Berlin 9 år efter Murens fald.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

September 1998

I 1945 kørte den britiske general Arthur Tedder igennem Berlins rygende ruiner og erklærede bagefter, at byen aldrig kunne genopbygges, og at den burde henligge urørt som et mindesmærke over preussisk militarisme og naziregimet. Mange andre var enige i hans opfattelse, men alligevel er byen bygget op igen, selvom den undervejs skulle gå så grueligt meget igennem. Først en to måneders plyndring af de russiske tropper over hele byen, inden de vestallierede kom på plads i deres besættelseszoner og heller ikke helt kunne stå for fristelsen til at flytte et og andet hjem til England og Frankrig.

Forskellen i de tre vestlige allierede sektorer og den sovjetiske sektor blev i 1948 efterhånden så stor, at sovjet blokerede alle forbindelsesveje til Vestberlin, og efter nogen tøven besluttede den amerikanske regering at iværksætte en luftbro, der i næsten et år fløj alle fornødenheder ind til Vestberlins 2 millioner indbyggere.

Senere i 1949 blev de to tyske stater formelt delt, og selvom Østberlins indbyggere efter Stalins død i 1953 forsøgte en opstand, blev denne " facistiske sammensværgelse" slået ned, og de kommunismens lyksaligheder lagde sig over byen. Ikke alle brød sig om denne form for lyksalighed, så da millioner af østtyskere var flygtet over grænsen, og strømmen efterhånden svulmede op til en rivende flod, rullede kommunisterne pigtråden ud, sænkede jerntæppet og i Berlin blev Muren opført.

Her lå den så i 28 år, dette mærkværdige groteske bygningsværk, indtil der i efteråret 1989 gik hul i den ungarnske del af jerntæppet. Efter vedvarende demonstrationer på Alexanderplatz i Østberlin, hvor politiet traditionen tro uddelte knippelsuppe, men man bliver jo efterhånden træt i armene, når menneskemængder i størrelsesordenen mellem en halv til en hel million demonstrerer, så overgangene til Vestberlin blev åbnet den 9. november 89.

Selvom murspætterne havde tyvstartet, begyndte man først i juni 1990 officielt nedrivningen af Muren, og i oktober 1990 blev de to tysklande så genforenet, d.v.s. det var nu nok DDR, der blev optaget i Forbundsrepublikken og derfor pænt måtte bøje sig for storebror. De mange års adskillelse, med 2 helt forskellige politiske systemer, sætter sine spor både i byen og i befolkningen, så der går mange år, inden Berlin er helet igen og vokser sammen til en by.

Berlins nyere historie har altid facineret mig, og da det efterhånden var over 8 år siden, vi var nede og hjælpe lidt til med at hakke Muren ned, havde vi henlagt en lille sensommerferie til Berlin, for at se hvordan det stod til.

Færgen Gedser - Rostock sejler lige til døren til de tyske motorveje, så allerede midt på eftermiddagen havde vi tilbagelagt strækningen igennem det gamle Østtyskland, og fandt det nybyggede hotel Tulip Inn i Berlins sydlige del. Igennem FDM havde vi lejet en hotellejlighed til 390 kr. pr.døgn og jeg ved ikke hvorfor, men det var ca. det halve af prisen på et hotelværelse, dog lidt nærmere centrum. Den eneste forskel, der kunne spores mellem et almindelig hotelværelse og denne lejlighed var, at vi havde et skabskøkken med et par kogeplader og tilhørende tallerkener og bestik, men ellers var det hele ganske nydeligt med både balkon, TV og en stuepige, der dog ikke ville acceptere den måde vi redte seng på, for hovedpuderne skulle stå med to snipper op i vejret.

