Californien

fra San Fransisco til Los Angeles.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juni 1987

Vores datter Louise tog i sommeren 86 til Californien for at være udvekslingsstudent hos familien Berman, hvis datter Leslie vi selv havde haft som udvekslingsstudent for nogle år siden. Da flypriserne i foråret 87 dalede til omkring det halve af normalprisen, og dollaren også var i bund, tog den resterende del af familien ( Søren, Gitte og Kim) den raske beslutning, at nu ville vi besøge Louise og samtidig se så meget af Californien som muligt.

Flyturen foregik med North-West Orient med flyskift i New York og Minneapolis. J.F. Kennedy lufthavnen i New York ligger så langt fra City, at vi hverken så noget til højhuse eller Frihedsgudinden, så den oplevelse må vente til en anden gang. Der var omkring 3 timer fra ankomst til afgang i den enorme Kennedy lufthavn, men tiden blev fuldt ud udnyttet med kø til pas og visa, og siden i boardingpaskøen til Minneapolis, hvor der herskede panikstemning, da computeren var "out of order". Hele turen København - San Fransisco tog 20 timer og med en tidsforskel på 9 timer, men hvad er 20 timer mod den rejsetid og de strabadser, som de danske udvandrere måtte igennem, for at nå Californien for blot 100 år siden.

Efter en kort nat på Holiday Inn nær San Fransisco lufthavn, kørte vi med hotelbussen til Hertz, hvor vi havde reserveret en bil til de næste 12 dage og hvilken bil. En splinterny Ford Thunderbird, selvfølgelig med automatgear og servostyring, og en masse knapper, der rullede vinduer op og ned, indstillede sidespejle og air conditionanlæg. Den var noget overvældende, især da jeg ikke før har kørt med automatgear, og så skulle starte med at køre ud i San Fransiscos trafik. Efter at have øvet mig lidt på parkeringspladsen, blev jeg dog hurtigt dus med vognen, og det er nemt at gå fra manuelt gear til automatgear, hvorimod den omvendte rækkefølge er besværlig, og der gik en hel uge, efter vi var kommet hjem, inden jeg igen begyndte at vænne mig til den hjemlige gearstang.

Bilerne i Californien er i gennemsnit en hel del større end bilerne i Danmark, selvom det siges, at de amerikanske biler er blevet meget mindre de sidste år på grund af de "høje benzinpriser". Efter danske forhold er 1 dollar for en gallon (4 liter) benzin nu ikke så galt, og så kunne man endda risikere, at få en vasket forrude med i prisen. Overalt i Californien så vi dog masser af de gamle folkevogne i modellen "nedgroet negl".

Familien Berman bor 3-4 miles uden for en lille by ved navn Soquel, der næsten er vokset sammen med kyst- og turistbyen Santa Cruz. Hvis man er stedkendt, tager det normalt et par timer at køre sydover fra San Francisco til Santa Cruz, men vi var ikke stedkendte, og da det på kortet så nemmest ud at tage kystvejen, kørte vi mod Stillehavskysten. Vi vidste ikke så meget om Californiens klima endnu, så pludselig var vi ude i en tæt kysttåge.

Californiens kyst grænser op til to helt forskellige havtyper, der i høj grad bestemmer vejret. Syd for Santa Barbara findes varmtvandshavet, der gør vinteren mild med masser af sol, og sommeren tør og varm. Nordkysten grænser op til koldtvandshavet, der gør vinteren våd og sommeren oftest tempereret på grund af kølige havvinde og en hårdnakket kysttåge. Mark Twain skrev engang, at den koldeste vinter han nogensinde har oplevet, var en sommer i San Francisco.

Den kølige kysttåge strækker sig normalt kun et par kilometer ind i landet, og om sommeren er indlandet som regel tørt og varmt, for ikke at tale om Death Valley, der er et af de varmeste steder på Jorden. I Californien kan man derfor stort set selv bestemme, hvilket vejr man vil have, man kan bare køre derhen. Vi kørte ihvertfald væk fra kysten og tågen, og i dejligt solskin søgte vi af store og små veje ned til Soquel og fandt endelig Bermans hus.

Her fik vi en dejlig modtagelse først og fremmest af Louise, som vi ikke havde set i 11 måneder og af vores "gamle" udvekslingsstudent Leslie. Desuden består familien af Stan Berman, som er hjertelæge og Judy Berman, som var utrættelig i at gøre vores ophold i Californien så behageligt, og interessant som muligt. En dejlig venlig familie, hvor vi med det samme følte os hjemme, og i det hele taget var alle de amerikanere vi kom i forbindelse med, meget venlige og imødekommende, og vi kunne ikke engang købe en is uden en afskedshilsen som: "Have a nice day".

