Bruxelles

fra Jeanneke Pis over Parlamentet til Atomium.  

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Oktober 2003.

2. del.  

Hold pilen på billedet og teksten kommer frem.

Allerede tidligt på formiddagen stod vi på Bruxelles Centralstation, og da vi ikke kunne tjekke ind på vandrehjemmet før sidst på dagen, skulle vi af med rygsækken, og det tog da kun en halv times tid at finde ud af bagageboksen, inden vi var klar til at tage byen nærmere i øjesyn.

I meget store træk følges Bruxelles og Belgiens historie ad, så det kan man læse lidt om i fortællingen om Brugge, og jeg vil her kun nævne det historie, vi snubler over undervejs.

EUs uofficielle hovedstad.  

Bruxelles har knap 1 million indbyggere, og er uofficielt EU hovedstad med EU-kommissionen og EU-parlamentet foruden NATOs politiske hovedkvarter, så det er en meget international by. Man mener, at ¼ af byens befolkning er udlændinge, som myndighederne kender til, men da Bruxelles er en magnet for illegale indvandrere især fra Tyrkiet og Nordafrika, er antallet af udlændinge betydeligt højere. Alligevel lykkes integrationsprocessen bedre i Belgien end i Danmark, der som bekendt vånder sig over antallet af udlændinge af anden etnisk oprindelse, selvom antallet kun er brøkdele af det belgiske.  

Bruxelles indre by er opdelt i den Nedre Bydel og den Øvre Bydel, hvor den nedre er byens gamle hjerte med gader fra middelalderen og op til 1700 tallet, og den øvre del er med brede boulevarder og aristokratiske bygninger. Vi observerede dog ikke den store forskel på de to bydele, for belgierne går ikke så meget op i byggevedtægter, så grimme firkantede betonklodser blander sig lysteligt med elegante palæer, middelalderhuse og pragtbygninger. Som et krydderi er mange bygninger i Art Nouveau stilen, også kaldet Jugendstil, og på dansk kaldet skønvirke, men det er der ikke mange der ved, selvom ordet egentlig er meget rammende. Art Nouveau var fremherskende fra omkring 1885 til 1910 hvor arkitektur og kunsthåndværk blev forenet med en overflod af smukke og særprægede detaljer, så huset blev et portræt af ejeren. Victor Horta er en af de berømste arkitekter i Art Nouveau stilen, og han har sat sit fingeraftryk rundt omkring i Bruxelles med funktionelle boliger, men hvor de gamle håndværkstraditioner også kunne komme til deres ret.  

Grand Place eller Grote Markt. 

Som alle andre Bruxellesturister stilede vi mod Grand Place eller Grote Markt, for da Bruxelles er 2 sproget, er alle navne og vejskilte på både fransk og flamsk, men lad os bare vælge side og sige Grand Place. Pladsen er Bruxelles rådhusplads, og den regnes for en af de smukkeste pladser i verden, omkranset som den er med pompøs 1600 tals bygningskunst. Den mest pompøse bygning er selve rådhuset Hôtel de Ville, der blev bygget i årene 1401 til 1459 med tårne og spir, og 137 statuer til at pryde murene. Der er rundvisning på rådhuset på engelsk, men sidst på eftermiddagen, så det ville vi vente med til en anden dag, og så glemte vi det faktisk. I 1695 kom den franske solkonge Ludvig 14 forbi, og han beskød byen fra en bakketop udenfor voldene, og lagde ved den lejlighed store dele af byen og næsten alle husene på Grand Place i ruiner, men heldigvis ikke rådhuset. Allerede 4 år efter var husene omkring pladsen dog bygget op igen, og da det er huse fra de forskellige håndværkslag, ville de overgå hinanden i ydre pragt for at vise deres rigdom og betydning. Resultatet var da også storslået, og heldigvis står husene stadig, hvor de blev bygget i 1699.

I en af portene til husene ligger en bronzestatue, og da den næsten var blankpoleret af slid, blev vi enige med os selv om, at vi nok også hellere måtte røre ved den, for det betød nok lykke. Det viste sig, at det var statuen af Everard ´t Serclaes, der døde under forsvaret af byen i 1300 tallet, og uvist af hvilken grund betyder det netop lykke at røre ham på armen.  

Lille bitte Manniken Pis. 

Vi vendte flere gange under Bruxelles besøget tilbage til Grand Place, men stilede nu mod  Bruxelles verdensberømte statue Manniken Pis, der slet og ret betyder den tissende dreng. Ligesom Den lille havfrue i København, som turisterne synes er lille, er Manniken Pis også utrolig lille, og den må være mindre end naturlig størrelse, for statuen er kun 50 cm høj, og et stående barn må være omkring 1 år gammel, og så burde han være noget højere.

