Jorden rundt med tog

Jorden rundt med tog.

Australien rundt med tog.

27. delafsnit:

Darwin og Kakadu National Park.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Rejsen til Australien. Torsdag 20-11-15

Beslutningen var taget, rejseplanen lavet, pengene betalt, og alle billetter og rejsedokumenter havde vi i en mappe, så nu skulle vi i gang med 4. del af vores togtur Jorden rundt.

Hvis vi til udenforstående sagde, at vi skulle på togtur i Australien, stirrede de nærmest måbende på en: "Kører der tog i Australien?" Næsten alle andre australienrejsende tager et fly til en eller anden by, måske Sydney, og så lejer de en camper og kører derudad, og de kører og kører i ugevis. Det er da sikkert rigtigt hyggeligt, men Australien er stort, og på en måned kan de kun nå en lille del af kontinentet, og som regel kun Østkysten og lidt af det sydlige. Vores togtur gik på kryds og tværs, og med kun to indenrigsflyvninger oplevede vi mere af Australien end de fleste australiere. Hvad vi så oplevede kan læses i de følgende afsnit.

Fra Borup skal man tage toget i god tid for at tage højde for aflyste tog m.m., så vi tog af sted kl. 13 mod Kastrup Lufthavn, selvom det første fly, vi skulle med, afgik til Frankfurt kl. 18.00. Indtjekningen gik nemt. Selvtjek duede dog ikke, så vi blev henvist til hjælpeskranken. En flink dame kikkede på vores registreringsnummer og vores pas, og ud spyttede maskinen alle vores 3 bordingkort på et stykke papir. Derefter hen til bagagedrop, der også skulle betjenes, da vi skulle med 3 forskellige fly.

Kaffe med brød hos Lagkagehuset, hvor benene dinglede på barstolen. Egentlig havde vi VIP-adgang til en lounge, men hvor ligger den henne, og det var først lidt sent, jeg kom i tanke om den. Nå, men nu sidder vi her ved Gate B5 og venter på bording til Lufthansas flyafgang til Frankfurt. Hvis alt går efter planen er vi i Darwin i Australien kl. 02.00 om natten, men i guder, det er først i overmorgen nat. Jeg håber der bliver ædt rigtig mange timer på grund af tidsforskellen.

I sikkerhedskontrollen bipper min kunstige hofte af gedigen titanium altid, men det kan være en fordel, når det er en veldrejet sikkerhedsdame, der bliver nærgående.

Flyet til Frankfurt var ½ time forsinket, men det drejer sig kun om 1 time og 15 minutters flyvning. Flot indflyvning med oplyste kvarterer liggende som øer i mørke skove/marker og med oplyste veje, der forbinder øerne. Der er lidt kneben med tid mellem flyene, og der var en omstændelig paskontrol. Det ville gå hurtigere, hvis passet havde en chip, men mit pas er 8 år gammelt og er en kær souvenir, der er fyldt med stempler og visa til alverdens lande. Der var to køer til paskontrollen. I den, hvor vi stod, havde to unge ikke-europæere lavet prop, så vi skiftede kø. Det skal man jo aldrig gøre, for nu var det den nye kø, der gik i stå, da en ikke-vestlig mand manglede nogle papirer. Så skiftede vi kø igen, og i samme øjeblik lettede han på hatten og kom igennem. Nå, men nu kom der da skred i begge køer, og vi kom ombord.

Lige nu sidder vi i flystolene på Singapore Airlines og har fået varme klude til opfriskning, og menukortet er udleveret af de sædvanlige overordentligt nydelige singaporestewardesser. Den ene har nogle meget charmerende små flyveører – de vender endda lidt fremad, så hun bedre kan høre, hvad passagererne siger. Flyet var kommet af sted kl. 22, og ved 24-tiden blev lyset slukket, og vi skulle sætte skodder for vinduet. Lidt mærkeligt, for det var jo bælgmørkt. Senere fandt jeg ud af, at det blev lyst allerede kl. 3 nat, eftersom vi fløj østpå.

Og flyrejsen fortsætter næsten uendeligt. Fredag 21-11-14

Lang nat med småblund og lidt babygråd i nærheden. Flyet vågnede først ved 7-tiden dansk tid, og da havde vi siddet 9 timer i det 2. fly. Hvad klokken er i Singapore, aner jeg ikke, men nu er de nydelige nipsgenstande ved at lægge an til morgenmad.

Lige nu er vi ud for Bangkok og skal bare ned forbi Kuala Lumpur (måske en strækning senere). Indflyvningen til Singapore er utrolig smuk med en masse små øer og havet med hundredvis af skibe på reden. (Læs om den fantastiske bystat Singapore andet steds på denne hjemmeside). Lige inde på land lå deres jernbanestation, og det er lige der, jeg har planer om at ende togturen fra Phnom Phen i Cambodia, efter at vi har kørt igennem Thailand og Malaysia. Perfekt landing af kæmpekolossen, meget bedre end Lufthansas, der nærmest bumsede ned.

Vi kom i land i terminal 1 og tog en skytrain til terminal 2, og det er ganske let at finde ud af. Lufthavn og skytrain er airconditioneret, men der kom lige et pust udefra af den dejlige 29 grader varme luft. Der var tid til at gå lidt rundt i den store og meget smukke lufthavn, inden vi fandt gaten, men der var stadig god tid, så vi fandt The Coffee Bean. Et par flasker med lemon tea og et par sandwich kostede 14,50 Singapore dollars. Vi betalte uden problemer med australske dollars, men vi fik tilbage i Singapore mønt.

I sikkerhedskontrollen til Darwin stod vi i to lange køer. Så kom flypersonalet og sprang over. Det er en meget dårlig ide at springe mig over i en kø, og det var kun, fordi det var kønne singaporestewardesser, at de blev tilgivet.

Flyet skal afgå kl. 20 lokal tid og lande i Darwin kl. 2 nat. Vi flyver stadig østpå og, der vil igen være en mindre tidsforskel. Det bliver spændende at se, om vi bliver lukket ind i Australien, for vores visa ligger elektronisk på passet. Og kan man få fat i en taxa på den tid af døgnet?

Det viste sig, at vi slet ikke skulle med Singapore Airlines, men med Silk Air. Stewardesserne var i lysegrønne uniformer, men var næsten lige så kønne som singaporepigerne, men de havde ikke opsat hår. Flyet var ikke fuldt booket, så vi havde et ekstra sæde imellem os, og det burde være en menneskeret.

