En uge til Malta blev også aflyst, og i den forbindelse mistede vi 11.000 kr. på 4. flybilletter. Dem ville vores rejseforsikring hos TRYG ikke dække. Vi skulle selv prøve at forhandle med et hollandsk flyselskab. Det opgav jeg på forhånd, for hvordan skulle et par gamle hønisser som os kunne bide skeer med et udenlandsk flyselskab, der sikkert sad på pengekisten som den store hund i "Fyrtøjet".

Lidt ud og se os om ville vi alligevel, og det blev en tur til Skagen og Silkeborg med 3 af vores børnebørn. Det var jo så ikke lige det samme som Amazonas og Den Transsibiriske Jernbane eller lignende eksotiske steder, som vi ellers ynder at besøge. Men Danmark er da bestemt også dejlig, og børnene fik udvidet deres horisont i Århus Zoo, hvor der var en dinusaurus udstilling, Råbjerg Mile, Den tilsandede kirke, Rubjerg Knude med det nyligt flyttede fyr, Verdenskortet i Klejstrup sø, Moesgård museum med Gravballemanden og Den gamle by i Århus. I slutningen af ferien spurgte jeg børnene, hvad det allerbedste var ved denne fantastiske ferie i det Nordjyske. Jo, de vaklede lidt mellem den varme boblende hottop på hotellet i Skagen eller at gå på stylter i "Den gamle by i Århus". OK, men jeg håber da, at lidt af det andet også hang ved.

I de 3 uger, hvor vi ellers skulle have været til Californien, lå blanke og ubrugte dage i min kalender. Ledighed er jo roden til al ondt, så jeg lavede 10 ekstra åbne rundture i dronningens København. Problemet var, at ikke ret mange vidste det. Et par enkelte lokalaviser var med på ideen med, at vi skulle sysselsætte beboerne i hovedstadsområdet, når de nu ikke kunne komme ud og rejse. Så snart en lokalavis skriver om turene, er der stor tilslutning, men jeg har også stået med kun en håndfuld gæster. Så går jeg da også med dem, selvom det måske ikke engang kan dække togbilletten fra Borup til København. Midtsjællands Avis er altid på pletten, for de vil gerne give deres læsere en god oplevelse.

Følgende små rejsefortællinger har alle været bagt i Midtsjællands Avis.

1. Nyborg og strandhotel i Glücksburg.

2. Glücksburg slot og Hedeby.

3. Frikadeller og Louisianna.

4. Helsingør og Crusan rom.

5. Kimmerslev sø og Trampestien.

6. Busrejse til Solrød strand.

7. Kongens Lyngby og Bondebyen.

8. Togtur til Klampenborg.

9. En novemberaften på Nimb.

10. Pladsbillet i coronaens tid.

11. Togpassager i coronaens tid.

12. Togrejse til Gedser og Sydstenen.

13. Bumletog fra Borup til Rødvig.

14. Rundtur i Kimmerslev sogn.

15. På opdagelse i Sydhavnen.

16. Tilbage til fortiden.

17. Fra pest til kolera.

01. Nyborg og Strandhotel i Glücsburg.

I nogle af de dage vi ellers skulle have været til Malta, øjnede vi mulighed for en lille tur til Nordtyskland, så da landet havde åbnet sine grænser, havde Gitte og jeg bestilt et ophold på et gammelt kurhotel nær Østersøens bred. 

Fra Borup gik turen over Storebæltsbroen, og så krydsede vi ned til færgen Bøjden – Fynshav, hvor færgeturen til Als kun tog 40 minutter, og så var vi jo næsten dernede. I Sønderborg fik vi besøgt Sønderborg Slot, hvor Christian 2. sad fanget, efter at adelen var blevet sur på ham. Han havde jo også afstedkommet det "Stocholmske blodbad", og svenskerne kalder ham med rette for "Christian Tyran". Nå men der sad Christian fanget, og alle ved jo, at han i sin afmagt gik rundt og rundt om et marmorbord og med tommelfingeren efterhånden havde fået slebet en rille i bordpladen. Det var dog meget svært at få bordet at se, for det har aldrig eksisteret, og Christian har aldrig gået rundt og slebet en rille i noget bord. Historien med tommelfingeren er en skrøne og er fri fantasi fra et maleri af guldaldermaleren Carl Blochs. Erik Pontoppidan havde tidligere beskrevet en rille i gulvet, og på magisk vis var det blevet til en rille i bordet. Kongen led dog nok heller ikke voldsom nød som fange på slottet, for det blev berettet, at regningen til indkøb af øl og vin var formidabel under kongens fangenskab.

Så blev vi så kloge. Vi kørte derpå over broen fra Als til Sønderjylland, og kort efter var vi ved grænsen til Tyskland. Vi kørte glat igennem og skulle ikke engang vise pas, men i den modsatte vejbane var der kilometer lange bilkøer ind i Danmark.

Strandhotellet Glücksburg i fornem stil. 

Lidt uden for Flensborg, som vi desværre mistede i krigen i 1864 og senere igen ved afstemningen, fandt vi Strandhotel Glücksburg, der også går under betegnelsen "Det hvide slot ved havet". Kurhotellet er opført i 1872 og har været vært for mange fornemme gæster, som Kaiser Wilhelm II i 1890. Huset har dog også været brugt som rekreationshjem for mødre med børn. Meget senere blev hotellet købt af en dansk købmand og advokat, og i 2008 åbnede Strandhotellet i fornem skandinavisk stil (dog ingen elghoveder på væggene) og fremstår nu som et 4 stjernet superior hotel. 

Beliggenheden lige ved stranden kunne ikke være bedre og med udsigt til vores fædreland Danmark på den anden side af fjorden. Værelset var på 4. etage, men der var kun elevator til 3 sal, så kufferterne, (de var dog kun meget små), skulle vi selv bære op af trappen. Hvis der havde været en stjerne mere havde vi nok fået båret kufferterne helt op. Stort lyst værelse og stort lyst badeværelse med både bruser og badekar og endda med to toiletter. Nå, det ene var vist et bidet, og heldigvis var det næsten lyst om natten, så der ikke blev taget fejl. Der var også en lille balkon med udsigt til vandet. Opholdet var købt igennem Rissskov bilferie, og de 3 overnatninger med stor morgenbuffet, og incl. en dinner i de fine lokaler og en gang aftensmad i deres strandcafe, kostede ca. 5.000 kr. for to personer. 

Billedet har intet med Tyskland at gøre. Det er Leif Sylvetrs Lille Møghund.

Den første aften iførte vi os vores bedste tøj (altså kun det bedste, vi havde med) og mødte op i restauranten. Jeg havde endda sko og strømper på, da jeg engang var blevet nægtet adgang til restaurant i Tyskland, hvor jeg havde sandaler på. Det skulle ikke ske denne gang. Vi bestilte en hel flaske rosevin, da de ikke skulle tro, at vi var nogle fattigrøve. Der kom en brødkurv på bordet med et udvalg af brød, og da de var spist, var vi faktisk mætte. Så kom forretten, der bestod af en kold suppe. Jeg var lige ved at klage, men Gitte sagde, at det var en megt fin suppe, og den skulle være kold. Derefter kom en lækker lakseanretning, der heldigvis var varm. Udsøgt betjening af en overtjener og et par smukke østerlandske tjenerinder. Så havde vi klaret middagen og havde ikke skejet nævneværdig ud, og en enkel plet på dugen som jeg havde fået lavet, stillede jeg tallerkenen hen over. Så kunne vi da nå at komme ud, inden den blev opdaget. Så var der tid til en aftentur ned til en lille havn med lystjagterne, og vi sad i en åben historisk strandkabine og nød solnedgangen. 

2. Glücksburg slot og Hedeby.

Af Kim Greiner, Borup.

Vi var strandet på Glücksburg Strandhotel lidt uden for Flensburg. Ikke mange rejser ud i den store verden i denne sommer, men for vores vedkommende var det blevet til 3 nætter på et 4 stjernet strandhotel i Tyskland. Opholdet var incl. morgenmadsbuffet, og den var der ikke noget at "kimse" af. Dog var der ikke yoghurt. Så måtte jeg nøjes med bacon, som er min yndlings spise, når jeg er ude de fine steder.

Der er jo også corona i Tyskland, så der var ensrettet færdsel rundt om buffeten og med afstandsmærker. Det var derfor, jeg havde overset et helt bord med alskens yoghurt i forskellige varianter. Der skulle selv laves kaffe på deres kaffemaskine, og det var vigtigt at tage den rigtige størrelse kop. Det havde jeg ikke lige observeret, så kaffen plaskede ud over koppens kant. Nå det var også fordi instruktionen kun stod på tysk, og det forstår jeg ikke ret meget af. På hotellet talte de selvfølgelig også engelsk, men ellers og selv i Flensborg kunne vi ikke lokke hverken dansk ellers engelsk ud af ret mange. 

I Glücksburg ligger det meget smukke Glücksburg Slot, og det er simpelthen fra dette hertugdømme at vores nuværende kongehus "glücksburgerne" nedstammer. Oldenburgerne havde haft kongemagten i Danmark i over 300 år, men så løb vi tør for konger. Den sidste oldenburgske konge var Frederik 7., der var folkekær, men totalt barnløs. Det så sort ud for kongeriget, men med stormagternes velsignelse, fandt vi på Glücksburg Slot en ung prins, der var lidt i familie med Frederik 5. Prinsen blev senere til Christian 9., der senere blev kaldt for Europas svigerfar. Hans dronning Louise var meget frugtbar, og to af deres børn blev konger, en blev dronning af Storbritannien og en blev zarina af Rusland. Alt det vidste de rigtig meget om på Glücksburg Slot, der nu er omdannet til museum. Velvilligt udlånte de nogle øredimser, der på dansk fortalte hele historien rum efter rum. Men til gengæld så skulle vi i nogle store filttøfler bone deres gulve. Riddersalen var derfor glat som en skøjtebane, så vi trippede forsigtig rundt.

