| Jorden rundt med tog.
Det er stadig et dejligt behageligt vejr, og vi sidder her på Central Stationen også i en behagelig temperatur. Toget skal afgå kl. 14.55 fra Sydney og ankomme kl. 9.10 i Perth, men det er først om 4 dage. Toget skal afgå fra perron 2, og det er lige ved siden af, hvor vi sidder, så alt er i orden. Der holder dog både tog på perron 2 og 3, og vi kunne ikke finde car L (vogn L), hvor vi skulle være. Så fik vi at vide, at togene på begge perroner er det samme tog. De bliver senere koblet sammen, fordi det er for langt til kun at være på en perron. Vi skulle være i vogn F i stedet for vogn L, og da det faktisk var lidt småkoldt på perronen i korte bukser og T-shirt, glædede vi os til et komme ind i vognen. Endelig blev der åbnet, og togdamen udenfor fandt vores navn og sagde plads 5-6. Det var næsten for godt til at være sandt, for kupeen var nærmest en suite med dobbeltseng, bord, 2 lænestole, tv og et stort badeværelse. Vi satte os på sengen, tog nogle billeder og kunne næsten ikke forstå, at det var vores kupe. For en sikkerheds skyld gik jeg ud for at spørge togdamen, om det kunne være rigtigt. Nej, vi havde plads nr. 15 og 16, og det var en anden kop te. Dog var kupeen ganske nydelig med en sofa, der kunne blive til en seng, en overkøje, eget badeværelse på 1 m2, men der var både toilet, brusebad og håndvask, og hele kupeen var træbeklædt og med messinghåndtag m.m.
Toget rokkede ud af Sydneys forstæder, og en time senere kom vi igennem Blue Mountains med dybe kløfter og vild skov. Jernbanelinjen gik nogle gange på en højderyg med udsigt til begge sider, og nogle gange var banen skåret ned i klipperne.
Selvom bjergene er bevokset, hedder de alligevel Blue Mountains og ikke Green Mountains, og det er, fordi dampen fra olien i eukalyptustræernes blade giver bjergene et blåligt skær – siges der.
Rejsen strækker sig over 3 nætter og 4 dage, og turen tager i alt 65 timer, hvor toget æder sig igennem 4.352 km fra Sydney til Adelaide og slutter i Perth. Toget køre kun mellem 85 til 115 km i timen, men de to lokomotiver skal også trække 1.400 ton fordelt på 30 vogne, og hele togsættet er på 774 meters længde.
Det var tid til dining, og i god tid gik vi til loungen, hvor vi blev hentet og bænket i restauranten ved et 4-mandsbord. Spisemakkerne udvælger tjenerne, og alle de gange vi spiste i de næste 4 dage, var det altid nye personer, vi spiste sammen med. Der er tre retter mad, og til hver ret er der 3-4 valgmuligheder. Desuden er der et fyldigt vinkort, men der kunne også vælges øl eller sodavand og sågar champagne. Alt var betalt hjemmefra, så det var bare at tage sig for sig af retterne. Vi spiste med et ældre australsk ægtepar, der aldrig havde været uden for Australien. Han ville gerne fortælle, men havde en kraftig accent, der var svær at forstå, så det var lidt svært at snakke, i hvert fald for mig, der ikke er superskarp til det engelske. Et måltid er beregnet til 1 time, og når tiden er ved at udløbe, bliver tjenerne ekstra effektive og spørger, om man skal have mere kaffe, og fjerner ellers de sidste tallerkener, så næste hold kan blive affodret. Nå, det hedder det vist ikke sådan et fint sted.
