 Barcelona i børnehøjde En rejsefortælling af Kim Greiner. April 2006 Nanna på 8 år skulle med på vinterferie, men da vi havde valgt Barcelona, og da flere oplevelser for børn ikke var åbnet i vinterferien, blev det i stedet til en forlænget påskeferie i første halvdel af april. For ikke selv at skulle sørge for fly og hotel havde vi booket en tur med EuroPas, men udover at de sørgede for fly og overnatning, var vi helt og aldeles på egen hånd. Vi havde aldrig før været i Barcelona, men da det var en barnebarnsferie, ville vi først og fremmest beskæftige os med seværdigheder, der passede til Nanna og i det hele taget tage ferien i Nannas tempo. Sådan nogenlunde da, for både min kone Gitte og jeg er A mennesker, og Nanna er B menneske, så vi står allersenest op kl. 8, selv om det er ferie og helligdag, for livet er for kort til at sove længere.
Af litteratur har jeg udelukkende anvendt Politikens ”Turen går til Barcelona og Catalonien”, men da der ikke er angivet priser på noget som helst, har jeg taget så mange priser med som muligt. Ved valget i 2003 ville 20 % gerne løsrives fra Spanien, og over halvdelen vil gerne have mere selvbestemmelse. Så Catalonien har store drømme, men er også i europæisk topklasse indenfor tekstil og bilindustri samt design og turisme. Selve Barcelona er et mekka indenfor arkitektur med en hyggelig middelalderby med gotiske kirker over Gaudis sære bygninger til splinterny sciencefictionsarkitektur, og det hele er blandet med et utal af restauranter og souvenierforretninger.
Hvordan Barcelona blev oplevet af Nanna, Gitte og Kim kan læses i det følgende. Vores hotel Santa Marta lå næsten i den allerhelligste gotiske bydel Barri Gótic og så tæt på centrum, som det kunne ønskes. Taxituren var i prisklasse 2, og turen kostede 15,50 euro plus 3 for bagagen og lidt drikkepenge, så alt i alt 20 euro for omkring 20 minutters kørsel.
Santa Marta er et lille indeklemt hotel i en stille gade, så vinduet kunne være åbent om natten uden nævneværdige forstyrrende elementer. Hotellet er 2 stjernet, og da værelset var lidt afskallet i hjørnerne, passede antallet af stjerner meget godt, men det var heller ikke for at sidde og kukke på værelset, at vi var kommet til Barcelona.
Morgenvejret var halvskyet, men det så tørt ud, og senere på dagen blev det skyfrit. Det var køligt i skyggen med 14 grader, men dejligt i solen og betydeligt bedre end det vejr, Danmark havde budt på i længere tid. Foråret var simpelthen kommet til Barcelona med nyudsprungne platantræer, grønne græsplæner og blomstrende træer, og bare det, at rejse foråret i møde en måned før end derhjemme, er guld værd. Nanna så palmer for første gang, og hun kunne konstatere, at de ikke er gode klatretræer. Katedralen blev bygget i årene mellem 1298 og 1460 og er langt det mest iøjnefaldende bygningsværk i kvarteret. Vi beundrede de fine guldbelagte altre sammen med en mængde andre turister, og deres mumlen blev åbenbart for meget for en syyyysh maskine, eller var det en levende person, det ved jeg ikke, men der lød i hvert fald et højlydt syyyyyyysh efterfuldt af ordet silense.
Ifølge ”Turen går til Barcelona” går der en elevator op til katedralens tag med fin udsigt over byen, men det kunne jeg ikke få overtalt kirkens personale til at indrømme. Der skulle også være en lille tilhørende have med appelsintræer og tretten hvide gæs, som efter sigende skulle beskytte katedralen mod tyve og røvere. God historie for Nanna, da antallet tretten skyldes at Eulália nåede at leve tretten år før hun led martyrdøden. Vi fandt haven med appelsintræerne, og at appelsiner hænger på træerne, og ikke plukkes op fra turbaner var nyt for Nanna, men gæssene så vi ikke noget til.
I nærheden var en udstilling om mystiske dyr, hvor det kostede 1 euro ekstra at komme ind. Det lød spændende og virkelig mystisk, men damen, der sad i billetlugen, solgte ikke biletter, hun kontrollerede dem kun, og billetterne skulle købes et eller andet sted i haven, som vi ikke fandt ud af. Andre gik også hovedrystende væk fra billetlugen, så det var et meget snedigt arrangement, hvis man ikke vil have så mange ind til udstillingen.
Zoologisk have har en meget stor legeplads med masser at klatre i, gangbroer og rutchebaner m.m., og det var lige noget for Nanna. Det catalanske parlament, som har til huse i et tidligere arsenal fra 1718, ligger i parken omgivet af smukke blomsterbede og nogle fantastiske klippede plataner. Der er også en sø med bådudlejning og en stenmammut i mammutstørrelse, og hvis mamutter virkelig har været så store, er det da helt vildt.
Vi var startet på dagens oplevelser kl. 9.00 og var tilbage på hotellet kl. 20.00, og selvom vi ifølge Gittes skridtmåler gik 12.342 skridt, var der intet som helst piv fra Nannas side. For at have føling med situationen, da det var en barnebarnsferie, spurgte jeg hver aften Nanna, hvad der var det bedste ved den dag? Og Nanna svarede: ”Det bedste ved dagen var den store legeplads i Zoologisk have, og derefter delfinshowet.”