Tyskerne har et coronatryk nogenlunde som os, men de er gået et skridt videre i bekæmpelsen af corona end herhjemme. Inden vi fik lov at betræde de bonede gulve, skulle der udfyldes blanketter med navn, adresse og telefonnummer, så de kunne spore os, hvis der var corona i luften. En blanket skulle også udfyldes, hvis man ville have en kop kaffe på en café. Og i alle butikkerne var der kun adgang med mundbind.

Vi fik noget koldt at drikke i slottets café og fortsatte ind til Flensburg. Byen havde tyskerne snuppet i krigen i 1864, og af taktiske grunde lå den lige syd for grænsen, da der skulle stemmes om genforeningen. Der var ret mange tyskvenlige indbyggere i Flensburg by, så danskerne turde ikke lade den indgå i stemmetallene for Sønderjylland, for så var hele landsdelen måske gået tilbage til Tyskland.

Flensburg er en hyggelig by med et stort havneområde med gamle skibe side ved side. Vi stillede os i kø til en biks, der serverede fisch and chips. Her var der ingen blanket tvang, men heller ingen borde og stole, så vi sad på en trappe og nød livet. På den anden side af havnen gik en smal gade op til gågaden igennem byen. Den smalle gade var meget idyllisk med bindingsværk og stokroser, så husene må være fra danskertiden før 1864. Det var vistnok en fræk gade havde jeg læst, men vi så ikke skyggen af noget frækt - måske havde de coronalukket. Gågaden var myldrende fyldt med mennesker og med forretninger og cafeer, men der var ingen ledige borde til eftermiddagskaffen nogen steder, så det blev til en is fra Mac Donald på en bænk.

Gottorp Slot og vikingehusene i Hedeby.

Næste morgen og nu med yoghurt til morgenmaden og med den rigtige størrelse kop kørte vi lidt sydpå til Gottorp Slot. Et kæmpestort slot, men vi opgav at komme indenfor på museet. Der var en lang kø til billetbygningen, og kun en person måtte komme ind ad gangen for at udfylde blanketter med personlige data. Da vi havde stået der en ½ time, eller det føltes som en ½ time, opgav vi, og vi gik i stedet en tur i parken. Her var der masser af statuer af damer med og uden tøj og nogle enkelte uden hoved og arme. Det sidste er ikke ret klædeligt, men arme er også ret vanskelige for en kunstner. Faktisk er der kunstmuseum i slottets gamle avlsbygninger, så vi må derned igen engang.

I nærheden af slottet ligger en barokhave, og i en bygning findes "Der Gottorfer Globus" fra 1651. Den er "ein wunderwerk" i naturvidenskab og teknik. Den er faktisk så stor, at man kan komme ind i selve globussen og kikke på stjernebilleder. Dog ikke i disse coronatider, så vi kunne kun glane ind ad døren. Der var også mundbindpligt, og så dugger mine briller, så det hele blev noget utydeligt. Så giv pokker i den corona.

I nærheden af Slesvig by ligger Hedeby, eller rettere her lå Hedeby, der i vikingetiden var Danmarks største handelsby. Nu er der en rekonstruktion af 7 vikingehuse. Der ligger også et vikingemuseum, men bygningerne måtte kun betrædes, hvis der var bestilt plads hjemmefra på nettet. Vi kunne jo ikke vide hjemmefra, at vi en bestemt dag kl. 14 ville besøge et vikingemuseum. Men der stod en mand, og han sagde nej, og der ville først være plads kl. 17. Men vi måtte gerne besøge deres cafeteria. Frikadeller med kartoffelsalat lød meget godt, men det viste sig kun at være en frikadelle pr. portion, og kartoffelsalaten smagte ikke som kartoffelsalat skal smage. Så vi levnede, men havde da støttet foretagenet. 

I nærheden ligger rekonstruktionen af vikingebyen inde bag en kæmpe vold, der beskyttede mod angreb fra landsiden. Man kan gå oppe på volden med fin udsigt, og vi kom også igennem noget troldeskov af avnbøg. Vi havde sneget os udenom nej-manden og kom til indgangen til Hedeby med et billetsalg. Her stod også et skilt med kun adgang med pladsbestilling. Nu var det slut med de to pæne Greiners, så jeg gik rask hen til billetlugen, og på mit bedste skoleengelsk bad jeg om to billetter. Ingen problemer, og vi fik endda en fin folder med på dansk. Gitte har faktisk fundet ud af, at hun nedstammer i lige linie fra Gorm den Gamle, men det argument behøvede jeg ikke engang at bruge. 

Det er en fin lille landsby, og så måtte man tænke sig til, at der i vikingetiden havde ligget i hundredvis af huse indenfor volden. Vi var heldige, for denne søndag var der arbejdende værksteder og boder, der solgte ting og sager. Bare ærgerligt at Danmarks største vikingeby, nu ligger i Tyskland. 

Så var der lige tid til at besøge selve Slesvig by, der viste sig at være ret søvnig i forhold til Flensborg. Det lokale værtshus havde parasoller og borde udenfor, og der var lige et bord ledigt. Efter udfyldelse af registreringspapirerne fik jeg hurtigt bestilt en kold øl og ellers to kaffe samt æblekage med softice. Jeg havde regnet med, at øllen hurtigt kom på bordet, men den kom først midt i æblekagen og softicen. Og æblekage, softice og øl er ikke den bedste smagsoplevelse. Så jeg måtte levne. Altså ikke æblekagen og softicen, men øllet. 

Så var det bare tilbage til vores Glücksburg Strandhotel. Om aftenen lå æblekagen stadig lidt tungt i maven, så vi gik en tur langs vandet for at få appetit. Da vi endelig var sultne, gik vi til Strandcafeen, og så havde de lige lukket for madservering. Nå men man kan godt overleve af en dåse blandede nødder fra minibaren. 

Det blev så sommerens udlandsrejse, og det gik atter hjem til gode gamle Danmark og gode gamle Borup. Sommeren gik videre, men denne coronasommer bliver en sommer, som vi aldrig vil glemme.

3. Frikadeller og Lousiana.

Af Kim Greiner, Borup.


Som et kulturelt indslag ville Gitte og jeg se udstillingen om fantastiske kvinder på Lousiana. Her i coronatiden er der indført tidsbestilling på Louisiana, som skal bestilles og betales hjemmefra, og da vi var lidt sent ude, var der først tid kl. 14. Vi havde derfor god tid, da vi i Borup steg på toget kl. 10.35 mod København. Der skulle skiftes til Kystbanetoget, men der var problemer, idet der blev meldt om personpåkørsel. Toget til Helsingør var aflyst, og toget til Nivå ville kun køre til Skodsborg, og derfra var der togbusser. Lige da vi var på vej ud af kupeen i Skodsborg, blev det meddelt, at toget alligevel kørte til Nivå. Så vi fortsatte til Nivå, der var noget tættere på Humlebæk og Louisiana end Skodsborg. I Nivå blev der gjort opmærksom på, at der ville afgå et tog mod Helsingør allerede efter kun 45 min. At sidde på en bænk på Nivå Station lød ikke tillokkende. Vi var sultne, så vi besluttede at gå til Nivå havn for at finde et eller andet spiseligt og så fortsætte til fods til Lousiana.

Der ville være et par kilometer til havnen, men der måtte vel være dejligt køligt nær vandet. Jo rigtig nok, der lå to spisesteder på havnen. Der var god plads på en restaurant, der hed Lagunen, så jeg plantede Gitte ved et bord i skyggen, og vi havde besluttet os for 2 stjerneskud. Indenfor var der tomt, med der stod et par tjenere bag disken. Jeg hilste højt og venligt: "Goddag". De kikkede på mig, men svarede ikke. OK jeg var i korte bukser og Tshirt, og jeg havde den rette hudfarve, men hvorfor de ikke hilste på en potentiel kunde, ved jeg ikke. Min lunte i sådanne tilfælde er ret kort, så jeg meddelte dem, at når de ikke gad hilse, så gad vi ikke heller ikke spise hos dem, og så gik jeg. Gitte så noget forbavset ud, da jeg meddelte, at vi flyttede til den nærliggende cafe, der hed "Cafe Standhuset".

Fiskefrikadeller med dyr udsigt.

Der var et ledigt bord i skyggen, godt nok lige ved køen til ishuset. Gitte ville have fiskefrikadeller med nybagt rugbrød, tranebær og løgkompot til 95 kr. Jeg havde besluttet mig til fish og chips, men så kikkede jeg nærmere på de mænd, der gik rundt med bar overkrop og alle med velpolstrede maver i fri dressur. Min egen mave er efterhånden også blevet ret så velpolstret her i coronatiden, og de der pommesfritter var jo nok dyppet i friturefedt. Så lynhurtigt ombestemte jeg mig og ville også have fiskefrikadeller. Jeg havde ikke fundet noget drikkekort, men bestilte 2 Pepsicola. Jeg betalte, men undrede mig så. To gange fiskefrikadeller blev 190 kr., men jeg betalte 276 kr. Hvad var så de 86 kr? Jeg havde ikke fået nogen bon, så jeg var inde og spørge. Jo en flaske cola kostede 42 kr. Jeg indvendte: "Jamen en cola på et 4 stjernet hotel koster ikke engang så meget, og det her er en strandcafe". Tjeneren var hurtig: "Det kan da godt være, men her er det med udsigt".
Gitte sad faktisk med ryggen til udsigten, så hun burde have rabat. Jeg fik fat i drikkekortet og rigtig nok, sodavand i ½ liter flaske kostede 42 kr. 

