Athen

Fra demokratiets vugge til millionby.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Februar 2002.

Hold pilen på billederne og teksten kommer frem.

Dannelsesrejse til Athen.

Alle kender Athen med Akropolis og æh hvad egentlig mere ? Jeg selv må have været til tandlægen, da vi havde om Athen i skolen, for indtil for nogle få måneder siden, var jeg ret blank i det emne. Jeg vidste til nød, at Athen er Grækenlands hovedstad, og landet ligger i bunden af Balkan, og at der er en masse turistede solskinsøer i det Ægæiske Hav, og så er der det med Olympiaden og Konstantin og prinsesse Anne-Marie og et par andre lidt dunkle småting.

Siden 1800 tallet har bedre folks børn og gammelsproglige studenter ellers taget på dannelsesrejse til Athen, og H.C. Andersen besøgte byen i 1841 kun nogle få år efter, at Athen med en stor tempelruin, 5.000 indbyggere og kun 300 huse var blevet Grækenlands hovedstad. I vore dage har Storathen 4 millioner indbyggere, så der er sket noget i de forløbne 150 år, for ikke at tale om de forudgående 2.500 år siden kulturens og demokratiets vugge stod for foden af Akropolisklippen. Lidt af alt det historie vil jeg komme ind på i denne fortælling, og ellers kan der læses om hvordan min kone Gitte og jeg oplevede Athen på vores dannelsesrejse i det herrens år 2002.

Ansigtsløse spøgelser.

De fleste, der besøger Athen, har byen som et få dages stop, inden turen går videre til Peloponnés eller småøerne, og når Akropolis og Det Arkæologiske Nationalmuseum er set, har man set alt og skal videre. Men vi ville mere ud i krogene med 10 dage i byen, og ved hotellets morgenbord var vi det bærende og stabile element, medens tilfældige turister, et helt fodboldhold og grupper af japanere, spiste med en dag eller to og var væk igen. Ærgerligt nok er Athen åbenbart ikke et sted for englændere, for de kan se det hele på Britisk Museum, efter at den britiske ambassadør Lord Elgin i 1804 udskibede 200 kasser af det bedste fra Pantheon templet på Akropolis. Billedplader, gravskulpturer, søljer og 75 meter af Pantheonfrisen blev fjernet, så det originale tempel bagefter stod gabende tomt. Det har dog den fordel, at de "fine" ting står godt beskyttet på Britisk Museum, for smogen fra Athens 1 million biler danner sammen med luftens fugtighed en stærk syre, der på få årtier har forvandlet søjler og statuer til ansigtsløse spøgelser. Et nyt Akropolismuseum skal stå klar til de olympiske sommerlege i 2004, og forståeligt nok vil man meget gerne have Lord Elgins marmor tilbage til fædrelandet.

Mangelen på englændere i vore dages Athen afstedkommer, at der ikke var bacon på hotellets morgenbord, og selvom jeg ikke får det derhjemme, er det et stort hotelplus, især med 10 dage på den samme kedelige bolle, den samme ost og den samme marmelade, men kaffen var heldigvis god.

Athen ligger i en sydvendt kæmpedal, og om sommeren er der ulideligt varmt med ofte over 30 graders varme, og med smoggen liggende som en dyne over byen, hvor turisterne myldre rundt i hobetal. Alt sammen ikke lige noget for os, så vi havde valgt rejsetidspunktet til sidst i februar med gennemsnitstemperaturer efter bogen med 10-15 grader, og for en sikkerheds skyld havde jeg taget lange underbukser med, ihukommet at Athen, ganske vist helt unormalt, i december måned 2001 var dækket af et tykt lag sne.

Athens nye lufthavn.

Flyvning med Mærsk Air der i samarbejde med SAS daglig beflyver ruten København-Athen, og fly og hotel var bestilt igennem FDM og kostede 10.486 kr. for 2 personer. Flyvetiden var godt 3½ time, og det forholdsvis lille fly var 2/3 fyldt, og der blev uddelt aviser, drinks og mad af et høfligt og effektivt personale.

Ifølge vores guidebøger er de ved at bygge en ny lufthavn i Athen, men vi vidste ikke, om den var blevet færdig, og hvor i landskabet den befandt sig udover, at det var ca. 25 kilometer i en eller anden retning fra centrum. Lufthavnen så dog meget ny ud, så den var åbenbart blevet færdig og lå smukt i landlige omgivelser, og hvis andre heller ikke kan finde den på et kort, så kan jeg da oplyse, at den ligger stik øst for Athen, men på den anden side af områdets højeste bjerg.

Allerede 10 minutter efter landingen rullede kufferterne frem på båndet, og i informationsskranken fik vi oplyst, at bussen til Centrum hed E 95, og at den ville holde lige udenfor indgangen, hvor der også kunne købes billetter til 2,90 Euro. (1 Euro = 7,50 kr.) Det meste af døgnet er der 20 minutter drift, så det er let og billigt at komme ind til centrum. Vi havde hjemmefra købt kort over Athen i Nordisk Korthandel, og Politikens Tur-Kort kan virkelig anbefales, da de er laminerede og med mange nyttige oplysninger.

Bussen stoppede og vi anede ikke hvor vi var.

Vejen ind til Athen var dog svær at stedfæste, men ved hjælp af kompasset fik jeg dog orienteret kortet, så vi havde en kørselsretning. Uden at vi rigtig vidste, hvor vi var, standsede bussen efter en lille times kørsel, og da alle andre steg ud, fulgte vi trop og stod ved indgangen til en stor park med en del taxaer holdende i nærheden. Vi har en del uvilje mod fremmede storbyers taxaer, og Athens taxaer er berygtede for at tage sig godt betalt overfor turisterne, så vi slæbte kufferterne indenfor i parken for lige at stedfæste vores position i forhold til hotellet. En venlig ung mand kikkede med på kortet og spurgte, hvor vi skulle hen, og helt tilfældigt var han netop taxachauffør, og da han havde sat sin finger et godt stykke fra, hvor vi var (fandt vi senere ud af) og sagde, at der var meget langt til hotellet, lod vi os overtale.

Der var virkelig meget langt, og vi kørte op af den ene gade og ned af den anden og rundt og frem og tilbage, og jeg prøvede uden held at følge med på kortet, selv om taxachaufføren et par gange tog kortet og satte sin finger et sted, der ikke rigtig sagde mig noget, og meget beundringsværdigt kan en atheniensisk taxachauffør sagtens både køre bil, ryge cigaretter, drikke kaffe og pege på kort samtidig. Efter 20 minutter svingede han op foran hotellet, og det var da ikke, fordi det var voldsomt dyrt med 11,59 euro, men det er helt sikkert han kørte en ordentlig omvej. Da vi senere havde helt tjek på positionen, og det har man egentlig først, når man selv går rundt og sammenligner kort med gadeskilte, så fandt vi ud af, at lufthavnsbussen har endestation ved den nordlige del af National Garden kun 100 meter fra Parlamentsbygningen på Syntagma pladsen, der regnes for Athens centrum og kun 1.200 meter fra vores hotel.

For lige at gøre Athens taxaer færdige, så er der utroligt mange af dem i gadebilledet. De er gulmalede og er derfor nemme at skelne, og en dag sagde jeg til Gitte, at hun skulle tælle de forbipasserende taxaer, og jeg talte alle andre køretøjer. Da jeg var nået til 50, var hun nået til 38.

Athens Center Hotel ligger klemt inde i nogle små sidegader, men er ellers ganske nydeligt, og af en meget imødekommende receptionist fik vi et pænt værelse på 7. etage, der lige netop ikke havde udsigt til Akropolis, men dog en lille balkon med aftensol. Det eneste, jeg vil klandre hotellet for, er deres morgenbolle, især når man så Athens bagerforretninger, der bugnede af alle slags spændende brød, og så at hotellets taghave er aflåst om vinteren. Et par af de sene eftermiddage med lunende solskin, ville vi ellers ikke have haft så meget imod at henslænge os i en liggestol i deres Roofgarden med en fin udsigt over byens tage til Akropolis.

Første indsnusning af Athen.