Lige linier, cirkler, trekanter og rette vinkler interesserede ikke Gaudi, han var kun interesseret i de bløde former, som findes i naturen, og det hele krydret med fantasifuld og usædvanlig udsmykning. Tolv af hans bygningsværker ligger i Barcelona og toppen af kransekagen er La Sagrada Familia, der rager langt op over byens tage, d.v.s. det, der rager højest op er byggekranerne, for katedralen er langtfra færdig endnu, og det selvom de startede for 120 år siden.
På en kæmpestor platform hævet over landskabet findes efter sigende verdens længste havebænk, der snor sig som en anden drage hundredvis af meter. Bænken er lavet af cement og dekoreret med tusindvis af kasserede keramikbrudstykker i alverdens farver. Allerede her var der en leben af mennesker, og det blev værre nede ved hovedindgangen, der faktisk lignede indgangen til et eventyrland. De to portnerboliger er inspireret af eventyret om Hans og Grete og var lidt hen i retningen af pandekagehuse. Det ene af husene huser en udstilling, hvor det koster 2 euro at komme ind, og hvad der var derinde, kan jeg dårligt huske, men det var vistnok nogle fotografier og billeder. I det andet blev der solgt souvenier og bøger, og Gaudi postkort kunne købes for 60 cent, men man skulle ikke ret langt væk, før de samme kort kostede 25 cent og endda helt ned til 15 cent. Men så var de heller ikke købt i et næsten ægte pandekagehus.
Det var blevet spisetid, og gaden, der fører op til parken, er blevet et halvt Dyrehavsbakken med souvenirforretninger og cafeer, og vi gik ind i en forretning, der havde specialiceret sig i stabler af kolde sandwich, der dog gik som varmt brød. I en stille sidegade fandt vi en solbeskinnet bænk, og inden vores videre fremfærd, måtte vi love Nanna, at vi ville stoppe ved den næste legeplads, vi stødte på.
I kælderen eller krypten, der er enorm stor, er der en udstilling om tilblivelsen af katedralen med mange fotografier fra tidens løb, og et foto fra 1896 viste, at de var kommet godt igang. La Sagrada Familia er et meget imponerende bygningsværk, som virkelig er værd at besøge, og som ingen Barcelonafarere med respekt for sig selv bør snyde sig selv for. Det var sol hele dagen og behagelig temperatur, og med 18.340 skridt var det bare godt gået Nanna. Det var egentlig meningen at vi bare ville tage aftenmenuen på hotellet som kostede 10 euro, men tjenerne der ikke havde noget at lave, var på vej ind i et stadie af ungdomssløvsind, så efter en tid forlod vi fornærmede etablisamentet. Barnet var sulten, og vi ville ikke bruge det sidste af vores ungdom på en sløv tjener, så vi gik istedet hen i nærheden og fik stillet sulten for ialt 20 euro incl. drikkevarer og søde kinesersmil.
”Nå, Nanna hvad var så det bedste ved sådan en rigtig Gaudidag.” spurgte jeg. ”Jeg synes, at alt det med Gaudi var meget spændende, men det bedste var alligevel elastikhop nede ved havnen.” Efter et par metroskift nåede vi den store station Sants Estacio, og for 10,10 euro fik vi købt en returbillet til Port Adventure. Efter lidt gætteri og spørgen på Sants Estacio fandt vi ud af, at vi skulle ud mod destination Valencia, og at det ville tage omkring 1 time 15 min til Port Adventure, der har egen station, eller lad os bare sige trinbræt. Høj sol fra morgenstunden og omkring 19 dejlige grader, og vi nød togturen igennem grønne marker og delvis langs kysten.
Vi startede med et gigantisk Wild West stunt show til den meget humoristiske side, men der var også noget for husarerne og en enkelt morfar i form af et par rappe pistoler, der sad i hænderne på en rap cowboydame i sort lædertøj. Frokost i den vilde stil med spareribs, kyllingelår, pomfritter og cola for under 20 euro, så det kunne ikke ruinere os. Nanna gik igang med diverse rutchebaner og karusselture, hvor hun for første gang og til stor fryd prøvede en af de her karuseller, hvor man sidder i lange kæder og svinges rundt. Vi undgik dog omhyggeligt Dragon Khan, der skulle være en af Europas største rutchebaner med ikke mindre end 8 loop, og der var også andre ”forlystelser”, der krævede mere hår på brystet, end vi kunne fremvise.
En anden spændende tur hedder ”Akua Odysseus” hvor man i kombination med bio og bevægelige vogne følger efter en delfin og bliver angrebet af søuhyrer og hajer. I et kæmpeteater var der i Kina et show med unge kinesiske akrobater, og det var bare helt fantastisk. Der var adskillige andre shows, vi ikke fik set, så sæt 2 – 3 dage af til Port Adventure, hvis det hele skal ses.
”Nå Nanna, hvad var så det bedste ved den dag?” . ” Jeg synes, at kinashowet var det bedste, men karusellen med kæderne var rigtig sjovt.”
Efterfølgende læste jeg i Metro, at en stor udenlandsk avis havde kåret Port Adventure til ikke mindre end verdens bedste forlystelspark, og det både foran Disneyworld og Universal Studio i USA. Så hvis I er på Barcelonakanter, og har børn med, er der ikke noget at betænke sig på.
Nå, det var et fint museum alligevel med mange spændende modeller, malerier, kort og en hel pragtfuld galaj i fuld størrelse fra 1571, foruden mindre skibe. En ny udstilling om pirater var ikke særlig imponerende, men vi fik snildt 2 timer til at gå på museet, og Nanna syntes det var spændende.