Vi var godt nok i whiskeybæltet, men jeg troede kun, at det var huse og whiskey, der var dyre. Vi fik vores cola, og OK det var med glas og isterninger, og så ventede vi på maden. 

Der gik 20 minutter stadig ikke nogen fiskefrikadeller. Efter yderligere 10 minutter gik jeg ind og spurgte til frikadellerne. Der er nemlig noget, der hedder "Greinersyndromet", og det er når vores bestilling er blevet glemt. Men nej ikke her, den var på vej, blev der sagt. Nå OK så kom de endelig. Selvom det var et let måltid, var det helt i orden og smagte dejligt. 

Vi skulle videre, og heldigvis går der busser på Strandvejen mod Helsingør. På busskiltet stod der, at om lørdagen var der 60 min. drift, men der stod ikke noget om hvornår. Så vi begyndte at gå mod Humlebæk, og der var jo kun 3-4 kilometer. Heldigvis med solen i nakken og enkelte steder med lidt skygge. Jeg bemærkede dog, at asfalten nogle steder var smeltet på stien og lå i små søer - så varmt var det. Der kom ikke nogen busser, så på gåben nåede vi endelig Louisianna, og klokken var efterhånden blevet 14.30.

Endelig fremme på Lousiana.

Dejligt køligt indenfor, og vi fandt let udstillingen med de 34 fantastiske kvinder, der i den grad udfoldede sig surrealistisk. Den kunstner, jeg glædede mig mest til at se, var Frida Karlo, der havde en tysk far og og en mor, der var indianer. Vi har engang besøgt hendes hjem og museum i Mexico City, men der havde de ikke et eneste maleri af hende, fordi priserne for et enkelt billede kostede en bondegård. Endda en dansk bondegård, og det havde det lille museum ikke råd til.

Jeg holder meget af Frida og kender hele hendes historie med, hvordan hun som ung fik en jernstang igennem kroppen og lå lænket til sin seng i årevis. Hun fik sat et spejl op, og de fleste af hendes malerier er derfor selvportrætter. Hun giftede sig med Diego Rivera, der lavede fantastiske vægmalerier. Han kunne noget med damer, selvom han lignede skrubtudsen i Tommelise. Noget lykkeligt ægteskab blev det bestemt ikke.

Frida har sammenvoksede øjenbryn, og derfor kan hun kendes blandt utallige andre kvinder. Tænk, jeg læste i en brevkasse i Familie Journalen, at en kvindelig butiksejer havde en medarbejder med sammenvoksede øjenbryn. Hun spurgte, om hun kunne forlange, at medarbejderen fik plukket øjenbryn, så de ikke var sammenvoksede. Nej selvfølgelig ikke skrev brevkassen, og personligt elsker jeg Fridas sammenvoksede øjenbryn. 

Rigtig fin udstilling, og endelig fik jeg set et ægte Frida Karlo maleri foruden de 33 andre fantastiske kvinders malerier. Der var også en udstilling af japaneren Tetsumi Kudos med nogle groteske og absurde opstillinger, der hentydede til verdens undergang. Så foretrækker jeg i den grad sammenvoksede øjenbryn.

Efter 1½ time var det tid til noget koldt at drikke sammen med en jordbærkage. Og forresten her kostede en økologisk æble/hindbær flaske og også med glas og is 38 kr. Og så var der endda udsigt til os begge to ud over Øresund og ikke kun til nogle hvidmalede master i Nivå havn.

Der var ensretning igennem udstillingerne, men udover at der ikke var selvbetjening i cafeen, og at borde og stole hele tiden blev tørret af efter hver gæst, så mærkede vi ikke noget til coronatiden på Lousiana.

Toget hjem kørte på skinner, og der var kun 3 minutters ventetid på Hovedbanen til toget mod Borup. Jeg skrev et kryds i kalenderen. Tænk der var nogle tog, der passede sammen. 

Billedet er malet af en af de kvindelige kunstnere. Jeg kan desværre ikke huske hvad hun hed. 

4.  Helsingør og Crusan rom.

Af Kim Greiner, Borup.

Vinteren fortsætter som vintre plejer at gøre, men meget unormalt så fortsætter corona nedlukningerne også. Jeg har stor sympati for de små forretninger, der skal holde lukket, foruden restauranter, cafeer, biografer, og alt muligt andet. Heldigvis kan de mindste skolebørn nu komme i skole igen.

Egentlig skulle vi, min kone Gitte og jeg, lige været kommet hjem fra en rejse til Equador og Galapagosøerne, og jeg skulle have være i gang med 14 foredragsaftaler i februar. Alt er aflyst. Hvad gør et par gamle vingeskudte globetrottere så? Vi må istedet for verdens afkroge, udforske de hjemlige græsgange med et åbent sind. 

Vi besluttede derfor at tage toget til Helsingør, og hvis det var muligt og spritbutikkerne havde åben, at hjemføre en flaske Crusan Rom. Denne rom stammer fra Sct. Croix i det tidligere Dansk Vestindien, og Crusan roms rødder går helt tilbage til 1760. Nu er det dog ikke rødder med sukkerrør, der er grundmaterialet i denne berømte rom. Vi besøgte Crusan destilleri, da vi for år tilbage besøgte Sct. Croix, og mit hjerte banker stadig for denne lille øgruppe, som vi solgte til USA i 1917. Foruden selve øerne med de historiske bygninger var det også de danske statsborgere hvide som brune, der blev solgt med. En skændsel uden lige, for befolkningen blev ikke spurgt, da salget blev afgjort ved en folkeafstemning hjemme i moderlandet Danmark. Det er en længere historie, som jeg kunne skrive en hel bog om, og det har jeg faktisk allerede gjort. Den ligger på nettet ganske gratis under www.danskvestindien100.dk, hvis nogen skulle have lyst til at vide noget om Danmarks rolle som verdens 7. største slavenation.

Turen til Helsingør skulle selvfølgelig foretages med tog. I disse coronatider skal der hjemmefra indløses pladsbilletter, hvilket har den fordel, at togene næsten kører uden passagerer. I sidste uge skulle jeg hjem fra København med tog, og det kørte ikke ligefrem på skinner. Jeg havde pladsbillet til Slagelse kl. 14.43, og toget ville stoppe i Borup. Pladsbilletten var udvalgt med omhu, for så kunne jeg bruge mit "mimrekort" inden spærretiden kl. 15. Toget blev dog aflyst, men toget til Ringsted, der normalt afgår nogle få minutter før, stopper normalt ikke i Borup.

Jeg spurgte togføreren, om toget så stoppede ekstraordinært i Borup. Hun ringede til de højere magter, men nej. OK, så havde jeg ½ time på hovedbanen inden næste tog til Slagelse. Så lød det i højtalerne: "Der er opstået en nødsituation, så alle skal omgående forlade stationen." Alt lukkede ned, selv Mc Donnald og Matas m.m. Hvad det var for en nødsituation, fik vi ikke noget at vide om. Måske en bombe eller en bombetrussel? Hvis de først skulle have fat i "Rullemarie" kunne det jo godt tage sin tid. Jeg var ikke lige i humør til at stå udenfor hovedbanegården i timevis, så jeg tog en rask beslutning og tog metroen til Frederiksberg og derfra en bus til Valby Station. Mærkværdigvis så kom der næsten med det samme et tog til Ringsted, og det ville endda stoppe ekstraordinært i Borup. Jeg nåede ikke at få en pladsbillet. Den måtte jeg kunne tale mig ud af, gik jeg ud fra. En gammel forvirret herre, kunne man jo ikke forvente, at han skulle kunne finde ud af det i farten. Da vi nu var inde i spærretiden kl. 15, turde jeg ikke andet end at bruge mit rejsekort. Der kom nu ikke nogen togfører hverken for at se billet eller pladsbillet, men det kostede mig alligevel 44.50 kr. med det aflyste tog og nødsituationen.

Rejsen mod Helsingør og rommen. 

Tilbage til turen mod Helsingør. Vi havde fourageret hos "Anne på Sporet", vores udmærkede lille cafe på Borup station. Dog købt dagen før, for hun har lukket om lørdagen, men hendes brødstiks kan sagtens holde et døgn på køl. Desuden medbragte vi varm cacao i en termokande, og så gik det nordpå. Der skulle skiftes tog på hovedbanen, og det undrer mig, at der gik tog til Hamburg. Jeg læste dog lige i avisen at skumle rejsende, der havde holdt ferie i Dubai, fløj til Hamborg, og så tog de toget til København uden at blive tjekket for noget som helst. Smart og stærkt forkasteligt, for det er jo ikke ligefrem for sjov, at vi har disse nedlukninger.
Kystbanetoget kørte efter 20 minutter, og vi nød vores brødstiks og cacao, medens vinterlandskabet flød forbi, og efter ca. 1½ time fra starten i Borup rullede vi ind i Helsingør.

Flot station med løvefødder og gesvejsninger i ægte forloren renaissancestil. I forhallen er der ikke blot løvefødder, men også stenløver på trappegelænderet. 

