Jorden rundt med tog.
27. delafsnit: Darwin og Kakadu National Park.
Rejsefortælling af Kim Greiner. Rejsen til Australien.
Torsdag 20-11-15
Beslutningen var taget, rejseplanen lavet, pengene betalt, og alle billetter
og rejsedokumenter havde vi i en mappe, så nu skulle vi i gang med 4. del
af vores togtur Jorden rundt. Hvis
vi til udenforstående sagde, at vi skulle på togtur i Australien,
stirrede de nærmest måbende på en: "Kører der tog i
Australien?" Næsten alle andre australienrejsende tager et fly til
en eller anden by, måske Sydney, og så lejer de en camper og kører
derudad, og de kører og kører i ugevis. Det er da sikkert rigtigt
hyggeligt, men Australien er stort, og på en måned kan de kun nå en
lille del af kontinentet, og som regel kun Østkysten og lidt af det
sydlige. Vores togtur gik på kryds og tværs, og med kun to
indenrigsflyvninger oplevede vi mere af Australien end de fleste
australiere. Hvad vi så oplevede kan læses i de følgende afsnit.
Kaffe
med brød hos Lagkagehuset, hvor benene dinglede på barstolen. Egentlig
havde vi VIP-adgang til en lounge, men hvor ligger den henne, og det var først
lidt sent, jeg kom i tanke om den. Nå, men nu sidder vi her ved Gate B5
og venter på bording til Lufthansas flyafgang til Frankfurt. Hvis alt går
efter planen er vi i Darwin i Australien kl. 02.00 om natten, men i guder,
det er først i overmorgen nat. Jeg håber der bliver ædt rigtig mange
timer på grund af tidsforskellen. I
sikkerhedskontrollen bipper min kunstige hofte af gedigen titanium altid,
men det kan være en fordel, når det er en veldrejet sikkerhedsdame, der
bliver nærgående.
Lige nu sidder vi i flystolene på Singapore Airlines og har fået varme klude til opfriskning, og menukortet er udleveret af de sædvanlige overordentligt nydelige singaporestewardesser. Den ene har nogle meget charmerende små flyveører – de vender endda lidt fremad, så hun bedre kan høre, hvad passagererne siger. Flyet var kommet af sted kl. 22, og ved 24-tiden blev lyset slukket, og vi skulle sætte skodder for vinduet. Lidt mærkeligt, for det var jo bælgmørkt. Senere fandt jeg ud af, at det blev lyst allerede kl. 3 nat, eftersom vi fløj østpå. Og flyrejsen fortsætter næsten uendeligt.
Fredag
21-11-14 Lang
nat med småblund og lidt babygråd i nærheden. Flyet vågnede først ved
7-tiden dansk tid, og da havde vi siddet 9 timer i det 2. fly. Hvad
klokken er i Singapore, aner jeg ikke, men nu er de nydelige nipsgenstande
ved at lægge an til morgenmad.
Vi kom
i land i terminal 1 og tog en skytrain til terminal 2, og det er ganske
let at finde ud af. Lufthavn og skytrain er airconditioneret, men der kom
lige et pust udefra af den dejlige 29 grader varme luft. Der var tid til
at gå lidt rundt i den store og meget smukke lufthavn, inden vi fandt
gaten, men der var stadig god tid, så vi fandt The Coffee Bean. Et par
flasker med lemon tea og et par sandwich kostede 14,50 Singapore dollars.
Vi betalte uden problemer med australske dollars, men vi fik tilbage i
Singapore mønt. I
sikkerhedskontrollen til Darwin stod vi i to lange køer. Så kom
flypersonalet og sprang over. Det er en meget dårlig ide at springe mig
over i en kø, og det var kun, fordi det var kønne singaporestewardesser,
at de blev tilgivet.
Det
viste sig, at vi slet ikke skulle med Singapore Airlines, men med Silk
Air. Stewardesserne var i lysegrønne uniformer, men var næsten lige så
kønne som singaporepigerne, men de havde ikke opsat hår. Flyet var ikke
fuldt booket, så vi havde et ekstra sæde imellem os, og det burde være
en menneskeret. Der
skal skrives indrejseformularer, og der må ikke indføres noget som helst
spiseligt. Desuden skal der udfyldes en ebola erklæring om, at man ikke
har været i et afrikansk land inden for de sidste 21 dage. Flymiddagen var ikke overdådig, men standard flynatmad.
Allerede da vi satte os, lagde min formand eller -kvinde sit sæde
tilbage, så hun havde mere plads, og jeg tilsvarende mindre – og jeg
hader det. Det er jo udmærket, når alle skal sove, men i spisetiden er
det en uskik. Stewardessen bad hende da også rejse sædet op, medens vi
spiste. Dygtig pige.