Bermanhuset ligger i en lille dal omgivet af lave bjerge, så her var næsten altid sol og en behagelig temperatur. Selve huset er både ude og inde lavet af redwood træ, og det er meget smukt møbleret og spændende udsmykket med ting fra naturen, såsom skildpaddeskjolde, hajtænder og sten. Til huset hører selvfølgelig en svimmingpool, men det bedste ved det hele var en "hot top", der er en stor udendørs trætønde, hvor vandet altid er 40 grader varmt. Familien har 5 biler, en til hvert medlem, samt et par stykker i reserve. Til familien hører desuden 4 katte, den ene en mægtig tamp med 9 kløer på hver pote og hunden Honey, der var helt glathåret, men på ryggen havde den en ejendommelig stribe hår der vender den forkerte vej, af racen "Rodesisk ridse på ryggen".

Næste dag så vi nærmere på Santa Cruz, der ligger delvis beskyttet mod havvindene af den store bugt Monterey Bay. Byen er meget turistpræget med et mylder af forretninger og restauranter, og hovedgaden snor sig hyggeligt imellem store eksotiske træer. For hver ende af hovedgaden, stod der skilte, der tilkendegav, at hunde ikke havde adgang, formentlig på grund af hømhømmerne. I det hele taget blev vi positivt overrasket over, hvor rent der var overalt, hvor vi kom frem i Californien. Der var faktisk intet som helst affald eller papir, der flød, hverken i byerne eller langs vejene, men der stod også skilte rundt omkring, der lovede bøder på mellem 500 til 1000 dollars, hvis der blev smidt affald.

6 miles nord for Santa Cruz besøgte vi "Big Trees og Pacific Railway Company" der er en gammel veteranjernbane. Banen blev i sin tid bygget for at hente de store redwood træstammer ned fra bjergene til savmøllerne, men bliver nu udelukkende brugt til turistformål. Stationen og de omkringliggende forretninger "Stores" var helt i den gamle stil, og selvfølgelig var personalet iklædt gammeldags dragter. Et damplokomotiv fra 1910 tog os op på en 2 timers bjergtur, hvor sporet gik over slugter, med for mig at se spinkle, tømmerkonstrueret broer, og ellers igennem en dejlig redwoodskov.

Om aftenen skulle Louise "Graduate" sammen med 345 andre elever fra Soquel High School. Højtideligheden foregik på et tætpakket baseballstadion, med alle forældre og pårørende i deres bedste tøj. De unge graduanter sad på plænen med front mod publikum, og de var stilfuldt iført kapper og firkantede professorhatte a la Gøg og Gokke i Oxford.

Efter musik og taler af elever og rektor, blev hver enkelt elevs navn råbt op, og rektor uddelte håndtryk og et plastiketui med eksamensbeviset. D.v.s. plastiketuiet var tomt. For at undgå ballade denne aften, fik eleverne først næste dag udleveret eksamensbeviset, hvis de da ellers har opført sig tilforladeligt, for ellers bliver det ikke udleveret.

Da den sidste elev fik det sidste håndtryk, nærmest eksploderede stadion, og 345 professorhatte blev kastet op i luften, og de pårørende strømmede ned til graduanterne for at ønske tillykke, og så blev der ellers festet i de små hjem og ikke mindst for Louise hos Bergman med både familie og venner.

New Brighton State Beach er en af de utallige statsstrande og statsparker i Californien, hvor naturen er under særlig beskyttelse, og næste formiddag gik vi tur på stranden iført lange bukser og trøjer, for tågen var ikke lettet, og det var hundekoldt. Store bølger fra Stillehavet slog ind på stranden, og det var fasinerende at se store flokke af pelikaner, der dykkede efter fisk.

Et stykke ude i vandet lå et meget stort skib, der var bygget af cement og forbundet til stranden med en bred bro. Skibet havde i begyndelsen af tyverne sejlet med tømmer, men da det begyndte at at blive utæt, blev det sejlet på grund, og der blev lavet en del restauranter derude. Det ser meget malerisk ud, men er nu nærmest et vrag med forstavnen brækket af og liggende som en lille ø, tæt besat af pelikaner, og resten bliver brugt som ståsted af de lokale lystfiskere.