Der skal skrives indrejseformularer, og der må ikke indføres noget som helst spiseligt. Desuden skal der udfyldes en ebola erklæring om, at man ikke har været i et afrikansk land inden for de sidste 21 dage.

Flymiddagen var ikke overdådig, men standard flynatmad. Allerede da vi satte os, lagde min formand eller -kvinde sit sæde tilbage, så hun havde mere plads, og jeg tilsvarende mindre – og jeg hader det. Det er jo udmærket, når alle skal sove, men i spisetiden er det en uskik. Stewardessen bad hende da også rejse sædet op, medens vi spiste. Dygtig pige.

Kaptajnen meddelte, at vi var ved at lægge an til landing, og vi skulle stille urene 1½ time frem. Stewardessen gik ned gennem midtergangen med en sprayflaske og sprøjtede hen over hovedet på os. Det duftede heldigvis, men hvad det var vides ikke, måske insektgift, for australierne er helt op på dupperne for ikke at få fremmed utøj i land.

Lysene dukkede op, og det var en perfekt landing i den ret lille Darwin lufthavn. Selvom klokken var 2.30 om natten, var lufthavnen fuldt bemandet. Passene blev gransket uden problemer. Først så pasdamen noget morgensur ud og vinkede mig frem med streng mine. Så så hun, at jeg var dansker, og så blev hun venligheden selv.

Kufferterne blev hentet på båndet, og så skulle de kontrolleres. Gittes kuffert skulle gennemlyses, medens jeg bare skulle sværge på, at jeg ikke medbragte så meget som en sandwich eller selv det mindste stykke frugt. Så var vi igennem nåleøjet.

Udenfor ventede vi kun 5 minutter, før der kom en taxa, og han kendte hotellet. Turen kostede lidt under 15 australske dollars (på rejsetidspunktet kostede 1 dollar 5,46 kr.) Selvom det er mod vore principper, brugte vi enkelte gange taxa i Australien, hvor de overalt har meget rimelige priser og ikke noget med turistpriser, som ellers kan opleves ude i verden. Chaufførerne vil helst have, at man betaler, inden vognen forlades, men så styrter de også ud og hjælper med kufferterne.

Receptionisten på Travelodge Mirambeena Resort havde os på sin liste, men selvom alt er betalt hjemmefra, vil hotellerne i Australien ved indtjekningen gerne lige låne kreditkortet. De trækker som regel 100 dollars, som senere bliver sat ind igen, hvis hotelværelset efterlades uden at være splittet ad. Hotellet her er i to plan, og der er slisker op til 2. sal, så kufferterne kan rulles op, og ellers ligger det i et pænt, stort område med to svømmepøle. Vi havde et stort, nydeligt hotelværelse med to store dobbeltsenge. Vi kom jo lidt sent i seng med kl. 3.30 lokal tid, og vi faldt hurtigt i søvn til airconditionens snurren.

Inden vi begiver os ud i Darwins lyksaligheder, er her nogle generelle oplysninger om Australiens klimazoner, dyreliv og planteliv.

Australiens tre klimazoner.

Australien er kæmpestort og strækker sig over tre klimabælter fra det tropiske nord til det tempererede Tasmanien i syd. Og fra Hobart på Tasmanien er der kortere til Sydpolen end til Singapore.

Det største landområde er ødemarken, der er et kolossalt fladt, rødt ingenmandsland. Her har mærkelige træer skruet sig op i den knastørre jord. Der findes også stenørkener og vandreklitter og enorme saltsøer med urgammel havbund, hvor der ligger muslingeskaller, der er millioner af år gamle. Der findes også klippeområder med fantastiske former.

Australien har også troperegnskove, hvor en af de mest kendte er Daintree Rainforest nord for Cairns, der udmærker sig ved sammenfiltredetrækroner, vilde grise, farvestrålende blomster og den smukke blå ulysses-sommerfugl.

Glem de fire årstider i det tropiske bælte, der går hen over Australien i nord fra Darwin til Cairns, for her er der kun to årstider: en våd (december-marts) og en tør (april- november). I tørketiden er der varme dage, skyfri himmel og kølige nætter, og i regntiden bliver næsten alt oversvømmet.

Vi skal besøge Kakadu Nationalpark i slutningen af november, og jeg krydsede fingre for, at det stadig var tørtid. I regntiden kan her være over 40 grader og en luftfugtighed et godt stykke over tyrkisk dampbad.

I den australske vinter, der er modsat vores, kan der i de halvtørre egne falde regn, der får det rødbrune landskab til at blomstre. Det største blomstertæppe findes i Western Australia, et bredt bælte mange hundrede kilometer nord for Perth.

Jeg skriver dette, inden vi besøger landet, og det er ret svært at finde ud af, hvor klimaet er mest passende for et par nordboere. Det kommer an på, hvor man er, og hvornår, så det har jeg faktisk opgivet at finde ud af, da vi både skal være nordpå og sydpå, samt østpå og vestpå. Vi krydser fingre og må tage det, som det kommer.

Australiens enestående dyreliv.

På grund af Australiens isolerede beliggenhed langt ude i havet og på grund af kontinentets alder er naturen her gået sine egne veje uden at tage hensyn til, hvordan udviklingen er foregået andre steder på Jorden. Den hvide mands komme og den teknologiske tidsalder har siden lavet ret så meget uorden i de naturlige forhold.

I dyreverdenen generelt på Jorden er gruppen af pattedyr, der føder levende unger langt den største, men der findes kun ganske få pattedyr i det oprindelige australske dyreliv. Den vilde hund, dingoen, hører til denne gruppe, men det menes, at den muligvis er indført af urbefolkninger for måske 4.000 år siden. Fåreavlerne hader dingoen, og der er bygget et 5.490 km og 2 meter højt hegn tværs igennem Queensland og ned gennem South Australia for at holde den ude. Ret beset kom dingoen til Australien længe før fårene, men sådan er der så meget.

Pattedyr kan opdeles i tre kategorier: pungdyr, kloakdyr og egentlige pattedyr.

I Australien er pungdyrene den største gruppe af pattedyr. Når ungerne fødes, er de ikke færdigudviklede og opholder sig i en pung, indtil de er store nok til at klare sig selv. Til denne gruppe regnes kænguru, opossum og wallaby (der er en lille art kænguru).