En trappe fører op til taget, og her åbenbarede der sig en eventyrverden med skorstene i mærkelige udformninger, så vi følte os hensat til Ringenes Herre med en vrimmel af hobbitter. Samtidig var der varm sol og en fin udsigt ud over byen, så det var svært at komme ned igen. En af herskabslejlighederne i huset er åben for publikum med datidens originale møbler, så vi fik meget for pengene ved besøget.
Nanna går stadig godt og helt uden brok, så dagens 10.971 skridt var intet problem, så vores forudindtagethed med, at når vi havde et barnebarn med, skulle vi nok ikke regne med at kunne gå så meget, som vi plejer, passede slet ikke.
Nannas bedste var akvariet, især den buede gang under hajerne og legelandet i akvariet, men tæt forfulgt af søfartsmuseet. Da vi ikke ligger på den lade, side når vi er på ferie, var vi først en tur ved stranden og soppe, og til Barcelonas ros skal siges, at de har en dejlig kilometerlang strand lige nedenfor centrum, så der er meget, den by kan byde på. Det var dog ikke rigtig strandvejr for der var overskyet, og der kom enkelte smådryp.
Selvom vi havde fået et fint kort over Barcelona på hotellet, var der masser af veje og stier på Montjuic, der ikke var med på kortet, så det var sin sag at finde rundt. Vi fandt dog Castell de Montjuic, der er et stort borganlæg opført i 1750 ovenpå et endnu ældre fæstningsanlæg. Castellets største attraktion er udsigten over Middelhavet og Barcelonas havneområde, der dog denne dag var noget diset, så vi gik også indenfor i kastellet. Indgangen koster 2½ euro for voksne, og det er gratis for børn, og så er der fri adgang til antikt isenkram i form af massevis af rustninger, hjelme, pistoler, sabler og en enorm samling af tinsoldater fra 1920. Da vi havde været igennem adskillige rum, gik Gitte og jeg gik lidt død i tinsoldaterne, så vi prøvede at snyde lidt udenom, men nej Nanna ville se det hele, og så måtte vi jo følge med. Indgangen 7½ euro, og Nanna var gratis, og vi trådte ind i måske Barcelonas bedste kunstmuseum, der står der i hvert fald i ”Turen går til Barcelona”. Et moderne bygningsværk med ovenlysvinduer og store hvide vægge, danner en fin ramme om Miros farvestrålende, halvt surrealistiske og halvt abstrakte figurer. Helt ærligt, jeg er ikke vild med hans meget primitive ”kunst”, og følte mig nærmest som kejserens nye klæder, og det var svært at tage kunsten alvorligt. Gå f.eks. ind i et rum med 3 store hvide lærreder. På hvert lærred var tegnet en eneste bugtet streg, og det var så det. Sådan noget kunst kan jeg ikke falde i svime over, og jeg tror, at det største kunststykke fra Miros side er, at han har fået folk til at tro, at det er kunst.
Vi var blevet mættet lidt med museer, så vi gik forbi det kæmpestore kunstmuseum Museu Nacional d´Art de Catalunya, der har til huse i en svulstig bygning med en flot udsigt som vi nød på trappen foran, sammen med en is. Igen skal vi tilbage til verdensudstillingen, hvor nogen fik den lyse ide at opføre en spansk landsby med arkitektur fra forskellige områder af Spanien. Husene er ikke ægte huse, der er flyttet, men rene kulissehuse, der udvendig ligner en gammel spansk by med små torve, snævre gyder, madonnastatuer m.m. Indvendig fremtræder det hele som fup og fidus, med moderne rum, der går på tværs af husene, som i et andet Disneyland. Udover restauranter, der ligger spredt omkring, er der som i den oprindelige idé mange små arbejdende værksteder, men der var nu også mange souvenirforretninger.
Tilbage igennem parken og små haver og diverse legepladsstop, og så stilede vi mod svævebanen for dog at få turen ned. Der var vi dog for sent på den, for sidste tur var kl. 19, så vi gik i stedet ned ad bjerget af en slyngende sti, der endte tæt på centrum. I det lille omrejsende tivoli på havnen brugte Nanna sine sidste biletter på at hoppe i trambolin og i hoppeborgen, og det blev dagens bedste oplevelser. 14.276 skridt fik vi præsteret, og vi var sluppet for regn, da det klarede op i løbet at dagen, men det var trøje på og af vejr.
Tilbage langs stranden, hvor strandnymfer lå og solede sig, og strandløverne vandrede rundt, medens de lod, som om de ikke kikkede på damerne, men man kan se meget ud af øjenkrogene. Vandet var tilsyneladende for koldt, for der var næsten ingen i vandet, men det var ideelt soppe- hoppevejr, hvor de store bølger slog ind på stranden, og Nanna og jeg havde en herlig time i vandkanten. Jeg havde planer for denne dag, for vi skulle op på Tibidabo, der er et 542 meter højt bjerg med en forlystelsespark på toppen. For at komme op i de højere luftlag måtte vi tage slavevejen, der startede med 2 metrotog. Derefter skal man, et eller andet sted på en meget stor plads, finde nedgangen til FGC toget, hvor det kræver den store udvidede billetautomateksamen, at finde ud af at købe en billet. Vi har selv kun den lille eksamen, så vi måtte have en togdame til at guide os igennem maskineriet, og det kostede kun 6,5 euro for en returbillet til os alle mod destination Avinguda del Tibidabo. Ved endestationen stiger man op til jordoverfladen, og her kan man tage en blå veteransporvogn videre op ad bjerget. Køen ved stoppestedet var dog umådelig lang, så vi besluttede at gå op og kom forbi mange store pragtvillaer langs sporvognsruten. Det tager 20 minutter at gå strækningen, og det er op ad bakke, så vi blev lidt svedt, inden vi kom frem til køen til tandhjulsbanen. Køen gik nogenlunde hurtig, så 3 euro pr. person, og efter 6 minutter tandhjul stod vi endelig ved indgangen til Tibidabo. Stedets største atraktion er en formidabel udsigt over Barcelona, og selvom det var helt klart hos os, kunne vi se lavere skyer svæve over byen.