På tilbagevejen var tågen lettet, og vejret begyndte at ligne det vejr, som vi hjemmefra troede var californisk sommervejr. Vi så en søløve stikke hovedet op, kikke sig omkring for derefter af forsvinde igen. I yngletiden holder søløverne til i store flokke på de mere øde kyststrækninger, og med fører kan man komme ud blandt dyrene, men det er desværre ikke yngletid, så vi må nøjes med at få det fortalt.

Om eftermiddagen kørte vi til Big Basin Redwoods State Park, der er den ældste af de mange redwoods statsparker, der ligger langs Californiens nordlige stillehavskyst. Coast Redwooderne (Sequoia sempervirens) der gror her, er nogle af verdens højeste træer med en højde på op til 112 meter og en diameter ved basis på 6 meter. Disse træer tåler ikke megen frost, men stortrives her langs denne sommertågede og vinterregnfulde kystlinie.

Giant sequoia (Sequoadendron giganteum) der gror længere inde i landet langs Sierra Nevada bliver "kun" omkring 80 meter høje, men de kan opnå en diameter ved basis på op til 10 meter, og er således den største form for liv på jorden. Mammuttræer, som de hedder på dansk, tåler udmærket frost og kan også opnå en pæn størrelse i Danmark, hvilket bl.a. kan ses i Knuthenborg Park, men størrelsesmæssigt ligner de nærmest dværge i sammenligning med Californiens mamutter. Heldigvis for Giant sequoia er deres ved skørt og uanvendeligt til tømmer og derfor uden interesse for kommerciel udnyttelse, hvorimod redwood er velegnet til husbygning og møbelbrug og så er det jo på sin plads med de mange fredede statsparker.

Mange af de store træer er mere eller mindre hule efter skovbrande i tidernes løb. Barken kan blive op til 60 cm tyk og kan næsten ikke brænde, medens veddet kan brænde i årevis, men heldigvis kan en redwood næsten ikke slås ihjel med ild.

Vi følte os meget små, medens vi vandrede rundt mellem disse kæmpetræer, og der blev taget mange billeder, selvom det var umuligt at få et helt træ med på ét billede. I bedste Anders Andbladstil vrimlede statsparken med forskellige egern, gray squirrels og shipmunk, der var meget interesserede, da vi tog madpakkerne frem. Endnu mere interesserede var en flok Stellars Jay, en blå fugl med en sjov top på hovedet. Når vi kastede et stykke brød et par meter, havde fuglene næsten altid grebet det i luften, inden det ramte jorden. Her kunne Storebæltsfærgernes måger virkelig lære noget.

Om aftenen tog vi ned for at besøge Judys mor, der bor i en såkaldt mobilhomepark. Parken var kun beregnet for pensionister, idet beboerne skal være fyldt 60 år. Mobilhomes er en slags kæmpestor campingvogn, men uden hjul og de kan kun flyttes med blokvogne. Til hvert mobilhome, der er beboernes egne, hører en meget lille have, men der var en overflod af blomster og planter alle vegne, så det hele var pænt og meget nydeligt. Til parken hører en del fællesarealer med svimmingpool og lokaler til spil og andet hyggeligt samvær, og hvis man alligevel skulle blive træt af naboerne, er der forholdsvis nemt at flytte sit hus til en anden mobilhomepark.

Der var endnu en dag til at se nærmere på Santa Cruz og omegn, og vi spiste frokost i en kinesisk restaurant. I det hele taget spiste vi ude mange gange, da det var billigt, kun 3-4 dollars pr. person, og samtidig god og rigelig mad, og det gik hurtigt med serveringen. Når vi kom ind i en restaurant, blev vi straks vist hen til et bord og fik stukket et menukort i hånden, og inden vi fik sat os, blev der stillet et glas isvand til hver person. Servitricen modtog bestilling, og i løbet af meget kort tid kom maden, og selvom vi nogle gange var 7 til bords, kunne servitricen altid huske, hvem der havde bestilt hvad. Flere gange under måltiderne kom servitricen og spurgte om alt var i orden, og samtidig blev glassene fyldt op med isvand. Når måltidet var ved at være slut, lagde servitricen diskret regningen på bordet, og vi betalte, og servitricen takkede, fordi vi har spist der, og ønskede os en behagelig dag. Første gang var vi målløse, og troede det var et helt specielt sted med sådan en fin service, men det var det samme alle steder. Her var der også nogen, der kunne lære noget.