Kloakdyrene som næbdyret og myrepindsvinet er de mest besynderlige, for de lægger æg, men ammer deres unger, og pels og næb hører normalt heller ikke sammen. Da kaptajn Cook bragte disse dyr med til England, troede zoologerne, at man havde udstoppet flere dyr og sat dem sammen for at fuppe dem.

Dyr som den tasmanske djævel og den tasmanske tiger har ingen relationer til katte- eller hundefamilien, men de første hvide immigranter havde svært ved at klassificere dem. Sidstnævnte er et ulvelignende dyr, som man mener, er uddød, selvom der dukker historier op om det modsatte. Den tasmanske djævel er bestemt ikke noget nussepusse navn, og dens sylespidse tænder siges at kunne skære gennem knogler som en varm kniv i smør. Der siges så meget, og rent praktisk kan den ikke engang slå en rotte ihjel. Til gengæld passer dens tænderskærende hyl faktisk godt til navnet. Så slem er den nu heller ikke, og dyret er kun 50 cm stort, men alle 50 cm har temperament.

Koalaen er til gengæld et "pussenussedyr" over dem alle. Den er altid søvnig, og den tager sig lige en lur på 20 timer. Når den ikke sover, gumler den på eukalyptusblade, men de er svære at fordøje, og så kan den jo lige så godt sove samtidig. Den ses derfor mest som en lille sovende kugle i træerne. Før blev den jaget på grund af sit bløde skind, men den er i dag totalfredet.

Vombatten er beslægtet med koalaen, men den lever i lange gange under jorden, og som gnaver lever den af blade, rødder og bark.

Kænguruen er bestemt ikke fredet, selvom den er Australiens nationalsymbol. Ungerne lever ofte over et år i morens pung, inden de endelig helt forlader pungen i 18 måneders alderen. Inden den hvide mand ankom med sine moderne landbrugsmetoder, blev kængurubestandene styret af klimaet. I langvarige tørkeperioder kom kænguruhunnerne ikke i brunst, og så blev der ikke født unger, der ellers ville belaste bestanden. Hvis landet bugnede af føde, blev der til gengæld født mange kænguruer. Denne fine balance blev ødelagt med kunstig vanding, hvor græsstepperne gav mere føde til kænguruerne, så deres antal steg voldsomt, og de kom i konkurrence om græsset med får og kvæg. Farmerne regner dem som skadedyr (selvom de jo kom først), og der skydes omkring 3 millioner hvert år ud af en bestand på ca. 20 millioner. Kødet er fedtfattigt, og det bløde skind bruges bl.a. til tasker og hatte. Kænguruerne fordeler sig på ca. 45 forskellige arter, fra den lille grå wallaby til den store, røde kænguru, der kan blive 2,5 m høj.

Krybdyr, fugle og fisk.

Krybdyrene har en fremtrædende plads inden for urbefolkningens mytologi og inden for kosten, men de hvide bryder sig ikke om disse dyr. Der er de utroligt farlige giftslanger som taipanen, der er 50 gange så giftig som kobraen. "Death adder" (dødsormen) og den brune slange er heller ikke at spøge med.

Australien har flere giftige slanger end noget andet land. Her findes ikke mindre end 30 giftslanger, hvoraf 16 som kobberhovedslangen er mere giftig end kongekobraen. Til overflod findes der dog også de ikke-giftige arter som "carpet snake" og "green tree snake".

Firben omfatter dyr fra bittesmå glansøgler til over 2 meter lange leguaner. Mange byboer er glade for den "blåtungede skink" i haven, fordi den spiser snegle og insekter.

Af frøer og tudser er der mange arter, der ligner arter i Europa og Asien. Den mest forhadte tudse er "Queensland cane toad", der blev indført til bekæmpelse af parasitter, der lever på sukkerrør, men nu spreder den sig hastigt langs Østkysten. Tudsen indeholder giftstoffer, der dræber dens fjender f.eks. varanarten goanna.

Det var en stor fejltagelse at få den tudse til Australien, og man prøver at slippe af med den igen, men det er ikke nemt.

Koralrevet Great Barrier Reef er et paradis for talrige fiskearter og skaldyr, der kun findes i Australien. Havet indeholder også adskillige farer, som den lille kystblæksprutte "blue-ringed octopus", der er kendt for at være ekstrem giftig. De store brandmænd "box jellyfish" er også utroligt farlige og tømmer de pragtfulde strande for mennesker i månedsvis.

Omkring hele kontinentet findes de store hvide hajer og "salties", der er saltvandskrokodiller. De er frygtindgydende og farligt rovdyr. De findes ud for Australiens nordkyst, men bevæger sig også op ad ferskvandsløb og kan ses langt inde i landet.

Den dødelige edderkop "Sydney funnelweb spider" findes trods sit navn overalt langs den østlige kystregion. Den spiser insekter, men også firben og fugle.

Fugleliver har betaget de første opdagelsesrejsende lige så meget som kænguruerne og koalaerne. Svanerne her er sorte, latterfuglen "kookaburra" har en manisk menneskelignende latter, og den store emu kan ikke flyve, men løber så stærkt som en hest. Løvhyttefuglen bygger, som navnet siger, løvhytter, og hytten bliver udsmykket, helst med blå ting og ellers skaller og ølkapsler for at tiltrække hunnerne. Malleefowl-fuglene lægger æg i sanddynger, som så fungerer som rugemaskiner. Ved at ændre på sandlagenes tykkelse kan hunfuglene sørge for en konstant temperatur uanset solvarmen.

Især på Østkysten er der næbbede papegøjer, der i store flokke plyndrer frugttræerne. Bjergglorien er berømt for sin farvestrålende fjerdragt med orange næb og blåt hoved.

Indførte husdyr er fra et naturbeskyttelsessynspunkt at betragte som skadedyr, der har ødelagt det australske landskab. Især de 125 millioner får og 25 millioner stykker kødkvæg. Dromedaren blev indført som lastdyr i ødemarken sammen med afghanske kameldrivere. I 1920’erne og 30’erne blev de sluppet løs, da jernbanen og lastbilen kom til det centrale Australien. I dag lever der i titusindvis af vilde dromedarer i ørkenområderne. På samme måde er det gået med heste og æsler. Æsler skydes nu i tusindvis fra helikopter.

I 1859 blev der indført 24 kaniner, og 40 år efter fandtes de i millionvis ud over det meste af Australien. Først efter udryddelseskampagner har man i et vist mål fået lidt mere hold på dette problem. Derudover er der vandbøfler, mus og vilde katte, der næsten gør lige så stor skade, som de indførte, hvide indbyggere.

