Livet i coronaens tid. Af Kim Greiner, Borup. På grund af coronaen gik sommeren lidt anderledes, end vi havde regnet med. En rejse til Californien med vores barnebarn Anders måtte aflyses, og vi mistede 15.000 kr., da FDM Travel ikke mente, at de behøvede at følge deres egne handelsbetingelser. Sørgeligt, sørgeligt, sørgeligt at selv en hæderkronet organisation som FDM sniger sig udenom og tørrer coronaen af på deres kunder. Efter 50 år som medlem af FDM, har jeg da også meldt mig ud.
Lidt ud og se os om ville vi alligevel, og det blev en tur til Skagen og Silkeborg med 3 af vores børnebørn. Det var jo så ikke lige det samme som Amazonas og Den Transsibiriske Jernbane eller lignende eksotiske steder, som vi ellers ynder at besøge. Men Danmark er da bestemt også dejlig, og børnene fik udvidet deres horisont i Århus Zoo, hvor der var en dinusaurus udstilling, Råbjerg Mile, Den tilsandede kirke, Rubjerg Knude med det nyligt flyttede fyr, Verdenskortet i Klejstrup sø, Moesgård museum med Gravballemanden og Den gamle by i Århus. I slutningen af ferien spurgte jeg børnene, hvad det allerbedste var ved denne fantastiske ferie i det Nordjyske. Jo, de vaklede lidt mellem den varme boblende hottop på hotellet i Skagen eller at gå på stylter i "Den gamle by i Århus". OK, men jeg håber da, at lidt af det andet også hang ved. I de 3 uger, hvor vi ellers skulle have været til Californien, lå blanke og ubrugte dage i min kalender. Ledighed er jo roden til al ondt, så jeg lavede 10 ekstra åbne rundture i dronningens København. Problemet var, at ikke ret mange vidste det. Et par enkelte lokalaviser var med på ideen med, at vi skulle sysselsætte beboerne i hovedstadsområdet, når de nu ikke kunne komme ud og rejse. Så snart en lokalavis skriver om turene, er der stor tilslutning, men jeg har også stået med kun en håndfuld gæster. Så går jeg da også med dem, selvom det måske ikke engang kan dække togbilletten fra Borup til København. Midtsjællands Avis er altid på pletten, for de vil gerne give deres læsere en god oplevelse.
Følgende små rejsefortællinger har alle været bagt i Midtsjællands Avis. 1. Nyborg og strandhotel i Glücksburg. 2. Glücksburg slot og Hedeby. 3. Frikadeller og Louisianna.
5. Kimmerslev sø og Trampestien. 6. Busrejse til Solrød strand. 7. Kongens Lyngby og Bondebyen. 8. Togtur til Klampenborg. 9. En novemberaften på Nimb. 10. Pladsbillet i coronaens tid. 11. Togpassager i coronaens tid. 12. Togrejse til Gedser og Sydstenen. 13. Bumletog fra Borup til Rødvig. 14. Rundtur i Kimmerslev sogn. 15. På opdagelse i Sydhavnen. 16. Tilbage til fortiden. 17. Fra pest til kolera.
01. Nyborg og Strandhotel i Glücsburg. I nogle af de dage vi ellers skulle have været til Malta, øjnede vi mulighed for en lille tur til Nordtyskland, så da landet havde åbnet sine grænser, havde Gitte og jeg bestilt et ophold på et gammelt kurhotel nær Østersøens bred.
Så blev vi så kloge. Vi kørte derpå over broen fra Als til Sønderjylland, og kort efter var vi ved grænsen til Tyskland. Vi kørte glat igennem og skulle ikke engang vise pas, men i den modsatte vejbane var der kilometer lange bilkøer ind i Danmark. Beliggenheden lige ved stranden kunne ikke være bedre og med udsigt til vores fædreland Danmark på den anden side af fjorden. Værelset var på 4. etage, men der var kun elevator til 3 sal, så kufferterne, (de var dog kun meget små), skulle vi selv bære op af trappen. Hvis der havde været en stjerne mere havde vi nok fået båret kufferterne helt op. Stort lyst værelse og stort lyst badeværelse med både bruser og badekar og endda med to toiletter. Nå, det ene var vist et bidet, og heldigvis var det næsten lyst om natten, så der ikke blev taget fejl. Der var også en lille balkon med udsigt til vandet. Opholdet var købt igennem Rissskov bilferie, og de 3 overnatninger med stor morgenbuffet, og incl. en dinner i de fine lokaler og en gang aftensmad i deres strandcafe, kostede ca. 5.000 kr. for to personer.
Den første aften iførte vi os vores bedste tøj (altså kun det bedste, vi havde med) og mødte op i restauranten. Jeg havde endda sko og strømper på, da jeg engang var blevet nægtet adgang til restaurant i Tyskland, hvor jeg havde sandaler på. Det skulle ikke ske denne gang. Vi bestilte en hel flaske rosevin, da de ikke skulle tro, at vi var nogle fattigrøve. Der kom en brødkurv på bordet med et udvalg af brød, og da de var spist, var vi faktisk mætte. Så kom forretten, der bestod af en kold suppe. Jeg var lige ved at klage, men Gitte sagde, at det var en megt fin suppe, og den skulle være kold. Derefter kom en lækker lakseanretning, der heldigvis var varm. Udsøgt betjening af en overtjener og et par smukke østerlandske tjenerinder. Så havde vi klaret middagen og havde ikke skejet nævneværdig ud, og en enkel plet på dugen som jeg havde fået lavet, stillede jeg tallerkenen hen over. Så kunne vi da nå at komme ud, inden den blev opdaget. Så var der tid til en aftentur ned til en lille havn med lystjagterne, og vi sad i en åben historisk strandkabine og nød solnedgangen.
Vi fik noget koldt at drikke i slottets café og fortsatte ind til Flensburg. Byen havde tyskerne snuppet i krigen i 1864, og af taktiske grunde lå den lige syd for grænsen, da der skulle stemmes om genforeningen. Der var ret mange tyskvenlige indbyggere i Flensburg by, så danskerne turde ikke lade den indgå i stemmetallene for Sønderjylland, for så var hele landsdelen måske gået tilbage til Tyskland. Flensburg er en hyggelig by med et stort havneområde med gamle skibe side ved side. Vi stillede os i kø til en biks, der serverede fisch and chips. Her var der ingen blanket tvang, men heller ingen borde og stole, så vi sad på en trappe og nød livet. På den anden side af havnen gik en smal gade op til gågaden igennem byen. Den smalle gade var meget idyllisk med bindingsværk og stokroser, så husene må være fra danskertiden før 1864. Det var vistnok en fræk gade havde jeg læst, men vi så ikke skyggen af noget frækt - måske havde de coronalukket. Gågaden var myldrende fyldt med mennesker og med forretninger og cafeer, men der var ingen ledige borde til eftermiddagskaffen nogen steder, så det blev til en is fra Mac Donald på en bænk.
Det er en fin lille landsby, og så måtte man tænke sig til, at der i vikingetiden havde ligget i hundredvis af huse indenfor volden. Vi var heldige, for denne søndag var der arbejdende værksteder og boder, der solgte ting og sager. Bare ærgerligt at Danmarks største vikingeby, nu ligger i Tyskland.
Så var det bare tilbage til vores Glücksburg Strandhotel. Om aftenen lå æblekagen stadig lidt tungt i maven, så vi gik en tur langs vandet for at få appetit. Da vi endelig var sultne, gik vi til Strandcafeen, og så havde de lige lukket for madservering. Nå men man kan godt overleve af en dåse blandede nødder fra minibaren.
Det blev så sommerens udlandsrejse, og det gik atter hjem til gode gamle Danmark og gode gamle Borup. Sommeren gik videre, men denne coronasommer bliver en sommer, som vi aldrig vil glemme.
Af Kim Greiner, Borup.
Der ville være et par kilometer til havnen, men der måtte vel være dejligt køligt nær vandet. Jo rigtig nok, der lå to spisesteder på havnen. Der var god plads på en restaurant, der hed Lagunen, så jeg plantede Gitte ved et bord i skyggen, og vi havde besluttet os for 2 stjerneskud. Indenfor var der tomt, med der stod et par tjenere bag disken. Jeg hilste højt og venligt: "Goddag". De kikkede på mig, men svarede ikke. OK jeg var i korte bukser og Tshirt, og jeg havde den rette hudfarve, men hvorfor de ikke hilste på en potentiel kunde, ved jeg ikke. Min lunte i sådanne tilfælde er ret kort, så jeg meddelte dem, at når de ikke gad hilse, så gad vi ikke heller ikke spise hos dem, og så gik jeg. Gitte så noget forbavset ud, da jeg meddelte, at vi flyttede til den nærliggende cafe, der hed "Cafe
Standhuset". Vi var godt nok i whiskeybæltet, men jeg troede kun, at det var huse og whiskey, der var dyre. Vi fik vores cola, og OK det var med glas og isterninger, og så ventede vi på maden. Der gik 20 minutter stadig ikke nogen fiskefrikadeller. Efter yderligere 10 minutter gik jeg ind og spurgte til frikadellerne. Der er nemlig noget, der hedder "Greinersyndromet", og det er når vores bestilling er blevet glemt. Men nej ikke her, den var på vej, blev der sagt. Nå OK så kom de endelig. Selvom det var et let måltid, var det helt i orden og smagte dejligt.