Statuen er fra 1619 og symboliserer Bruxelles borgernes mangel på ærbødighed, men ellers siger den ene myte, at drengen var blevet væk fra sine forældre, og de besluttede at få lavet en statue af ham, hvis han blev fundet, og sådan som han så ud, når han blev fundet. En anden myte går ud på, at en hertugsøn blev set tisse op af et træ under et slag, og han blev hædret med en bronzestatue som symbol på landets militære mod. Under alle omstændigheder er han hele Bruxelles stolthed, og han har faktisk 400 forskellige dragter, som han iklædes ved bestemte lejligheder året rundt, og ellers kan de ses på hans museum. Vi var forbi Manniken Pis flere gange, medens vi var i byen, men vi var der åbenbart ikke dage, der var udset til bestemte lejligheder, for han var i almindelig nøgen tilstand.

Stråleløse Jeanneke Pis  

I 1900 tallet og jeg ved ikke, om det var i begyndelsen, i midten eller i slutningen fik Manniken Pis en søster kaldet Jeanneke Pis, og hun udfører den samme handling som sin bror. Af en eller anden grund er Bruxelles ikke stolt at hende, for hun er gemt væk helt nede i bunden af en gyde, men jeg kan dog nævne her, at gyden hedder Impasse de la Fidelité og udgår fra den berømte gade Rue des Bouchers.

Ikke nok med at Jeanneke er gemt væk for turisterne, hun er også gemt væk bag et meget kraftigt jerngitter med en meget kraftig hængelås, og så er hun ihvertfald for tiden stråleløs. Sikke en diskrimination, det må da være noget for kvindesagsforkæmperne, for selvfølgelig skal bronzestatuer af piger have lov til at stråle lige så meget som drengene.  

Den nævnte Rue des Bouchers er turisternes mekka og må være Bruxelles svar på Las Vegas med neonlys og farver. Restauranterne ligger side om side og breder sig langt ud på fortovet, så der kun er få meters fri passage imellem bordene. Årstiden betyder åbenbart ikke så meget, for der var markiser og varmeblæsere, og bordene var dækket fint op med duge og service.

Gaden støder op til Galeries St. Hubert, der er fra 1847, og udmærker sig ved at være Europas første overdækkede indkøbsgade med et højt hvælvet glastag. Meget fint og fornemt det hele, og fra starten var det her, det mondæne publikum mødtes og gik på cafe og shoppede i de dyre luksusforretninger. Vi var kun med på en kikker, men var da frem og tilbage et par gange, og vi faldt især i svime over Belgiens ældste og fornemste og sikkert også dyreste chokoladeforretning.

Måske en galning i nationalkirken. 

Tradionen tro var vi også på kirkebesøg, og efter at vi har rørt ved Det hellige Blod, høre vi næsten til inderkredsen og mangler kun vingerne. Belgiens nationalkirke St-Michel et Gudule har mange flotte glasmalerier og en overdådig barok prædikestol. Ellers var den ret spartansk, for protestantiske billedstormere havde ribbet den for udsmykning i 1579, og franske revolutionære stjal resten i 1783. Nå, noget var der da tilbage hist og pist, og orglet var der helt sikkert, for det spillede meget meget højt. Måske var det en galning, der spillede, eller også havde organisten fået lov at spille et moderne orgelstykke. Der var desværre ikke noget politi tilstede, for det ville ellers være en velgerning at fjerne ham. 

Så ville vi finde EU Parlamentet og kom igennem det kongelige kvarter, der ligger i den Øvre Bydel, hvor byens adel og regenter boede, og hvor luften skulle være renere end i den Nedre Bydel med uddunstninger fra borgerskabet og pøbelen. Kongepaladset og andre store palæer omgiver Parc de Bruxelles med springvand og en tæt træbestand, og en række buster på nogle ejendommelige høje tynde ”bustefødder”. Vi kendte overhovedet ikke byen, så da vi på kortet havde set, at der stod Parlament, troede vi det var EU-parlamentet, men det så lidt anderledes ud, end det vi kendte fra fjernsynet, og det viste sig også at være det belgiske parlament.  

Glas, stål og Parlamentets Infocenter. 

På vej ude af Rue Belliard ligger den ene firkantede betonklods efter den anden, så det er ikke den mest charmerende bydel, men i forbindelse med Parc Leopold fandt vi endelig EU-Parlamentets enorme store administrationsbygninger i glas og stål. Selve Parlamentet er en stor oval bygning, men der er også andre EU bygninger og  noget nybyggeri igang, så vi gik rundt og kikkede og vidste ikke rigtig. Men da vi er fuldgyldige borgere i EU, gik vi tilsidst resolut ind af en dør, hvor der stod INFO, for nu ville vi have nogle informationer.

I infocenteret har hvert medlemsland deres afdeling, og der var brochurer, pjecer og forordninger på pæredansk, og man kunne frit tage, hvad man behøvede. Desuden lå der på hvert af medlemslandenes sprog, oplinet bunker med kort over Europa og med EUs nye udvidelser. Nu ved jeg ikke, om kortene er trykt i samme antal for hvert land, eller om de er trykt med hensyn til befolkningstallet, men Danmarks bunke udmærkede sig ved at være langt den største, så der er åbenbart ikke så mange danskere, der kommer forbi.