Efter indlogeringen var der tid til den første indsnusning af Athen, og allerede fra det første gadehjørne var der frit udsyn til Akropolis klippen med det store Parthenon tempel. På samme gadehjørne lå en dyreforretning, og dem var der egentlig mange af rundt om i byen, men denne forretning havde foruden det normale sortiment af kaniner, duer, hamstere, fisk m.m. også vinduerne fulde af forskellige racer hundehvalpe. Det virkede på en eller anden måde forkert med denne mellemstation mellem hundemoderen og en forhåbentlig kærlig herre. Athen har ellers mange hunde, der render rundt på gader og stræder, og mange af dem er vilde eller ihvertfald herreløse, og ganske upåagtet af mennesker går de rundt eller ligger sovende på en solrig plet midt på et trafikeret fortov. Nogle af hundene havde dog set sig gale på taxaerne og løb med dødsforagt gøende efter dem, medens de prøvede at bide i dækkene. Go hund.

Nord for Akropolisklippen ligger Plakabydelen, der er Athens historiske hjerte med krogede gader, ruinområder, hele og halve knækkede søjler, restauranter og souvenirbutikker i en blanding, det hele lidt overvældende, så vi slentrede bare igennem og ville de næste dage prøve at få lidt styr på seværdighederne.

På vej tilbage til hotellet var mørket ved at falde på, og vi bemærkede at mange af de antikke mindesmærker, men også de store nyklassiske bygninger, var smukt illumineret, og at f.eks. Parlamentsbygningen havde spots i alle vindueskarmene. Meget flot.

Det har jo sine fordele at bo midt i byen med alle seværdighederne indenfor gåafstand, men hvis bare alle athenienserne også ville gå pænt i seng i ordentlig tid i stedet for at dytte og larme rundt på motorcykler, ville meget nattesøvn være vundet.

Græske sønner til sultanens livgarde.

I 1456 erobrede tyrkerne Athen sammen med hele det græske fastland, og selvom tyrkerne var muslimer, fik grækerne lov at beholde deres sprog og religion, og netop sproget og religionen var med til at holde sammen på den græske befolkning i de næsten 400 år, hvor landet var besat. Tårnhøje skatter til tyrkerne og at hver græsk familie skulle aflevere en søn til sultanens livgarde, gjorde besættelsen ret så ubehagelig, så den 25. marts 1821, heldig ramt lige netop på Grækenlands nationaldag, startede frihedskampen. Ved hjælp af stormagterne Storbritannien, Frankrig og Rusland blev Grækenland igen et selvstændigt land i 1829, men meget reduceret i forhold til i dag. På grund af store uenigheder mellem grækerne, var det svært at finde en leder, som grækerne kunne enes om, så igen hjalp stormagterne og plantede den bayerske prins Otto som konge, og i 1834 blev Athen med sine kun 300 huse hovedstad.

Tilbage til vore dage og søndag formiddag i Athen, hvor vi startede vores byvandring og kom forbi kong Otto og dronning Amalias beskedne palæ og hvor familien boede i de første år indtil slottet på Syntagmapladsen blev bygget. Ottos palæ er nu bymuseum og var søndagslukket, så det måtte vi vente med at se, men vi fik da lige kikket på de få rester af Athens gamle bymur fra 479 f. Kr. på den lille grønne plads foran palæet.

Danske arkitekter præger Athen.

Lige i nærheden ligger Universitetet, Videnskabernes Akademi og Nationalbiblioteket, og lad os bare føle lidt stolthed, for det er 2 danske arkitekter, Christian og Theophilus Hansen, der har tegnet de 3 smukke bygninger. Kong Otto havde inviteret en del udenlandske arkitekter til byen for at få lidt stil over de nye offentlige bygninger, men desværre inviterede han også lidt for mange tyske embedsmænd til at fylde i bygningerne, så for grækerne var han en upopulær konge.

De 3 bygningsværker er opført i nyklassicistisk stil, d.v.s. en imitation af de antikke bygningsværker, og der mangler bestemt ikke noget i form af søjler, relieffer og statuer og anden udsmykning. Meget smukke og elegante bygninger, som ikke finder deres lige andre steder i Athen, så vi stilede mod Universitetet og gik indenfor i den smukke forhal. En mand kom farende, da han så vores rygsæk og kamera :"Close, close" så vi fortrak skyndsomt, men vi ville vende frygtelig tilbage, for sådan et universitet kan vel ikke være lukket hele tiden.

Parlamentsbygningen og præsidentboligen.

Slottet på Syntagmapladsen blev bygget som kongeslot til kong Otto, men har siden 1935 været sæde for det græske parlament. Ved siden af slottet ligger den store Nationalpark, der blev anlagt af dronning Amalia på det dengang øde område ved siden af slottet. Træer og palmer har nu vokset sig store, men lad mig sige det med det samme, at i vore dage ofrer athenienserne ikke meget energi på at passe parker og haveanlæg, så ud over nogle ganske få blomsterbede består underbeplantningen i de grønne anlæg mest af brændenælder og andet ukrudt.

I forbindelse med Nationalparken ligger endnu en af brødrene Hansens bygninger, det kæmpestore Záppion, der nu bliver brugt som kongrescenter, og på østsiden af parken ligger et smukt palæ, nu præsidentbolig, men siden 1898 og frem til at kong Konstantin i 1973 forlod landet, var det bolig for kongefamilien. Der er faktisk 2 palæer næsten ved siden af hinanden, men de forskellige guidebøger kan ikke rigtig blive enige om, hvornår og hvilke bygninger, der er Det kongelige Palæ, og hvilke der er Præsidentpaladset, og det står faktisk skrevet, som om det er den samme bygning, men på vores bykort står der angivet to bygninger og med forskellige navne.

Evzonernes gaggede gangarter.

Udenfor det palæ, der står angivet som Præsidentpaladset, stiftede vi for første gang bekendskab med evzonerne, der med strutskørt og rødmalede træsko med pomponer bevogter paladset og den ukendte soldats gravmæle på Syntagmapladsen. Evzonerne eller Nationalgarden må have inspireret John Cleese til hans sketces med gaggede gangarter, og det er meget svært ikke at trække på smilebåndet med evzonernes højt hævede ben og arme i slowmotion og efterfølgende skrab af benene som en anden hanhund. Det kan ikke beskrives, det skal bare opleves. Uniformerne er lidt forskellige om hverdagen og om søndagen, men altid i skørt, og om søndagen er det hvidt strutskørt med næsten 400 læg, et for hvert år tyrkerne havde besat Grækenland.

Det er en national hemmelighed, hvad skotterne har under kilten, men evzonerne strækker deres ben så højt op, at man uden besvær kan se, at de ihvertfald ikke går med strømpebukser. Kasernen ligger lige ved Præsidentpaladset, og rundt om Nationalparken er der slidt en rille i fortovsfliserne, hvor evzonerne med deres sømbeslåede træsko plejer at gå, når de skal hen til den ukendte soldats grav. Særlig festligt er vagtskiftet søndag kl. 11, hvor et større orkester gå i spidsen for hele styrken af evzoner, der med fanen højt hævet går til Parlamentsbygningen, hvor 2 mand skifter plads, hvorefter hele styrken igen marcherer tilbage. For en sikkerheds skyld er Parlamentsbygningen også bevogtet af betjente med maskinpistoler, og bagved holder altid et salatfad med bevæbnede betjente.

Kiosker på hvert gadehjørne.

På alle Athens befærdede gader og med kun 50-100 meters mellemrum ligger små kioske med alt i slik, chips, tobak, sodavand og blade. Det hele er stablet op rundt om kiosken og især omkring disken, så kioskejeren kun har et glughul på omkring et A4 ark til at kikke ud af. Der er ikke noget, der er prismærket, så man er overladt til kioskejerens ærlighed, når der skal betales, og mange har besvær med euroerne contra dinarerne, så der ganges og divideres, inden der kommer et tal ud på lommeregneren, og om man er taget ved næsen, har man ingen anelse om. Jeg kan godt lide at have styr på pengesagerne, så altmuliggadehandelen på vores gadehjørne fik efterhånden det meste af vores handel af drikkevarer, da han havde pris på dåserne.

På hvert andet gadehjørne står der også brødsælgere, der sælger ganske velsmagende og friske brødkringler og så lige nogle store sukrede doughnotskringler, og ved bare en af dem er man mæt for 0.45 euro, men ellers kan der til frokost rundt omkring købes flutes med ost og skinke til 1 eller 2 euro.

Olympieion i byggerod i 650 år.