Da vi kom tilbage til vores kupe, var sengene redt, og vi var kommet ud af Blue Mountains. Toget snoede sig igennem et bakket landskab med køer, får og enkelte kænguruer. Så var der hyggelig læsning og godnat. Der var breakfast fra kl. 6, og vi var parate, men vi var kommet ind i Adelaides tidzone, hvor urene skal stilles en halv time tilbage, men det vidste vi ikke. Vi sad så i Outlook Explorer Launchen helt alene og så solopgangen. Det var et helt fladt landskab med rød jord og enkelte kænguruer, men ud over en pipeline og en telefonmast var der ingen menneskelig aktivitet at spore. Så snart der var åbent i spisevognen, gik vi ind og fik morgenmad, men det var vi de eneste, der gjorde. Det viste sig, at der i loungen før morgenmaden blev serveret små "Danish" og kager, og så kunne man tage selve morgenmaden i ro og mag efter besøget i Broken Hill. Vores morgenmad blev faktisk også lidt hektisk, for toget kørte ind i Broken Hill, medens vi stadig gumlede på morgenbrødet.
Der var arrangeret en bustur rundt i byen, der har 72 pubs og adskillige hoteller a la Palace Hotel og Krystal Hotel, men hvad der trækker gæster hertil, vides ikke. Der er dog 4 parker, et nyt, stort indkøbscenter og også både synagoge, moske og en stor kristen kirke. De har også en amerikansk ambassade, det kalder de den i hvert fald – McDonald’s. Oppe på toppen af malmbjerget er der et mindested for alle de minearbejdere, der i tidens løb er omkommet under arbejdet i minerne, og det er i hundredvis. Deroppe var der også en souvenirforretning med bl.a. sjove tegninger, måske i Broken Hill traditionen, de var i hvert fald lidt grovkornede. Heroppe var der gratis te/kaffe og varme scones, og det var også noget, togselskabet havde arrangeret.
Udover et enkelt ungt par, så var det "oldekollerne" der var med toget, og tilsyneladende mest australiere. Til lunch var der to retter og igen et nyt par til at holde os med selskab. Igen fik jeg spist for meget, og det begynder efterhånden at blive vanskeligt at tage et billeder af mig, uden at dobbelthagen og borgmestermaven skæmmer billedet. Fra Sydney til Adelaide er der 1.683 km, og det er en slags mellemstation på den lange tur fra Sydney til Perth. For at komme ned til Adelaide, er der er en jernbanestrækning på 150 km, der så skal køres både frem og tilbage. Vores udmærkede personale skulle skiftes ud, og vi fik sagt pænt farvel til vores to togdamer Nikki og Cathy. De skulle nu på juleferie, og efter juleferien skulle Nikki med The Ghan, og hun glædede sig.
Tilbage til toget, der kørte ud af stationen præcis efter planen kl. 18.40. Igen et nyt par til aftensmaden, og de kom fra Sydney og var på deres livs store tur. Jeg skulle forklare noget til vores medspisende og slog ud med armen. Jeg ramte ikke tjeneren, men hun blev forskrækket og tabte 3 fulde, højstilkede vinglas, men hun tog det pænt. Skinnerne var slidte sidste nat, og alle klagede over nattesøvnen, så vi håbede på en bedre nattesøvn den kommende nat. Tilbage i kupeen var der redt op, og da vi var ret så udmattede af mangel på søvn, slumrede vi hurtig ind.
Det er om muligt blevet endnu mere øde, for nu er der kun spredte lave buske på max 1 meters højde og ellers kun afsvedet græs og rød jord. Vi er på vej ind i Western Australia, der er den største delstat i Australien, og arealet er noget større end Grønland. De fleste indbyggere i Western Australia bor i hovedstaden Perth, og ellers er delstaten et pionerland med meget få mennesker. I det indre af Western Australia er der knastørt fra Great Sandy Desert i nord til Nullarbor i syd. Det er manglen på vand, der er forklaringen på det mennesketomme land, og selv ude ved kysterne kniber det med dikkevandsforsyningen. I det sydvestlige hjørne af staten er der dog tempererede regnskove, og det var tømmerindustrien, der lokkede de første hvide til denne del af landet. I dag er kodeordet naturbevarelse af de enestående kæmpeeukalyptus og ellers landbrugsområder og vingårde på de nu ryddede skovområder.