Ved kysten lidt nord for Santa Cruz ligger et lille fyrtårn, hvor der var en udstilling om surfing. Stedet for udstillingen var godt valgt, for lige neden for klipperne stryger de lange stillehavsdønninger forbi, og der lå da også 12-15 surfere og ventede på en ekstra god bølge. På en klippe lidt ude i vandet lå en hel flok søløver og solede sig, indimellem de sprang på hovedet i vandet.

Senere tog vi til Santa Cruzs Fishermans Wharf, der er en mole lavet af nedrammede pæle, der strækker sig langt ud i havet. Molens dæk lå mindst 10 meter over havet, for at undgå at blive ødelagt af de store bølger om vinteren. Med korte mellemrum stod små kraner, der kan hejse fiskernes last op på dækket, og ellers var molen tæt besat af forretninger og små spisesteder, så der var en livlig leben derude.

På stranden ved siden af Fishermans Wharf ligger Santa Cruzs berømte beach bordwalk, der er en slags tivoli med en masse rutsjebaner og andre forlystelser. Den største rutsjebane er omkring 50 år gammel og var netop erklæret for nationalt historisk mindesmærke, hvilket alle var meget stolte af.

Efterfølgende kan jeg fortælle at Santa Cruz i 1989 blev ramt af et meget kraftigt jordskælv, der ødelagde næsten alle huse i byen. Vi har ikke været der siden, men jeg håber byen er bygget op i den hyggelige stil, som vi så.

Næste morgen spiste vi på ægte amerikansk vis på morgenmadsrestaurant, med stakke af pandekager og ahornsirup, og ellers kørte vi østpå gennem gule græsklædte bakker og store flade sletter, for sidst på dagen at nå Yosemite National Park i bjergkæden Sierra Nevada. Nationalparken dækker er område på 3.000 km2, men det er i dalen, der er 1,5 x 11 km lang, de fleste aktiviteter foregår. Fjeldsiderne rejser sig næsten lodret op 600-1200 m rundt om dalbunden, men i området findes også fjeldtoppe på 4.000 m højde. Udfra dalen udgår trails, der er afmærkede stier med 2 timers ture og op til 3 ugers ture.

I nationalparken findes vilde bjørne, og hvis man skal ud på nogle af de længere ture, gør man klogt i at studere vejledningen i, hvordan man undgår at bjørnene æder ens proviant - det er noget med snoretræk, træer og tynde grene. Vi så ingen bjørne i de 3 dage, vi var i Yosemite, men masser af nysgerrige egern, og for os fremmedartede fugle.

I dalen kan man overnatte i egne telte eller på 1. klasses hotel i rigtig nationalparkstil med kampestensmure, tykke bjælker og gevirer på væggene. Vi overnattede selv i den bløde mellemvarer, en slags primitiv hytte med lærredstag, og med nogle ganske forskrækkelige senge, med en fjederbund der pep og skreg, bare vi vendte os den mindste smule.

Bortset fra de senge var Yosemite er stor oplevelse, og med de mange forskellige aktivitetsmuligheder udnyttede vi dagen på forskellig måde. Nogle var ude at ride, andre besøgte indianergrotterne ved Mirrov Lake, og Stan og jeg tog på en af de mere anstrengende ture, til det øverste af Yosemite Fall, et vandfald med et totalt fald på 739 m. Trailen går i zig zag over bjergskråningen og op gennem kløfter langs lodrette klippesider, og tilsidst nåede vi op, hvor vi kunne se ned på vandfaldet.

Omkring 100 m fra kanten hvor vandet styrter ned, går en bro over vandløbet. I vandløbet lå store flade sten, så man teoretisk set let kunne springe fra sten til sten over vandet, men det er livsfarligt. Hvert år er der nogen, der falder i vandet og ryger ud over kanten. På et advarselsskilt, der opfordrer til at benytte broen, stod der bl.a. "Hvor mange skal dræbes her i år: 1-2-3-4?". Vi benyttede pænt broen og fortsatte ca. 1 mile længere op, indtil trailen endte ved en lodret klippe ned og en fantastisk udsigt over dalen.

Efter frokosten begyndte vi nedstigningen, og da vi var startet tidligt, mødte vi næsten ingen på opturen, men på nedturen var mange hold på vej op. På rigtig amerikansk vis hilste næsten alle, og mange standsede for at få en sludder, og spurgte hvor langt der var op. En dame mente hendes 6 årige datter kunne komme i Guinness Rekordbog, hvis hun tog hele turen vejen op. Datteren, der så noget træt ud, fortalte at hendes mor havde lovet hende en hel dollar, hvis hun klarede turen. Vi foreslog at sætte prisen op til 10 dollar. Turen op og ned er på ca. 11 miles, og vi var selv 6 timer om den.

