Med sovebus til Budapest.

En rejsefortælling af Kim Greiner

Oktober 2000

Imellem alle de andre reklamer, der daglig dumper ind af brevsprækken, var der engang i foråret også en reklame for EuroPas, og imellem de forskellige rejsemål, der var nu ikke så mange endda, var der også en rejse til Budapest til det meget rimelige beløb af 1.398 kr. For den symbolske sum penge, ville rejseselskabet sørge for bustransport frem og tilbage, og fremme ved rejsemålet ville de oven i købet stille et hotelværelse til rådighed i en uge og det endda med morgenmad. Rejsen ville så godt nok tage 26 timer, og selvom der ikke ligefrem blev reklameret med det, kunne det nok forventes at blive en ret strabadserende tur, men vi er modige mennesker og meldte os helt frivilligt og ville så se, hvordan sådan en bustur på den billige langside ville forløbe. Vi havde aldrig før været i Budapest eller Ungarn, men rejsetidspunktet var fastsat med akkuratesse til begyndelsen af oktober, hvor jeg skønnede at Budapest var kølet ned efter sommerens hedeture og inden vinteren, hvor det kan være koldere end herhjemme.

Med det tidligste morgentog fra Borup, startede vi mod Københavns hovedbanegård, hvor bussen skulle køre kl. 6.30 fra Rewentlovsgade, men det var der adskillige andre langtursbusser der også skulle, så der var lidt forvirring, inden vi fandt den rigtige bus. Passagerlisten var ikke ankommet endnu, men efter en halv time i småregn dukkede den op, så vi kunne blive krydset af og bemægtige os et par sæder på øverste etage i en dobbeltdækkerbus. Pladsen i sådan en bus er ikke udnyttet til sidste cm, for jeg selv, der er 178 cm høj, havde hele 2 cm frit spillerum, inden knæene stødte mod sædet foran.

Bussen var fra starten dejlig kold, nærmest iskold, men chaufføren sagde, at det skulle vi bare være glade for, for når det var solskin kunne airconditionen ikke følge med, og så kunne der nemt blive 30 graders varme på den øverste etage. Vores chauffør, der samtidig var guide, fortalte at bussen var røgfri, samt at medbragt mad af hygiejniske grunde kun måtte nydes udenfor bussen, og egen øl og spiritus var helt bandlyst. Det var regler, der stod i de almindelige rejsebestemmelser, og det var da også en af grundene til, at vi havde meldt os frivilligt, altså ikke det med maden, for det havde vi jo nok kunne leve med. Der kunne dog købes øl og sodavand hos chaufføren samt nogle tilsyneladende helt hygiejniske parisertoast.

Bussen var fra starten fyldt halvt op med københavnere og nogle få svenskere, og alle så ud til at hygge sig med dæmpet småsnak, medens man prøvede at indrette sig på den begrænsede plads. Et kort stop ved Farøbroen samlede nogle flere gæster op, og så var der lejlighed til at få noget morgenmad på overfarten Gedser-Rostock, inden der var stop i nærheden af Berlin, hvor bussen blev fyldt op fra en tilstødende bus med jyder. 8 af de her jyder rejste åbenbart i én gruppe, og de var smækfornærmede over, at de ikke kunne sidde i én samlet gruppe i bussen: "Det var godt gjort, og den bus de kom fra var meget bedre og især passagererne, i stedet for sådan nogle sure sjællændere, m.m." Til sidst var der et svensk par, der flyttede, så jyderne kunne sidde samlet, men det skulle de aldrig have gjort, for nu blev jyderne overstadige og pjattede og begyndte at synge drikkeviser og skååååål. De lignede ellers ganske almindelige mennesker i 40-50 års alderen, men der var åbenbart faldet nogle hæmninger, da Jylland var lagt bagude, og de ikke havde deres mor med. Efter et par timers forløb blev de heldigvis søvnige og nogle blev dårlige, så der faldt ro over gemytterne.

Det var ikke de mange pauser, der blev holdt i kørselen i løbet af dagen, da der kun var en halv time til at spise og strække ben midt på dagen og igen lidt før Dresden ved 16 tiden.

Rygerne havde svære problemer og os få ikke-rygere, fik virkelig et indblik i de kvaler, rygere må gennemleve, når de ikke får deres nikotin. Efter rygernes mening skulle der helst være rygepause hver time, og vi fik at vide, at det kun tager 7 minutter at ryge en cigaret, men så var det nok ikke medregnet den tid det tager 50 mennesker at kravle ud og ind af en dobbeltdækkerbus. På et tidspunkt gik røgalarmen da også i gang på toilettet, og bussen stoppede omgående, og det blev læst og påskrevet, at rygning på et kemisk toilet er en meget dårlig ide.