Vi er på vej ind i Nullarbor, der betyder stedet uden træer, og området er to gange større end England. Det passer nu ikke det med træerne, for vi er lige kommet forbi et træ, eller var det bare en busk, da den kun var 2 meter høj. Alt andet er under knæhøjde på denne Nullarbor-slette.
Medens der bliver læsset af og på, er der en selvguidet tur i Cook. Inden da har vi fået udleveret et kort over byen med seværdigheder og byens historie. Folk strømmede ud af det lange tog, og det viser sig, at der faktisk også er unge mennesker med og endda et par børn, men ikke i oldekollesektionen, hvor vi har kupe. Der er et 45 minutters stop, og så lyder der en sirene, der er tegn til, at toget afgår om 15 minutter. Selvom man er helt ude i den anden ende af byen, er 15 minutter masser af tid til at nå tilbage til toget. Byen består af en lille række huse, der ser beboede ud, men ellers er det spøgelserne, der huserer i de resterende bygninger. Fængslet er to små skure af bølgeblikplader, og der var både "His and Hers Goal Cell". Fangerne sad her, indtil de kunne komme ud af Cook med det næste tog. Der var kun et das uden for herreafdelingen og dameafdelingen, så hvordan de klarede den, vides ikke.
Skolebygningen findes stadig, og den ser ret så intakt ud med legeredskaber. Her fik 30 børn undervisning i byens velmagtsdage. Det bedste sted i byen at opholde sig er i swimmingpoolen, da temperaturen herude let når op på 40 grader i skyggen. I vore dage kan poolen kun bruges til støvbad, for den er helt fuld af fygesand, og der er ikke en dråbe vand tilbage.
Ved 16-tiden var vi ude af Nullarbor, idet der igen er busksteppe med spredte småtræer og småbuske. De fleste buske er toptørre, men de skyder fra roden. Ud over en lille flok fugle har vi ikke set et eneste dyr hele dagen. Nogle af de andre passagerer kunne dog fortælle, at de havde set en flok vilde kameler.
Det var mørkt, men alligevel var der bustur til "Goldrush Tours". Vores guide/chauffør var en kvinde, og hun var et rigtigt livstykke. Hun var ankommet hertil på en to dages tur, og nu 11 år efter var hun her stadigvæk. Kalgoorlie begyndte sit liv som guldgraverby, og hurtigt var der 10.000-15.000 mennesker i byen. Men der var ikke noget vand, så det måtte fragtes på kamelryg vestfra. Det er derfor, at gaderne er så brede, for man kan ikke få en kamel til at gå baglæns, så gaderne skulle være så brede, at de kunne vende i et sving. I 1903 blev problemet med vand løst, idet der blev anlagt en 563 km lang vandledning fra Perth til Kalgoorlie. Arbejdet stod på i 5 år, og det indebar store tekniske problemer, fordi vandet skulle løftes 340 meter på grund af terrænforholdene. De fleste tvivlede på, at det kunne lade sig gøre, og ingeniøren, der stod for opgaven, tog kritikken så alvorligt, at han begik selvmord få uger før rørledningen skulle være færdig. Den virkede perfekt, og byen får stadig vand fra Perth i nogle fornyede rørledninger, der også er forlænget til andre byer i nærheden.
Efter en tur rundt i byen var der stop ved Minemuseet. Foran stod nogle nye kæmpemaskiner, der kunne arbejde i de åbne miner. Hjulene på maskinerne var 3 meter høje, så jeg har aldrig set noget lignende. Selve museet havde en mængde plancher, med en masse tekst, og man skal være meget mineinteresseret for at synes, at det er interessant. Mærkeligt nok havde der kun været 20 grader i Cook, men her var der 38 grader. Efter museet fik vi en tur til Boulder, hvor der også er mange fine huse i kolonitidsstil. Om det var det gamle eller nye horehus vores guide hentydede til, ved jeg ikke, men den ældste på 67 år, havde lagt op.
