|
Jorden rundt med tog. Rundt om Thailandbugten. Singapore. Jorden rundt med tog delafsnit 48. Januar 2015. Rejsefortælling af Kim Greiner.
Harbour Ville var et mindre hotel, og helt sikkert var der ikke nogen "Harbour" i nærheden. Vi fik et meget smalt værelse med to brede senge, som vi skulle kante os forbi, men som en stor fordel var der vinduer i værelset. Hvor hotellet egentlig ligger, ved vi ikke, men det er i hvert fald ikke lige ved det pulserende liv.
Inden den personlige rejsefortælling, kommer først her nogle praktiske oplysninger og noget af Singapores historie.
I tiden fra 600-tallet og op til 1400-tallet havde forskellige kongedømmer fra Indonesien, Sumatra og Java magten i området. Navnet Singapore stammer fra myten om en Sumatrakonge, der strandede på øen efter et skibsforlis. Kongen stødte på et mærkeligt dyr, og da han fik at vide, det var en løve, kaldte han øen ”Singapura”, der betyder Løvebyen. Senere i begyndelsen af 1800-tallet kom det britiske Ostindiske Kompagni på banen, hvor Thomas Stamford Raffles i 1819 drog ned gennem Malaccastrædet på en ekspedition. På det tidspunkt boede en lille gruppe havfolk ved Singapore Rivers udmunding under fyrstefamilien Jahores herredømme, men Raffles fik undertegnet en traktat med fyrsten og sikrede sig, at skibe kunne ligge sikkert for anker, og erklærede derefter Singapore for frihavn.
Tilflytterne var en blanding af europæiske købmænd, kinesiske arbejdere, indiske soldater og den oprindelige malajbefolkning, og det gav et multikulturelt samfund, hvor lovløsheden desværre også trivedes, og sørøveri nærmest hørte til dagens orden. Men der blev også bygget store huse, templer og kirker samt en parlaments- og højesteretsbygning, og de store velhavende købmænd slog sig ned på store ejendomme i bjergene. I 1867 blev Singapore en britisk kronkoloni, og med dampskibets indførelse blev handelen udvidet med tin, gummi, olie, kopra og sukker.
Den 1.verdenskrig gik nogenlunde upåvirket hen over Singapore, og selvom der i mellemkrigsårene var perioder med nedgange i handelen, blev der også skabt formuer i den periode. Mange bøger er skrevet om denne besværlige tid i Singapore bl.a. ”Sidste skib fra Singapore”, ”Broen over floden Kwai” og ”Solens Rige”.
Efter bombningen af Hiroshima overgav japanerne sig, og englænderne vendte tilbage til kronkolonien. Befolkningen i Singapore var dog ikke længere tilfredse med det fremmede overherredømme, og efterkrigstiden var kendetegnet af en snavset, korrupt, overbefolket by med et blomstrende sort marked. I en kort periode dannede Singapore og Malaysia en skrøbelig alliance, men Singapore blev udstødt og har siden stået på egne ben. Singapore har ingen naturlige resurser, så da englænderne trak hele deres militær tilbage i 1967, så det faktisk lidt sort ud for økonomien, men vellykket tiltrækning af multinationale selskaber og bankvæsen gav på få år en blomstrende økonomi. En fast og hæderlig regering, hvilket må siges at være en sjældenhed i store dele af verden, har omdannet denne lille afkrog af verden til en moderne stat med en meget høj levestandard på alle punkter. Uddannelse, boligforhold, infrastruktur, lov og orden og stabilitet får den lille østat til at blomstre, og de godt 4 millioner indbyggere spiller en rolle i verdensøkonomien, der er helt ude af trit med landets størrelse.
Malajerne er efterkommere af indvandrere fra de malajiske stater og Indonesien. Også efterkommere af arabiske indvandrere hører til denne gruppe og har samme religion – islam. I starten holdt malajerne sig i de enklaver, som Raffles gav de første muslimske indvandrere, men siden det er blevet almindeligt at eje sin egen bolig, blev enklaverne opløst. Malajerne er mere traditionelle i deres klædedragt, og mange malajkvinder bærer hovedtørklæde. Malajisk er det nationale sprog, og nationalsangen er skrevet på malajisk. De andre sprog er engelsk, mandarin og tamil. Singaporeindere er også en blandet landhandel med forskellige sprog og religioner. De fleste taler tamil, da de kommer fra den nordlige del af Sri Lanka. Især under festdagene kan der ses glimt af traditionel indisk kultur og især i kvarteret Little India.
