Jorden rundt med tog. Australien på kryds og tværs.
Cairns, Frankland Island og Kuranda.
Cairns ligger i den tropiske del af Queensland, og her er der store, varme naturoplevelser i form af verdens største koralrev, besøg på ubeboede koraløer eller svævebanetur hen over regnskoven m.m. Det er for at opleve dette, at vinterplagede europæere gerne vil holde "australsk sommerferie". Australierne selv vil hellere længere sydpå til de mere tempererede egne, og det er fint for os, for så er der ikke så overrendt i det tropiske paradis. Langs kysten dyrkes ananas, papaja, passionsfrugter, bananer og især sukkerrør, så det er ikke bare et ferieparadis, det er også et landbrugsområde. Koralrevet er den store turistmagnet, og netop Cairns er et godt udgangspunkt for snorkelture og dykning. Samtidig er det også i Cairnsområdet, at de sidste og bedste regnskove findes, endda med næsten uberørt natur med krokodiller. Hvis dette ikke er nok, kan der fortsættes op langs kysten til halvøen Cape York, hvor der kun findes nogle småveje og et par enkelte småbyer. Mange, der rejser i Australien, lejer en camper og kører den 1.700 km lange strækning fra Cairns til Brisbane ad kystruten. Her ligger koralrevet til den ene side og bjergkæden Great Dividing Range til den anden side. Modsat mange andre tager vi denne strækningen med tog, og det har den årsag, at en togtur Jorden rundt selvsagt helst skal foretages med tog. Cairns blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet som forsyningshavn for guld- og tinminerne, der ligger længere inde i landet. Da guld og tin slap op, sejlede Cairns sin egen sø og sov tornerosesøvn indtil 1980’erne. Så satte turistboomet ind, og byen har nu en befolkning, der er tæt på 120.000 indbyggere og kan bryste sig af en ny international lufthavn.
The Esplanade ender ved en stor marina med masser af lystbåde. Det er sæson mellem april og november, hvor alle de rige konkurrerer om, hvem der kan fange den største sværdfisk (marlin). Det er i denne del af byen, at al hurlumhejet foregår i form af luksushoteller, barer og butikker. Nogle af pubberne er indrettet i gamle queenslænderhoteller med brede verandaer og fine balkoner. Vores hotel lå heldigvis i den mere fredelige del af Esplanaden. Tidligere tiders mudderbanker langs kysten er fyldt op, og bag en inddæmning er der nu græsklædte plæner og vajende palmer.
Jernbanen går tværs igennem byen, men det er på ingen måde generende, da der kun er få ugentlige afgange mod Brisbane og et veterantog til Kuranda en eller to gange om dagen. Hele den centrale by er faktisk ikke større, end at man kan gå den igennem på en times tid. Vi kom forbi "Lagoon", hvor børn og unge badede eller lå og slappede af, men vi drejede op igennem centrum, hvor der næsten kun var nye huse. Shields Street ender i Cairns Central Shopping Center, der især udmærkede sig ved sin dejlige kølighed. Lige bagved ligger Cairns Railway Station, der lå fuldstændigt øde hen.
Vi kom hele vejen igennem byen, krydsede jernbanen og kom over floden, og så var vi endelig ved Botanisk Haves Visitorcenter. Vi var der kl. 16, men de havde allerede lukket kl. 15. Igen en misinformation i Politikens "Turen går til Australien", for der står, at 17.30 er lukketid. Visitorcenteret havde ellers et flot indgangsparti med spejle i stål, men vi kunne kun glo ind ad vinduerne. Så måtte vi tilbage igen, men gik en "genvej", idet der på modsatte side af vejen gik en regnskovssti forbi nogle kæmpebambus. Diameteren på hver stængel var omkring 20 cm. Dem fik vi klappet, så turen var ikke helt forgæves. Efter et brusebad sad jeg på balkonen og fandt ud af, at det var en skam, at hotellets swimmingpool ikke blev brugt, så jeg gik derned med et håndklæde om maven. Det var ikke lige til at finde udgangen til swimmingpoolen, så jeg ramlede ind i en reception for et brudepar, og jeg fik endda hilst på bruden, selvom min dresscode måske var lidt upassende.