Tilbage til toget, hvor vi gik i seng med det samme i en dejlig helt stille kupe, da toget ikke kørte endnu. Senere rokkede og knirkede det videre.
Det var forsommer i Perth, og alt er gult her også græsset i det bakkede landskab. Regnen falder om vinteren, så når der er så tørt i forsommeren, må sommeren være ekstrem tør. Vi kom nu igennem et vildt bjerglandskab med en lille, halvt udtørret flod og så igen marker med vinstokke. Endelig efter 9.252 australske km var vi i Perth – denne delstræknings mål på vej jorden rundt i tog. Ærgerligt at der ikke var en katedral med helligt vand eller lignende som i Santiago de Compostela efter, at pilgrimsruten er gået. Da vi kom ud af toget var der en dejlig overraskelse, for der var en manerlig temperatur på et par og tyve grader, og faktisk blæste det en lille smule køligt.
Udlevering af kufferter fra toget, op i køen til en taxa, der kostede 12 dollars til Hotel Crown Plaza. Hvis vores værelse havde vendt rigtig – det gjorde det ikke, ville der have været en flot udsigt til Swan River, da hotellet lå i første række, og kun en stor græsplæne skilte os fra floden. Klokken var kun 10 om formiddagen, og værelset var ikke klar endnu. De opbevarede bagagen og ville ringe, når det var færdigt.
De første ankomne til Western Australia var aboriginerne, der kom for mere end 50.000 tusinde år siden, og herfra bredte de sig langsomt ud over hele kontinentet. Mange tusinde år senere ankom den hollandske kaptajn Dirk Hartog, og senere nogle briter, der bestemt ikke var imponerede over, hvad de så. Det var først i 1827, da man frygtede, at franskmændene ville lægge deres klamme hånd på området, at kaptajn James Stirling blev sendt af sted fra Sydney for at finde et egnet sted til en ny koloni. Det mest egnede sted var 16 km oppe ad floden Swan, og her byggede man huse til de første 300 kolonister, og det blev til byen Perth.
Perth har i dag 1,3 millioner indbyggere, og selvom der op igennem 1980’erne har været en del korruptionssager, er det nu en storby, som er en lang flyvetur værd, eller togtur. Noget af det bedste Perth kan prale med, er et misundelsesværdigt behageligt klima.
Eftermiddagsturen gik til Kings Park. Vi gik langs bredden af Swan River, hvorfra det blæste køligt og gav bølgesprøjt op på gangstien. Vi fortsatte langs bredden under en stor motorvejsbro, og på den anden side på Mounts Bay Rd ligger Kings Park. Det vi ikke kunne se på kortet var, at man først skal forcere en 200 m høj klippeskrænt, så det så ret umuligt ud. Længere inde mod byen fandt vi "Jacobsstigen", der er et trappesystem af stål. Dette kunne ikke ses af Politikens Kort over "Turen går til Australien". Hvis Kings Park skal besøges, så gå i stedet ad Fraser Ave og undgå en kæmpeomvej. Næste fejl i samme bog er, at der står, at Fraser Ave er beplantet med en række eukalyptustræer, hvor hvert træ har et skilt med et navn på en soldat, der er dræbt under 1. verdenskrig. Denne påstand er vist taget lidt ud af luften, for godt nok stod der en række træer, og der var også skilte med navne, men på skiltene kunne f.eks. stå: This tree was planted by Sir W Lathlain member Kings Park Board 29. sep. 1929. Måske var det spøgelsestræer.
I parken er der flere krigsmindesmærker fra boerkrigen, 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Kampene i boerkrigen kan jeg på ingen måde sympatisere med. (Læs hvorfor på denne hjemmeside under Sydafrika.) Der var også, som det er kutyme i alle australske byer, en statue af dronning Victoria i al sin magt og vælde. Her var der dog også et relief af dronning Alexandra, der voksede op i Amaliegade i København og senere blev gift med King Edward. Der er også både en restaurant og en cafe heroppe, og med den udsigt kan det ikke blive bedre.
