|
En rejsefortælling af Kim Greiner. Marts 1990. Efter tøbruddet i øst fik vi lyst til at se, hvordan det stod til i vores naboland DDR, nærmere betegnet Berlin. Igennem FDM havde vi bestilt en miniferie med 3 overnatninger på Palasthotel i Østberlin. Ifølge hotelguiden kostede en overnatning for 1 person 265 kr. incl. morgenmad, men da vi hentede hotelkuponerne, fik vi at vide, at østtyskerne lige havde sat prisen op til 410 kr. pr. person. Det var så næsten 900 kr. mere, end vi havde regnet med, men vi besluttede flot, at det så skulle være vores bidrag til genrejsningen efter det kommunistiske fallitbo. Vi valgte at tage med den gratis færge Gedser-Travemünde, selvom den er meget langsom og meget overfyldt, men den nåede da alligevel frem til Travemünde først på eftermiddagen og vi kørte de få kilometer igennem Vesttyskland til grænseovergangen til øst. Vi var lidt spændte på, hvor besværligt det ville være at passere, men det gik nu meget nemt. Hvis man hjemmefra har bestilt og betalt for sine overnatninger, får man uden problemer et turistvisum mod at erlægge 15 DM pr. person. Alt i alt tog det vel omkring 10 min. at få overstået grænseformaliteterne og de østtyske veje lå åbne foran os. Det første indtryk af landet var ikke det allerbedste, da der få kilometer fra grænsen var placeret en kæmpemæssig losseplads, og papir og plastikposer lå i vejkanten og hængte som pynt i buske og træer, men det viste sig, at bortset fra dette ene sted var der faktisk pinligt rent langs vejene og ikke mindst i Berlins centrum. Det første stykke efter grænsen kørte vi ad mindre veje og kom igennem en stribe små byer. Vejene var måske lidt mere ujævne og hullede, end vi er vant til hjemme, men de kunne da befærdes uden de store problemer, og igennem byerne gav det sig selv, at farten skulle sættes ned, da vejene meget moderne var brolagte. Yndlingsfarven på husene var tilsyneladende grå, men ellers så de meget beboelige ud, og det var rart at se de meget store hønsegårde, der fandtes overalt ved husene, så hønsene har da i det mindste ikke følt sig indespærret under det foregående regime. Efter ca. 80 km kørsel nåede vi transitvejen mellem Vesttyskland og Vestberlin. Det er en motorvej, og den er fuldt på højde med vestlige motorveje, blot er trafikintensiteten betydelig lavere. Bilerne på vejen var langt overvejende af mærket Trabant, men Wartburg og Lada var da også godt repræsenteret. Hver gang vi så en større bil, var det altid en vestbil. Men Trabanter kunne da også komme frem, og vi blev overhalet adskillige gange, selvom vi kørte 100 km i timen. Det overraskede mig egentlig, hvor meget skov der findes i Østtyskland. Store fyrreskove så man føler sig hensat til Sverige, og et par gange så vi endda flokke af dåvildt græsse i skovkanterne.
Vi var efterhånden godt sultne og gik tilbage til vores hotel, hvor der i underetagen var en grillrestaurant. Der var næsten altid kø her, da man også kunne gå ind fra gaden, men maden var virkelig god, så vi spiste her de 3 aftener, vi var i Berlin. Prisen må også siges at være rimelig, da en stor grilltallerken med lækkert kød, pommesfrittes, persillesmør og en skål salat samt vin til maden kostede 36 østmark for to personer eller ca. 28 kr. omregnet fra sortbørspriser. Jeg tænkte ikke over det den første aften, men de to næste aftener gentog det samme sig, så jeg er næsten sikker på, at de to servitricer tidligere havde arbejdet på en samlebåndsfabrik. Gæsterne sad i to afdelinger, og efterhånden som man kom ind, kunne man godt bestille og få sine drikkevarer, men ellers skete der ikke rigtig noget, før hele afdelingen var fyldt op med nye gæster. Så pludselig blev maden serveret for alle, så det gjorde ingen forskel, om man var kommet en halv time før eller siden. Medens man spiste, udskrev datamaten regninger, som blev delt ud, efterhånden som man havde spist færdig. Der blev ikke jaget med en, men det var en pudsig måde at gøre det på. Næste morgen skulle vi først igennem hotellets beskedne morgenmåltid med alt i normal morgenmad plus ca. 50 forskellige fade med pølse, kød, salater, frugt m.m., så turisterne skulle ihvertfald ikke mangle noget.
Rundt omkring i Østberlin findes mange statuer, bl.a. en 18 m høj granitstatue af Lenin, men også smukke kunstværker og springvand. Blomsterkummer og bede stod i fuldt flor med blomstrende stedmoderplanter, og også forsythiaen blomstrede på fuld kraft, så det var rigtig blevet forår i Berlin. Men det, der gav mest grøde i luften, var alle de plakater, der hang rundt omkring, med krav om frihed og nej til kommunisme. Om aftenen var vi igen ude at gå, selvom benene ikke var meget for det, men hovedet ville ud at se og på denne aftentur slog det mig, hvor stor lighed der er imellem Østberlins hovedstrøg og Borups hovedgade, blot med den forskel, at Borups hovedgade har betydelig flere forretninger og er langt bedre oplyst.