Plantelivet fra blomstrende tæpper til græstræer.

Den første europæer, der værdsatte Australiens planteliv, var botanikeren Joseph Banks, der sejlede med kaptajn Cook på Endeavour. Han og hans hjælpere indsamlede og beskrev et utal af plantearter, som de aldrig havde set før. De iøjnefaldende og meget udbredte "banksia-træer" er opkaldt efter Banks for at hædre ham.

Eukalyptus dækker over en lang række træer og buske, der gror i alle de australske klimazoner. Det kan være lave, krybende, buskagtige planter eller høje træer i højlandsskovene. Spøgelseseukalyptustræet, hvis bark har et sølvagtigt skær i månelys, og skovmahogni, der er så hårdt, at det ødelægger savenes tænder. (Dog kun hvis man saver i træerne).

Australiens nationalfarve er efter akacietræet "wattle", der får bushen til at bade i gult, når det blomstrer. Efter steppebrande er det dette træ, der først spirer op igen.

De fleste træarter i Australien har meget hårdt ved. Det gav store problemer for de første nybyggere, så når de fandt steder, hvor der kun voksede mindre hårdt træ som ceder, ryddede de disse skovstykker først, og derfor findes der næsten ikke cedertræsbevoksninger mere.

I de australske ørkener kan plantefrøene ligge i jorden i årevis, men hvis der så kommer en rigtig god regnbyge, bliver ørkenen omdannet til et blomstertæppe.

Det sydlige hjørne af Western Australia er berømt for sine mange vilde planter. Den mest kendte plante er "kangaroo paw", der er opkaldt efter kænguruens pote på bagbenene, og som den godt kan ligne.

Visse planter trives overalt i Australien, og en af disse arter er akacien, også kaldet "wattle". Der er også de såkaldte græstræer overalt. De kaldes også "black boys" og ligner græs, der vokser på en stamme.

Der er iværksat flere genplantningsprojekter, hvor landskabet før er blevet lagt øde på grund af landbruget. Træerne er endelig ved at blive populære igen, da de giver skygge til husdyrene, modvirker erosion og tilfører jorden næring.

Mange er efterhånden blevet opmærksomme på de hjemmehørende planters betydning, og træplantninger i byerne har medført, at insekter og fugle er vendt tilbage. Trods alt gør menneskene da endelig noget for at genoprette skaderne i naturen.

Darwin med bomber og orkaner.

Den tropiske nordlige del af Australien kaldet Northern Territory er historien om de europæiske fejlslagne forsøg på bosættelse i dette område. Aboriginerne var fjendtligt indstillede, og tropesygdomme gjorde en ende på de første forsøg. Først senere i 1869 lykkedes det at få anlagt en koloni, der udviklede sig til byen Darwin opkaldt efter den britiske naturforsker. Så sent som i 1978 fik Northern Territory med Darwin som hovedstad sit eget lokalparlament. Byen ligger kun 950 km fra ækvator, og nærmeste nabo er Indonesien og Østtimor.

Indfødte grupper kontrollerer i dag næsten en tredjedel af Northern Territory, der også kaldes Top End. Det er især det øde ørkenområde og det afsondrede Arnhem Land, der er aboriginalland. Det var ellers de hollandske søfolk, der gik i land i 1623, der gav Arnhem sit navn.

Under 2. verdenskrig blev Darwin bombet af japanerne, hvorved 243 blev dræbt og over 300 blev såret. Fra det første angreb og i løbet af de næste 18 måneder led Darwin under gentagne angreb. Det medførte massehysteri, deserteringer og evakuering af civilbefolkningen. Nogle af de tilbageværende militærfolk udplyndrede de tomme huse, og det står stadig som en skamplet på Australiens historie.

Det lykkedes ikke for japanerne helt at ødelægge Darwin, men det lykkedes næsten for naturen, da orkanen Tracy juledag 1974 med 280 km i timen ødelagde 90 % af Darwin, og 66 personer blev meldt savnet eller døde. Der var tale om at opgive Darwin og overføre befolkningen til de sydlige dele af landet, men den nægtede og valgte at genopbygge sin by med orkansikre huse. Næsten alle historiske bygninger er derfor væk og er blevet erstattet med en moderne by. Fra at være en by på landet – endda langt ude på landet, er den nu en minimetropol med hyggelige restauranter og pubber. Turisterne kommer til Darwin for at få nogle af de største naturoplevelser, som kan fås i Australien. Den største oplevelse fås i området med bl.a. Kakadu Nationalpark med tropisk dyreliv, betagende landskaber og aboriginale hulemalerier.

Darwin ligger på en halvø og strækker sig med sine mange villakvarterer ud til siderne, men den centrale del af byen er til at overse på en gåtur. Dog kan det tære på kræfterne at bevæge sig rundt i det fugtige og hede klima, så de airconditionerede shopping malls trækker en indenfor – selvom man ikke skal have noget.

I dag har Darwin omkring 100.000 indbyggere og er en af Australiens mest multikulturelle byer, med mere end 50 forskellige folkeslag, som aboriginer, vietnamesere, malajer, grækere og folk fra Ny Guinea, japanere, indonesere og selvfølgelig britisk-irske australiere.

Darwin er omgivet af store, hvide strande, og i tørketiden fra april til oktober giver den blå himmel og den tropiske plantevækst byen udseende af det rene paradis.

Rundt i Darwin. Lørdag 22-11-14

Vi var først kommet i seng ud på morgenstunden, så vi sov længe til 7.30. Det ser heldigvis dejligt tørt ud, så lad os håbe på, at regntiden lader vente lidt på sig. Morgenmaden var ikke incl. på dette hotel (en uskik), men i deres Treetops Restaurant på hotellet kunne der fås en Continental Breakfast for 18 australske dollars. Vi så de første aboriginals, og de har ikke stået først i køen, da menneskelig skønhed skulle uddeles, men det er da nok en smagssag, og de syntes sikkert, vi ser kedelige og blegfisede ud.

Vi havde en hel dag i byen, og på vej ud lagde jeg mærke til, at de havde vand til salg i receptionen, men der var sikkert masser af steder, hvor der kunne købes billigere vand. Vi gik ned ad Cavenagh St., hvor fortovet næsten er overdækket for at afværge solen og i regntiden regnen. Der var masser af forretninger med tøj og lignende, men ingen steder hvor der kunne købes vand. Nede ved Indo Pacific Marine var der helt mennesketomt, og der lå kun et par fiskekuttere og sov. Der var ikke noget andet interessant at se, kun lange øde fortove og gangbroer.