Vi gik over sporet til lokaltogene via Gilleleje til Hillerød. Det kunne også være en spændende tur. På hjørnet af Skyttensstræde ligger en lille cafe, der selvfølgelig havde coronalukket. Det er ellers der, jeg plejer at gå ind, når jeg holder foredrag i Helsingør. Det er en meget venlig indvandrerkvinde, der er cafemutter, og hun laver en god ostemad. Da der normalt kommer mange svenskere, er der også gratis "påtår". På denne gade plejer der at ligge to sprutbutikker, men de var begge lukket, så det så ikke lovende ud med den Crusanrom. Jeg begyndte at blive lidt forarget. Er sprut ikke nødvendig menneskeføde? Ja selvfølgelig i begrænset mængde, men 1 genstand om dagen skulle vel være i orden, og ren spiritus renser halsen og dræber bakterier. Vistnok.

Heldigvis på Stengade 47 var der en stor vin- og spiritusbutik, der var åben, og en del varer var stillet udenfor for at tiltrække kunderne. Forretningen hedder "Rasch vin og spiritus", og indenfor var der alt, hvad hjertet kunne begære i den retning. Indehaveren Pontus Thinggaard bekræftede, at de havde Crusan rom, og den var endda på tilbud. Selv tilbudspriser er dog lidt andre priser end en Hansen rom hos Fakta, for en flaske Crusan rom kostede 229 kr. Han havde 3 varianter for Crusan er kendt for sine smagsvarianter. Vi fik en prøvesmagning på mango rom. Den smagte af hvide strande med svajende palmer. Men så var der jo også de to andre varianter Citron rom og Aged rum. Nu var vi jo taget helt op til Helsingørr og hvorfor ikke tage alle 3 romtyper med hjem til Borup. Det gjorde vi og jeg fik en rigtig hyggelig snak med Pontus, der er halvt dansker og halvt svensker, derfor det svenske navn. 

I samtalen kom vi hurtigt ind på rejser, og han havde nogle fiduser i Indonesien og en skøn kyststrækning i Thailand. Han havde mindre børn, og det var vist mest strandferier, de brugte. Fint nok, det gør man med børn, hvorimod vi keder os efter 1 døgn og vil videre. Der havde været tomt i butikken, medens vi var der, men heldigvis for Pontus kom der nogle kunder ind, da vi gik. To fluer med et smæk. Vi havde støttet en specialbutik i Helsingør og et destilleri på Sct. Croix, der heldigvis ikke mere ligger i tumpen Trumps USA, men i Joe Bidens USA.

Kronborgs kendte personer.

Vi gik lidt rundt i de gamle gader på udkik efter nogle hyggelige gårde, men Helsingør var gået halvt i dvale, og portene var lukkede. Så vi stilede mod Kronborg, som vi selvfølgelig havde set mange gange før. Vi gik forbi Helsingør nye kulturhus og Søfartsmuseet der var lukket og selvfølgelig var selve Kronborg også lukket, men alligevel var der ret mange menneker på voldene. Undervejs var der lydeffekter som kanonskud, kommando råb og marcherende soldater. 

Kronborg er kendt for især 3 personer. Hamlet, Holger Danske og dronning Caroline Matilde. Nå Hamlet er en romanfigur opfundet af Shakespeare. Holger Danske er en sagnfigur, der dog sidder i kasematterne og vågner, hvis Danmark kommer i nød. Men Caroline Matilde var et rigtigt levende menneske, der blev offer for den onde enkedronning Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel. Enkedronningen havde i et statskup fået hugget hovedet af Struense og landsforvist dronning Caroline Matilde til Celle i Tyskland. Carolines søn, den senere Frederik 6., beholdt danskerne selvfølgelig, men kærlighedsbarnet Louise Augusta, (hvis far var Struense), som Matilde havde med på Kronborg, blev taget fra den fortvivlede mor, da skibet hentede hende til Tyskland. Jeg tilgiver aldrig den onde enkedronning. Nå det er en længere historie, som jeg fortæller på mine rundture i Frederiksberg Have.

Vi skulle egentlig have noget at spise i Helsingør, men tiden var løbet fra os, så det blev kun til et dobbelt pølsehorn og en kop cakao hos Seven Eleven. Toget hjem gik til Lund, og jeg spurgte togføreren, om man bare kunne sidde i toget og køre helt til Lund. Næ, for i København kom der svensk togpersonale, og på første stop i Sverige kom policen om bord og spurgte efter et "anerkendelsesværdigt indrejseformål". Nå, for os ville det nok være ret umuligt at smutte med til Sverige for tiden. Og dog, for hvad hvis jeg sagde, at jeg skulle skrive en artikel til Midtsjællands Avis. Det måtte da være et ædelt formål. Ikke?

Efter togskift på hovedbanen kom en ung mand ind uden mundbind. Han talte højt i telefon og vi kunne ikke undgå at høre om hans privatliv. Så kom togføreren, og jeg var spændt på, hvad hun ville sige til det manglende mundbind. Jeg havde faktisk på fornemmelsen, at han hverken havde pladsbillet eller togbillet. Nej det havde han ikke, og så faldt mors hammer, og han skulle udfylde nogle papirer, så han kunne få bøden på 750 kr. Men hvad så med mundbindet? Han var fritaget på grund af angst, sagde han. Nå sagde togføreren: "Så er du måske også fritaget for at få corona og for at smitte andre?" Det blev han meget fortørnet over, men heldigvis først efter, at hun var gået. 

Hjemme på Kimmerslevvej skulle vi lige smage på rommen. Valget faldt på mangorommen. Først den rene vare med isklumper og så et skvat i et glas orangejuice. Det var svært at bedømme, hvad der var bedst, så vi må nok hellere prøve igen i morgen aften.

5. Kimmerslev Sø og Trampestien.

Af Kim Greiner, Borup.

Vores hus på Kimmerslevvej er udgangspunkt for rejser ud til alle 4 verdenshjørner. Vi har rejst nordpå til Nordkap i Norge, sydpå til Kap Horn i Sydamerika, vestpå til Vancouver i Canada og østpå til Vladivostok i Sibirien. Alle 4 steder er nærmest ved verdens ende, men vi kan så sandelig slå fast, at vores hjerter tilhører Danmark og især lille Borup, der ligger omgivet af skove og søer.

Skovene og søerne tilhører Svenstrup Gods, og inden lensafløsningen i 1919 var al landbrugsjorden imellem skovene lige fra Klosterskoven i øst, Stubberup Storskov i nord og Dyrehaven i syd Svenstrups Gods ejendom. De konservative herremænd havde brokket sig, da stavnsbåndet blev ophævet i 1788, og selvfølgelig brokkede de sig også, da 1/3 af deres landbrugsarealer skulle udstykkes til husmandsbrug i 1919. Nå, men skovene og søerne skulle ikke udstykkes, og derfor er Kimmerslev Sø ikke ejet af kommunen, men af Svenstrup Gods. 

"Villa Inge", som vores hus på Kimmerslevvej hedder, er en ældre muremestervilla fra 1929. Hvem Inge var, har vi ikke kunnet finde ud af. Hvis nogen ved noget, så kontakt mig gerne på 40589825. Villa Inge ligger i Kimmerslev Sogn, og resterne af et gammelt stendige skiller vores grund med naboens, der ligger i Borup Sogn. Fra husets kvist er der udsigt til Kimmerslev Sø, men et birketræ står dog lidt i vejen for den helt rene udsigt. Engang hvor en ejendomsmægler skulle bedømme husets værdi, sagde han, at hvis vi fældede træet, ville huset stige 100.000 kr. i værdi. Det må så være herlighedsværdien, han talte om. Tidligere havde vi en nabo, som ville have fældet træet, fordi det svinede. Jeg måtte dog fortælle, at der ikke er dødstraf i dette land, fordi man sviner, så det står der endnu.

Vi købte huset i 1990 efter at mit arbejdsforhold på Svenstrup Gods ophørte ret brat, og jeg blev havemester i Landbohøjskolens Have. Som en servitut på husets skøde står at: "Baronen og hans jagtfølge har ret til uhindret at passere grunden". Vi har dog ikke set ham endnu. Heldigvis. 

Lige på den anden side af Kimmerslevvej blev der i forbindelse med etableringen af Trampestien anlagt en P plads, til det mylder af biler med glade vandrere, som nu ville trampe rundt om søen. Nu er der jo andre smukke steder på Sjælland, så det store ryk ind med isboder og vandrestave med "Hilsen fra Borup" udeblev. Derfor har jeg sjældent set mere end 2 biler på den P-plads, hvor der nok er plads til 20-30 biler. Vi kalder derfor P pladsen for "Greiners gæsteparkering", og det var da en smuk tanke af kommunen at tænkte på vores gæster. 

På P pladsen står der lidt information om Trampestien og om erhvervelse af fisketegn bl.a. på polsk. Trampestien hedder også det mere romantiske navn "Hjertestien", da alle tramp styrker hjertet. Skiltet oplyser også, at søen er 37 ha stor og har en dybde på 7,8 m på det dybeste sted. Fra P pladsen kan der selvfølgelig trampes rundt i begge retninger, (dog ikke på samme tid), men vi foretrækker ofte at gå rundt med uret.

Fra skiltet går en almindelig barnevognsvenlig asfaltsti, og man kommer forbi Borups svar på Miami Beach. Dog noget mere fredeligt her, men der er en strand med rigtigt sand. Hele herlighedn er vel ikke mere end 20 meter lang, og for nylig er der genetableret en badeplatform et pænt stykke ude. Vandet er normalt erklæret rent, og under hedebølger kan der godt være pænt besøgt af byens ungdom.

Før i tiden afholdt Handelsstandforeningen Sct. Hansbål hernede ved stranden, og jeg blev en gang indbudt til at holde båltalen. Højtaleren virkede ikke rigtig, og jeg kan faktisk heller ikke huske, hvad jeg talte om. Så ingen er gået glip af noget. 

