Jorden rundt med tog. Across Canada.Rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2015 Quèbec City.
41. delafsnit af Jorden rundt med tog. Før lå der her en lille, indiansk landsby ved navn Stadacona, men freden blev brudt, da den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain i 1608 gjorde krav på byen for Frankrig. Ligesom navnet på hele delstaten, var det her, at navnet Québec udsprang efter det algonkinsk-indianske navn Kèbec, der betyder "stedet, hvor floden bliver smallere".
Québec blev ikke bare grundlagt som en handelsby, men som en bosættelse, og i mange år var den hovedby for det franske Canada, indtil Montréal igennem 1800-tallet overtog denne position. Québec City er dog stadig hovedstaden i delstaten Québec og er hjemsted for provinsens parlament. Byen har gjort sig bemærket ved at have den første anglikanske kirke i Nordamerika, den første pigeskole og det første fransktalende universitet. Québec City er desuden spækket med mange smukke, gamle kirker, men de religiøse udfoldelser kan ikke rigtig følge med, så flere af kirkerne bruges som lejlighedskomplekser, teatre og biblioteker. Québec City er ikke specielt stor med sine 300.000 indbyggere, og de fleste attraktioner kan nås i gåafstand fra hinanden. Den er delt op i den øvre by Haute-Ville og den nedre by Basse-Ville. De to bydele er forbundet af stejle trapper samt kabelbanen Le Funiculaire. Både den øvre og den nedre bydel har hyggelige, gamle stræder med smukke pladser og hyggelige caféer.
Québec er en by for historieinteresserede, og beboerne værner om dens kulturarv, men så sandelig er byen også en by for livsnydere, og man kan smage på maden på de mange fortræffelige spisesteder, eller mæske sig i Quebecs flydende guld – ahornsiruppen.
I kvarteret Quartier Petit Champlain går den stejle "Escalier Casse-Cou" (Den halsbrækkende trappe) ned til den gamle bydel neden for klipperne. Her ligger den smalle, hyggelige "Rue du Petit-Champlain", der er Nordamerikas smalleste gade. Den var kontinentets første handelsgade, og her ligger de nydeligste stenhuse fra 1600-tallet smykket med farvestrålende vægmalerier. Place Royale er kvarterets centrum, og pladsen har gennem 400 år dannet rammen om mange dramatiske begivenheder, som da kanonerne stod her på rad og række i 1690, da general Frontenac prøvede at forsvare sig mod den britiske flåde.
Uden for bymuren ligger også Québec Parlament i den smukke parlamentsbygning kaldet Assemblée Nationale. Parlamentet er bygget i sidste halvdel af 1800-tallet og er bemærkelsesværdigt ved, at 22 bronzestatuer, der forestiller prominente Québec-skikkelser, pryder facaden.
I det hele taget er de snævre gader myldrende fulde af turister, men byen er da også ganske nydelig og helt anderledes end andre canadiske byer. De snævre gader mellem bymuren og St. Lawrence floden er ikke andet end gallerier, souvenirbutikker og cafeer, og det er svært at tage et billede uden at få nogle andre turister med, der også er ved at tage billeder. Der er flere flotte gavlmalerier i bydelen, men det flotteste er ved Place Royale, hvor en kæmpegavl er udsmykket således, at det ser ud som om, gaden fortsætter op i maleriet. Mange historiske personer indgår i maleriet, men som en naturlig del af det malede bybillede. Jeg gik ind i en herlig indianerbutik, hvor de havde mange gode indianersouvenirs, så jeg faldt for en bjørnehjørnetandshalskæde til 29 dollars. Nu har jeg så både en bjørneklo og en bjørnehjørnetand, så nu mangler kun resten af bjørnen.