På vores vej til Akropolis stødte vi på et ruinområde med nogle enorme, store søjler og meget belejligt var der om søndagen fri adgang til området, men ellers koster det 1,47 euro. Søjlerne er resterne af Olympieion, der er eller var Grækenlands største tempel og blev påbegyndt i det 6. århundrede før Kr., men byggeriet blev først fuldført efter 650 år i 131 e. Kr. af den romerske kejser Hadrian. Han var så ubeskeden, at han inde i det allerhelligste lod opstille en statue af sig selv, og den var kun lidt mindre end den guld- og elfenbensstatue af guden Zeus, som templet skulle hylde. Det oprindelige tempel var omkring 40x100 meter og bestod af 104 søjler på 17 meters højde, men det kunne goterne ikke stå for, så engang de kom forbi, rev de det meste ned, men selv goterne kan løbe træt, så da de kom til søjle nr. 88 orkede de stakkels mennesker ikke mere og lod 16 søjler stå tilbage. I vore dage står der dog kun 15 søjler, idet den ene ligger, som den faldt, uvist af hvilken grund engang i 1800 tallet, som en kæmpe skiveskåret salamipølse.

Omkring 200 år før K. begyndte romerne at interessere sig for Grækenland, og kort før Kristus fødsel var hele landet indlemmet i det romerske rige som provinsen Achaia. Romerne var imponerede af den græske kultur og lod sig i høj grad påvirke, og selvom de romerske kejsere lod en stor del af Athens nationalskatte transportere til Rom, tilføjede de også byen mange monumenter. Hadrianbuen eller portalen ligger ved indgangen til Olympieion og står stadig i vore dage, og for at de gamle grækere ikke skulle have hele æren af Athen prægtigheder, står der på den side af buen, der vender mod Akropolis: "Her er Athen, Theseus gamle by", og på den side der vender mod Olympieion står: Hadrians by, og ikke Theseus".

Kristne korsriddere som hovedjægere.

For lige her hurtigt at skøjte hen over noget græsk historie, så blev det romerske rige i år 395 delt i to, hvor den østlige del, der bl.a. omfattede Grækenland, blev til Det byzantiske Rige, der blev styret fra Konstantinopel (Istanbul). Riget bestod i næsten 1000 år og var påvirket af græsk, romersk og asiatisk kultur, men med græsk som det officielle sprog og den kristne religion som samlingspunkt. Riget blev ramt af mange krige, og dele af riget blev i perioder indtaget af franske og venetianske korsriddere, der ikke helt havde styr på om det var kristne eller vantro hoveder, der blev hugget af, bare der blev hugget hoveder af, og der fulgte en god plyndring med.

Teaterdramaer for flere tusinde år siden. 

Tilbage til vore dage fulgte vi for foden af Akropolisklippen turiststrømmen, men drejede forinden af og besøgte Dionysos-teatret, hvor der igen belejligt var gratis adgang om søndagen. Der er selvfølgelig i tidens løb bygget om og bygget til, men det var her på Dionysos-teatret at der for flere tusinde år siden blev opført dramaer og tragedier af Sofokles og Aristofanes ved byens årlige Dionysosfest. Senere udvidede romerne teatret så der blev plads til 17.000 tilskuere der kunne overvære gladiatorkampe. Teatret henligger nu delvis som en ruin, men de nederste rækker er intakte med ryglæn og ornamenterede ærespladser i hvidt marmor til præsterne, og hvis nu kejser Hadrian skulle komme forbi.

Lidt længere henne ligger det noget mindre, men dog stadig brugbare Herodes Atticus Odeon teater med plads til 5.000 tilskuere, og efter at det blev restaureret i 1955 bliver det brugt til musikbegivenheder og opførelser af de antikke græske tragedier.

Akropolis - en af verdens største seværdigheder.

Så stod vi endelig foran det bygningsværk, som mange turister har rejst den halve verden igennem for at se, (der var i hvert fald mange japanere) selve Akropolis, som regnes for en af verdens største seværdigheder. Helt jordnært bemærkede jeg, at åbningstiden er fra 8.30 til 14.30, og at det stadig var gratis om søndagen, men ellers koster indgangen 5,87 euro, og at toilettet ligger til højre for hovedindgangen. Faktisk havde alle de museer, vi kom i nærkontakt med, åbent fra tidlig formiddag til kun midt på eftermiddagen, og om det er for at skåne personalet eller turisterne i sommerens ulidelige hede, ved jeg ikke.

Akropolis ligger højt hævet over det omgivende Athen på en 156 meter høj klippeknold, og i min enfoldighed har jeg altid troet, at det store tempel, man ser, hedder Akropolis, men det hedder Parthenon, og det er hele komplekset af bygninger på klippen, der hedder Akropolis.

Myter om enøjede kæmper, guder og halvguder, adskillige kulturer og folkeslag er kommet og gået i adskillige tusinde år, inden Parthenon blev bygget, men dem vil jeg gå let hen over og springe frem til omkring 750 år f. K., hvor der opstod græske byer overalt i Middelhavsområdet bl.a. bystaten Athen. En gylden periode bredte sig, og noget så ukendt for verden som folkestyre opstod, på græsk kaldet demokrati, men selvfølgelig var det kun frie mænd og ikke kvinder og slaver, der havde stemmeret.

I årene 400 –500 år f.Kr. havde Athen sin blomstringstid, og de fleste af bygningsværkerne på Akropolis blev bygget, og det var på samme tid, som vi danskere krøb sammen i huse a la Lejre Forsøgscenter. Uden at gå i detaljer vil jeg lige kort nævne bygningsværkerne på Akropolis med det imponerende indgangsparti Propylæerne og det lille Nike-tempel. Indgangspartiet bliver stadig brugt af vore dages turister, men for ikke at få trapperne slidt helt ned til grundfjeldet, er der udlagt trapperamper af træ med ensrettet færdsel op og ned.

Erechtheion blev bygget på det mest hellige sted på Akropolis, hvor Poseidon jog sin trefork ned i klippen, og det påstås, at mærkerne er der endnu, selvom oprindelsen nok er lidt tvivlsom. Templet ligger i flere niveuer, og den smukkeste del er Karyatidehallen, hvor taget bliver båret af seks yndefulde kvindestatuer, der dog nu kun er kopier, men de 4 findes da på Akropolismuseet under trygge og svovlfrie forhold. Templet er i tidens løb blevet bygget til og fra og restaureret og korrigeret og har endda lidt den forsmædelse, at det i det 15. århundrede var indrettet til harem for den tyrkiske kommandant.

Parthenon, der er Grækenlands mest berømte og største doriske tempel, måler i grundplan 30 x 70 meter og husede i sin storhedstid den 12 meter høje elfenben- og guldstatue af Athens skytgudinde Athene med lynende ædelstenøjne. Indbyggede visuelle tricks og optiske bedrag gjorde templet til et fuldendt bygningsværk, og hvem andre end arkitekterne Iktinos og Kallikrates ville tænke på, at hvis søjlerne fik en 7 centimeter hældning ind foroven, ville det få bygningen til at se slankere ud opefter.

Et gabende hul vidner om en kanonkugle.

De friser og skulpturer, der oprindelig udsmykkede templet hele vejen rundt, mangler i vore dage eller er stærkt medtaget, og et gabende hul i templet vidner om en kanonkugle, der i 1687 blev affyret under venezianernes belejring og ramte et ammunitionsdepot som tyrkerne troede lå godt gemt af vejen i tempelet.

Det meste af det indre tempel mangler, og i vore dage er hele templet afspærret, og turisterne får derfor kun lov til at gå rundt om templet og kikke på i andægtigt afstand. Et større restaureringsarbejde er i gang med stilladser og store byggekraner, og tilsyneladende er de ved at hejse nyt marmor helt op, men de har vel næppe tænkt sig at bygge templet helt op igen.

På Akropolisklippen ligger det lille Akropolismuseum med alle de fund, der er gjort i området og selvom der er mange genstande, er der desværre ikke ret mange, der er hele, men man får da alligevel en ide om tidens herlighed.

Hele vejen rundt på Akropolisklippen er der en pragtfuld udsigt over Athen, og på en lille udsigtsterrasse, der var anlagt af dronning Amalia, smældede det græske flag, og vejret var lunt, solen skinnede og det hele var ikke så ringe endda.

Udenfor indgangspartiet var der en bod med kolde drikke, og da vi var tørstige, var jeg henne og spørge, hvad et glas orangeade kostede, for det skiltede de selvfølgelig ikke med. Men 2.93 euro næsten 22 danske gode kroner for et at glas orangeade nærmede sig en turistfælde, så vi fandt den sidste slurk i en flaske på bunden af rygsækken, og så ville vi prøve at finde et supermarked næste dag.

Historiens vingesus på Areópagos-klippen.