Lige indenfor indgangen stod en mand på et podie og underholdt, og da han spottede os ud, spurgte han, hvor vi kom fra? Denmark svarede jeg. Lad os give en stor hånd til familien fra Denmark, der er kommet helt til Tibidabo, og så klappede de allesammen. Lynspisning i deres cafeteria, hvor portionerne var øst op på forhånd, men vi fik da både mad og drikke for 22 euro, så det med, at man helst skal have mad med hjemmefra, fordi det er dyrt at spise på Tibidabo, synes ikke rigtig at holde stik
Forlystelsesparken er fra begyndelsen af år 1900, og nogen af de ældste forlystelser kører endnu, men der er da også iblandet moderne halsbrækkende ”forlystelser”. Vi er lidt til den nostalgiske side, så vi startede med en jernrutsjebane uden loop, og derefter over i køen til en flyvemaskine fra 1928, der på en svingarm ”flyver” udover bjergsiden. Turen er lidt omstændelig med kun 10 passagerer af gangen, der skal op ad en svingtrappe, ind af en smal dør, flyve tre gange rundt ved egen propel, og så ud og ind igen. Ventetiden blev derfor en time, men hvad gør det, når man kommer op i et fly fra 1928, der i sin tid fløj mellem Barcelona og Madrid.
Parken har lukket om vinteren, og i april, september og oktober varierer åbningstiderne stærkt, så det er klogt at undersøge åbningstiderne på forhånd.
Den sidste sporvogn var kørt kl.19, men så kom der heldigvis en bus, der kørte til Avinguda del Tibidabo til FGC toget, og videre med metroerne. Der går også en vej helt op, men ellers skal der nok regnes med 1 time 45 min fra parken til hotellet med de offentlige transportmidler.
Indenfor i Picasso museet var der udstillinger i mange smukke rum, og vi opdagede, at Picasso virkelig kunne male, hvilket jeg har mine tvivl om med Miro. Museet viser det meste af Picassos udvikling, og i ungdommen kunne han både male protrætter og landskaber, og det var først senere han fik sin specielle stil med trekantede damer med øjne i nakken. Og som han selv skriver: ”Som 12 årig kunne jeg male som Rafael, men det tog et helt liv at kunne male som et barn”.
Barcelona har mange små spisesteder og bagelscafeer, så på vejen fik vi kreeret hver sin bagel, som vi spiste på havnen, og vi delte pænt med de hundredvis af fisk, der gjorde vandet tykt ude på molen.
Medens vi ventede ude i Barcelonas lufthavn, spurgte jeg Nanna, hvad der var det bedste ved dagen. Og Nanna svarede: ”Det bedste ved dagen var strandturen, men det allerbedste er, at vi skal hjem til Nikolaj og Mor og Far. |
Barcelona har 1½ million indbyggere og er hovedstad i Catalonien, der er en region i Spanien. Catalonien havde i over 800 år været en selvstændig stat med eget sprog, kultur og økonomi, men i 1714 var Catalonien på tabernes side i den spanske arvefølgekrig, så området har stort set siden været styret fra Madrid. Under Francos diktatur i 1939-1975 blev catalonernes sprog og traditioner hensynsløst undertrykt, men med demokratiets genindførelse har Catalonien sammen med Baskerlandet og Galicien i betragtelig grad selvstyre indenfor uddannelse, kultur, sundhed og scocialvæsen.
Barcelonas lufthavn er enormt stor og der var hurtig udcheckning, så inden vi så os om, stod vi med vores bagage på en vogn. Det er skam muligt at tage en lufthavnsbus, der lander et eller andet sted i Barcelona, og derefter finde en metro eller en taxi, men på grund af det lidt sene tidspunkt og barnebarnet, havde vi dog besluttet os for en taxi fra lufthavnen. Det kan dog kræve en længere gåtur, for selv om de ledige taxier holder lige udenfor udgangen, så holder taxierne en knivskarp køkultur, så der skal først forceres en 300 – 400 meter lang række ledige taxier, før vi nåede frem til den forreste. Nu skal man jo helst ikke blande sig i andre landes interne anliggender, men måske var det en ide at lade taxikøen ende ved hovedindgangen.
Morgenritualerne tager lidt længere tid med ledsagelse af et barnebarn, end når vi rejser alene, for der skal også være tid til, at Nannas tøjkanin Rosa skal have børstet tænder. Morgenmadsrestauranten var som forventet, og passede også til de 2 stjerner med afmålte portioner med en stjerne for en croissant og en for et stykke brød, men så var der da også friskpresset juice og varm kaffe. 