Lige nu har vi fundet en grøn græsplæne i delvis skygge og med eksotiske fuglelyde, men intet vand. Vi kom forbi en udendørs liggestolsbiograf, hvor der var toiletter. Vandet tog jeg i håret, men var ikke sikker på, det var drikkevand, så det kom ikke indenbords. Vejen sluttede, og en stejl trappe gik opad og over i Esplanaden, og vi kom forbi Parlamentsbygningen. Og endelig på hjørnet af Herbert St. og Mitchell St. lå der en bar, og her fik vi to store livgivende colaer med is til 3 dollars stykket. Her kunne også fås High Protein Spinach Salad til 14,90 dollars. Det fik vi heldigvis ikke. Klokken er kun 10.30, og vejret er let skyet, men alligevel er her næsten 40 grader i skyggen.

Egentlig burde vi have taget en øl, så vi kunne have forbedret statistikken lidt, for Darwin er øldrikkernes by, og hver indbygger, incl. babyer og oldinge, drikker 230 l øl om året, og det er dobbelt så meget som i resten af Australien. Darwin har også rekorden i verdens største ølflasker, der er på 2,25 l, men det var alligevel for meget, så nu er der kun 2 liter i flaskerne. Rekorden på at tømme sådan en "Darwin Stubby" er 58 sekunder. Det er mest turisterne, der køber de store, for de lokale foretrækker dåseøl, da de tomme dåser skal bruges til den årlige øldåseregatta i juli/august. Der skal anvendes omkring 20.000 tomme øldåser eller coladåser for at lave et sødygtigt fartøj.

Vi gik ind i et dejligt køligt indkøbscenter og fik købt nogle drikkevarer og noget morgenmad til i morgen, da vi skal tidligt afsted.

I en krokodilleforretning med skind af krokodiller m.m. var der nogle højttalende aboriginals, der virkede lidt berusede. Der er noget i deres gener, der ikke tåler sukker, og derfor heller ikke alkohol, så der skal ingenting til, før de bliver berusede. Forretningsindehaveren prøvede at få dem gennet ud, men det var lidt sørgeligt at se. Ellers var der kun ganske få arboriginals i bybilledet.

Byen har en gågade ved Smiths Street, og her hænger der masser af julepynt i træerne. Souvenirbutikkerne er meget interessante, og jeg fik købt en hat af ægte kængurulæder til 90 dollars, og en kløpind af en kænguruhånd til 20 dollars. I de områder hvor kænguruerne er ved at tage overhånd må de skydes, men kun af autoriserede jægere. Før i tiden blev kødet ikke regnet for menneskeføde, men det må gerne spises i vore dage og ses i mange restauranter. Det var dog ikke lige det, vi skulle have i dag, for vi skulle lige tage mod til os, så vi fik 2 gange McFeast menu hos McDonald’s til i alt 20,50 dollars.

Efter et velfortjent hvil efter generalmangel på søvn, tog jeg lige en tur i hotellets swimmingpool, hvorom der lå en del mennesker. Swimmingpools i Australien er som regel med et stort solsejl spændt ud, så der kan svømmes i skygge. Min nedtrædning i poolen gik lidt brat, og det morede folk sig vældigt over. Der var tre hvide trin ned og så bunden, men jeg var ikke forberedt på, at bunden var 2½ meter nede, så jeg trådte ud og fik en uventet dukkert.

Doktor Gullys fiskefodring.

Darwin har en speciel attraktion, der hedder doktor Gullys fiskefodring eller mere korrekt "Doctors Gully Aquatic Life Reserve". Det begyndte at tordne og lyne i det fjerne på vej derhen, men det holdt sig heldigvis på afstand. Den gode doktor Gully fik i 1958 den ide at vænne de vilde fisk til, at der vankede mad, når det var højvande, og det i en ganske bestemt lille vig. Vigen er fredet, og der gives en bøde på 10.000 dollars, hvis der fiskes her. Vigen er indhegnet som en lille park med flotte stenskulpturer, og det koster 15 dollars at deltage i fiskefodringen. Højvandet varierer over 2 timer i løbet af en uge, men det nøjagtige tidspunkt kan fås i turistinformationen.

Vi havde fundet stedet i rigtig god tid, og det så lukket ud, og der var ikke et øje. På et skilt stod der for denne dag kl. 17, så det var bare at vente og håbe. Så blev der åbnet, og folk begyndte at strømme til, og det samme gjorde fiskene. Brødbakker var stillet frem, og en dame begyndte i en skrattende højtaler at fortælle noget, jeg ikke kunne høre. Fiskene stod tykt i vandoverfladen og kæmpede om smulerne, og det var en virkelig sjov oplevelse. Der var i tusindvis af fisk, og det var ikke hundestejler, men tykke krabater på op til ½ meters længde. De svømmede omkring fødderne på os, og selvom de ikke fik en hel storetå, så skulle de lige prøve, men de har heldigvis ikke hajtænder. Det hele varede vel en times tid, så var brødbakkerne tomme, og fiskene begyndte at sive væk. Fisk er åbenbart ikke så dumme, som de ser ud til, og de kan åbenbart fortælle deres unger, at lige præcis her og lige præcis ved højvande så vanker der mad.

På vejen tilbage sad der en lille aboriginalfamilie på fortovet i en sidegade. Der var 3 kvinder og en del børn. Jeg sagde hello, og de svarede. Så sagde de noget, jeg ikke forstod, men de spurgte, om vi var turister. De havde noget, de ville sælge, men jeg kunne ikke se noget, så jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et foto, men no. Gitte stod 10 meter fra og ventede. Jeg ville ellers gerne prøve at komme bedre i kontakt med dem, men Gitte stod der og så lidt utålmodig ud, så det var gået lidt i hårknude. Nå, men så gik jeg, og et af børnene råbte "come back". Øv, at jeg ikke gjorde det, men på det tidspunkt troede jeg, at det kunne jeg sagtens gøre en anden dag. Det er sådan, at når jeg laver mine rejsefortællinger og senere foredrag, så fotograferer jeg mange af de mennesker, jeg møder på min vej, for at vise menneskehedens mangfoldighed. Det er dog unægtelig noget nemmere at spørge smukke mennesker om et foto end mennesker, der er knap så kønne. Jeg har dog stor sympati med Australiens aboriginals, der er blevet behandlet næsten værre end eskimoerne på Grønland.