Om eftermiddagen tog vi på gummibådsejllads ned af floden. Gummibådene kunne man leje, og så ellers stille og roligt drive ned af floden med lidt hjælp af en pagaj. Det var skønt at se landskabet drive forbi, medens vi prøvede at undgå store sten og komme bedst muligt igennem de små vandfald. Det hele var meget velorganiseret, så da vi efter et par timers sejllads nåede stoppunktet, der var markeret med en udspændt wiere, blev sejlere og gummibåde transporteret tilbage til udgangspunktet.

Andendagen i Yosemite tog vi bilen og kørte omkring 40 km igennem bjerglandskabet til et berømt udsigtspunkt kaldet Glacier Point. For vores fødder, men 1.000 meter næsten lodret ned, lå vores campinghytte i Yosemite Valley. Fra Glacier Point kikkede vi ned på Yosemite Fall, der ligger på den anden side af dalen og ellers var der en fantastisk udsigt til de berømte fjelde bl.a. Half Dome og længere ude sås sneklædte bjergtoppe. Der var selvfølgelig en stor souvenirbutik på Glacier Point, så der kunne nydes både udsigt og is. Et skilt forkyndte at dyrene i nationalparken ikke måtte fodres, men det synes nogle egern ihvertfald var noget pjat, så medens Søren sad med sin is, kom et egern løbende og snuppede isen ud af hånden på ham.

Bilen skulle køres ned igen, men de fleste af os fik heldigvis fornøjelsen af at gå ned, ad den bratte og slyngede Four-mile Trail ned til dalens bund, medens udsigten kunne nydes undervejs, og bagefter skulle vi lige have en tur mere i gummibådene.

I den sydlige del af Yosemite National Park ligger Mariposa Grove, og her findes en smuk bestand af Giant Sequoia. Mange af træerne er over 3000 år gamle og er ufatteligt store. Vægten af de største Giant Sequoia er anslået til over 2.000 ton, og da træets frø kun vejer 4,7 mg, vil det sige, at når det er fuldt udvokset, har det forøget sin vægt ca. 250 milliarder gange. Vi så en falden kæmpe, hvor der i 1881 blev hugget en tunnel, så vejen kunne gå igennem. I vinteren 1969 faldt der så meget sne, at træet blev tynget til jorden, så nu slår vejen en bugt uden om træet. Vi så andre træer, hvor biler sagtens kunne køre igennem, hvis der blev hugget en tunnel, men det gør man ikke nutildags i fredede træer.

I Mariposa Grove skiltes vore veje, så Judy og Stan kørte tilbage til Santa Cruz, og familien Greiner og Leslie kørte sydover af de store freeways 99 og 5 med kurs mod Los Angeles. Hastighedsgrænsen var max 55 miles i timen, men da de fleste af de indfødte kørte 65-75 miles i timen, ville vi ikke ligge og sinke trafikken, og de var jo også synd for alle de hestekræfter, vi havde under motorhjelmen, kun skulle ligge og slumre.

Los Angeles er beskrevet som "49 forstæder på jagt efter en by" og der findes da også kun en meget lille egentlig bykerne med nogle få højhuse, medens resten er 1 eller 2 etagers huse, spredt over et enormt område på ca. 90 x 50 km. Hele byen er gennemskåret på kryds og tværs af motorveje, således at byens 7,5 millioner indbyggere, kan komme frem og tilbage mellem de forskellige bydele. Vi skulle ned til den sydlige bydel Anaheim, og selv om vi kørte på motorvej, og trafikken skred fint, tog det omkring 1½ time at krydse byen.

I Anaheim ligger en af de store turistatraktioner "Disneyland", der er den ældste af verdens efterhånden 4 Disneylande. Hele området omkring Disneyland er fyldt med moteller og restauranter, lys og reklamer og så rigtig amerikansk ud. Vi havde bestilt plads på et motel midt i det hele, kun 100 meter fra hovedindgangen, og forventningens glæde nåede uanede højder.

Forventningerne blev fuldt ud indfriet, og for nogle barnlige sjæle som os, er Disneyland fantastisk. At se det hele på en dag, selvom vi var der fra 8 morgen til klokken 22 om aftenen, var umuligt. Det kostede 20 dollar at komme ind, og derefter var alle forlystelser gratis. Disneyland er egentlig ikke særlig stort, men da der forgår noget under jorden, på jorden, i vandet og i luften, var der masser at se på.