Et kort stykke fra indgangspartiet ligger en klippeknold kaldet Areópagos-klippen eller Ares´høj og da alle andre mennesker åbenbart skulle derop, krabbede vi med op ad nogle meget glatte og slidte trappetrin. Ovenfor trappen var klippen slidt rund og glat af mennesker, der i tusinder af år er kravlet op og har nydt udsigten til Akropolis og udover byen. I antikken var klippen også mødested for rådsforsamlingen og højesteret, og jeg følte næsten et guddommeligt vingesus, da jeg læste at apostelen Paulus i 51 e. Kr. her havde holdt en berømt tale for athenienserne: " Jer ser, at I i alle måder er ivrige i Jeres gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med indskriften: " For en ukendt gud". Det som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg Jer"

Tilbage igennem Plaka bydelen, hvor der om søndagen er gjort ekstra meget ud af markedet og handelen i boderne, hvor alskens ting og sager blev udbudt a la medinaen i de arabiske lande, og jeg begyndte at forstå, at der nok var noget om beskrivelsen af Athen: " Hvis man kommer østfra er Athen den første vestlige by, og hvis man kommer vestfra, er Athen den første orientalske by". Denne aften holdt vi os til den vestlige kultur, endda meget vestlig og fik på "Gladys" 2 dobbelte Texasburger med fritter til 9.60 euro.

Om aftenen og natten med velsagtens, men det har jeg nu ikke kontrollert, er Akropolisklippen og Parthenon meget malerisk belyst med projektører.

Athens spisekammer og kaotisk trafik.

Athens spisekammer lå næsten lige udenfor vores hotel med kødmarked i lange baner og andre gader med fisk og grønsager. Det hele var pænt og nydeligt, selvom det ikke ligefrem skærper min appetit med hele flåede lam eller den handlende, der havde sit hyr med en spand levende snegle, der prøvede at stikke af. I andre gader var der ærter, ris og nudler i sækkevis og alle byens isenkræmmere havde åbenbart besluttet, at de helst ville ligge i den selv samme gade, efter samme princip som i orientalske byer. Det hele var meget malerisk og med kraftig duftindtryk, og det var bestemt de lifligste dufte, der kom ud af de forretninger, hvor kæmpestore kaffemøller kværnede.

Athen er kendt vidt og bredt for at være en beskidt by med en kaotisk trafik. Den første påstand vil jeg gerne mane til jorden, da byen mindst er lige så ren som København, og vi så endda gadefejere, der gik rundt og fejede søndag aften. Det med trafikken er måske nok mere rigtigt, i hvert fald på alle de store gader, hvor der er en konstant og tæt trafik, men hvad skal de stakkels bilister også gøre, for de er nødt til at køre hvileløst rundt som et andet spøgelse, for der er ingen ledige parkeringspladser, jo for resten den 4. dag var vi i en gade, hvor der godt kunne holde 1 bil mere.

Der er også mange motorcyklister, der fræser ud og ind i trafikken og selvfølgelig uden styrthjelm, men til gengæld så vi kun en eneste cyklist på 10 dage. Der er masser af trafiklys og fodgængerfelter, men som fodgænger kan man ikke føle sig helt sikker, da mange bilister kører over for rent rødt, og den grønne gående mand er kun tændt i nogle få sekunder, så man kan ikke nå helt over på grønt. Lige så larmende og trafikerede de store gader er, lige så stille og roligt kan der være i sidegaderne, der næsten alle er beplantet med bugnende appelsintræer. Byen har også mange parker med legepladser og små grønne anlæg, og selvom de måske ikke er de mest velholdte, er de dog åndehuller.

1,7 millioner grækere forvist fra Lilleasien.

Athen har ikke udviklet sig gradvist som andre storbyer, men i ryk, som efter Grækenlands svidende nederlag til Tyrkiet i 1922, der endte med en ny grænsedragning og med at 1,7 millioner grækere blev forvist fra Lilleasien, hvorimod kun 0.4 millioner tyrkere måtte den anden vej. Nå, det var nu grækerne selv, der begyndte, og nettooverskuddet på over 1 million mennesker bosatte sig hovedsagelig i Athenområdet, og så var der ikke tid til optiske bedrag på 7 cm hældende søjler eller pragtbygninger som i brødrene Hansens tid, men det gjaldt om at genhuse folk i en fart. De fleste huse i Athen er derfor ikke ligefrem arkitektoniske perler, men firkantede kasser uden så mange dikkedarer, dog er de næsten alle forsynet med altaner og mange med markiser.

Der findes dog adskillige perler i form af korskuppelkirker, både ret nye og gamle fra det 11.århundrede, som f.eks. den på Ermougaden, der med nød og næppe undgik at blive revet ned, da den ved en byfornyelse kom til at ligge midt på et af Athens hovedstrøg.

Panathenæer-Stadion og de Olympiske Lege.

Athens største bygningsværk er Panathenæer-Stadion, der blev opført i 1896 i hvidt marmor til de første Olympiske Lege i nyere tid. Hvad der især gør dette stadion interessant er, at det er opført på fundamenterne af et stadion fra det 4. århundrede f. Kr. og på nøjagtigt samme sted og med de samme dimentioner.

I næsten 1.200 år med start i år 776 f. Kr. blev der hvert 4 år afholdt Olympiske Lege i Grækenland, i starten mest med løb, men senere med femkamp, brydning, hestevæddeløb m.m. De Olympiske Lege var ikke kun en sportsbegivenheder, men var også et marked og en religiøs begivenhed. Da kristendommen i år 391 blev statsreligion, blev legene få år efter forbudt af den kristne østromerske kejser Theodosius, der var bange for, at Zeus og andre afguder ville blive dyrket under legene.

Stadion er virkelig et imponerende bygningsværk med 47 rækker sæder i en kæmpe hestesko, og i én guidebog påstås det, at der kan sidde 60.000 mennesker, men det er dog intet imod en anden guidebog, hvor der skrives om 70.000 mennesker, så lad os holde os til 65.000, hvis alle sidder pænt og ikke fylder. En opstillet marmorplade med årstal angiver hvilke byer, der har været værter for de Olympiske Lege, og selvom det stod på græsk var det dog til at tyde, og Athen har igen fået æren i 2004.

Lykabettos-højen midt i Athen.

Det er svært at fare vild i den centrale del af Athen for Akropolis, og ikke mindst den 277 meter høje Lykabettos-høj giver overalt landkending. En tandhjulsbane fører op til toppen, men den er dog for tiden under restaurering og lukket, så vi gik op af en højens snoede gangstier, selvom en taxichauffør, der strategisk havde placeret sig ved den lukkede bane, gerne ville have kørt os op.

På toppen ligger et lille kapel, og selvom det var let skyet og lidt diset var der alligevel en fantastisk udsigt udover Athens hvide huse helt til Piræus og havet, og storbyens larm var kun en svag rumlen.

Nøgne mænd på Det Arkæologiske Nationalmuseum.

Det Arkæologiske Nationalmuseum er sammen med Akropolis hittet for alle Athensfarere, hvilket kan ses på billetprisen på 2.000 dinarer eller det skæve beløb af 5,87 euro. Der må være en eller anden lov, der forbyder grækerne at hæve priserne i forbindelse med overgangen til euro, for der er ustandselig skæve priser.

Jeg har ikke helt rede på de antikke græske perioder, så der forbliver nok til stadighed et hul i min dannelse, men vi startede bare fra en ende af og arbejdede os igennem salenes store og små statuer, bronze, guld, men mest marmor, hovedløse, armløse og en, hvor kun fødderne var tilbage. Det er ganske få store bronzefigurer, der har overlevet til vore dage, for allerede i antikken gik mange figurer tabt, da metallet var så kostbart at det i krisetider blev omsmeltet. Det mest sikre sted for en bronzefigur var faktisk at lade sig indskibe og så i et stormvejr gå ned med skibet og lægge sig til hvile på havets bund.

Nogle bronzefigurer som Efeben fra Maraton og Poseidon fra Artemision har dog overlevet, og fremstår ganske smukke, men de gamle grækere havde en beklagelig forkærlighed for altid at lave figurer af nøgne mænd, og når der endelig blev tid til en enkelt figur af en kvinde, skulle hun helst tildækkes af slørende gevanter.

Dagens kvote af seværdigheder og kulturelle indslag var opbrugt, og da det var blevet solrigt og lunt i hvert fald i solen, stilede vi med god samvittighed mod hotellet og aftensolen på balkonen.

Mystisk forsvarsmur i Piræus.