Det tog nogen tid at køre tværs igennem Dresden, for motorvejen ender inden byen, og vejen videre sydpå mod Prag er kun to-sporet. Den virkelige stopklods er dog grænseovergangen fra Tyskland til Tjekkiet, der ifølge chaufføren kan tage mellem 1 til 5 timer alt efter grænsebetjentenes humør. Allerede længe inden grænsen holdt der lastbiler i kø, men dem kan man roligt overhale, for de skulle normalt vente i dagevis for at komme over. Længere fremme startede den rigtige bilkø, og det gik kun langsomt fremad, og nogle af rygerne blev så plagede, at selvom det var bælgmørkt og regnede, gik eller løb de ved siden af bussen, medens de sugede røg.

Vejen var stadig kun to-sporet, og i det opadgående spor holdt bilerne i tæt kø, men så fik vores chauffør den ide, at køkultur er en by i Rusland, så han begyndte at overhale køen, med det resultat, at så snart den første modkørende bil kom, var vejen blokeret. Ret så pinligt, og ingen ville selvfølgelig give plads, så vi kunne komme ind i køen igen, så en betjent kom løbende og talte med rette med meget store gotiske bogstaver.

Grænsebetjentene måtte alligevel have været i nogenlunde lune, for det tog kun 1½ time at passere grænsen, og det incl. et hurtigt tjek af passene af en flot kvindelig betjent med en enorm stor revolver dinglende i bæltet.

Vejstrækningen mellem grænsen og den første tjekkiske by Teplice er berømt eller berygtet, for i minimal påklædning står der et større antal unge damer og fryser i vejkanten. Det er også utroligt, så mange filialer af hjerteforeningen der findes i området, der er i hvert fald blinkende røde hjerter i neonrør på mange af husene.

Efter at have sat et par unge fyre af i Teplice, fortsatte bussen mod Prag, og nu begyndte den 14-15 timer lange bustur at gøre sig gældende, og flere af passagererne var ude på midtergangen for at gøre gymnastiske øvelser, og til damen i den grå bluse, vil jeg give 9,6 for den kunstneriske indtryk. Ved halv elleve tiden nåede vi endelig Prag, og så startede der en længere rundtur til en del forskellige hoteller og det skal lige siges, at på denne slags busrejser, er det en overraskelse, hvilket hotel man får tildelt, for det kan eller vil de ikke oplyse hjemmefra.

Af en hel busfuld gæster var der kun 8, der skulle fortsætte til Budapest, og endelig fik vi også skiftet chauffør, og selvom jeg ikke kender de nærmere hviletidsregler for buschauffører, synes jeg nok at 17 timers kørsel med samme chauffør ikke er særlig betryggende .

Vi hørte til dem, der havde ofret 100 kr. ekstra for at få en soveplads og i en samlet klump havde chaufføren omdannet nogle stolesæder til liggepladser. Da bussen jo var meget sparsomt bemandet, og for at undgå naboens sure sokker og andre skærmysler a la den mellemste køje, listede vi ned midt i bussen, og brugte kun en halv times tid i halvmørket med at mase med sæderne og omdanne dem til et par liggepladser.

Selvom det ville have været nemmere at køre igennem Slovakiet fra Tjekkiet til Ungarn, er der så mange grænseformaliteter ved den slovakiske grænse, at ruten hellere lægges igennem Østrig over Wien, inden der køres ind i Ungarn. Jeg selv sov sødeligt hele natten eller i hvert fald nogle timer, medens Gitte lå vågen med passene i hånden og ventede på toldere og grænsebetjente, med grænseformaliteterne blev klaret uden pas, og efter 25 timers buskørsel kørte vi så ind i Budapest.

Det havde da været en anstrengende tur, men heller ikke værre, end at det var til at holde ud, men aldrig havde jeg længtes mere efter et bad og til at få børstet tænder. I udkanten af Budapest steg en lokal, men dansktalende guide på bussen, og han fortalte kort om et par praktiske formaliteter, og så var vi ellers spændte på at se hotellet ( til den pris kunne vi vel ikke forvente meget mere end en papkasse), og om vi i det hele taget kunne få adgang til værelset kl. 8 om morgenen.

Hotellet, der lå lidt udenfor centrum i blandet bebyggelse og industrikvarter, viste sig dog at være en positiv overraskelse, og vi kunne indtage værelset med det samme, men den første morgen, skulle vi dog betale et mindre beløb for morgenmaden. Hotellet hed Hotel Oriental og indgangspartiet, receptionen og restauranten var i orientalsk stil med drager og andre kineserier, men med tilsyneladende ungarsk betjening. Den eneste plet, der kunne sættes på hotellet, var til gengæld sat i rigeligt mål, idet gangarealet ind til værelserne var belagt med et tæppe, der måtte stå lige foran en udskiftning eller i hvert fald en gang tæpperens.

Efter det længe ventede bad og morgenmaden, der også var udmærket med brød, frugt, bacon, marmelade, kaffe, te m.m., og det er da til at vænne sig til, at ungarsk smør smager i mistænkelig grad af margarine, var vi klar til at stifte bekendtskab med Budapest.