Parken er opdelt i 7 afdelinger, og hvilken afdeling, der er den bedste, er svært at sige, da hver har sin charme. Søren syntes bedst om Tomorrowland, hvor især Star Tours med rumskib ud i verdensrummet, faldt i hans smag. Ved New Orleans Square var noget af det bedste en tur med pirater til Caribien. Hundredvis af talende og bevægelige dukker bliver levende gennem disneyopfindelsen audio-animatronics, en blanding af elektroniske signaler og prevmatiske led under en livagtig plastikhud.

Haunted Mansion er spøgelseshuset, hvor der startes i et rum der langsomt synker ned i kælderen, og hvor gennemsigtige spøgelser danser rundt. Tilsidst ser man sig selv i et spejl, hvor der i vognen ved siden af en, sidder det uhyggeligste spøgelse og griner.

I Adventure Land kan man bl.a. komme på motorbådskryds gennem Amazonas og Congos jungler, med livagtige bevægelige flodheste, krokodiller, badende elefanter og menneskeædere.

Main Street er en USA-gade fra omkring århundredskiftet, med masser af små forretninger og bl.a. hestetrukne sporvogne, og i Fantasyland står Torneroses slot, og man kan komme med bjergbaner eller sejle med en missisipifloddamper i fuld størrelse.

Der er virkelig kælet for detaljerne i Disneyland, og de fleste af de "gamle" huse er lavet af plastik, selv stråtaget, men man skal helt hen og røre ved husene for at blive klar over det. En masse unge mænd gik rundt og fjernede selv det mindste papir eller cigaretskod, så overalt var der så rent som på et stuegulv. Det er umuligt at beskrive Disneyland, men vi var meget begejstrede, og en ting er sikkert, alle mellem 1 og 90 år kan få fornøjelse af et besøg.

Tidligt næste morgen kørte vi tværs igennem Los Angeles mod Hollywood, hvor Leslies søster Paula og hendes mand Michael bor. Michael er noget ved musikken eller rettere sagt ved filmen, så han havde skaffet os fribiletter til en 4 timers tur igennem de berømte Universal Studios.

Først fik vi forevist, hvordan en masse filmtrick bliver lavet, f.eks. hvordan E.T. cyklede over byen, og "rummænd" bevæger sig i rummet,og hvordan man går man op af en lodret væg m.m. Derefter startede en rundtur i åbne vogne, hvor vi kom ud for de mest fantastiske ting. Vognene blev f.eks. angrebet af rumvæsener, hvor laserstrålerne fløj os om ørene, og vi kørte gennem det Røde Hav, hvor vandet pludselig skilte sig ad. Den hvide haj fra filmen Jaws angreb vognene, og King Kong så heller ikke venlig ud, efter at han havde ødelagt en hel by. Et andet sted skyllede en flodbølge ned mod vognene, men drejede af i sidste øjeblik, og broen vi kørte på brasede sammen, men på mirakuløs vis rejste den sig igen, da vi havde passeret.

Herefter gik rundturen igennem forskellige kulissebyer, hvor et utal af film er blevet indspillet, der bliver bare lavet lidt om på skiltene m.m. så kulissen passer til filmen. Ved nattescener bliver et sort rullegardin trukket hen over hustagene, så kan man arbejde om dagen og samtidig undgå overarbejdsbetaling.

Vores tur i Universal Studios sluttede med et stuntshow i bedste wildweststil, men der var andre shows, der var værd at se, og der kan sagtens bruges en hel dag i filmbyen.

Et besøg i Hancock Parken var meget interessant. Midt i parken ligger en tjæresø, og i den har man fundet tonsvis af dyreknogler fra kvartærtiden, bl.a. 10 mamutter, 15 sabeltigre og over 400 ulve. Når dyrene i sin tid var nede for at søge efter vand, sad de fast i tjæren og blev langsomt trukket ned, og her har knoglerne så ligget i tusinder af år, fuldstændig velbevaret for eftertiden. Ved siden af tjæresøen er nu bygget et museum, hvor man kan se en del af skeletterne, og nakken skal lægges godt tilbage for at overskue en mammut.

