Bjørnene bider ikke i Sct. Petersborg.

Af Kim Greiner.

Hvordan er der egentlig bag det tidligere jerntæppe i vore dage? Myldrer det med forhutlede mennesker, tiggere der flyder i de møgbeskidte gader, og er der andet end faldefærdige huse? Jeg havde hjemmefra masser af fordomme, og især min kone Gitte havde lidt betænkeligheder ved at skulle undersøgen sagen på egen hånd. Vi havde fået russiske Irina fra Alt Rejser på Vesterbro til at bestille tog- og busbilletter, hoteller og visum, og alt klappede helt perfekt.
Faktisk er det min overordnede plan, at vi skal rejse Jorden rundt med tog, og hvor der ikke er lagt skinner, så med offentlige transportmidler, og første del af denne togtur gik fra København til Moskva. Første strækning var med Berlinerekspressen og vi var fremme i Berlin midt på eftermiddagen. Her havde vi kun en enkelt overnatning, da vi flere gange tidligere har været i denne spændende by. 

Tidlig næste morgen afgik toget til Warszawa, hvor vi havde to overnatninger på det skønne ”Polonia Palace Hotel”, som ligger lige over for det gamle kulturpalads, som Stalin i julegavehumør havde skænket til polakkerne. I vore dage ser Kulturpaladset håbløst gammeldags ud blandt højhuse af glas og stål og et indkøbscenter, hvis lige ikke findes i hele Danmark. Stalin roterer nok også rundt i sin grav, for en del af Kulturpaladset er ombygget til biograf, og der gik den nye ”Spiderman” film.

Imponerende at hele den gamle by i Warszawa er genopbygget som middelalderby, efter at tyskerne havde jævnet det hele med jorden, da de forlod byen under 2. Verdenskrig. I Warszawa var der rent overalt – ikke engang et cigaretskod flød på gaderne. Der var bugnende forretninger og dejlige cafeer, og vi så kun en enkelt tigger blandt ellers yderst velklædte mennesker. 

Videre med tog til Vilnius i Litauen, og vi skulle skifte tog tre gange undervejs. Togene afgik præcis til tiden, og vi nåede først på aftenen Vilnius, der rundt omkring trænger til en kærlig hånd, men der er også pragtgader, og foran rådhuset er der et stort torv med cafeer og alt i fineste orden. To overnatninger i Vilnius, og ud over morgenmessen i ”Morgengryets Port”, fandt vi ”Fristaden Uzupio” med deres manifest, her med et udvalg af deres 38 budskaber: ”Alle har ret til at lave fejl. Alle har ret til at være enestående. Alle har ret til at elske. Alle har ret til at være dovne eller ikke at gøre noget. Alle har ret til ikke at forstå noget.” Og der er også tænkt på dyrene: ”Alle hunde har ret til at være hunde. Ingen kat er forpligtiget til at elske sin ejer.”

 Vilnius’ gamle del ligger kirkerne så tæt, at der næsten kan spyttes fra den ene til den anden, og de fleste er sat i stand, efter at kommunisterne havde nedlagt de fleste og brugt dem som kartoffellagre o. lign. Ved domkirken fandt vi stenen, hvorfra den levende menneskekæde bestående af 2 millioner mennesker i august 1989 på en strækning af over 600 km stod hånd i hånd fra Vilnius over Riga til Tallinn i Estland i protest mod Sovjetunionens overherredømme af landene. Vilnius har også højhuse i glas og stål, betydeligt renere gader end i København og stort set ingen tiggere.

Mellem Vilnius og Riga i Letland er der ingen togforbindelse, så vi tog med en Ecolinebus, og midt på eftermiddagen ankom vi til Riga. 

I Riga hilste vi på Milda, der står på toppen af Frihedsmonumentet. I sovjettiden var sammenstimlen ved søjlen forbudt, og at nedlægge en blomsterbuket ved hendes fod var det samme som ganske gratis at få en enkeltbillet til Sibirien. 