Vi skulle videre, og heldigvis går der busser på Strandvejen mod Helsingør. På busskiltet stod der, at om lørdagen var der 60 min. drift, men der stod ikke noget om hvornår. Så vi begyndte at gå mod Humlebæk, og der var jo kun 3-4 kilometer. Heldigvis med solen i nakken og enkelte steder med lidt skygge. Jeg bemærkede dog, at asfalten nogle steder var smeltet på stien og lå i små søer - så varmt var det. Der kom ikke nogen busser, så på gåben nåede vi endelig Louisianna, og klokken var efterhånden blevet 14.30. Jeg holder meget af Frida og kender hele hendes historie med, hvordan hun som ung fik en jernstang igennem kroppen og lå lænket til sin seng i årevis. Hun fik sat et spejl op, og de fleste af hendes malerier er derfor selvportrætter. Hun giftede sig med Diego Rivera, der lavede fantastiske vægmalerier. Han kunne noget med damer, selvom han lignede skrubtudsen i Tommelise. Noget lykkeligt ægteskab blev det bestemt ikke. Frida har sammenvoksede øjenbryn, og derfor kan hun kendes blandt utallige andre kvinder. Tænk, jeg læste i en brevkasse i Familie Journalen, at en kvindelig butiksejer havde en medarbejder med sammenvoksede øjenbryn. Hun spurgte, om hun kunne forlange, at medarbejderen fik plukket øjenbryn, så de ikke var sammenvoksede. Nej selvfølgelig ikke skrev brevkassen, og personligt elsker jeg Fridas sammenvoksede øjenbryn. Rigtig fin udstilling, og endelig fik jeg set et ægte Frida Karlo maleri foruden de 33 andre fantastiske kvinders malerier. Der var også en udstilling af japaneren Tetsumi Kudos med nogle groteske og absurde opstillinger, der hentydede til verdens undergang. Så foretrækker jeg i den grad sammenvoksede øjenbryn.
Der var ensretning igennem udstillingerne, men udover at der ikke var selvbetjening i cafeen, og at borde og stole hele tiden blev tørret af efter hver gæst, så mærkede vi ikke noget til coronatiden på Lousiana. Toget hjem kørte på skinner, og der var kun 3 minutters ventetid på Hovedbanen til toget mod Borup. Jeg skrev et kryds i kalenderen. Tænk der var nogle tog, der passede sammen. Billedet er malet af en af de kvindelige kunstnere. Jeg kan
desværre ikke huske hvad hun hed.
Egentlig skulle vi, min kone Gitte og jeg, lige været kommet hjem fra en rejse til Equador og Galapagosøerne, og jeg skulle have være i gang med 14 foredragsaftaler i februar. Alt er aflyst. Hvad gør et par gamle vingeskudte globetrottere så? Vi må istedet for verdens afkroge, udforske de hjemlige græsgange med et åbent sind.
Turen til Helsingør skulle selvfølgelig foretages med tog. I disse coronatider skal der hjemmefra indløses pladsbilletter, hvilket har den fordel, at togene næsten kører uden passagerer. I sidste uge skulle jeg hjem fra København med tog, og det kørte ikke ligefrem på skinner. Jeg havde pladsbillet til Slagelse kl. 14.43, og toget ville stoppe i Borup. Pladsbilletten var udvalgt med omhu, for så kunne jeg bruge mit "mimrekort" inden spærretiden kl. 15. Toget blev dog aflyst, men toget til Ringsted, der normalt afgår nogle få minutter før, stopper normalt ikke i Borup. Jeg spurgte togføreren, om toget så stoppede ekstraordinært i Borup. Hun ringede til de højere magter, men nej. OK, så havde jeg ½ time på hovedbanen inden næste tog til Slagelse. Så lød det i højtalerne: "Der er opstået en nødsituation, så alle skal omgående forlade stationen." Alt lukkede ned, selv Mc Donnald og Matas m.m. Hvad det var for en nødsituation, fik vi ikke noget at vide om. Måske en bombe eller en bombetrussel? Hvis de først skulle have fat i "Rullemarie" kunne det jo godt tage sin tid. Jeg var ikke lige i humør til at stå udenfor hovedbanegården i timevis, så jeg tog en rask beslutning og tog metroen til Frederiksberg og derfra en bus til Valby Station. Mærkværdigvis så kom der næsten med det samme et tog til Ringsted, og det ville endda stoppe ekstraordinært i Borup. Jeg nåede ikke at få en pladsbillet. Den måtte jeg kunne tale mig ud af, gik jeg ud fra. En gammel forvirret herre, kunne man jo ikke forvente, at han skulle kunne finde ud af det i farten. Da vi nu var inde i spærretiden kl. 15, turde jeg ikke andet end at bruge mit rejsekort. Der kom nu ikke nogen togfører hverken for at se billet eller pladsbillet, men det kostede mig alligevel 44.50 kr. med det aflyste tog og nødsituationen. Flot station med løvefødder og gesvejsninger i ægte forloren renaissancestil. I forhallen er der ikke blot løvefødder, men også stenløver på trappegelænderet. Vi gik over sporet til lokaltogene via Gilleleje til Hillerød. Det kunne også være en spændende tur. På hjørnet af Skyttensstræde ligger en lille cafe, der selvfølgelig havde coronalukket. Det er ellers der, jeg plejer at gå ind, når jeg holder foredrag i Helsingør. Det er en meget venlig indvandrerkvinde, der er cafemutter, og hun laver en god ostemad. Da der normalt kommer mange svenskere, er der også gratis "påtår". På denne gade plejer der at ligge to sprutbutikker, men de var begge lukket, så det så ikke lovende ud med den Crusanrom. Jeg begyndte at blive lidt forarget. Er sprut ikke nødvendig menneskeføde? Ja selvfølgelig i begrænset mængde, men 1 genstand om dagen skulle vel være i orden, og ren spiritus renser halsen og dræber bakterier. Vistnok.
I samtalen kom vi hurtigt ind på rejser, og han havde nogle fiduser i Indonesien og en skøn kyststrækning i Thailand. Han havde mindre børn, og det var vist mest strandferier, de brugte. Fint nok, det gør man med børn, hvorimod vi keder os efter 1 døgn og vil videre. Der havde været tomt i butikken, medens vi var der, men heldigvis for Pontus kom der nogle kunder ind, da vi gik. To fluer med et smæk. Vi havde støttet en specialbutik i Helsingør og et destilleri på Sct. Croix, der heldigvis ikke mere ligger i tumpen Trumps USA, men i Joe Bidens USA. Kronborg er kendt for især 3 personer. Hamlet, Holger Danske og dronning Caroline Matilde. Nå Hamlet er en romanfigur opfundet af Shakespeare. Holger Danske er en sagnfigur, der dog sidder i kasematterne og vågner, hvis Danmark kommer i nød. Men Caroline Matilde var et rigtigt levende menneske, der blev offer for den onde enkedronning Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel. Enkedronningen havde i et statskup fået hugget hovedet af Struense og landsforvist dronning Caroline Matilde til Celle i Tyskland. Carolines søn, den senere Frederik 6., beholdt danskerne selvfølgelig, men kærlighedsbarnet Louise Augusta, (hvis far var Struense), som Matilde havde med på Kronborg, blev taget fra den fortvivlede mor, da skibet hentede hende til Tyskland. Jeg tilgiver aldrig den onde enkedronning. Nå det er en længere historie, som jeg fortæller på mine rundture i Frederiksberg Have.
Efter togskift på hovedbanen kom en ung mand ind uden mundbind. Han talte højt i telefon og vi kunne ikke undgå at høre om hans privatliv. Så kom togføreren, og jeg var spændt på, hvad hun ville sige til det manglende mundbind. Jeg havde faktisk på fornemmelsen, at han hverken havde pladsbillet eller togbillet. Nej det havde han ikke, og så faldt mors hammer, og han skulle udfylde nogle papirer, så han kunne få bøden på 750 kr. Men hvad så med mundbindet? Han var fritaget på grund af angst, sagde han. Nå sagde togføreren: "Så er du måske også fritaget for at få corona og for at smitte andre?" Det blev han meget fortørnet over, men heldigvis først efter, at hun var gået.
Hjemme på Kimmerslevvej skulle vi lige smage på rommen. Valget faldt på mangorommen. Først den rene vare med isklumper og så et skvat i et glas orangejuice. Det var svært at bedømme, hvad der var bedst, så vi må nok hellere prøve igen i morgen aften.
"Villa Inge", som vores hus på Kimmerslevvej hedder, er en ældre muremestervilla fra 1929. Hvem Inge var, har vi ikke kunnet finde ud af. Hvis nogen ved noget, så kontakt mig gerne på 40589825. Villa Inge ligger i Kimmerslev Sogn, og resterne af et gammelt stendige skiller vores grund med naboens, der ligger i Borup Sogn. Fra husets kvist er der udsigt til Kimmerslev Sø, men et birketræ står dog lidt i vejen for den helt rene udsigt. Engang hvor en ejendomsmægler skulle bedømme husets værdi, sagde han, at hvis vi fældede træet, ville huset stige 100.000 kr. i værdi. Det må så være herlighedsværdien, han talte om. Tidligere havde vi en nabo, som ville have fældet træet, fordi det svinede. Jeg måtte dog fortælle, at der ikke er dødstraf i dette land, fordi man sviner, så det står der endnu. Vi købte huset i 1990 efter at mit arbejdsforhold på Svenstrup Gods ophørte ret brat, og jeg blev havemester i Landbohøjskolens Have. Som en servitut på husets skøde står at: "Baronen og hans jagtfølge har ret til uhindret at passere grunden". Vi har dog ikke set ham endnu. Heldigvis.