Efter at have dvælet ved et springvand, krydsede vi igennem de smalle krogede gader i Berri Gótic og kom forbi brudstykker af den oprindelige bymur fra 300 tallet og nåede Catedral de Barcelona. Forpladsen var fyldt godt op af turister, lidt tiggere og nogle plattenslagere, og jeg fik stukket en blomst i knaphullet under protester. Da det gik op for den gavmilde blomsterpige, at jeg ikke havde nogle småmønter, og det havde jeg vitterligt ikke, forsvandt blomsten igen fra knaphullet hurtigere end øjet kunne opfange det.
I en underjordisk krybt ligger byens skytsengel Santa Eulália, der i romertiden som kun trettenårig erklærede sig kristen og nægtede at tilbede guderne i Augustustemplet. Den romerske guvernør torturerede den lille jomfru og henrettede hende på en stage, angiveligt omkring år 300. Santa Eulália sakofag er lavet af alabast og er fra 1327, og et skilt forkyndte, at hvis man ville have lys på sakofaget, krævede det 25 cent i sparebøssen. Så måtte jeg ud af kirken og købe et par vokslys for at få småpenge, så vi kunne få kastet lidt lys over Santa Eulálias skæbne. Men da jeg kom tilbage, kunne Gitte og Nanna berette, at adskillige mennesker havde kommet penge i bøssen uden at lyset tændte, så vi satte istedet to vokslys for den lille jomfru, hvilket hun så sandelig også havde fortjent.
Lige i nærheden af Katedralen ligger Museu d´História de la Ciutat, der har til huse i et gotisk palads fra 1500 tallet. Det koster 4 euro for voksne at komme ind, hvorimod Nanna var gratis. Museet rummede brugsgenstande, malerier og skulpturer fra renæssancen og barokken, men det mest spændende er at tage elevatoren ned, som i en anden tidsmaskine, til Kristus fødsel. Hernede ligger den 2000 år gamle romerske bydel Barcino, og det er den største underjordiske udgravning af romersk bebyggelse i Europa. Gangbroer fører hen over ruinerne i flere etager og der er virkelig mange velbevarede huse, foruden statuer og store krukker. Det tog tredive år at udgrave ruinerne, og at vandre rundt i de gamle ruiner er bare rigtig interessant og spændende, og det for både store og små. Så vi lod fantasien få frit løb og tænkte os tilbage til romertiden og det liv, der var levet i husene og i gaderne.
For enden af Ramblaen ud mod havnen står Columbus-søjlen der blev bygget til verdensudstillingen i 1888. Søjlen er 56 meter høj og omgivet af store jernløver og på toppen står Columbus og peger – ikke mod Amerika, men mod sit rigtige fødeland Italien. Søjlen er hul og mod betaling på 2,3 euro for voksne og 1,5 euro for børn kan man komme op og nyde udsigten. Elevatoren kan kun tage 4 gæster af gangen, så lidt ventetid skal påregnes, men vi ventede dog kun omkring 20 minutter. De store jernløver omkring søjlen syntes Nanna var spændende, og hun kravlede modigt rundt mellem forpoterne.
Ved siden af delfinariet var der noget, der hed Aquarama, og det var et dybt bassin, hvor der svømmede 2 delfiner stille rundt, medens de ind i mellem blev nusset og pusset af en meget rolig delfintræner. Det var helt tydeligt, at delfinerne nød det, og det var meget beroligende at se på.
Zoologisk have er en del af den store Parc de la Ciutadella, som har den historie, at det tidligere var et middelalderkvarter, der blev jævnet med jorden for at give plads til et stort militærområde, så byen kunne holdes under kontrol. I udkanten af parken spiste vi aftensmad i en parkcafe, medens vi blev badet i de sidste lune solstråler, inden vi lige skulle ind og se parken.
Det mest vilde i parken er dog et kollosalt stort og svulstigt springvand, der i sammenligning får Gefionspringvandet på Langelinie til at ligne en storm i et glas vand. Springvandet er opført mellem 1875 og 1881 af Josep Fontseré, dog med hjælp af et utal af kendte skulptører, der har lavet en overflod af vandbrusende heste, pegasuser, griffer og adskillige velskabte kvinder med bare atributter.
Skyfrit fra morgenstunden, men vi startede med at stige ned i Barcelonas undergrund til deres meget velfungerende metronet. Det koster 1,15 euro for en billet, der kan bruges som omstigning indenfor en time, men det er næsten halv pris, hvis der købes et 10 turs klippekort. De forskellige linier er angivet med farver, og bare man har endestationen er det meget let at navigere rundt mellem de forskellige stationer. Vi skulle ud til hovedterminalen, den store station Sants Estació, for at købe en billet til et indenrigstog, som jeg havde skumle planer med næste dag, men ellers var dagen for en stor del helliget Gaudi, der er Barcelonas geniale, skøre, fantastiske arkitekt.
Antoni Gaudi der levede fra 1852 til 1926 var en arkitekt langt ud over det sædvanlige, og der tales stadig, om han var genial eller gal, men han er stadig højaktuel. Turister står i lange køer foran hans bygningsværker og betaler entreer i dyre domme for at komme ind og kikke og nyde blandingen af kunstværker og bygninger.