Vi gik tilbage til hotellet for at pakke til næste dags 3 dages Wayoutbacktour "Dreaming Top End Tour", hvor vi kun må have 10 kg med pr. person.

Spisning på Treetop Restauranten på hotellet. På restauranter i Australien bliver der med det samme stillet koldt vand på bordet, så den værste tørst kan slukkes. Det glædede mig, at der sad flere aboriginals og spiste i restauranten. Det var bestemt ikke noget billigt sted, for to hovedretter med kylling, samt 1 øl til deling, kostede 65 dollars. Heldigvis er de ture, vi skal med på, og de fleste af togturene med forplejning, ellers vil pengene hurtigt få ben at gå på. Med al den fine mad vi fik i togene, kunne vi sagtens nøjes med fastfood som "Hungry Jack", hvor to personer kan spise og drikke for omkring 20 dollars.

Lichfield og Kakadue Nationalpark. Søndag 23-11-14

Det var en varm nat selv med airconditionen tændt. Vores to vækkeure var stillet til 5.15, så vi kunne nå at spise lidt morgenmad på værelset. Vi havde pakket det mest nødvendige til de næste tre dage og fået afleveret de store kufferter i receptionen. Vi ville senere, hvis vi overlevede turen i krokodilleland, vende tilbage til samme hotel. Faktisk havde vi lidt sommerfugle i maven, fordi vi ikke havde indflydelse på, hvad de næste dage vil bringe.

Vores guide Sean, der var ærkeaustralier, kom i en firehjulstrækker med kængurugitter og med en trailer bagefter. Trækkeren havde plads til 5 gæster, og det var vores hold, der bestod af Andy, der var taxichauffør i Sydney, hans søster, den humørfyldte Paula, og hendes lidt stille mand Tim.

Sean fandt nu ud af, at firhjulstrækkeren var for lille, så vi kørte hen til deres vognpark, hvor vi fik fat i en minibus, selvfølgelig også med kængurugitter foran, det har alle biler i området. Traileren, der var pakket til turen, blev hægtet på bussen, men så passede det elektriske stik ikke. Traileren blev så tømt, og indholdet blev læsset på bussen, incl. en stor vandbeholder til fri afbenyttelse. Vanddunken er fra starten halvt fyldt med is, så den holder sig kold langt op ad dagen. Det var en noget kluntet start, så først efter en times flytten frem og tilbage kørte vi ud på hovedvejen mod Lichfield Nationalpark.

I Northern Territory er Kakadue Nationalpark den største turistattraktion, og den er samtidig en af Australiens største nationalparker. Størstedelen er næsten uberørt natur med et enestående dyreliv. Samtidig er det her, at Australiens bedste og ældste hulemalerier viser, hvad den indfødte befolkning mestrede for 40.000 år siden. I Kakadue er der desuden fundet verdens ældste bevis på, at mennesker har hugget stenøkser. På natursiden er der over 1.000 forskellige plantearter, 300 fuglearter, 75 krybdyrarter, adskillige pungdyr og utallige insekter

I høj grad er det her regntiden og tørtiden, der bestemmer livsbetingelserne. I januar falder der 338 mm regn, og der er 40 grader varmt i skyggen. I juni falder der kun 2 mm regn, og temperaturen faldet til kun 30 grader. De fleste turister vælger derfor maj-oktober til at besøge nationalparkerne. I regntiden kan der være mere eventyrligt og grønt, men det kan også være umuligt at nå frem til seværdighederne, fordi landskaber og nogle af vejene står under vand. Vi var her lige i begyndelsen af regntiden, og den kan godt vente en 3-4 dage for vores skyld.

Fra Darwin skal der køres 247 km, før man kommer til yderkanten af parken, der råder over 19.804 km2, og der er yderligere udvidelser på vej. Allerede lidt uden for Darwin startede bushen, og selvom det ikke var nationalpark, så det meget vildt ud.

Der var ikke megen trafik på Arnhem Hwy, der ellers skulle gå for at være en hovedvej. Vi drejede ned ad en mindre vej og kom igennem byen Batchelor, der er en lille flække, hvor et par frugtavlere solgte mangofrugter fra deres plantage. Medens vores guide Sean kørte, fortalte han uafbrudt løs i en time. Jeg forstod næsten ikke noget, men Kathy kom med nogle passende grynt.

Vi stoppede først i Litchfield National Park, der ligger på et stort sandstensplateau med lommer af regnskov. Nationalparken er en miniudgave af Kakadue, men råder over 1.430 km2 bushland. Her løber vandfaldene hele året i modsætning til Kakadue, der løber tør i tørtiden. Et sted var der termitboer, der tårnede sig op i 6 meters højde i nærmest slotslignende formationer. På den nærliggende slette stod mindre termitboer som bautastene, og de stod alle i samme retning. De var flade, og den smalle ende vendte mod solen, medens den brede, flade side kun fik sol i de lidt køligere morgen- og eftermiddagstimer. Det kan åbenbart også blive for varmt her selv for en termit.

Her viste Sean os nogle grønne myrer. Hvis man forsigtigt tog dem op og slikkede på deres bagkrop, smagte det af lemon. Så forsigtigt ned igen, for dyrene her må jo ikke tage skade.

I parken besøgte vi Wangi Falls Plunge Pool, der er en dejlig sø, der får vand fra to vandfald. Vandet er lettere køligt, men det er herligt at blive kølet af i denne hede. Selvom det er et naturligt badested, er det bestemt ikke primitivt, da der både er omklædningsrum, toiletter og endda en souvenirbod. Samtidig er der også faciliteter til madlavning, og lange bænkesæt stod i skyggen. Medens vi andre lå og slappede lidt af, sørgede Sean for store, hjemmelavede burgere med store bøffer, grønt og godt med ketchup. Som de flinke mennesker vi er, hjalp vi selvfølgelig med oprydningen, inden vi kørte videre.

Om eftermiddagen besøgte vi Tolmer Falls og Florence Falls, der ligeledes er naturlige badesteder med vandfald. Ved det sidste var der jerntrapper med 135 trin ned ad klippesiden, men alligevel var der handikapparkering tættest på stien. De tænker da også på alt de australier, så hvis en handikappet skal kravle 135 trin ned og 135 trin op, så skal bilen stå lige i nærheden.

