Inden vi gik ud i det ukendte, havde vi slået os ned ved bordene på hjørnet af Sdr. Boulevard og Dybbølsgade, hvor kiosken Kihoskh ligger. Her er der solrigt, især når solen skinner, og en mand sad og guffede pizza i sig. Han betroede os, at pizzeriaet ved siden af har Vesterbros bedste pizza, så vi gik ind og bestilte to stk. Bordene hører egentlig til Kihoskh, men de har en aftale om, at det er ok at spise sine pizzaer der.

Kihoskh var særdeles velbesøgt, og ikke uden grund, for i de snævre gange var der et utal af forskellige varer, alt til kioskfaget henhørende, men også tegneseriehæfter, og allerøverst oppe næsten gemt kunne også ses et eksemplar af Ugens Rapport. Øludvalget var enormt med alle mulige hjemlige og udenlandske ølsorter, og vi valgte et par spændende stykker uden at vide, at vi om kort tid ville overtræde reglementet. Jo, for udenfor på Kihoskhs borde er al indtagelse af spiritus og deslige aldeles forbudt. Vi nåede lige at sætte tænderne i pizzaerne, da ejeren kom ud fra kiosken og meget venligt sagde, (det stod der vist også på et skilt) at øldrikning ved bordene var forbudt. Det var noget med politiet, og det er jo nok heller ikke smart med fulderikker foran kiosken. Der blev henvist til nogle nydelige bænksæt ude på Sdr. Boulevard, der i vore dage nærmest er en park med legepladser og boldbaner.

Bare man dog kunne lære det, at to almindelige pizzaer kan to mennesker ikke spise uden at foræde sig, så jeg kikkede mig rundt for måske at få øje på en hjemløs. Der var ingen, så vi fortsatte til det allersidste stykke, der så blev levnet. Meget belejligt er der nogle yderst både smukke og hensigtsmæssige skraldespande lige ved siden af, og de er designet til at tage en vandret pizzabakke. To smukke unge piger sad ved siden af, og jeg ville benytte lejligheden til at tage et billede både af skraldespanden og pigerne, og spurgte derfor høfligt om det gjorde noget for dem, hvis de kom med. Det var de ikke interesseret i, så de rejste sig beredvilligt, så jeg kunne få et kedeligt skraldespandsbillede.

Under spisningen havde vi udtænkt vores træk ind i det ukendte terræn, og med fedtet drivende fra fingrene og hagen var vi rustet til at gå på opdagelse.

Fra Vesterbrosiden gik vi ind over Dybbølsbro og drejede kort efter skarpt til højre ad Otto Busses Vej, og det kæmpemæssige jernbaneterræn lå for vores fødder. Vi blev distraheret og sinket af et kæmpe brombærkrat, men ellers var vi kommet ind i det tidligere DSB Centralværksted med masser af store bygninger. For lige at få Otto Busse med, så var han maskindirektør og levede fra 1850 til 1933, og i 35 år satte han sit præg på damplokomotivets udvikling, så det er helt i orden, han har fået opkaldt en vej efter sig.

DSB Centralværksted var tidligere en af Københavns største arbejdspladser med remiser og et virvar af jernbanespor. Der holdt stadig en del tog fra tidligere tider, men også nye – måske nogle der ventede på en afrensning for graffiti? Ellers kunne vi kikke ind over det store, øde jernbaneareal, der ser meget ubenyttet ud, og her må DSB have gemt en guldgrube, hvis jorden blev solgt til boligbebyggelse.

Et stykke ude ad Bussevejen går man som på en ø mellem sporene ud til ”Kineserbyen” eller ”Den Gule By”, som landsbyen rettelig hedder. Byen er simpelthen DSB’s svar på Søværnets sømandsboliger Nyboder, og smukt som det ligger herude, kalder beboerne da også boligerne for Paradiset. Kineserbyen, der har fået navnet på grund af den gule farve, er netop blevet færdigrenoveret for 16 millioner kroner, og den er så smuk som nogensinde med nye tage, vinduer, skorstene og veje i området. Husene blev opført i 1909 som tjenesteboliger til DSB-medarbejdere i Hjælpetjenesten, som herfra hurtigt kunne rykke ud ved afsporinger eller andre uheld. I stuerne og soveværelserne var der derfor installeret alarmklokker, som kunne aktiveres fra den nærliggende mesterbolig.

I januar 2010 trådte der nye bestemmelser i kraft, idet folkene i Hjælpetjenesten ikke længere havde bopælspligt herude, hvis de ellers kan tilkaldes og være fremme i løbet af kort tid. Derfor er boligerne ikke længere udelukkende tjenesteboliger, og alle boligsøgende kan blive skrevet op, men ventelisten er lang. Og det forstås, for det er den rene idyl for de 33 lejemål, der ligger i de små hyggelige gader. Der ligger dog også en stor gul villa, sikkert med flere lejemål og med en kæmpe have, men det er måske mesterboligen.

Kineserbyen er omgivet af store tomme værkstedsbygninger og øde banearealer, men alligevel er der smukt her midt i ingenmandsland mellem Fisketorvet og Vesterbros skyline, der ses i det fjerne.

Vi havde mødt enkelte cyklister på Otto Busses Vej og en enkelt ung kvinde, der var ude for at lufte chefens hund, men ellers næsten ingen. Forbi Kineserbyen opdagede vi en skummel tunnel, der var overmalet med graffiti, og den mundede såmænd ud i det pulveriserende liv næsten ved Enghave Station. Ud af tunnelen kom to unge mennesker på en tandem, og det viste sig, at de kom fra Australien og havde to dages ophold i København. Imponerende at komme helt fra Australien og havde to dage i København, og så tager de på en tur til et område, som ærkekøbenhavnere ikke engang kender.

Efter tunnelen var vores eventyrlyst ikke mættet, så lidt før Enghave station gik vi ned ad en rusten jerntrappe, hvor der først var en sti, der lidt senere blev til en vej, og det er en vej, der bestemt ikke er med på noget kort, i hvert fald ikke Krak. Der var en lille P-plads ved nogle graffitibeklædte bygninger, der var godt gemt i noget nærmest vildtvoksende krat. Jeg har tidligere spekuleret på, hvor den lette garde fra Skelbækgade med deres bilende kunder kører hen, når forretningerne skal udføres, men forskellige efterladenskaber kunne godt tyde på, at dette er gerningsstedet.

Vi fortsatte ad vejen, hvor der gik et jernbanespor på en dæmning ved siden af, og her vokser næsten uopdaget Danmarks flotteste, vilde brombær i massevis. Kæmpestore og dybt mørke, solmodne bær – en ren lækkerbisken.

Vejen fortsatte med det store baneterræn til venstre, og ingen skilte frabad sig uvedkommende indtrængen. På et tidspunkt endte vejen ved en bygning, og en sti fortsatte over et jernbanespor, og nu kunne vi næsten godt regne ud, at vi var på gale veje. Et par banearbejdere i orange veste bekræftede dette, og meget venligt rådede de os til at vende om, selvom Dybbølsbro var inden for rækkevidde. 

Tilbage op ad jerntrappen ved Enghavevej – mætte af brombær og indtryk – fortsatte vi ind i gaderne på Vesterbro ved Godsbanegade og Krusågade, men det er en helt anden historie..

Tilbage til forsiden