Udover vand i hanerne mangler det centrale Athen noget vand, idet der hverken er floder, søer eller hav, så vi tog til Piræus for at få noget havluft. Athens metro er for nylig blevet udbygget med et par underjordiske sidelinier på tværs af byen, men den gode gamle linie går stadig til Piræus, og selvom vi ikke er græskkyndige, kunne vi overraskende nok nemt finde ud af billetautomaten, der kun ville have 0.7 euro for turen.

Selvom Piræus er en selvstændig bykommune og helst vil kaldes en by og ikke en forstad til Athen, er de to byer vokset sammen, og Piræus fungerer som Athens og landets største havn. I tyrkertiden var Piræus en ubetydelig fiskerhavn, men i antikken havde byen så stor betydning, at man fandt det ulejligheden værd at bygge en mur mellem de 2 byer, og der er da alligevel en 6-7 kilometer. Hvad den lange mur så egentlig gik ud på, i forsvarsmæssig betydning, ved jeg ikke, og det er heller ikke nævnt i guidebøgerne udover, at den blev påbegyndt i 493 f. Kr. og omkring 400 år efter, blev den ødelagt af en romersk feltherre, der kom forbi.

Metrostationen ender nede i havnen, ja altså oppe på land, og vi ville gå halvøen rundt hvorpå store dele af Piræus befinder sig, og hvor havnene ligger på begge sider af halvøen med industri- og bilfærgehavnen ved stationen, og 2 store lystbåde marinaer på den anden side.

Masser af store bilfærger ventede på afgang til øerne, og vi indsnusede atmosfæren og havluften, men skridtede ellers bare derud af for at følge kysten rundt, og det var da kun et par gange, vi kom ind i en blindgyde og blev jaget ud. Efter de store havneanlæg og længere ude på halvøen går beboelseshusene helt ud til kysten, og selvom der ikke ligefrem er en promenade, så er der dog et fortov garneret med fiskerestauranter, hvor blæksprutterne udenfor hang til tørre eller luftning. Længere ude var der endda en lille vig med maleriske fiskerbåde trukket op på stranden, og i et lille 2 x 2 meter kapel kunne der tændes et vokslys og bedes en bøn, hvis man ikke ville bruge den skandinaviske kirke, der var indrettet i underetagen i en beboelsesejendom.

Marinemuseum og stejle klippesider.

I Marine-museet gik vi indenfor og hvor der var et stykke af den berømte lange mur, som alle åbenbart kender til, men gåden, om hvordan den blev benyttet, forblev en gåde, for der var bare et stykke mur. Ellers blev hele den græske flådes historie vist i skibsmodeller i alt fra galejer til tankskibe, og meget imponerende sad en skoleklasse i 10 års alderen på gulvet, og i hele den timestid vi var på museet, sad de musestille og hørte på lærerinden og rakte pænt deres fingre op, når de ville spørge om noget.

Marine-museet ligger ved indsejlingen til 2 store marinaer Marina Zéas og Limit Zéas, hvor den sidstnævnte i tidligere tider blev brugt af den osmanniske flåde, og i vore dage af hundredvis af mangemillionæernes jystjagter og efter størrelsen af bådene må det være euromillionærer.

Selvom vi var ude for at opleve, sneg vi os til at sidde på en stenbænk i over 1½ time med udsigt til skibene og i det dejligste lune solskin, så jeg var glad for, at jeg havde taget mine lange underbukser med i kufferten til Athen.

Lidt længere fremme af kysten er der stejle klipper ned til havet og endnu en lidt mindre cirkelrund havn Mikrolimano, hvor lystsejlerne er i lidt mere menneskestørrelse. Husene ligger klistret op af klippesiderne, og ved marinaen var der mange euroforlegne tomme restauranter, som udstationerede tjenere gjorde alt til, at få i det mindste ét 2 mands bord fyldt, men vi havde altså lige spist.

Så var der i hvert fald ikke flere havne i Piræus, vi ikke havde set, så vi travede væk fra kystens stilhed og tværs over halvøen i larm og bilos tilbage til stationen.

Antikkens markedsplads Agora og Rockefeller.

Det var overskyet og så ud til regn, så vi havde medbragt regnjakker, regnslag og paraply og stilede mod foden af Akropolis, hvor der ligger et større ruinområde fra antikkens markedsplads kaldet Agorá, og da det ligger tilpas tæt på Akropolis var entreen 3,52 euro. Fra ca. 600 år f. Kr. og 900 år frem var Agora Athens centrum med administrative bygninger, skoler, forretninger, værksteder, teatre og beboelse. Grækenlands bedst bevarede tempel Theseion med alle sine søjler intakte ligger også i området. Under den tyrkiske besættelse havde tyrkerne bygget et beboelseskvarter ovenpå Agorás ruiner, men efter befrielsen rev grækerne alle de tyrkiske huse ned, da arkæologerne ville ned og grave i deres egen fortid.

Amerikanerne har bekostet og deltaget i en stor del af udgravningerne af Agora, og i 1953 opførte de som rekonstruktion det imponerende Kong Attalos Stoa på det gamle fundament og med datidens materialer. Det var Rockefeller, der havde dykket dybt i pengetanken, og det har nok ikke været billigt, da bygningen er 112 meter lang og fyldt med joniske og doriske søjler. Bygningen bliver nu brugt til museum for alle de fund, der blev gjort under udgravningen af Agora, og man kan svælge i store og små statuer, vaser, terrakottalegetøj og helt ned til skomagersøm.

Der var flere andre interessante ruiner på Agorá, og området er en oase i storbyen med stilhed og fuglekvidder. Mæt af de mange indtryk satte vi os på en stenbænk og ville fordøje indtrykkene, men vi blev lige kaldt til orden, da det var en antik bænk, så vi måtte skamfulde forføje os hen på en træbænk, der dog havde den fordel, at man ikke blev så kold i r…..

Afsindig dans i Vindenes Tårn.

I et nærliggende ruinområde ligger det velbevarede Vindenes Tårn fra det 2. årh. f. Kr. Tårnet er 8 kantet og prydet med friser, der personificerer de otte vinde, samt 8 solure, og i antikken var der oven i købet et kompliceret system af vandrør der kunne vise tiden. I 1700 tallet var tårnet tilholdssted for en orden af muslimske asketer, der en gang ugentlig opførte en ritual "afsindig dans", og det var en populær attraktion for folk på dannelsesrejse. På vores dannelsesrejse var der ingen afsindig dans tilbage, og prisen for at komme ind var ikke engang særlig afsindig med kun 1,47 euro.

I nogle enkelte gader i Plakaområdet er der myldrende fuldt af mennesker og godt med souvenirforretninger og restauranter, men lidt væk fra hovedstrøget er der stille og øde gader, og man kan gå rundt for sig selv i de krogede og stejle gader.

Hansen og Nymfernes Høj.

Efter lidt frokost på Areópagos-klippen, hvor man føler, at man sidder i selve hjertet af Athen, gik vi over på den nærliggende Nymfernes Høj, hvor vores landsmand Theophilus Hansen i 1842 havde opført et smukt kuplet observatorie ovenpå en helligdom for nymfer. Ingen nymfer var tilbage, men i den omliggende have stødte vi på en stor græsk landskildpadde. Observatoriet er smukt at skue udvendig fra og endda oplyst om aftenen, men indvendig var det i forfald. Der var ingen mennesker, men døren stod åben, så vi gik ind og op af en trappe til kuppelen, hvor der kun var støv og lidt skrammel, så vi listede af igen.

Fra Philopappos-højen afgik skuddet.

På en anden nærliggende høj Philopappos-højen står resterne af et større gravmonument fra år 114, og herfra kan nydes en klassiske udsigt til Akropolis, og til den modsatte side kan man se Piræus. I 1687 var det var jo nok ikke kun den klassiske udsigt fra højen, der blev nydt, for det var herfra venezianerne bombarderede Akropolis og fik ram på tyrkernes krudtmagasin. Igen måtte vi forbavses over et stort grønt område midt i Athen, der var helt mennesketomt, og kun med fuglekvidder og ellers stilhed.

Hvis det havde været i Danmark, ville de sorte skyer, der dækkede himlen, have givet regn, men vi var jo i Grækenland. Vi skulle nok alligevel ikke have tænkt tanken, for sådanne skyer giver også regn i Grækenland, så vi gik hjemad i øsende regnvejr.