Så deles asfaltstien, og den ene del munder ud i Skrænten, men til højre går det ned ad bakken til en dæmning, der deler søen mod et moseareal. Før i tiden var det her, vi tog ned med børnene for at fodre ænderne. Nu står der skilte med, at det er dårlig skik, for hvis brødet kommer i vandet bliver det forurenet. Altså vandet. Nu er det så slut med den glæde. 

Asfaltstien fortsætter ligeud til noget af Borups andet stisystem, men nu starter den rigtige trampesti til højre. I en årrække var det en muddersti, der i vådt føre kun kunne forceres, om ikke med vaders, så dog helst med gummistøvler. Men så skete der noget i 2018, idet der blev gravet en rigtig vejkasse, og stien blev stampet med grus. Så nu kan stien befærdes i al slags vejr, faktisk også med en barnevogn. Stien er dog kun omkring 1 meter bred, så i disse coronatider, må man pænt gå tilside, hvis der kommer en modgående. 

Stien slynger sig langs vandkanten, dog oppe på en skrænt, der er tæt bevokset med krat, der er så tæt, at man ikke kan se søen for bare træer. Lidt ærgerligt, for det er udsigten over vandet, der er attraktionen. På et tidspunkt kommer der et lille åløb, og stien slår et stort sving ud på markerne. Åløbet kan dog forceres med et langt spring fra en mudret bred til en anden mudret bred. En enkelt gang har jeg elegant sprunget over åløbet med det resultat, at jeg lagde mig i mudderet. Og det der med at man bliver kønnere af mudderbad, passer altså ikke.

Lidt derfra står Trampestiens eneste bænk, og der er herfra udsigt til Kimmerslev Kirke, der ligger smukt på den modsatte bred. Efter 1,2 km er Trampestien som sådan slut, og man kommer tæt forbi et par huse, hvor det ene hedder eller hed Fiskerhuset. Om der har boet en fisker her i tidernes morgen, ved jeg ikke. Trampestien bliver nu til den asfalterede Fiskervej. På et tidspunkt var der tale om, at Trampestien skulle videreføres langs søbredden og hen forbi Kimmerslev Kirke. Det er ikke blevet til noget endnu og måske aldrig, for hvis tramperne ikke skal trampe hen over kirkegården, kræver det en gangbro på ydersiden af kirkegården, der jo faktisk ligger på søbredden.

Fiskervej munder ud i Dalbyvej, der fører ned til en rundkørsel, og her drejes til højre ad Kimmerslevvej. Her er der nu både cykelsti og gangsti, og tramperne kommer over en bro over udløbet fra Kimmerslev sø. På vejens modsatte side ligger Borups gamle vandmølle, og mølledammen ligger lige op til broen. På højre side ligger et idyllisk bindingsværkshus, der var Kimmerslevs gamle smedie. Bygningen fik på et tidspunkt en pris, fordi det var sat så smukt i stand. 

Lige efter smedjen kan man bare fortsætte ligeud ad Kimmerslevvej med gangsti og det hele, og turen bliver så på 3,2 km rundt. Det ville dog være synd. I stedet drejes til højre ad en lille stistump, der fører ned til Slusevej og til Kimmerslev Kirke. Slusevej går over en dæmning med en sluse, der holder på ca. 2 meter af søens vand. I tørre somre lukkes der lidt mere op end normalt, for vandet fortsætter via mølledammen ud i Køge Å, og fiskene skulle gerne have noget at svømme i. 

Kimmerslev Kirke på søens bred.

Jeg tror ikke, der er nogen kirke, der ligger så smukt som Kimmerslev Kirke lige på søbredden. Kirken består af et romansk skib fra 1100 tallet, og den har været et anneks til Borup Kirke. Biskop Hans Svane, som ejede Svenstrup, erhvervede kirken i 1667. Kirken var tårnløs indtil 1888, hvor godsejer Joakim Wedell-Neergaard fik bygget et kirketårn i gedigne munkesten. Se initialerne J-W-N og årstallet 1888 helt oppe på tårnet. Kirken tilhørte Svenstrup Gods, indtil den overgik til selveje i 1912. En stor del af middelalderkirken er bygget af kampesten, og læg mærke til at gavlen mod øst og langsiden mod søsiden ikke er kalket. Et gammelt sagn fortæller, at den, der kalker disse vægge, lider døden, inden året er omme. Det er sikkert gammel overtro, men hvis noget tilbød mig en million kr. for at kalke væggene, ville jeg sige nej tak. Jeg tror hverken på det ene eller det andet, og jeg er overhovedet ikke overtroisk, men jeg går aldrig under en stige. 7-9-13.

Her på denne smukke kirkegård skal jeg ligge til sin tid, eller hedder det at ligge, når man bare er en bunke aske? Jeg skal bare have et lille gravsted, men med en stor sten. Der står faktisk en bunke brugte gravsten i hjørnet af kirkegården. Sådan en må da være billigere end en ny, og jeg kommer til at tænke på skotten, der havde fået samme ide, men han havde et værre besvær med at få sin kone til at tage navneforandring.

I det beskedne hus lige overfor indgangen til kirkegården har jeg hørt, at her boede den gamle baron Jens Wedell-Nergaard, inden det blev hans tur til at overtage Svenstrups pragtfulde hovedbygning. Baron Jens var min chef i mange år, og han blev både hofjægermester og kammerherre og havde et aktivt politisk liv. Jeg har trykket ham i hånden ca. 500 gange. Plus minus et par hundrede gange. Det var nemlig sådan, at da jeg arbejdede på Svenstrup Gods, havde jeg et skrivebord på Godskontoret, og jeg skulle helst runde kontoret om formiddagen mellem kl. 10 og 12. Det var lige præcis på det tidspunkt, hvor baron Jens ankom for at tale med skovrider Thorkild Nielsen. Så snart baronen trådte ind ad døren, rejste godsfuldmægtig Bohn-Jespersen og jeg os ærbødigt, og baronen kom hen og stak næven frem og sagde til mig: "Goddag hr. Greiner" og jeg svarede pænt: "Goddag hr. Baron". Der var noget ædelt adelsmand over ham, og jeg kunne rigtig godt lide ham og også hans hustru baronesse Louise. Da han abdicere, kom der nye boller på suppen, men det kan der læses mere om i min bog "En flink dreng, men.....

Tilbage på Kimmerslevvej ligger Søbogård, der er kendt for sine økologiske produkter og især hyldeblomstdrik. En gang hvor vi var i Nepal i nærheden af Katmandu, opdagede vi tilfældigvis, at Søbogård havde en aflægger ude i det smukke nepalesiske landskab. Vi besøgte gården og fik frokost, og den lokale "maneger" kom forbi og hilste på. Tænk engang, han fortalte, at når han var på besøg hos Poul på Søbogård i Kimmerslev, havde han spadseret lige forbi Villa Inge. Verden er lille, men desværre, så kom jordskælvet i 2015 og ødelagde store dele af Katmandudalen og også Søbogårds maleriske hovedbygning i Nepal lå i ruiner. 

6.  Busrejse til Solrød Strand.

Af Kim Greiner, Borup.

Det var den fredag midt i februar, hvor der om natten havde været ned til minus 20 grader et sted i Jylland. I Borup var der dog kun minus 8 grader om morgenen, men der var blå himmel, og det var næsten vindstille. På trods af coronaen og kulden var det store busdag med udgangspunkt fra det stoppested, der befinder sig næsten lige ude foran vores hus på Kimmerslevvej. Jeg havde aldrig nogensinde før taget bussen til Køge, og faktisk gik den heller ikke til Køge, men til Solrød Strand. Hvis vi skal bruge noget, som de ikke har i Borup, (og det er faktisk ikke meget), så tager vi til Roskilde for at handle. Grunden er, at der går tog, og vi elsker at køre i tog. Faktisk er vi uofficielle verdensmestre i kørsel med tog, idet vi har kørt ca. 50.000 km igennem 4 verdensdele. Det kan der læses mere om i vores bog "Bumletog fra Borup til Singapore", hvor vi kommer igennem 13 forskellige lande og står af 27 forskellige steder undervejs. Jeg er forfatteren. Gitte min kone var rejsekammerat i tykt og tyndt, og Birgit Theiltoft har rettet stavefejl og sat kommaer. Kommaer er for mig en by i Rusland, og selvom vi på rejsen kom igennem adskillige russiske byer, hjalp det ikke på kommasætningen. 

I disse coronatider kan Gitte og jeg dog ikke rejse udenlands, men vi kan da tage bussen i retning mod øst, og så se hvad der kan opleves undervejs. Bussen kom til den programmerede tid, og der sad i forvejen kun to ungersvende i bussen foruden os. Chaufføren har et bånd spændt ud, så man ikke kan komme hen i nærheden af ham, og derfor stiger man ind i midten af bussen. Vi har "mimrekort" til alle 99 zoner, og derfor skal vi ikke tjekke ind eller ud. Sådan et kort koster 890 danske kroner for 3 måneder, men så er der noget med spærretider morgen og aften. Vi stod på bussen kl. 10.35, og så var alt i orden, og vi drønede ud i vinterlandskabet mod fjerne kyster. Bussen bevægede sig ud i landskabet ad forskellige krinkelkroge, så efter ½ time nåede vi Ejby, men fortsatte videre. Først i Jersie stoppede bussen for første gang på hele turen, og tog en enkel passager med til Solrød Strand. Det må være en kæmpe underskudsforretning at køre rundt med de store busser og næsten ingen passagerer. Tak skatteydere.