Vestberlin har ca. 2 mio. indbyggere og dækker 480 km2, hvoraf omkring halvdelen er dækket af søer, skove og parker. Vi parkerede i nærheden af muren for at se nærmere på dette bygningsværk. I en højde af 2 meter var næsten al graffiti hugget væk, og adskillige steder var der hugget hul igennem muren. Vi blandede os med de andre murspætter for at hugge nogle stykker af, men det er et meget gedigent bygningsværk. Så efter at have slået nogle mindre stykker af, og dermed nærmest symbolsk have været med til at fjerne et af menneskehedens skampletter, sprang vi over, hvor gærdet eller muren var lavest og købte en pose med ca. 10 murstykker med graffiti for 10 D-mark hos nogle professionelle murspætter.
Vi gik langs muren, og i en park stod en gammel bronzestatue fuldstændig overmalet med graffiti, jo vi er rigtig kommet til vesten. På vej op til centrum kom vi igennem en kæmpestor park og forbi et russisk soldatermindesmærke, der var flankeret af tanks og kanoner fra slaget om Berlin. To russiske soldater holder vagt dag og nat (ja, der er vel nok vagtskifte nu og da). Desuden forbi sejrsgudinden til minde om bl.a. felttoget mod Danmark i 1864.
Efter frokost på en Burger King begyndte det at regne, så vi gik hen til bilen, også for at se andet af Vestberlin end centrum. Men trafikken var så tæt, at vi ustandselig sad fast i køer, så vi besluttede at køre tilbage til Østberlin. Vi nåede dog at se, at der i den modsatte ende af Vestberlin ikke er nogen mur, men et dobbeltløbende meget svært metalhegn, igen med tomme vagttårne i ingenmandsland. Hjemme i Østberlin gik vi på cafe og fik æggelikøris til akkompagnement af et 5 mands orkester, der spillede wienermusik. Efter aftensmaden måtte vi igen gå på cafe for at få has på de 250 østmark. Næste morgen gik det hjemad nogenlunde samme vej som på udturen. Ved grænseovergangen nær Lübeck var der tæt trafik i begge retninger, og det var dejligt at se, at jerntæppet er blevet så rustent, at Trabanterne kan passere uhindret igennem maskerne. Der kan skrives meget om forskellen mellem Øst- og Vestberlin, men vejret er altså bedre i Østberlin.
|
Forår i Berlin.
Efter ca. 4 timers kørsel nåede vi Berlin og fandt uden det
store besvær Palasthotel i centrum. Hotellet er et
internationalt luksushotel, så det var både det dyreste, men
også det flotteste hotel, vi endnu har boet på. Kæmpemæssig reception og vestibule med tykke tæpper og lædermøbler og med
9 forskellige restauranter, barer, cafeer m.m. Værelset var også
det vilde luksus, selvfølgelig med farve-tv og med 12 forskellige
kanaler. På badeværelset lå foruden sæbe, shampoo og skumbad
også makeupfjerner, servietter, tandpasta og sågar også tandbørster
indpakket i cellofan, så det var ikke tandbørster, der gik på
omgang blandt gæsterne. Vi plejer at trives udmærket på et
vandrehjem, men det var meget sjovt også at prøve dette. 
Vi havde hjemmefra 300 DM med, foruden danske penge og
kreditcard, så vi følte os godt rustet, men vi vidste ikke,
hvordan valutasituationen så ud, og var ikke klar over, om vi
kunne bruge DM i Østtyskland. På hotellet kunne man veksle
vestvaluta til østmark, men kursen var 1 østmark for 1 D-mark, og
jeg mente at have læst, at kursen var lidt anderledes, så vi
udsatte vekslingen og gik i stedet en tur for at finde et sted at
spise. Klokken var efterhånden ca. 20, og selvom vi vandrede
omkring på byens hovedstrøg i en time, fandt vi ingen åbne
spisesteder. En mand kunne åbenbart se, at vi var vesterlændinge,
og han tilbød at veksle østmark for D-mark til kurs 5 for 1, så
vi vekslede 50 D-mark og fik således 250 østmark. Jeg havde kun
lidt dårlig samvittighed, da vi jo hjemmefra havde givet de 900
kr. i genrejsningsstøtte, og det var måske også lidt flot.
Senere fandt vi ud af, at der uden for vores hotel altid stod 3-4
unge mænd som var interesseret i at veksle, men vi havde nu
rigelig besvær med at bruge de 250 østmark.