Vi havde hidtil holdt os til den nedre bydel, men nu tog vi "Le Funiculaire", der er en slags kabelbane uden kabler, men med skinner op ad bjergsiden. Man går ind i en forretning og køber billetter a 2,25 dollars, og i en lille kabine bliver man i løbet af få minutter trukket op til den øvre bydel bag bymurene. Her er en plads med en flot statue og en nydelig park samt det enormt store torneroseagtige "Hotel Chateau Frontenac", og jeg kan godt forstå, at det er det mest fotograferede hotel i verden. Hvis der virkelig er nogen, der tæller antallet af fotos, så kan jeg godt skrives på listen med 20-25 stk. Også her i den øvre bydel var der masser af mennesker og adskillige steder med gadeoptræden. Solen skinnede, og der var en flot udsigt over den nedre by (Basse-Ville) og ud over floden til bydelen på den anden side. Ved siden af hotellet ud mod floden er der et meget bredt fortov eller nærmest et trædæk, der går hen mod Citadellet. Lige på hjørnet, inden man går op, er der en kunstig kælkebakke.
Hovedgaden "Rue Saint-Jean" var spærret af og lavet om til en gågade, for her var der byfest med tusindvis af mennesker, musik og gadeoptræden. Også her i den øvre by er der masser af hyggelige gader med gamle stenhuse. Det er fuldt ud fortjent og forståeligt, at turisterne sværmer rundt i Québec, for hele sceneriet er meget forskelligt fra resten af Nordamerika.
Vi skal have en byvandring i morgen og en udflugt i overmorgen, men sidstnævnte var beskrevet meget kryptisk i vores rejseplan, så vi må prøve at spørge i turistinformationen for at finde hoved og hale på den tur. Til morgenmad tog vi en "Ale Birdy", der bestod af kartofler, 2 toast, 2 æg, 1 pølse, noget bacon plus, skinke, diverse frugt, juice og kaffe. Så kunne vi faktisk godt klare os et par timers tid. Vi gik langs bymuren på ydersiden og fandt stationen, vi var ankommet til dagen i forvejen. Af en eller anden grund var vi kommet ud ad en kedelig udgang i går, for faktisk var stationen nærmest et palads med små, hyggelige cafeer indenfor. Uden for stationen var der et flot springvand i en lille park, og her lå flere hjemløse på bænkene og sov. Québec station ligger som en blindtarm for hovedbanen videre mod Halifax i den mindre naboby Sainte-Foy på den anden side af floden.
Der er umådelig stor forskel på den stille by her tidligt på formiddagen og senere om eftermiddagen, hvor det myldrer med mennesker. Vi gik sydpå langs klippen/bymuren og kom op ad en trappe til muren, som vi fortsatte på. Ved en af byportene var der skydedemonstration af to unge kvinder i dragter fra 1700-tallet. Den ene læste op af en deklaration, at fjenden stod for døren, og nu skulle borgerne lære at betjene en forlader. Jeg snakkede med den ene af pigesoldaterne inden demonstrationen, og hun bemærkede, at jeg havde en mærkelig fremmed accent. Ja, det er sådan en slags engelsk med pæredansk accent. Den anden pigesoldat demonstrerede, hvordan man kom sortkrudt ned i løbet og satte en fænghætte på, og så affyrede hun et røgfyldt skud op i luften. Rent faktisk kunne hun godt selv øve sig lidt mere, men et udmærket indslag for at gøre det interessant for turisterne.
Turen i morgen spøgte stadig, for vi havde fået mangelfuld information, men turistkontoret fik da redt trådene lidt ud. Vi skulle tage bus 800 til endestationen, hvor der var et vandfald, og der var en station med et tog ud til Baie-St-Paul. Bussen ville koste 3,25 dollars, og den gik hvert 10. minut. Det lød jo meget nemt, bortset fra at det var mere vildledning end vejledning, men det fandt vi først ud af, da turen var startet.
Lige nu sidder vi i skyggen på det hede trædæk ved hotellet på den lille "Cafe Princess Louise". Et par iskaffe, en iste i flaske og en stor laksebagel, der var stor nok til to personer, kostede 18 dollars. Tænk engang, vi har været af sted i over to uger, og vi har kun haft en formiddag, hvor det var lidt køligt, mens vi resten af tiden udenfor hele tiden har søgt skygge, fordi solen bagte.