Budapest har i dag knap 2 millioner indbyggere og er siden 1873 forenet af byerne Buda og Obuda på den ene side af floden Donau, og med Pest på den anden side. Adskillige store broer forbinder de to bydele med hinanden, og hvor Budasiden er kuperet med lave bjerge og en gammel barokbydel med et mægtige slotskompleks, er Pestsiden flad og citypræget med parlament og pragtboulevarder.

Det er ikke ligefrem fred og fordragelighed, der har præget byens historie med undertrykkelse af romere, mongoler, tyrkere, Habsburgere, og siden den tyske værnemagt og Sovjets røde hær, der i fællesskab jævnede det halve Budapest med jorden. Men der er stadig meget forskellig og spændende arkitektur tilbage, og siden landets første frie parlamentsvalg i 1990 arbejdes der grundigt på at slette sporene efter de sidste 40 års betonkommunisme. Bl.a. er hele flokken af overdimensionerede kommunistiske "helte" og andre monumenter fra perioden, pillet ned fra byens torve og pladser og sat på græs til spot og spe i Szoborparken langt uden for byen. At få byen op i nærheden af vestlig standard er dog en større opgave, men der arbejdes på sagen, og det er fortrøstningsfuldhed og ikke håbløshed, der præger byen. Hvordan min kone Gitte og jeg oplevede byen kan læses i det følgende:

Ved siden af Hotel Oriental lå et stort marked, og jeg ved ikke, om det er hotellet, der er inspireret efter markedet eller omvendt, men alle sælgerne var tilsyneladende orientalere. Snævre gange gik imellem hundredvis af boder af træ og presenninger, og her var et enormt opbud af især tøj og sko. Som vi senere ville erfare i hele byen, var der på markedet ikke en eneste pågående sælger, så vi kunne stille og roligt gå rundt og kikke og ose, og først når vi tydeligt tilkendegav, at vi ville handle, kom der en sælger.

Vekselhajer, som der stadig advares mod i forskellige turistguider om Budapest, og som skulle have været noget af en pestilens for turisterne, er tilsyneladende fuldstændig forsvundet fra gadebilledet. Valuta kan nu veksles hjemmefra til 32 kr for 1.000 floriner( okt. 2000), men ved at holde lidt øje med kurserne på de forskellige vekselbureauer i Budapest, fik vi senere vekslet til 28 kr. Prisniveauet er den rene svir med priser noget under halvdelen i Danmark og f.eks. en kombineret 7 dages billet til alle Budapests sporvogne, metro og busser kostede 1.850 floriner omkring 55 kr.

Vi gik ind mod byen for at få et overblik og købte ovennævnte billet og så var vi ellers parate til at indsnuse de nye indtryk. Der er mange store flotte bygninger fra tiden med det østrig-ungarnske dobbeltmonarki, hvor en rigelig pengestrøm har sat sit præg på byen med løvefødder og gesvejsninger, bl.a. Parlamentsbygningen, der i størrelse og arkitektur ikke står tilbage for House of Parlament i London. En hel del af de gamle bygninger trænger til en meget kærlig hånd, og nogle steder var fortovet afspærret, da der var fare for frit faldende løvefødder, men stille og roligt er der gang i restaureringen rundt omkring. Der findes enkelte nye bygninger, bl.a. et enormt stort indkøbscenter, der er flere gange større end det nye Fisketorv i København, men ellers ser det ud som om, der satses på at bevare de gamle bygningsværker.

Ved næsten ethvert af de store gadekryds er der forgængerundergange, så gaderne kan passeres i sikkerhed, men til gengæld må det være en sand plage at være kørestolsbruger. I disse undergange og også på metrostationerne florerer grafittekunsten, så det er svært at sætte fingeren på bare ét lille stykke bar væg, men der var også liv med musikanter, handlende og enkelte tiggere, der prøvede at få lidt skillinger fra folk. Det virkede dog ikke påtrængende på nogen måde, og tiggerne, der var gamle damer eller handicappede (det ser vi da heldigvis ikke i København), sad pænt. Men der kunne spores en del fattigdom og nogle af de handlende måtte henregnes til småhandlende, da de f.eks. kun havde én taske, én sweater eller 2 bundter persille til salg. Hos en lidt større gadehandler købte Gitte et par solbriller og mærkværdigvis fik vi en kvittering.

Vi var kommet over på Budasiden af en af de flotte gamle broer over Donau, det vil dog sige genopbyggede broer, for tyskerne havde sprængt alle broerne i luften under 2. verdenskrig. Op af bjergsiden, eller vi må vel hellere sige bakken, går en gammel nostalgisk bjergbane, og det må være noget nær verdens mindste, for strækningen er ikke meget mere end 100 m. Vi viste vores kombi transport billet, men den gik alligevel ikke, så vi måtte pænt betale 350 floriner og fik så en flot udsigt ud over floden og byen. På borghøjen ligger foruden et kæmpestort slot med museer, også en hyggelig gammel bydel, men vi var foreløbig kun på orienteringstur og gik bare igennem og fandt et billigt sted at spise.