På grund af regnen flottede vi os og gik ned i hotellets restaurant med hyggepianist og en større tjenerstab og kun 6 gæster. Yderst velvillige og opmærksomme og hurtige tjenere, og det er første gang jeg er blevet tituleret med Sir. Vi kan godt lide sød vin, men i Samos Sweet kan skeen næsten stå alene, og en hel flaske på 15% sætter sine spor, så kort efter at vi havde skålet kl. 20.02 den 20.02.2002 var de 4 øvrige gæster blevet til 8, uden at der var kommet flere ind i restauranten.

40 forskellige biletter på landbussen.

Vi havde jo nok ikke set hele Athen endnu, men vi trængte til lidt luftforandring, så vi ville prøve at finde en landbus til Kap Sounion, der ligger på spidsen af Attika, halvøen hvorpå Athen ligger og omkring 60 km sydøst for byen.

Vi havde fået opsnuset, at bussen afgik fra Areosparken lidt nord for trafikknudepunktet Omonia Plads, og at der var afgang hver time. Et søkort at forstå, noget andet er at finde ud af græske køreplaner med græske bogstaver, men da der ikke kunne ske andet, end at vi kørte forkert, steg vi op i en ældgammel bus, hvor der stod noget foran, der godt kunne ligne. Mirakuløst nok var det den rigtige bus, men det blev først helt afklaret, da billetterne blev købt under kørselen, og 4,1 euro for en 2 timers tur må siges at være rimeligt. Konduktøren hagede sig fast med sin ene hånd, og i den anden hånd ( jeg talte dem selv og var dybt imponeret) havde han 40 forskellige bundter farvede billetter plus 2 hold sedler euroer og dinarer. Jeg kommer i tanke om, at jeg for resten ikke fik talt hans fingre, for han må have haft flere end 5 på hver hånd.

Poseidons tempel på Kap Soünion.

Bussen arbejdede sig sydpå igennem byen og videre ad kystvejen med hoteller og strande, og senere kom vi igennem bjerglandskaber, og der var afstikkere til mindre landsbyer. Endestationen er ved Kap Soünion og allerede et stykke tid før, kunne vi se det hvide marmortempel i det smukke landskab med stejle klippesider ned til havet. Templet er indviet til Poseidon i 444 f. Kr., og af de oprindelige 34 søjler, står de 15 endnu tilbage som vartegn for de søfolk, der passerer halvøen. Plateauet, hvorpå templet ligger, er spærret af, forstås på den måde, at der skal betales entre for at komme ind på området (2,35 euro), men rundt om selve templet var der også en snor, der holdt besøgende på afstand. Man kan derfor ikke få lov til at klappe søjlerne, og det kan vi takke Lord Byron for, der på hans dannelsesrejse i 1809 var nået til Poseidontemplet, hvor han indridsede sit navn i templet, og det var der efterfølgende mange andre, der gjorde. Vi spejdede ind bag snoren efter Byrons navnetræk, men fandt det ikke, men der var dog årstal tilbage til 1891. Lord Byron var engelsk digter og meget inspireret af Grækenland, hvor han blev meget berømt. Siden faldt han i kampen mod tyrkerne,  d.v.s. det var hans mening at kæmpe mod tyrkerne, men han blev såret inden og døde.

På en lille restaurent i nærheden fik vi frokost, og det var lunt og solrigt og ikke overrendt som stedet ellers har ord for at være i højsæsonen. Det er et meget smukt område med de stejle klippesider ned til havet, og imellem stenene skød vilde løgvækster op, såsom mini-mini påskeliljer og iris, og gjorde sit for af gøre et godt indtryk.

Det var en rigtig dejlig tur til Kap Sounion, der varmt kan anbefales, og landbussen kom til tiden, næsten, og bragte os tilbage til Athens menneskemylder.

Krigsmuseet og Mussolinis hurtigløb.

Vi startede dagen med at sidde på Syntagmapladsen og nyde solen og kikke på de mange mennesker, der gik forbi ned til Metroen. Selvom vi var i Athen og ikke i Paris, så var det bemærkelsværdigt så mange små "parisere", der blev stillet til skue i de atheniensiske pigers ualmindelige stramme bukser. Nå tilbage til alvoren gik vi igennem Nationalparken hvor der var en lille Zoo, en meget meget lille Zoo, med en masse ænder, et par strudse og en ged, og vi fandt det store Krigsmuseum.

Det lyder lidt mere spiseligt at kalde et sådant museum for Frihedsmuseet eller Tøjhusmuseet som på vores hjemlige breddegrader, men Grækenland har været ramt af ualmindelig mange krige i tidens løb. I hele antikken sloges de med jævne mellemrum med naboerne, og hvem kender ikke Den trojanske Krig eller i hvert fald historien om træhesten, og med arvefjenden tyrkerne har de sloges mange gange, og grænsen er rykket frem og tilbage. Især 2. verdenskrig var en katastrofe for grækerne, hvor først den italienske diktator Mussolini prøvede at indtage landet, men blev slået tilbage. Så sendte Hitler sine tropper til hjælp, og på bare 23 dage blev Grækenland erobret med ufattelige pinsler for Athens befolkning, hvor 40.000 borgere døde af sult. Medens resten af Europa gik i gang med at genopbygge landene efter krigen, fortsatte grækerne i borgerkrig, da de kommunistiske partisaner ville have mere indflydelse, end andre ville give dem. Først med hjælp af USA sluttede krigen i 1949, men ingen landlig idyl foreløbig, da mange mennesker blev sendt i fangelejre, og de venstreorienterede kunne ikke få arbejde, pas eller kørekort.

I en årrække med den hårde kurs af det konservative parti, tabte de i 1964 valget, og efter nogle år med uro, lavede nogle oberster et militærkup, og kong Konstantin, som vi jo næsten er i familie med, lavede et mislykkedet modkup. Der gik 10 år med et brutalt militærdiktatur, inden obersterne efter Cypernkrisen blev så svækkede, at diktaturet valgte at gå af, og endelig i 1974 blev der igen i landet, hvor demokratiet blev født og vugget for flere tusinde år siden, igen afholdt demokratiske valg og denne gang også med deltagelse af kvinderne.

Så skulle krigen også på museum, og lad os håbe, den bliver der, og der blev bygget en stor museumsbygning draperet med gamle jagerfly og kanoner. Der er gratis adgang til museet, men alligevel var det mennesketomt, selvom det var yderst interessant med flotte udstillinger af både antikke våben og med kort, fotografier og malerier op til vor tid. På alle de græske museer, vi besøgte, var teksten både på græsk og engelsk, så vi kunne da følge lidt med.

Som bekendt var der ingen Olympiade i 1940 på grund af krigen, men et avisudklip fra New York World Telegraf viste et billede af en løbende Mussolini i korte bukser og med en græsk soldat i baggrunden og under teksten Olympiade 1940: "Ved Zeus, aldrig har grækerne set nogen løbe som ham".

Det Byzantiske Museum og Museet for Kykladekunst.

I nærheden af Krigsmuseet ligger Det Byzantinske Museum indrettet i et tidligere privat palæ fra 1840 erne i florentinsk renæssnacestil, og med et indgangsparti i en smuk klostergård. Museet er ikke særlig stort, men de har en stor flot folder, hvor de kalder sig verdens største, og det må så være indenfor byzantinsk kunst. Museet strækker sig over 1.500 år og har en flot samling ikoner og figurer i træ og sten og nu forsvundne byzantinske kirkerum. Entre 1.47 euro.

Igen i nærheden ligger Museet for Kykladekunst med indgangsparti i en smuk nyklassisk hjørnebygning og udefra ligner det et lille museum, men en glasgang fører over til en anden bygning, hvor der er udstillinger i 4. etager. Kykladerne er en øgruppe ude i det Ægæiske hav, og herfra stammer en mængde helt specielle figurer helt tilbage til 3.000 år f. Kr. Desuden viser museet en mængde vaser med meget detaljerede motiver samt krigshjelme og romersk kunst. Entre 3,5 euro, og der er meget at se, så man får noget for pengene, men så var dagens museumkvote også opbrugt for vores vedkommende.

Skæbnen eller tilfældet.

Skæbnen eller tilfældet er nogle gange underlig, for vores søn Søren var til et forretningsmøde, der blev afholdt i Athen og på samme tid, som vi var dernede og vi boede på hotel kun 1 km fra hinanden. Hans møde kunne lige så godt være afholdt et andet sted i verden, og vi kunne være taget på vinterferie et andet sted, og det kunne have været på et helt andet tidspunkt. Da Søren var færdig med mødet, udskød han hjemrejsen og kunne holde weekend i Athen sammen med os. Dobbelværelset på vores hotel kostede næsten 100 euro pr. nat, men for den beskedne sum af 15 euro, stillede hotellet en ekstra seng op på vores værelse, og han fik et par billige overnatninger. Søren havde ikke været i Athen før, så vi gik en hurtig runde op til Akropolis og op til toppen af Lykabettoshøjen og fik aftensmad på den lille restaurant halvvejs oppe med udsigt over byen, medens det blev mørkere og mørkere, og lysene i byen tændtes.