Alle disse forskellige folkeslag har forskellige religioner, der alle udøves med flid. Religionsfriheden er garanteret i forfatningen, og regeringen følger nøje med i religiøse stridigheder i nabolandene, og de gør en stor indsats for at sikre religiøs tolerance mellem de forskellige trosretninger. Når der har været kriser i verdenssamfundet, er Singapore altid kommet igennem hurtigere end naboerne. Den internationale økonomiske krise har dog skabt panik i samfundet, hvor det altid har været en ære at holde budgetterne. En kort tid var der ligefrem røde tal på bundlinjen, men det er vendt, så der igen er overskud.
Turister er en vigtig indtægtskilde, og f.eks. er hospitalsrejsende støt stigende. Måske på grund af turisterne har regeringen i elvte time valgt at bevare og restaurere de få etniske kvarterer.
Den folkekære præsident Sellapan Ramanathan har siddet på posten siden 1999. Han blev endda genvalgt i 2005 på trods af en alder af 81 år. Valgkomiteen kunne ikke godkende nogen af modkandidaterne. Han er ikke specielt synlig på arenaen, men er yderst værdsat af befolkningen.
Blandt befolkningen er der en vis skepsis imod kolossale lønforhøjelser i regeringstoppen og i administrationen. De høje lønninger skal forhindre korruption, som der findes meget lidt af i Singapore.
Butikkerne i Chinatown har alle noget med Kina at gøre, selvfølgelig souvenirs, men også madvarer, kinesiske kager, lertøj, barer og små restauranter, så der var masser af lokalkolorit, og med flag over gaderne gav det en god stemning.
For enden af Pagoda Street ligger Sri Mariamman templet, hvor indgangen er dekoreret med 72 hinduguder i stærke farver. Da de tårner sig op i 6 etager, er det et syn for guder. Selve tempelbygningen er fra 1843 og er bygget af indiske straffefanger og håndværkere fra Madras, som var dygtige til stukarbejde. Templet er den ældste hindu-helligdom, der stadig er i brug i Singapore. Det er indviet til gudinden Sri Mariamman, der er kendt for sin evne til at helbrede smitsomme sygdomme, og det er også her under den årlige Thimithi festival, at de troende går på glødende kul som tegn på deres fromhed. Lidt derfra på Neil Rd. lå et kinesisk tempel, hvor der var fuld gang i fællesbønnen. Præsterne på podiet bad for, og menigheden bad højlydt med. Der var fuld gang i de hellige handlinger, så jeg stillede mig op langs væggen og nød bare det eksotiske skue.
Her blev gruppen splittet, for nogle ville det ene og nogle det andet, så jeg satte mig ned ved en cafe, mediterede over tilværelsen og fik en stille, kold cola.
I "Garden by the Bay" ligger også to kæmpe kuplede drivhuse, der hedder "Cloud Forest" og "Flower Dome". Det kostede 28 dollars at besøge de to domer, men det er virkelig pengene værd. I begge kupler er der dejlige, behagelige 23-25 grader, så det er velsignet, når der er 38 grader udenfor. Inde i "Cloud Forest" er der bygget et bjerg med gangbroer uden om bjerget og overalt regnskovsplanter fra Australien, Sydamerika og Sydafrika samtidig med, at kaskader af vand falder ned over klipperne. Faktisk er det verdens højeste indendørs vandfald med 35 m fald. Et sted var der en samling af smukke, kødædende planter, men det var nogle helt specielle kødædere, for de var lavet af LEGO. Flower Dome er lidt fladere, og er med tusindvis af specielle planter som palmer, kaktus, orkidéer og alverdens blomster. Her indendørs er der ingen vind eller storm, som kan skade planterne, og derfor gror de af hjertens lyst. Desuden er der masser af skulpturer som havørne og drager, og mange er lavet af drivtømmer.
Imellem domerne findes "Crystal Mountains" med stalaktitter og en overdådighed af krystaller. Domerne er verdens største sokkelløse drivhuse, idet det er et kæmpe udendørs stålskelet, der bærer hele drivhuset.
Vi fandt alligevel en restaurant i området, hvor de havde mad og drikke. 3 meget store colaer med en kugle is kostede 14,70 singaporedollars plus tax og plus betjening. En rimelig pris, men at to kugler is i et glas uden nogen som helst pynt kostede, hvad der svarede til 40 kr., det er bestemt ikke rimeligt.