Solrød Strand har en hyggelig gågade, der snor sig imellem de lukkede forretninger, og vi følte os næsten som "Palle alene i verden". Bare det dog var en ond drøm, som vi snart vågnede op af.

Vi gik over Solrød Strandvej og ned ad Lyngvej mod stranden. Sidevejene her er små lukkede veje og med mange hyggelige huse. Så lysnede det forude, og der lå hele stranden i al sin pragt. Langs vandkanten var en lang isbræmme, der bugtede sig ud og ind. Havet var ikke frosset, men nogle bundgarnspæle i det fjerne lignede sejlskibe med hvide sejl, men det var vand, der var frosser til is på pælene. En bådebro var næsten helt dækket med is og så meget malerisk ud. Maling ville nu nok fryse og være vanskelig at få ud af tuberne, så det blev foto. Vi var bestemt ikke alene på stranden, for der var faktisk ret mange mennesker, der gik tur i det krystalklare og iskolde vejr. 

Nogle skorstene forude måtte vel være Køge, men vi faldt i snak med nogle mennesker, og manden kom med lokale fiduser. Det var godt nok Køge, vi kunne se, men man kan ikke gå derind langs stranden, for der kommer en indsø med et udløb, og så er man nødt til at gå tilbage. Det dur ikke for os, for "En Greiner går aldrig tilbage". Området var simpelthen Ølsemagle Revle- og Staunings Ø Vildtreservat, og han gjorde også opmærksom på et nyt fugletårn inde i skovkanten. Han fortalte også om Karlstrup Kalkgrav, som skulle være et helt unikt sted i nærheden. Man bliver klogere af at lytte til folk, så det kunne være, at vi en anden gang skulle prøve at finde kalkgraven.

Vi havde gået et par kilometer langs stranden og gik så over en lang bro til Jersie Strandpark, hvor fugletårnet stod i skovkanten. Tårnet var helt nyt og var først blevet færdig i efteråret. Vi tog trapperne op til et lille rum med tag, bænke og åbne vinduer ud til herlighederne. Flot udsigt og solen tittede lige ned på bænken, så vi fremdrog en termokande med varm cacao og brødstiks fra "Anne på Sporet" i Borup.

Ved Jersie Strandpark var der oplysningsskilte om området, og der var en krokodille og en flodhest skåret i træstammer. Desuden var der indkøbskurve beregnet til at tage med på turen og undervejs samle affald til aflevering i den opstillede skraldespand. Lige overfor strandparken på Jersie Strandvej var meget praktisk et busstoppested. Bussen kørte hver halve time, men hvornår var den sidste kørt? Se så er det godt at have sin kone med, for hun har kørekort til en slags "Grønspættebog" i vore dage kaldet en "Smartphone", og hun kunne se, at om 7 minutter ville der komme en bus. Ganske rigtigt, og vi tog et par stoppesteder til der stod noget med bådehavnen, hvor vi stod af. Og ganske rigtigt, der lå Køge Marina, hvor de dyre og store lystyachter stod pænt på rad og række oppe på land, medens en del små skuder lå fastfrosset i isen. Jeg kommer i tanke om pigen, der slog op med sin nye kæreste, og da hendes veninde spurgte hvorfor, sagde pigen: "Jo for hans lystyacht var meget mindre, end han havde pralet med, og desuden var det mig, der skulle ro hele tiden".

Herude i marinaen var der flere hyggelige restauranter bl.a. restaurant Arken, men alt var lukket ned. Det ville ellers lige været passende til eftermiddagskaffen.

Vi kunne se et vandtårn, så vi måtte være ret tæt på Køge by. Vi fik os dog forvildet ind i et lukket område ved jernbanen, men en lille dreng på et fritidshjem fik os ledt på rette spor.

Tilfældigvis kom vi forbi den gamle Køge Retsbygning, hvor jeg i en 4-årig periode havde været domsmand. Det var en ret lille bygning, og det kunne godt være lidt ubehageligt, når der var afsagt dom over en rockertype. Fra retslokalet skulle vi igennem ventesalen, hvor vidner og venner diskuterede dommen. Jeg parkerede derfor altid min bil i den anden ende af byen, så der ikke var nogen, der skulle lure min nummerplade. Nå der var aldrig nogen, der krummede et hår på mit hoved.

Den store statelige bygning på hjørnet af Nørregade og Niels Julsgade hedder "Norske Løve", opkaldt efter et skib, der var med i slaget i Køge Bugt i 1677. Bygningen har været smugkro, men senere givet kongelig tilladelse til et herberg til postvognene. I den den store have blev der opført en musikpavillion, og her kunne køgeborgerne træde dansen. Da Fredrik 7. statue i 1869 blev afsløret på Køge Torv, var der spisning for 800 deltagere i Norske Løve. De må have været klemt godt sammen, eller mon ikke spisningen foregik i haven? Statuer af Frederik 7. står flere steder rundt om i Danmark, for han var grundlovens giver, som man siger.

Han var søn af Christian 8. og den viltre prinsesse Charlotte Frederikke, som dog senere blev skilt fra kongen. Lille Frederik blev taget fra sin mor og blev selv en vild krabat, der ikke var til at styre på en hel tønde land. Han blev gift med Frederik 6.'s datter prinsesse Vilhelmine, men da hun løb skrigende væk og sladrede til kongen, blev de også skilt. Den eneste, der kunne styre Frederik 7., var hans senere kone grevinde Danner. Det fisefornemme borgerskab tålte dog ikke sådan en simpel balletdanserinde ved kongens side, så dronning blev hun aldrig. Grundloven var jo nok ikke ligefrem Frederiks 7.'s ide, så da den var underskrevet, udbrød han lettet: "Puh ha. Kan jeg nu endelig få lov til at sove længe om morgenen? 

Vi ledte efter en bager, så vi kunne få vores kampvægt op igen, efter at vi nu havde gået over 8 km ifølge Gittes "grønspættebog". På Nørregade lå ikke blot en bager, men et konditori med fristende fastelavnsboller. Jeg tog en af de store med en overflod af creme og svedskemos og Gitte en "Fætterlavnsbolle" der var betydelig mindre og med sparsom snask. Da vi er beskedne mennesker, delte vi en cafelatte og kikkede længselsfuldt på de lukkede borde og stole i det varme kondotori. Nede ved stationen fandt vi en iskold sten i noget halvsol. Vores tanker gik tilbage til dengang, man kunne gå på cafe for at nyde kaffe og kage indendørs, og ikke på en isafkølet sten. 

Vi skulle jo hjem igen til Borup, og nu var vi blevet gennemkolde og stod ved et koldt stoppested i skyggen. Heldigvis så kom der en bus 10 minutter efter og kørte os til Ejby, hvor der var busskift, og efter kun to minutter kom der endnu en tom bus og kørte os til Borup station. Fra Køge til Borup havde turen kun taget 30 minutter og i dejlige varme busser. Og så sandelig holdt der også en bus ved stationen, der kørte os helt hjem til vores hoveddør på Kimmerslevvej. Cirkelen var sluttet, og det er da mageløst med et bussystem, der gennemtrawler det ganske landskab blot for at fornøje et par vingeskudte globetrottere. Men OK, der er altså ikke planer om at lave en jordomrejse i bus, der foretrækker vi stadigvæk toget.








7. Kongens Lyngby og Bondebyen.

Af Kim Greiner, Borup. 

Marts måned kan både være hundekold og behagelig temperatur, hvis man kan finde en lun solskinsplet. Det var nu ikke ligefrem de lune vinde, der blæste, da vi gik mod Borup station, men et par vingeskudte globetrottere måtte ud og opleve noget. Om det så bare var i det små.

Toget fra Borup kom til tiden og kørte til tiden, og der var ingen kontrol af hverken billetter eller pladsbilletter. Fra Hovedbanen går der S-tog til Lyngby, og vi kom forbi Nordhavnen, hvor DFDS-skuden lå og ventede på afgang til Norge. Lyngby station er nærmest et knudepunkt med lokalbane til Nordsjælland og busser i alle retninger.

Lyndby Hovedgade er hyggelig med store platantræer og mange forretninger, der endelig havde lukket op, medens cafeerne stadig ventede på bedre coronafri tider. 

Vi stilede mod kirken, der ligger højt på en naturlig bakke i den nordlige del af byen. Kirken er bygget i 1150, og som i mange andre byer og landsbyer er kirken det ældste bygningsværk. Man skal ikke være gangbesværet for at besøge Lyngby Kirke, for der er mange trapper op til indgangsdøren. Kirken så meget lukket ud, men for en sikkerheds skyld tog jeg i døren, og så sandelig siger jeg eder - den var åben. Det plejer faktisk kun at være katolske kirker, der er åbne, men her er der simpelthen åbent hverdag fra kl. 9 til 16. Vi gik ind og hold da op, for hele loftet og langt ned ad væggene var der kalkmalerier fra 1500 tallet. Syndere, toldere, djævle og godtfolk var malet i et virvar. Nogle store guldlysekroner prydede kirken, og lige så flot det hele var, ligeså simpelt var alteret. Et bord med et stort hvidt foldet klæde og så to rosengrene på kors, og det var så det. Gitte bemærkede dog, at klædet ikke var et klæde, men var hugget i marmor. Jeg skulle helt hen for at røre, før jeg var overbevist. Om rosengrene var i metal eller var ægte rosengrene, kunne vi ikke rigtig se. 