Heldigvis havde Jenni og Bob også planlagt, at vi skulle se Fremantle, der er en charmerende lille by 15 km fra Perth. Den ligger ud til det Indiske Ocean ved Swanflodens udløb og er omgivet af flotte strande. Her blev kapsejladsen American Cup i 1986-87 afholdt, og ved den lejlighed blev de mange gamle huse sat i stand. Der er netop mange gamle bygninger i Fremantle, som de gamle markedsbygninger fra 1897, men der er faktisk hele gader af gamle huse i victoriansk stil, og det hele summer af liv med forretninger og cafeer. Fremantle Prison, der lignede en hel borg, er et af de bedst bevarede fængsler for de tilrejsende straffefanger, hvis liv nok ikke var en dans på roser. Nede ved havnen er der kraner og containere, så det er ikke bare en turistby. En meget spændende by, som jeg var glad for at besøge.
Både Bob og især Jenni spurgte meget til Danmark, og det er dejligt at fortælle, når nogen virkelig er interesseret. Inden da var deres forestilling om Danmark meget langt fra virkeligheden. Det var en blanding af et landbrugsland, hvor vi vel også fiskede og dyrkede grønsager, så vi kunne overleve og så med isbjørne i gaderne. Jeg havde købt en bog om Copenhagen på engelsk, så kunne de bedre få en ide om vores dejlige lands fortræffeligheder.
Klokken var efterhånden blevet 16.30, og de kørte os hjem til hotellet. Jeg inviterede dem til en drink i restauranten, men de ville hellere hjem. De havde også været guider i fulde 6 timer og vist os det bedste af Perth og omegn, så jeg kunne godt forstå, de var trætte. Det var ikke løgn, da vi sagde farvel, og jeg sagde til dem, at det havde været vores bedste dag i Australien. Jeg håber, at vi engang kan gøre gengæld.
Guldmuseet er åbent fra 9.00-17.00, og entreen er på 19 dollars. Den store reception med udstillinger og salg er dog helt gratis, og her kan man sagtens bruge en times tid. Der er guidede ture hver ½ time, eller man kan selv gå videre frem i lokalerne. Vi tog den guidede tur, der startede udenfor, hvor en ung fyr fortalte levende om det første guldfund. To store guldklumper, lette som fjer, så jeg gik ud fra det var kopier, blev vist frem, og historien om de to guldgravere, der først fandt guld i området, blev fortalt. Inde i museet bag en stor boksdør startede en film om guld i almindelighed og australsk guld i særdeleshed. En fin film medens en kopi af verdens største guldmønt drejede rundt. Dronning Elisabeth var på den ene side og en kænguru på den anden side. Jeg gik ud fra, at det var en kopi, men jeg ved det ikke, for den skulle veje 1.000 kg og være i rent guld, så den var ikke sådan at trille rundt med. Museet indeholder naturlige guldklumper og mange flotte guldmønter. Der var en vægt, hvor man kunne blive vejet og antal kilo ganget med dagens guldpriser, så incl. tøj var jeg den dag nøjagtig 4.466.583,06 dollars værd i guld. Min mor sagde altid, at jeg var en lille guldklump, men hun ville nok være blevet overrasket over, hvad det siden har udviklet sig til.
Det bedste ved besøget var inde i en foredragssal, hvor der var en esse med rødglødende guld. Guiden iklædte sig varmeafvisende dragt og store handsker, og med en tang tog han en beholder med rødglødende guld og hældte det i en form. Det mærkelige var, at det rødglødende, flydende guld stivnede i samme sekund, det kom ned i formen, som han gav et dunk, og ud på bordet lå så en ny guldbarre. Den var stadig varm og gnistrede, da den blev rørt med en handske. Derefter ned i et vandkar og den var klar. Guldet havde sluppet formen uden det mindste spild, og det var den samme klump guld. der var brugt til demonstration i 18 år. For en sikkerheds skyld bliver den vejet hver aften, hvis noget nu skulle være dryppet ved siden af.