Nogle EU problematiker om miljø og fremmedhad var udgivet i tegneseriehæfter for at lokke budskaberne bedre ned, men personligt har vi forstået ideen med EU. Selvom der i EU er mange ting, der kan gøres anderledes og bedre, så hellere samarbejde og fred imellem Europas nationer end krige og fattigdom. For tiden er det en række lande i øst, der skal have en håndsrækning fra os rige lande, selvom det går ud over en lille del af smørklatten fra smørhullet Danmark.

Som repræsentant fra Borup kan jeg med stolthed her berette, at jeg har talt i Europaparlamentet, og der blev lyttet, og min anmodning blev efterkommet. Så læs blot videre, hvis læseren ikke vil tro på det.

I selve de hellige haller.

Styrket i ånden var vi igen udenfor Infocenteret, men vi ville da gerne se mere og komme  indenfor, så vi spurgte en vagt, der fortalte, at kl. 15 var der rundvisning, og vi skulle bare henvende os i indgangen rundt om hjørnet ved Parc Leopold. I receptionen var der 30 – 40 mennesker forsamlede, og imellem gæsterne var sørme også 3 danske piger, og det var overhovedet de eneste danskere, vi så i en hel uge i Belgien.

På slaget kom vi igennem sikkerhedskontrollen som i en anden lufthavn, og vi skulle indskrive os i gæstebogen, og som tak fik vi en EU lommebog med en hilsen fra parlamentsformanden. Lige ind fra gaden følte vi  os godt modtaget, og der manglede næsten kun en pindemad og et glas vin, men det ville der nok være nogen, der ville have ondt af, så vi fik istedet en høretelefon, hvor der kunne stilles ind på vores modersmål. Med en guide forrest blev vi derefter ledt rundt i lokalerne, og kom forbi et 35 meter højt kunstværk af jernstænger, der i grupper var flettet ind imellem hinanden, og det symboliserede såmænd samarbejde. EUs nye motto ”Unity in Diversity” som betyder noget i retningen af ”Enighed i Mangfoldighed” er heller ikke så tosset endda.

I den kæmpestore hesteskoformede kongressal blev vi bænket, medens informationerne flød i en lind strøm i høretelefonerne, og der blev sagt mange vise ord, men jeg har dog glemt det meste igen.

Det var en stor oplevelse selv at have sidde i den sal, hvor mange beslutninger om Europa bliver taget, og det er rigtig, at jeg også talte i Europaparlamentet, for jeg sagde til Gitte: ”Kan du ikke gå hen til rækværket, så jeg kan tage et billede af dig”, og det gjorde hun. Derudover kunne jeg da godt have lyst til højlydt at sige min uforbeholdne mening i parlamentssalen, men da salen var tom, havde det jo nok ikke nyttet så meget. Rundvisningen tager omkring ½ time, og den er gratis.

Grøn/hvide fodboldfan. 

Det var blevet tid til at hente rygsækkene på stationen, og vi gik igennem den historiske bydel, hvor grøn/hvide fodboldfan gjorde byen usikker med skrigeri og slagsange. Jeg ved ikke, hvor de grøn/hvide kom fra, men det lød som om, de talte engelsk, og uhyggelige minder dukkede op. Det var her i Bruxelles på Heysel Stadion, at engelske fodboldfan i 1985 angreb de italienske tilskuere, og da politiet fik begivenhederne under kontrol var 39 italienere tæsket og mast ihjel.

Med stærk antisympati for fanatiske fodboldfan, listede vi udenom så mange grøn/hvide som muligt, og kom ud i det fredelige Molenbeek kvarter vest for centrum. Gaden vi gik på, førte igennem et pakistansk kvarter, hvor det pludselig myldrede med pakistanske forretninger, flag over gaden og sydlandsk udseende mennesker. Ikke at det gjorde os noget, og det er faktisk normalt, at mennesker i storbyer klumper sig sammen i nationaliteter, og sætter sit præg på kvarteret, og nogen steder er det byens største turistattraktion som f.eks. Cinatown i SanFransisko. Det går selvfølgelig ikke i Danmark, der skal vi alle spise leverpostej og frikadeller, gå barhovedet, og kunne sige rødgrød med fløde fejlfrit. 

Vandrehjemmet ligger omkring 20 minutters gang fra Grand Place i centrum, og med rygsække istedet for kufferter, var det ingen sag. Vandrehjemmet ligger i en nyere stor bygning, og igen virkede reservationen, og vi fik et 2 sengs værelse med wc og bad i 4 dage for 144 euro. Udsigten fra værelset var ikke så flot som i Brugge, for her lå der nærmest en ruin i baghaven, der trængte til at blive revet ned. Dynen er desværre heller ikke opfundet i Bruxelles, så med kun 1 tæppe til hver, måtte vi tage tøj på, når vi skulle i seng.