Et standardværelse koster fra 439 singaporedollars x 5,37 kr. Hvis det skal være med morgenmad er prisen 522 dollars. Luxurious Suiten beløber sig til 1.209 dollars, men det er så incl. morgenmad, en coctail og afternoon tea, samt 10 % rabat på massage og en hel del andet. Hvis jeg nogensinde skulle komme tilbage til Singapore, skal jeg helt sikkert have en overnatning på "Sand Sky Park Hotel", og jeg kan godt klare mig med et standardværelse. Vi kunne dog komme op på "Observations Deck", der ligger i platformens eller skibets stævn. Så skulle vi dog ned igen, og udenfor hotellet i den østlige del er der et billetkontor. Her kostede en billet til toppen 23 dollars, og så kunne vi komme op på dækket af "skibsstævnen". Her var der en flot udsigt ud over bugten med alle de opankrede skibe, og til den anden side lå byen med havnebassinet og højhusene. En trappe gik op til en terrasse med en bar og parasoller, og det så rigtig hyggeligt ud. Men nej, der måtte vi heller ikke komme op, fordi vi ikke var hotelgæster.
Vi kom forbi en masse tilskuerpladser og forbi en stor stenløve, der sprøjtede vand ud i havnebassinet. Det var et samlingssted for turister, og langs denne bred til marinaen lå der en stribe restauranter med flot udsigt til Sands Sky Park Hotel på den anden side af marinaen. På en japansk restaurant med denne eminente udsigt fik vi 3 x dejlig japansk mad med ris, 2 cola og 1 vand til i alt 82 dollars.
Mørket var nu faldet på, og der var lys i alle højhusene. Benene begyndte at exe under os efter 11 timers sightseeing, så vi tog en taxa til vores hotel. 13 dollars var en yderst rimelig pris for 20 minutters taxatur.
Vi tog igen en taxa ind til Orchard Rd., hvor stormagasinerne ligger på rad og række. På en gadecafe spiste vi frokost, og da det var her de lokale spiste, var priserne venlige, og en gang nudler med svinekød plus en skål suppe, kostede kun 4½ dollars. Det kan være svært at komme over Orchard Rd., for der er meget få overgange, og krydse gaden udenfor fodgængerfelterne kan koste en bøde. Der findes dog fodgængertunneler, men de munder ofte ud i underjordiske stormagasiner, og så er det med at finde ud og op på gaden igen. Stormagasinerne har alle de dyre mærkevarer, og de findes i læssevis. Vi ville ned til kanalerne for at finde en kanalbåd. Det koster 25 dollars for en tur på ca. 40 minutter. Der er mange stoppesteder, og man kan stå af og på en ekstra gang til samme pris. Vi rundede marinaen og sejlede tilbage igennem kanalen. Et guidebånd fortæller lidt under den ganske hyggelige tur.
Vi var kommet op på Orchard Rd igen for at finde en taxa til Little India. Først var vi lige inde at kikke i et stormagasin, og hvad var der lige inden for døren – en isbod med "Andersen Ice" og det med Dannebrog og det hele. Deres logo var H.C. Andersen i profil, men han var alt for pæn. Næsen var for lille og for lige, og det var faktisk kun hatten, der lignede H.C. Andersen. Isen var dog flot og vaffelkanten var dyppet i sukkerkugler, og den kostede 6,90 dollars og var pengene værd. Der var nærmest kø, så vi fik ikke sagt, at vi kom fra Danmark.
Vi ville ud at runde Little India, der egentlig ikke lå så langt væk, men vi havde ingen paraplyer med, så en taxa var nødvendig. Det tog dog sin tid at få en taxa, for nu skulle alle ud at køre en tur. Tropeskyl er Guds gave til taxachauffører.
Det dryppede stadig, da vi blev sat af i den farverige bydel, hvor der var festlige udsmykninger over gaden. Langs hovedgaden var der arkader, og varerne hobede sig op både ude i arkaderne og inde i forretningerne. Mange af husene i kvarteret var de gamle kolonitidshuse, så det er et meget hyggeligt kvarter og selvfølgelig var der et mylder af indere. Noget, der skilte sig helt ud fra hjemlandet, er, at der var rent alle vegne, og det er mere, end man kan sige om de fleste indiske byer. Raffles Hotel er i hvid kolonitidsstil med halvhøje bygninger med spidse tage, og ind imellem bygningerne ligger der en fredfyldt oase med gårdhave og udskænkning. Det er tilladt at gå rundt og snuse på hotellet, selvom man ikke bor der, og vi fik da set en masse, medens vi ledte efter ”Long bar”. Hotellets kølige fristeder i gårdene og under de overdækkede korridorer har i tidens løb lokket berømtheder til, og der kan da nævnes navne som Somerset Maugham, Charles Chaplin og Michael Jackson, som har nydt herlighederne på Raffles hotel.