På P pladsen står der lidt information om Trampestien og om erhvervelse af fisketegn bl.a. på polsk. Trampestien hedder også det mere romantiske navn "Hjertestien", da alle tramp styrker hjertet. Skiltet oplyser også, at søen er 37 ha stor og har en dybde på 7,8 m på det dybeste sted. Fra P pladsen kan der selvfølgelig trampes rundt i begge retninger, (dog ikke på samme tid), men vi foretrækker ofte at gå rundt med uret. Fra skiltet går en almindelig barnevognsvenlig asfaltsti, og man kommer forbi Borups svar på Miami Beach. Dog noget mere fredeligt her, men der er en strand med rigtigt sand. Hele herlighedn er vel ikke mere end 20 meter lang, og for nylig er der genetableret en badeplatform et pænt stykke ude. Vandet er normalt erklæret rent, og under hedebølger kan der godt være pænt besøgt af byens ungdom.
Så deles asfaltstien, og den ene del munder ud i Skrænten, men til højre går det ned ad bakken til en dæmning, der deler søen mod et moseareal. Før i tiden var det her, vi tog ned med børnene for at fodre ænderne. Nu står der skilte med, at det er dårlig skik, for hvis brødet kommer i vandet bliver det forurenet. Altså vandet. Nu er det så slut med den glæde. Asfaltstien fortsætter ligeud til noget af Borups andet stisystem, men nu starter den rigtige trampesti til højre. I en årrække var det en muddersti, der i vådt føre kun kunne forceres, om ikke med vaders, så dog helst med gummistøvler. Men så skete der noget i 2018, idet der blev gravet en rigtig vejkasse, og stien blev stampet med grus. Så nu kan stien befærdes i al slags vejr, faktisk også med en barnevogn. Stien er dog kun omkring 1 meter bred, så i disse coronatider, må man pænt gå tilside, hvis der kommer en modgående. Stien slynger sig langs vandkanten, dog oppe på en skrænt, der er tæt bevokset med krat, der er så tæt, at man ikke kan se søen for bare træer. Lidt ærgerligt, for det er udsigten over vandet, der er attraktionen. På et tidspunkt kommer der et lille åløb, og stien slår et stort sving ud på markerne. Åløbet kan dog forceres med et langt spring fra en mudret bred til en anden mudret bred. En enkelt gang har jeg elegant sprunget over åløbet med det resultat, at jeg lagde mig i mudderet. Og det der med at man bliver kønnere af mudderbad, passer altså ikke.
Fiskervej munder ud i Dalbyvej, der fører ned til en rundkørsel, og her drejes til højre ad Kimmerslevvej. Her er der nu både cykelsti og gangsti, og tramperne kommer over en bro over udløbet fra Kimmerslev sø. På vejens modsatte side ligger Borups gamle vandmølle, og mølledammen ligger lige op til broen. På højre side ligger et idyllisk bindingsværkshus, der var Kimmerslevs gamle smedie. Bygningen fik på et tidspunkt en pris, fordi det var sat så smukt i stand. Lige efter smedjen kan man bare fortsætte ligeud ad Kimmerslevvej med gangsti og det hele, og turen bliver så på 3,2 km rundt. Det ville dog være synd. I stedet drejes til højre ad en lille stistump, der fører ned til Slusevej og til Kimmerslev Kirke. Slusevej går over en dæmning med en sluse, der holder på ca. 2 meter af søens vand. I tørre somre lukkes der lidt mere op end normalt, for vandet fortsætter via mølledammen ud i Køge Å, og fiskene skulle gerne have noget at svømme i. Kimmerslev Kirke på søens bred.
Her på denne smukke kirkegård skal jeg ligge til sin tid, eller hedder det at ligge, når man bare er en bunke aske? Jeg skal bare have et lille gravsted, men med en stor sten. Der står faktisk en bunke brugte gravsten i hjørnet af kirkegården. Sådan en må da være billigere end en ny, og jeg kommer til at tænke på skotten, der havde fået samme ide, men han havde et værre besvær med at få sin kone til at tage navneforandring.
Tilbage på Kimmerslevvej ligger Søbogård, der er kendt for sine økologiske produkter og især hyldeblomstdrik. En gang hvor vi var i Nepal i nærheden af Katmandu, opdagede vi tilfældigvis, at Søbogård havde en aflægger ude i det smukke nepalesiske landskab. Vi besøgte gården og fik frokost, og den lokale "maneger" kom forbi og hilste på. Tænk engang, han fortalte, at når han var på besøg hos Poul på Søbogård i Kimmerslev, havde han spadseret lige forbi Villa Inge. Verden er lille, men desværre, så kom jordskælvet i 2015 og ødelagde store dele af Katmandudalen og også Søbogårds maleriske hovedbygning i Nepal lå i ruiner.
I disse coronatider kan Gitte og jeg dog ikke rejse udenlands, men vi kan da tage bussen i retning mod øst, og så se hvad der kan opleves undervejs. Bussen kom til den programmerede tid, og der sad i forvejen kun to ungersvende i bussen foruden os. Chaufføren har et bånd spændt ud, så man ikke kan komme hen i nærheden af ham, og derfor stiger man ind i midten af bussen. Vi har "mimrekort" til alle 99 zoner, og derfor skal vi ikke tjekke ind eller ud. Sådan et kort koster 890 danske kroner for 3 måneder, men så er der noget med spærretider morgen og aften. Vi stod på bussen kl. 10.35, og så var alt i orden, og vi drønede ud i vinterlandskabet mod fjerne kyster. Bussen bevægede sig ud i landskabet ad forskellige krinkelkroge, så efter ½ time nåede vi Ejby, men fortsatte videre. Først i Jersie stoppede bussen for første gang på hele turen, og tog en enkel passager med til Solrød Strand. Det må være en kæmpe underskudsforretning at køre rundt med de store busser og næsten ingen passagerer. Tak skatteydere.
Vi gik over Solrød Strandvej og ned ad Lyngvej mod stranden. Sidevejene her er små lukkede veje og med mange hyggelige huse. Så lysnede det forude, og der lå hele stranden i al sin pragt. Langs vandkanten var en lang isbræmme, der bugtede sig ud og ind. Havet var ikke frosset, men nogle bundgarnspæle i det fjerne lignede sejlskibe med hvide sejl, men det var vand, der var frosser til is på pælene. En bådebro var næsten helt dækket med is og så meget malerisk ud. Maling ville nu nok fryse og være vanskelig at få ud af tuberne, så det blev foto. Vi var bestemt ikke alene på stranden, for der var faktisk ret mange mennesker, der gik tur i det krystalklare og iskolde vejr. Nogle skorstene forude måtte vel være Køge, men vi faldt i snak med nogle mennesker, og manden kom med lokale fiduser. Det var godt nok Køge, vi kunne se, men man kan ikke gå derind langs stranden, for der kommer en indsø med et udløb, og så er man nødt til at gå tilbage. Det dur ikke for os, for "En Greiner går aldrig tilbage". Området var simpelthen Ølsemagle Revle- og Staunings Ø Vildtreservat, og han gjorde også opmærksom på et nyt fugletårn inde i skovkanten. Han fortalte også om Karlstrup Kalkgrav, som skulle være et helt unikt sted i nærheden. Man bliver klogere af at lytte til folk, så det kunne være, at vi en anden gang skulle prøve at finde kalkgraven.
Ved Jersie Strandpark var der oplysningsskilte om området, og der var en krokodille og en flodhest skåret i træstammer. Desuden var der indkøbskurve beregnet til at tage med på turen og undervejs samle affald til aflevering i den opstillede skraldespand. Lige overfor strandparken på Jersie Strandvej var meget praktisk et busstoppested. Bussen kørte hver halve time, men hvornår var den sidste kørt? Se så er det godt at have sin kone med, for hun har kørekort til en slags "Grønspættebog" i vore dage kaldet en "Smartphone", og hun kunne se, at om 7 minutter ville der komme en bus. Ganske rigtigt, og vi tog et par stoppesteder til der stod noget med bådehavnen, hvor vi stod af. Og ganske rigtigt, der lå Køge Marina, hvor de dyre og store lystyachter stod pænt på rad og række oppe på land, medens en del små skuder lå fastfrosset i isen. Jeg kommer i tanke om pigen, der slog op med sin nye kæreste, og da hendes veninde spurgte hvorfor, sagde pigen: "Jo for hans lystyacht var meget mindre, end han havde pralet med, og desuden var det mig, der skulle ro hele tiden". Herude i marinaen var der flere hyggelige restauranter bl.a. restaurant Arken, men alt var lukket ned. Det ville ellers lige været passende til eftermiddagskaffen.
Tilfældigvis kom vi forbi den gamle Køge Retsbygning, hvor jeg i en 4-årig periode havde været domsmand. Det var en ret lille bygning, og det kunne godt være lidt ubehageligt, når der var afsagt dom over en rockertype. Fra retslokalet skulle vi igennem ventesalen, hvor vidner og venner diskuterede dommen. Jeg parkerede derfor altid min bil i den anden ende af byen, så der ikke var nogen, der skulle lure min nummerplade. Nå der var aldrig nogen, der krummede et hår på mit hoved. Den store statelige bygning på hjørnet af Nørregade og Niels Julsgade hedder "Norske Løve", opkaldt efter et skib, der var med i slaget i Køge Bugt i 1677. Bygningen har været smugkro, men senere givet kongelig tilladelse til et herberg til postvognene. I den den store have blev der opført en musikpavillion, og her kunne køgeborgerne træde dansen. Da Fredrik 7. statue i 1869 blev afsløret på Køge Torv, var der spisning for 800 deltagere i Norske Løve. De må have været klemt godt sammen, eller mon ikke spisningen foregik i haven? Statuer af Frederik 7. står flere steder rundt om i Danmark, for han var grundlovens giver, som man siger.