Fra vi ankom til Berlin, og til vi 5 dage efter rejste igen, stod vores bil trygt og godt på hotellets P-plads, og så benyttede vi os ellers af apostelenes heste kombineret med Berlins fortræffelige offentlige transportsystem af U-bane, S-tog, busser og sporvogne. Et Berlin Welcome Card kostede kun 29 DM og gav 72 timers fri afbenyttelse af hele Berlin og omegns kollektive trafik, foruden rabatbilletter til en stor del af byens seværdigheder. Der var kun 5 minutters gang fra hotellet til den nærmeste U-bane station, og da togene kørte med få minutters mellemrum, tog det kun et kvarters tid at køre til Alexanderplatz, der er knudepunkt for lokaltrafikken og centrum for det gamle Østberlin.

Alexanderplatz, og især området i forbindelse med stationen, er livet gevaldig op, siden vi var der sidst, med masser af forretninger og restauranter, men ellers er bebyggelsen omkring pladsen ret kedelig, med stort betonbyggeri i bedste østeuropæiske stil. I forbindelse med pladsen ligger Marienkirche, der i miles omkreds er et af de få bygningsværker, der nogenlunde overlevede krigen, og så et af Berlins vartegn, det 365 meter høje fjernsynstårn.

I et stormagasin på pladsen bugnede mad og delikatesser ud over alle grænser, så det var svært at forstå, at for blot 8½ år siden, stod folk her i lange køer for blot at købe en banan.

Vi gik videre ad den berømte pragtboulevard Unter den Linden, hvor nazisterne afholdt deres store militærparader. Da de endelig var færdige med at marchere i 1945, var glansen gået af Sct. Gertrud, og DDR havde et møjsommeligt arbejde med at genskabe fordums pragtbygninger af de rygende ruinbunker. Boulevarden kom igen til ære og værdighed og kunne igen danne ramme om parader, men nu 1. maj parader, festligholdelse af Stalins fødselsdag, og sidst DDRs 40 årsdag d. 7. oktober 1989, inden systemet igen kolapsede.

På Unter den Linden så vi et ejendommeligt udslag af moderned bykunst, og man kunne godt blive lidt forarget over, at der virkelig var råd til det under opbygningen. Kunstværket bestod af et 20-30 cm tykt lyserødt eller lyseblåt rør der bugtede sig i skarpe knæk, nogen gange langs fortovet og andre gange hævet op, så biler kunne passerer. Senere så vi mange af disse pastelfarvede rør der bugtende sig igennem bybilledet, og det begyndte at gå op for os, at det nok alligevel ikke var kunst, men havde en eller anden praktisk betydning i forbindelse med de store byggepladser.

For enden af Unter den Linden ligger Brandenburger Tor, den eneste tilbageblevne af Berlins 18 byporte og nu som før et af de mest kendste bygningsværker i Berlin. På toppen af porten findes en stor broncestatue forestillende en fredsgudinde med vogn og firspand, d.v.s. på et tidspunkt blev fredsgudinden omdøbt til sejersgudinde, og hele statuen har også været en tur i Paris, da Napoleon hjembragte den som krigsbytte i 1807.

Før Murens fald lå Brandenburger Tor næsten i skillelinien mellem øst og vest, med Muren i en bue vest for porten, og på østsiden gik maskinpistolbevæbnede grænsesoldater rundt og skræmte alle væk, i flere hundrede meters afstand. I vore dage er alle spor af muren væk, og fodgængere og bilister passerer livligt igennem porten, og det eneste spor af de svundne tider er 4-5 souvenirsælgere, der går rundt og falbyder militæremblemer, militærkasketter og lignende fra det svundne DDR.

Nogle få hundrede meter fra Brandenburger Tor ligger Potsdamer Platz med Europas største byggeplads, og hvor store koncerner opfører kontorhuse, boliger og indkøbscentre. Det så ud til, at hele kvarterer var ved at blive opført, men overalt i Berlin er der byggepladser, og ved at dreje mig 360 grader rundt, talte jeg 85 store byggekraner indenfor synsvidde. For at anskueliggøre Berlins byggeboom, er der opført en 3 etagers stor rød informationspavillion med modeller, plancher og film af de vigtigste byggeprojekter, og bagefter kan man så gå op på taget og se nogle af byggeaktiviteterne i naturlig størrelse.

