|
Colombia.
Sydamerikas perle. December 2016
Morgenmaden blev indtaget i smukke omgivelser, men var ellers ikke noget at råbe hurra for. Måske manglede hotellet alligevel lidt opgradering.
Igen skulle vi køre en bid vej, og Juan underholdt så godt, han kunne i bussen. Jeg har prøvet at tyde mine notater i dagbogen, men det var bestemt ikke nemt. Pereira har alt det, der gør mennesker glade: Kaffe, sukker og ludere. Jamen står der virkelig det i dagbogen? Jeg kan i hvert fald huske en historie, Juan fortalte, og den var nok ikke helt sand: Næsten alle kender, i hvert fald har næsten alle, set billeder af kristusstatuen i Rio de Janeiro, der står med udbredte arme og velsigner byen. Kristus i Rio er 30 meter høj, og han står på en 8 meter høj piedestal. Men hvem har nogensinde hørt om en kristusstatue midt inde i bjergene i Colombia? Ikke nok med at der står en kristusfigur, men det er også verdens største. Kristus er her ikke mindre end 37 meter, og han står på toppen af en piedestal, der samtidig er en kirke, så alt i alt er Cristo Rey (Kristus Konge) 45,5 meter. Samtidig er han den eneste kristusfigur, der giver adgang til det indre af statuen, og som turister kan forcere ad en snegleformet trappe. Man kan også gå ud i armene og endda kikke ud af øjne og næse. Statuen er bygget på initiativ af pater Antonio José Valencia Murillo, og den blev opstillet i håb om at gyde olie på de oprørte vande og den rå vold, der var fremherskende her i midten af det tyvende århundrede. Byggeriet startede i 1948 og var færdigt i 1954, og statuen kostede dengang 300.000 US dollar. Om det hjalp på volden, vides ikke, men her ca. 63 år efter ser det dog ud til at hjælpe med underskrifter på fredsaftalen. Statuen er måske ikke så elegant som den i Rio, og den trænger gevaldigt til en gang kalkning. I dette ofte fugtige klima skal den nok kalkes hvert år, så jeg vil foreslå, at den i stedet får en gang murmaling, der kan holde 7-8 år.
I nærheden af statuen var der et par små souvenirboder, men der var ikke andre turister end os. Statuen står dog utroligt smukt på toppen af et lille bjerg og med en fin udsigt ud over den lille landsby San José. I første omgang stoppede vi ved en lille skole. Børnene havde desværre fri, men en kvindelig lærer viste rundt og fortalte. Skolen lå lidt nede ad en skrænt, og Albatros havde sponsoreret en lille cementtrappe ned til skolen, så børnene ikke skulle glide ned ad et jordspor. Skolen lå utroligt smukt med udsigt ud over dalene. En lille, genert pige stod ved bygningerne og kikkede betuttet på os. Måske lærerens barn? Det var helt sikkert, at Walt Disney var kommet helt herud, for der var flere Disney temaer malet på væggene som den lille havfrue, og de syv små dværge m.m.
Vi kørte videre ud ad de små veje og endte ved kaffefarmen la Primavera, hvor der dyrkes kaffe og madbananer. Det er danske Per og colombianske Olguitas, der her har deres kaffefarm. De skriver selv: Vi har 30.000 kaffeplanter i fuldt flor samt 5.000 planter med madbananer. Selve gården er blevet om- og tilbygget af lokale håndværkere med hensyntagen til den lokale byggestil, og de fleste byggematerialer er hentet i omegnen.
Vi har i dag en arbejdsom og trofast skare af medarbejdere, der håndplukker vores kaffe, afskaller og vasker den samt tørrer bønnerne på vore tørrelofter. Herudover renser vi vores spildevand, og alt organisk affald fra produktionen omdannes til naturgødning, hvilket har givet os Fairtrade- og UTZ-certificering.”
Fairtrade er en international mærkningsordning, som arbejder for, at bønder og plantagearbejdere i Afrika, Asien, Mellem- og Sydamerika bliver betalt en fair pris for deres råvarer. Bønderne skal leve op til standarder for bl.a. børnearbejde, miljøbeskyttelse og demokratiske beslutningsprocesser.
Kaffeplantagen bliver mest gødet med økologisk gødning. Der er meget strikse regler for, om kaffen er økologisk eller ej, og det er faktisk kun kaffe fra plantager, der drives af indianere, der kan få status som økologisk kaffe. I plantagen er der også madbananer ind imellem kaffen. Bananerne er ikke gode ved jorden, men de er nemme at dyrke, og de hjælper på økonomien. Der går 9 måneder fra en plante skyder op, til bananerne kan høstes. Fordelen ved bananer er, at når klasen høstes, så fældes moderplanten (bedstemor), men en ny er allerede på vej op (moderen), og samtidig er der små børn, der stikker hovedet op og venter på tur.