Vi ledte efter en bager, så vi kunne få vores kampvægt op igen, efter at vi nu havde gået over 8 km ifølge Gittes "grønspættebog". På Nørregade lå ikke blot en bager, men et konditori med fristende fastelavnsboller. Jeg tog en af de store med en overflod af creme og svedskemos og Gitte en "Fætterlavnsbolle" der var betydelig mindre og med sparsom snask. Da vi er beskedne mennesker, delte vi en cafelatte og kikkede længselsfuldt på de lukkede borde og stole i det varme kondotori. Nede ved stationen fandt vi en iskold sten i noget halvsol. Vores tanker gik tilbage til dengang, man kunne gå på cafe for at nyde kaffe og kage indendørs, og ikke på en isafkølet sten.
Toget fra Borup kom til tiden og kørte til tiden, og der var ingen kontrol af hverken billetter eller pladsbilletter. Fra Hovedbanen går der S-tog til Lyngby, og vi kom forbi Nordhavnen, hvor DFDS-skuden lå og ventede på afgang til Norge. Lyngby station er nærmest et knudepunkt med lokalbane til Nordsjælland og busser i alle retninger.
Vi stilede mod kirken, der ligger højt på en naturlig bakke i den nordlige del af byen. Kirken er bygget i 1150, og som i mange andre byer og landsbyer er kirken det ældste bygningsværk. Man skal ikke være gangbesværet for at besøge Lyngby Kirke, for der er mange trapper op til indgangsdøren. Kirken så meget lukket ud, men for en sikkerheds skyld tog jeg i døren, og så sandelig siger jeg eder - den var åben. Det plejer faktisk kun at være katolske kirker, der er åbne, men her er der simpelthen åbent hverdag fra kl. 9 til 16. Vi gik ind og hold da op, for hele loftet og langt ned ad væggene var der kalkmalerier fra 1500 tallet. Syndere, toldere, djævle og godtfolk var malet i et virvar. Nogle store guldlysekroner prydede kirken, og lige så flot det hele var, ligeså simpelt var alteret. Et bord med et stort hvidt foldet klæde og så to rosengrene på kors, og det var så det. Gitte bemærkede dog, at klædet ikke var et klæde, men var hugget i marmor. Jeg skulle helt hen for at røre, før jeg var overbevist. Om rosengrene var i metal eller var ægte rosengrene, kunne vi ikke rigtig se. Så ville vi besøge "Bondebyen", der ligger næsten i forbindelse med kirken. Vi fandt først Menighedshuset, hvor jeg et par gange har holdt foredrag, men jeg mente, at Bondebyen var større end de huse, der lå ved kirken. Vi spurgte nogle mennesker, og de forklarede, at vi skulle under jernbanen, og så lå den der i al sin pragt. Det gjorde den så sandelig også, og det er en af de bedst bevarede landsbyer på Sjælland. Den oser af hyggelig julekalender og Morten Korch med bindingsværk og stråtage.
Et af husene hedder "Støvlet Cathrines hus", og jeg vejrede morgenluft. Cathrine var kæreste med vores sindssyge konge Christian 7., og de lærte hinanden at kende i 1767, hvorefter de turede rundt i Kjøbenhavn og smadrede værtshuse. På et tidspunkt blev der regeringen for meget, så Cathrine blev fjernet og sendt ad Vandsbæk til. Endda uden støvletter. Det blev skjult for kongen, hvor hun var blevet af, og kongen ledte efter hende mange år efter. Der var dog noget mystisk ved "Støvlet Cathrines hus", for det brændte også i 1808, og hun døde i 1805. Ingen ved derfor, hvorfor det hedder "Støvlet Catrines hus". Måske fordi der engang har boet en kvinde, der hed Cathrine, og måske fordi hun gik med støvletter - det fortaber sig i tågerne.
En stor gård, der hedder Lindegården, er indrettet til kulturhus, og de har fået 12 millioner kroner af Mærsk Fonden til et nyt stråtag m.m. Jeg gik ind på gårdspladsen og tog et billede af nogle grønkålstokke, der stod midt på gårdspladsen. Jeg tænker altid på Jesper Klein, når jeg ser eller hører om grønkål. I en film besøger han sin bedstemor, og hun siger på bondsk: "Du sku ha væren her i gur, vi fik grønkurl". Det må have været lykken, men sundt er det. Medens jeg beundrede grønkålen, kom en mand ud og spurgte, om han kunne hjælpe. Han fortalte om donationen og deres planer om nye mødelokaler med handikaptoilet m.m.
Christian 10. boede i en længere periode på Sorgenfri Slot under besættelsen. Slottet var bevogtet af danske gardere, men midt om natten den 29.august 1943, ville tyskerne afvæbne og opløse den danske hær. Tyskerne trængte ind på Sorgenfris arealer under livlig skydning og kast med håndgranater. Hans majestæt kongen gav ordre til, at skydningen skulle ophøre. Der kunne ikke blive tale om overgivelse, før al skydning var indstillet. Når der ikke måtte skydes er det svært at kæmpe, også for de danske gardere, så otte mand forsvandt, medens resten af vagten blev afhentet af tyskerne om eftermiddagen. Den historie anede jeg intet som helst om, men hermed er den rullet ud for Midtsjællands Avis læsere.
Efter 1952 blev Sorgenfri bolig for arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Matilde, der her levede til deres dages ende i 1976 og 1995. Vi søgte mod Lyngby Storcenter for at få varmen og måske finde noget at spise. Centeret er som alle centre i disse tider lukket delvis ned. Alle mindre specialbutikker var lukket, men i Føtex myldrede det med mennesker. Svært at se logikken. I en cafe fik vi tiltusket os et stykke pizza, men alle borde og bænke var spærret af, så det blev stående dinér, inden vi vendte hjem til Borup.
Et par dage efter var jeg deroppe for at få undersøgt nogle ting, og jeg kom forbi en
På denne fredagstur i vinterens sidste krampetrækninger tog vi toget fra Borup til Hovedbanen med pladsbillet og mundbind og derefter S-toget til Klampenborg. Fra Klampenborgs smukke station gik vi ned mod Strandvejen og på hjørnet står et gammelt hult egetræ, der hedder "Skovfogedegen". Egen er over 800 år gammel, så det var et lille ungt træ, da biskop Absalon tog det første spadestik til byen København. Eller hvad man gjorde dengang. Jeg er selv uddannet skovfoged, så jeg føler mig beslægtet med træet, og vi er begge ved at blive en smule toptørre. Træet hedder Skovfogedegen fordi den katolsk skovfoged Georg Weisler, der levede fra 1772 til 1854, brugte det hule træ som bederum. På den anden side af Strandvejen ligger en lille sød restaurant, der hedder "Den Gule Cottage". Det er egentlig portnerhuset til Klampenborg Vandkuranstalt opført 1844 af Bindesbøll. Portnerbygningen prydes af et flot tårnur fra den berømte tårnursfabrikant Henrik Kyll. I vore dage er det nærmest en dukkehusrestaurant med tilhørsforhold til Raadvad Kro. Julehjerterne hang stadig i vinduerne, og et meget optimistisk skilt fortæller, at de åbner igen 6. januar. Den må de så længere ud i skoven med.
Badeomklædningen lå smukt i hvide bygninger, og ishuset "Hansen og Jacobsen" var selvfølgelig lukket.
Over Strandvejen igen, og lidt efter gik vi igennem den røde port med dronning Margrethe 2.'s monogram.
Da jeg i sin tid gik på Skovskolen i Nødebo, havde vi skovfoged Løv som lærer i jagt og vildtpleje. Han var netop skovfoged i Dyrehaven og hans vigtigste opgave var at holde bestanden af hjortevildt nede, så de ikke overgræssede arealerne. Jeg har aldrig selv været den store jæger, og jeg bryder mig bestemt ikke om at slå mine medskabninger ihjel, hvis de er større end fluer. Jeg sad til eksamen i jagt og vildtpleje og havde trukket spørgsmålet om jagt på sommerbukke. Det er egentlig godt gjort, for når bukken har gjort sit hårde arbejde med at parre alle hunnerne, så må man godt skyde bukkene om sommeren. Jeg beskrev malende, hvordan jægeren skulle snige sig ind på byttet, og da jeg faktisk ikke vidste ret meget om det, kom der mange unødvendige detaljer med, så censor afbrød: "Ja Greiner, skyd nu den buk, så vi kan få vores kaffepause". Så trykkede jeg på aftrækkeren og fik vistnok mg. Nu er der ryddet op, og kilden er der stadigvæk, dog kunne vi ikke se så meget som en dråbe vand. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og så kom gøglerne i kildetiden med små telte og skure og i vore dage med alverdens forlystelser. Det så dog meget øde ud denne sidste fredag i februar. Der var På forlystlserne var der sat presenninger og plader op over det meste, og der var kun enkelte mennesker. Cirkus Revyens store telt stod majestætisk, og sæson 2021 bliver vist Ulf Pilgårds sidste.