Klokken var efterhånden blevet 8 om aftenen, og det havde åbenbart gjort underværker at være 300 km syd for de hjemlige himmelstrøg, for selvom det var overskyet, var det så lunt at vi kunne gå rundt uden overtøj.

Næste morgen ville vi prøve at finde de få rester af Muren, og ellers mest holde os i den vestlige del af byen. Igen ned i undergrundsbanen, og vi bemærkede at tobaksrygning ikke er tilladt hverken i togene eller på stationerne, og det er en fin sidegevinst, hvis man er ikkeryger. En anden sidegevinst ved brug af de offentlige transportmidler er studiet af sine medmennesker, og det er altid interessant at se den forbipasserende mangfoldighed af menneskeheden. Selvom vi hver dag brugte de offentlige transportmidler meget, var der ikke en eneste gang kontrol af billetter, så hele systemet må for en stor del hvile på tillid, men vi havde samvittigheden i orden med vores 72 timers billet i baglommen.

I Niederkirchnerstrasse står nogle få hundrede meter af Muren, og disse sidste betonplader er nu erklæret for bevaringsværdige. Murstykket er dog hullet af "murspætter" og er grafittimalet, og er vel nærmest nu et mindesmærke om Murens fald og ikke om den kolde krig, hvor Muren stod hel og hvid, ihvertfald på den østlige side. Allerede nu er det svært at se, hvor Muren tidligere har gået gennem byen, og der har været røster fremme om at markere forløbet gennem byen enten ved bemaling eller 2 rækker sten i vejbanen, men det er svært at blive enige, og det bliver næppe gennemført.

Niederkirchnerstrasse hed tidligere Prinz Albrectstrasse og parallelt med Muren ligger et andet mindesmærke fra Berlins dystre fortid, idet et kældermurstykke fra SS og Gestapos hovedkvarter er blevet fritlagt og danner baggrund for en meget stor fotoudstilling "Topographie des Terrors". Medens vi så udstillingen, gik flere skoleklasser rundt med deres lærere, og jeg håber, at eleverne forstod, at i disse kælderrum skete uhyrligheder, som aldrig må ske igen.

Lige i nærheden ligger eller lå Checkpoint Charlie, der var det berømte overgangssted mellem den russiske og amerikanske sektor, og hvor parterne viste tænder i oktober 1961 ved at køre kampvogne frem og pege på hinanden i et døgnstid, inden de besindede sig og trak sig tilbage, og hele verdenen kunne ånde lettet op. Nu er kun navnet Checkpoint Charlie tilbage, idet der på stedet er bygget et stort kontorkompleks, men lige i nærheden ligger Haus am Checkpoint Charlie, der indeholder et museum om bygningen af Muren og de mange flugtforsøg. Med hjemmelavede fly, undervandsbåde, luftballoner, hemmelige rum i biler, gravning af tunneler og ruller på højspændingsledninger har opfindsomme mennesker sat livet på spil for at komme ud i friheden.

Nu skal sådan et berlinerbesøg jo ikke være det rene alvor, så da der i vores Welcome Card også var rabatbilletter til Berliner Gruselkabinett, og vi alligevel var i nærheden, gik vi ind for at se på herlighederne. Museet, hvis man kan kalde det sådan, var indrettet i en gammel 3. etagers bunkers, til værn for de togrejsende ved luftbombardementer under verdenskrigen. Kælderetagen stod som i krigens dage, med bænke i de dystre cementrum, og fotografier taget kort efter krigen viste, at bunkeren var solid og hel, medens alle andre bygninger i miles omkreds lå i ruiner.