Moscau Ter er en trafikknudepunkt med sporvogne og tog i alle retninger og midt i det hele er et lille anlæg med en forhøjet græsplæne, og der satte vi os og lod bylivet passere forbi. Gitte havde rent faktisk ikke fået sovet hele natten, så hun fik et lille blund i det lune vejr, medens jeg også prøvede at holde øjnene åbne, men det sved, ikke af trafikos, men 3 meter fra mig sad en mand, der luftede verdens mest beskidte tæer.

Midt i Donau ligger den 2½ km lange Margrethe-ø der er et 92 ha stort bilfrit rekreativt område. Store græsplæner med gamle træer vekslede med sommerblomst bede, og spredt ud over arealet ligger klosterruiner, legepladser, snackboder, statuer, en japansk have med rislende vand, musiktribuner og svømmebade. For at komme rundt kunne der lejes elektriske biler både i voksenstørrelse og til børn, foruden trædebiler, tandemcykler og hestevogne. Efterårsløvets flotte farver var længere fremme end derhjemme, men det var lunt som en sommerdag, og mange mennesker gik rundt ligesom os, og nød omgivelserne og vejret.

På vejen tilbage til hotellet, holdt vi skarpt øje med bare en eneste dagligvarerbutik for at købe lidt aftensmad, men vi fandt ingen, og måtte til sidst købe et par sandwich på en Shell tank.

Næste morgen var det lidt køligt fra morgenstunden, men ellers skyfrit, og vi fortsatte udforskningen af Budapest. Det var søndag, men det var nok ikke derfor, der stod en gruppe mænd og malede lygtepæle. Det var faktisk lidt pinligt, for vi var kommet forbi, men så måtte jeg have et foto, for ved en af pælene stod en mand og malede, medens en anden mand holdt bøtten. Det så bare så pudsigt ud, og måtte være en rest fra den gode gamle kommunisttid, men idet jeg gik lidt tilbage og i det skjulte, troede jeg, rettede kameraet mod malerbøttemanden, piftede en af de andre mænd i toppen af lygtepælen, så vi skyndte os væk.

Et af de berømte steder på Pestsiden er Heltepladsen med Tusindeårsmonumentet fra 1896, der blev rejst til minde om magyarerne, der 1000 år før havde underlagt sig landet. En række af ungarske konger, helte og harniskklædte kæmper indgår i monumentet, og som kronen på kransekagen står ærkeengelen Gabriel med den ungarske krone i hænderne.

Efter at vi havde beundret heltene, gik vi på kunstmuseet, der har til huse i en stor monumental museumsbygning og med mange internationalt berømte kunstværker bl.a. en Rembrandt, som vi dog aldrig fandt, men vi kunne jo også bare have spurgt en af de mange kustoder, der myldrede rundt.

Ude på Heltepladsen myldrede det nu også med mennesker, og den ene pigegarde efter den anden marcherede rundt med fjerduske og tryllestave og videre ind i byparken. Vi ville dog først i Zoologisk have og troede egentlig, vi skulle ind og have ondt af nogle stakkels dyr i små bure, men nej, de fleste dyr havde mere plads end i Københavns Zoo. Mange af burene var med elektriske hegn, og det gav det hele et luftigt præg.

Havens bygninger var en fantasifuld oplevelse, med f.eks. elefanthuset bygget som en smukt udsmykket moské med blå kuppel og høj minaret. Da det ungarske sprog for os var uforståeligt, kunne vi ikke sætte navne på alle dyrene, og der var nogle vi ikke havde set før, f.eks. nogle små sydamerikanske skovhunde. På en græsplæne lå en flok dyr og solede sig, og de lignede krydsninger mellem kænguruer og harer, og de var kun indhegnet af et reb, og hvordan de fik dyrene til at holde sig inde bag det reb, var os en gåde.

Lige ved siden af Zoo ligger en cirkusbygning med daglige forestillinger og ved siden af igen en lille meget velbesøgt børne forlystelsespark og ved siden af en stor forlystelsespark med næsten ikke en sjæl. Det kunne dog ikke være indgangs billetten, der skræmte folk væk, da det kun kostede 200 floriner, omkring 6 kr. at komme ind.

Vi gik igennem byparken, der strækker over et over 100 ha stort areal, med store græsplæner, gamle træer og slyngende spadserestier.

I parken ligger et noget specielt borgkompleks Vajdahunyadborgen, der med et sammensurium af 21 forskellige stilarter viser alt i ungarsk byggekunst fra romantik til rokoko. Borgen, der er overbroderet med alt indenfor løvefødder, gesvejsninger, englebørn, våbenskjolde m.m., er et levn fra Tusindårsfesten i 1896, hvor komplekset blev opført som kulisser, men det blev så populært, at det nogle år efter blev opført i holdbare materialer. Vi ville gerne ind i borggården og nyde bygningsværket, men i første omgang måtte vi nøjes med at kikke ind i glughullet i den jernbeslåede træport. På den anden side af borgen, var der dog adgang til en del af de indre gemakker, men de viste sig at være skrabede og totalt manglede alle de udsmykninger og krummelurer, der ellers kunne forventes i en pragtborg. I stedet husede lokalerne et da meget interessant skov- og landsbrugmuseum, med bl.a. en udstoppet gris med krøllet pels.