Lysene
dukkede op, og det var en perfekt landing i den ret lille Darwin lufthavn.
Selvom klokken var 2.30 om natten, var lufthavnen fuldt bemandet. Passene
blev gransket uden problemer. Først så pasdamen noget morgensur ud og
vinkede mig frem med streng mine. Så så hun, at jeg var dansker, og så
blev hun venligheden selv. Kufferterne blev hentet på båndet, og så skulle de
kontrolleres. Gittes kuffert skulle gennemlyses, medens jeg bare skulle sværge
på, at jeg ikke medbragte så meget som en sandwich eller selv det
mindste stykke frugt. Så var vi igennem nåleøjet.
Receptionisten på Travelodge Mirambeena Resort havde os på
sin liste, men selvom alt er betalt hjemmefra, vil hotellerne i Australien
ved indtjekningen gerne lige låne kreditkortet. De trækker som regel 100
dollars, som senere bliver sat ind igen, hvis hotelværelset efterlades
uden at være splittet ad. Hotellet her er i to plan, og der er slisker op
til 2. sal, så kufferterne kan rulles op, og ellers ligger det i et pænt,
stort område med to svømmepøle. Vi havde et stort, nydeligt hotelværelse
med to store dobbeltsenge. Vi kom jo lidt sent i seng med kl. 3.30 lokal
tid, og vi faldt hurtigt i søvn til airconditionens snurren. Inden
vi begiver os ud i Darwins lyksaligheder, er her nogle generelle
oplysninger om Australiens klimazoner, dyreliv og planteliv. Australien er kæmpestort og strækker sig over tre
klimabælter fra det tropiske nord til det tempererede Tasmanien i syd. Og
fra Hobart på Tasmanien er der kortere til Sydpolen end til Singapore. Det største
landområde er ødemarken, der er et kolossalt fladt, rødt
ingenmandsland. Her har mærkelige træer skruet sig op i den knastørre
jord. Der findes også stenørkener og vandreklitter og enorme saltsøer
med urgammel havbund, hvor der ligger muslingeskaller, der er millioner af
år gamle. Der findes også klippeområder med fantastiske former.
Glem
de fire årstider i det tropiske bælte, der går hen over Australien i
nord fra Darwin til Cairns, for her er der kun to årstider: en våd
(december-marts) og en tør (april- november). I tørketiden er der varme
dage, skyfri himmel og kølige nætter, og i regntiden bliver næsten alt
oversvømmet. Vi
skal besøge Kakadu Nationalpark i slutningen af november, og jeg krydsede
fingre for, at det stadig var tørtid. I regntiden kan her være over 40
grader og en luftfugtighed et godt stykke over tyrkisk dampbad. I den
australske vinter, der er modsat vores, kan der i de halvtørre egne falde
regn, der får det rødbrune landskab til at blomstre. Det største
blomstertæppe findes i Western Australia, et bredt bælte mange hundrede
kilometer nord for Perth. Jeg
skriver dette, inden vi besøger landet, og det er ret svært at finde ud
af, hvor klimaet er mest passende for et par nordboere. Det kommer an på,
hvor man er, og hvornår, så det har jeg faktisk opgivet at finde ud af,
da vi både skal være nordpå og sydpå, samt østpå og vestpå. Vi
krydser fingre og må tage det, som det kommer. På
grund af Australiens isolerede beliggenhed langt ude i havet og på grund
af kontinentets alder er naturen her gået sine egne veje uden at tage
hensyn til, hvordan udviklingen er foregået andre steder på Jorden. Den
hvide mands komme og den teknologiske tidsalder har siden lavet ret så
meget uorden i de naturlige forhold. I
dyreverdenen generelt på Jorden er gruppen af pattedyr, der føder
levende unger langt den største, men der findes kun ganske få pattedyr i
det oprindelige australske dyreliv. Den vilde hund, dingoen, hører til
denne gruppe, men det menes, at den muligvis er indført af urbefolkninger
for måske 4.000 år siden. Fåreavlerne hader dingoen, og der er bygget
et 5.490 km og 2 meter højt hegn tværs igennem Queensland og ned gennem
South Australia for at holde den ude. Ret beset kom dingoen til Australien
længe før fårene, men sådan er der så meget. Pattedyr
kan opdeles i tre kategorier: pungdyr, kloakdyr og egentlige pattedyr.