Det var en amerikansk arkitekt, der havde rejst meget i Frankrig, der havde fået ideen til hotel Chateau Fontenac. Af berømte gæster, der havde boet på hotellet, nævnte hun Alfred Hitchcock, Steven Spielberg og Grace af Monaco. Lobbyen er åben for alle, og man kan gå lige ind fra gaden og få en drink i baren og samtidig lege rigmand. Undervejs på rundturen fik vi fortalt byens historie med de franske og britiske kampe. Der er ikke mange af de gamle franske huse tilbage, for briterne bombede byen igennem 2 måneder, indtil franskmændene blev møre. Den endelige kamp syd for Citadellet varede kun 20 minutter, så trak franskmændene sig tilbage, og 3 dage efter overgav de sig til briterne. Vi besøgte også nonneklosteret "Marie de l´Incarnation", der var bygget i 1599. Her havde engang boet 93 nonner, der underviste byens indbyggere. Nu var der kun nogle få nonner tilbage, og de var i gennemsnit 80 år, så meget forståeligt underviste de ikke mere.
Den guidede tur tog 2½ time, og på den sidste del så gæsterne lidt flakkende ud i øjnene, og en enkelt sprang fra. Det viser bare, at mine ture i København på 1 time 45 min. er en god max grænse for rundture. Denise Lair var dog rigtig god, og vi så og fik fortalt en masse. Vi fik udvekslet lidt mailadresser, og hvis hun engang skulle besøge København, ville vi da gerne vise hende rundt i byen. Der er en stor lounge med sofagrupper og flere eksklusive forretninger, bl.a. et galleri med dejlige malerier og skulpturer. I galleriet smilede damen imødekommende til os, men alle billederne var i klasser over 3.000 dollars, og så var de desværre også så store, at vi ikke kunne have dem med i toget.
Det bedste ved fornemme barer i fine hoteller er at komme udenfor i varmen igen. Der var stadig en lind strøm af gadeoptræden rundt omkring i byen, så de nyder sommeren i fulde drag.
Vejrudsigten i TV viste, at Midtcanada var ved at smelte i varmen med op til 40 grader C. Fint, hvis den varme holdt sig til Midtcanada, for her var der bare en behagelig temperatur også om aftenen.
Vi gik over broen og kom ind i et hyggeligt villakvarter, men der var ikke skyggen af nogen togstation. Så var vi inde på en cafe, hvor der var en meget, meget flink cafemand, og han pegede på en sti gennem skoven og sagde 5 minutter. Faktisk var der flere stier gennem skoven, så vi stoppede en ung man på en traktor, og han forklarede, at vi bare skulle over hængebroen lige over vandfaldet. Vi kom så tilbage over floden ad en ny bro, og efter et stykke tid nåede vi det store hotel Manoir Montmorency, og der lå stationen. Dog ikke en togstation, men en svævebanestation. Togstationen lå ved endestationen af svævebanen nogle hundrede højdemeter ned, og den tur ville tage 40 minutter på gåben. Svævebanen ville først åbne kl. 8.30 samme tidspunkt som togafgangen. Klokken var 8.10, men vi fik svævebanedamen til at ringe efter en taxa, og den kom efter 10 minutter. I fuldt drøn kørte ned ad bjerget og fandt togstationen, og der holdt endda et tog. Toget havde slået trinbrættet op og var klar til afgang, men præcis kl. 8.30 entrede vi toget.
I starten var der meget bebyggelse, senere marker, og så gik banen langs en bjergskrænt til den ene side og floden til den anden side. Togturen ville tage 2 timer og 15 minutter, og så holdt toget stille i 15 minutter for så at køre tilbage kl. 11.00. Næste tog, der derefter gik tilbage, ville være kl. 16.00. Det ville vi så satse på, når vi nu var kommet så langt. Der var også en meget flink togmand, der talte engelsk, og han ville gerne guide os hele vejen hjem til hotellet igen efter turen, men så kom han i tanke om, at han skulle med toget kl. 11 og ikke kl. 16. Nå, men nu kendte vi jo også vejen hjem, og nu ville vi se Baie-St-Paul, hvad det så end var.
Der var næsten ingen mennesker med toget, men det stoppede nogle enkelte steder, og ved et af de første stop lå den kæmpestore Sct. Mary katedral i et meget lille samfund. Et sted kørte toget meget langsomt, for over højtaleren blev det annonceret, at om lidt kom vi forbi et sted, hvor der plejede at være en elg. Jorden var trampet godt op langs en bjergside, og gad vide om den ligefrem var fanget her og ikke kunne komme væk.
