Brasilien 6. del.

Af Kim Greiner, Borup.

Efter et besøg i den herlige by Manaus i Amazonas var det tid til at drage videre til vores sidste destination Salvador. Der gik ikke direkte fly fra Manaus, så vi skulle først flyve til Fortaleza og efter et par timer fortsætte til Salvador. Jeg havde fået plads mellem 2 søde damer, der desværre kun talte portugisisk, og det er et svært at konversere, når der tales forskellige sprog. Til den ene side sad en ung mor iført de mest hullede bukser set i mands minde. Nå det er jo moderne, men alligevel - så hullede. På et tidspunkt skiftede hun plads med sin søn, der så fik et dannebrogsflag og et postkort fra København. Det gav så fin kontakt til den side. 

Til den anden side sad også en nydelig dame, og hun lignede en forretningskvinde. Heller ikke noget engelsk, men alligevel var der en fin kontakt, for tilsidst tog hun sin mobil op, der oversatte budskabet: "Vil du se min lejlighed i Fortaleza"? Med fingersprog måtte jeg forklare, at vi kun havde 2 timer i Fortaleza, inden vi skulle flyve videre. Jeg ved ikke, om hun havde lagt mærke til, at min kone Gitte sad et par rækker tilbage, men det viser bare, hvor venlige de er i Brasilien. 

Salvador ligger i landsdelen Bahia lige ud til Atlanterhavet et godt stykke nord for Rio de Janeiro. Det var her, portugiserne satte deres hvide fod første gang i 1500 tallet og grundlagde Salvador, som i 200 år var Brasiliens hovedstad. Byen vrimler derfor med kirker og bygninger fra kolonitiden.

En trediedel af de afrikanere, der endte som slaver i Amerika, kom til Brasilien, og af dem blev flertallet sat i land på Bahias 900 km lange kyst.

Bahianerne er stolte af deres arv og livstil, som er en hyldest til de millioner af afrikanske slaver, der satte livet til i bestræbelserne på, at portugiserne kunne kolonisere det store land. 

Salvdor syder af liv og larm i en energisk afro-brasiliansk atmosfære. Som portugisernes hovedstad i den nye verden blev Salvador rig på handel med sukker, tømmer, diamanter og kakao. Det medførte opførelsen af bygninger og kirker i overflod. Salvador er derfor den by i Brasilien med flest kirker, og det siges, at der er en for hver dag af årets dage.

I Centrum ligger den historiske bydel Pelourinho, der er med på Unescos liste over verdens kulturarv, og det er så sandelig velfortjent.

Salvador er en millionby med omkring 2,6 millioner indbyggere. Efter sigende er der en del krimininalitet, men det mærker turisten normalt ikke noget til. I stedet mærker man, at Salvadors indbyggere er snakkesalige, og man taler gerne med sidemanden i køen eller i bussen. 

En skrænt deler byens centrum i en øvre del (Cidade Alta) og en nedre del (Cidade Baixa), der er forbundet med elevatorer. Elevatoren mellem bydelene hæver sig med 70 meter og med en fabelagtig udsigt ud over bugten og havnen. Elevator Lacerda har fungeret siden 1600 tallet, dengang trukket af slaver. I 1868 blev elevatoren dampdrevet, og i 1928 byggede det danske entreprenørselskab Christiani & Nielsen en ny, som fungerede indtil 1997. Nu er der en endnu nyere elevator, der tager mindst 20 mennesker ad gangen, og så koster det den formidable sum af 0,15 reais, ca. 25 øre for en tur. Elevatoren er vigtig, for nedenfor ligger krydstogtskibene, og det skal være nemt at komme op til bydelen Pelourinho, der er kronjuvelen i byen. Med kirker, huse og pladser er Pelourinho et levende frilandsmuseum i fuld vigør, og den har lagt kulisse til talrige film og musikvideoer.

Da pengene strømmede til byen i 1700 tallet, var kirken ivrig efter at vise sig, og San Francisco Kloster og Kirke er nærmest bemalet med guld og med massive sølvlysekroner. Slaverne byggede kirken, men var forment adgang til at benytte den, og de måtte heller ikke praktisere deres egen religion. Ifølge myten hævnede slaverne sig og kreerede figurer til udsmykningen, såsom gravide engle.

Vi boede på det lille, men dejlige Hotel Case do Amarelindo nede ad en lille gade midt i hele herligheden. Hele hotellet var fint dekoreret med træfigurer og anden eksotisk udsmykning. Elevatoren var af ældre dato og var så langsom, at det var dobbelt så hurtigt at gå op. Der var en fin udsigt fra værelset og en formidabel udsigt fra toppen af hotellet, hvor der var en lille pool. Receptionisten talte næsten dansk. D.v.s. jysk, for han havde været udvekslingsstudent i Billund. Vi var dog de første danskere, han havde set i det sidste år. Morgenmaden var portionsanrettet, og der kom 2 store glas forskellig slags juice, kaffe, 3 stykker frugt, 1 yoghurt, brød og omelet. Vi var nødt til at levne.

Rundt i herlige Salvador. 

Vores sidegade, der myldrede med souvenirbutikker, mundene ud i det hyggelige torv Largo do Cruzeiro, der var omgivet af kirker og endnu flere souvenirbutikker. Og da vi var i december måned, var der kæmpe juletræer i plastik og figurer af julemanden.