Vi besøgte Rigas kæmpemarked, der har til huse i fire gamle zeppelinerhaller, og vi fik en drink på 22. etage i Radison Blue hotellet. I Den Russisk-Ortodokse Katedral blev jeg den ene dag bortvist, fordi jeg havde shorts på (næsten til knæene). Næste dag iført tækkelige lange bukser blev jeg kaldt til orden, da jeg sad i katedralen med benene over kors, og det gik helt galt, da jeg tog et billede af Jomfru Maria – så nu vil jeg alligevel ikke konvertere til den russisk-ortodokse kirke.

I en af byens mange smukke parker talte jeg med en kvindelig gartnerkollega med kun tre tænder i munden. Da det eneste hun kunne sige på engelsk var ”I love you”, var det tilsyneladende kærlighed ved første blik. Riga er ret turistet med mange kæmpestore fortovscafeer, og der var stadig ingen fattigdom at se, ud over et par enkelte tiggere, men slet ikke så mange som i København. Forresten så var gaderne i Riga også rene. 

Mellem Riga og Tallinn i Estland er der også kun busforbindelser, så endnu engang var det med Ecoline. Vi havde skiftet valuta nogle gange undervejs, men nu var vi tilbage i EURO land.
Tallinn er Nordens bedst bevarede middelalderby, og Tallinn betyder faktisk danskebyen, og det var her, at Dannebrog faldt ned fra himmelen og gav danskerne sejr og herredømme over landet, indtil vi solgte hele herligheden til tyske riddere i 1346.

I den gamle by ligger den store russiske ”Nevsky-Katedral” fra år 1900. Efter friheden fra Sovjet var der planer om at rive den ned, men det er nu indset, at den er en del af kulturhistorien. Tallinn er også en rigtig turistby, men turisterne forlader nødigt den gamle, hyggelige by. Uden for centrum har Tallinn også bygninger af glas og stål, de har rene gader, og vi så ikke en eneste tigger.

Fra Tallinn til Sct. Petersborg er der igen togforbindelse, og på denne strækning er tålmodighed en dyd, for det tager 1½ time at passerer grænsen til Rusland. Først kom grænsevagterne fra Estland, inden toget kørte et par hundrede meter, og ved den russiske grænse blev passene inddrager til nærmere undersøgelse, og toget blev snuset igennem af en schæferhund. 

Sct. Petersborg er Ruslands vindue til vesten, og byen er grundlagt af Peter den Store i 1703 efter forbillede af vestlige byer. Byen er også fyldt til bristepunktet med turister, og vi skulle skære os igennem menneskemængden især ved Vinterpaladset og ved Peterhof, der er spækket med forgyldte statuer og vandkaskader. I Peter-Paul-katedralen dvælede vi ved kejserinde Dagmars grav. I Rusland kom den danske prinsesse Dagmar til at hedde tsarina Maria Fjodorovna. Hun var umådelig populær i Rusland, og hun blev mor til den sidste tsar, Nikolaj 2., der blev myrdet af bolsjevikkerne. Der er mange andre seværdigheder i Sct. Petersborg, men den største for os var bjørnene. 

Bjørnene er en vandreudstilling af godt 2½ meter høje, tykke bjørne. Hver bjørn repræsenterer de 143 lande i FN, og hver bjørn er malet af en lokal kunstner fra hvert land. De var så utroligt smukke og spændende, at vi vendte tilbage flere gange for at beundre dem. ”The Buddy Bears” havde turneret verden rundt, og endestationen var her i Sct. Petersborg. Bjørnenes smukke budskab er, at vi skal gå sammen hånd i hånd i en fredelig verden med tolerance for andres kultur og religioner.

Denne artikel er skrevet medens vi ventede på nattoget til Moskva, men det er en helt anden historie. Og forresten til orientering, så er Sct. Petersborg også betydeligt renere end København, og der er færre tiggere. De tykke russerkoner med tørklæde og en roe under armen er forsvundet, for de er skiftet ud med slanke piger i stramme bukser, høje hæle og med en mobiltelefon klæbet til øret. 

En mere udførlig fortælling om vores oplevelser bag det gamle jerntæppe kan læses i de syv efterfølgende afsnit på denne hjemmeside under "Togrejse Jorden rundt", og ét er sikkert – der er sket ting og sager på Østfronten i de sidste 20 år.

Læs hele rejsefortællingen på denne hjemmeside i syv dele.

Klik videre til  1. del Tyskland og Berlin.

Tilbage til forsiden