Keramikós - et øde udgravningsområde.

Ikke langt fra Akropolis, men dog så langt at der var totalt mennesketomt, ligger at andet stort udgravningsområde Keramikós. Antikkens bymur gik igennem området, og indenfor muren holdt pottemagerne til, og udenfor lå de fornemme borgeres gravsteder. I antikken blev gravmonumenterne mere og mere kunstneriske og individuelle, og i 317 f. Kr. blev det nogen for meget, så det blev forbudt at rejse så kostbare gravmæler. Der er masser af ruiner tilbage og gravmonumenter at se på, selvom de fleste af de sidste er kopier, da originalerne er flyttet indendørs og væk fra syreregnen. I den fjerneste del af området ligger kulturlaget blottet med striber i endnu ikke udgravede jordvægge, af menneskenes gøren og laden i tusinder af år. Der er også et lille museum med fund fra området, og uden besøgende kedede de 5 kustoder sig gudsjammerligt. Entre 1,47 euro.

Oppe på Akropolis myldrende det med turister, og med indgangsbilletter på 5,87 euro, må det simpelthen være en guldgrube, at have sådan en borgklippe med tempel på midt i byen, og så skulle vi selvfølgelig også lige igennem det maleriske gamle kvarter Plaka, hvor mønthandlerne havde markedsdag og havde dækket kølerhjelmene på deres biler med mønter til salg.

Lommetyvenes overmand og sukkerstads.

Uden at have mistillid til nogen særlig, og jeg tror såmænd ikke, at Athen er værre end andre steder, men det er dog blevet mig en vane, at holde på min pung, hvis der er en tæt sammenstimlen af mennesker, og især på tætpakkede Metrostationer. Vi ville med metroen til Piræus fra den myldrende fulde Plakastation, og jeg observerede 3 unge mænd, der stod på perronen, og da de så mig, sendte de hinanden et øjekast og masede sig så i sidste øjeblik ind og stod rundt om mig. Jeg havde dog lugtet lunten, og da jeg kort efter fik et mindre slag bagfra på skulderen, lod jeg mig ikke aflede, men holdt bare fast på pungen, og de 3 mænd stod af ved næste station.

I Piræus gik vi kystvejen rundt, og det er en rimelig lang eftermiddagstur, især da det begyndte at regne. Vi havde spist frokost i Athen, men da nogen skulle på wc, gik vi ind på en totalt øde restaurant, hvor der straks blev dækket op. Vi ville dog kun have noget kage og en cola, så blev der straks dækket af igen. Uden at ane hvad det var, pegede jeg på kagekortet, og først blev der sagt nej, men med en konference med køkkenet sagde tjeneren ja, desværre, for selvom jeg godt kan lide søde sager, var 3 fuglereder lavet af det sødeste sukrede sukkerstads med sirup mere end jeg kunne klare.

Kun 2 eftermiddage med regn og derudover let skyet eller sol og temperaturer på 14-18 grader var ideelt til en storbyferie, så tidspunktet i slutningen af februar i Athen kan anbefales.

Søren fik rundet sit Athenophold af med Panathenæers Stadion og Olympieion, og vi fik sendt ham afsted med lufthavnbussen fra Syntagma og fortsatte vores utrættelige udforskning af stort og småt i Athen.

Athens Første Kirkegård - et dødt sted, men et besøg værd.

I Nationalparken var der børnefest med mange udklædte børn, og boder med alskens legetøj var stillet frem, men hvad festen ellers gik ud på var ikke nemt at gennemskue, der var i hvert fald ingen fastelavnstønder at se.

Vi ville ind og se Athens Første Kirkegård, ikke den ved Kerameikós, men den fra 1800 og 1900 tallet, og den er berømt for sine fornemme gravmonumenter. Vi fandt en port, der var lukket, og der stod et skilt med noget på græsk og nogle tal, som vi tog for et klokkeslæt, der indikerede, at der først blev åbent 1 time senere. Da vi ikke havde noget bedre for, fandt vi en solbeskinnet bænk i nærheden, men efter 1 times forløb var porten stadig lukket, så vi glanede ind af portsprækken, og der så noget dødt ud. Men igennem sprækken kunne vi så se en gammel morlil, der kom trissende, og på den anden side af kirkegården, var der da også en stor åben hovedindgang. Lige inden for indgangen findes et monument til minde om de 40.000 athenere, der døde af sult under 2. Verdenskrig, og ellers var kirkegården fyldt med overdådige gravmonumenter i marmor fra mange af Grækenlands førende familier.

Igen ned til de krogede gader i Plakaområdet, hvor gaderne veksler mellem stille mennesketomme og hovedstrøget med masser af kæmpestore souvenirbutikker, og vi begyndte at lede efter noget til barnebarnet Nanna, og det var ikke helt nemt, for hun havde sagt, at det helst skulle være lyserødt. Forretningerne manglede turister på denne del af året, så det var lidt irriterende, at hvis vi standsede op eller gik ind i en butik for at kikke, kom der straks en ihærdig sælger, nå hvem ved, måske var de bare hjælpsomme. Tilsyneladende er alle gængse kreditkort gældende og ikke kun Visa og Masterkort som i Paris, men det kunne ikke nytte noget, når der ikke var nogen lyserøde souvenirs.

Vi havde kun fået en doughnots til frokost, så vi flottede os og fik på en solrig fortovsrestaurant med udsigt til Akropolis en 2 retters menu med drikkevarer, og for 2 personer kan det fås for godt 20 euro.

Bestigning af Athens højeste bjerg.

Vi skal helst gøre noget, som andre turister ikke gør, og jeg tror såmænd heller ikke, at der er mange af athenienserne, der kunne finde på det, men vi besluttede, at vi ville gå op til toppen af Athens højeste bjerg Hyméttos, der rager 1.026 meter op i landskabet og ligger mellem Athens centrum og lufthavnen. Vores detaljerede bykort sluttede midt i Kassarianikvarteret, men vi arbejdede os videre ud igennem Athens forstæder i østlig retning, og da toppen af bjerget er befængt med adskillige radiomaster, kunne vi ikke gå helt galt. Der går en slynget bjergvej derop, men hvorfor køre, når der kan gås, og vi trængte til at komme lidt væk fra storbyen og op i frisk luft.

Efter en tværgående hovedvej kom vi ud af byen, og pinjeskoven begyndte, og der gik en lille sti langs vejen, der fortsætter op til Kaisariani-klosteret, der blev grundlagt i det 11. århundrede ovenpå at Afroditetempel. Klosteret er omgivet af en høj mur, og vi kunne kun skæve ind til klosterbygningerne, der desværre er lukket om mandagen, lige som næste alt andet i Athen. Klosteret er grundlagt ved et kildevæld, og der fosser stadig vand ud igennem et marmor vædderhoved i muren, og det var heldigvis ikke lukket om mandagen.

Vejen går videre opad, men vi ville skyde lidt genvej, og da der var noget, der godt kunne minde om en rød prik på en sten, og noget der lignede en sti, forlod vi vejen og gik op ad en direkte kurs. Hurtigt holdt ligheden med en sti op, og det gik mere og mere stejlt opad igennem nogle stikkende tørre buske, og selvom udsigten var fantastisk, var det ikke rigtig nogen fornøjelsestur. Endelig var der et autoværn forude, og vi slæbte os derop og besluttede, at vi resten af turen ville holde os til vejen, og den fulgte vi så næsten til toppen.

Toppen er dækket af omkring 50 radar -eller radiomaster, og vinden hylede i bardunerne, og selvom det var skyfrit var det hundekoldt, og vi frøs om fingrene. Der stod et stort skilt om adgang forbudt og fotografering forbudt, så vi satte os ned og frøs med anstand og kikkede på udsigten, og den var der ikke noget i vejen med.

Hele Athen lå udbredt for vores fødder og lignede hvidt sand på en strandbred og Akropolis og Lykabettoshøjen var kun små forhøjninger i bygiganten. Piræus var bare en lille udposning i havet, og der kunne ses tværs over vandet til fjernere bjerge, og til alle sider var der bjerge med sne på toppen. Det er synd, at der ikke er flere turister, der giver sig selv den oplevelse, for den er strabadserne eller evt. en taxa værd.