Desværre måtte kun juletræet indenfor fotograferes, alt andet var forbudt. Det er en 5-stjernet seværdighed, og jeg fik købt en sølvmønt med et protræt af kaptajn Cook, nogle små glas med ægte guldstrimler, samt en næsten ægte guldbarre. Ok sidstnævnte lignede guld, men da den kun kostede 25 dollars, var der nok lidt snyd med i spillet.
Endelig trådte vi ud i det velfungerende København og dog – ved bagagebåndene var der et toilet. Alle tissekummerne var fulde af urin, og håndvaskene var fulde af snavset vand. Rigtig dårlig velkomst, ikke bare for mig, men for alle gæster til København. Udenfor var der en servicedisk, og jeg påtalte forholdene på toilettet, men det var ikke hendes bord, jeg måtte selv finde en eller anden, der kunne tage sig af problemet. Ak ak, vi var hjemme i København igen.
På vores videre togtur Jorden rundt har vi allerede bestilt en individuel rejse tværs over Canada, også igennem Marco Polo. Vi håber den bliver lige så god som Australiensturen.
Hele denne fantastiske tur indgår i mit program for billedforedrag: "Australien på kryds og tværs".
|
Australien på kryds og tværs.
Vi fik sagt pænt farvel til Operahuset og Harbour Bridge, og det er meget usandsynligt, at vi igen kommer på disse kanter, da verden er stor, og vi mangler en del endnu. Vi tog lokaltoget til Sydney Central Station, og da det kun kostede 7½ dollars for os begge, havde vi sparet 12½ dollars i forhold til taxa.
Vores togdame Cathy kom og fortalte om rejsen, og vi fik nogle billetter til Broken Hill, hvor toget holdt i morgen, og man kunne komme med på tur. Der kunne vælges mellem at besøge "Pro Hart Galleri" eller "Broken Earth", der er et minedistrikt med over 800 miner. Vi valgte det sidste, men det er først i morgen tidlig kl 6.50. Cathy kom, og vi fik aftalt vores spisetider til spisevognen. Hun havde boet 12 år i Sverige, så vi kunne "prata svenska tillsamman". Dvs. jeg talte dansk, og hun svarede på svensk.
Vi var i gang med en af verdens længste togrejser, der går fra Stillehavet til det Indiske Ocean. De første togstrækninger mellem øst og vest var færdige i 1917, men der skulle skiftes tog 5 gange undervejs. Det var først 23. februar 1970, at det første tog afgik fra Sydney Central Station, og 4 dage senere blev modtaget af 10.000 mennesker på East Perth Terminal. Togstrækningen blev navngivet "The Indian Pacific Train", og det blev "the wedge-tailed eagle", der med et vingespænd på 2 meter blev togets logo og "symbolising an adventure that spans the continent".
Det koster 65.000 dollars at anvende jernbanesporet på en enkelt tur, og der bruges 58.000 liter diselolie og 3.000 liter vand til hver vogn. På et år fortæres der 715.000 måltider, heraf 37.000 måltider med lam, der er den mest populære ret, og der drikkes 28.000 dåser cola og 22.000 flasker vin. 
Skinnelægningen mellem Sydney og Broken Hill kunne godt trænge til en afretning, for i løbet af natten havde vognen slingret og rokket så meget, at hvis det havde været et skib, så havde jeg troet, at vi var i havsnød og var ved at gå ned. 
Broken Hills historie begyndte i 1883, da en amatørgeolog faldt over en sølvåre på et klippefremspring, som lignede en knækket klippe (broken hill). Jordstykket blev afmærket, og Australiens største firma voksede frem " The Broken Hill Proprietary Co. Ltd.". Broken Hill viste sig at være verdens største sølv, bly- og zinkåre, og medens andre minebyers produktion langsomt er stoppet, er denne stadig i gang. Man har udgravet 147 millioner tons malm, fra den 8 kilometer lange åre. En kæmpestor, sort bakke af den malm, der har været igennem maskinerne, dominerer byen. Gadenavne i byen er opkaldt efter zink, kviksølv og bromid m.m. De store maskiner har overtaget det meste af arbejdet, men minearbejderne bor her stadig, og mange af dem er begyndt at male, og det har skabt en særlig Broken Hill tradition, således at der findes over 30 gallerier i omegnen. 