Bruxelles vartegn Atomium.   

Da vi hylder princippet tidligt op og tidligt i seng, var der ingen grund til at tage metroen, så vi snørede vandrestøvlerne og havde god tid til at gå de 10 km ud til Atomium, inden det åbnede.

Atomium blev i 1958 bygget til en verdensudstilling, der skulle afspejle begyndelsen af videnskabens og rumfartens tidsalder, og man skal bare tage et jernatom og forstørre det 165 milliarder gange. Atomium er siden verdensudstillingen blevet lidt anløbent af luftforureningen, og det er ikke mere muligt at få de 9 aluminiumskugler op på samme spejlblanke overflade som ved udstillingen, men det er i mellemtiden blevet Bruxelles vartegn.  Konstruktionen er med sine 102 meter næsten lige så høj som Københavns rådhustårn, og selvom man står lige under og kikker op, er det umådeligt svært at fatte, at kuglerne er 18 meter i diameter, og at der i de tilsyneladende smalle strenge, der forbinder kuglerne, går rullende trapper med masser af plads.

Engang var det Europas hurtigste elevator, der fører op til den øverste kugle i Atomium, og efter at man har nydt udsigten, kører man ned til den midterste kugle, hvor der er udstilling og film om byggeriet af Atomium. Derefter køres med rulletrapper til de andre kugler med forskellige udstillinger og lys og lydeffekter i himmelrumstil. Når man har kørt lidt op og ned og frem og tilbage, mister man nemt orienteringen om, hvor i atomet man egentlig befinder sig, men vi kom da ud igen og gik over til Bruparck. En kombibillet til Atomium og det nærliggende Mini-Europa i Bruparck kostede ialt 15,5 euro, men man får meget for pengene.

Børsen, Trelleborg og Nyhavn i Mini-Europa. 

Bruparck er en slags forlystelsespark med en samling af restauranter, vandland,  biografer og den største attraktion Mini-Europa, der er et Legoland bare uden legoklodser. Modellerne er kun fra EU landene, og de er lavet ned til mindste detalje i skala 1:25. I flæng kan lige nævnes Sacré-Coeur i Paris, Det skæve Tårn i Pisa, Storbritanniens Parlamentsbygning, og vi kunne nikkende genkendende til Torra de Belem i Lisabon, og meget genkendende til Belfort tårnet i Brugge, som vi lige havde set. Danmark er repræsenteret af Børsen, Trelleborg og Nyhavn. Børsen havde dog gråt tag istedet for irgrønt, Trelleborg var med alle vikingehusene intakte, og der er jo reelt kun stolpehuller, og Nyhavn var svært genkendelig, og var vistnok spejlvendt. Nå, det hele var nu meget flot og naturtro lavet alligevel, og ved hvert land kunne der trykkes på en knap, og nationalmelodien tonede frem, og ved Vesuv kom der røg ud af krateret, og jorden, hvor vi stod, skælvede som et jordskælv. 

Sammen med indgangsbilletten fik vi et hæfte, hvor alle ca. 350 bygninger er beskrevet, og der står nogle fakts om de forskellige EU lande, f.eks. er Danmarks areal 1,3 % af Eus, og befolkningen udgør 1,4 % af EUs befolkning. Videre er der nyttige og unyttige oplysninger imellem hinanden, f.eks. har Danmark EU rekord med 70 % udearbejdende kvinder, franskmænden spiser 67 kg brød om året, mere end 1 million svenskere er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og finnerne har 1,6 millioner saunaer.

Der kunne også læses at EUs flag er en lukket cirkel af 12 gule stjerner på blå bund, og de 12 stjerner repræsentere ikke 12 stater, men 12 er symbol på fuldkommenhed. Jeg havde selv gået og spekuleret på, om der skulle flere stjerner i flaget efter udvidelsen, men det kan slås fast, at der ikke kommer flere stjerner i EU flaget.

Ved udgangen til Mini-Europa var der en udstilling ”Spirit of Europa” med mere information om EU, men også ”funny tings” for barnlige sjæle og godtfolk.

Hvis det havde været i Danmark. 

På vej tilbage mod centrum kom vi igennem Parc de Laeken med et monument af Belgiens første konge Léopold 1, og herfra var der udsigt til det kongelige palads, der ligger i en enorm slotspark. Den efter sigende smukke park er dog ikke tilgængelig for almindelige mennesker. Meget ukongeligt bliver den store gitterport bevogtet af noget så kedeligt som mænd i rødlige P vagt dragter. Så er der dog noget mere stil over bjørneskindshuer og blå uniformer som på Amalienborg. Parken er omgivet af en uindbydende 3 meter høj mur med elektrisk hegn, og selv lige ved gitterporten lå der bunker af blade, affald og sand, og hvis det havde været i Danmark, er jeg sikker på, at det havde lydt fra Margrete: ” Freeederik, Joooakim og også dig Henrik, kom lige herhen og tag fat i den trillebør og en skovl, og lad os så få ryddet lidt op her, for det her kan vi da ikke være bekendt.