Kloakdyrene som næbdyret og myrepindsvinet er de
mest besynderlige, for de lægger æg, men ammer deres unger, og pels og næb
hører normalt heller ikke sammen. Da kaptajn Cook bragte disse dyr med
til England, troede zoologerne, at man havde udstoppet flere dyr og sat
dem sammen for at fuppe dem. Dyr
som den tasmanske djævel og den tasmanske tiger har ingen relationer til
katte- eller hundefamilien, men de første hvide immigranter havde svært
ved at klassificere dem. Sidstnævnte er et ulvelignende dyr, som man
mener, er uddød, selvom der dukker historier op om det modsatte. Den
tasmanske djævel er bestemt ikke noget nussepusse navn, og dens
sylespidse tænder siges at kunne skære gennem knogler som en varm kniv i
smør. Der siges så meget, og rent praktisk kan den ikke engang slå en
rotte ihjel. Til gengæld passer dens tænderskærende hyl faktisk godt
til navnet. Så slem er den nu heller ikke, og dyret er kun 50 cm stort,
men alle 50 cm har temperament. Koalaen er til gengæld et
"pussenussedyr" over dem alle. Den er altid søvnig, og den
tager sig lige en lur på 20 timer. Når den ikke sover, gumler den på
eukalyptusblade, men de er svære at fordøje, og så kan den jo lige så
godt sove samtidig. Den ses derfor mest som en lille sovende kugle i træerne.
Før blev den jaget på grund af sit bløde skind, men den er i dag
totalfredet. Vombatten er beslægtet med koalaen, men den lever
i lange gange under jorden, og som gnaver lever den af blade, rødder og
bark.
Krybdyr, fugle og fisk. Krybdyrene
har en fremtrædende plads inden for urbefolkningens mytologi og inden for
kosten, men de hvide bryder sig ikke om disse dyr. Der er de utroligt
farlige giftslanger som taipanen, der er 50 gange så giftig som kobraen.
"Death adder" (dødsormen) og den brune slange er heller ikke at
spøge med.
Firben
omfatter dyr fra bittesmå glansøgler til over 2 meter lange leguaner.
Mange byboer er glade for den "blåtungede skink" i haven, fordi
den spiser snegle og insekter. Af frøer
og tudser er der mange arter, der ligner arter i Europa og Asien. Den mest
forhadte tudse er "Queensland cane toad", der blev indført til
bekæmpelse af parasitter, der lever på sukkerrør, men nu spreder den
sig hastigt langs Østkysten. Tudsen indeholder giftstoffer, der dræber
dens fjender f.eks. varanarten goanna. Det var en stor fejltagelse at få den tudse til
Australien, og man prøver at slippe af med den igen, men det er ikke
nemt. Koralrevet
Great Barrier Reef er et paradis for talrige fiskearter og skaldyr, der
kun findes i Australien. Havet indeholder også adskillige farer, som den
lille kystblæksprutte "blue-ringed octopus", der er kendt for
at være ekstrem giftig. De store brandmænd "box jellyfish" er
også utroligt farlige og tømmer de pragtfulde strande for mennesker i månedsvis. Omkring
hele kontinentet findes de store hvide hajer og "salties", der
er saltvandskrokodiller. De er frygtindgydende og farligt rovdyr. De
findes ud for Australiens nordkyst, men bevæger sig også op ad
ferskvandsløb og kan ses langt inde i landet. Den dødelige
edderkop "Sydney funnelweb spider" findes trods sit navn overalt
langs den østlige kystregion. Den spiser insekter, men også firben og
fugle.
Især
på Østkysten er der næbbede papegøjer, der i store flokke plyndrer
frugttræerne. Bjergglorien er berømt for sin farvestrålende fjerdragt
med orange næb og blåt hoved. Indførte
husdyr er fra et naturbeskyttelsessynspunkt at betragte som skadedyr, der
har ødelagt det australske landskab. Især de 125 millioner får og 25
millioner stykker kødkvæg. Dromedaren blev indført som lastdyr i ødemarken
sammen med afghanske kameldrivere. I 1920’erne og 30’erne blev de
sluppet løs, da jernbanen og lastbilen kom til det centrale Australien. I
dag lever der i titusindvis af vilde dromedarer i ørkenområderne. På
samme måde er det gået med heste og æsler. Æsler skydes nu i tusindvis
fra helikopter. I 1859
blev der indført 24 kaniner, og 40 år efter fandtes de i millionvis ud
over det meste af Australien. Først efter udryddelseskampagner har man i
et vist mål fået lidt mere hold på dette problem. Derudover er der
vandbøfler, mus og vilde katte, der næsten gør lige så stor skade, som
de indførte, hvide indbyggere. Plantelivet fra blomstrende tæpper til græstræer. Den første
europæer, der værdsatte Australiens planteliv, var botanikeren Joseph
Banks, der sejlede med kaptajn Cook på Endeavour. Han og hans hjælpere
indsamlede og beskrev et utal af plantearter, som de aldrig havde set før.