Fra Heltenes Plads udgår den 2,5 km lange pragtgaden Andrássy út, der blev anlagt i sidste halvdel af 1800 tallet efter, at et par hundrede gamle huse var blevet revet ned, men Budapest ville ikke stå tilbage for andre storbyers pragtgader som Champs Elysees i Paris. Omkring 150 palæer i nyrenæssance blev bygget og var parate til Tusindsårsfesten. I vore dage er noget af glansen gået af pragtgaden, idet mange af palæerne henligger a la Tornerose, hvor det ser ud, som om malere og gartnere har sovet i hundrede år, men de er da så småt i gang med restaureringen her og der.

Vi fik ikke gået hele gaden igennem, for vi skulle også ned og prøve "Tusindårsbanen", der som kontinentets første undergrundsbane kører lige under pragtgadens asfalt, for man ville ikke ødelægge det æstetiske helhedsindtryk med luftledninger til sporvogne og trolleybusser. Det var da smukt tænkt, og de små pyssenyssede nostalgiske undergrundsstationer ligger som perler på snor under pragtgaden, og er i vore dage forbundet med Budapests almindelige og kedelige undergrundssystem.

Vi havde holdt os til Pestsiden hele dagen og fandt deres hyggelige og travle gågade, og for at det ikke skulle være helt ligesom derhjemme, fik vi på Mc Donalds en hårdtslående Kong Fu menu til 650 floriner sådan ca. 20 kr. Som noget man i hvert fald ikke kan se på en dansk Mc Donald, gik en mand på mindst halvfjers år rundt og afryddede borde, med kæk kasket og det hele.

Som turist en hel dag i Budapest med entreer og mad, brugte vi hele dagen 6.000 floriner under 200 kr., så det er et dejligt behageligt prisniveau, i hvert fald for os danskere.

Overtjeneren var trukket i sort jakke med slips, men der var også betydelig flere mennesker i restauranten ved morgenmaden end gårsdagens kun 8-10 mennesker.

Vejret var hele dagen overskyet og omkring 15 grader og var ideelt til udforskning af storbyer, og vi tog bus 4 til centrum og gik over en af broerne til Budasiden. I bussen stod en pudsig mand, som jeg egentlig gerne ville have haft et foto af, men det var nok lidt for pågående. Han var kæmpestor og med et kæmpestort fuldskæg og iført hængemave i joggingtøjet, oplynede scooterstøvler, en rygsæk fra ruder konges tid og en stor fiskestang. Han osede langt væk af manglende bad, men så ellers ud som om han havde det herligt.

På Budasiden rejser Gellért-bjerget sig et par hundrede meter op over Donau og i den trærige bjergside er indbygget et system af fornemme trapper, smedejernslamper, småstatuer og et tæmmet vandfald. Midt i det hele, på en af afsatserne står Sankt Gerhard i bronze og skuer ud over floden, til minde om dengang, hvor han blev puttet i en tønde og rullet ud over afgrunden og siden ophøjet til helgen. På afstand ser pragttrapperne stadig pragtfulde ud, men tæt på ses, at glansen er gået af både Sankt Gertrud og Gerhard, idet de førhen så fornemme trapper er forfaldne og beskidte, men det er nok heller ikke den vej, turisterne normalt går op.

På Gellért-bjergets top står Befrielsesmonumentet, og deroppe, med pragtfuld udsigt over Budapest, var der både velholdt og rent. Monumentet, der består af en kvindefigur med fredens palmegren balancerede på en 26 m høj sokkel, er rejst i 1947, til minde om den røde hærs "befrielse". At mindes den befrielse er ikke helt spiseligt i vore dage, men efter at have fjernet en statue af en rødgardist, der stod foran monumentet, samt nogle russiske relieffer, har resten fået lov til at blive stående som et "alment befrielsesmonument".

På den næste bjerg eller bakketop ligger Borghøjen, og hvis man ikke vil gå op af trapperne eller tage bjergbanen, kan man også tage en elevator op, til den beskedne pris af 10 floriner ca. 32 øre. På Borghøjen ligger foruden den gamle bydel, det enormt store borgpalads, der adskillige gange har været brændt og genopført og igen lagt i ruiner, sidst under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne forsøgte at holde Budapest mod den røde hær. I dag er slottet genrejst og indeholder adskillige kulturelle institutioner og museer.

Ved siden af paladset ligger Fisker-bastionen, der med sine spidse tårne, buegange, fabeldyr og vindeltrapper ligner et bygningsværk, som selv Disney ikke kunne have lavet mere eventyrligt. Turisterne myldrede rundt, og det samme gjorde vi, men det var da også et unikt område, der afspejlede fordums tiders pomp og pragt.