Det kinesiske hus og den japanske pagode. 

Længere rundt om muren kom vi meget overraskende til det overdådigt flotte kinesiske hus og den japanske pagode, som Leopold 2 i 1909 havde ladet opføre, efter at være inspireret på en verdensudstilling. Leopold satte sig som mål at lave en rundrejse i arkitekturens verden, men det blev kun til disse 2 bygninger, som man kan bese for sølle 3 euro. Det kinesiske tårn i Tivoli falder helt igennem i forhold til disse 2 pragthuse, der er overdådigt udsmykket både ude og inde. I det kinesiske hus udstilles orientalsk porcelæn blandt spejle, guld og figurer, og selvom jeg ikke er er den store porcelænfan, var det en oplevelse i disse smukke omgivelser.

Mange store flotte glasmalerier danner ydervægge i den japanske pagode, der rummer en udstillinger med japanske kunstskatte. Mærkværdigvis står der i Politikens guide under de to orientalske bygninger: ” Dette sted er ikke noget for børn”. Så er der ikke meget, der udover Mickey Mouse og Tivoli er noget for børn, og lad os endelig ikke vise dem noget smukt og fremmedartet. Bygningerne er dog ret ukendte for almindelige Bruxelles turister, og udover os og et enkelt andet ægtepar, var der ikke en sjæl, og det var synd. 

Efter flere kilometers vandring omkring kongens ugæstfrie mur, kom vi ned ad princesse Elisabets Boulevard, der dog ikke er særlig pompøs med sine lidt luvslidte bygninger og hullede gader og ret så meget affald. Vejen fortsatte ind imod centrum, og blev til Rue Royale, men det blev den ikke meget mere spændende af, med nyt firkantet beton, blandet sammen med gamle bygninger, der trængte til en kærlig hånd. Der ligger dog et hyggeligt gågadekvarter nord for Grand Place, og i Rue des Bouchers var der dækket op til aftenens tam tam, og tjenerne stod og ventede på kunder. Efter dagens mindst 25 km storbyvandring var vi dog ikke oplagte til den store aftendinnér, så vi faldt istedet ind hos MacDonald, og videre på vejen igennem Pakistan, handlede vi lidt i et orientalsk supermarked, og fandt med besvær noget, der godt kunne bruges til ferieaftenslik.

Husk for resten at tage et kompas med, også på storbyferie, for i overskyet vejr er et kompas en stor hjælp, når kortet skal orienteres.

Verdens første tegneseriemuseum. 

Morgenmaden på vandrehjemmet var i afmålte portioner, hvor brød, smør, marmelade og et stykke frugt var rettet an på en tallerken, og så var det bare ærgeligt hvis der var nogen, der var mere sultne.

På vej til Grand Place fik vi i Pakistan rundet et stort orientalsk udendørs grøntsagsmarked, og ellers begyndte vi at kunne finde lidt rundt i centrum, uden at skulle kikke på kort hele tiden. Vi var lige nede og se til Manniken og Janniken Pis, men dagen var stadig ikke en speciel lejlighed, for Manniken havde ingen dragt på, og Janniken sad stadig stråleløs i sit jomfrubur.

Rue Neuve må være Bruxelles svar på ”Strøget” i København, men vores er meget hyggeligere, og så har Rue Neuve nogle mærkelige kedelige gadelamper. Vi ville ind og se tegneseriemuseet, som vistnok er det eneste af sin art i verden, eller ihvertfald det første.Tegneseriemuseet er beliggende i en art nouveau bygning, der er tegnet af den berømte arkitekt Horta, og i mange år fungerede bygningen som stormagasin. På et tidspunkt var bygningen tæt på at blive revet ned, men blev reddet af den Franske Kulturelle Kommision og genåbnet som tegneseriemuseum i 1989.

Tegneserierne begyndte lige så stille i 1903 med Lille Nemo i New York Times, men har som bekendt siden udviklet sig fra det enkle til rene kunstværker og med mange forskellige figurer og genre.

Museet beskæftiger sig især med belgiske tegneserier, som er ret dominerende på verdensmarkedet med TinTin, Lucky Luke og Smølferne. Disney var behændigt næsten udeladt, men der var mange andre forskellige tegneseriekunstnere, og der var meget at se. Det koster 6,2 euro at komme ind på museet og lidt ekstra, hvis man vil ind på det store tegneseriebibliotek. Den tilhørende shop/boghandel er gratis, hvis man da ikke lige kommer til at købe hele serien af TinTin figurer a 4,95 euro stykket, men jeg nævner ingen navne, og dog kan jeg røbe, at det ikke var Gitte. 