Det er svært at se, hvor den ene nationalpark begynder, og den anden holder op. Vi fortsatte ud i bushen ad jordveje, og vi så vores første wallaby, senere en stor rød kænguru og masser af fugle.

Vi kørte også lidt rundt i Kakadue Holiday Village, hvor de har bygget hotellet "Gagudju Crocodile Holiday Inn", så det ligner en krokodille set ovenfra. Indgangen er i gabet, og køkkenet med skraldebøtterne er meget passende placeret i den bagerste ende.

Der skulle vi dog ikke bo, for vi var kommet ud på Arnhem Higway igen, hvor vi skulle overnatte på et udsted, der havde en rustik cafe, foruden en primitiv caravanpark med nogle langtidscampingvogne eller evighedsvogne. Der var også en bygning med hotelværelser eller cabiner på nogle få kvadratmeter. Der skulle vi heldigvis heller ikke bo, men i et fredeligt hjørne var der telthytter, og der var en fin toiletbygning. Det var noget bedre end et lille tomandstelt og et hul i jorden toilet, som jeg havde frygtet. En telthytte er en stålramme med fast tag og med vægge, der i dette tilfælde bestod af insektnet. Der var god udsigt indefra, og hvis der var lys i teltet, kunne alt ses udefra. I telthytten var der to nydelige senge, elektrisk lys og endda en vifte. Vi var ikke længe om at stile hen mod cafeen, hvor vi fik to store livgivende cola med is.

Ved ankomsten hoppede 10-15 wallabies rundt i den lille teltlejr. Foruden nogle indhegnede bøfler og nogle sortbrogede grise havde stedet to krokodiller i hver deres indhegning. Brutus the Salty var en saltvandskrokodille, og den så frygtindgydende ud, medens den lå og viste tænder. Medens Freddy the Freshly, der var en ferskvandskrokodille og let genkendelige på den lange, tynde snude, så mere fredelig ud og går for at være nogenlunde ufarlig for mennesker. Saltvandskrokodillerne holder sig ikke bare til saltvandet, for de trænger også op i floderne og er her både aggressive og dødsensfarlige. En hun kan lægge 70 æg ad gangen og meget mærkeligt, så bliver det hanner, hvis temperaturen i reden er 31,6 grader og hunner, hvis temperaturen er højere eller lavere.

Aftensmad i den rustikke bar på husets regning, og vi fik Fish and Chips. Den flotteste jeg nogensinde har set, da den var pyntet med salat, appelsin, ananas og ostehapser. Tjeneren var en flot pige i hotpants, men det var også hot i hvert fald udenfor. Sådan et sted var der selvfølgelig en stor fjernsynsskærm, og de var i gang med en meget vigtig kricketkamp mellem Australien og Indien. Det er utroligt så meget australierne går op i sådan en gang rundbold.

Viften var på fuldt drøn hele natten, der blev delt op i små bidder, hvor viftens luftstrøm ramte ansigtet, og så bare vente på, hvornår det var min tur igen. Latterfuglene morede sig og gav deres besyv med. Det var stjerneklart, og meget smart, at der kunne kikkes stjerner igennem væggene.

Endelig krokodiller. Mandag 24-11-14

Det var lyst ved 5.30 tiden, og så kunne vi lige så godt stå op. Morgenmad udenfor i skyggen, men sveden begyndte allerede at pible. Det var helt stille ud over fremmede fuglelyde. Nogle skestorke gik rundt og derudover et par enkelte wallabies, der gik i skovkanten, og ellers ikke en levende sjæl.

Vi startede dagen med at køre ned til Mary River. På et skur i nærheden var markeret, hvor højt vandet havde stået i nogle forskellige år. Mærkerne var midt på skuret, så i stedet for en flod havde her været et kæmpehav ud over området.

Vi skulle ud at sejle i en pænt stor aluminiumsbåd. Floden var helt stille, og der ville her være store muligheder for at se krokodiller. Guidebeskrivelsen frarådede endda at stikke hånden i vandet, medens man sejlede. Så skulle man da godt nok have nogle to meter lange arme, og desuden så vi heller ikke nogen krokodiller. Der var masser af smukke lotusbevoksninger langs bredderne, og der var masser af gæs og kæmpestore storke, mens en enkelt fiskeørn knejsede i et udgået træ, men ikke skyggen af en krokodille.

Efter sejlturen kørte vi i et par timer igennem bushen, hvor der næsten ingen anden trafik var. Der var stop ved et punkt med udsigt ud over et tørt vådområde, hvor lotussen hang med hovedet. Nogle plancher viste den store forandring af området, der er i løbet af året med for meget vand og for lidt vand.

Det var blevet lunchtid, og vi holdt ind på en stor campingplads i Kakadu Holiday Village. Her var en fin swimmingpool, og maden blev indtaget på kanten af bassinet, og både før og efter lunchen var det ud i det svalende vand. Derefter var der indkvartering i nogle hustelte i nogenlunde samme stil som tidligere.

Om eftermiddagen var vi nede ved East Alligator River, hvor der gik en vej igennem floden, der dækkede 30-40 cm af vejbanen. Her så vi så endelig krokodiller. 6 meter lange krabater, der lå og søbede sig i mudderet. Jeg måtte ikke gå tættere på end 20 meter, og det var så også reelt nok, for der lå flere andre uhyrer og lurede i mudderet. Ikke desto mindre stod en aboriginalfamilie på den oversvømmede vej midt i floden og fiskede. Et af børnene fangede en stor krabat af en fisk, medens en firehjulstrækker passerede tværs over floden. Ved sådanne vejpassager står der altid en målepind, så det kan ses hvor højt vandet er under passagen.

40.000 år gamle hulemalerier.

En af de helt store seværdigheder i området er hulemalerierne ved Ubirr Rock. Vandrestier går ind i området langs klipperne, der i hundredvis af meter er dækket af malerier i de dejligste okkerfarver. Malerierne bevidner 30-40.000 års tilstedeværelse af aboriginerne, så det er verdens ældste billedgallerier, og er en af verdens største kulturhistoriske skatte. Nogle af malerierne viser de indfødtes ånder, og andre beskriver dagligdagen med jagt og fødsler m.m. Der er endda et maleri af det langsnuede myrepindsvin, som uddøde for 18.000 år siden. Malerierne er malet over en lang tidsperiode, så også mødet med den hvide mand. Han er som regel afbilledet med begge hænder dybt i lommerne – som chefen, der lader de andre arbejde.