De iøjnefaldende og meget udbredte "banksia-træer" er opkaldt
efter Banks for at hædre ham. Eukalyptus
dækker over en lang række træer og buske, der gror i alle de australske
klimazoner. Det kan være lave, krybende, buskagtige planter eller høje
træer i højlandsskovene. Spøgelseseukalyptustræet, hvis bark har et sølvagtigt
skær i månelys, og skovmahogni, der er så hårdt, at det ødelægger
savenes tænder. (Dog kun hvis man saver i træerne).
De
fleste træarter i Australien har meget hårdt ved. Det gav store
problemer for de første nybyggere, så når de fandt steder, hvor der kun
voksede mindre hårdt træ som ceder, ryddede de disse skovstykker først,
og derfor findes der næsten ikke cedertræsbevoksninger mere.
I de australske ørkener kan plantefrøene ligge i
jorden i årevis, men hvis der så kommer en rigtig god regnbyge, bliver
ørkenen omdannet til et blomstertæppe. Det
sydlige hjørne af Western Australia er berømt for sine mange vilde
planter. Den mest kendte plante er "kangaroo paw", der er
opkaldt efter kænguruens pote på bagbenene, og som den godt kan ligne. Visse
planter trives overalt i Australien, og en af disse arter er akacien, også
kaldet "wattle". Der er også de såkaldte græstræer overalt.
De kaldes også "black boys" og ligner græs, der vokser på en
stamme. Der er iværksat flere genplantningsprojekter, hvor
landskabet før er blevet lagt øde på grund af landbruget. Træerne er
endelig ved at blive populære igen, da de giver skygge til husdyrene,
modvirker erosion og tilfører jorden næring. Mange
er efterhånden blevet opmærksomme på de hjemmehørende planters
betydning, og træplantninger i byerne har medført, at insekter og fugle
er vendt tilbage. Trods alt gør menneskene da endelig noget for at
genoprette skaderne i naturen. Darwin med bomber og
orkaner.
Den
tropiske nordlige del af Australien kaldet Northern Territory er historien
om de europæiske fejlslagne forsøg på bosættelse i dette område.
Aboriginerne var fjendtligt indstillede, og tropesygdomme gjorde en ende på
de første forsøg. Først senere i 1869 lykkedes det at få anlagt en
koloni, der udviklede sig til byen Darwin opkaldt efter den britiske
naturforsker. Så sent som i 1978 fik Northern Territory med Darwin som
hovedstad sit eget lokalparlament. Byen ligger kun 950 km fra ækvator, og
nærmeste nabo er Indonesien og Østtimor.
Under 2. verdenskrig blev Darwin bombet af
japanerne, hvorved 243 blev dræbt og over 300 blev såret. Fra det første
angreb og i løbet af de næste 18 måneder led Darwin under gentagne
angreb. Det medførte massehysteri, deserteringer og evakuering af
civilbefolkningen. Nogle af de tilbageværende militærfolk udplyndrede de
tomme huse, og det står stadig som en skamplet på Australiens historie. Det
lykkedes ikke for japanerne helt at ødelægge Darwin, men det lykkedes næsten
for naturen, da orkanen Tracy juledag 1974 med 280 km i timen ødelagde 90
% af Darwin, og 66 personer blev meldt savnet eller døde. Der var tale om
at opgive Darwin og overføre befolkningen til de sydlige dele af landet,
men den nægtede og valgte at genopbygge sin by med orkansikre huse. Næsten
alle historiske bygninger er derfor væk og er blevet erstattet med en
moderne by. Darwin
ligger på en halvø og strækker sig med sine mange villakvarterer ud til
siderne, men den centrale del af byen er til at overse på en gåtur. Dog
kan det tære på kræfterne at bevæge sig rundt i det fugtige og hede
klima, så de airconditionerede shopping malls trækker en indenfor –
selvom man ikke skal have noget. I dag
har Darwin omkring 100.000 indbyggere og er en af Australiens mest
multikulturelle byer, med mere end 50 forskellige folkeslag, som
aboriginer, vietnamesere, malajer, grækere og folk fra Ny Guinea,
japanere, indonesere og selvfølgelig britisk-irske australiere.