Det begyndte at regne, og lige i nærheden lå "Cafe des Artistes", hvor vi fik kartoffelsuppe, pizza med salat og et par cola. Med T.V.Q, T.P.S, og tips blev det lige en flad 50’er. I starten var der ikke så mange gæster, men så kom der gæster fra et australsk krydstogtskib, og de fyldte. Tjeneren var en meget slank thaipige, og hvordan hun er havnet i Baie-St-Paul, må guderne vide. Hyggeligt sted, og ejeren havde en ulvetand om halsen. Så hev jeg min bjørnetand frem, der var dobbelt så stor, og det gav respekt.
Hvis man ikke er vild med at besøge gallerier med sultne ejere og kikke på malerier, så er der ikke alverden at se i Baie-St-Paul. Vi var derfor tilbage på stationen kl. 14, og heldigvis var der et stort rum med varme, en lille cafe og selvfølgelig også her malerier til salg. Nå, men nu har vi været der, men hvor god en ide det er at køre 4½ time frem og tilbage, ved jeg ikke. Vi fik kaffe og kage i galleriet/cafeen og samlede mod til tilbageturen, hvor vi bare skal med toget tilbage i 2 timer15 min., derefter med svævebanen op og med bussen tilbage til Quebec og så tværs igennem Old Quebec, og vips ville vi være hjemme. Toget kørte nærmest i vandkanten og med dekorative bjergskråninger til den anden side. Vi var fremme på endestationen kl. 18.15, og den ligger lige i forbindelse med et imponerende vandfald. Man kan måske undre sig over, at bussen ikke går hertil fra Quebec City, men til gengæld går svævebanen op, og den kostede 26 dollars for to personer.
Oven over vandfaldet fulgte vi vejen til højre, og her lå busholdepladsen, hvor vi blev ledt på vildspor af den forrige buschauffør. 35 minutters kørsel til byporten, hvor der var sang og musik på en stor scene i anledning af byfesten. Efter en hurtig McDonald’s og efter 14 timer på farten var vi tilbage på hotellet. Puha – det er altså anstrengende at være på ferie.
Det var heldigvis blevet tørvejr, da vi trak kufferterne ned til stationen, hvor vi afleverede dem, og så gik vi en tur ned i havnen. Hernede lå et kæmpemarked i hyggelige, blå bygninger, og her var alt inden for frugt, grønt, kød og fisk. Vi investerede i en bakke jordbær til 2½ dollars, og det var så frokosten – foreløbig.
Der går færger over til den anden side af floden, så vi entrede færgeterminalen for at få en tur. Jordbærrene havde ikke mættet ret meget, så jeg foreslog en sandwich fra automaten, men nej, Gitte havde sat næsen op efter noget mere og sikkert dyrere. Det tager kun 10 minutter at sejle over til den modsatte flodbred, hvor i hvert fald havnekajen var ret så kedelig. Det myldrede bestemt heller ikke med spisesteder, men der var en Memphis BBQ med rigtig amerikanermad. Gitte både bestilte og betalte, og så kunne jeg jo ikke klage.
Kort efter kom der en minibus, og vi blev forflyttet til den næste station sammen med et par fra Kansas, og vi nåede endda at få en hyggelig sludder. Chaufføren lignede en cowboy, så han fik en femmer til foder til sin mustang, som jeg sagde til ham. Jeg er faktisk noget usikker på drikkepengesystemet her i Canada. Vores stuepiger får altid, for de er jo nok ikke de bedst betalte i denne verden. Taxichauffører får også lidt oveni, men meget unormalt i Danmark, har mange butikker også en bøtte til drikkepenge. Den nye stations ventesal var heldigvis behagelig varm, men afgangstiden kl. 22.27 er nu forrykket til 23.20. De benyttede det gamle DSB-trick, med kun at skrive 5 minutter på ad gangen, så efterhånden var afgangstidspunktet oppe på kl. 24.00. Som et plaster på såret stillede personalet softdrinks, snacks og chokolade frem, så her kunne DSB lære noget.
