset blev i løbet af natten for koldt på grund af aircondition, og jeg lå og frøs. Så jeg slukkede, men manglede så luft og fik åbnet vinduet. En myg lå på lur og smuttede med ind, så vinduet blev lukket igen. Hver gang jeg slumrede ind, summede myggen. Endelig et kvarter før jeg skulle op, faldt jeg i søvn.
Efterhånden blev vejen smallere, og der kom endda en bom over vejen, og udlændinge skulle betale 20 dollars (Mr. Say betalte gudskelov) Vi var kommet ind i Phnom Kulen National Park, der ligger 48 km nord fra Siem Reap. Navnet Phnom Kulen betyder Koulen Mountain, der på khmer betyder "Mountain of Lychees", hvor lychees er en kærlighedsfrugt, så egentlig betyder navnet "Bjerg af kærlighedsfrugttræer".
Phnom Kulen anses for at være et helligt bjerg i Cambodja med særlig religiøs betydning for hinduer og buddhister, som tager på pilgrimsvandring til bjerget. Området har også stor betydning for det gamle Khmer empire, for det var her, at kong Jayavarma II proklamerede uafhængighed fra Java i år 804. En snoet grusbjergvej førte op, og ind imellem var der lidt hullet asfaltvej. Fra Siam Reap havde vi nu kørt omkring 1½ time, men nu var vi fremme. Vi var kommet over en lille flod og parkerede. Der var nogle enkelte boder, og jeg købte to vistnok tigertænder i en kæde for 20 dollars og en dansende figur i sten eller var det gibs? for 10 dollars.
Vandet i floden har en særlig betydning for hinduer, for floden løber kun 10 cm over flodbunden, der består af sandsten, og her var der udhugget mere end 1.000 små symboler, der skal symbolisere frugtbarheden. Vandet løb over alle symbolerne og anses derfor for at være helligt. Ifølge beretningerne om Jayavarman II yndede han at bade her, efter at han havde fået omdirigeret floden, så vandet løb hen over symbolerne. Symbolerne kaldes "The Linga" og er en samling af Yoni- og Lingafigurer, der på en stilistisk måde symbolisere mandens og kvindens køn.
Der var nogle enkelte boder langs den hellige flod, og små damer stegte bananer over en sagte ild. Selvom jeg måske ikke lige var til stegte bananer på det tidspunkt, købte jeg en pose fuld af de helt varme bananer for at støtte lokalbefolkningen.
Op mod bjergets top var der masser af boder, og der var salg af billige, cambodianske pengesedler som offergaver til guderne. (Guderne kan tilsyneladende ikke kende forskel på de næsten værdiløse lokale pengesedler og de hårde amerikanske dollars.) Vi fik undervejs købt 2 x 3 lotusblomster til at give som offergaver. Det var også muligt at købe et tørret gedehoved, men jeg ved ikke, hvad guderne ville sige til det. Det var ved at være tid til at smide skoene, og der blev hyret en lille dreng til at passe på vores sko, medens vi gik videre. Med det samme blev de stillet på en snorlige række op langs muren. Der var også en del tiggere, men de sad pænt og fulgte os med øjnene. Stien går stejlt op, og der var masser af mennesker, men heldigvis næsten ingen vesterlændinge. Der er mange grotter i området, og mange buddhaer sad rundt omkring, medens små grupper sad og spillede. En stejl cementtrappe går opad til bjergets top, og heroppe er bjergtoppen simpelthen omdannet til en liggende kæmpebuddha. Han blev udhugget i det 16. århundrede, og han er 8 meter høj eller lang, da han jo ligger ned. Folk sad og bad, og vi ofrede vores meget smukke lotusblomster, jeg håber Buddha bemærkede dem.
Fire unge piger fra en lokal bjergstamme skulle også ned at dyppe tæerne. De var i meget smukke, farvestrålende dragter, og lignede lidt hen ad honolulupiger. Jeg spurgte selvfølgelig, om jeg måtte fotografere dem, og det måtte jeg gerne. Mr. Say sagde, at de faktisk kom fra hans stamme.