Vi startede med Gaudis Park Güell, som ligger i yderkvarteret Grácia, og vi tog en metro derud i nærheden, men af vanvare kom vi ind af en hemmelig bagindgang og var ved at fare lidt vild i en skovbevoksning, men en venlig jokker vendte om og fulgte os lidt på vej imellem træerne til civilisationen. Parken er på 20 ha og var egentlig en privat park ejet af en af Barcelonas rigeste mænd Eusebio Grüell, men et stort planlagt projekt led økonomisk fiasko, og senere overtog kommunen området og udlagde det som en meget populær park. Det første Gaudi, vi stødte på, var en promenade i form af en hævet havegang med planter på toppen, og det hele hvilede på en række skæve søjler, og da vi senere kom ned imellem søjlerne, var det som at gå i en eventyrlig drypstenshule.
Vi var inde og se det lille Gaudimuseum, hvor indgangen kostede 4 euro, og officielt var det Gaudis hjem i hans sidste tyve år, men i virkeligheden boede han på byggepladsen til La Sagrada Familia. Der er ikke så forfærdelig meget at se på museet, men der er nogle Gaudimøbler, flotte loftsdekorationer og nogle personlige ejendele. 
Fra hovedindgangen fører en todelt trappe op til en søjlehal, hvorpå platformen med havebænken hviler, men trappen giver også hvilested for trætte turister, medens de kan kikke på et kæmpestort keramikfirben. 
La Sagrada Familia er Barcelonas mest berømte bygning, og Europas mest besøgte byggeplads for på trods af, at katedralen blev påbegyndt i 1881 er den ikke meget mere end halvfærdig. Men Gaudi regnede selv med en byggetid på 200 år, og selv med moderne teknologi regner man med at den tidligst kan blive færdig i år 2020. Gaudi selv nåede at færdiggøre krypten, apsis og den ene af de tre planlagte fasader samt et af denne facades fire planlagte tårne. Den ene færdige facade forestiller Jesus fødsel og er en overdådighed af sammenslynget murværk og stenfigurer. Ialt er planen 12 tårne på 100 meter, der skal symbolisere apostlene, og som prikken over i et, et 180 meter tårn, der skal symbolisere Jesus. Efter mester arkitektens død, blev det diskuteret, om byggeriet burde stoppes og stå som et ufuldendt monument, men selv om det gik i stå i 1950 erne, blev det besluttet at fortsætte byggeriet, på trods af andre arkitekters indflydelse. På afstand ligner katedralen et kæmpemæssigt sanddryppeslot, for tårnene er hule med hundredvis af glughuller, og det gør byggeriet meget luftigt.
Det koster 8 euro at komme ind på byggepladsen, og vi gik igennem en skov af kæmpemæssige søjler og ud til den færdige facade, der virker overvældende overdådig med sammenslynget murværk og massevis af figurer. Man kan komme op i tårnene, og en 50 meter tårntur med elevator koster 2 euro, medens en trappetur koster 60 cent. Da elevatorturen havde den korteste kø, valgte vi den, og trapper fik vi alligevel i overmål, for tårnene er forbundet med gangbroer, og hvor elevatoren endte, gik turen videre op ad snoede trapper i det næste hule meget luftige tårn. Nedgangen foregår af en snoet sneglegang, hvor man kan kikke dybt ned til bunden, og jeg personligt fornemmede en tiltagende svimmelhed. 
Videre til fods ad mange lige gader stilede vi mod Casa Batlló, en anden af Gaudis pragtbygninger, og hvor man kan komme ind og se den store pragtfulde herskabslejlighed, hvor industrifyrsten Josep Batlló boede med sin familie. Vi nøjedes dog med at beundre bygningsværket udefra, for køen var lang og indgangen på 17,5 euro per person var lige ved at ligne en grov ublu udnyttelse af en seværdighed. 
Så skulle vi rigtig ud og more os, for jeg havde læst, at den store forlystelsespark Port Aventura ligger kun omkring 100 km syd for Barcelona, og da min livsfilosofi går på, at børn skal have det godt og gerne sjovt, prøver vi gerne alle de forlystelsesparker, vi kan komme i nærheden af. 
Port Adventure ejes af Hollywood-giganten Universal Studio, der har tilsvarende parker i Japan og USA. Vi fulgte strømmen ud af toget og kom forbi en stor statue af Søren Spætte til indgangen, hvor det kostede 35 euro for voksne og 28 euro for børn og seniores over 60 år. Jeg blev lidt fornærmet, da jeg på mit glatte ansigt fik en 60 års billet - de kunne vel nok lige have spurgt efter noget legitimation.
Parken har åben alle dage fra 1. marts til 2. november, men i vintertiden kun lørdag og søndag, så tjek lige, inden der tages afsted.
I Mexico er der en rigtig spændende tur ind igennem et tempel i fodsporene på Indiana Jones, hvor templet var ved at styrte sammen med bevægelige sten og masser af vandsprøjt og ild, så øjenbrynene er ved at blive svedet af. Nanna syntes det var lidt for realistisk, og var noget betænkelig, men personligt syntes jeg, det var en rigtig god tur. 
Vi sluttede dagen af med en tur parken rundt med et damplokomotiv, og ved ottetiden var det tid til at finde hjem. Helt ærligt, så anede vi ikke, hvornår regionaltoget kørte, men lykken står den kække bi, så da vi nåede Port Adventures trinbræt, kom toget, og vi var hjemme på hotellet kl. 22 efter 13.492 skridt og en masse oplevelser rigere. 