Bakken har jeg besøgt mange gange som "en flink dreng", og vi skulle altid se professors Tribinis nye show med bl.a. dødsstrålerne fra Utterslev Mose, og en enkel gang så jeg miss Florens dansenummer. Alt det gøgl er desværre væk, men Bakkens Hvile eksisterer stadig. Jeg husker, da Åse ville stå på hænder for en daler. Hun var en stor kraftig dame, og nyankomne karle smed gavmildt dalerne op på scenen for at se det fænomen. Så lettede Åse fodballerne og førte hænderne ind under foden, og så stod hun på hænder. Lyngby ligger ikke i umiddelbar i nærheden, så vi gik ned mod Peter Lieps hus, der selvølgelig også var lukket. Der var dog stillet en bod op, og vi fik en crossant og et krus chokolade. Kioskmanden sagde: "Når det nu er fredag, må vi jo godt skeje lidt ud. Så skal der flødeskum på?" Ja tak. Vi var ude på de vilde vover, så det blev med flødeskum.
Borde og bænke var pakket væk, så vi fandt en træstub til kombineret bord og bænk.
Mette kendte jeg fra min tid som freelance journalist, dengang jeg arbejdede som seniorgartner på Landbohøjskolen. Jeg var gået ind på Hotel Plaxa i Biblioteksbaren og der stod hun og sang. Jeg skulle nå toget hjem til Borup, men jeg fik da lige fat i hendes mailadresse og vi aftalte et interwiw et par dage efter. Det var endda med frokost og Plaza Hotel var den glade giver. Jeg fik skrevet en artikel om sangfuglen til et københavnerblad og siden har vi mødtes en del gange. En overgang optrådte vi endda sammen, hvor jeg holdt billedforedrag om USA og Mette sang amerikanske sange. Jeg kendte derfor Mette ganske godt, selvom det måske var et par år siden vi havde set hinanden sidst. Min kone Gitte og jeg tager nok en tur til København næsten hver uge, bare for at daske rundt og finde et hyggeligt sted at spise. Vi kan sagtens finde på at spise hos Burger King, hvor man kan få to menuer for 89 kr. Denne gang skulle der større boller på suppen og jeg havde bestilt bord på Nimbs Brassie, for nu ville vi igen støtte restaurtionsbrancen. Nimb var bange for at vi ville glemme vores betillingen, så vi fik nok 3-4 sms, at de glædede sig til at se os, både i brasseriet og senere i baren. Det gjorde vi også og vi iførte os vores bedste tøj fra Røde Korsbutikken i Borup samt mundbind og så steg vi på toget mod København.
Dertil et glas Laforet blanc. Joseph Drouhin 2018. Den unge smukke kvindelige tjener Maria (øjnene var ihvertfald smukke for mundbindet dækkede resten) skænked en sjat op, og jeg viste mit kendskab til vin ved at udbryde: "Jamen den smager jo ligefrem godt". Et glas kostede 95 kr. og en hel karaffel postevand sikkert oppumpet på Midtsjælland var gratis. To Nimb Café Latte til kun 100 kr. i alt, var jo ligefrem billigt.
Vi gik op ad trappen til baren hvor der som overalt på hotellet er store flotte blomsterdekorationer. En ny tjenerinde førte os til vores bord der var lige hvor de optrædense skulle stå og synge og spille. Der var gatis vand på bordet foruden chips, pienuts og håndsprit. Lidt efter kom vores to glas champagne og så kom de optrædende ind. To gitarister og Mette. Der var dog et eller andet galt, for godt nok var der det lange lyse hår, men Mette var yngre og slankere end jeg kendte hende. Hvis hun havde taget nogle foryngelsepiller ville jeg også have sådan nogle. Vi har i forvejen ladet os lokke til at købe nogen af de her Vitapro piller, hvor gamle mennesker som os kan hoppe, springe og nærmest løbe maraton, forude at de også kan synge. Foreløbig er der dog ikke nogen virkning, men hvis nogen pludselig ser os løbe rundt om Kimmerslev Sø, så er virkningen indtruffet. Jeg gjorde op med mig selv at det ikke var Mette, men en der hed Frederikke der sang. Mette var blevet syg og et nyt band var troppet op så de ikke behøvede at aflyse. Frederikke sang da ganske nydeligt, men jeg havde da håbet på at hilse på Mette.
Forresten så sagde tjeneren De til os. Tænk engang, at vi nu er blevet så gamle, at et ungt menneske siger De. Jeg har ikke sagt De til nogen siden til baronessen og til den gamle baron på Svenstrup Jens baron Wedell Neergaard. Jeg kunne godt lide ham og de hundredvis af gange hvor jeg sad ved mit skrivebord på Godskontoret og baronen kom, så rejste jeg mig ærbødigt og baronen gik hen til mig og stak næven frem: "Goddag hr. Greiner" og jeg svarede: Goddag hr. baron". Det kan der læses mere om i den der bog om "Den flinke dreng, men..."
Aftenen var ved at være slut. Som det er i disse coronatider blev der pakket sammen kl. 22. Vi betalte barregningen på ialt 675 kr for underholdning, champagne og de to specielle drinks. Så alt i alt omkring 2.000 kr. for en glad aften i København, men vi mangler ikke noget og vi kan ikke komme ud og rejse.
Problemet med togene har dog været, at der kræves pladsbillet på regionaltogene. Det er så ikke lige noget man bare gør. Det kræver øvelse og held og teknisk snilde før det lykkes.
Toget dampede ud af Valby Station da det slog ned i mig. Jeg havde glemt at stemple rejsekortet ind og så vanker der nemt en bøde på 750 kr. Jeg rystede i bukserne og på Høje Tåstrup for jeg ud og heldigvis var der næsten ingen mennesker på perronen, så jeg fandt en stander og fik stemplet mig ind. Jeg havde stadig først pladsbillet til det næste tog, så jeg sad stadigvæk uroligt på mit sæde.
Togføreren proklamerede: "Jeg kommer nu igennem toget og ser på billetter eller kort og på pladsbillet". Åh nej var det en af de togførere der gik op i pladsbilletter og måske ville hammeren nu falde. Jeg holdt øje med hende og når hun gik frem i toget gik jeg ind i den næste kupe der var næsten tom. Endelig nåede vi Roskilde og inden hun nåede mig sprang jeg ud på perronen. Jeg havd klaret den og til det næste tog havde jeg jo pladsbillet og alt ville være i den skønneste orden. Så skulle jeg bare have en halv time til at gå på en forblæst bænk udenfor Roskilde Station. Alt var nu i skønneste orden. Jeg var stemplet ind. Jeg havde pladsbillet og ventede roligt på togføreren. Typisk så kom der ikke nogen kontrol.
Så DSB, hvis I gerne vil have passagerene tilbage i togene så drop den pladsbilletregel? Og i mellemtiden tager jeg bilen.
Hvorfot er det farligere at køre i tog end at gå i supermarkedet hvor der ofte er 10 gange så mange mennesker ? Så jeg indrømmer. Jeg har syndet. Vi har op til flere gange taget toget til København og gået en tur i de tomme gader. Selvfølgelig har vi taget de forholdsregler der er opstillet. Holdt afstand og sprittet hænder af hele tiden. Ikke givet hånd til nogen. Ikke givet knus til nogen. Folk går af sig selv i store buer udenom hinanden på gaden. Faktisk har det været som "Palle alene i verden". Undtagen i supermarkederne hvor folk jo skal købe mad og så må man jo gerne.
Desværre er mit eget liv for kort til at bøvle med genstridige hjemmesider, så da jeg skulle til Valby spurgte jeg pænt om hun fra "skyen" kunne hente nogle pladsbilletter til mig. Man kan også printe pladsbilletter på stationerne og det kan lykkes, hvis man er heldig. Jeg havde en tur til Valby hvor jeg er ved at lave resuce til en rundtur i Søndermarken og så skulle jeg hjem igen. Jeg havde pladsbillet til kl. 16.15, men ankom allerede til Valby Station kl. 15.30. Ærgerligt at tilbringe tre kvarter på Valby Station til ingen verden nytte, så jeg gik til billetautomaten. Mellem forskellige muligheder står der pladsbillet og de er gatis i disse tider. Jeg havde i forvejen rejsekort, så jeg skulle bare have en pladsbillet. Jeg prøvede uden at det lykkes. Maskinen insisterede på også at sælge mig en togbillet der er en del dyrere end det koster på rejsekortet. Efter en 4 - 5 forsøg opgav jeg og løb ned til toget vel vidende, at jeg ikke havde pladsbillet.
I Høje Tåstrup for jeg ud og heldigvis var der næsten ingen mennesker på perronen, så jeg fandt en stander og fik stemplet mig ind. Jeg havde stadig først pladsbillet til det næste tog, så jeg sad stadigvæk uroligt på mit sæde.
Togføreren proklamerede: "Jeg kommer nu igennem toget og ser på billetter eller kort og på pladsbillet". Åh nej var det en af de togførere der gik op i pladsbilletter og måske ville hammeren nu falde. Jeg holdt øje med hende og når hun gik frem i toget gik jeg ind i den næste kupe der var næsten tom. Endelig nåede vi Roskilde og jeg stod parat ved døren til at springe ud. Inden hun nåede mig holdt toget og jeg forsvandt. Jeg havd klaret den og til det næste tog havde jeg jo pladsbillet og alt ville være i den skønneste orden. Så skulle jeg bare have en halv time til at gå på en forblæst bænk udenfor Roskilde Station. Alt var nu i skønneste orden. Jeg var stemplet ind. Jeg havde pladsbillet og ventede roligt på togføreren. Der kom dog ikke nogen kontrol. Det sker faktisk ret ofte. Vi kæmper med den pladsbillet, men der komme ikke nogen. Forår i coronaens tid.
Egentlig havde vi sat destinationen på vores GPS til Marielyst, men den synes hellere vi skulle køre til Gedser først, for pludselig var vi i Gedser. Så må vi tage Marielyst i morgen, men det er dog utroligt, hvad den GPS skal bestemme.
