Af Kim Greiner

En vintermorgen den 4. januar 1761 forlod orlogsskibet ”Grønland” Helsingør havn med et lille sekspersoners selskab, hvis opgave det var at nå Yemen, der dengang gik under betegnelsen ”Det lykkelige Arabien”. Det har dog senere vist sig at være en oversætterfejl, hvor Arabia Jemen bliver til Arabia Felix, som bliver til L´Arabie Heureuse og videre til Das Glückliche Arabien og slutter med Det lykkelige Arabien. I virkeligheden betyder ordet blot Syd-Arabien, og lykken fandt det lille selskab bestemt heller ikke. Fem af ekspeditionens medlemmer døde undervejs, og kun Carsten Niebuhr overlevede, og mere død end levende vendte han seks år senere tilbage til Danmark. 

Årets fødselsdagsbed i Den Romantiske Have er derfor en hyldest til denne fantastiske ekspedition og især til Carsten Niebuhr. Traditionen med fødselsdagsbedet startede i 2008 i anledning af 150- året for Landbohøjskolens udflytning til Frederiksberg. I 2009 hyldede vi Darwins 200-års fødselsdag og i 2010 Dronning Margrethes 70-års fødselsdag. 

Årets valg af fødselsdagsbed var let, idet Carsten Niebuhr er en af mine personlige helte, og desuden har Københavns Universitet et ”Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier” med en afdeling, der hedder ”Carsten Niebuhr Afdelingen”, hvor der på tværs af tid og sted forskes og uddannes i den arabiske kultur.

I 1700-tallet kendte Europa intet til disse fjerne og mystiske lande, og derfor besluttede statsminister J. H. E. Bernstorff med Kong Frederik V’s bevågenhed at udsende en ekspedition til området, og som der stod at læse i Kiøbenhavnske Danske Posttidende 12. januar 1761:

”Da Hs. Majestæt, trods Hans i disse slibrige Tider saa tunge Regierings-Sorger, uafladelig stræber, at befordre Kundskabens og Videnskabernes Udbreedelse, og at forøge sit Folks Ære, ved nyttige og priisværdige Foretagender; Saa har Han for nogle Dage siden afsendt Skibet ”Grønland”, til Constantinopel med et Lærdt Selskab, som skal reise igiennem Ægypten til Det lykkelige Arabien, og siden tage Veyen tilbage igiennem Syrien til Europa; Men paa alle Steder giøre nye Opdagelser og Anmerkninger til Lærdoms Bædste; ligesom de og skulle indsamle nyttige orientalske Haandskrifter, samt østerlandske Naturalier og Raritæter”.

I det lærde selskab deltog Frederik von Haven, der var magister i sprogvidenskab og til lejligheden udnævnt til professor. Hans hovedopgave var at opkøbe eller afskrive gamle arabiske skrifter. Statsminister Bernstorff havde besluttet, at alle ekspeditionens medlemmer skulle være lige, og von Haven var sur over, at han derfor ikke skulle være ekspeditionens leder og kassemester, og det værste var, at Niebuhr – en gemen tysk bondesøn – fik ansvaret for pengekassen. Von Haven købte under rejsen en større mængde arsenik, og resten af ekspeditionens medlemmer var til stadighed bange for, om hans planer var at forgifte det øvrige selskab.

Peter Forsskål blev allerede som 10-årig optaget på universitetet i Uppsala, hvor han lærte latin, græsk, filosofi og teologi, og som 13-årig viste han sig i stand til at skrive et længere brev – på hebraisk. Han havde studeret botanik med Linné som læremester, og hans hovedopgave på rejsen var at bestemme planter, dyreliv og andre organismer. Forsskål var også til formålet udnævnt til professor, og selvom han under ekspeditionen var meget flittig, var han også en stridbar natur, hvilket ikke altid gik stille af.

Georg Baurenfeind var tegner og maler og frembragte fine kobberstikarbejder. Undervejs fik han lavet mange fine tegninger, og så var han en godmodig og fredsommelig sjæl i stærk kontrast til von Haven og Forsskål.

Christian Kramer var egentlig læge og var ansat som Forsskåls assistent, men udførte kun et beskedent arbejde, og den tidligere svenske soldat Lars Berggren, der var med som tjener, udmærkede sig heller ikke på nogen måde. 

Endelig har vi Carsten Niebuhr, der var opvokset i et bondemiljø i det nordlige Tyskland. Han uddannede sig til landmåler og studerede senere latin og geometri og fuldendte sin faglige uddannelse ved universitetet i Hannover. Der fandtes ikke kort over de områder, ekspeditionen skulle gennemrejse, så en af hans opgaver var korttegning. Han anvendte et nyopfundet ”astrolabium”, der ud fra månens placering i forhold til fixstjerner bestemte længdegraderne, mens solhøjden bestemte breddegraderne. Med dette primitive instrument lavede han en række fremragende, nøjagtige kort. Han fik også tilbudt en professortitel, men afslog, og han ville heller ikke have kaptajnsrang, så han var tilfreds med titlen ”Ingenieur Lieutenant”.