Herefter så vi nærmere på Østberlin, der er DDRs hovedstad
og har lidt over 1 mill. indbyggere. Vi ville se byen til fods,
og da vi gik i ca. 10 timer, kom vi da noget omkring. Først ned ad den berømte gade Unter den Linden med nye og gamle
pragtbygninger i bedste bastante tyske stil. Gaden ender i
Brandenburger Tor, der er Berlins vartegn og danner grænse
mellem øst og vest. Her deles byen så af muren eller murene,
for der er to parallelle mure med 50-100 meters ingenmandsland
imellem. En grænseovergang ved Brandenburger Tor var fornylig
blevet åbnet, og den blev flittigt benyttet af mennesker, der
kom fra begge sider. Kun et par betjente ved vestsiden kikkede på
pas, men der var ingen bevæbnede soldater, og der var ingen
soldater i de mange vagttårnene, og store ruller af pigtråd lå
rullet op. Østmuren var stadig hel, medens der fra vestmuren lød
en ivrig hamren, og mange huller kunne ses, men det vil eller tør
østberlinerne åbenbart endnu ikke.
På den videre rundgang kom vi igennem kvarterer med en enorm
byggeaktivitet, hvor hele gader var ved at blive bygget op, men
der fandtes også mange ældre, hullede huse, som trængte til en
kærlig hånd. Alexanderplatz er en kæmpemæssig fodgængerzone
omgivet af adskillige pragtbygninger bl.a. det 39 etager høje
Interhotel Stadt Berlin. Nær pladsen står fjernsynstårnet, der
er 365 m højt og dermed Europas næsthøjeste, kun overgået af
Moskvas TV- tårn. Efter at have stået i kø en halv time kørte
vi op til Telecafeen i 207 meters højde. Her må man opholde sig
i en 1 time, og i løbet af denne tid roterer cafeen én omgang.
Vi fik serveret et stykke oksekød, og tankerne gik tilbage til
Chaplin i Klondike, men vores havde da en dejlig champignon-sovs,
og til 13 kr. pr. kuvert med drikkevarer kan man vel heller ikke
forlange alverden.
På Alexanderplatz ligger også DDRs største varehus, og der
manglede tilsyneladende ikke noget i vareudbuddet. Ellers er det
meget magert med forretninger i gaderne. Der findes her og der
store forretninger med tøj, sko eller tv-apparater og så med
enkelte små butikker indimellem, men det østtyskerne kalder
indkøbsgader, er ikke mere spændende end en lille, død sidegade
i København. Især fødevare-forretningerne er der så få af,
at jeg ikke fatter, hvor folk får deres mad fra. Vi kom igennem
kæmpemæssige boligkvarterer uden en eneste forretning i miles
omkreds. På Alexanderplatz var der stillet en bod op med
appelsiner og bananer, og folk strømmede til, men næsten alle
gik skuffede bort uden at købe noget, for et skilt forkyndte, at
betalingen kun kunne foregå i D-mark. Så det var jo synd, men
ellers så vi ingen køer ved butikkerne i Østberlin. 
Om eftermiddagen var vi bl.a. henne i Volkspark Friedrichshain,
hvor vi besøgte "Mont Klamott", et 78 m højt ruinbjerg,
nu bevokset med træer og buske og med en fin udsigt over byen. I
Vestberlin findes også adskillige ruinbjerge hvor det højeste
er 120 m højt og består af 26 mill. m3 murbrokker. Bjerget er
et søgt udflugtsmål og i snevintre centrum for Berlins
vintersport med skihop og kælkebane.
Næste morgen kørte vi til Checkpoint Charlie, der er
overgangssted for turister og med et visa, vi havde købt på
hotellet for 15 D-mark pr. person, tog det kun et par minutter at
komme igennem til vestzonen.
Der er ellers nogle, der påstår,
at DDR vil have lavet deres flag om, således at hammer og passer
skal skiftes ud med hammer og mejsel. Et sted var der hugget så
stort et hul, at man frit kunne gå ind i ingenmandsland. På
denne side er muren malet hvid, og hvide stykker er der ikke så
mange penge i, så nogle professionelle murspætter var ved at
male muren rød, hvorefter de gik i gang med hammer og mejsel.
Centrum omkring Kurfürstendamm må for en østberliner ligne
en blanding af slaraffenland og tivoli. Masser af forretninger,
varer og restauranter, tæt trafik af store biler og mindst
dobbelt så mange mennesker på gaderne som i Østberlin. På en
kort vejstrækning stod 15-20 mænd med tykke bundter pengesedler
i hænderne. Her kunne man tilsyneladende veksle, hvis man ville
over til østsiden og ribbe forretningerne for mad og tøj til en
syvendedel af normalprisen. Et sted sad en ung mand på en regnvåd
gade. På et skilt bad han om penge til mad - et udslag af
vestens lyksaligheder, eller var det en østberliner der sad der?
Ud for en Aldi forretning stod en lang kø af mennesker, og den
kunne vi altså ikke rigtig regne ud.