På de to andre etager var rammerne for en uhyggestemning iorden, med knirkende ståldøre, mørke gange og dunkle rum med voksfigurer i tabloer, visende middelalderlig lægekunst og anden gys og gru fra de gode gamle dage, men så var der lige det, at der på øverste etage rendte levende "spøgelser" rundt mellem voksfigurerne. Det, at vi ikke kunne føle os sikre på, hvornår en af voksfigurerne blev levende og trådte frem, eller gemte sig bag døre og lydløst susede forbi os bagfra, gjorde, at vi tilsidst klamrede os til hinanden, og Gitte mente, at det var første gang, hun nogensinde har hørt mig skrige. Der gik timer bagefter, inden vi holdt op med at kikke os bag skuldrene, og ikke ti vilde heste skal få mig ind i det gruselkabinett igen.

Så det var dejligt at komme ud i fri luft og gå tur i den 240 ha store Tiergarten park. Træer og buske blev i efterkrigsårene fældet til sidste pind, for at skaffe brændsel til frysende berlinere, men nu er træerne vokset op igen og berlinerne er så glade for deres park, at der let opstår problemer med miljøaktivister, når der i plejeøjemed tyndes ud i træbestanden.

Næsten midt i parken står den 67 m høje sejrssøjle fra 1873, der bl.a. er rejst til minde over Preussens sejr i 1864 over lille Danmark. 285 trin fører op til toppen af kransekagen, med en over 8 meter høj forgyldt sejersgudinde, og hvorfra der er en god udsigt til både Øst- og Vestberlin. Kort efter krigen krævede franskmændene sejrsmonumentet sprængt i luften, men selvom datoen for bortsprængningen var fastsat, forbarmede amerikanerne sig og hindrede sprængningen. Så her står den stadig og minder om svundne kriges sejre, men også om den sidste tabte krig, da utallige skudhuller fra 2. verdenskrig ses i granitten.

Schloss Charlottenburg er Berlins største og smukkeste slot, med til og ombygninger i en næsten hundredårig periode fra 1695 til 1791. Slottet blev så stærkt ødelagt under krigen, at bystyret påtænkte at rive resterne ned, men heldigvis blev slottet genopbygget, og så vidt det var muligt blev interiørerne genskabt. Det hele er nu så fornemt, at stueetagen kun kan besøges med ledsagelse af guider, og da der var ventetid på guidede turer, nøjedes vi med selv at gå rundt på 1. etage, medens vi ganske gratis polerede deres gulve med store påbudte filttøfler.

Parken omkring slottet blev ligeledes ødelagt under krigen, og den blev i en lang årrække brugt som køkkenhave af områdets beboere, men efter studium af gamle fotografier, er den genskabt i fordums herlighed. Der er dog den lille detalje, at efter genforeningen er parkens personale skåret ned, og en del overflyttet til Østberlinske parker, så ukrudtet trivedes imellem de flot anlagte blomsterbede.

Efter et velfortjent hvil i den trods alt smukke park, nåede vi sidst på eftermiddagen til Kurfürstendamm, der er det tidligere Vestberlins hovedgade og med Breitscheidplatz som byens midtpunkt. Efter langvarige diskussioner efter krigen, blev det besluttet at bevare det sønderskudte tårn fra den gamle Gedächtniskirche, der nu står som en kæmpemæssig ruin, omgivet af den nye kirke med sit sekskantede kirketårn og ottekantede kirkeskib. Det nye tårn og skib kaldes i daglig tale læbestiften og pudderdåsen, og er opført af glassten i forskellige blå nuancher, og det må siges, at byggeriet vinder ved nærmere bekendtskab. Da vi sad i kirken og beundrede lyseffekterne igennem de blå sten, begyndte orglet pludselig at bruse, og der startede en gudstjeneste. Så vi måtte pænt blive siddende og se fromme ud, og under den tyske prædiken, som jeg ikke forstod et ord af, talte og gangede jeg, og fandt ud ud af, at kirken er bygget af 11.200 glassten, og det er jo meget rart at vide.