Desværre skulle vi videre, men det var faktisk ikke noget, vi skulle, for mr. Say sagde, at vi kører videre, når I har lyst til at køre videre, og det har ingen hast. Det havde været en 5-stjernet oplevelse at soppe i floderne og bade i det hellige vand sammen med lokalbefolkningen. På vejen tilbage mod Siam Reap stoppede vi ved nogle boder, der lavede palmesukker. Der gik primitive stiger op i palmerne, og her blev de lange blomsterstande klemt med et træredskab, og så begyndte sukkeret at løbe og blev opsamlet i bambusbeholdere. Nede på jorden blev det kogt i store beholdere for derefter at blive hældt op i små forme af blade. Når sukkeret var stivnet, var det klar til salg. Jeg fik købt et glas for kun en dollar, men købte også et glas hos naboen for at fordele goderne.
Tilbage til Siam Riep og hotellet, hvor vi fik sagt farvel til Mr. Say. Han havde været en excellent guide med en stor viden og samtidig meget hyggelig. Vi ville gerne give drikkepenge, men hvor meget skulle vi give uden at være for luset. Vi var endt med 4 x 10 dollars og så ellers en stor tak. Vi fik udleveret busbilletterne til Bangkok, dvs. det var kun billetter til grænsen til Thailand, idet vi derefter ville blive transporteret videre i en privat minibus. Der gik lidt tid, før vi fandt ud af, hvordan det forholdt sig med de billetter, for der stod jo ikke et ord om Bangkok. Men de var gode nok, for det var kun billetter til grænsen.
Aftenspisning igen på vores stamrestaurant, der jo faktisk kun var et forvokset gadekøkken. 4 forskellige gode retter mad plus drikkevarer til i alt under 20 dollars, og så var de simpelthen så søde og hurtige. Vi sad helt ude ved vejen, da en ung tiggende mand stoppede med et lille barn i favnen. Han spillede på en fløjte for et syns skyld, og så ellers så sørgmodig ud, at han rørte vores hjerter, og vi gav alle lidt. Lidt senere trillede en ung mand en ældgammel kone i rullestol hen til vores bord. Så til lommerne igen, og så måtte vi se at blive færdige med at spise og komme tilbage for at pakke.
Vi havde haft et par spændende dage i Siam Reap, men nu havde vi også set, hvad der var at se, så udmærket at vi i morgen skulle videre.
Det var en fin, lige landevej, sådan nogenlunde fin, for der kunne godt være huller nogle steder. Vi kom igennem små byer med små marker i det helt flade landskab. Det var varmt udenfor, men faktisk lidt til den kølige side inde i bussen. Der er 40 km fartgrænse i byerne og 90 km i timen på landevejen, og det blev overholdt. Ved 10-tiden var vi i Poipet, der er en ret stor by. Vi kunne ikke komme ind til busterminalen, på grund af noget vejarbejde, så de fik hyret en mand på en motorcykel til at vise vej ned ad nogle små grusveje.
Ude på landevejen igen og vi overhalede 3 motorcykler, der hver havde tre grise liggende på ryggen på bagsædet. De var svinebundet og sprællede svagt og nød tilsyneladende ikke deres sidste køretur. Tit skal der dyttes, for andre trafikanter kan finde på at køre lige ud foran en stor bus. Faktisk lå der ved grænsebyen Polpet en smadret person midt ude på gaden og kun halvt dækket af et tæppe. Det var åbenbart lige sket, og der var politi, men ingen ambulance endnu – hvis de da havde nogen.