Sandwichcafeer er belgiernes pølsevogne, og det er muligt for 2 personer at spise sig mætte for under 10 euro incl. et par sodavand, problemet er blot at vælge en sandwich ud af de store repertoire.

2 skeletter strides om en marineret sild.

Ingen storbyferie uden et besøg på et kunstmuseum, og Musées Royaux des Beaux-Arts skulle være byens største og bedste af slagsen. Museet er opdelt i 2 perioder fra 1400 til 1700 tallet, og fra 1800 tallet og op til vor tid, og da det kun koster 5 euro at komme ind, får man meget for pengene, blandt andet verdens største samling af flamsk kunst. Mange af de Gamle Mestre er repræsenteret, og såmænd også Robert Jacobsen og Asker Jorn, men jeg må med det samme tilstå, at James Ensors billede fra 1891  ”2 skeletter strides om en marineret sild” bryder jeg mig bestemt ikke meget om.

Når man køber billetten, får man en plan over museet, hvor afdelingerne meget snedigt er opdelt i farver, og det ville være ulig nemmere, hvis rummene også var malet i de samme farver, men det var dog ikke altid tilfældet. Det ville være endnu nemmere, hvis hvert rum på kortet havde et nummer, og det samme nummer var gengivet i rummene. Det skal åbenbart altid være en kunst at finde rundt på et stort kunstmuseum, og vi skulle spørge kustoderne flere gange for at orientere os i museets 5 etagers trapper, gange og sale. Det gjorde det heller ikke nemmere, at afdelingerne åbnede og lukkede på forskellige tidspunkter, men vi fik vistnok set det hele på 3 timer, og der er mange dejlige billeder og skupturer, når man ser bort fra den marinerede sild. 

Museet har til huse i en stor nyklassicistisk bygning fra 1874, der ligger lige ud til Parc de Bruxelles i det fine kvarter, hvor kongeslottet Palais Royal også er beliggende. Selvom slottet er den officielle residens, bor kongen mest ude bag muren i Laeken, og så er der jo ingen grund til på Palais Royal at slå græsset og luge gangene, for det stod nærmest knæhøjt. Hvis det havde været i Danmark, så havde Margrete o.s.v, er jeg næsten sikker på. 

Gitte ville gerne se den gamle Berlaymont parlamentsbygning, som man mange gange har set som baggrund, når en journalist orienterer om dette og hint i EU. Bygningen er for tiden, og et langt stykke ud i fremtiden, under renovering og lukket på grund af asbestproblemer, men vi fik da set den, og en række menneskeskupturer foran bygningen er helt sikkert værd at se.

Jubelparken.

Ellers var vi på vej ud mod ”Jubelparken” Parc du Cinquantenaire, som blev anlagt af Leopold 2. forud for Belgiens 50 års dag for selvstændighed. Parken domineres af  en enorm triumfbue med bronzefigurer på toppen, og ud fra triumfbuen udgår store bygninger og udstillingshaller. Da man manglede penge, blev bygningerne dog ikke færdig til fødselsdagen, så der gik endnu 50 år før komplekset var færdig.

Mærkværdigvis står der i den ene guidebog, at man valgte at bygge palæerne og anlægge parken på uudnyttet mosejord, og det mærkværdige fremkommer, da det er det højeste punkt i hele byen, og moser på bakketoppe er en født mærkværdighed.

Da det var sidst på dagen, var museerne i Jubelparken lukket, heldigvis, men vi ville se mere på dem næste dag. Vi vandrede derfor bare rundt i den sidste aftensol iblandet bidende kold vind, inden vi faldt ind på en Pizza Hut til aftenspisning, og så var det ikke engang fredag.

Militærmuseet og efterårssne. 

Den sidste dag i Bruxelles var klar og skyfri, og nu ville jeg ikke endnu en dag slæbe rundt med regnslag og paraplyer i rygsækken til ingen verdens nytte. Bruxelles har omkring 70 forskellige museer, så vi var nødt til at lave lidt udvælgelse, men vi stilede igen mod Jubelparken, der ligger i den anden ende af byen, og så var museerne vel åbne, når vi nåede frem.

Autoworld har den største samling af biler i verden, men af en eller anden grund har automobilmuseer aldrig sagt mig noget, så jeg fik behændigt drejet Gitte om et andet hjørne til Musée de l Armée (Militærmuseet), der samtidig har gratis adgang, og det kan Autoworld langtfra prale med.

De første sale var overklistret fra gulv til loft med uniformer, våben og billeder, og hvis der stod noget tekst, var den enten på flamsk eller fransk, men det lignede noget fra 1800 tallet.