Så ville vi besøge "Bondebyen", der ligger næsten i forbindelse med kirken. Vi fandt først Menighedshuset, hvor jeg et par gange har holdt foredrag, men jeg mente, at Bondebyen var større end de huse, der lå ved kirken. Vi spurgte nogle mennesker, og de forklarede, at vi skulle under jernbanen, og så lå den der i al sin pragt. Det gjorde den så sandelig også, og det er en af de bedst bevarede landsbyer på Sjælland. Den oser af hyggelig julekalender og Morten Korch med bindingsværk og stråtage.

Den nordlige del af Bondebyen brændte i 1808, men husene, der blev opført efter branden, står der endnu. Der skal dog dykkes dybt i sparegrisen for at få en fod indenfor. Et slagtilbud hos en ejendomsmægler har et hus til salg på 107 m2 og på en lillebitte grund for kun 4,6 milioner kr. Jeg gloede ind ad vinduerne, og udover en flot kakkelovn var hele indmaden i huset ryddet og fremstod med misserable vægge. Så den lykkelige nye ejer fik nogle ydervægge og et stråtag. Ejendomsmægleren havde dog drejet dette fantastiske tilbud, så køberen fik en enestående mulighed for selv at indrette huset helt efter sin egen smag og stil.

Et af husene hedder "Støvlet Cathrines hus", og jeg vejrede morgenluft. Cathrine var kæreste med vores sindssyge konge Christian 7., og de lærte hinanden at kende i 1767, hvorefter de turede rundt i Kjøbenhavn og smadrede værtshuse. På et tidspunkt blev der regeringen for meget, så Cathrine blev fjernet og sendt ad Vandsbæk til. Endda uden støvletter. Det blev skjult for kongen, hvor hun var blevet af, og kongen ledte efter hende mange år efter. Der var dog noget mystisk ved "Støvlet Cathrines hus", for det brændte også i 1808, og hun døde i 1805. Ingen ved derfor, hvorfor det hedder "Støvlet Catrines hus". Måske fordi der engang har boet en kvinde, der hed Cathrine, og måske fordi hun gik med støvletter - det fortaber sig i tågerne. 

En stor gård, der hedder Lindegården, er indrettet til kulturhus, og de har fået 12 millioner kroner af Mærsk Fonden til et nyt stråtag m.m. Jeg gik ind på gårdspladsen og tog et billede af nogle grønkålstokke, der stod midt på gårdspladsen. Jeg tænker altid på Jesper Klein, når jeg ser eller hører om grønkål. I en film besøger han sin bedstemor, og hun siger på bondsk: "Du sku ha væren her i gur, vi fik grønkurl". Det må have været lykken, men sundt er det. Medens jeg beundrede grønkålen, kom en mand ud og spurgte, om han kunne hjælpe. Han fortalte om donationen og deres planer om nye mødelokaler med handikaptoilet m.m.

Lidt inde bag nogle huse kunne vi se en kamtakket gavl, og da en mand i det samme kom ud fra et hus, spurgte jeg, om de havde to kirker i området? Nej det var den gamle skole, og der er en mindetavle på huset og noget med en gammel konge. Vi fandt det, og det var godt nok et mærkeligt hus, og igen vejrede jeg morgenluft, for mindetavlen var fra Frederik 4., der her havde bygget en af sine over 200 rytterskoler. I en rytterskole lærer man ikke at ride, men det var skoler til bøndernes børn, der til gengæld skulle betale underhold til kongens soldater. Noget for noget. I dette tilfælde var rytterskolen dog jævnet med jorden i 1904, og kommunen havde bygget en anden skole med kamtakkede gavle. Men en mindetavle blev der alligevel sat op.

Vi gik ned ad en lille vej og kom ind i skoven for at finde Sorgenfri Slot. Vi kom lidt snavvendt ind, og så lå der en stor hvid bygning. Var det virkelig Sorgenfri Slot, for den så lidt mystisk ud, da bygningen var med hvidmalet bindingsværk? Næ det havde Sorgenfri Slot ikke, og faktisk kunne vi ikke se slottet for bar slotte eller i hvertfald store flotte hvide bygninger. Senere fandt jeg ud af, at det var "Damebygningen", og den sidste kongelige der havde boet her, var prins Knuds datter prinsesse Elisabeth, der boede her til sin død i 2018. Vi kom nu ind på en asfaltsti, og mellem flere andre fine hvide bygninger lå så "Sorgenfri Slot" i det fjerne. Adgang forbudt for uvedkommende. Da jeg gjorde anstalter til at gå lidt nærmere, fortrak Gitte. Hun skulle ikke nyde noget og få ørene i maskinen.

Der har ligget flere gårde og slotte på stedet, og i 1730 blev slottet erhvervet af kongehuset, og en lang række konger og dronninger har brugt slottet som både beboelse og som sommerbolig. Der jo også en grund til, at Lyngby hedder "Kongens Lyngby". Da Frederik 5. blev konge (en drukkenbolt og en horebuk, som jeg fortæller mere om på min rundtur i "Kongernes fodspor") overlod han slottet til enkefyrstinde Sophie Caroline af Ostfriesland. I 1756 rev hun hele herligheden ned og byggede det slot, som vi kender i dag. Kong Frederik 9. og prins Knud er faktisk født på slottet, men selvom slottet har det smukke navn "Sorgenfri" har det ikke været lutter lagkage hele tiden.

Christian 10. boede i en længere periode på Sorgenfri Slot under besættelsen. Slottet var bevogtet af danske gardere, men midt om natten den 29.august 1943, ville tyskerne afvæbne og opløse den danske hær. Tyskerne trængte ind på Sorgenfris arealer under livlig skydning og kast med håndgranater. Hans majestæt kongen gav ordre til, at skydningen skulle ophøre. Der kunne ikke blive tale om overgivelse, før al skydning var indstillet. Når der ikke måtte skydes er det svært at kæmpe, også for de danske gardere, så otte mand forsvandt, medens resten af vagten blev afhentet af tyskerne om eftermiddagen. Den historie anede jeg intet som helst om, men hermed er den rullet ud for Midtsjællands Avis læsere. 

Efter 1952 blev Sorgenfri bolig for arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Matilde, der her levede til deres dages ende i 1976 og 1995. 

På tilbagevejen kom vi forbi den gamle vandmølle, og jeg undrede mig lidt over, hvordan folk mon hilser på hinanden heroppe i det fornemme kongelige Lyngby, når de mødes på stierne. I Borup siger vi Hej, men heroppe er de vel lidt mere formelle, når de nu har et kongeslot i baghaven. Så jeg lavede en prøve, da der kom en modgående familie. Jeg stoppede lidt op, kikkede på manden og sagde: "Goddag". Han kikkede på mig og sagde: "Hej". Nå OK, så fornemme er de heller ikke.

Vi søgte mod Lyngby Storcenter for at få varmen og måske finde noget at spise. Centeret er som alle centre i disse tider lukket delvis ned. Alle mindre specialbutikker var lukket, men i Føtex myldrede det med mennesker. Svært at se logikken. I en cafe fik vi tiltusket os et stykke pizza, men alle borde og bænke var spærret af, så det blev stående dinér, inden vi vendte hjem til Borup. 

Et par dage efter var jeg deroppe for at få undersøgt nogle ting, og jeg kom forbi en 
Grød Cafe, der fristede med Rødbederisotto med rødbeder, parmasan, syltede bolsjebeder, timian, vinagrette og sort peber. Jeg havde aldrig hørt om noget sådan før, men man skal smage på de fremmede eksotiske retter, når man er ude i den store verden. Ingen borde og stole indendørs, så jeg fandt en stabel engangspaller og satte mig og nød mit risotto, medens den iskolde vind peb mig om ørerne. I guder hvor jeg glæder mig til at coronaen er manet i jorden, og man igen kan sidde ned i en varm cafe.







8.  Togtur til Klampenborg.

Af Kim Greiner, Borup.

Det var ikke rigtig forår, da vi tog på denne tur, men det var lige efter "hedebølgen" i februar med 12-15 graders varme. Erantis og vintergækker var piblet op, men den sidste fredag i februar var der dukket en kølig vestenvind op, men den skulle ikke holde os hjemme. Der var nu kommet nogle få lempelser i corona restriktionerne, og de små forretninger måtte igen åbne, bl.a. Røde Kors butikken i Borup Centeret, men ikke restauranter, biografer og frisører.

Personlig så har jeg en hjemmefrisør, der gerne klipper mig, når jeg bare giver et vink, og så er det også så praktisk, at jeg sover med hende. Nå det er min kone Gitte.

På denne fredagstur i vinterens sidste krampetrækninger tog vi toget fra Borup til Hovedbanen med pladsbillet og mundbind og derefter S-toget til Klampenborg. Fra Klampenborgs smukke station gik vi ned mod Strandvejen og på hjørnet står et gammelt hult egetræ, der hedder "Skovfogedegen". Egen er over 800 år gammel, så det var et lille ungt træ, da biskop Absalon tog det første spadestik til byen København. Eller hvad man gjorde dengang. Jeg er selv uddannet skovfoged, så jeg føler mig beslægtet med træet, og vi er begge ved at blive en smule toptørre. Træet hedder Skovfogedegen fordi den katolsk skovfoged Georg Weisler, der levede fra 1772 til 1854, brugte det hule træ som bederum. 

På den anden side af Strandvejen ligger en lille sød restaurant, der hedder "Den Gule Cottage". Det er egentlig portnerhuset til Klampenborg Vandkuranstalt opført 1844 af Bindesbøll. Portnerbygningen prydes af et flot tårnur fra den berømte tårnursfabrikant Henrik Kyll. I vore dage er det nærmest en dukkehusrestaurant med tilhørsforhold til Raadvad Kro. Julehjerterne hang stadig i vinduerne, og et meget optimistisk skilt fortæller, at de åbner igen 6. januar. Den må de så længere ud i skoven med. 