Det var den samling af lærde, mindre lærde, flittige, dovne og magtsyge ekspeditionsmedlemmer, der stod ud med ”Grønland”, og bare for at anskueliggøre besværlighederne ved datidens rejser, så lykkedes det først efter fire forsøg for ”Grønland” at komme fri af Nordsøens vilde vover, og først et halvt år efter kunne de ankre op i Konstantinopel.

Rejsen fortsætter med skibe, på kameler, heste og æsler, og de udsættes for al tænkelig slags vejr igennem lande med anderledes skikke, traditioner, klædedragter, kultur, religion og sprog. De sover i sultaners paladser, i utætte bræddeskure eller på den bare jord, og de rammes af malaria. Von Haven er den første, der bukker under, og derefter dør den ene efter den anden, og til sidst er der kun Carsten Niebuhr tilbage.

Efterhånden som rejsefællerne var døde, havde Niebuhr overtaget ekspeditionens opgaver med talent, energi og nysgerrighed, selvom han nogle gange selv var døden nær af sygdom. I Bombay, hvor den sidste rejsefælle døde, kunne han komme hjem med et engelsk skib, men han valgte den planlagte rute hjem over den persiske halvø. Med utrættelig flid indtegnede han indskrifter i blændende sollys, så han næsten blev blind, og med nød og næppe undgik han pesten i Bukarest og landevejsrøvere ved Moldau.

I november 1767 nåede Niebuhr endelig tilbage til København, hvor ekspeditionen nærmest var glemt. Kong Frederik var død, og hans søn Christian 7. havde andre interesser end den arabiske kultur, for han gennemtravede byens værtshuse og bordeller med Støvlet-Kathrine.
De syv kasser med flora og fauna, der var indsamlet på rejsen og omhyggeligt hjemsendt undervejs, blev først åbnet i 1770, og det meste var da ødelagt af råd og svamp. Niebuhr blev dog udnævnt til kaptajn, og i de næste 10 år arbejdede han på udgivelsen af ekspeditionens resultater i fem omfattende værker, dog overvejende publiceret for egne midler. 

Som en æresbevisning fik han tilbudt posten som leder af en geografisk opmåling af Norge, men han takkede nej, selvom det aldrig tidligere var set, at en simpel kaptajnløjtnant havde fået betroet et så ansvarsfuldt hverv. I stedet søgte han og fik stillingen som landskriver på sin hjemegn i Ditmarsken, og dertil drager han med sin kone og to børn. Ditmarsken er nærmest at betragte som verdens ende, men her dør han fredeligt i 1815 i en alder af 82 år.

Først mange år efter bliver Carsten Niebuhrs arbejde anerkendt ved universiteterne i Europa, selvom meget af hans omfattende materiale blev ødelagt ved Københavns brand i 1795.
Men kære Carsten Niebuhr, du lever videre i dine egne bøger, og ikke mindst i Torkild Hansens bog ”Det Lykkelige Arabien”, og så i et fødselsdagsbed sommeren 2011 i Den Romantiske Have. 

Det må dog også siges at være noget af en æresbevisning at være kommet på et nyt danske frimærker.

Bedet, der hylder den fantastiske ekspedition og især Carsten Nierbuhr, består af 1.075 husløg, der danner motivet. Som bundplante er brugt 1.350 lobularia "Ester Bonnet Deep Rose" og 150 Zinna angustifolia "Tropical Sun" som randbeplantning. Ialt 2.575 planter.

Egentlig ville jeg gerne have haft bare én plante med af Forsskaolea tenacissima, som var en af de mange planter, som Peter Forsskål havde fundet og beskrevet på rejsen. Botanikeren Linné opkaldte efterfølgende planten efter Peter Forsskål der havde været hans elev. Det er en vild, hårdfør og kantet - brændenælde. 

De to sten midt i tæppebedet symboliserer bjerget Sabr og Sinaibjerget. Da bedet er over 4 meter i diameter er det desuden yderst praktisk at have et par trædesten, når der skal luges. I starten når bedet er nyplantet har skaderne det også med pille husløg op, for måske at finde noget spiseligt nedenunder. 

Traditionen med at plante et specielt tæppebed i Den Romantiske Have er det nok slut med på grund af nedskæringer. Men som et pensionistprojekt kunne jeg have stærkt lyst til at udarbejde rejsen mod "Det Lykkelige Arabien" til et foredrag.

Tilbage til forsiden