Vi gik langs klipperne og kikkede og fotograferede, og vi kom højere op på en lille bjergtop med udsigt ud over det store vådområde Arnhem Land, der er givet tilbage til aboriginerne.

Så vidt vides er aboriginerne ankommet til Australien i flere bølger igennem 65.000 år. Deres nærmeste genetiske fæller findes blandt de oprindelige folk i Sydøstasien og på øer i det Indiske Ocean.

Mange tror, at aboriginals er et og samme folk med det samme sprog, men da europæerne ankom, var der 250 forskellige aboriginale sprog, og det var ikke bare dialekter, men selvstændige sprogstammer. I dag tales der 30 aboriginale sprog. Sprogene er tilknyttet bestemte landområder, faktisk ligesom europæiske sprog. Europæerne ville rydde op i den uskik, så ved hjælp af fysisk fordrivelse, missionsstationerne og det australske skolesystem forbød man, at børnene talte deres eget sprog. Det kaldes kulturelt folkemord, og danskerne var ikke et hak bedre på Grønland. De aboriginale grupper kalder sig selv for "koorier" i store dele af Sydøstaustralien, "murrier" i Quensland, "nungaer" i South Australia og "yoongaher" i Western Australia for bare at nævne nogle grupper. I vore dag er fællessproget engelsk, enten de vil det eller ej.

Ved hver seværdighed i nationalparkerne er der store P-pladser og toiletter, men næsten ingen biler, da vi er uden for sæsonen.

Vi fik ikke selv gjort det, og klarede os, men tilværelsen herude i ødemarken ville være betydelig mere behagelig, hvis vi havde investeret i nogle fluenet, for hvor er australske vildmarksfluer dog irriterende. Hvis de så bare ville sidde stille og lappe sved, men de skal kravle rundt og kilde. Vi må jo heller ikke dræbe dem, hvis vi kunne, de må kun viftes væk, da vi er i nationalparker, hvor dyrelivet ikke må forstyrres.

Tilbage i lejren havde Sean lavet karrykylling med ris, og retten blev indtaget i et stort spisetelt, der var så stort, at der såmænd godt kunne holdes party. Det begyndte at småregne, da vi gik i seng, og senere begyndte det at tordne og øsregne, så regntiden er lige på trapperne.

Klippebadning og krokodillefælder. Torsdag 25-11-14

Regnen var holdt op i løbet af natten, og det havde frisket luften noget op. Morgenmad kl. 7.00, og vi fik hver især lavet en lunchpakke, og så skulle der vaskes op, gøres rent og pakkes grej væk. Jeg ville gerne hjælpe og gjorde det da også, men vidste ikke, hvad der skulle blive i teltet, og hvad der skulle med bussen.

Vi kom af sted og gjorde stop ved en flod med masser af fugle. Vores guide Sean fik øje på en Frilled Neck Lizard, der er et stort firben. Han tog det op og viste os dets pragtfulde halskrave. Man skal være helt sikker på, hvad der røres ved i Australien, for en masse smådyr er giftige, men denne er ganske fredelig og prøver bare at skræmme fjenden væk og gøre sig større ved at slå halskraven ud. Vi gik på nogle gangbroer, der var hævet lidt over terrænet, og meget godt, for vi så mindst tre krokodiller på afstand.

Vi kørte videre ud ad en jordvej, der var bulet som et vaskebræt, og nu kunne vi nok ikke komme ret meget længere ud. Vi var ved "Maguk", hvor vi startede vandringen på et par kilometer ad en junglesti. Der var advarselsskilte for krokodiller, og der var flere krokodillefælder langs stien, for her var de ikke velsete. Stien fortsatte langs floden, men højere og højere op ad klipper, og her gjorde vandrestøvler god gavn. Højt oppe i klipperne var der dejlige badehuller med klart, rislende vand, der løb fra det ene naturlige badebassin til det andet. Der kunne godt være dybt i bassinerne, men så kunne vi lægge os i den kølende strøm, der gik fra bassin til bassin, inden det væltede ud over kanten i et vandfald, der først ramte et større bassin 50 meter nede.

Frokosten blev indtaget på klippesiden, indtil solen masede sig på, og skyggen forsvandt, og så tilbage igennem junglen, tilbage til bilen og 250 km igennem ødemarken.

Der var en fin tosporet vej og mindst en modkørende bil for hver halve time. Lastbiler kører her med 3 eller 4 hængere på den samme lastbil. Jeg vil tro, at det må være ret svært at bakke med sådan et vogntog. Vi havde et enkelt slangestop, idet der var observeret en grøn slange i vejkanten. Det er dog utroligt så hurtigt, den slange snoede sig væk, så vi nåede ikke at fotografere den.

Vi havde et enkelt stop ved en outpost cafe "Bark Hut Inn", hvor den fik hele armen med udstoppede krokodiller og bøffelhorn. To unge piger passede cafeen, og de livede gevaldigt op, da det myldrede ind med alle os 6 personer.

Tilbage i Darwin var turen slut, og vi sagde pænt farvel til vores guide Sean og vores lille rejseselskab, der alle var hyggelige mennesker. Så var vi igen på egen boldgade, og aftensmaden måtte vi selv klare. Det blev så et par osteboller, 3 croissanter og 4 små yoghurt. Selv i et supermarked blev det 18,65 dollar, og det viser bare, at alt er dyrt i Australien.

Australske pengesedler er af en slags plastik, og der er et lille, gennemsigtigt vindue, så sådan en seddel vil være umulig at forfalske i en fotokopimaskine. Det tog noget tid at finde ud af de australske mønter, idet de små mønter har størst værdi. En halv-dollar og 20 centmønterne er kæmpestore, og de tynger i pungen. En-dollarmønterne er gule betydelig mindre, og den gule to-dollar er den mindste. Lige omvendt af de danske, hvor en tyver dog er større end en tier. Dronning Elisabeth er selvfølgelig på dem alle.

De har nogle specielle elektriske stik i Australien, idet de skal bruge 3 smalle ben. Adaptere kan dog købes i nogle supermarkeder, hvor der så er tre ben i den ene ende og to, som vi kan bruge, i den anden.

Vi skal med toget i morgen – endelig, og vi lægger ud med det legendariske tog "The Ghan". Det er endda så fornemt, at vi bliver hentet af togselskabet ved hotellet i morgen kl. 7.45. Håber vi.

Fortsættes i 28. delafsnit: Australien - The Ghan, Alice Springs og Ayers Rock.

Tilbage til forsiden.