Når man får visum til Cambodja, får man (eller trykker dem derhjemme), to stykker papir, hvoraf det ene skal afleveres ved indrejsen og det andet ved udrejsen. Af en eller anden grund kunne Gitte ikke finde sit udrejsevisum, og måske havde hun aldrig fået printet det ud. Panikken bredte sig, for jeg tror at vores børn og børnebørn ville blive ret sure, hvis jeg ikke fik Gitte med hjem fra Cambodja. Problemet blev dog løst med et beløb på kun 5 dollars. Kufferterne stod stadig på trækvognen, hvor den unge mand holdt vagt og havde bundet dem sammen med et reb. Vi gik videre ind i ingenmandsland, og selvom vi ikke rigtig vidste, hvad der skulle ske, besluttede vi, at vi nu hellere måtte tage vores kufferter, selvom de godt kunne blive kørt endnu et stykke. Vi kom op ad en trappe og udfyldte nogle indrejsepapirer. Danskere kan rejse ind i Thailand uden visum, men vi skal dog vise pas og fotograferes. I et stort, varmt rum stod folk i lange rækker, og en ung pige besvimede i køen. Alt i alt tog det 2 timer at passere grænsen, og vi trådte ud i Thailand, hvor Mr. Mo stod med Greiner skiltet. Det bedste minde fra Cambodia var de to ovenstående piger som vi
mødte ved vandfaldene ved Preah ang Yhom. |
I 1907 blev Angkor, som ellers havde været under thailandsk kontrol, tilbagegivet til Cambodja, der dog var under fransk kontrol, så EFEO "École Française d'Extrême Orient" tog ansvaret for at restaurere hele Angkor området. Samme år kom de første turister til Angkor – et uhørt højt antal på 200 i løbet af kun 3 måneder. Angkor var nu blevet "reddet" fra junglen, og turistantallet er steget og steget og er nu oppe på over en million besøg om året.
I slutningen af 1960’erne begyndte de kommunistiske "Khmer Rouge" (Røde Khmerer) at stikke deres uhyggelige ansigt frem, og i 1975 blev Siem Reaps befolkning, som resten af bybefolkningen i Cambodja, drevet ud på landet. Bonderevolutionen var gået i gang, og akademikere, politifolk, militærfolk, ingeniører og lærere blev arresteret, og mange blev henrettet. Den sadistiske behandling blev kaldt "kindkys af Pol Pot", og af de forbrydelser, der var dødsstraf for, kan nævnes at dovne på arbejdet, at klage, at hamstre mad, at sørge over en afdød slægtning eller at have en religion. Selvom der er mange guder i Cambodja, kæmpede de forgæves, for mod dumhed kæmper selv guder forgæves. At kunne læse og skrive, kunne et håndværk eller have briller blev også regnet for landsforræderi. Omkring 1,7 million af Cambodjas befolkning på ca. 7 millioner blev henrettet eller døde af sult eller udmattelse under Pol Pot. Læs meget mere om dette rædselsregime på denne hjemmeside "Tog til Indokina: Cambodja: 25. delafsnit".
New Ankorland Hotel var en klasse over hotellet i Phnom Penh, og vi blev budt velkommen med noget koldt at drikke og ellers bænket i brede sofaer. Meget flinkt og belevent personale. Til hotellet var endda en stor swimmingpool klemt inde mellem bygningerne og i restauranten kunne man både sidde inde og ude på bassinkanten. Værelserne var pænt store og nu med enkeltsenge, så vi hver især kunne brede os. Der var også både sengelamper og endda tre stole på værelset.
Agenten ringede og sagde, at en chauffør med en Van havde ventet på os ved flodbredden, men han var tilsyneladende ikke nået frem, da vi ankom. Vores rejsepapirer sagde "Egen transfer til hotellet", så vi kikkede heller ikke efter ham. Agenten beklagede, at der var sket en misforståelse, og de ville refundere de tolv dollars, tuk tuken havde kostet. 