Egentlig var vi ikke særlig sultne, men vi havde intet som helst spiseligt, så i nærheden fandt vi en vietnamesisk restaurant. Lækker mad til 38 dollars incl. koldt vand og en yndig vietnamesisk pigetjener. Godt at vi har heldags aktiviteter de næste to dage, for hvad laver man ellers i en badeby med krokodiller?
Vi skulle ud på en øde ø, men inden da bød vores hotel på et overdådigt morgenbord, hvor alt var inklusive. I starten var restauranten ret fyldt med mindst 50 unge japanere, og det var kun en lille del af de omkring 1 million japanere, der besøger Cairns og omegn hvert år. Pludselig var alle de unge mennesker væk, og der var kun 5 gæster tilbage i restauranten.
Klokken 7.15 blev vi hentet i en minibus, og en lillebitte, japansk udseende pige krydsede os af. Efterhånden var vi 20 gæster i bussen, og de fleste var unge mennesker af asiatisk udseende, og derfor informerede vores guide Reika både på engelsk og på japansk. På vej ud af byen passerede vi to spurtende cykelpolitibetjente – der var nok udrykning. Vi kørte en lille times tid sydpå, og det meste af tiden havde vi jernbanen på venstre hånd. Vi kom ned ad en sidevej og ved en flod lå en pæn, stor båd. Ganske langsomt sejlede vi ud igennem flodløbet, og de, der skulle snorkle, fik udleveret en svømmedragt eller vel nærmest en beskyttelsesdragt. Der var både hætte og handsker, og det var for at beskytte mod eventuelle brandmænd, der her kan være dræbende. Jeg fik lejet en maske med brilleglas til 12 dollars, og det var nødvendigt, for ellers kunne jeg ikke se et klap. En våddragt er noget mærkeligt noget, og hvad er op, og hvad er ned, og den er meget svær at få på, især hvis man stikker benene ned i ærmerne. Den anden af vore guider hed Vanessa, og hende fik jeg en snak med, medens vi sejlede mod øen. Jeg beklagede, at jeg ikke var så god til engelsk, og så sagde hun de trøstende ord: "Jamen vi står da og snakker nu, og vi forstår hinanden". (På engelsk selvfølgelig). Vel ude på havet var der en halv times sejllads til den øde ø Frankland Island. Helt øde var den dog ikke, for den var bevokset med lave træer og krat. Vi havde også to sømænd med, og de fik os fra den store båd over i en mindre, der næsten kunne få os tørskoet i land på øen. Der var nogle borde og bænke, men selvom de stod inde under træerne i delvis skygge, blev der spændt en presenning ud over bordene, for solen var skrap. Det er en rigtig koralø, idet der ikke var sandstrand, men millionvis af små stumper af kridende hvide koralstumper.
Jeg kom vel omkring 30 meter ud, og foreløbig var der kun gold koralbund. Så fik jeg øje på en fisk i hundestejlestørrelse og en enkel plante. Så kom der et skvat vand ned i luftrøret. Det gentog sig et par gange, og så fandt jeg ud af, at snorkling er jeg blevet for gammel til. De fleste af de andre syntes dog, at det var herligt. Inden lunch skulle vi ud med glasbåd for at se på herlighederne under vandet. Ruderne var ridsede, og der var grønne alger på ruderne udvendig. Selvom vi kom tæt på revet, kunne vi faktisk ikke se et klap, ud over nogle utydelige skygger af fisk og planter. Ridserne kunne der ikke gøres noget ved, men en børste på grønalgerne kunne gøre underværker.
Efter lunch var der en tur rundt på øen med de to guider Reika og Vanessa. Selvom det var to mænd, der sejlede båden, fandt jeg efterhånden ud af, at det var Reika, der var chefen for udflugten, mens jeg i begyndelsen havde taget hende for en lille, fiks ting, der vimsede rundt og satte krydser.