Vi ville ind og se Søfartsmuseet Museu Maritim de Barcelona, der ligger lige ved Columbussøjlen i de originale 1200-talsbygninger, hvor det meste af Cataloniens middelalderflåde blev bygget. Det koster 9 euro for voksne og 5 euro for børn at komme ind i de hellige haller. I ”turen går til Barcelona” står, at hovedattraktionen er et interaktivt udstillingsområde, hvor publikum med hovedetelefoner oplever stormvejr i Det Caribiske Hav, en tur over atlanten med dampskibet Dronning Victoria og et 40 meter dyk i undervandsbåd. Det lød ret spændende og på Nannas og egne vegne glædede jeg mig, men jeg kunne ikke overtale billetdamen til, at der var bare noget, der lignede ovenstående beskrivelse, så hun nægtede pure, selvom hun jo selv kunne se, at det stod lige der i bogen. 
La Pedrera var et af de sidste store byggerier, Gaudi lavede, inden han kastede sig over La Sagrada Familia, og det var bestemt ikke et byggeri, byens befolkning syntes om, for det gik under navnet ”Stenbruddet”. Andre mente, det lignede en hangar for en zeppeliner, og nogen syntes det var så skævt og bugtet, at der ikke kunne holdes almindelige kæledyr, men at der kun kunne holdes slanger. Udover elevatorskakten er der der da heller ikke en eneste ret linie i huset, der smugt bugtede sig langs fortovet. Huset er et beboelseshus men delvis åbent for publikum og bemærk til manerlige priser på 8 euro, og jeg tror endda ikke, det kostede noget for børn. Til gengæld var der en 45 minutter lang kø, der i samklang med huset bugtede sig langs fortovet. 
Man tager elevatoren op til loftet, hvor der i 1953 blev bygget 13 lejligheder, som dog nu er revet ned igen, så man kan nyde de smukke loftrum med buede hvælvinger som i en anden munkekælder. I bygningens barndom blev hvælvingerne brugt til noget så ordinært som tørreloft, men nu er de stemningsfulde rum kommet til deres ret, og garneret med udstilling af Gaudis værker. 
Tilbage igennem byen ned til havnen, hvor L´Aquárium de Barcelona har til huse. Måske fordi det var langfredag, var der stimer af mennesker omkring akvariet, hvor det kostede 15 euro for voksne i den fødedygtige alder, 12 euro for oldinge i min alder og 10 for Nanna. Først kom vi ind i et rum med mange mindre akvarier, og derefter glider man på et rullende fortov langsomt igennem en buet glasgang i et kæmpeakvarie med oversvømmende 2-3 meter store hajer og alt godt fra havet. Så troede jeg egentlig, at det var det akvarium, men der var en hal mere med pingviner og flere akvarier og en udstilling, hvor børn kunne trykke på knapper og krybe rundt og lege i forskellige indretninger. Vi spiste i Akvariet, altså oppe på det tørre, for ialt 15 euro, og så manglede vi kun at slippe helskindet ud af den meget store souvenirforretning.
Vores dag sluttede med en rundgang om havnebassinet i en tæt strøm af mennesker, og der skal forceres mængder af gadehandlere af meget mørk sydlandsk udseende, der især ekselerede i solbriller, tasker, smykker m.m.
Dagens mål var Montjuic, der er et 173 meter højt ”bjerg”, der næsten ligger helt ude til havnen. Området er meget stort og indeholder 6 museer og adskillige små og store parker og haver, foruden et antal palæer. Området har været brugt til verdensudstillingen i 1929, og i årene efter gik det i lettere forfald, men det blev peppet op igen, da Montjuic spillede en hovedrolle ved de Olympiske lege i 1992. Over havneområdet og meget iøjnefaldende står to jerntårne, sådan lidt i Eiffeltårnstil, og stilen kunne godt tyde på, at de blev bygget til verdensudstillingen. I mellem tårnene og videre op på bjerget går en svævebane, og alle Barcelonaturister med respekt for sig selv skal prøve en tur, hvilket dog er lettere skrevet end gjort.
Henne ved svævebanen opdagede vi, at de først startede en time senere kl. 10.45, og det havde vi ikke tålmodighed til, så vi tog istedet en metro og fortsatte op ad bjerget med kabelbanen Funicular de Montjuic. Turen med kabelbanen tager kun 2½ minut, og turen kan foretages på det samme metrobilletklip. 
Vi fandt også legepladsen Jardins Joan Brossa, hvor der er en statue af Charley Rivel, og desuden både var udsigt over byen og spændende legeredskaber, så der tumlede Nanna rundt, inden vi gik hen til det nærliggende kunstmuseum for Joan Miró.
Masser af mennesker gik rundt med alvorlige miner og så højkulturelle ud, og jeg fandt da også et lille værk oppe på terassen, som jeg synes meget godt
om - det havde da i hvert fald nogle pæne dameben. Nanna var igen utrættelig, og der var ingen rum, der kunne snydes uden om, så hun må være født med et veludviklet museumsgen. 
Nede i gadeniveau ligger Font Mágica, der er et springvand designet til verdensudstillingen i 1929, og her kan opleves en vandballet med lys- og lydshow til tonerne af Tcaikovsky og Witney Houston. Springvandet trækker stadig en større menneskemængde til, men ak og ve og øv, kun fra maj til september og kun torsdag til søndag og så i tidsrummet 21.30 til 23.30. Nå, sådan et gammelt mølædt springvand er der nok heller ikke meget ved, så vi gik fornærmede forbi til Poble Espanyol, hvor en familiebillet kostede 15 euro.