Lille, fiks kabine på 1½ x 2½ meter med masser af skabsplads og eget lille badeværelse. Der var masser af knapper til lys og to røde hjælpeknapper, men dem skulle man vel helst ikke komme til at trykke på. Køjerne var opredte, og togmanden kom ind og instruerede i tilfælde af ulykke, hvordan vi med en hammer skulle slå ruden ind. Når vi i morgen ville have redt seng, skulle der hænges et skilt ud på døren. Endelig et godt stykke over midnat startede den sidste del af den canadiske togtur mod Halifax, og vi slumrede blidt ind.
Ruderne var dækket af regn, så der var ikke så meget at se og slet ikke noget at fotografere. Vi kørte stadig langs vandet, men så kom vi ind over land lige syd for Prince Edward Island. Toget kører lige så stille og roligt, så jeg tvivler på, at det får indhentet den tabte tid. Lokomotivføreren må have læst mine tanker, for toget satte alligevel farten op. Der er træer, træer og atter træer i blandet løv og nåleskov, men de er kun 10-15 meter høje. Lige nu kører vi langs en landevej med enkelte huse. Der var stop i Rogersville i delstaten New Brunswick. Delstaterne her i området er bittesmå i forhold til Quebec og delstaterne ude på prærien for ikke at tale om dem oppe mod nord. Her i New Brunswick er de meget stolte af deres flag, der er blåt med stjerne, for det hænger i lygtepælene og på mange af husene. I Montreal og Quebec var stopskilte skiftet ud med "Arret", der vel også betyder stop, men her står der både stop og arret, så vi er nok på vej ud af det franske område.
Endelig efter 6.427 km tværs over Canada rullede vi ind på Halifax station, og nu var det ikke muligt at komme mere østpå med de canadiske jernbaner, for her sluttede sporet. Selvom 3 kæmpe lokomotiver havde trukket os af sted, var klokken blevet 20.30, og det var derfor kun to timer forsinket. Virkelig flot for de canadiske jernbaner, så måske sætter de et kryds i deres kalender. OK, lidt sarkastisk, men efter at vi har kørt det meste af Jorden rundt med tog, så kommer de canadiske passagertog ind på en flot førsteplads i kampen om at have de fleste og længste forsinkelser.
Vi var fremme, og nu havde vi nogle dage til at opleve Halifax, der er den første forpost mod øst, hvis man kommer sejlende fra Europa. |
I 1759 stod der i Québec City et afgørende slag mellem Frankrig og Storbritannien. De sloges om indianernes hjemland, men det var jo bare de vilde, og de havde selvfølgelig ikke ret til noget som helst. Briterne vandt slaget, og det resulterede i, at franskmændene måtte afstå Québec til briterne. Dengang var det sådan, at den stærkeste magt bare kunne tage det landområde, som man ønskede. Nå, sådan er det forresten stadigvæk visse steder, i hvert fald som i Ukraine. Her spiller Zar Putin Kong Gulerod og er godt i gang med at ødelægge det Rusland, der ellers var kommet godt på fode efter kommunisternes fald. (Den skulle lige ud mellem sidebenene).
Den øvre gamle bydel er omgivet af en bymur som den eneste by i Nordamerika, så selvfølgelig er den sammen med Québec Citys velbevarede bymidte med på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Bymuren blev påbegyndt af franskmændene i 1600-tallet som forsvar mod briterne og amerikanerne, og den har i det mindste virket afskrækkende på amerikanerne, for de prøvede aldrig at invadere byen. Bymuren er næsten 5 km lang, og man kan næsten gå hele vejen rundt og nyde udsigten over St. Lawrence-floden. Lige uden for bymuren ligger Battlefield Park, hvor det berømte slag fandt sted, men nu er området en stor, grøn park med vandrestier og udsigter over floden.
Citadellet, der er Nordamerikas største fort, ligger inden for bymuren, og her går mænd og slår på tromme iført postkasserøde jakker og bjørneskindshuer. Citadellet er hjemsted for Canadas eneste fransktalende regiment, Royal 22e Regiment, også kaldet Van Doos på Québec-fransk. Det var franskmændene, der startede byggeriet af fortet i 1600-tallet, og englænderne, der færdiggjorde det omkring 1830 som forsvar mod den amerikanske invasion, der aldrig kom.