Midt på eftermiddagen var det tid til at pakke sammen, og alt blev fjernet undtagen bænksættet. Så var det bare at sejle tilbage samme vej, som vi var kommet. Den ene af sømændene faldt jeg i snak med, og han var meget imponeret over, at vi skulle køre med tog fra Cairns til Perth. Det havde han faktisk aldrig hørt, at nogen havde gjort før.
Det havde været en herlig dag på øen og revet, og jeg må have gjort mig heldigt bemærket på en eller anden måde, for jeg var den eneste, der fik et farvelkram af Reika. Klokken var 19, og det var tusmørke. Lidt inde mod byen på Esplanaden observerede vi flere flyvende hunde, der er kæmpestore flagermus i 50-70 cm størrelsen. Lidt længere fremme var der i hundredvis af dem, og de fløj kun i en højde af 10-20 meter hen over hovedet på os. De var store som måger, og det var bare et fantastisk syn. Tænk, hvis vi bare havde spist i restauranten, så havde vi ikke oplevet dette.
Natmakedet ligger i samme bygning, og her var alt mellem himmel og jord til salg, også varme hænder. Jo, australierne elsker massage, og de generer sig ikke for at ligge på rad og række i samme rum og blive strøget med hårene, medens alle og enhver kan kikke på. På markedet fik jeg købt en stor krokodilletand i en halssnor for at styrke min maskulinitet. Selvom vi gik stille og roligt rundt, var T-shirten alligevel våd af sved.
Tilbage samme vej, og vi spejdede efter de flyvende hunde. Der var dog ikke skyggen af nogen hund, hverken på jorden eller i luften, men i morgen aften skal vi igen ud at kikke efter hunde. Kuranda ligger i bjergene 400 meter over havet ca. 30 km fra Cairns og har den umiddelbare fordel, at der er 5-6 grader køligere end i Cairns. Jernbanen blev åbnet 1891 for at bringe forsyninger til tinminerne oppe i bjergene. Det var overvejende kinesiske jernbanearbejdere, der byggede banen, der går over 37 broer og igennem 15 tunneler. Det var dengang, at kineserne ikke havde en kinamands chance for at overleve. Nu er bøtten vendt, og Kina skal man ikke grine ad. Selve Kuranda havde sine velmagtsdage i 1960’erne, hvor det var hippierne, der holdt til deroppe, medens de udpønsede nye protester mod Vietnamkrigen. Siden hen har turisterne indtaget byen med alt til faget henhørende, men det skulle stadig være en charmerende lille by, og under alle omstændigheder er der en flot op- og nedtur.
Toget har nummererede pladser, og lige over for os sad en asiatisk familie med far, mor og to utroligt smukke unge kvinder. Den, som intet vover, intet vinder, så jeg spurgte, hvor de kom fra, og de var fra Toronto i Canada. Overraskende, men selvfølgelig er der også indvandrere i Canada, og denne familie kom oprindelig fra Indien. Vi sad lidt klemt, og så kom togdamen og sagde, at der var rigelig plads i toget længere fremme, og man kunne sætte sig, hvor man ville. Øv, så gik den indiske familie, og vi sad tilbage med et par tavse vesterlændinge, sikkert australier.
Toget fortsatte det sidste stykke til Kuranda, der også har en hyggelig station, der nærmest er overbroderet med planter i krukker. Der går en bro over jernbanen, og her er der en "river walk" langs floden og siden en "jungle walk" ind igennem regnskoven. Sveden tapløb, men illusionen om at gå i en uberørt regnskov manglede, for stien var asfalteret. Stien snoede sig igennem regnskoven, og vi så ikke andre mennesker, inden den efter en times gang endte oppe i selve Kurando. Her var masser af souvenirbutikker og cafeer, og vi gik ind på Cafe Kate og fik to special burger og to iskolde cola til i alt 21 dollars. En meget stor, kvindelig tjener, der hed Sue, kaldte mig darling, og da vi så næsten var blevet i familie, kaldte jeg hende sweetheart. Så var der kontakt, skal jeg lige love for, og jeg fik et kæmpeknus, hvor jeg næsten blev begravet i hendes barm.