Til gengæld er det virkelig gode forretninger med glas, masker, smykker, dukker, trælegetøj, vifter, og vores favorit var porcelænsfigurer i massevis, men de var ret dyre. Nanna fik en vifte, som hun var meget glad for, og ellers fik vi en sen frokost på et lille solbeskinnet torv. 
På trods af torden og lynild om natten, vågnede vi til det skønneste skyfri vejr og behagelige 22 grader. I nærheden af vores hotel ligger Vila Olimpica, der er en ny bydel, der har rejst sig på et forfaldent industri- og jernbaneområde. Det var i forbindelse med De Olympiske Lege, at et forfaldent område blev omdannet til lejlighedskomplekser, shoppingcentre, kontorer og parker, samt Spaniens to højeste megaskyskrabere. Området ligger helt ude ved stranden med en dejlig fodgængerpromenade, og da Port Olimpica er oversået med cafeer og restauranter, er det om sommeren blevet et af Barcelonas mest livlige områder. 
Vi gik ud af gaden Avinguda D´lcária, og der ligger som gadekunst nogle meget moderne og meget grimme såkaldte kunstværker, så vi lukkede øjnene og endte ved kirkegården Cementiri de lÉst. Kirkegården er fra 1819, og i den nyere afdeling ligger de afdøde i 7 etagers tætpakket etagebyggeri, og det var gade op og gade ned. Hver indbygger havde ud mod gaden en ca. 50x50 cm murstenslåge, der ofte var pyntet med billeder og plastikblomster. For at de sørgende kunne komme op til de øverste etager, stod store wienerstier med hjul, men vi så kun en enkel gammel kone, der puslede rundt.
Den ældste og inderste del af kirkegården har en anderledes og anden pragt, med luksuøse gravmonumenter i form af små mausolæer udsmykket med statuer af engle og alt til faget henhørende. Der var pænt rent dernede, men alt var i forfald med forvitrede murstykker og statuer, hvor ansigterne var udviskede. I hundrede år havde ingen restaureret noget som helst, og det gav en speciel atmosfære med den tidligere storhed, der langsomt var ved at forfalde til grus. 
Endnu engang prøvede vi at komme med svævebanen over havnen, men et skilt henne ved tårnet forkyndte, at elevatoren var i stykker, og man skulle gå hen til næste tårn på den anden side af havnebassinet. Så var det, at vi opgav overhovedet at prøve den svævebane, og den var sikkert også alt for dyr og rigtig dårlig og rønnebæragtig kedelig.
Indgangsbilletten til Tibidabo med indbygget turpas koster 22 euro for voksne og personer over 120 cm, men fryd fryd kun 9 euro for seniors over 60 år. Til gengæld måtte jeg lidt duknakket skilte med mit blå armbånd, hvor de andre gik med oprejst pande med deres røde bånd.
Navnet Tibidabo er afledt af djævelens ord på latin til Kristus, da han ledte ham op på et bjerg og tilbød ham alt, hvad der kunne ses: ”Haec omnia tibi dabo si cadens adoraberis me”.( Alt dette vil jeg give dig, hvis du knæler og tilbeder mig.)
På toppen af bjerget ligger en kirke fra 1940 der ifølge "Turen
går til Barcelona" ikke er videre smuk, hvilket jeg bestemt er
uenig i. 
Spøgelseshuset, som Nanna så gerne ville prøve, fortrød hun på halvvejen, og hun lovede sig selv, at hun aldrig skulle derind igen. Vi prøvede flere andre forlystelser, men fik desværre overset Museum dels Automats, der har en stor samling af robotter og mekaniske dukker. Parken er ikke stor, men de har dog fået proppet meget ind, da den ligger på en bjergskråning. 
Overskyet dag, men mildt med 20 grader. Vi gik lidt rundt i byen i de smalle gader med balkoner fyldt med potteplanter og vasketøj, og stødte på Santa Maria del Mar kirken, der er opført mellem 1329 og 1384. I 1936 satte anarkister ild til kirken, så barokinventaret gik op i flammer, og det bevirker, at kirken i dag fremstår meget enkel. Til gengæld er der 13 meter imellem de enorme ottekantede søjler i kirkens 3 skibe, og det giver en enorm rumfornemmelse, og tankerne gik uvilkårligt til Ken Follets rigtig gode bog ”Jordens søjler”.
Vi gik videre igennem byens snævre gader, hvor vasketøjet hang imellem
husene, og man uværgelig støder på små hyggelige pladser med statuer. 
Et sidste kulturelt indslag var besøg på Picasso Museet, hvor indgangen kostede 8,5 euro for voksne, og Nanna var gratis. En lang kø snoede sig i den snævre gade, men det gik ret hurtigt med at komme ind, da der var tre kasser åbne. Museet har over 1 million besøgende om året og endda med stigende besøgstal, så museet har haft råd til køb af endnu to paladser, så det nu råder af 5 middelalderpaladser. Picasso var født i Madrid, men tilbragte det meste af sin ungdom i Barcelona, og det var her, han havde sin første udstilling i 1900. 
Voksmuseet og så skulle vi hjem igen.
Hvis vi havde rejst med Spies, kunne det nemt blive en ferie, vi ikke ville hjem fra, men der var ikke andet for end at finde en taxi. Taxituren til lufthavnen kostede denne gang 30 euro incl. en for hver af vores kufferter, men måske blev der kørt efter et andet takssystem, da det var helligdag. Flyet var forsinket, og det blev noget værre natteroderi, inden vi nåede hjem til lille Borup.