Over den lange bardisk hang der faktisk et billede af en næsten nøgen kvinde, og det er måske selveste fru Raffles. Vistnok. Så snart vi var bænket, blev der stillet en kæmpe sækkelærreds pose op på bordet, og den var fyldt med uknækkede peanuts. Før i tiden var det god skik at smide skallerne på gulvet, men i vore dage er der dog stillet en affaldsbeholder op på bordet. Singapore Sling er ”The Traveller’s Drink”, og den blev opfundet lige her i baren i 1910 af den kinesiske bartender Mr. Ngiam Tong Boon til en rejsende, der så ud til at trænge til noget særligt. Den rejsende smagte på den. ”This is amazing!” the traveller exclaimed. ”What is this drink?”
For 10 år siden kostede en Singapore Sling 25 singaporedollars i denne bar. I vore dage var den steget til 31 dollars og det var egentlig ikke så galt. I mellemtiden er kursen på singaporedollars dog noget helt andet. 25 gamle dollars svarede til ca. 85 kr., og 31 nye dollars svarer til 166 kr. Drinken er dog pengene værd, og præcis på dette sted skal alle Singaporerejsende have en ægte Singapore Sling.
Både Singapore og Bangkok Airport er kæmpestore. Med alle de fly, der går alle mulige steder hen, er det alligevel fascinerende, at hvis man har penge, kan man flyve hvorhen i verden, man ønsker, på under et døgn. Hvis man virkelig skal mærke Jordens størrelse, så skal man bevæge sig hen over landjorden.
Det var kun en kort flyvetur fra Singapore til Bangkok, og derefter det lange, seje stræk mod København. Fint, moderne fly med Thai-Airways og tilsyneladende lige så godt som Singapore Airlines. Måske er flymaden dog en lille klasse under, men på skærmen på sæderne kunne jeg trykke mig ind på Copenhagen og læse både historie og seværdigheder. F.eks. havde Walt Disney i 1956 været på besøg i København, og i Tivoli var han blevet inspireret til Disneyland som åbnede 4 år efter.
Denne sidste del Cambodja, Thailand, Malaysia og Singapore var arrangeret af First Travel og kostede 21.195 kr. pr. person. Beløbet dækkede fly København-Bangkok-Phnom Penh og senere Singapore-Bangkok-København. Tog Bangkok-Singapore. Langbåd og bus Phnom Penh-Siem Reap-Bangkok. Alle hoteller med morgenmad. Guidede ture med chauffør Angkor Wat, Phnom Kulen og River Kwai. Alle transporter mellem hoteller og stationer. Egentlig en overordentlig rimelig pris for så meget. Af lommepenge til øvrige måltider, indgange og souvenirs m.m. brugte Gitte og jeg tilsammen ca. 10.500 kr. Højdepunkterne på denne sidste tur var i Cambodja Angkor Wat, det hellige bjerg Phnom Kulen og besøget ved de hellige vandfald, men også turen til pælelandsbyen var spændende. I Thailand var det de kongelige paladser og besøget ved "Broen over floden Kwai". I Malaysia var det Pretonas Tvillingetårne ved aftenstide og Cave grotterne. I Singapore var det "Garden by the Bay" med Sand Sky Park Hotel, domerne og Grove Tree.
Alle landene var spændende på hver sin måde, men Cambodja står mit hjerte nærmest. |
Gitte havde undervejs været i telefonisk forbindelse med vores livline, og da vi var kommet igennem formaliteterne holdt der en minivan lige udenfor stationen. Det var i mellemtiden blevet bælgmørkt, så godt, at vi ikke selv skulle finde vores hotel i en fremmed by. Der var ca. ½ times kørsel af en meget veloplagt chauffør til hotel Harbour Ville, og vi var fremme kl. 22.30.
Vaccinationer: Der findes enkelte tilfælde af malaria, mens denguefeber er mere udbredt. Køb den effektive myggespray med DEET, der er noget giftigt stads, men effektivt. Ellers anbefales vaccinationer mod difteri, hepatitis A + B, gul feber og stivkrampe. 