Vi fik anvist et bord lige ved poolen, der var pyntet med balloner m.m., og øverst på bygningen var et stort skilt med "Happy New Year 2016". På en tribune var der levende musik med nogle sangerinder, der sang på skift. De sang faktisk rigtig godt, men de sang uafbrudt og meget højt. Maden var gratis, men vi skulle selv betale drikkevarerne. 
Der var noget lotteri på indgangsbilletten, og showmasteren prøvede at få nogen op, for at være lykkens gudinde. Da ingen andre meldte sig, ofrede jeg mig og trak vinderen til en flaske vin. 
Vi skulle blive hentet kl. 8.30, men minibussen var lidt forsinket. Vi var 10 i gruppen, flest danskere – foruden os fire et par fra UK, og resten var fra Sydkorea. Vores guide var en ung mand, der havde længere fingernegle, end jeg nogensinde har set på en kvinde. Han var ikke særlig stor eller stærk, så han viste sin status med de lange negle, der viste, at han ikke behøvede at have hårdt fysisk arbejde. Smart.
Det blev en rigtig fin bådtur i flodens brune vand, og vi kom igennem en by med bambushøjhuse, idet alle husene stod på pæle 8-10 meter oppe i luften. Pælene er højest, jo tættere husene er på floden, hvorimod pælene på hovedgaden kun er 3-4 meter. Der var simpelthen taget højde for, at der nogle gange var meget mere vand i floden end nu. Det var et fantastisk syn, og nogle af husene havde endda toiletter, idet der var et lille aflukke med plastikrør, der gik ned langs pælene og endte ved jordoverfladen, måske i en brønd. Andre "små huse", der blot var lidt afskærmning omkring et toilet, hang ud over floden, og deraf kunne sluttes, at det ikke var badevand, der var i floden. Hvor byens borgere får deres drikkevand fra, vides ikke, for det mudrede flodvand lignede bestemt ikke det klare kildevand.
Nogle børn kredsede omkring os, men jeg tror såmænd ikke, de tiggede, de kikkede bare. Alle de børn, vi så, var faktisk ganske nydelige i tøjet, bl.a. var nogle med Mickey Mouse t-shirt. Nogle voksne solgte et lille bundt malerbøger for 3 dollars. Jeg købte, og der blev også spurgt, om jeg ville købe blyanter, men nej tak, vi havde selv noget at skrive med. Her var jeg lidt tungnem, for jeg havde ikke opfattet, hvad det gik ud på, og først hjemme gik det op for mig, hvad meningen var. For det var ikke malebøger, men kladdehæfter. Lidt senere kom vi forbi en skole, hvor børn i 7-10 års alderen kun blev undervist på engelsk. God ide. Det var selvfølgelig meningen, at bøgerne og blyanterne skulle gives til børnene i skolen. Heldigvis var der også en donationskasse henne ved skolen.
Klasseværelset, der bare bestod af nogle stole og lidt borde var i jordhøjde i skyggen under nogle pælehuse, så det må være skole a la transportable. Der stod på et skilt, at der gik 125 børn i skolen, og at de årligt brugte 1.500 dollars til bøger, (det er så kun 12 dollars pr. barn). Til el blev der brugt for 20 dollars om måneden, toilet for børnene 800 dollars og vandfilter 70 dollars. Umiddelbart undrede det mig med 800 for toiletter og kun 70 dollars til vandfiltre.
Her var et slags kooperativ, for der var en mængde mindre robåde, hvor rokvinder roede gæster ind i skoven. At blive roet ind i en skov, havde jeg da aldrig prøvet før. Det hele var sat i system på den måde, at man ved et bord købte billetter af 5 dollars pr. person. Der kunne kun være to gæster i hver af de fladbundede robåde, og roeren sad i forstavnen og roede forlæns. Alice og jeg hoppede i en båd, og så blev vi roet ind mod den oversvømmede skov. Kvinderne, der roede bådene, havde kun en rovagt om ugen, og så blev indtægterne fordelt på den måde, at alle fik lidt af rovet. Inde i junglen kom vi helt tilfældigt lige forbi en båd, hvor der blev solgt sodavand og chips. Jeg fik købt to Fanta og en klase bananer til overpris. Den ene Fanta var til roeren, for som damen i sodavandsbåden sagde: "It was very hard work" Det troede jeg da gerne, og så tog vores roer en slurk af sin medbragte vandflaske og gemte Fantaen – så kunne den gå tilbage i systemet og blive solgt endnu en gang.