Der skulle ifølge "Turen går til Australien" være masser af aktiviteter i Kuranda med flotte shows, smagsprøver på de indfødtes bushmad, kast med boomeranger og prøve at blæse i de hule træstammer "didgeridoo" uden vejrtrækningsproblemer. Alt dette så vi ikke noget til, måske fordi vi var uden for turistsæsonen. Det var tid til hjemturen, og vi skulle med verdens længste "skyrail" hen over regnskovens toppe. Vi havde billetter til en bestemt afgang, hvor vi skulle med. Banen er på 7,5 km, og undervejs er der to stop, hvor man kan vandre en lille tur rundt i junglen på platforme. Det er en dyr fornøjelse med skyrail, (49 dollar for en enkeltbillet) men der er også meget personale til at hjælpe ind og ud af kabinerne ved starten, stoppene og endestationen. Her var der selvfølgelig også en stor souvenirforretning. Det var en fin tur at svæve stille hen over trætoppene.
Vi ville ikke gå glip af det store flagermuseshow, der løber af stablen bedst mellem 18.45 og 19.15. Og det foregår på The Esplanade mellem Alpin Street og Florence Street. Her står der nogle træer, hvor de hænger om dagen, hvilket fortovet tydeligt bærer præg af. Hvis du er på disse kanter, så gå ikke glip af det flyvende hundeshow. Vi gik igen hen på Night Market og spiste tagselvmad hos den kinesiske, hvor vi igen blev imponeret over hvor meget mad, der kunne stables op på kun en tallerken. Personalet sagde ingenting, selvom forretningen blev groft udnyttet.
Næste dag var det igen rejsedag, og vi skulle videre med "Spirit of Queensland", hvor vi skulle overnatte i toget på en helt speciel måde. |
Cairns ligger øverst oppe til højre af det australske fastland, og hvis man har rigtig gode øjne, kan man se Papua Ny Guinea. Godt nok er der 1.000 km derover, men den afstand er ingenting i Australien. 
Selve Cairns by, der udtales "kærns", er en traditionel badeby af udseende med en række hoteller langs stranden og masser af cafeer og restauranter langs Esplanaden. Badeby er dog nok ikke den rigtige beskrivelse, for der er badning forbudt langs stranden på grund af glubske saltvandskrokodiller. I stedet er der et stykke inde på land lavet nogle meget store badebassiner. Sand illuderer en lagune og derfor kaldes bassinet "Lagoon", og her er der krokodillesikret. Dog skal især unge kvinder passe på strandløverne.
Vi havde to udflugter på programmet fra Cairns. Den ene til Frankland Island og den anden til Kuranda, men det er først fra i morgen, så vi havde en hel eftermiddag til Cairns. Vi gik ind mod byen ad The Esplanade og var nede ved stranden, hvor skilte advarede mod krokodillerne. Det var frokosttid, og der lå en strandcafe, hvor vi fik 2 gange fish and chips og 2 cola. Det var lidt pebret med 35 dollars, og så var der ikke engang remoulade til. På cafeen mødte vi Anders fra Fredericia, og han spurgte, om han måtte slå sig ned. Selvfølgelig. Flink fyr, der gerne ville være noget ved filmen, men på hvilken side af kameraet fandt jeg ikke ud af. Ellers var han på vej sydpå langs kysten og havde planer om at købe en billig bil og på et tidspunkt sælge den igen. Han havde arbejdstilladelse i Australien til et år, så han kunne arbejde sig lidt frem. Hyggelig ung fyr, der var ude at opleve den store verden.
Det var jo ikke meningen, at vi skulle nyde livet på langs ved hotellets swimmingpool med et par kolde drinks i nærheden. Det ville være spild af god australsk tid, så vi ville prøve at finde Flecker Botanic Garden. Den skulle ligge i den vestlige del af byen eller rettere lidt uden for byen, fandt vi ud af. Vi gik ud ad Captain Cook Hwy, hvor den gode kaptajn stod som en kæmpefigur, og vi kom forbi bilforretninger og små hoteller. Nærmest byen var prisen for et værelse 75 dollars, længere ude faldt prisen til 65, og den laveste pris, vi så, var 55 dollars.