For at komme lidt væk fra mylderet, gik vi på opdagelse på Rosenhøjen, som har fået navn efter, at tyrkerne i 1500 tallet forvandlede højen til et rosenhav. Højen er Budapests whiskybælte med stille gader og smukke luksusvillaer og er i dag overtaget af kunstnere og andre nyrige fra tidlige tiders kommunistiske ledere.

Vi vidste ikke, hvor den kørte hen, men for at afrunde dagen steg vi tilfældigvis på sporvogn nr. 56 der kørte vestpå, først igennem bebyggede bakker. og sidenhen igennem et skovområde, så vi næsten følte os hjemme som påen sporvognstur igennem Skjoldenæsholms skove. Endestationen Hüvösvölgy viste sig at være alle tiders pyssenyssede station med smedejern, krummelyre og småtårne på bygningerne og det hele nydeligt og nymalet.

Rundt om i Budapest ligger adskillige termiske kurbade og et af de mest berømte er Gellért badet, der er opført i pompøs jurgendstil i årene 1909 til 1918. For oplevelsens skyld ville vi gerne prøve et sådant kurbad, men havde dog heller ikke lyst til fjolle alt for meget rundt i ungarske badereglementer kun iført håndklæde, og uden at vide, hvad mænd og kvinder hed på ungarsk.

Indenfor det pompøse indgangsparti hang en prisliste med alt i bade, med og uden mudder, massage, petticure m.m., og heldigvis også på engelsk, så vi valgte et svømmebad incl. termisk bad og betalte1650 floriner pr. person. Så var der fri adgang til forhallen med statuer, palmer og søjler i poleret sten, og i et indviklet system af gange fandt jeg en bademester, der halvsovende spillede skak med sig selv. Bademesteren udleverede en nøgle til en omklædningsskab, og det var vist også til en omklædingsbox, men den missede jeg, så jeg klædte mig af på en gang, medens bademesteren skulede ud af øjenkrogene. Meget snedigt passede det udleverede nummerbånd ikke med skabsnummeret, det blev i stedet skrevet med kridt indvendig på skabslågen, sandsynligvis for at narre uærlige personer, der måske fandt et tabt bånd. Efter kun en enkelt gang at have forvildet mig ind i dameafdelingen, fandt jeg det termiske bad, og endelig kunne jeg slappe helt af, under den dejlige varme vandstråle, der strømmende ud af gabet på en løve. Svømmebadet var lidt køligere, men også med løver og indimellem med boblebad fra bunden. Medens jeg fredeligt svømmede rundt i bassinet, blev jeg lige kaldt til orden med fløjt og pegende fingre. Jeg var ikke iført badehætte, så jeg måtte skamfuldt kravle op og få udleveret en blå plasticpose.

Det varme vand var dejligt og omgivelserne smukke, og med lidt øvelse kan man vel lære, at begå sig udi ungarske kurbade.

I forhallen til badet gik jeg og ventede på, at Gitte skulle vikle sig ud af håndklæderne og da der var en skranke, hvor der kunne veksles penge, lagde jeg en 500 kr. seddel og spurgte hvor mange floriner jeg kunne få for den. Gellét badet bliver en del besøgt af japanske turister, og det havde åbenbart slået igennem på vekslingskursen, så vekslingsdamen ville kun give mig 25 floriner for 1 kr., så jeg fik skyndsomt manipuleret min 500 kr. seddel ud af damens hænder igen.

Jeg havde læst lidt om en rundtur, der kunne gøres i Buda-bjergene med forskellige transportmidler, så vi startede med at tage en af de hurtiggående rulletrapper ned i dybet til U-banen. Et par stoppesteder fra Moszkva tér starter tandhjulsbanen, der blev bygget i 1874, og vi skulle til endestationen i 482 meters højde, hvor børnenes jernbane starter. Billetten til tandhjulsbanen skulle egentlig koste 95 floriner, men billetmaskinen spyttede mønterne ud igen og igen, så vi steg om bord og håbede på, at der ikke var billetkontrol.

Toget standsede ved noget, der ikke var endestationen, men alle folk steg ud og en ældre kone sagde noget til os, som vi ikke forstod, så vi smilede og blev siddende. En yngre mand forbarmede sig over os, og fortalte på engelsk, at toget ikke kørte længere på grund af sporarbejde, så vi smilede igen og steg af. Da der i det samme kom en bus, der vistnok kørte i den rigtige retning, steg vi på, og den snoede sig ud igennem de skovklædte Buda-bjerge. Jeg rodede febrilsk i min taske for at finde ud af, hvor vi egentlig skulle hen, men inden da kom vi forbi nogle smalsporede jernbanespor, og da bussen stoppede, steg vi hurtigt af og stod så et øde sted ved et trinbræt i skoven.

Jernbanesporet så noget rustent ud, og vi begyndte at tvivle på, om toget i det hele taget stadig kørte, eller vi var strandet et eller andet sted ude i skoven. Køreplanen viste, hvis det da var køreplanen, der var slået op på en pæl, at der vistnok kom et tog om 3 kvarter, så vi besluttede at vente, og sandelig til tiden tudede det i det fjerne, og et lille gult tog kom rullende.