Vi fik en dejlig traditionel, colombiansk frokost på farmen hos de to hyggelige farmere, der nu levede her i deres lille paradis, hvor kolibrier sværmede rundt. Olguitas ville gerne med ind til San José, så hun hængte sig på bagsmækken på en "Willy". Hun ville så gerne vise os sine forældres familiebrug, hvor der også var kaffefarm. Så vi kørte op og ned ad de snoede veje og endte ved en kaffefarm, hvor bygningerne var knap så idylliske, men de var også ved at bygge om. Hvis man bare kunne leve af smukke udsigter, ville beboerne her være millionærer.
Det var en fin oplevelse at se de to kaffefarme og få et indblik i, hvor arbejdskrævende det er at dyrke kaffe, så vi kan få slukket vores kaffetørst.
Tilbage til San José, hvor vi igen fik sat lidt liv i byen, men der var så sandelig også unge mennesker, der var stadset godt op, som skulle de til fest. Vi fik sagt farvel til Olguita, der gavmildt uddelte kindkys. Det var da helt ok, og det var heller ikke hver dag, at der kom en flok danskere på besøg, og vi havde haft en rigtig dejlig dag.
Vi gik en fin tur ad en grusvej og videre ad en mindre sti gennem grønne marker og de høje vokspalmer. På markerne her gik der heste og sortbroget kvæg. Der findes over 2.500 palmearter, men i Colombia har de verdens højeste palme "Ceroxylon quindiuense", der bare vokser op og op, til den når 60-70 meter. De kan leve op til 120 år. De hedder vokspalmer, fordi stammerne er dækket af voks, der før i tiden blev brugt til sæbe og til levende lys, før elektricitet blev normalt. Stammerne kunne også bruges til husbygning. For hundrede år siden fældede man vokspalmer for at fejre Palmesøndag, da Christus ankom til Jerusalem. Palmerne forsvandt rundt omkring, så i 1985 blev det forbudt at fælde dem i Colombia, og det var på initiativ af den katolske kirke og regeringen. Her i Cocora-dalen står de stadig høje og strunke, og man kan se på dem eller klappe dem.
På restauranten blev der serveret nyfanget ørred. Jeg havde ellers forsværget, at jeg igen ville spise ørred efter, at jeg før i tiden havde deltaget i et ørredforsøg inde på Landbohøjskolen. Der smagte de af mosejord, så det var meget forsigtigt, jeg satte tænderne i denne. Den smagte udmærket, men var også gemt i en tyk flødesovs.
Vi startede hjemturen og stoppede ved en dessertforretning ved landevejen. Den var gemt inde under en stor ko af lærred. Her fik vi Colombias specialitet en blanding af risengrød og risalamande. Smagte skønt.
Først blev mine fingernegle filet til og fik lak, og det var dog trods alt en klar neglelak. Nå, jeg havde taget den store pakke og ville have tåneglene med. Hun nussede og dirigerede med håndbevægelser, om fødderne skulle op eller ned og hvor, de skulle placeres. Hun tog igen den klare neglelak frem, men nej, det ville da være for kedeligt, så jeg valgte sort. De to manicuredamer var nu ved at dø af grin. Tænk, var det virkelig så unormalt, at en mand fik sort neglelak på fødderne. Jeg syntes, det så rigtig flot ud og havde da bare tæer i sandalerne hele dagen. Hele behandlingen kostede 25.000 peso ca. 65 kr., men nej, det ville da være for fedtet, så hun fik 50.000 peso som tak for god behandling.
Så startede turen sydpå, og i begyndelsen var der en slags motorvej med betalingsanlæg. Der kom efterhånden flere og flere sukkerrørsplantager og store vinmarker. Vi drejede ned ad en sidevej, der bestemt ikke var en særlig god vej, og stoppede i en lille landsby ved en stor vingård. Det må være en fugtig egn, for på el ledningerne hang der bittesmå planter af spansk mos. Den lille by var i vinens tegn, for alle gadeboderne havde vindruer til salg. Selvfølgelig havde de også et stort byjuletræ af plastik og oppustelige julemænd. Rundvisningen sluttede med en enkelt smagsprøve og et bæger med frugt. Klokken var blevet 14, så gid der havde været bare en lille skive brød med. De fleste af os, sikkert alle sammen, havde set vingårde før, så endelig kørte vi videre.