Selve Odden er omgivet af 7-8 meter stejle lerskrænter, men trappen ned til stranden var blevet skæv og var afspærret. Før i tiden lå Gedser Marinestation på Odden, så farvandet kunne overvåges og bestryges med kanoner, hvis det var nødvendigt. Nu er fundamenterne til kanonerne styrtet i havet og ligger 30-40 meter ude i vandet. En af cementblokkene var blevet tørreplads for et par skarver og nogle edderfugle. Så gjorde klodserne da nytte. Gedser fyr ligger et godt stykke inde i landet, og det er Danmarks ældste fyrtårn opført i 1802. Fyrtårnet anvendes stadig, men med en moderne lyskilde. Vi gik et stykke ned langs klinten og et sted med læ fra en lille skråning og nogle rynkede roser, lagde vi os så lange vi var og nød livet med sol og bølgeskvulp.
Byen er opstået i forbindelse med færgefarten til Tyskland, så selve byen er ung, og kirken er fra 1915. Den eneste dagligvarebutik i byen var Brugsen, og ellers var der en butik for kravlenisser og et par andre småbutikker, foruden biografen, der havde fungeret fra 1924 til 1969. Jernbanedriften, der startede i 1903, endte i 1993, og endestationen er nu "Gedser Remise", der er museum for veterantog. Dog selvfølgelig coronalukket. Vi kikkede ind igennem hegnet, og der står den legendariske gule kommandobygning, der før stod på godsbaneterrænet i København, og som var med i en Olsenbande film. Bygningen stod til nedrivning, indtil museet her sagde ja tak.
På den anden side af jernbaneskinnerne og opkørslen til færgen ligger et stor marina med plads til hundredvis af lystbåde. Der var kun et eneste skib ellers gabende tomt. Det var så sandelig udenfor sæsonen. Jeg havde faktisk tænkt mig, at vi skulle sidde i lystbådehavnen og se på alle sejlerne og finde en bænk og få en is inden aftensmaden. I Gedser findes dog også "Det Sorte Geologmuseum" og Gedser Vandtårn, der fungerer som udsigtstårn. Nå lukket. Vi var forud for vores tid, men kunne godt regne ud, at Gedser ville tage sig bedre ud en sommerdag med coronaen manet i jorden.
Det var tid til fiskeanretningen på vores B&B. Der var smukt rettet an i opholdsstuen med levende lys og en flaske rosevin. Anretningen bestod af laks, rejer, stegt fisk, fiskefrikadeller, tun sallat remoulade, ost og vindruer m.m. og alt var ovenud velsmagende. Bagefter gik vi ind på værelset og læste, og så kom jeg i tanke om, at det jo ikke var et hotel, vi boede på med tjenere. Vi er ikke rigtig vant til B&B, men da vores brugte bestik stadig stod på bordet ved 21 tiden, var det nok meningen, at man selv skulle rydde op. Gitte tog opvasken, og jeg fandt på et eller andet meget nyttigt at lave imens. Jeg kan ikke huske hvad. Så gik det nordpå igen, og der er stor forskel på Marienlyst og Marielyst. Marienlyst er et stort flot hotel i nærheden af Helsingør, og Marielyst er et stort ferieparadis med en stor dejlig strand. Vi havde aldrig været der før og blev faktisk overrasket. Hele centrum er belagt med træplanker, så man ikke får sand imellem tæerne, og så er der ellers minigolf, cafeer, sportsforretninger og alt til faget henhørende i et feriedaradis. Der lå også et sted, der hed "Haveje", hvor slagtilbuddet var køb en is med 3 kugler og få en gratis is til børnene med 1 kugle. Mange børn ville sikkert lave lidt larm og få byttet. I centrum var der faktisk også et stort pænt hotel, der hed Marielyst, men da alt andet udover toilettet var lukket, så var hotellet nok også lukket. Så gik turen tilbage til fortiden, hvor jeg var skovfogedelev på Corselitze Skovdistrikt. Navnet Corselitze nævnes første gang i kong Valdemars Jordebog som en kongsgaard. Corselitse var i kronens besiddelse, indtil det blev solgt til generalmajor J.F. Classen, der i 1775 ombyggede hovedbygningen til "et Falstersk Bernstoff Slot" i neoklassisk stil. Classen, der var blevet rig på krudtværk og kanonstøbning ved Frederiksværk, døde i 1792. I følge hans testamente skulle hans ejendomme gå til "Det Classenske Fideicommis", hvor et betydeligt overskud går til almennyttige formål. Vi fandt den smukke hovedbygning, der er omgivet af en offentlig tilgængelig park. Hvert et træ og busk har navneskilt på latin og dansk, og de snoede stier førte rundt i parken, hvor påskeliljerne blomstrede, så det var en fryd. Vi kunne endda komme indenfor. Nå OK det var kun på et toilet i en sidebygning. Vi kunne ikke komme helt hen for at klappe hovedbygningen, hvor skovrider og godsforvalter Poul Schreiner Hansen har sin gang. Da park og bygninger fremstod velpasset, undte vi ham da også en fredelig påskeferie.
Allerede her vil jeg anbefale, at de, der ikke kan lide min skrivestil, stopper læsningen omgående og tager højre hånds tommel og og pegefinger og bladrer videre. Der er nemlig ikke læsetvang i dette land. Så Niels stop nu, og så kan du også som "Borups moralens vogter" og ønsket om at udøve censur i Midtsjællands Avis, slippe for at bruge tid på at sende hadefulde og hånende personlige email til mig om min moral og skrivestil m.m. Nå, men til jer læsere, der er tilbage, kan vi jo fortsætte:
Der var god plads i kupeen, og togdamen kom og tjekkede billetter. Vi har "mimrekort", der før var forsynet med store tydelige gyldige datoer, men i disse coronatider er datoerne forminsket til så små bitte tal, at togpersonalet skal stikke hovedet helt hen for at se, hvad der står. Hos "Anne på Sporet" havde jeg dagen før købt to af hendes lækre "brødstænger", og dem ville vi nyde senere på togrejsen. Om lørdagen er der kun 1 stop i timen til og fra Borup, så der var ventetid i Roskilde mod Køge. Nærmest 45 min, så måske skulle vi have taget en overnatning. For at kunne gå indendørs på den kolde station, gik vi ind hos "Lime" og fik en lille latte og en bolle med ost - til deling. Selvom det var lidt varmere i cafeen end i ventesalen, var der hundekoldt med døren pivåben. Vi fortrak ret hurtigt, og heldigvis så var toget til Køge ankommet og stod og ventede, og der var dejligt varmt indenfor. For første gang i mit liv skulle jeg med toget fra Roskilde til Køge. Nydeligt rent tog, og vi stoppede ved alle de små stationer, og jeg opdagede, at der så sandelig findes masser af jernbaneoverskæringer på Sjælland. Kun 1½ time efter, at vi var startet fra Borup, var vi "allerede" i Køge og steg på toget 11.08 mod Faxe Ladeplads. Jeg indrømmer det gerne, for selvom Køge er vores hovedstad, kommer vi der sjældent, og ikke engang i bil, med de ufikse parkeringsregler. I toget var det nu tid til "Anne på Sporet's" brødstiks. Jeg bruger ansigtsskærm i offentlig trafik, og den er så god, at jeg ofte glemmer den. Brødstikken landede på skærmen med et brag, medens min mund inde bag skærmen gabte. Ingen skade. Mere besværligt var det, da jeg for et par dage siden prøvede at bruge læbepomaden uden på skærmen.
Billedet er fra Magleby i vore dage. St. Heddinge er en købstad, men tænk engang, man skal trykke på knappen for at få toget til at stoppe.
Efter at have beundret stationsbygningen gik vi mod stranden, hvor der ligger et mærkværdigt bygningsværk, der faktisk er byens vartegn. Det er en gammel flinteovn fra 1870. Flint er blevet udvundet fra klinten tilbage i oldtiden til redskaber og siden til flintlåspistoler. En skipper opdagede i 1800 tallet, at der var penge i at brænde flint og sælge den til fabrikker, der lavede fajance. Siden 1910 blev flinten dog sejlet til København, hvor fajancefabrikken "Aluminia" havde fået deres egen flinteovn. Vi fortsatte til havnen og kom først til alle lystbådene, der lå i alle størrelser. Jeg kommer i tanke om pigen, der havde slået op med kæresten, og hendes veninde spurgte hvorfor: "Jo for hans lystyacht var meget mindre, end han havde fortalt, og desuden skulle jeg ro hele tiden". På havnen var der små bode som "Retro Galleri" og "Havneloppen", men de var dog lukket. Ved den ene stod, at de åbnede, som vinden blæste. Der var også auktionshal for fisk og også fiskerestauranter. Et af stederne var der da åbent, men ellers var der helt dødt på havnen. Også i den større havn med fiskekuttere var der ret øde. Et par enkelte fiskere stod og fik en øl, og ellers lå der fiskernet i dynger rundt omkring. Havnen var også bådeværft, og flere træskibe var trukket på land og ventede på en kærlig hånd.