Den 12 km lange jernbane igennem Buda-bjergene blev bygget i årene 1948-50 af kommunisternes spejderbevægelse, pionérerne. Den dag i dag, kommunister eller ej, er banens billetsælgere, konduktører og stationsforstandere børn i 10 års alderen iført ulastelige uniformer og med fløjt og honnør ved togafgang. Toget holder ved forskellige stationer i skoven, og selvom der på vores togtur ikke var en sjæl, blev dørene slået op af børnene og der blev vinket afgang, og toget tudede. En 45 minutters togtur igennem efterårsskovens flotte farver kostede 130 floriner ca. 4 kr., og det er fundet til de penge. I toget var der foruden os, kun et andet par, der vist brugte den ensomme togtur til stævnemøde, og det var lidt synd for børnene, altså ikke det med stævnemødet, men at der ikke var flere passagerer med toget, når børnene nu gjorde sig så meget umage.

Endestationen for børnenes jernbane viste sig at være ved ovennævnte pyssenysse station Hüvösvölgy og efter et kvarter med sporvognen, var vi tilbage til Budapests mylder ved Moszkva tér.

Vi skulle lige ind på det kinesiske marked og snuse rundt, og tog derefter bussen til Heltepladsen, hvor der foruden Kunstmuseet også ligger en Kunsthal i en smuk nyrenæssance bygning fra 1895. Kunsthallen har skiftende udstillinger, og den vi så med moderne kunst fra Berlin var der bestemt ikke meget ved, så vi stilede hurtigt mod Budapests Folkestadion, hvor der i nærheden skulle ligge en interessant skulpturpark.

Denne del af Budapest virkede noget mere trøstesløst med jernbaneterræn og industrier, og af snørklede veje fandt vi skulpturparken fra de "glade" halvtredsere med en række skulpturgrupper fra et socialistisk utopia. Her var alle arbejdernes helte og sportsudøvere i aluminium og bronze. Karle og piger i overall og med værktøj i hånd eller udførende gymnastik a la sund sjæl i et sundt legeme. Piger med strittende attributter og gode kraftige lårbasser og unge mænd med ranke rygge, der pegede, ikke på pigerne, men på vejen frem af den kommunistiske sti. Meget rørende, men selvom skulpturgrupperne i høj grad minder budapesterne om en tid, de helst vil glemme, har de foreløbig fået lov til at blive stående, og det håber jeg da, de får lov til.

Vi ville egentlig hen for at se nærmere på parlamentsbygningen, men ved en fejltagelse kom vi i det underjordiske over til Budasiden, og når vi nu alligevel var der, krydsede vi op af alle trapperne og fandt nogle bænke i det lune og solrige vejr.

Igen gik vi igennem det smukke borgområde, og denne gang gik vi ind i Nationalgalleriet, der i ny og gammel kunst beskriver ungarsk maler- og billedhuggerkunst. Et virkelig godt og varieret kunstmuseum med både store drabelige kampscener og yndige ungmøer i ingenting, så der var noget for alle husarerne.

Efter et par meget mættende is i museumscafeen gik vi igen over på Pest-siden og gik op og ned af gågaden, og vi fik købt en 9 sporet meget smuk håndmalet russisk babuschadukke til 7.000 floriner.

Da vi ikke har behov for de store kulinariske måltider, havde vi hele ugen spist på lidt ydmyge steder, men denne aften gik vi ned på vores hotels fine kinesiske restaurant. Spisekortet var stort med et udvalg af både kinesiske og ungarske retter, men da vi hele ugen havde spist ungarsk på både Mc Donald, Burger King og Pizza Hut, trængte vi til noget kinesisk. Madlavningen var hurtig og betjeningen var hurtig, og da 2 gange kylling med svampe og ris, plus den lokale Tokayvin og incl. rigeligt med drikkepenge, kun kostede 5.000 floriner ca.160 kr. var det bare ovenud.

Vores hotelværelse skulle forlades senest kl. 12, men allerede om morgenen pakkede vi sammen og fik stillet bagagen i et aflåst rum og begav os ud på den sidste tur i Budapest. Inden da skulle jeg lige over på kinesermarkedet og høre prisen på en fleece trøje, som jeg havde gået og skævet lidt til. Priserne var ikke angivet på varene, men den lille kineserdame der passede boden, viste 3 fingre og derefter 5 fingre, og det var så prisen fandt vi ud af, 3500 floriner lidt over 100 kr. Af gammel vane prøvede jeg at prutte prisen lidt ned, men hun holdt stædig fast, og da det egentlig var så billigt, sagde jeg o.k. og fik min trøje.

Vi ville ud i ukendt terræn i den gamle bydel Óbuda hvor der skulle ligge nogle rester af den romerske by Aquincum. Selv om Óbuda i middelalderen var en af Europas betydeligste byer, er bydelen nu præget af store socialistiske beton lejekaserner, men heldigvis med enkelte små bevarede og nyrestaurerede enklaver af gamle huse.