Trafik og Taxa: Der er venstrekørsel, og der er tæt trafik i dagtimerne. På gaderne er det ikke altid, at taxaerne vil prajes, men det koster ekstra at bestille en taxa til sit hotel. Ellers må man hen til de afmærkede holdepladser. 
Sprog og sikkerhed: Malaysisk og engelsk er hovedsprog. Over halvdelen af befolkningen taler også mandarin kinesisk. Lokaludgaven "singlish", som er et mix af diverse sprog med engelsk som udgangspunkt, prøver regeringen at begrænse. Singapore er generelt et sikkert sted at færdes. Dog er der lommetyve i turistområderne.
Befolkningen er vokset fra næsten ingenting, men korthenvisninger fra det 2. århundrede tyder på, at der fandtes en betydelig handelspost på Singaporeøen, og senere bliver den omtalt af både kineserne og Marco Polo. 
Handelen voksede hurtigt, handelsskibe brugte havnen, og nybyggere flyttede til byen. De forskellige befolkningsgrupper levede i adskilte områder, og disse enklaver kan stadig ses i Little India, Chinatown og områder med malajer. Der blev bygget pakhuse, såkaldte ”godows”, for at beskytte varer, der ventede på videre forsendelse, og befolkningen voksede støt med købmænd og arbejdere. Således var der i 1819 kun omkring 1.000 indbyggere, men i 1869 var der 81.000.
Under 2. verdenskrig gik det helt galt, idet det britiske militær var opslugt af krigen i Europa. Forsvaret var derfor utilstrækkeligt, og efter 14 dages heroisk kamp, især af Malay Regimentet, blev byen presset hårdt op i en krog af japanerne. Den 15. februar 1942 gav Winston Churchill tilladelse til, at generalløjtnant Arthur Percival overgav sig til japanerne. Japanerne omdøbte byen til Syanan-To, ”Sydens Lys”, og europæiske civile og andre krigsfanger blev interneret i Changifængselet, der var blevet bygget til 600 fanger, men på et tidspunkt husede 3.000. Mange krigsfanger blev også brugt til anlæg af jernbanen i Burma og Thailand (se delafsnit 46 "Jorden rundt med tog" Bangkok på denne hjemmeside.) Krigsfangerne døde som fluer, og i Singapore levede civilbefolkningen i frygt for Japans hemmelige politi, der gennemførte flere massakrer på især kineserne.
Kineserne kommer fra forskellige kinesiske provinser med forskellige sprog og egne festligheder og foretrukne guder i forskellige templer og forskellige traditioner i mad. Et større skel i den kinesiske befolkning er mellem de kinesisk uddannede og de engelsk uddannede, som er mere vestlige i deres holdninger. Regeringen opfordrer dog til at tale kinesisk: ”Speak Mandarin”, så de kan beholde deres asiatiske identitet, men samtidig tale flydende engelsk, hvis de skal konkurrere på det internationale marked.
Eurasierne er af blandet asiatisk og europæisk herkomst, og de har i mange år været lidt rodløse blandt de andre mere homogene befolkningsgrupper. Efter i en del år at have udvandret til Vesten og Australien har de nu takket være regeringen fået mere fodfæste og er anerkendt som en af de fire store befolkningsgrupper i Singapore. Eurasierne er overvejende kristne og er vestligt indstillet, men både festligheder og madkultur er en blanding af øst og vest.
Der investeres stærkt i Singapores forsvar, hvor udgifterne beløber sig til 5 % af statsbudgettet, og mænd aftjener 22 måneders værnepligt.
Vi havde fået et kort i receptionen, og hotellet lå helt nede i den yderste kortkant, langt væk fra det pulserende liv. Efter morgenmaden gik vi ned til vejen, hvor der kom en bus i den rigtige retning. Vi kunne dog ikke komme med, da man skal betale med aftalte småpenge, og dem havde vi ikke. 
En skrædder reklamerede med, at Bill Clinton havde fået syet en habit hos ham, og personligt fik jeg netop ikke købt en vifte, der bestod af to fladtrykte, tørrede gekkoer. Jeg forestillede mig, at hvis jeg købte en gekkovifte og tog den med hjem, så ville der på et tidspunkt myldre små dyr ud af den, så det blev bare til et billede.
Ellers var det umiddelbart noget skralt med at få noget at drikke i området ud over en McDonald’s, hvor vi så også spiste frokost.
Neden under domerne var der en interessant film, der viste, hvad der sker med kloden, når temperaturen stiger. Filmen startede med 1 grad varmere end nu, og ved 5 grader er det nærmest Jordens undergang – så den temperaturstigning skal virkelig tages alvorligt. 