Vi søgte op ad skrænten og mødte en ældre dame på 83 år, der fejede sit fortov. Hun havde lært af sin mor, at man skulle feje foran sin egen dør først. Så sandt, så sandt. Hun havde en nydelig velpasset have, og jeg roste den, medens vi udvekslede betragtninger, og jeg skulle gætte, hvor gammel hun var. Så kom vi forbi "Rødvig skibsmotormuseum". Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om der var åbent eller ej. Døren var åben, og der stod et flag udenfor, men på skiltet stod der, at der var lukket. Jeg gik alligevel indenfor, og der lød en alarm, og en mand kom frem. Faktisk kunne jeg stadig kke blive klog på, om de havde åbent eller ej, for han talte engelsk igennem et mundbind, og jeg forstod ikke et ord. Jeg havde dog samtidig bemærket, at Gittes interesse for gamle skibsmotorer var ret lille, så vi hastede videre til Rødvig Kro. Kroen stammer fra svenskekrigen i 1658-60 da 3 danske brødre flygtede fra Sverige sammen med fangevogterens datter. Datteren og en af fangerne nåede frem til Rødvig, og fra dem nedstammer kroslægten i Rødvig. Den nuværende kro stammer fra 1844, og ikke nok med at det er en kro, så er det også et badehotel. Desværre havde vi glemt tandbørsten, så vi nøjedes med frokost i den hyggelige krostue med ild i pejsen. Jeg tog en spætte med rejer og Gitte en pariserbøf med det hele. Gitte bestilte også en "Øko Møn Saftevand", og jeg fik et glas hvidvin. Meget bemærkelsværdigt var glasset fyldt næsten helt op til randen og ikke sådan en sjat i bunden som på de fine restauranter. Krostuen var efterhånden næsten fyldt op med de tilladte 31 gæster, der blev betjent af krofatter og en kvindelig tjener.
På vejen ud spurgte jeg receptionisten, hvorfor stationen skulle flyttes. Jo Banedanmark havde regnet ud, at det kostede 1 million kr. om året at vedligeholde de to overskæringer. Desuden var håndværkere trætte af at vente, når bommene var nede, og nogle af beboerne var trætte af togene igennem byen en gang i timen. Hold da op. I Borup er der tog hver 5. minut, og de stopper ikke engang.
Toget holdt og ventede på os, og vi kørte tilbage igennem landskabet. I Køge var skiltningen til roskildetoget gemt væk, så det var op ad den ene trappe og ned ad den næste og op igen, inden vi fandt en oversigt der viste, at der var 45 minutter til næste tog til Roskilde. I Roskilde var der en halv times ventetid på toget til Slagelse, der stoppede i Borup. På trods af dagens næsten 3 timers ventetid på stationerne, havde vi haft en dejlig dag, og vi skal helt sikkert til Rødvig igen, men en sommerdag - jeg skylder dem jo også en bog.
Den store bygning ved siden af var tidligere Borup Mejeri, men i 1965 flyttede den verdensberømte Stanwell pipefabrik ind i bygningerne. Her producerede de årligt 100.000 kvalitetspiber med et rustikt udseende. 17 medarbejdere havde deres gang her, og jeg vil tro, de brugte øreværn, for der kom dagen lang nogle høje fræselyde derinde fra. Tobaksrygere er et uddøende folkefærd, men især piberne tabte terræn, så fabrikken lukkede og flyttede andetsteds hen i Europa. Sandsynligvis et sted med lave lønninger, men man kan da stadig købe Stanwell piber.
Derefter var der en periode hvor Computersalg flyttede ind i bygningerne, og de udvidede og udvidede og kaldte nu butikken for MegaStore, idet man nu kunne købe alt fra små dimser til plæneklippere. Kun ½ minut fra hvor vi boede, kunne vi lige smutte hen og købe en ny computer eller en lille ledning, som vi lige stod og manglede. For et års tid siden lukkede de biksen. Ikke fordi de manglede kunder, men fordi de manglede plads, så nu er de flyttet til Ringsted. Igen står det gamle mejeri tomt, parat til nye udfordringer. Gode råd var nu dyre, og efter at svanerne havde fået hvilet sig et par dage, ringede vi til Zoologisk Have og bad om hjælp. Der ankom to zoo folk og to minutter efter lå svanerne i hver sin store papkasse. Jeg tænkte på at slippe dem ud i Utterslev mose, men var alligevel bange for, at de for nemt kunne finde tilbage til dammen i Landbohøjskolens Have. Så tænkte jeg på Kimmerslev Sø, hvor der ofte er svaner og masser af plads. Jeg fik fat i en tjenestevogn, og vi kørte mod Borup. Selvom de hvæsede noget i kasserne, nåede vi søbredden nede ved Kimmerslev Kirke. Jeg fik forsigtigt båret svanerne ned til søbredden og åbnede kasserne. Svanerne hoppede ud og vraltrede ud i vandet, hvor de smukt flød rundt og kikkede sig nysgerrigt omkring. Det passede åbenbert ikke herskabet, for efter 5 minutter lettede de og satte kursen direkte mod København.
Syd for Kymervej ligger en stor græsmark, og for nogle år siden havde Skovbo kommune planer om at plante en skov på området også for at skærme udsynet til industrikvarteret. Skov er godt, troede kommunen, men en af beboerne lavede en skræmmekampagne, for i en skov er der skovflåter. Der blev gået fra dør til dør og samlet underskrifter, så kommunen droppede planerne. Personlig tror jeg ikke, at faren var overhængende, for i de 25 år jeg selv har arbejdet i skoven, er jeg kun blevet bidt 3 gange af en skovflåt og uden nogen form for komplikationer. Så ligefrem at være imod skovrejsning på grund at flåter, er nok lidt langt ude. Borgmester Ole Hansen har senere fortalt, at han mødte agitatoren mod skoven, der så spurgte borgmesteren: "Hvornår får vi så vores skov? Hvortil borgmesteren svarede: "Jamen I ville jo ikke have skoven, så den er da taget af bordet, og så sparede kommunen de penge". Ved indkørselen til den gamle Dyndetvej ligger Kimmerslev Vandmølle, som er en firlænget gård opført 1766. Egentlig har Borup også haft en vandmølle fra 1200 tallet, og den lå i den nordlige del af Borup. Den løb tør for brugbart vand, og så blev møllen flyttet til Kimmerslev. Det gamle brystfaldshjul blev fjernet i 1943, og i stedet blev der indsat en turbine, som stadig eksisterer, dog uden at være i brug. Det er et utroligt smukt område med de gamle bygninger, der spejler sig i møllesøens blanke vand. Vandet løber stadig ind igennem bygningen og kommer ud i den modsatte side og fortsætter ud i Lellinge Å til Køge.
Denne del af Dyndetvej langs åen er meget idyllisk. og det er nu blevet til en lukket vej. Inden omfartsvejen blev anlagt, var der et mylder af biler, der især i weekenden skulle ud til Dyndet og Malerklemmen. Mærkværdigvis så protesterede beboerne på vejen over omfartsvejen, fordi de så mente at kunne høre bilerne et par hundrede meter væk. Af en eller anden grund var det værre end at have bilerne kørende 10 meter væk.
Tæt på byen ligger også Borup Privatskole hvorfra glade børnestemmer kan høres som sød musik. 15.
På opdagelse i Sydhavnen. Af Kim Greiner. Borup. Sidst
i januar lå skydækket tungt over Danmark, og coronarestriktionerne
tyngede stadig. Smittetallet var stærkt på nedadgående, men den
"engelske syge" og en variant fra Sydafrika truede stadig. Livet
går dog videre og det er med at bevare optimismen og ikke sygne helt hen.
Vi
startede ved Sydhavn Station og kom hurtigt forbi HF Frem, der er en
kolonihaveforening opstået omkring en gammel kalkgrav. Det er bittesmå
huse, men da grundene er frimærker, ligger alle lige ved siden af søen.
Tænk at sidde der en sommerdag med et glas hvidvin og bare nyde livet,
medens bystøjen svagt summer i nærheden. Vi smugkikkede ind over et par
havelåger, men ellers er paradiset omgivet af høje plankeværk og buske.
Haveforeningen har for tiden stoppet for, at man kan skrive sig på
ventelisten, da den efterhånden var blevet så lang, at den kunne nå
hele søen rundt. Ved
siden af havekolonien ligger Frederiksholm Kirke, der er bygget i 1952 i røde
mursten. Det mest bemærkelsværdige ved kirken er, at kirketårnet er iklædt
en klatrevæg. Som der står et sted, skal man engang imellem slippe
jordforbindelsen og stige til himmels.
Kort
efter kom vi forbi Ålborg Universitets københavnske afdeling. To
kæmpestore bygninger der er forbundet med en buet bro hen over
kanalen. Her har 3.300 studerende deres gang fordelt på 20 bachelor- og 6
kandidatuddannelser. Ved siden af universitetet stod en række specielle
kunstværker, hvor København er fotograferet, og på søjler er
billederne sat op i farveorden.
På
nogle trapper op til noget, der var spærret af, var der champagnepause
med hjemmebagte kransekager efter Blomsterbergs egen opskrift. Det var første
tur efter årsskiftet, så det skulle fejres. Det er nu sjældent, vi får
champagne, men tit et eller andet. Senere til frokosten fremdrog jeg en
hjemmelavet brombærsnaps. Den ville dog smage bedre, hvis den havde fået
et drys sukker, var bemærkningerne. Der er jo også noget med, at
"Den der spiser sure brombær får........." Der
var en fin udsigt til husbådene, hvor flere af dem er små færger, der
var taget ud af tjenesten og nu nyder deres otium her i havnen. Midt på
kajen stod også en lille sauna monteret i en lille tøndelignende
bygning. Vinduet stod lidt på klem, og flere af os stak hænderne ind og
varmede fingrene. Vi manglede jo noget sol på denne tur og i det hele
taget i denne vinter.