Først var vi henne ved mindesmærket for ofrene for Pol Pots grusomme gerninger. Mindesmærket ligger i en smuk park, og man kan ikke andet end få en klump i halsen.
Midt i en vejrabat var opstillet et stort festtelt med smukke borde og blomsterudsmykninger. Det blev brugt til runde fødselsdage m.m. Det ville sikkert være billigt at holde sin 70-års fødselsdag hernede, især hvis gæsterne selv betalte flybilletten og hotelovernatningen. 
Aftenspisning lokalt henne på hjørnet af Taphul Road og Oum Khun St. og på venstre side fra hotellet. På højre side lå en finere lidt turistagtig restaurant, men den var næsten tom. De havde ellers udenfor et stort skilt med billeder af retterne, men der var ingen priser på retterne. På den anden side var det nærmest et gadekøkken, dog var der røde plastikstole. Selve køkkenet lå ud til vejen, og her lå fisk, der blev ristet over en sagte ild.
Det overraskede mig, at der kun var 10 minutters kørsel fra Siem Reap til billetsalget til ruinområdet. Andre havde også fået den ide at se solopgangen, for nogle hundrede mennesker stod i 9 køer for at købe billetter. Hver person fik taget et foto, som blev overført på dagsbilletten, så der var ikke mulighed for at snyde udenom. Indgangen koster 20 dollars pr. person som mr. Say betalte, og faktisk gik det rimeligt hurtigt.
I løbet af de næste 300 år mellem år 900 og 1200 byggede Khmerimperiet verdens mest storslåede arkitektoniske mesterværker i Angkor. Da byen var på sit højeste, boede der op imod 1 million mennesker i byen Angkor.
Franskmændene begyndte at restaurere templerne, for junglen havde overgroet mange af bygningerne, så de var svært skadet. Arbejdet foregår stadigvæk, men nogle af de værst beskadigede templer er "skænket" til junglen. Der skal jo også være noget til Indiana Jones, hvis han skulle komme forbi.
Angkor Wat er intet mindre end verdens største religiøse bygningsværk og er Cambodjas største turistattraktion med et årligt besøgstal på over 1 million.
Templet er især beundret for sin storslåethed og harmoni i sin arkitektur, samt de omfattende relieffer udsmykket med religiøse fortællinger og talrige divaer (venlige guddomme), asuraer (dæmoniske guddomme) og apsaraer (nymfer). Sidstnævnte er dem, jeg bedst kan forholde mig til.
Templet er opdelt i forskellige niveauer, hvor 1. niveau er det største og omkranser hele templet. På alle ydervægge er der gallerier udhugget i det fineste stenarbejde. Her var i titusindvis af små og store figurer, der viste historien om konger, dronninger, soldater, elefanter og heste. En stor mand måske kongen, udpegede de onde, og de fik stukket pile i kroppen og fik stukket øjnene ud og så lige ned i helvede. Så kan de lære det, kan de. 
Vi fik bl.a. fortalt følgende på rundturen: Kongerne havde normalt 100 dronninger og ca. 200 konkubiner. Sikke en hønsegård og stakkels konge. Stenene til disse bygningsværker er hentet 60 km herfra og transporteret hertil med skibe og elefanter. Det er højsæson for Angkor Wat lige nu i den "kølige" vintertid. Om sommeren er det for varmt, og det holder mange turister væk. Vi syntes, det var rigeligt varmt selv på denne årstid.