Vi kørte op med en elevator til 55. etage og fortsatte to etager helt op. Deroppe leves livet i poolen, og nærmest som et synsbedrag ser det ud, som om vandet i poolen bare flyder ud over kanten til afgrunden. Her svømmede folk rundt eller sad under palmernes skygge og fik kølige drinks. En vagtdame ville gerne se vores nøglekort, inden vi fik adgang. Udover vores kort til Harbour Ville kunne vi ikke fremvise noget, og da de to hoteller ikke samarbejder, var der ingen adgang til herlighederne. Vi kunne tage et foto og så ikke mere.
Nå, men på vores dæk havde de da en bod, hvor der kunne købes slushice til den rimelige pris af 5 dollars. Der var dog ikke nogen stole eller bænke på det store dæk. Hos slushicedamen spurgte jeg, hvorfor der ikke var nogen stole, og fik svaret, at manageren sagde, at de kunne blæse ned. De har nogle meget mærkelige vinde i Singapores højere luftlag, idet stolene på de riges terrasse ikke kan blæse ned. Så vi fattigrøve måtte sidde på dækket, og der kunne vi sidde på den flade og glo på de rige, der sad på deres stole og med store drinks i hænderne. For at formilde fattigrøvene, var der 10 % rabat i slushisboden, hvis man købte for mere end 50 dollars, men hvem pokker kan spise 10 slushice. 
Der er gratis adgang til Botanisk Have, hvor der inde bag hovedporten findes en junglesti igennem et stykke uberørt regnskov. Deres orkidéhave er verdens største med 700 arter og 21.000 hybrider. For at komme derind koster det 5 dollars, dog kun 1 dollar for pensionister. Bare orkidéhaven er stor, og stierne snor sig rundt blandt de mange blomstrende planter. Det bedste sted i orkidéhaven er koldhuset, hvor der er 21 behagelige grader. Koldhuset er ikke særlig stort, men dejligt, dejligt koldt, så orkidéerne her blev studeret meget grundigt. 
Båden lagde til ved den gamle husrække ved Riverside Point. Vi trængte til et eller andet og lod os lokke ind i en cafe med borde langs floden. Bordene var dækket, men da vi kun skulle have noget at drikke, blev bestik og vådservietter hurtigt fjernet. Det er da i orden, at bestikket bliver fjernet, men kan drikkende kunder ikke også have brug for en vådserviet? Vi fik islatte, der smagte svagt af kaffe til 8 dollars. Jette trængte til en is, og 3 kugler i et glas uden pynt eller noget som helst kostede 12 dollars plus tax, plus betjening. Så var den også betalt, og det var den dyreste is i mands minde. Vi bedømte hurtigt stedet til at være en rigtig turistfælde.
Da vi kom udendørs igen, var der startet et tropeskyl, og efter ½ minut ude i det vejr ville vi være gennemblødt, så vi stod tørt og godt og ventede ved en taxaholdeplads.
Vi fandt Long Bar, hvor der var et enkelt bord ledigt. Long Bar ligger i et stilfuldt, men hyggeligt lokale, og det er behageligt afkølet. Køligheden kom nu nok ikke fra det synlige viftesystem, der består af en række vifter under loftet. Vifterne bevægede sig i adstadigt tempo frem og tilbage, frem og tilbage, men de kunne vel altid røre lidt rundt i luften. 
Det, bartenderen havde fundet på, var at blande en rapsodi af cherry brandy, gin, bitters, grenadine, brandied cherry og så ryste med lime eller pineapple juice, og resultatet blev en lyserød, tropisk cocktail, der siges at være en damedrink. Hvis der så er damer imellem, der ikke kan klare 25 % alkohol, så kan de jo komme noget mere juice i. Drinken skal serveres i et højt glas godt med is og toppes med en skive ananas.
Da vi ankom, var skranken til vores flyafgang allerede åben, så hurtigt kom vi af med kufferterne og fik udleveret bordingkort. Paskontrol og udrejsekort blev klaret, og vi kunne gå til gaten, og først derude var der sikkerhedskontrol.
Tak til vores rejsebureauer, der efter mine ønsker har sørget for alt det praktiske: Alt Rejser på Vesterbro klarede Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland, Sibirien, Mongoliet og Kina. First Travel/First Asia tog sig af Vietnam, Cambodja, Thailand, Malaysia og Singapore, og Marco Polo klarede Australien og Canada.