Ved
Cylindervej var der en stor tom grund, hvor der skulle opføres en ny stor
kirke i Sydhavn Sogn. Medens menigheden venter på kirken, var der en husbådskirke
ved kajkanten. Den havde kostet den nette sum af 10 millioner kr. og havde
plads til 100 kirkegængere. Ja selvfølgelig ikke i disse coronatider. Når
den nye kirke var bygget, kunne
husbådskirken sejles hen et andet sted, hvor andre kunne få et Guds ord
med på vejen. Videre
over broen over Frederiksholmløbet på Enghave Brygge faldt jeg i svime
over en plankeværk. Indenfor plankeværket er de nede i undergrunden ved
at opføre metrostationen Enghave Brygge. Til den tid er plankeværket væk,
så skynd jer om føje år, plankeværket som en metrostation står. Her på
dette 470 m lange plankeværk er
hele Evolutionen malet i de skønneste malerier lige fra the "Big
Bang" over dinosauer og vikinger til vore dage. Det er
mageløst og er Europas længste sammenhængende grafittikunstværk.
Værket er finansieret af metroselskabet, Coop og Flügger Maling. Jeg
skal helt sikkert tilbage en dag og se det igen.
Her lå
også et stort gammelt kampestenshus, som de ikke har nænnet at rive ned
eller også er det fredet. Minder lidt om et lille spøgelsesslot, der kæmper
for overlevelse blandt alt det moderne byggeri. Det er et sted, hvor
kontrasterne så sandelig mødes. Via
Nelson Mandelas Allé kom vi igen forbi kanaler med spejlende huse, og
pludselig var vi ved Fisketorvet, som alle kender. En
vandretur i vores gruppe skal altid slutte med et cafebesøg med kaffe og
kage, så vi kan få kampvægten op igen, hvis vi skulle have tabt nogle
gram undervejs. Fisketorvet var åbent, men kun de store
levnedsmiddelbutikker, apoteket, Matas, foruden Starbuck og en bager havde
åbent. De mindre specialbutikker var lukkede i kampen mod coronaen.
Stakkels dem. Vi havde gået ca. 10 km og vi havde fået købt
fastelavnsboller og kaffe. Vi kikkede langt efter de afspærrede borde og
stole, medens vi stod op ad et rækværk og fik vores velfortjente kaffe
og kage.
Dybbølsbro
S-tog station ligger lige i nærheden af Fisketorvet, og så var det bare
at tage toget hjem til lille Borup igen. Lige
så snart, der bliver åbnet bare lidt op igen, har vi planlagt en
togrejse helt ned til Gedser og med overnatning. Ja altså ikke
overnatning i toget, men de må vel have en kro eller et hotel dernede på
Danmarks sydligste punkt.
16. Tilbage til
fortiden midt i coronatiden. Midt
i januar i en periode med regn og tøsne, kom der pludselig en klar himmel
fra morgenstunden. Det var med at smede, medens jernet var varmt, og jeg
spurgte min kone Gitte, om hun ville med på en tur til København. Som
vingeskudt globetrotter var jeg ved at få økuller, og bare en tur til
Staden og på trods af alle restriktionerne, så måtte det vel hjælpe
lidt på kulleren.
Vi
elsker at køre med tog, og for at gøre nydelsen større købte vi to brødstiks
og to kopper kaffe hos "Anne på Sporet", der er vores lokale
cafe på Borup Station. Altid et venligt smil og bolle med smør og ost er
min favorit. Godt
at vi havde pladsbilletter, eller var det overflødigt for i hele den
togvogn, hvor vi sad, var vi mutters alene. Vi nød
kaffen, og jeg trak min nyerhvervede bog op af Helle Helle med titlen BOB.
Helle Helle kan det der med at skrive, kan jeg forstå, for hendes bøger
er oversat til 22 sprog. BOB er en tynd bog, og bare på turen til København
nåede jeg 10 kapitler i en meget komprimeret tekst. Stilen er meget
anderledes end i min nye bog "En flink dreng, men....". Min fortællerstil
er af bibliotekernes lektørudtalelse blevet sammen- lignet med Søren
Ryges fortællerstil. Nå men hver fugl synger med sit næb, og foreløbig
bliver jeg i min egen stil. Der kan jo også ske meget i BOB i de næste
37 kapitler.
Strøget
er nu opdelt i en højrebane og en venstre bane, så de gående ikke
ramler ind i hinanden. Der var nu heller ikke ret mange mennesker for de
fleste forretninger var lukkede. En hel del forretninger står nu også
tomme og har drejet nøglen. Et meget kedeligt, nærmest deprimerende syn.
Jeg har stor sympati for de forretningsdrivende, restauranterne,
flyselskaberne, rejsebureauerne og alle mulige andre, der lider under
coronaen. Vaccinationerne er gået i gang, men meget laaaangsomt. Hvis jeg
skulle bestemme, skulle sygehuspersonalet have først, for hvis sygehusvæsenet
bryder sammen, bryder det hele sammen. Nå det er også en anden historie. Huset hvor skuddet
ramte min mor.
Nørregade
7 er et nydeligt flot, nærmest herskabeligt hus, og jeg fik taget et foto
i lyset fra den stadig skinnende sol. Fotoet skal bruges til et foredrag,
der bygger på bogen om den flinke dreng. Vor
Frue Kirke var åben, og vi gik indenfor for at varme os lidt. Kirkerne
kunne jo ikke vente, og de startede igen gudtjenesterne i søndags. Selvfølgelig
efter alle kunstens og coronaens regler, men når alt andet er lukket ned,
burde kirkerne måske nok også vente lidt med at lukke op. Nå det er også
en anden historie. Kristus står med udbredte arme og tager imod, og man
kunne også tænde vokslys. 5 lys for 20 kr., og beløbet gik til
Folkekirkens Nødhjælp, og dem vil jeg så sandelig gerne støtte. Så
vidt jeg ved, må man ønske, når man tænder et lys i en kirke, eller i
hvert fald kan man lade sine tanker gå i den ønskede retning. Jeg tænkte
på den forbandede corona, (man må vist ikke bande i en kirke, men det
var også kun i tankerne), og ønskede den langt ned i et dybt hul med
store sten ovenpå.
Ved
siden af Torvehallerne er der et toilet. Desværre havde jeg overset, at
der kun måtte komme en person ind på toiletterne ad gangen. Altså ikke
på det aflukkede toilet, det gav sig selv, men i hele lokalet. En herre
skældte ud og henledte opmærksomheden på et lille skilt blandt
adskillige andre skilte, at der kun måtte komme en besøgende ind ad
gangen. Jeg måtte oversætte det for en trængende udlænding, og herren
var først glad, (eller ihvertfald ikke vred), da vi stod helt oppe på
gaden og ventede. Lettede
fortsatte vi over Dronning Louses Bro og drejede ned ad Baggesensgade til
Blågårds Plads og Folkets Park. Flotte grafittimalerier undervejs, eller
i hvert fald farverige. Gitte begyndte at spørge om, hvor langt der
egentlig var til Vanløse, og også fordi den strålende sol var gået
over i støvregn. Jo vi skulle kun hen til Landbohøjskolen og så ud ad
Godthåbsvej. Tiden begyndte dog at løbe fra os, for vores pladsbillet
gjaldt til kl. 14.43, så vi droppede Vanløse og ville tage den udflugt
en anden dag.
Nu
var vi tæt på Frederiksberg Center, og på hjørnet udenfor ligger
bageren Reinh van Hauen, enestående siden 1876, som de skriver på deres
papkrus. De har ægte varm chokolade og romsnegle til enestående priser.
Altså ikke lave, men enestående priser. Vi fik udryddet hele lageret af
romsnegle, Nå der var nu også kun 3 stk. Endelig
kunne vi sidde med i den tomme metro mod Københavns hovedbanegård, som
vi nåede i god tid. På perronen lettede vi på mundbindene og slubrede
den nu kun halvlunkne chokolade. En due kom og tiggede, og jeg brød et
lille stykke af romsneglen. En due kan dog ikke sluge hvad som helst, og
hvis det er større end en ært, skal der kunne hakkes og deles, og
stumpen for til højre og venstre. Da stumpen landede lige ved mine støvler,
blev duen lidt betænkelig. Så kastede jeg stumpen lidt væk, og den
hakkede videre. Godt man ikke er en due. Behagelig
hjemtur i det mere end halvtomme tog til Borup. Skridttælleren sagde nu
14.564 skridt til hver. Vi vaklede ned af trapperne til gangtunnelen, og
selvom det ikke er særlig sportsligt tog vi elevatoren op til landjorden. Efter
to måneder med "vitaePro" piller (nu ellers med dobbelt effekt)
kunne vi ikke mærke nogen virkning. Så vi stoppede med dem, da de satte
prisen op til det dobbelte. I stedet spiser vi små tomater og Tyrkisk
Peber. Det hjælper nok lige så godt, og det er meget billigere.
17. Fra pest til kolera. I løbet af 2021 havde de fleste af os danskere fået de 3 stik og den nye coronavirus var slem til at smitte, men dem der blev smittde blev ikke så syge. Dem der ikke ville vaccineres, kunne stadig blive dødsyge. I begyndelsen af 2022 begyndte Danmark derfor at live op igen og vi kunne efterhånden ånde lettet op. Så startede Putin sin krig i Ukraine. Den lille tåbelige mandsperson drømte sig tilbage til Sovjetunionen med undertrykkelse og mangel på alt. To lande får han ødelagt i sin KRIG. Både Ukraine der bliver sønderbombet og Rusland der bliver forarmet nu ogi fremtidens generationer. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Og Putins KRIG er topmålet af dumhed. Dette er skrevet 3-4-2022 og vi kender ikke Ukraines eller Europas fremtid. |