I centrum af byen ligger Jayavarmans statstempel Bayon foruden adskillige monumenter fra tidligere perioder. Det sidste tempel, der blev bygget i Angkor Thom, er Mangalartha, der blev indviet i 1295. I de følgende århundreder vedblev Angkor Thom at være hovedstad i et kongerige, der langsomt gik i forfald. Byen blev opgivet som by før 1609, hvor en vestlig besøgende konstaterede en ubeboet by, der dog var lige så fantastisk som Atlantis.
Der er flere andre mindre templer i området, men vi stoppede ved Pyramid of Ta Keo. der med en højde på 40 meter er et af de højeste templer i Angkor området. Det er bygget i det 9. århundrede af kong Jayavarman V (968-1001) og er en pyramide i 5 niveauer. Det er dedikeret til guden Shiva, der er en magtfuld hindugud.
Et af de steder, jeg havde glædet mig særligt til, var Ta Prohm udtales Prasat Taprohm (det er derfor sproget er så svært). Ta Prohm er beliggende ca. 1 km øst for Angkor Thom. Det er bygget i Bayon stil i det sene 12. og tidlige 13. århundrede. Ta Prohm blev bygget af Khmer kongen Jayavarman 7. som et buddhistisk tempel og universitet.
Der er alt til faget tilhørende et 5-stjernet hotel, og det er endda muligt at få en privat butler med i prisen på et værelse. Er butlere altid af hankøn? Inspireret fra the Royal Palace har hotellet forskelligt farvede håndklæder, hvor hver farve har deres dag. Hvis håndklædet er orange, ja så må det være mandag.
Nu skulle vi dog først have en dag i Siem Reaps omegn. Vi kørte ud af byen ad en fin landevej, men kort efter drejede vi ned ad en mindre 2 sporet vej med spredte landhuse. På min opfordring stoppede vi ved nogle munke, der sad ved landevejen med nogle skåle. Jeg troede, man måske kunne købe te eller en sodavand, da der også stod en six pac med sodavand. Det var dog slet ikke det, som det gik ud på. Man donerer et beløb, der lægges i skålene eller f.eks. en hel pakke sodavand, og så fremsiger de en bøn. Jeg donerede en hel dollar, og en lokal kvinde donerede en lille lokal seddel. Men de to unge munke lirede den samme bøn af for os begge to, og jeg havde dog troet, at jeg fik en ekstra lang bøn. Nå, faktisk er det fint nok, at både rige og fattige får samme bøn.
Det højeste punkt i bjergkæden er 487 m og består af sandsten, og det var netop i denne bjergkæde, at der findes stenbrud som blev brugt til at opføre templerne i Angkorriget. Nationalparken er siden 1992 kommet med på UNESCO’s World Heritage kulturliste. Området er dermed beskyttet for at bevarer den karakteristiske natur og for at beskytte de berømte vandfald og det hellige bjerg. 
Vi gik op ad en lille sti til et af flodens udspring, hvor vandet piplede op af sandet og løb videre ned i floden. Her var en lille helligdom, der blev passet af en kvinde med to mindre børn. Jeg gav en mindre donation, når hun nu passede så godt på kilden.
Vi soppede over mod vandfaldene, og det var tydeligt, at de lokale brugte området til søndagsudflugt, og mange holdt picnic.
Bagefter soppede vi over dammen ved det første vandfald, der har 4-5 meters fald og er 20 til 25 meter bredt, alt efter om det er tør- eller regntid. Mange mennesker soppede rundt i det lave vand for at blive kølet lidt af. Vi fortsatte ned ad stien og helt ned ad nogle stejle trapper. Her var der et leben af menneske, som en varm sommerdag på Bellevue, dengang hvor der kun var en badestrand i nærheden af København. Dette vandfald er 15-20 meter højt, men kun 10-15 meter bredt, og det løber ned i et klippebassin med store sten. Det gik ikke an, at smide bukserne blandt alle pilgrimmene, men det var der tænkt på, idet en dame havde to små omklædningsrum. Så var det jo sin sag at lægge sit tøj i en bunke og gå fra den, men det var der da også tænkt på, idet hun havde nogle blikkasser, hvor tøj og værdigenstande kunne lægges, og man fik en nøgle til hængelåsen.