Darwin
er omgivet af store, hvide strande, og i tørketiden fra april til oktober
giver den blå himmel og den tropiske plantevækst byen udseende af det
rene paradis. Rundt i Darwin.
Lørdag 22-11-14 Vi var
først kommet i seng ud på morgenstunden, så vi sov længe til 7.30. Det
ser heldigvis dejligt tørt ud, så lad os håbe på, at regntiden lader
vente lidt på sig. Morgenmaden var ikke incl. på dette hotel (en uskik),
men i deres Treetops Restaurant på hotellet kunne der fås en Continental
Breakfast for 18 australske dollars. Vi så de første aboriginals, og de
har ikke stået først i køen, da menneskelig skønhed skulle uddeles,
men det er da nok en smagssag, og de syntes sikkert, vi ser kedelige og
blegfisede ud.
Lige
nu har vi fundet en grøn græsplæne i delvis skygge og med eksotiske
fuglelyde, men intet vand. Vi kom forbi en udendørs liggestolsbiograf,
hvor der var toiletter. Vandet tog jeg i håret, men var ikke sikker på,
det var drikkevand, så det kom ikke indenbords. Vejen sluttede, og en
stejl trappe gik opad og over i Esplanaden, og vi kom forbi
Parlamentsbygningen. Og endelig på hjørnet af Herbert St. og Mitchell
St. lå der en bar, og her fik vi to store livgivende colaer med is til 3
dollars stykket. Her kunne også fås High Protein Spinach Salad til 14,90
dollars. Det fik vi heldigvis ikke. Klokken er kun 10.30, og vejret er let
skyet, men alligevel er her næsten 40 grader i skyggen.
Vi gik
ind i et dejligt køligt indkøbscenter og fik købt nogle drikkevarer og
noget morgenmad til i morgen, da vi skal tidligt afsted. I en
krokodilleforretning med skind af krokodiller m.m. var der nogle højttalende
aboriginals, der virkede lidt berusede. Der er noget i deres gener, der
ikke tåler sukker, og derfor heller ikke alkohol, så der skal ingenting
til, før de bliver berusede. Forretningsindehaveren prøvede at få dem
gennet ud, men det var lidt sørgeligt at se. Ellers var der kun ganske få
arboriginals i bybilledet.
Efter
et velfortjent hvil efter generalmangel på søvn, tog jeg lige en tur i
hotellets swimmingpool, hvorom der lå en del mennesker. Swimmingpools i
Australien er som regel med et stort solsejl spændt ud, så der kan svømmes
i skygge. Min nedtrædning i poolen gik lidt brat, og det morede folk sig
vældigt over. Der var tre hvide trin ned og så bunden, men jeg var ikke
forberedt på, at bunden var 2½ meter nede, så jeg trådte ud og fik en
uventet dukkert. Doktor Gullys fiskefodring.
Vi havde fundet
stedet i rigtig god tid, og det så lukket ud, og der var ikke et øje. På
et skilt stod der for denne dag kl. 17, så det var bare at vente og håbe.
Så blev der åbnet, og folk begyndte at strømme til, og det samme gjorde
fiskene. Brødbakker var stillet frem, og en dame begyndte i en skrattende
højtaler at fortælle noget, jeg ikke kunne høre. Fiskene stod tykt i
vandoverfladen og kæmpede om smulerne, og det var en virkelig sjov
oplevelse. Der var i tusindvis af fisk, og det var ikke hundestejler, men
tykke krabater på op til ½ meters længde. De svømmede omkring fødderne
på os, og selvom de ikke fik en hel storetå, så skulle de lige prøve,
men de har heldigvis ikke hajtænder. Det hele varede vel en times tid, så
var brødbakkerne tomme, og fiskene begyndte at sive væk. Fisk er åbenbart
ikke så dumme, som de ser ud til, og de kan åbenbart fortælle deres
unger, at lige præcis her og lige præcis ved højvande så vanker der
mad.
Spisning
på Treetop Restauranten på hotellet. På restauranter i Australien
bliver der med det samme stillet koldt vand på bordet, så den værste tørst
kan slukkes. Det glædede mig, at der sad flere aboriginals og spiste i
restauranten. Det var bestemt ikke noget billigt sted, for to hovedretter
med kylling, samt 1 øl til deling, kostede 65 dollars. Heldigvis er de
ture, vi skal med på, og de fleste af togturene med forplejning, ellers
vil pengene hurtigt få ben at gå på. Med al den fine mad vi fik i
togene, kunne vi sagtens nøjes med fastfood som "Hungry Jack", hvor to personer kan spise og drikke
for omkring 20 dollars. Lichfield
og Kakadue Nationalpark.