Gamle, miniatureagtige arbejderhuse indrammer gaderne i Rue St-Jean Baptiste, der ligger lige uden for byporten St. Jean, og det er byens livligste sted om aftenen. Her ligger også det 221 meter høje tårn "Observatoire de la Capitale", hvor man på toppen kan ser ud over byens tage og helt op til bjergene.
Vi kunne først få værelset kl. 15, så hotellet opbevarede vores kufferter, medens vi gik ud for at finde et sted at spise. Der var flere små cafeer i nærheden, så vi slog os ned. Gitte fik en laksesandwich, og jeg fik en pølse med en klat kartoffelmos og en klat salat, og så fik vi 2 små colaer. 49 dollars incl. Tax, og de havde selv skrevet 15 % på i drikkepenge. Cafeen var fuld af turister, så der blev ikke sparet på beløbene på regningerne.
Det var blevet midt på eftermiddagen, så vi gik tilbage til Hotel Auberge Saint Pierre. Vores nydelige, lille værelse havde kun plads til en dobbeltseng, hvor vi på alle andre værelser i Canada havde kunnet slange os i 2 dobbeltsenge.
Nogle stier fører op ad bakkerne, hvor det meste af Citadellet nærmest er gravet ned, men herfra fortsætter bymuren hele vejen rundt om den øvre bydel. Flot udsigt heroppe fra både til hotellet og til havnen, og så sandelig mødte jeg her igen den sydkoreanske pige Hyojin Seo, som vi havde mødt i toget til Québec.
Hurra, hurra. Hotelopholdet var incl. morgenmad. .Der var nu heller ikke nogen morgenmadsrestauranter i miles omkreds, og cafeerne åbnede først ved frokosttid. Det var en lille, men meget hyggelig restaurant, hvor det osede af Frankrig. Personalet samt alle i denne by vil helst tale fransk, men de kan også gebærde sig på engelsk. Vi kunne da altid fyre nogle "merci" af i ny og næ, hvorimod det ville være upassende, hvis jeg brugte min eneste franske sætning "Je t’aime" (Jeg elsker dig). "La dri la drø", som ifølge min gamle far skulle betyde "café med brø", troede jeg ikke rigtig på. 
I billetkontoret spurgte vi derfor om, hvordan vi kom videre, og det viste sig, at vi herfra kunne komme med en shottlebus, som ville køre os til Sante-Foy station. Vi kunne endda aflevere bagagen her i løbet af dagen, når det passede os. To personer kostede 27 dollars, og bussen ville afgå kl. 20.45 i god tid til nattoget mod Halifax.
Vi fortsatte på bymuren og gjorde holdt ved den næste byport, hvor der var holdeplads for kapervogne, der med heste kørte turister rundt i byen. En bestemt hest blev forkælet af en dame, der gav den gulerødder og holdt koldt vand op mod dens varme hals. Hun nussede og pussede, og det var tydeligt, at hun elskede den hest. En tur i en hestevogn kostede 90 dollars, men jeg ved ikke, hvor længe turen ville tage, for vi sprang over. I stedet sad vi på en bænk i skyggen og kikkede på. Der var en lille fontæne lidt inde på fortovet, og hestene, der var tørstige, stillede sig op med forbenene på fortovet og slubrede vand. En ung kusk havde ikke meget magt over vognen, så han måtte have hjælp af en garvet kusk, da han skulle bakke ind i en bås. At bakke med en firehjulet hestevogn er en forfinet kunst, der ikke læres på en formiddag. 
Vi var inde i flere af de gamle kirker og fik forklaret forskellen mellem de franske og engelske huse. Omkring Place Royal foran bymuren lå byens første beboelse, men næsten alle husene er rekonstruerede, og gamle fotos fra begyndelsen af 1900-tallet viser, at der dengang ikke var meget at råbe hurra for. I vore dage er "Rue du Petit-Champlain" kåret til Canadas smukkeste gade, og det fortjener den også i høj grad.