På Kurfürstendamm og de omliggende gader var der masser at se på, med et mylder af forretninger, restauranter, og markedsboder, og i Europa Centret står et flere etagers højt imponerende vandur, der med et utal af gennemsigtige rør og kupler tæller tiden. Hele området myldrede af mennesker, der sad på fortovscafeer og lod sig beskue, eller drev rundt som os og kikkede, og nød storbyatmosfæren og den stadig lune sommeraften.

Næste dag havde vi bestemt skulle være helliget Berlins østlige del, så vi kørte til Alexanderplatz og gik en omgang rundt om verdensuret, og fortsatte ud i det gamle arbejderkvarter Prenzauer Berg, hvor flere af gaderne var blevet smukt restaureret. Andre gader var forfaldne og der står endnu huse tilbage, der ser ud som om verdenskrigen sluttede igår, med skudhuller og pudset hængende i laser. Nogle af husene turde vi kun liste forbi, idet store tunge stenaltaner kun blev holdt på plads af rustne jerndragere, og det så ud som om, det hele kunne styrte ned nårsomhelst. Stilladser rundt omkring i gaderne tydede dog på, at der arbejdes kraftigt på at bringe det hele på fode igen, og det kan da godt ende med at blive et rigtig hyggeligt kvarter.

På Schonhauser Allé gik vi ind på den jødiske kirkegård, men efter nogle få skridt blev vi standset, og jeg blev bedt om at iføre mig en lille sort kalot under besøget. Kirkegården stammer fra 1827, og i tidens løb er 22.000 jøder blevet begravet her. Begravelsespladsen var sluppet nogenlunde lempeligt igennem nazitiden, men mange gravsten lå stadig væltet eller var knust, og et tykt tæppe af vedbend dækkede næsten det hele. Efter krigen lå pladsen urørt hen, indtil man i 1985 efter sigende påbegyndte en restaurering, men de må være startet i et fjernt hjørne, som vi ikke så noget til.

Forrige gang vi var i Berlin, spiste vi i fjernsynstårnets restaurant, der er beliggende i en kugle 207 meter over jorden, og måltidet dengang kostede 26 kr for to personer incl. drikkevarer. Nu ville vi se om alt var ved det gamle, og vi bestilte en svinefilet med svampe, kartofler og grønsager, samt et glas vin. Kødet var blevet betydelig mere mørt i mellemtiden, til gengæld var prisen næsten 10 doblet til 66 DM, men denne gang var der heller ikke noget med veksling til favorable sortbørspriser.

Efter et velfortjent hvil vandrede vi ud af den tidligere Stalin Allé, senere omdøbt til det noget mere spiselige navn Karl-Marx Allé, og den skulle efter sigende være et østtysk forsøg på at lave en pragtboulevard. Hele kvarteret var så ødelagt efter krigen, at det meste blev revet ned, og i halvtredserne og tredserne blev der så langs boulevarden opført firkantede beboelsesblokke, som prestigebyggeri i beton eller byggeri beklædt med fliser og keramik. Kort efter genforeningen blev nogle af bygningerne fredet, fordi de repræsenterer den socialistiske ånd i genopbygningen af Berlin, hvorimod en 19 meter høj statue af Lenin i rød granit var for meget, så han blev fjernet. Nu ser hele kvarteret lettere forfaldent ud, og synsindtrykket forstærkes af lukkede butikker og restauranter, og på de meget brede fortove, var der foruden os, stort set ikke en sjæl.

For 9 år siden var bybilledet i Østberlin præget af de mange Trabanter, der kørte rundt og osede så det sved i øjnene, men heldigvis for sundheden er de nu forsvundet, måske bortset fra det ene eksemplar, vi så holdende ved en kantsten og endda forsynet med nummerplader. Vi købte forresten også selv en helt ny Trabant, dog i legetøjsstørrelse, men made in China og leveret i originalindpakning - en papirspose.