Vi kom senere forbi en kirkegård og igennem et kvarter med hyggelige villaer i queenlandsstil med verandaer. Om det var en genvej eller omvej vides ikke, men vi var ret flade og havde efterhånden gået 21.000 skridt. På det sidste stykke spejdede vi efter en cafe, men uden held. Så kom vi forbi Hotel Mercure og gik ind og fik en dejlig iskaffe a 5 dollars. Iskaffe kan faktisk laves af almindelig varm kaffe, og så fyldes glasset med isterninger. Vi var helt gennemsvedte, og sad i deres iskolde reception, men vi havde fået kræfterne tilbage og gik så de sidste hundrede meter til vores eget hotel.
Mod syd ligger revet 50-300 km ude i havet, men i det nordlige som ved Cairns ligger det kun 10-20 km fra kysten og kan derfor på kort tid nås med en båd. Der er to typer øer i koralhavet, dels rene koraløer og dels klippeøer, der er toppen af undersøiske bjergkæder. De store øer er såkaldte resortøer som Hayman og Hamilton, der er rettet mod masseturisme med 5-stjernede hoteller. Andre øer er familieorienterede som South Molle, Daydream og Great Keppel. Heldigvis er der også Robinson Crusoeøer, der har status som nationalparker, men ofte har de en lejrplads og en vandtank, og nogle har endda toilet, og det er så lidt ud over Robinson Crusoe klassen.
Vores rejsebureau Marco Polo havde hjemmefra koblet os på en tur til Frankland Island, der var en ubeboet koralø ude ved Great Barrier Reef, og hvor alt var betalt hjemmefra. 
Det var tid til snorkling, og de to sømænd, der sejlede den store båd, havde også en mindre sikkerhedsbåd, så der var styr på det. Snorkling er ret svært, især da min tidligere snorkelerfaring bygger på soppebassinet på Bellahøj for 60 år siden, plus en tur ved Zanzibar, hvor jeg var mere død end levende af søsyge. Her var der en del mindre bølger, og det gjorde det ikke nemmere. Det er også ret svært at vænne sig til, at man ikke kan trække vejret igennem næsen og derfor skal have al sin luft igennem mundstykket.
Det var en fin lunch med kylling, salater og frugt. Vi sad på bænke, og jeg sad ved siden af en tørklædepige. Man kan jo spise i tavshed eller snakke, og jeg valgte det sidste. Pigen hed Farah Yusof, og hun havde et lidt asiatisk udseende. Hendes veninde hed Lindsey Ting og var almindelig hvid, men de kom begge fra Malaysia og boede i Kuala Lumpur. De havde studeret arkitektur i Melbourne, og nu skulle de se sig lidt om og så tilbage til Malaisya. Jeg fik spurgt, hvordan man siger hallo på malajisk, og svaret var Hallo. Vi udvekslede mailadresser, så det er da muligt, at der er kontakt, for vi aftalte at besøge dem til næste vinter, hvor vi sandsynligvis kommer forbi.
Efter lunch var der en tur omkring øen, der i bogstavelig forstand var en koralø, idet stranden bestod af milliardvis af små stykker koral, der var skyllet op som grus. Vi fik bl.a. vist nogle snegle, heldigvis døde, der kunne skyde nogle dødbringende pile ud i deres bytte. Der lå også vulkansten, det man vel kalder pimpsten, og det var fra et vulkanudbrud på Papua Ny Guinea. Nogle steder på øen var der også lavaklipper, men alt var den rene idyl som taget ud af en turistbrochure.