En stor hal omhandlede 1. verdenskrig med alskens kanoner og uniformer, og en lille afdeling med skyttegrave og lydeffekter. Selvom Belgien havde erklæret sig neutral, forhindrede det dog ikke tyskerne at invadere og besætte det meste af landet i 1914. Nogle af de blodigste slag under verdenskrigen, fandt netop sted på belgisk jord, med den forfærdelige skyttegravskrig og brugen af giftgas. Kæmpestore gravpladser ligger adskillige steder i Belgien bl.a. ved Ypres, hvor flere hundrede tusinde soldater omkom i juli 1917. Under besættelsen førte belgierne modstandskamp, og tyskerne svarede igen med beslaglæggelse af ejendom, deportering og henrettelse af tilfældige gidsler, og besættelsen varede til krigens sidste dag 11. november 1918. 

Hallen med 2. verdenskrig var lukket og under ombygning, men historien gentog sig næsten med, at Belgien erklærede sig neutral, og Hitler-Tyskland invaderede alligevel. Efter 18 dages kampe kapitulerede Leopold 3., og han kom i husarrest og senere overflyttet til Tyskland. Rygter sagde, at han sympatiserede med nazisterne, og det fik ham ved krigens afslutning til at abdicere til fordel for sin 20 årige søn Baudouin.

Der var næsten hyggeligere, og hvertfald flottere, i en mindre russisk afdeling med uniformer og våben fra før revolutionen, og ligeledes i en afdeling med middelaldervåben og rustninger. En stor hal viste over 100 militærfly fra de mest primitive og næsten til vore dage, så der var nok at se på det museum, og uden at gå i detaljer fik vi nemt brugt 2 timer. 

I mellemtiden var det blevet kraftigt snevejr med våd sne, der lagde sig på de efterårsfarvede blade, og om det er normalt med sne i oktober i Bruxelles vides ikke, men jeg var godt klar over, at det delvis var min skyld, fordi jeg havde ladet regnslagene og paraplyerne blive på vandrehjemmet.

Pompei og dinosauerskeletter.

Planerne måtte laves lidt om, så vi sneg os omkring hushjørnet og hurtigt forbi Autoworld, for så meget sneede det heller ikke, og fandt en udstilling om Pompei. Da vi for mange år siden, så en Pompeiudstilling på Louisianna, var der så mange mennesker, at man blev lukket ind i hold, og det burde man også her, for der var et mylder i de ret små lokaler, og folk betalte gladelig 10 euro i entre. Vi havde for et par år siden, som en stor oplevelse været i det rigtige Pompei, og det er facinerende at tænke på, at omkring 1/3 af byen endnu ikke er udgravet, og hvad kan der endnu ikke ligge under lavalaget. På udstillingen i Bruxelles havde computergrafikken gjort sit indtog, og man kunne på storskærme gå rundt i Pompeibygningerne, og se hvordan de tog sig ud dengang, og på andre skærme kunne ses, hvordan askelaget steg og begravede byen under udbruddet. Selvfølgelig var der også smykker og ting og sager fundet i asken, og afstøbninger af de ulykkelige mennesker, der var blevet begravet. 

På vej ud opdagede vi tilfældigt, at der var mere endnu, og ad en trappe kom vi ind i Musée Royaux d Art et d Historie også kaldet Nationalmuseet, der lagde ud med en afdeling med Rom, med en stor model af hele den antikke by. En afdeling med Vietnam var også interessant, men vi trængte efterhånden til noget frisk luft, og prøvede egentlig at komme ud, men så var der også lige en stor egyptisk afdeling med mumier og det hele, og den måtte vi også lige se. Vi havde ingen plan over museet, men på vej ind i den belgiske middelalder, begyndte vi at kikke efter en nødudgang, for nu måtte vi ud i den friske luft. 

Det småsneede kun lidt, men med våd sne og uden regntøj ville det trods alt blive en våd omgang, så vi måtte finde endnu et museum, og valget faldt på Naturhistorisk museum, der ligger i nærheden af Parlamentsbygningen. For nogle år siden, var 29 dinosauerskeletter blevet fundet i en belgisk kulmine, og 10 af dem er samlet og stillet op i fuld størrelse, og det vil sige 4-5 meters høje. For at beskytte skeletterne og styre klimaet, var dinosauerne opstillet i glasbure, hvor der desværre var ret så mange reflektioner, og med en svage belysning, fusede noget af den imponerende effekt lidt af. Det skulle efter sigende være iguanodon-skeletter, men hvornår de har levet på jorden er ikke godt at vide, for jeg fik ikke skrevet det op på stedet, og Politikens rejse bog siger 125 millioner år og Politikens Visuelle Guide 250 millioner år.

Museet viste også meget om menneskets udvikling og den menneskelige mangfoldighed på Jorden. Desuden kan jeg i flæng nævne modeller af dinosauer i fuld størrelse, et rigtigt mammutskelet, forsteninger, mineraler, insekter, udstoppede dyr, fisk både levende og døde og livet på havets bund, og en kæmpe hvalskelet hal, og vi havde endda kun købt billet til en del af museet.

Brev til Parlamentsformanden. 