På vejen hjem til Paula og Michaels hus, kørte vi en tur op i Beverly Hills, hvor de kendte skuespillere bor i deres pragtvillaer. Store parker omgiver husene og tykke palmer stod som vejtræer. En mand, der nu nok ikke selv boede i Beverly Hills, sad ved vejkanten og solgte kort over skuespillernes boliger, men så nysgerrige var vi nu heller ikke. De rigtig kendte skuespillere har desuden forskanset sig bag høje mure, men det var da ellers et ganske nydeligt kvarter, og vi fik også lige set det kendte skilt "Hollywood" på en fjern bjergtop.

Der er mange andre spændende ting at se i Los Angeles, men vi havde kun disse to dage, så efter afsked med vores personlige Los Angeles guider Paula og Michael, kørte vi næste morgen nordpå af den gamle kystvej 101.

I Santa Barbara drejede vi lidt ind i landet, og midt i en frodig dal ligger Solvang, der er en amerikansk udgave af en dansk by, og den ser ud, som alle amerikanere tror, alle danske byer ser ud, sådan nærmest en blanding af Disneyland og Ebeltoft. Dannebrog ses overalt sammen med Star and Stribes på de hyggelige huse med kunstigt bindingsværk i tysk stil. Selv skrandespandene havde påmalet bindingsværk. Plastikstorkene sad på tagene, og der var 3 "gamle" vindmøller, og sandelig også en hvidkalket dansk landsbykirke, men et par palmer på kirkegården ødelagde illusionen lidt.

Motellerne hedder Best Western-King Frederik, Danish Inn, Kronborg Inn, Dannebrog Inn m.m. Vi spiste på "Den lille havfrue" hvor menukortet var på dansk, men med små bogstaver også på amerikansk. Kromutter talte en lille smule dansk, og serverede frikadeller, hakkebøf og kåldolmer, men heldigvis til amerikanske lavpriser.

Byen har masser af butikker med svenske glas, skotske plaider, italienske fajancefigurer, fantastiske vokslys, der aldrig er set i Danmark, alt muligt fra Hong Kong, og så hist og her også noget fra Danmark. En forretning havde specialiseret sig i julepynt, som de rask væk solgte året rundt.

Solvang er en rigtig turistby og de danske bønder, der engang slog sig ned her, ville nok kikke sig undrende omkring, hvis de så byen idag. Solvang er trods alt hyggelig med sine kunstige H.C. Andersen huse, og hvem ville stoppe op, hvis det var er dansk parcelhuskvarter, der var flyttet herover.

Efter Solvang kørte vi igen ud til kysten, og i Morro Bay mødtes vi med Judy, der havde slået telt op på campingpladsen. Den lille campingplads ligger helt ude ved havet i et ganske smukt område, lidt i læ af klitterne. Alligevel stod der en stiv kuling ind fra havet, og ved Morro Bay er det slut med den sydlige varme havstrøm, så selvom solen skinnede, var det hundekoldt. Hvem tænker egentlig på at tage vinterfrakke og halstørklæde med på sommerferie til det solrige Californien? For at holde varmen måtte vi lave en "white mans fire", som indianerne kalder et stort bål, og senere på aftenen lagde vindens sig heldigvis, så vi fik en manerlig aften ud af det.

I San Simeon forlod vi kysten for at køre lidt ind i landet og besøgte William Randolph Hearsts Carstle, der er den dyreste privatbolig i verden. Williams far var selfmade millionær, og havde i sin tid købt bjerget San Simeon, og byggede et beskedent sommerhus. Senere købte han jord op, så sommerhusgrunden tilsidst var større end Fyn med omliggende øer.

Hans eneste søn William arvede guld, sølv og kobberminer, men han var også selv god til at tjene penge, så på sin magts tinde ejede han 40 dagblade, 12 ugeblade, 2 telegrambureauer og utallige biografer. Hans succes i dagbladverdenen, gik efter formlen, at sex og forbrydelser, rigt illustreret, kan sælge aviser til masserne, og der er ihvertfald mindst et dansk formiddagsblad, der har snuset til Hearsts formel.

Han udvidede sommerhuset på San Simeon, så der nu ligger et kompleks af paladser med luksusvillaer som gæsteboliger, kæmpemæssige indendørs og udendørs svømmebassiner, sportsbaner, hjemmebiograf og en park fuld af klassiske statuer fra Europa. Så godt som alt, hvad der findes i og omkring slottet, er hentet i Europa f.eks. et helt kloster fra Sactamenta i Spanien, som han lod bryde ned sten for sten og genrejse på San Simeon.