Nede i byen er der et utal af restauranter, og vi kikkede efter McDonald’s, men den kunne vi ikke lige se. Jeg havde læst, at der var et aftenmarked i Cairns, men havde læst det som om, der blev stillet nogle boder op på hovedgaden, men det viste sig at være en stor markedshal. I den ene halvdel var der et stort område med borde og stole, og langs væggene var der fastfoodrestauranter. Der var bare rigtig mange mennesker, men meget hyggeligt. Vi faldt for en kinesisk take away, hvor der var en lang buffet med lækker mad. Det fungerede på den måde, at man kunne købe tallerkener i forskellig størrelse, og en medium tallerken kostede 12,95 dollars, og så kunne man øse al den mad op, som der kan være på tallerkenen. Der er jo noget, der hedder madpyramiden, og det har vist ikke noget med dette at gøre, men det er dog utroligt at se, hvordan nogle mennesker kan bygge nærmest madtårne op på en enkelt lille tallerken og så balancere den ned til et bord med to voksne og tre børn.
Vi skulle på en dagstur til Kuranda, der er en lille by oppe i bjergene, og transporten derop skulle foregå i et gammeldags tog og nedturen i en ny svævebane. 
Vi blev taget op af en stor bus kl. 7.30, så der er åbenbart mange, der skal på Kurandatur. Toget afgår egentlig fra Cairns Station, men vi kørte ud til Clear Water Station, der ligger lidt uden for byen. Stationen er i gammeldags nussepussestil, og der er også et lille museum om jernbanens tilblivelse. Der var tid til at gå rundt og få en is, inden det farverige tog ankom kl. 8.50. Meget hyggeligt tog og indenfor i mahogni-messingstil. Der er ingen ruder i toget, så luften meget passende kan afkøle passagererne. 
Toget arbejdede sig opad over broer og igennem tunneler og med udsigt til byen og havet nedenfor. Ved Barron Falls, hvor der var et smukt vandfald, var der 10 minutters stop, og her fik jeg igen en god kontakt til Torontofamilien, der var meget imødekommende. Faderen hed Earl, moderen Indira og pigerne Rachel og Leah. Vi fik da udvekslet lidt mailadresser, og fik taget nogle billeder af hinanden, og da vi faktisk skal til Toronto til sommer, kunne det da være sjovt at møde dem igen.
Turisterne vaklede rundt i turistbutikkerne, men vi fandt Koalaparken, hvor billetterne kostede 17 dollars stykket. Det er en meget lille ZOO med 4 søvnige koalaer (nå det er de jo altid), et par wallabies og et par kænguruer, der lige hoppede hen for at hilse, da man kunne håndfodre dem med mad fra en foderautomat. De kom lige hen for at snuse og smed sig så pladask i skyggen. Der var også et bassin med ferskvandskrokodiller, men de måtte ikke håndfodres – det kunne da ellers have været spændende. På bestemte tidspunkter på dagen kunne man mod ekstra betaling blive fotograferet med koalaerne, men her sprang vi over og gik udenfor og fik en iskaffe ved Frogs Restaurant. Ved siden af, hvor vi sad, kravlede nogle "waterdragons", der er et leguanagtigt dyr. Den største waterdragon, måske faderen, rørte sig ikke ud af flækken i den halve time, vi sad og nød iskaffen, men øjnene var spillevende. 
For 50 millioner år siden var hele Australien dækket af regnskov, men da kaptajn Cook kom forbi, var der kun 1 % tilbage. Bosættelserne gjorde kål på den sidste procent, så der i dag kun er 20.000 km2 tilbage, og det meste findes i Queensland nord for Cairns. I 1980’erne kæmpede miljøaktivister for at forhindre, at regnskoven blev åbnet for skovhugst, da skoven havde en enestående variation af dyr og planter. Kampen gik især på at undlade at anlægge en vej gennem regnskoven. Selvom aktivisterne lænkede sig til bulldozere og træer, tabte de kampen. Tømmerindustrien kunne dog kun overleve på grund af statstilskud, så australierne kom til fornuft, og resten af skoven kom på UNESCO’s liste over verdens naturarv, så den resterende regnskov kan derfor ikke udsættes for skovhugst.
Turen til Kuranda var en pakketur, så ved udgangen holdt der en bus, der sidst på eftermiddagen kørte tilbage til hotellerne i Cairns.