Jeg var den eneste i vores gruppe, der gik i vandet, så de andre gik glip af den oplevelse at bade i krystalklart, helligt vand. Det var en lille smule køligt i begyndelsen, men var ellers dejligt forfriskende og en oplevelse for guder med det plaskende vand fra vandfaldet.
Det var på høje tid med noget frokost, og vi holdt ind ved en restaurant ved vejen, der dog viste sig at være et rigtigt turiststed, for der var en stor souvenirhal ved siden af. Vi blev vist ind i den lettere afkølede afdeling og fik udleveret et menukort, og så sad vi der og gloede. Der skete ikke noget, selvom der stort set ikke var andre gæster. Hvis det havde været hjemme i København, var vi skredet for længst. Jeg fik fat i en tjener og spurgte om, han arbejdede der. Nå, men han arbejde virkelig der, så han undskyldte, og vi fik bestilt. Det var et dyrt sted, sådan ca. det dobbelte af, hvad vi plejede at give, og vi var ikke vant til 8-10 dollars for en portion ris med lidt til. Jeg havde bestilt pork med ris. På billedet på menukortet lå kødet hele vejen rundt omkring risen, men i virkeligheden lå der 5 bittesmå kødstykker og råbte til hinanden. Rigtig dårlig mad og til dobbelt pris. På en pæn måde fik jeg sagt til Mr. Say, at det ikke var et sted, han behøvede at tage gæster med hen en anden gang, for det var både dyrt og dårligt. Han havde selv været utilfreds, for hans mad kom først, da vi var ved at gå. Stedet hedder Prasat Banteay Srey Restaurant, og det kan stærkt anbefales at køre forbi.
Der holdt en tuk tuk udenfor, og nu troede driveren vi var rige, når vi kom ud fra det hotel, så han opgav en pris på 4 dollars til vores hotel. Der var ikke længere end, at vi mageligt kunne gå, så da vi begyndte at gå, var det alligevel helt i orden med de to dollars. Vi skulle ikke engang helt hen til vores hotel, for vi stod af ved en tankstation for at købe noget nødforsyning til busturen i morgen.
Vores bus ankom, og det var en gammel skrammelbus, men der var reserverede sæder, fandt vi ud af. Vi sad foran uden seler, men heldigvis havde chaufføren sele på. Vi kom af sted kl. 8.05, for vi måtte vente på to unge vesterlændinge, der kom for sent. Resten af passagererne var lokale.
Terminalen var dog bare en stor plads med nogle sælgere, der bl.a. solgte store, fede sukkerristede kakerlakker. Jeg var lige smuttet udenfor for at købe en posefuld, for måske lige at nippe lidt. Det var lidt svært at få sælgeren til at forstå, at der var kunder, for kakerlakker er åbenbart ikke vesterlændinges hofret. Jeg ville da i hvert fald lige tage et billede af lækkerierne, men så meldte cameraet, at der ikke var mere strøm. Da bussen i det samme lukkede døren og begyndte at køre, sprang jeg af sted, og den standsede heldigvis, men uden kakerlakbillede.
Vi blev sat af bussen og kunne da selvfølgelig godt trække vores kufferter de 1000 meter hen til grænsen, men der stod en ung mand med en trækvogn, og det ville koste noget med 3 dollars for hele læsset og give nogle penge til de lokale. Jeg sagde ok på gruppens vegne, selvom det jo var mange penge. Henne ved udtjekningen af Cambodja var der lange køer, men et par betjente ville tage os uden om køen for et mindre beløb, men vi ville ikke have særbehandling.