Toget fortsatte gennem ødemarken, der bestod af rød jord med lave buske på under en meter. Vi stoppede ved Mannohill kl. 9.59. Det er en lillebitte station til den ene side, og intet andet til den anden side. Toget satte sig i bevægelse igen, og ud over vognenes knirken og en lav summen fra airconditionen er der ingen lyde. Vi kom forbi et enkelt hus med en vindmølle og med nogle får på de omliggende marker. Der er betydelig mere øde her end i Sibirien, der sprutter af liv i forhold til denne ødemark. Senere kom der dog store arealer med landbrugsland og med gule stubmarker.
Vi havde rent faktisk været i Adelaide for 14 dage siden, men da der var arrangeret en bustur i byen, tog vi selvfølgelig med, for gensynets glæde er altid stor. Som noget nyt var der besøg på en chokoladefabrik, og ellers sluttede busturen ude ved stranden, hvor vi også havde været tidligere. Det blæste køligt fra havet, så strandvejret var alligevel bedre, da vi selv havde været der. Det er sjovt nok med al den sikkerhed i Australien, men det er åbenbart ikke farligt både at være chauffør og være en meget talende guide samtidig.
Lidt i kl. 7 gik vi til Outback Loungen, der allerede var halvt fyldt af sultne mennesker. Endnu en gang spiste vi med nogle, vi ikke kendte, og det er jo altid spændende, hvem det bliver. Alle er søde mennesker, men især mændene er svære at forstå. De fleste er tilsyneladende australske turister, og en del har været på krydstogt med skib og slutter med denne luksus togtur. Denne gang tog jeg en "full breakfast" med hele molevitten med pølser, spejlæg, bacon m.m., og det er simpelthen for meget om morgenen.
Fra Cook er der 1.138 kilometer til Adelaide og 1.523 kilometer til Perth. Den nærmeste highway er "the Eyre Highway", men den ligger 100 km værk. Hvis man skal til den lokale læge, er der 12 timers kørsel til Port Augusta. I 1936 blev "The Bishop Kirkby Memorial Hospital" oprettet, men det lukkede igen i 1990’erne, og byen er nu betjent af "The Royal Flying Doctor Service". Indian-Pacific er navlestrengen til byen og de 4 resterende indbyggere, for toget medbringer fødevarer og vand.
Lunch kl. 12, og denne gang fik vi to amerikanere med til bords, og de var noget nemmere at snakke med. De kom fra Arizona, og manden var tidligere bankansat. Han tjente godt, men var ikke ret glad for sit job, så han tog en mastergrad i engelsk og underviser nu indvandrere i engelsk. Nu tjente han ikke så meget, men elsker sit job.
Urene er nu stillet 1½ time tilbage, men her kl. 18.45 lokaltid er det ved at mørkne. Inden vi kørte ind i Kalgoorlie, var der kæmpestore bunker af opgrav fra minerne – det er nærmest bjerge, der ligger i lange baner. 
Det var ireren Patrick Hannan der lagde grunden til Kalgoorlie i 1893, idet han fandt guld, og siden er der hentet guld for milliarder af dollars op af "the Golden Mile", der er en guldåre mellem Kalgoorlie og Boulder. De fleste guldminer i området er lukket, men nye metoder til udvinding har gjort flere af dem rentable igen. Desuden er der fundet store forekomster af nikkel, så optimismen er til stede, og der bliver bygget nye huse – endda af sten.