Da vi for et par dage siden besøgte Parlamentet, havde vi ikke lagt mærke til det, men nu så vi det, og det endda lige udenfor EUs hovedindgang kun 10 meter fra Unionens samlede flagrække. Midt på vejen ligger et lille rundt plantebed, og det var beplantet med, eller rettere bevokset med 1 meter høje brændenælder, tidsler og andet ukrudt. Sikke en skændsel lige ved hovedindgangen, og selvom jeg måske i min egenskab af havemester på KVL, har et særligt øje for slige vederstyggeligheder, blev jeg nærmest rystet. Jeg måtte gå et par gange rundt om bedet og troede næsten ikke mine egne øjne, så jeg tog et foto, der desværre blev lidt rystet eller uskarpt. Billedet samt et pænt, men bestemt brev har jeg herefter sendt til Europa-Parlamentets formand Pat Cox, og bedt om snarest at få bragt denne skændsel i orden. Og så er jeg da iøvrigt spændt på, om der bliver svaret, og om der ellers bliver gjort noget ved sagen.

Forgæves søgen og prinsesse Mary.

Dagen var så langt fremskredet, at vi kun kunne nå et enkelt lille museum, så vi stilede mod Musée Horta, som engang var den berømte arkitekts privatbolig, og hvor han havde designet hele huset næsten helt ned til nøglehullerne i skønvirkestilen (jugenstilen eller art nouveau på fransk). Huset skulle vistnok være et yderst seværdigt bygningsværk med brug af forskellige materialer såsom glaserede mursten, støbejern, glas, eksotiske træsorter, krystal og marmor, men vi fandt ikke museet, selvom vi ledte ihærdigt. Adressen Rue Américaine 25 lå udenfor vores bykort, og i Politikens guide var den eneste ledepil en pil, der pegende i sydlig retning. Selvom vi spurgte flere mennesker om vej til gaden eller museet, var der ingen, der kendte det, og en pil i sydlig retning i 2 eller 10 km, var heller ikke meget at gå efter. 

Vandreturen i de sydlige bydele var dog ikke spildt, for der var livlige forretningsgader og andre spændende bygninger med smedejern og krummelurer, og vi kom også igennem et par indvandrerkvartere. Hvor bybilledet omkring Grand Place er præget af turister med restauranter og souvenirbutikker, virker den sydlige bydel mere ægte belgisk, men hvor er de stakkels belgier syge, for der ligger apoteker på hvert andet gadehjørne. Forresten var vores kommende dronning Mary et kendt ansigt i bybilledet, for vi så hende mange gange udstillet i bladkiosker på forsiden af ugeblade.

Lidt syd for centrum kom vi forbi Palais de Justice eller Domhuset, der er enormt overdimensioneret med en 42 meter høj indgangsportal, men på esplanaden foran bygningen er der en god udsigt ud over byen, og hvis man ikke kan lide at gå på trapper, er der en gadeelevator ned til det underliggende kvarter.  

Det var egentlig meningen, at vi denne sidste aften i Bruxelles, skulle ned i Rue des Bouchers og spise fint, men på den anden side så er det en familietradition, at vi spiser pizza om fredagen, så vi sneg os igen ind hos PizzaHut, og havde det egentlig også bedst med det.

Det lille brev der skulle komme fra dig. 

Næste dag var hjemrejsedag, og det gik bare så glat, at vi igen var hjemme i fædrelandet, inden vi vidste af det. Til en yderst beskeden pris havde vi 2 nye byer i vores mindekartotek, og vi havde fået oplevet den herlige middelalderby Brugge og havde besøgt Parlamentet i Bruxelles. Og nu er jeg faktisk spændt på, om eller hvad parlamentsformand Pat Cox svarer på mit brev, og måske har jeg ikke ligefrem påvirket verdenshistorien, men rydde lidt op i noget EU rod, er heller ikke så dårligt endda.

Brev fra parlamentsformanden.

 Den 4-3-2004 havde jeg den ære og fornøjelse at modtage et brev fra parlamentsformanden. Som en lille missforståelse havde han troet jeg var en dame, men ellers lyder brevet som følgende:

Dear Miss Greiner.

Thank you for your letter af 29 November 2003 about your visit to the European Parliament.

The Directorate-General for Infrastructure and Interpretation which is responsible for Parliaments buildings has informed me that, since your visit to the European Parliament in Brussels, the two roundabouts have been relandscaped and so are now in perfect condition.

I should like thank you for your helpful remarks about enhancing the immediate environment of the European Parliament.

                                                                                                               Yours sincerely

                                                                                                                      Pat Cox

Kilder:

Turen går til Bruxelles, Belgien og Luxembourg. Politikens rejsebøger.

Politikkens visuelle guide Bruxelles. Politiken.

Belgien rundt - en skarv guide af Bodil Døygaard.

Belgien vore nabolande af Willy Mølgaard. Op forlag.

Samt egne bloddryppende dagbogsoptegnelser.  

Tilbage til forsiden