Sporvognene kører stadig i Østberlin, så da apostetelenes heste begyndte at blive trætte i benene, tog vi nogle sightseeing ture af tilfældige linier rundt i byen. Efter at have været ude i periferien og vende, kom vi tilbage til centrum, og så kikkede vi os forundret omkring, da vi pludselig sad mutters alene i sporvognen. Selvom det var midt i centrum var næste stop endestationen, og det er selvfølgelig eftervirkninger fra den delte by, så selvom Muren er væk, går der mange år før 2 så forskellige byhalvdele bliver forenet og sporene udslettet.

Sidste dag i Berlin var vi slet ikke i Berlin, men tog med S-toget til Potsdam, der ligger lidt sydvest for det storberlinske område i det tidligere DDR. Vi skulle bl.a.ud at se på slotte, men her kommer jeg i tanke om et tidligere besøg i Berlin for omkring 20 år siden, dengang vores børn var små.

Vi havde set et billigt tilbud om 3 overnatninger på luksushotel i Berlin og med guidet bytur. Rejsedeltagerne skulle selv transportere sig til Berlin og rejseselskabet skulle så mødes i forhallen på hotel Europa midt på Alexanderplatz i DDR. På det angivne tidspunkt mødte vi op og kikkede os omkring efter de andre rejsedeltagere, men der var ingen at se. Til gengæld kom en pæn ældre mand os i møde og spurgte, om vi var familien Greiner, for så skulle han være vores guide de næste par dage. Det var han så fra morgen til aften og også under måltiderne, og det var lige før han puttede os, når vi skulle i seng.

Efter aftensmaden kom chaufføren med minibussen, og så startede byrundturen, samt hele næste dag, og mærkværdigvis så vi overhovedet ikke noget til Muren. Den sidste dag var heldagsudflugt til Potsdam og slottet Sanssouci og igen med både guide og chauffør, og i en stor bue uden om Vestberlin, som vi ikke så skyggen af.

Da vi kom til slottet blev familien Greiner budt velkommen af en speciel slotsguide, som viste os rundt de næste par timer. Jeg kan ikke huske ret meget af slottet, men det gjorde indtryk på mig, at da vi trådte ind i en fornem sal, stod en hel masse mennesker og kikkede, på den anden side af den afspærring, hvor vi blev vist rundt. Gad vide, hvad de har troet, vi var, siden vi skulle have den særbehandling. Det var forresten ikke særlig morsomt, med to mindre børn, at have guide og chauffør på hele dagen, så det var herligt, da vi næste morgen kunne vinke farvel til guiden, og igen være os selv.

Tilbage til nutiden stod vi af toget lidt før Potsdam for at besøge filmbyen Babelsberg, der blev grundlagt i 1911 og havde sin storhedstid i stumfilmens dage, med indspilninger med bl.a. den danske stjerne Asta Nielsen og senere Marlene Dietrick. Under krigen blev studierne brugt til optagelse af nazistiske propagandafilm, og senere kom turen så til de kommunistiske propagandafilm. Filmstudierne bliver stadig brugt, og der arbejdes på at gøre Babelsberg til et nyt europæisk Hollywood, men det halter nu nok noget, især da den kendte instruktør, der skal få Babelsberg på benene, stadig selv bruger filmstudier i USA.

I et hjørne af filmbyen er indrettet en forlystelsespark med film som det gennemgående tema, og der er rundvisninger igennem forskellige kulisser og rekvisitrum, med alt muligt på hylderne fra romerske søjler til kæmpestore monstere. I løbet af dagen er der forskellige shows, hvor det mest imponerende var et stuntshow, hvor to rockerbander kæmper mod hinanden, medens biler og motorcykler hvivler rundt i eksplosioner og brande.