Vi var ved at være oplevelsesmætte, men Juan havde endnu et punkt på dagsordenen, og det var et sukkerrørsmuseum, der var indrettet på en gammel sukkerrørsplantage. Stedet hed Sugarcane Museum Cali, og der var en flot hovedbygning til det herskabelige herskab. Husherren havde et stort soveværelse, og konen et mindre soveværelse bag en dør ved siden af. Døren kunne låses ind til konen, hvis husherren ville hygge sig med en slavepige. Hvis husherren ønskede sex med sin kone, så fløjtede han. Hvis konen havde lyst, bankede hun på døren og spurgte høfligt: "Undskyld, fløjtede du". Det var ellers et meget herskabeligt og kristent hus med både Jesus og Jomfru Maria både her og der. Ude i den smukke park var der eksotiske planter endda med navneskilte. Rundt omkring kunne man se, hvordan sukkerrørene igennem tiderne var blevet presset for at få saften ud af rørene. Det var lige fra primitive træmaskiner som "Den gamle kvinde" til kæmpemaskiner drevet af vandkraft. Det var blevet mørkt, og vi havde et lille kaffestop undervejs, inden vi kørte ind mod lufthavnen i Cali, der er Colombias tredjestørste by.
På byens torv "Parque Caicedo" giver de høje palmer skygge om dagen, men byen lives gevaldigt op om aftenen af den svalende vind. Danseklubberne ligger på stribe, og især om fredagen danser folk salsa til den lyse morgen. Byens årlige festival finder sted mellem jul og nytår, og her kan opleves tyrefægtning, skønhedskonkurrencer og endnu mere salsa. Jo jo, de keder sig ikke colombianerne. Denne gang skulle vi med et helt moderne KLM fly med en fin forplejning undervejs. Vi skulle flyve mod solen, og det er ikke så slemt, og jeg fik endda blundet lidt i den korte nat. Ved tømningen af flyet stod jeg lige ved siden af en meget urolig og meget nervøs mand. Allerede i gaten blev han da også taget ud af en "Flying control man", der lige viste sit ID kort og trak af sted med ham. Han havde højst sandsynligt mere end rent mel i posen.
Amsterdam Airport er kæmpestor. Efter sikkerhedskontrol var der selvservice for paskontrol, men kun for EU-borgere. Den lukkede de dog af, og alle blev ledt hen til ”alle lande”, hvor der sad en enkelt mand, som skulle kontrollere pas. I løbet af et øjeblik var der i hundredvis af mennesker i kø. Det kunne jo ikke gå, så de fandt pludselig ud af, at vi hellere måtte ind i selvkontrollen igen. Før var der pæne køer, men det blev hurtigt et kæmpe rod. Amsterdam dog, hav lige lidt styr på det, for du er indgangen til EU-land - paradiset på jord.
Rejsens pris til Albatros for 12 dage var for to personer 39.996 kr., og for den pris var der to lange flyvninger fra Europa til Sydamerika og tilbage igen, samt to indenrigsflyvninger. Alle hotelovernatninger med morgenmad. Dansk guide og mange lokalguider. Kano sejlads og al transport på landjorden og nogle af hovedmåltiderne. Entreer til museer og skatter og afgifter. Prisniveauet i Colombia er lavt, og et måltid på en restaurant kostede sjældent over 30 kr. Tilsammen til mad, drikke og souvenirs blev det for to personer ca. 2.500 kr. endda incl. ca. 750 kr. til alle drikkepenge på hele turen til chauffører, lokalguider, stuepiger og kuffertslæbere m.m.
Det har været en positiv oplevelse at besøge Colombia med deres venlige befolkning, flotte natur og gamle hyggelige kolonitidsbyer. |
Om natten vågnede jeg, og det var bælgravende mørkt udenfor, og regnen trommede ned. Ved 4-tiden lød der skud, eller var det fyrværkeri? Der kom flere "salver". Hvem afbrænder fyrværkeri ved 4-tiden om morgenen og i regnvejr? Mærkelige skikke de har her. Eller var det i virkeligheden endnu en narkoboss, der måtte lade livet? Vi vidste det ikke, men håbede dog, at det var fyrværkeri.
Vi var efterhånden kommet ud på de rigtig små veje i et fantastisk smukt, bjergrigt og meget grønt landskab. Mærkværdigvis så det ud som om, der langt ude på en bjergtop stod en statue af Kristus med udbredte arme.