Overalt er hans palads møbleret med antikviteter, gobeliner, antikke våben og statuer, så Rosenborg slot i Købrnhavn blegner i sammenligning. I Hearst storhedstid i tyverne, trediverne og fyrrene holdt han stort hof, hvor alle de kendte forfattere og skuespillere var gæster, og boede hos ham i månedsvis. Der var ansat 60 tjenestefolk til at hygge om ham og gæsterne, men han lavede selv bordplanen til middagene, og efterhånden som han blev træt af gæsterne, blev de flyttet længere og længere væk fra hans plads, indtil det lille vink fik gæsten til at rejse.

Heartst døde i 1951 og testamenterede slottet til staten Californien. Det havde nu nok også været svært at sælge, selv til en anden millionærfamilie, og så er det også så svært at få tjenestefolk nu om dage. Så nu er Hearst Carstle en af Californiens største turistatraktioner, og der skal ikke mindre end 4 forskellige guidede turer til, for at se hele herligheden.

Kystvejen fortsætter gennem et vildt og bjergfyldt terræn, med utallige flotte udsigter og med vejen hængende på en hylde over Stillehavet. På en strækning af næsten 150 km ligger der kun en enkelt lille by, og derudover faktisk ikke et eneste hus. Det er mærkeligt at køre igennem et så øde landskab i USAs mest folkerige stat, men når man tænker nærmere efter, er det måske ikke så mærkeligt endda. Californien er ca. 9 gange større end Danmark, og befolkningen i Los Angeles og San Francisco tager sig af 12½ millioner af Californiens 23½ millioner mennesker, så der må også være mange tyndt befolkede områder.

Efter Carmel og Monterey bliver kysten igen mere befolket, og sidst på dagen var vi igen tilbage i Santa Cruz og Bermanhuset.

Næste formiddag tog vi afsked med Leslie og Stan, og sammen med Louise og vores utrættelige værtinde Judy tog vi ind til San Fransisco for at se nærmere på byen, inden vi skulle flyve hjem næste morgen.

Selve San Fransisco ligger på spidsen af en halvø og har kun omkring ½ million indbyggere, men i hele området syd og øst for San Fransisco bor ialt ca. 5 millioner mennesker.

Vi kørte først over Golden Gate Bridge, der engang var verdens største hængebro, og spadserede tilbage over broen med en fantastisk udsigt til San Fransiscos højhuse og den gamle tugthusø Alcatraz. Vi spiste på "Fishermans Wharf", hvor der er et mylder af restauranter, forretninger, turister, og der er da også et par enkelte fiskerbåde tilbage.

San Francisco er bygget på høje, og da de hestetrukne køretøjer i sin tid ikke kunne klare bakkerne, opfandt man et system af kabeltrukne sporvogne "Cable Cars". Nu hundrede år efter kører sporvognene stadigvæk, og de bliver behandlet af byråd og turistforeningen, som var det fortidsøgler, der havde overlevet juratiden.

Vi stod på ved endestationen, hvor vognsstyreren og konduktøren med håndkraft, vender sporvognen på en stor drejeskive. Vognene har siddepladser, men de blev hurtigt fyldt op, så mange af passagererne hang i håndtag uden på vognen. Ned af de rigtig stejle bakker opgav konduktøren at billettere, og hang af al kraft i en stor bremsestang, og vi andre håbede så på, at det ville lykkedes for ham at bremset vognen lidt ned.

Sporvognen standsede nær Chinatown, der er en levende kinesisk bydel med over 50.000 kinesiske indbyggere. Forretninger, restauranter, og skilte er kinesiske, og køreplanen til Cabel Carsbanen står selvfølgelig også med kinesiske skrifttegn. Nogle af gaderne er for turisterne, men andre er så asiatiske, at der i forretningerne ikke forstås engelsk. Desværre nåede vi kun lidt "shopping" og en tur ned gennem de mest spændende gader i den fremmedartede bydel.

Ved Holiday Inn, hvor vi skulle tilbringe den sidste nat i "staterne", tog vi afsked med Louise og Judy. Louise skulle rejse hjem en uge senere, og Judy og resten af familien Berman, håber vi engang at se i Danmark, så vi kan prøve at gøre gengæld for deres store gæstfrihed.

Tidlig næste morgen afgik flyet til Minneapolis og efter flyskift i New York og en mellemlanding i Stockholm, ankom vi godt trætte til København om eftermiddagen dagen efter.

Det var vores første tur til USA og en meget stor oplevelse. Alle forventninger blev fuldt ud indfriet, og vi fik et meget positivt indtryk af amerikanerne og "the Golden State" Californien.

Tilbage til forsiden