Søndag 23-11-14 Det
var en varm nat selv med airconditionen tændt. Vores to vækkeure var
stillet til 5.15, så vi kunne nå at spise lidt morgenmad på værelset.
Vi havde pakket det mest nødvendige til de næste tre dage og fået
afleveret de store kufferter i receptionen. Vi ville senere, hvis vi
overlevede turen i krokodilleland, vende tilbage til samme hotel. Faktisk
havde vi lidt sommerfugle i maven, fordi vi ikke havde indflydelse på,
hvad de næste dage vil bringe.
Sean
fandt nu ud af, at firhjulstrækkeren var for lille, så vi kørte hen til
deres vognpark, hvor vi fik fat i en minibus, selvfølgelig også med kængurugitter
foran, det har alle biler i området. Traileren, der var pakket til turen,
blev hægtet på bussen, men så passede det elektriske stik ikke.
Traileren blev så tømt, og indholdet blev læsset på bussen, incl. en
stor vandbeholder til fri afbenyttelse. Vanddunken er fra starten halvt
fyldt med is, så den holder sig kold langt op ad dagen. Det var en noget
kluntet start, så først efter en times flytten frem og tilbage kørte vi
ud på hovedvejen mod Lichfield Nationalpark. I
Northern Territory er Kakadue Nationalpark den største turistattraktion,
og den er samtidig en af Australiens største nationalparker. Størstedelen
er næsten uberørt natur med et enestående dyreliv. Samtidig er det her,
at Australiens bedste og ældste hulemalerier viser, hvad den indfødte
befolkning mestrede for 40.000 år siden. I Kakadue er der desuden fundet
verdens ældste bevis på, at mennesker har hugget stenøkser. På
natursiden er der over 1.000 forskellige plantearter, 300 fuglearter, 75
krybdyrarter, adskillige pungdyr og utallige insekter
Fra
Darwin skal der køres 247 km, før man kommer til yderkanten af parken,
der råder over 19.804 km2, og der er yderligere udvidelser på vej.
Allerede lidt uden for Darwin startede bushen, og selvom det ikke var
nationalpark, så det meget vildt ud. Der
var ikke megen trafik på Arnhem Hwy, der ellers skulle gå for at være
en hovedvej. Vi drejede ned ad en mindre vej og kom igennem byen
Batchelor, der er en lille flække, hvor et par frugtavlere solgte
mangofrugter fra deres plantage. Medens vores guide Sean kørte, fortalte
han uafbrudt løs i en time. Jeg forstod næsten ikke noget, men Kathy kom
med nogle passende grynt.
Her
viste Sean os nogle grønne myrer. Hvis man forsigtigt tog dem op og
slikkede på deres bagkrop, smagte det af lemon. Så forsigtigt ned igen,
for dyrene her må jo ikke tage skade. I
parken besøgte vi Wangi Falls Plunge Pool, der er en dejlig sø, der får
vand fra to vandfald. Vandet er lettere køligt, men det er herligt at
blive kølet af i denne hede. Selvom det er et naturligt badested, er det
bestemt ikke primitivt, da der både er omklædningsrum, toiletter og
endda en souvenirbod. Samtidig er der også faciliteter til madlavning, og
lange bænkesæt stod i skyggen. Medens vi andre lå og slappede lidt af,
sørgede Sean for store, hjemmelavede burgere med store bøffer, grønt og
godt med ketchup. Som de flinke mennesker vi er, hjalp vi selvfølgelig
med oprydningen, inden vi kørte videre.
Det er
svært at se, hvor den ene nationalpark begynder, og den anden holder op.
Vi fortsatte ud i bushen ad jordveje, og vi så vores første wallaby,
senere en stor rød kænguru og masser af fugle. Vi kørte
også lidt rundt i Kakadue Holiday Village, hvor de har bygget hotellet
"Gagudju Crocodile Holiday Inn", så det ligner en krokodille
set ovenfra. Indgangen er i gabet, og køkkenet med skraldebøtterne er
meget passende placeret i den bagerste ende. Der
skulle vi dog ikke bo, for vi var kommet ud på Arnhem Higway igen, hvor
vi skulle overnatte på et udsted, der havde en rustik cafe, foruden en
primitiv caravanpark med nogle langtidscampingvogne eller evighedsvogne.