I den berømte halvrunde "Bar Sam" (kunne de da ikke have fundet på noget mere fornemt) fik vi et par cocktails. Vi tog en La Plage og en Rum and Gold. Tjeneren har nok hørt den før, men jeg fik da fyret af: "Give me a lot of gold, so I can pay the drinks". Drinken var lettere guldfarvet, men der var ingen guldklumper. Vi sad i en sofagruppe tæt ved vinduet, og den kolde aircondition kom op fra vindueskarmen. Der var faktisk hundekoldt og så med alle de isterninger i drinksene. De to drinks plus to snacks kostede 29,89 dollars, og så fik vi prøvet det med.
Det var overskyet og en lille smule regn ind imellem. Vi gik udenom byen, der puttede sig bag bymurene, og mellem to byporte skulle der være et busstop ved Hotel Palace Royale. Herfra kørte bus 800 mod Beauport, og det var, hvad vi vidste. Busbilletten på de 3,25 dollars kan kun betales med mønter, fandt vi ud af. Vi kom ud igennem forstæderne og ud i villakvarterer. Ved hjælp af en behjælpelig dame og buschaufføren skulle vi bare blive siddende, for vi skulle først af ved endestationen. Buschaufføren, der talte fransk og kun kunne nogle få engelsk brokker, sagde, at vi skulle over den nærliggende bro, og der var stationen. Det var så det rene blålys, han fik fyret af. 
Vi havde togbilletter med hjemmefra, men det ville koste 5 dollars mere, hvis vi ville sidde med udsigt til floden. Nej tak, vi har masser af vand derhjemme, og desuden så floden grå og urolig ud. Vi er i et område, hvor de taler meget fransk, men der var en meget flink togdame, og hos hende fik vi bestilt kaffe og en croissant med jordbærsyltetøj til 5 dollars, og så snød vi dem, ved at kikke gratis på floden igennem vinduet på den anden side af midtergangen. 
På vej ind i den lille by kom vi forbi et francikanerkloster og lidt senere en enorm stor kirke. Den var ret kedelig indvendig, og ingen havde syndet ret meget, for der var kun tændt nogle ganske få afladslys. Byen blev lidt mere spændende længere fremme, hvor der var en hyggelig hovedgade med cafeer og restauranter og en uendelig række gallerier. Det var nok i mindst hvert andet hus, at der var et galleri med malerier, men vi skulle ikke have noget. Vi var dog inde i en souvenirforretning og købte en sød indianerdukke (made in China), 3 ulvetænder og en lille lommekniv til 29 dollars for hele herligheden. 
Det var næsten holdt op med at regne, og vejret lignede nu det vejr, vi hjemmefra havde regnet med var i Canada, sådan overskyet, lidt regn og lidt halvkoldt.
Selvom turen op gik meget langsomt, så vandfaldet kunne nydes, så tog den kun nogle få minutter. Oppe ved hotellet går der en lang træbro på klippekanten, og den ender ved et udsigtspunkt ved siden af vandfaldet. Meget flot med det brusende vand, der styrter ned. På den modsatte klippeskrænt kan man se en sti, der snor sig op, og nu kan man godt tænke sig til ideen med det hele. Tag svævebanen op, spis eller drik kaffe på hotellet og gå så ned ad stien med udsigt til vandfaldet.
Museet er delt op i 3 afdelinger, hvor den første omhandler indianerne og de hvides ankomst til landet med civilisationens goder lige fra musketter til enarmede tyveknægte og pladespillere. 2. afdeling var noget om bevægelse, hvor der i billeder og film var mennesker, der bevægede sig på mystiske måder – meget funny, men uvilkårligt tænkte man på, hvad det næste mon bliver i vores civilisation. Så var der en fin samling af hestevogne og slæder, men det bedste var en samling af små figurer og huse, der viser de hvides overherredømme på denne jord. Efter at f.eks. Afrika er blevet udnyttet i århundreder af de hvide herremennesker, er der mange steder kun fattigdom tilbage. Det blev her vist ved, at de hvide klods op af slumkvartererne lå ved swimmingpoolen og blev opvartet af tynde, sorte mennesker. Udstillingen gik lige til benet, for alle de hvide var figurer, der forestillede tykke svin. Sidste afdeling var en stor, fin egyptisk samling, som vi dog ret hurtigt gik igennem, da det var ved at være tid til af tjekke ud af hotellet.