Vi gik rundt med rygsækken fyldt med paraplyer og regnjakker, og der kunne ikke proppes mere tøj ned, for vejret var blevet solrigt og varmt med 23 grader. Selvom vi gik efter Aquincum, og vel gik i den rigtige retning mellem beton og benzinstationer, ærgrede det mig, at vi ikke for længe siden havde købt et ordentligt kort over Budapest, da vi nogen gange gik, eller satte os ind i et tog eller bus på lykke og fromme. Vi var faktisk lige ved at opgive at finde Aquincum, og troede at mosaikkerne i gangtunnelerne var de eneste mosaikker den dag, men så fik vi opklaret, at vi var stået af toget en station for tidligt og ellers var på rette vej.

For at forsvare det romerske riges grænse mod nordøst, opførtes en militærlejr, hvor Óbuda ligger i dag, og i år 89 e. Kr rykkede den 6.000 mand stærke II. Legion ind i lejren. I forbindelse med denne lejr voksede den civile by Aquincum op, og i sine velmagtsdage havde byen over 20.000 indbyggere og alt indenfor romerske badeanlæg, amfiteater, akvadukter og brolagte gader. I næsten 300 år trivedes Aquincum, indtil legionen forlod byen, og germaner, vandaler og hunner i fællesskab fik jævnet det meste med jorden.

Den første store afdækning af den antikke by blev påbegyndt i 1870, og er langtfra færdig endnu, og lige meget hvor man stikker spaden i jorden i Óbuda, dukker der rester fra romertiden op. Til det store område, der allerede er afdækket, er der adgang mod en symbolsk betaling, og så kan man svælge sig i ruiner, knækkede søjler, mosaikker og statuer samt en rekonstruktion af en romersk villa. Foruden os var der i det store område kun en skoleklasse samt en del kustoder, mest ældre mennesker, der passede på et særligt flot mosaikgulv eller et badeanlæg og gerne og smilende viste det frem.

Med kystbanetoget kom vi hurtigt tilbage til Buda, og igen manglede vi et godt kort, da vi ledte efter den lille seværdighed Gül Babas Gravmæle, som H.C. Andersen havde beskrevet fra en rejse 1842. Da vi havde gået frem og tilbage af de samme gader nogle gange, slog vi os ned på en høj i en lille park og nød i stedet den pragtfulde udsigt over byen. Nogle børn legede i parken, og der sad også en dame, og jeg synes efterhånden, det var ærgerligt, at vi ikke kunne finde Gül Baba, når nu H.C. Andersen kunne, så jeg gik hen til damen med et billede af gravmælet og prøvede at gebærde mig. Hun kaldte på en stor dreng, som ville guide os hen til gravmælet, og da vi lidt efter kom frem, ville jeg selvfølgelig give ham en drikkeskilling, men han nægtede pure. Tænk at nogen gør noget for fremmede at venlighed, – der er alligevel håb for menneskeheden.

Gül Baba kom med den tyrkiske sultan Süleiman til Buda og døde her i 1541, og da han var en from mand og en stor rosenelsker, der indførte rosendyrkning i Buda, byggede man omgivet af rosenbede, en lille ottekantet kvaderstensbygning til hans gravmæle. Det hele er ved at blive sat istand og har en flot udsigt over byen, og venter nu kun på nogle turister, men et lille skilt til at vise vej, gjorde nu ikke noget.

Så manglede vi kun at se Parlamentsbygningen, men den var bevogtet og afspærret hele vejen rundt i mindst 50 meters afstand, så vi måtte nøjes med at nyde det kæmpestore smukke bygningsværk på afstand.

Der var vel nok et og andet rundt omkring i Budapest vi ikke fik set, bl.a. ville jeg gerne se Szoborparken med de hensyltede kommunistiske monumenter, men ellers kom vi godt rundt, og byen er virkelig et besøg værd, og fuldt på højde med mere turistede byer som f.eks. Prag.

Efter en igen udsøgt kinesisk middag på hotellet, var der busafgang kl. 20.30. Først over Donau med flotte lysilluminerede broer og videre med retning mod Prag, denne gang med 2 chauffører, men stadigvæk kun med 8 gæster. Sovesæderne var slået op i bagenden af bussen, så vi kunne gå i "seng" når vi ville, men der var i hvert fald morgenparade kl. 6.30, hvor 40 gæster fra Prag gerne ville med hjem. Da vi sad næsten foran i bussen, fik vi et godt indblik i de 2 chaufføres jargon og levevis, og jeg tror egentlig ikke, de fik sovet eller hvilet sig ret meget på vejen hjem, da vi både var ved at komme for sent til færgen og løbe tør for benzin.

Godt ud på aftenen nåede vi igen København, ømme i bagen og næsten med krampe i benene, men godt tilfredse med hele arrangementet, og det har bestemt ikke afskrækket os, at benytte en budgetvenlig langdistance bus til en spændende by.

Tilbage til forsiden