Der var også en bygning med hotelværelser eller cabiner på nogle få
kvadratmeter. Der skulle vi heldigvis heller ikke bo, men i et fredeligt
hjørne var der telthytter, og der var en fin toiletbygning. Det var noget
bedre end et lille tomandstelt og et hul i jorden toilet, som jeg havde
frygtet. En telthytte er en stålramme med fast tag og med vægge, der i
dette tilfælde bestod af insektnet. Der var god udsigt indefra, og hvis
der var lys i teltet, kunne alt ses udefra. I telthytten var der to
nydelige senge, elektrisk lys og endda en vifte. Vi var ikke længe om at
stile hen mod cafeen, hvor vi fik to store livgivende cola med is.
Aftensmad
i den rustikke bar på husets regning, og vi fik Fish and Chips. Den
flotteste jeg nogensinde har set, da den var pyntet med salat, appelsin,
ananas og ostehapser. Tjeneren var en flot pige i hotpants, men det var
også hot i hvert fald udenfor. Sådan et sted var der selvfølgelig en
stor fjernsynsskærm, og de var i gang med en meget vigtig kricketkamp
mellem Australien og Indien. Det er utroligt så meget australierne går
op i sådan en gang rundbold. Viften var på fuldt drøn hele natten, der blev
delt op i små bidder, hvor viftens luftstrøm ramte ansigtet, og så bare
vente på, hvornår det var min tur igen. Latterfuglene morede sig og gav
deres besyv med. Det var stjerneklart, og meget smart, at der kunne kikkes
stjerner igennem væggene. Endelig krokodiller. Mandag 24-11-14 Det var lyst ved 5.30 tiden, og så kunne vi lige så
godt stå op. Morgenmad udenfor i skyggen, men sveden begyndte allerede at
pible. Det var helt stille ud over fremmede fuglelyde. Nogle skestorke gik
rundt og derudover et par enkelte wallabies, der gik i skovkanten, og
ellers ikke en levende sjæl. Vi
startede dagen med at køre ned til Mary River. På et skur i nærheden
var markeret, hvor højt vandet havde stået i nogle forskellige år. Mærkerne
var midt på skuret, så i stedet for en flod havde her været et kæmpehav
ud over området.
Efter
sejlturen kørte vi i et par timer igennem bushen, hvor der næsten ingen
anden trafik var. Der var stop ved et punkt med udsigt ud over et tørt vådområde,
hvor lotussen hang med hovedet. Nogle plancher viste den store forandring
af området, der er i løbet af året med for meget vand og for lidt vand. Det
var blevet lunchtid, og vi holdt ind på en stor campingplads i Kakadu
Holiday Village. Her var en fin swimmingpool, og maden blev indtaget på
kanten af bassinet, og både før og efter lunchen var det ud i det
svalende vand. Derefter var der indkvartering i nogle hustelte i
nogenlunde samme stil som tidligere. Om
eftermiddagen var vi nede ved East Alligator River, hvor der gik en vej
igennem floden, der dækkede 30-40 cm af vejbanen. Her så vi så endelig
krokodiller. 6 meter lange krabater, der lå og søbede sig i mudderet.
Jeg måtte ikke gå tættere på end 20 meter, og det var så også reelt
nok, for der lå flere andre uhyrer og lurede i mudderet. Ikke desto
mindre stod en aboriginalfamilie på den oversvømmede vej midt i floden
og fiskede. Et af børnene fangede en stor krabat af en fisk, medens en
firehjulstrækker passerede tværs over floden. Ved sådanne vejpassager
står der altid en målepind, så det kan ses hvor højt vandet er under
passagen. 40.000 år gamle hulemalerier. En af
de helt store seværdigheder i området er hulemalerierne ved Ubirr Rock.
Vandrestier går ind i området langs klipperne, der i hundredvis af meter
er dækket af malerier i de dejligste okkerfarver. Malerierne bevidner
30-40.000 års tilstedeværelse af aboriginerne, så det er verdens ældste
billedgallerier, og er en af verdens største kulturhistoriske skatte.
Nogle af malerierne viser de indfødtes ånder, og andre beskriver
dagligdagen med jagt og fødsler m.m. Der er endda et maleri af det
langsnuede myrepindsvin, som uddøde for 18.000 år siden. Malerierne er
malet over en lang tidsperiode, så også mødet med den hvide mand. Han
er som regel afbilledet med begge hænder dybt i lommerne – som chefen,
der lader de andre arbejde.