De to cafeer havde lukket, men en restaurant havde åbent. To tjenerpiger ville gerne have mig indenfor, men der var også koldt, og menukortet var på fransk. Ud over at det så dyrt ud, kunne jeg ikke tyde retterne. Jeg besluttede, at vi ikke ville sidde der og fryse, medens vi spiste nogle dyre retter, så jeg fortrak lige så stille, selvom skuffelsen stod malet i tjenernes ansigter. I stedet fandt jeg en kiosk, der havde åbent, og fik købt lidt underlødig føde. Jeg var dog også træt af den iskolde lounge, så jeg ville derfor trække kufferterne demonstrativt forbi den ganske søde dame, der havde ansvaret for loungen, og ud i den lune ventesal, men så havde hun fundet nogle tæpper, så vi kunne putte os i dem. 
Endelig kom toget, men så nemt skulle det heller ikke være, for det var for langt til perronen. Først skulle de i den billige afdeling ind i toget, og det tog sin tid. Det begyndte at regne, lyne og tordne, og vi, der var "sleepers", stod og ventede under et halvtag. Så holdt toget bare der, og der var ingen aktivitet overhovedet, og bagagevognen stod fuld, medens togpersonalet stod i dørene og gloede. Måske var de, der skulle læsse bagage ind i toget, gået hjem? To små stationspiger, den ene var hende, der havde delt forplejning ud tidligere, begyndte så at læsse bagage ind i toget. Så stod vi igen og ventede, men endelig kørte toget frem, og i torden, regn og lynild skulle vi blot løbe 200 meter ned langs toget til vogn 20.
Det var kun os i de fine "Sleeper-Class" kabiner, der måtte gå ned i spisevognen for at blive trakteret. Vi blev bænket ved et bord med et canadisk par. Manden sagde ikke et ord og konen heller ikke meget, så det var lidt tungt. Maden var på "husets regning", og der kunne vælges mellem 4-5 retter, men vi valgte bare en "continental breakfast", der dog var meget fin. To stykker toast med forskellige marmelader, en skål med müesli og mælk, en yoghurt, vindruer, jordbær og kaffe. Tænk engang, spiser de virkelig sådan ovre på kontinentet? Tilbage i kabinen var sengene slået op, så der var et langt sæde med et bord, og de to hovedpuder var der heldigvis stadig. 
Det er holdt op med at regne, men er stadig overskyet. Vi har meldt os til 2. call til lunch kl. 14, og i spisevognen blev vi spurgt, om vi havde blåt armbånd – næ, det havde vi ikke, men kunne mit chikarmbånd bruges? Vi vidste ikke rigtig, hvad det blå bånd gik ud på, måske noget med betalingen? Vi blev bænket ved et 4-mands bord, men så spurgte de hvilken vogn, vi havde, og det var vogn 20. Nå, så skulle vi ikke sidde der alligevel, men blev flyttet længere ned til et to-mands bord. Det havde vi efterhånden også mest lyst til, så vi ikke behøvede at konversere hele tiden. Når der spises sammen med fremmede, er det vigtigt, at man både er nysgerrig og også gerne vil fortælle, ellers er det lige som at sidde ved en "død" borddame, og så er selv den bedste middag næsten ikke til at komme igennem. En enlig, tyk hvid dame blev sat hos en sort familie lige over for os. Alle sad og kikkede ud ad vinduet, og de så meget lidende ud, for der faldt ikke mange ord under det måltid. Lunchen bestod af rød suppe med fyld. Måske borsjtj? Nej, det var tomatsuppe. Der kunne vælges mellem 3 retter, og vi tog fish and chips, coleslawsalat, dessert og kaffe. Regningen blev lagt på bordet, uden at det var nødvendigt at bede om den. Ud over måltidet fik vi en øl til deling, og med tax og det hele lød regningen på 36 dollars.
Vi var i mellemtiden kommet ind i delstaten Nova Scotia, hvor markerne så ret grønne ud, så høsten stod ikke lige for døren. Der var mange træhuse i svensk stil med knækket tag.