Vi havde fået nok af sten og tornekrat, så selvom det var en stor omvej, fulgte vi bilvejen ned, men fik da så den oplevelse med, at vi et stykke nede fik udsigt til bjergets anden side med lufthavnen og den anden del af havet. Vi kom forbi endnu et lille kloster Astérioi, der også havde lukket om mandagen, selvom en par pilgrimme godt kunne have brugt lidt vederkvædelse og et par bønner over vores ømme fødder, og først ved 18 tiden var vi nede ved hotellet igen, og for en gangs skyld gik Gitte ikke op af trapperne til 7. etage.

Athens Universitet og et klassisk mætningspunkt.

For 2. gang prøvede vi at komme ind og se vores landsmand Christian Hansens smukke bygningsværk Athens Universitet. Vi gik igennem forhallen, og denne gang nåede jeg 4 trin op af trapperne, inden en høj stemme forkyndte: " Yes, please ?" og jeg måtte bakke tilbage og pænt spørge vagtmanden, om vi måtte komme ind og se de smukke lokaler. Ja, men kun op af trappen og kun stå udenfor glasdøren, og det gjorde vi så, og kunne så kikke ind i en smuk sal med søjler, og det måtte vi så nøjes med og takkede derefter pænt.

Det Historiske Nationalmuseum har til huse i en smuk nyklassisk bygning fra 1858, og i perioden fra 1871 til 1935 havde det græske parlament her til huse. Jeg kan huske bygningen udvendig fra, men mærkværdigvis er jeg helt blank, hvad det indre angår, så måske havde vi nået mætningspunktet angående museer. Jeg har dog skrevet i min rejsedagbog, at vi bl.a. så antikke våben, kong Ottos trone, lord Byrons sabel, gallionsfigurer (jo nu dæmre der lidt) og billeder, hvor det var krigshandlinger, der dominerede, og at det kostede 3 euro at komme ind – så det må jo være rigtig nok.

Olympiske sommerlege 2004.

Athen skal afholde de Olympiske lege i 2004, og for at være på forkant med begivenhederne tog vi metroen nordpå og fandt det olympiske stadion, der er et helt kompleks af mindre haller og så et kæmpestadion. Frimodigt fandt vi en låge, der ikke var låst, og mutters alene gik vi rundt og inspicerede atletikstationet, og for en gangs skyld gik vi rigere derfra, end da vi kom, da Gitte fandt 1,9 euro i småpenge på græsset. Til det store kæmpestadion, hvor vi regner med at indmarchen til legene skal finde sted, var der dog låst, men portvagten gav os lov til at komme ind og gå på det græs, hvor hele verdens øjne vil hvile i 2004. I nærheden var der cykelbane og svømmestadion og det hele så meget nyt ud, måske undtaget nogle af omgivelserne, hvor der var en mindre slumby med skure og bliktage og det skal nok bygges lidt om, hvis det skal fungere som olympisk landsby.

Det Olympiske Stadion ligger i Athens nordlige del, og da vi ikke kendte området, spadserede vi til den næste metrostation for at se os om og vi bemærkede, at der er noget mere lys og luft end i Athens centrum og her med huse i 1-2 eller højst 3 etager, og med små hyggelige haver.

Dafni-klosteret der ikke lå i Dapni.

I metroen på vej tilbage fik jeg øje på oversigtskortet over metroen og opdagede, at den nye metro har endestation i Dapni, og der kunne jeg huske noget om et stort kloster fra det 11. århundrede som var værd at besøge. Ifølge guidebogen lukkede det dog kl. 15, og klokken var netop 15, da vi stod af metroen, men så ville vi nøjes med at se det udefra, og det var vi jo så vant til med klosterbesøg. Vi havde ikke noget kort over byområdet, men gik bare rundt på må og få og ledte, dog uden at finde det, og det hænger måske nok sammen med, at klosteret ved nærmere studie hedder Dafni-klosteret, og vi ledte i Dapni.

I vores søgen var vi efterhånden gået så grundig vild, at vi ikke havde den fjerneste ide om, hvor vi var, og i hvilke retning metrostationen lå. Vi spurgte om vej adskillige gange, men folk kunne ikke forstå os, og da jeg til nogen sagde fuut fut fut fut kikkede de mistænkeligt på mig og skyndte sig hurtig væk. Til sidst måtte vi finde parløren frem, men min græske udtale af banegård "sideromikós strathmós" var nok ikke hel ideel, for det var først, da vi spurgte en flok unge mennesker og pegede på ordet, at de med fnis og grin endelig forstod os, og fik os guidet ind på den rigtige retning, selvom de forklarede, at det var meget langt væk.

Det var dog kun for unge mennesker, at den var langt væk, for efter et par kilometer fandt vi den nyåbnede station. Byggeriet af metroen havde været forsinket et par år, som næsten alt andet byggeri i Athen, da man ustandselig støder på fund fra antikken, men de havde på stationen gjort sig den ulejlighed at udstille de fund fra antikken, der var gjort under byggeriet.

En lille dreng i toget delte nogle sedler ud, hvor der stod et eller andet uforståeligt, og lidt efter samlede han sedlerne sammen igen. Det var vel nok en form for tiggeri, da jeg ikke går ud fra, at han var ansat af et oplysningsbureau, men ellers er tiggeriet i Athen på et rimeligt og ikke generende niveau med enkelte kvinder, der sidder på fortovet med småbørn.

Den sidste aften i Athen gik vi op på Areópagos- klippen, og selvom vi frøs med anstand, nød vi udsigten over byen, medens solen gik ned.

På bymuseet var kongen lige gået.

Sidste formiddag i Athen ville vi ikke bare sidde og lumre i solen, så da vi havde pakket, gik vi til kong Ottos og dronning Amalias første bolig i Athen. Boligen er nu indrettet som bymuseum, og hovedattraktionen er en meget interessant skalamodel af Athen, sådan som byen så ud i 1842 med kun omkring 300 bygninger. Ellers rummer museet forskellige kongelige minder, og lad os også bare lige få med, at kong Otto blev afsat i 1862 til fordel for den danske prins Vilhelm, der regerede Grækenland frem til 1913 som kong Georg 1. Mange billeder og malerier fra tiden vises, og i de kongelige gemakker lå sølvtøj og nips lagt frem, ikke i montrer, men på borde og skabe, som om kongen lige var gået en tur. Mange og venlige kustoder viste vej, og hilste når vi kom ind i et rum, og selvfølgelig overvågede de, men vi følte os virkelig meget velkomne, og grunden til, at der blev gjort stads af os, var måske, at vi var de eneste besøgende. På øverste etage var indrettet et spejlkabinet i nogle mørke rum og med spot på billederne, og på forunderlig vis, vidste man ikke, hvad der var rigtigt, og hvad der var spejlbilleder. Et meget interessant og smagfuldt indrettet museum og bare synd, at der ikke var nogen der ville se det.

H.C. Andersen havde tårer i øjnene.

Udchekning fra det udmærkede Athen Center Hotel, og vi ville hellere selv bære vores kufferter til lufthavnsbussen end falde i kløerne på en taxachauffør, og de sparede drikkepenge fik en tiggende sigøjnermor, der sad på fortovet. På den samme tid som vi havde kørt i taxa, kunne vi gå med kufferterne på slæb til Syntagmapladsen, og vi var da kun halvvåde af sved af anstrengelserne.

Med god tid kunne vi undersøge Athens nye og meget velfungerende lufthavn, og det er ikke nødvendig at tage madpakke med til ventetiden, da den bugner med madtilbud i alle prisklasser, foruden forretninger med tøj og souvenir. Først efter at bordingkortet er vist, kommer man til de toldfrie forretninger, og gå i god tid til gaterne, da det først er her, der er en meget grundigt sikkerhedskontrol.

Meget klogere end da vi kom, forlod vi byen, og selvom der nok var et og andet potteskår og en enkel hovedløs marmorstatue vi havde overset, havde vi på vores dannelsesrejse fået set de fleste af Athens seværdigheder. Selvom vores begejstring for byen er lidt mere afdæmpet, end H.C. Andersen der skrev om sit besøg: "Jeg var opfyldt af en Glæde og en Ro, en Lyksalighed og Taarene strømmede mig ud af Øjnene", så er byen dog absolut en rejse værd.

Tilbage til forsiden