Morgenmad med et nyt par. Konen sagde ikke et ord, og manden talte meget tydeligt og fortalte om farmlandet og Perth. Han var interesseret i, at vi opvarmer hele Borup med halm, men ellers var de ikke interesseret i Danmark. Måske havde de ikke hørt om landet.
Hvis staten havde været et selvstændigt land, havde det været det niende største i verden. Hele EU er ca. en tredjedel større, men hvor der i EU bor flere hundrede millioner mennesker, bor der kun 1½ million i Western Australia. 
Vi fandt en spændende sidegade, der også var gågade, og som kaldes London Court. Det er en meget smal gade med bindingsværkshuse som i Tyskland og måske som i London i gamle dage. I begge ender af gaden er der en borgindgang med tårnur, hvor det ene var en efterligning af Big Ben og det andet af Gros Horloge i Rouen. Gaden var behængt med karnapper og løvefødder, og det lignede en gade i Disneyland. Faktisk var den meget hyggelig med masser af juleudsmykning. I en forretning købte vi 3 T-shirt til i alt 40 dollars med aboriginmotiver, og så var de endda Made in Australia. Det var svært at se, hvor gammel eller ny gaden var, men ekspedienten sagde, at den var meget gammel. Vi fandt et skilt, hvor der stod 1937, og det er meget, meget gammelt i Australien.
Oppe på toppen er der en fantastisk udsigt ud over byen, og mange familiegrupper holdt picnic heroppe. Julemanden var endda chauffør i en limousine, der holdt, så gæsterne kunne se udsigten. Egentlig skulle man tro, han havde andet at lave så tæt på jul.
Lunch ved en søbred med masser af liv (børnene havde sommerferie nu). Folk lavede barbecue på særligt indrettede steder, der frit kunne benyttes. Jenni og Bob insisterede på at betale, så de måtte love at komme til København, så vi kunne vise dem rundt og give lunch.
Eftermiddagskaffe hjemme hos Jenni, hvor hun boede i et ældre kvarter med 120 boliger i hyggelig lav stil og med små haver, der gik over i fællesarealer. Det var ejerboliger, og det hele summede af hygge garneret med masser af blomster.
Tæt på vores hotel ligger Queens Garden, der tidligere var gamle lergrave, der nu er omdannet til park. Ikke så forfærdelig stor, men ganske nydelig og gravene er fyldt med vand og indgår i haven som små søer.
Inde i en ekstra boks og inde bag et gitter hvor en hånd lige kan komme ind, kunne vi røre og løfte en ægte guldbarre. Med opbud af alle mine kræfter fik jeg den løftet og en bøs stemme sagde: "Put it down". Barren var selvfølgelig så stor, at den ikke kunne komme ud gennem gitteret, men det gav lige et spjæt. Boksen bliver også videofilmet 20 minutter efter, at den er forladt.
Først 5 timers flyvning til Singapore, og inden vi kunne komme ud af flyet, skulle alle de rige på 1. klasse og alle de rige på business class først ud. De havde rigtig god tid, medens vi fattige stod bag et gardin og trippede. Der er nogle meget lange gange i Singapore Airport, inden vi fandt et "sky train", der kørte os til terminal 3. Vi skulle heldigvis af sted fra Gate A, og den lå lige først for, men bordingen var allerede begyndt. Ind i det nye fly, og der hang vi i flysæderne i 13 timer. Vi fløj om natten, og tiden og mørket fulgte med, så mit ur, der viste kl. 13 Perth tid, var det samme som kl. 6.00 Københavnertid, da vi landede.
Prisniveauet er nogenlunde det samme som i Danmark på restauranter og cafeer samt museer. Hjemmefra havde vi vekslet til 3.700 dollars ca. 20.000 kr., men vi havde ca. 700 dollars tilbage. Til gengæld brugte vi på kreditkortet 198 dollars til forestillingen i Operahuset og 496 dollars til broklatringen. Vi plejer ikke at spise dyre steder, men vi køber mange souvenirs, så lommepenge, mad og souvenirs er meget individuelt.