I den lille by San Jose gjorde vi holdt for at få en kop kaffe på det lille torv. Vi vakte en del opmærksomhed, da det nok ikke er ret mange vesterlændinge, der slår sig ned her. Vi skulle videre ud ad nogle små grusveje, som en almindelig bus ikke kunne klare, så vi blev omlastet til amerikanske jeeps, de såkaldte "Willys" fra 1950’erne. I dette område er det det transportmiddel, der bliver brugt til at transportere både mennesker og kaffesække rundt på de snoede bjergveje. På willy’erne er der en bagsmæk, der også er beregnet til passagerer, og så står man der (jeg snød og skyndte mig at kravle indenbords) og blafrer i vinden, medens der holdes fast i tagkonstruktion. Da jeg selv sad trygt og godt, havde jeg til gengæld fat i bæltet på Nanna, da jeg syntes, hun stod noget yderligt. 
En kvindelig lærer viste rundt og fortalte, at skolen havde 45 børn, og der var to lærere ansat plus en kone, der stod for madlavningen. I skolen lærer de også engelsk, men desværre kun enkelte sætninger. Der var også et lille lokale med computere af forskellig årgang og type. Efter omvisningen fik læreren et par billeder af den danske kongefamilie, og så ville hun have, at vi skulle skrive vores navne bag på kortet. Den lille, generte pige fik et bundt fødselsdagsflag med Dannebrog. 
Selvom ingen af os vidste noget om kaffedyrkning – og selvom det tog lidt tid, inden lokalsamfundet havde vænnet sig til os – synes vi selv, at vi har skabt et lille paradis samt en ideel ramme for vores arbejdere med kaffen og det lokale landsbysamfund.
En kaffebusk lever omkring 18 år, men de bliver skåret ned, når de er ca. 7 år, og det er, fordi de ellers bliver så høje, at plukkerne ikke kan nå bærrene. Der er mange forskellige kaffesorter, og nogle vokser hurtigt og andre langsomt, så det er noget af en videnskab at finde nogle sorter, der passer til jordtypen og højden. I modningssæsonen høstes hver 2-3 uge. I plukkesæsonen er der her omkring 19 medarbejdere, der plukker. Der plukkes på akkord, og der betales 500 peso pr. kg. (13 kr.) Det er tariffen i området, og de kan ikke give mere, selvom de ville, da de ellers vil få problemer med de andre kaffefarmere i området. For at bøde på det, får plukkerne her gratis mad. 
Farmen her giver ca. 20.000 kg kaffebær om året, men bærrene skal så renses for frugtkød i en maskine og derefter tørres i solen i 3-4 dage. Derefter skal de sækkes a 12½ kg, og salgsprisen er normalt 100.000 peso, 260 kr., for en sæk. Der skal en god økonomi til for at være kaffefarmer, og jeg tror, at en pension fra FN hjælper godt til at få det til at løbe rundt.
Vi kom lige på det tidspunkt, hvor plukkerne kom tilbage med høsten fra eftermiddagens arbejde. 4 mænd kom traskende med 30-40 kg bønner på nakken. En bar flere sække, for mændene var gentlemen, for en kvindelig plukker kom også tilbage uden sække på ryggen. Hun var sikkert god til at plukke, men man kan jo også skåne hende lidt. Plukkerne så godt nok trætte ud – det er ikke en dans på roser at være kaffeplukker. Bønnerne blev vejet, og det blev skrevet op til senere afregning. Selvom de var trætte, var de venlige og livlige nok. De fik nogle danske mønter som souvenirs og nogle postkort med kongehuset, og så burde enhver plukker da være glad.
Vi stoppede, hvor der var udlejning af heste, og der var en lille restaurant og et par cafeer. Der var også et par souvenirforretninger, men det var svært at finde noget ud over ting a la "Hilsen fra Himmelbjerget". Der er heller ikke postkort – de findes simpelthen ikke i Colombia.
De, der havde mod på det, kunne gå en jungletur ned til et lille vandfald og længere ud til en meget vakkelvorn og halvrådden træbro. Juan fortalte, at der plejede at være mange store edderkopper her i området, og kækt stak han hånden ind i en hule, og da den kom ud, sad der en kæmpeedderkop på hånden. Der gik lige et øjeblik, før det gik op for os, at det var en plastikedderkop. Juan din spasmager. På tilbageturen besøgte vi et dambrug, der opdrættede canadiske ørreder. Det kostede lidt peso at beskue dammene, hvor der var spændt net ud for at holde fuglene væk. Ved en dam lå der en død ørred og svømmede rundt, og en grib sad på kanten og lurede. Den hoppede nærmere og nærmere og kikkede skiftevis på os og på ørreden. Ville den gribe den døde fisk med kløerne som en fiskeørn? Nej, den sad på kanten og strakte sig så lang, den var, og fik så hapset den. Så snart den var på land, kom der flere gribbe, og så sloges de om fisken.