Det hele er da meget godt, og vi kunne sagtens få en halv dag til at gå i filmparken, men hvis man har sat næsen op efter lidt i retningen af Universal Studios i Los Angeles eller Disney Studios i Florida, så bliver man slemt skuffet, og Babelsberg virker i den sammenligning ret amatøragtigt.

Selvom Potsdams ligger i umiddelbar nærhed af Berlin, er Potsdam hovedstad i delstaten Brandenburg, og har i en lang periode efter Trediveårskrigen været residens- og garnisonsby. Potsdam var tidligere selve symbolet på det gamle militaristiske Preussen, så selvom byen ikke havde den store militære betydning, var den alligevel i 1945 målet for massiv britisk luftbombardement og store dele af byens centrum blev ødelagt. Slottet blev også bombet, og med nogen velvilje var det muligt at genopbygge det, men styret i DDR valgte at rive resterne ned, da der manglede en ordentlig plads til afholdelse af 1. maj parader.

Trods ødelæggelser er der mange bevarede bygningsværker i Potsdam, bl.a. det gamle Hollandske kvarter, så byen fortjente egentlig et flere dages besøg, men vi havde kun en halv eftermiddag tilbage, og vi skulle også ud i den 300 ha store Park Sanssouci.

Selv uden for Potsdam fungerede det offentlige transportsystem fortræffeligt, idet der næsten udenfor Potsdam S-station holder en bus, der kører igennem byen og siden igennem den store park, hvor vi så stod af i den fjerneste ende. Her ligger parkens største slot, det 240 meter brede Neues Palais fra 1763 og udsmykket med over 400 sandstensfigurer. Bygherren Frederik den Store kaldte det selv for et "praleri", men boede her selv kun lidt, så slottet blev brugt som gæstebolig. Man kan komme ind i slottet, og vi beundrede især "Grottesalen" der er udsmykket med koraller, fossiler og halvædelstene, men ellers trængte hele slottet til en kærlig hånd, og de er da også begyndt på restaureringen.

Frederik kunne bedre lide sit lille slot Sanssouci, der betyder "uden bekymringer" og det var hans yndlingsopholdssted, når han da ikke lige var i krig. Slottet er bygget på et kunstigt bjerg med et stort terassekompleks med 4,5 km sydvendt mur med skiftevis mur og glas og i Frederiks tid beplantet med alle mulige sydlandske frugter til herskabskøkkenet, men idag erstattet med 200 forskellige vinsorter.

Intet blev sparet ved bygningen af slottet og den tilhørende park med terrasser, springvand og skulpturer, og de senere konger udbyggede haveanlægget og lod opføre mindre slotte og andre bygningsværker i parken bl.a. et kinesisk guldhus med legemsstore kinesiske figurer belagt med bladguld, og et dampmaskinhus bygget som en moske med minaret, men med det praktiske formål at få tryk på parkens springvand.

Mange andre spændende bygningsværker ligger i parken, men det ville nok kræve mindst en hel dag hvis de alle skulle beses. På afstand måtte vi så nøjes med at kaste lange blikke efter ruinbjerget, der ikke er rester fra verdenskrigen, men er bygget som en ruin a la det antikke Rom, for at hensætte beskueren i den rette sydlandske stemning.

På de sidste rester af den fortræffelige 72 timers billet kørte vi tilbage til det gamle Vestberlins centrum ved Kurfürsterdam, fandt et sted at spise og gik ellers bare rundt og nød aftenstemningen, inden den sidste overnatning og hjemkørsel til Danmark, mætte af de mange indtryk.

Der er mange museer og seværdigheder i Berlin og Potsdam, som vi ikke fik set, og heldigvis fik den britiske general Arthur Tedder uret, da han påstod, at byen ikke kunne genopbygges. Med den fart byggeaktiviteterne har fået efter genforeningen og stadig har her i år 9 efter Murens fald, ser det endelig ud til at Berlins sår får mulighed for at heles, men for helt at slette sporene over menneskehedens galskab, går der nok mange år endnu.

Tilbage til forsiden