En meget kraftig sort dame, der hed Thelma, var farverigt klædt, og jeg ville gerne fotogafere hende. Jeg tænkte på, at hun levede af et klæde sig ud og blive fotograferet, men no amigo. Hun ville gerne vise os sin shop. Jeg troede, det var en tingeltangelbutik, men det var en meget fin smykkeforretning. Nå men vi fik da ogå købt for en halv bondegård. Senere på dagen mødte vi hende igen, og hun hilste "I am Thelma". Det var svært af se, for hun havde lige tabt 60-70 kg, da det åbenbart var en snyde kjole. 

Vi skulle selvfølgelig prøve elevatoren, der endte i et stort turistmarked, da alle krydstogtgæsterne og andet godtfolk skulle igennem her. Vi fandt et pizzaria og fik en ægte portugisisk pizza med æg, tomater og oliven. En stor flaske øl blev serveret i en køleboks, som var det champagne. Lunken øl er da også ret så klamt. 60 reais for det hele svarende til ca. 100 kr., og det viser, at selvom det er en turistby, er det til at betale. 

Vi var inde San Francisco kirken, og det er rigtigt nok - den er overdådig. Gulvplankerne i nogle af salene var 60-70 cm brede, og jeg har aldrig set noget lignende. Ved kirken gik gaden ned ad bakken, og så skiftede bydelen lynhurtig karakter. Ikke en turist, ikke en eneste souvenirbutik og næsten kun sorte mennesker, der var efterkommere af slaverne. 

Der var til gengæld masser af tøjbutikker. En dame standsede os og sagde, at jeg skulle gemme kameraet væk. Vi følte os overhovedet ikke utrygge, men vi vader også bare rundt i verden med et åbent sind. Nå vi ville jo heller ikke gå der en mørk aften. Vi mødte faktisk julemanden og to søde lysebrune nissepiger, der sad og sagde ho ho ho. Jeg gik derhen og ville fotografere dem, og så var der lige en ledig plads ved siden af julemanden, hvor jeg satte mig. Jeg ville give dem en dollar hver, men nej det var gratis. Jamen det er en julegave sammen med et dannebrosflag. Nå så ville de alligevel gerne. For enden af den "farlige gade" drejede vi til venstre og var igen oppe i turisteriet ved elevatoren. 

Aftentur til bydelen Rio Vermelho

Vi blev hentet at en lokalguide og en chauffør til en aftentur i bydelen Rio Vermelho, der er et folkeligt område med bohemekarakter. Der var fine pladser med masser af cafeer og festlig stemning. Vi fik prøvet deres berømte gadekøkkener med en slags burgere med store rejer med ben, følehorn og det hele. Nogle drenge gik rundt med skotøjsæsker med en sprække i og samlede ind til et eller andet. Muligvis til små drenges juleaften. Vores guide sagde, at vi ikke skulle give dem noget. Nå men da guiden vendte ryggen til, fik drengene lige en dollar hver, og de så meget glade ud. Så kom der en dame og gav mig et stort knus, og det ved jeg ikke hvorfor.

Vores Brasilienrejse var ved at være slut, og vi skulle starte på hjemturen næste dag. Vi fik lige gået en tur og mødte flere optog med udklædte voksne og børn og endda en hel flok hvide engle. De havde vinger, men jeg tror ikke, de kunne flyve. Der var også akrobatoptræden på nogle af pladserne. Vi havde ikke rigtigt været nede ved havnen, og fra toppen af elevatoren kunne ses en stor lystbådehavn. Dernede fandt vi yachtklubben. Fisefornemt og skyggefuldt under er stort træ fik vi 2 iskolde cola og en udsøgt lækker dessert, der var et helt måltid i sig selv. Tjeneren var også udsøgt, men prisen var dog kun 67 reais for det hele.

Så var der kun to kolde drink tilbage på hotellets tagterrasse med udsigten. Et MAERSK containerskib var på vej ind, og det sejlede så langsomt, at en robåd kunne overhale. Jeg tænkte på at melde kaptajnen for snøl. Nå det havde jo nok en grund. Ved poolen mødte vi et ungt par fra Sao Paulo. De var begge advokater. Tænk, det var første gang, de havde været uden for Sao Paulo.

Det havde været en fantastisk spændende rejse rundt i Brasilien. Udover et nulpunkt i Brasilia, havde det kun været det ene højdepunkt efter det andet, med Kristus på bjerget, vandfaldene, Amazonjunglen og de gamle kolonitidsbyer. Ingen havde krummet et hår på vores hoveder, og alle 40 aftaler med flyafgange, hoteller, guider og at hente og bringe os klappede perfekt til tiden.

Kæden hoppede først af til allersidst, da vi ankom til København. Det sidste tog var kørt lidt før kl. 24. Det vidste vi hjemmefra, og vi havde derfor bestilt og betalt en overnatning på hotel Clarion i lufthavnen. Selvom vi havde fortalt dem, at vi kom meget sent, havde de solgt værelset til nogle andre. De kunne så give os en taxa og et værelse på Vesterbro. Nå men det viser bare, at i lande, hvor man kun håber på, at aftaler holder stik, der holder de stik, og i vores velordnede land og København, der kan de ikke holde en aftale.

"Brasilien på kryds og tværs" indgår selvfølgelig nu i mit foredragsprogram. Læs på www.rejsefortaelling.dk under Greiner Billedforedrag.

Klik her og kom tilbage til forsiden.