Så
vidt vides er aboriginerne ankommet til Australien i flere bølger igennem
65.000 år. Deres nærmeste genetiske fæller findes blandt de oprindelige
folk i Sydøstasien og på øer i det Indiske Ocean. Mange
tror, at aboriginals er et og samme folk med det samme sprog, men da europæerne
ankom, var der 250 forskellige aboriginale sprog, og det var ikke bare
dialekter, men selvstændige sprogstammer. I dag tales der 30 aboriginale
sprog. Sprogene er tilknyttet bestemte landområder, faktisk ligesom europæiske
sprog. Europæerne ville rydde op i den uskik, så ved hjælp af fysisk
fordrivelse, missionsstationerne og det australske skolesystem forbød
man, at børnene talte deres eget sprog. Det kaldes kulturelt folkemord,
og danskerne var ikke et hak bedre på Grønland. De aboriginale grupper
kalder sig selv for "koorier" i store dele af Sydøstaustralien,
"murrier" i Quensland, "nungaer" i South Australia og
"yoongaher" i Western Australia for bare at nævne nogle
grupper. I vore dag er fællessproget engelsk, enten de vil det eller ej.
Vi fik
ikke selv gjort det, og klarede os, men tilværelsen herude i ødemarken
ville være betydelig mere behagelig, hvis vi havde investeret i nogle
fluenet, for hvor er australske vildmarksfluer dog irriterende. Hvis de så
bare ville sidde stille og lappe sved, men de skal kravle rundt og kilde.
Vi må jo heller ikke dræbe dem, hvis vi kunne, de må kun viftes væk,
da vi er i nationalparker, hvor dyrelivet ikke må forstyrres. Tilbage
i lejren havde Sean lavet karrykylling med ris, og retten blev indtaget i
et stort spisetelt, der var så stort, at der såmænd godt kunne holdes
party. Det begyndte at småregne, da vi gik i seng, og senere begyndte det
at tordne og øsregne, så regntiden er lige på trapperne. Klippebadning og krokodillefælder.
Torsdag 25-11-14 Regnen var holdt op i løbet af natten, og det
havde frisket luften noget op. Morgenmad kl. 7.00, og vi fik hver især
lavet en lunchpakke, og så skulle der vaskes op, gøres rent og pakkes
grej væk. Jeg ville gerne hjælpe og gjorde det da også, men vidste
ikke, hvad der skulle blive i teltet, og hvad der skulle med bussen.
Vi kørte
videre ud ad en jordvej, der var bulet som et vaskebræt, og nu kunne vi
nok ikke komme ret meget længere ud. Vi var ved "Maguk", hvor
vi startede vandringen på et par kilometer ad en junglesti. Der var
advarselsskilte for krokodiller, og der var flere krokodillefælder langs
stien, for her var de ikke velsete. Stien fortsatte langs floden, men højere
og højere op ad klipper, og her gjorde vandrestøvler god gavn. Højt
oppe i klipperne var der dejlige badehuller med klart, rislende vand, der
løb fra det ene naturlige badebassin til det andet. Der kunne godt være
dybt i bassinerne, men så kunne vi lægge os i den kølende strøm, der
gik fra bassin til bassin, inden det væltede ud over kanten i et
vandfald, der først ramte et større bassin 50 meter nede.
Der
var en fin tosporet vej og mindst en modkørende bil for hver halve time.
Lastbiler kører her med 3 eller 4 hængere på den samme lastbil. Jeg vil
tro, at det må være ret svært at bakke med sådan et vogntog. Vi havde
et enkelt slangestop, idet der var observeret en grøn slange i vejkanten.
Det er dog utroligt så hurtigt, den
slange snoede sig væk, så vi nåede
ikke at fotografere den. Vi
havde et enkelt stop ved en outpost cafe "Bark Hut
Inn", hvor den fik hele armen med udstoppede krokodiller og bøffelhorn.
To unge piger passede cafeen, og de livede gevaldigt op, da det myldrede
ind med alle os 6 personer. Tilbage
i Darwin var turen slut, og vi sagde pænt farvel til vores guide Sean og
vores lille rejseselskab, der alle var hyggelige mennesker. Så var vi
igen på egen boldgade, og aftensmaden måtte vi selv klare. Det blev så
et par osteboller, 3 croissanter og 4 små yoghurt. Selv i et supermarked
blev det 18,65 dollar, og det viser bare, at alt er dyrt i Australien.
De har
nogle specielle elektriske stik i Australien, idet de skal bruge 3 smalle
ben. Adaptere kan dog købes i nogle supermarkeder, hvor der så er tre
ben i den ene ende og to, som vi kan bruge, i den anden. Vi
skal med toget i morgen – endelig, og vi lægger ud med det legendariske
tog "The Ghan". Det er endda så fornemt, at vi bliver hentet af
togselskabet ved hotellet i morgen kl. 7.45. Håber vi. Fortsættes i 28. delafsnit: Australien - The Ghan,
Alice Springs og Ayers Rock.
|