Vi stoppede i den lille by Salento med et mylder af souvenirbutikker, nærmest i hundredvis. Det var en rigtig turistby, men ikke beregnet på vestlige turister, for der forstås ikke et ord engelsk. Der går en lang trappe op ad en bakke i forlængelse af hovedgaden. Sten markerede Jesu lidelseshistorie på vej til Golgata. Der var udsmykninger undervejs op, og jeg blev belønnet med en udsigt ud over byen, der set oppefra ikke var ret stor. Byen havde mange hyggelige kolonitidshuse og var en fin lille by og meget farvestrålende, men efter min mening al for turistet med alle de souvenirforretninger.
Det var som sædvanlig overskyet, og det var faktisk også lige ved afslutningen af regntiden. Vi havde dog ikke set ret meget til regnen, så det var ikke et problem. Vi skulle først af sted fra hotellet kl. 10, så efter morgenmaden var der god tid til andre sysler. For at sætte lidt gang i den lokale økonomi var der mulighed for at få manicure. Det havde jeg aldrig prøvet, og jeg har et princip om, at jeg skal have prøvet alt (jeg springer dog spisning af østers over), inden jeg takker af, og skriften på min gravsten skal derfor være nogenlunde sådan: "Han ville så meget og nåede det meste". Nå, men netop manicure var en af de ting, der manglede på listen. 4-5 damer havde meldt sig, og jeg var den eneste mand. To dejlige manicuredamer var dukket op, og jeg var heldig at få Vienna, der var den kønneste med store, mørke øjne og en imponerende kavalergang. Det var derfor svært at se hende i øjnene. Hun havde også et sødt, lidt genert smil, og meget mærkeligt havde hun halvt skjult inde bag BH-stroppen en stor flot, tatoveret kongekrone. Den kunne jeg godt have tænkt mig at få historien om, men den var svær at få forklaret på fingersprog, da hun ikke kunne én stavelse engelsk. 
Inden vi skulle af sted, nåede vi en tur på en junglesti, der går lige ved siden af hotellet. Den lille sti førte ned ad en skråning og gik langs et lille vandløb. Det var vild jungle med mange smukke blomster og bambuslunde med lårtykke stængler. Som symbol på, at Colombia er et kristent land, stod der en Maddonna statue gemt midt i det hele. Hyggelig lille tur, og i det hele taget et hyggeligt sted, hvor de i parken omkring hotellet fodrede fuglene, og der var mange eksotiske og farvestrålende fugle, vi kunne komme tæt på.
Landskabet var foruden vinmarker også med store majsmarker og sukkerrørsmarker. Først kl. 15.30 var der frokost på et stort turiststed. Heldigvis kørte en bus ud lige i det samme, da vi kørte ind. Dejlig mad (men alt ville også smage godt på det tidspunkt), og jeg fik en paneret kortelet med lidt pommes frites og dertil en skål ris og en skål salat samt limonade. Tjenerne var lynhurtige til at tage tallerknerne ud, før alle var færdige, så de sidste følte sig meget langsomme. Jeg f.eks.
Cali blev grundlagt 1536 og var bare en lille flække indtil begyndelsen af 1900-tallet. Så kom jernbanen, og sukkerindustrien voksede, og dermed voksede byen som ingensinde før. I dag er byen det vigtigste handelscentrum i det sydøstlige Colombia. Byen har moderne arkitektur og høje kontorhuse omkring centrum. Da narko-kartellerne i midten af 1990’erne brød delvis sammen, steg arbejdsløsheden og kriminaliteten, og byen gik lidt i forfald. Der findes dog en del interessante kolonitidskirker og den nyere kirke "La Ermita" fra 1930’erne, der er bygget i gotisk stil. 
Stor lufthavn i Cali med den sædvanlige procedure, dog blev alle befølt i sikkerhedskontrollen. Vi blev tjekket ud af Colombia med stempel i passet og så ud i afgangshallen med masser af mennesker. 
Albatros havde lavet en rigtig fin og afvekslende tur. At turen blev en succes, skyldtes bestemt også vores uforlignelige guide Juan Ramirez, og bare at være i hans selskab var en oplevelse.