Af tidligere erfaring med besøg i Klampenborg er der ikke ret meget spiseligt i nærheden af Bellevue Teatret, så vi havde købt en sandwich på hovedbanen og hjemmebragt varm cacao. Under nogle store egetræer fandt vi en bænk med udsigt til Bellevue strand og Østersøen. Bagefter gik vi selvfølgelig ned til stranden, og meget mærkeligt var der sat en slags snehegn op i forskudte baner på stranden. Første bane havde fanget en masse blade, og ellers kan jeg ikke rigtig regne meningen ud. Var det på grund af sandflugt eller hvad?

Badeomklædningen lå smukt i hvide bygninger, og ishuset "Hansen og Jacobsen" var selvfølgelig lukket. 

Over Strandvejen igen, og lidt efter gik vi igennem den røde port med dronning Margrethe 2.'s monogram.
Dyrehaven stammer fra Christian 5.'s tid, hvor han i 1670 oprettede en dyrehave til den ret voldsomme parforcejagt, der krævede masser af skov, veje og hjortevildt. Sammen med Gribskov og Store Dyrehave er Jægersborg Dyrehave udpeget som Unescos verdensarvsområde på grund af det historiske jagtlandskab. Så er det jo en pudsighed, tangerende til det tåbelige, at man har flyttede Jagt - og Skovbrugsmuseet, der netop lå lige ved dette verdenarvsområde til Jylland. I udflytningens hellige navn.

Da jeg i sin tid gik på Skovskolen i Nødebo, havde vi skovfoged Løv som lærer i jagt og vildtpleje. Han var netop skovfoged i Dyrehaven og hans vigtigste opgave var at holde bestanden af hjortevildt nede, så de ikke overgræssede arealerne. Jeg har aldrig selv været den store jæger, og jeg bryder mig bestemt ikke om at slå mine medskabninger ihjel, hvis de er større end fluer. Jeg sad til eksamen i jagt og vildtpleje og havde trukket spørgsmålet om jagt på sommerbukke. Det er egentlig godt gjort, for når bukken har gjort sit hårde arbejde med at parre alle hunnerne, så må man godt skyde bukkene om sommeren. Jeg beskrev malende, hvordan jægeren skulle snige sig ind på byttet, og da jeg faktisk ikke vidste ret meget om det, kom der mange unødvendige detaljer med, så censor afbrød: "Ja Greiner, skyd nu den buk, så vi kan få vores kaffepause". Så trykkede jeg på aftrækkeren og fik vistnok mg.

Vi var nået ind på Dyrehavsbakken, og skilte proklamerede, at de åbner 26. marts. Optimistisk? Ja måske, men man kan da håbe. Dyrehavsbakken siges at være verdens ældste forlystelses park med over 400 år på bagen. Park og park er måske så meget sagt, men det hele startede med den uskyldige jomfru Kirsten Piil i 1583. Hun var faret vild i den mørke skov, og pludselig fandt hun en kilde, der viste den vildfarne jomfru ud af skoven. Det er sjældent, at en kilde ligefrem kan vise vej, men sådan er historien. Det viste sig hurtig, at kilden havde helbredende kraft, så folk valfartede til omkring Sct Hans aften. De skulle så passe på, at de ikke faldt over bunker af krykker og stokke, som de helbredte kildegæster havde efterladt igennem årene.

Nu er der ryddet op, og kilden er der stadigvæk, dog kunne vi ikke se så meget som en dråbe vand. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og så kom gøglerne i kildetiden med små telte og skure og i vore dage med alverdens forlystelser. 

Det så dog meget øde ud denne sidste fredag i februar. Der var På forlystlserne var der sat presenninger og plader op over det meste, og der var kun enkelte mennesker. Cirkus Revyens store telt stod majestætisk, og sæson 2021 bliver vist Ulf Pilgårds sidste. 

En stor attraktion er Korsbæk fra serien Matador, der er bygget op med både Postgården, Jernbanecafeen, Skjerns Magasin m.m. Det er et meget populært sted at spise og få rundvisninger. På en plade stod der Korsbæk på Bakken 2. dec. 2014 og underskrevet af Lise Nørgaard: Det er 40 år siden, jeg fik en tanke. Og tænk engang, hvad den har ført med sig".

Bakken har jeg besøgt mange gange som "en flink dreng", og vi skulle altid se professors Tribinis nye show med bl.a. dødsstrålerne fra Utterslev Mose, og en enkel gang så jeg miss Florens dansenummer. Alt det gøgl er desværre væk, men Bakkens Hvile eksisterer stadig. Jeg husker, da Åse ville stå på hænder for en daler. Hun var en stor kraftig dame, og nyankomne karle smed gavmildt dalerne op på scenen for at se det fænomen. Så lettede Åse fodballerne og førte hænderne ind under foden, og så stod hun på hænder. 
Hurlumhej ligger der også stadig med en forhindringsbane, som gæsterne skal igennem. Når pigerne kom ud i lette sommerkjoler og gik over en rist, blev der trykket på en knap med trykluft, så skørterne fløj op til glæde for husarerne.

Minderne rumsterede om hvert hjørne, men vi gik videre til Ulvedalene, hvor der også står et tudsegammelt egetræ kaldet "Ulvedalsegen". Bagved stod et kæmpe siddepladsarrangement til forestillingen til sommer. Der skal spilles "Hobitten", som blev aflyst i forrige sommer på grund af corona.

På en skovsti mødte vi et par unge piger af anden etnisk oprindelse. De gik med to papkrus og balancerede med en hvid kageæske. Det så godt ud, og det var jo ved at være kaffetid, og jeg spurgte, om det var købt i nærheden. På pæredansk sagde de: "Nej, det er købt hos Lagkagehuset i Lyngby". 

Lyngby ligger ikke i umiddelbar i nærheden, så vi gik ned mod Peter Lieps hus, der selvølgelig også var lukket. Der var dog stillet en bod op, og vi fik en crossant og et krus chokolade. Kioskmanden sagde: "Når det nu er fredag, må vi jo godt skeje lidt ud. Så skal der flødeskum på?" Ja tak. Vi var ude på de vilde vover, så det blev med flødeskum. 

Borde og bænke var pakket væk, så vi fandt en træstub til kombineret bord og bænk.
Så begyndte tiden at løbe fra os, for vi havde bestilt et tog på Hovedganegården til kl. 14.43, og det var indenfor spærretiden for vores "mimrekort". Vi hastede mod Klampenborg Station, og der holdt et S-tog lige parat. Det kørte dog først om 10 minutter og ville ankomme til hovedbanen kl. 14.50. Lige et par minutter for sent, men så blev vi kreative. Gitte fik booket et tog til Odense kl. 14.59 og det var lige 1 minut før spærretiden. Ulempen var, at det ikke stoppede i Borup. Så vi stod af i Roskilde, og lidt efter kom toget til Ringsted, der stopper i Borup. Så måtte vi dog bruge rejsekortet det sidste stykke, og turen kostede 16 kr og 13 øre fra Roskilde til Borup. Så havde vi næsten tjent til crossanterne og cacao hos Peter Lieps. Og hvad der er sparet er tjent.







9. En november aften på Nimb.

Af Kim Greiner, Borup. 

Det er ikke sjovt for nogen med al den corona, hverken for regeringen, rejsebureauerne, spillestederne, restauranterne, landmændene, minkene m.m. Som gammel eventyrer og globetrotter er det også noget af en hemsko for mine normale livsudfoldelser. Lidt kan jeg da opleve som da min kone Birgitte og jeg drog til Staden for at overvære en lille sangkoncert på Nimb i København.

Det var min gamle veninde Mette Lethan der havde inviteret til hendes optræden i baren på Nimb. Det ville koste 195 kr. incl. et glas champagne at deltage. På grund af coronaen var der kun plads til 30 gæster i det ret store barlokale. Det lykkedes med besvær at få et par billetter så vi glædede os.

Mette kendte jeg fra min tid som freelance journalist, dengang jeg arbejdede som seniorgartner på Landbohøjskolen. Jeg var gået ind på Hotel Plaxa i Biblioteksbaren og der stod hun og sang. Jeg skulle nå toget hjem til Borup, men jeg fik da lige fat i hendes mailadresse og vi aftalte et interwiw et par dage efter. Det var endda med frokost og Plaza Hotel var den glade giver. Jeg fik skrevet en artikel om sangfuglen til et københavnerblad og siden har vi mødtes en del gange. En overgang optrådte vi endda sammen, hvor jeg holdt billedforedrag om USA og Mette sang amerikanske sange. Jeg kendte derfor Mette ganske godt, selvom det måske var et par år siden vi havde set hinanden sidst. 

Min kone Gitte og jeg tager nok en tur til København næsten hver uge, bare for at daske rundt og finde et hyggeligt sted at spise. Vi kan sagtens finde på at spise hos Burger King, hvor man kan få to menuer for 89 kr. Denne gang skulle der større boller på suppen og jeg havde bestilt bord på Nimbs Brassie, for nu ville vi igen støtte restaurtionsbrancen. 

Nimb var bange for at vi ville glemme vores betillingen, så vi fik nok 3-4 sms, at de glædede sig til at se os, både i brasseriet og senere i baren. Det gjorde vi også og vi iførte os vores bedste tøj fra Røde Korsbutikken i Borup samt mundbind og så steg vi på toget mod København. 

Inde på de bonede gulve i Nimberiet var der foreløbig tomt inde i Brassiet, så vi satte os i et forlokale, hvor der også var en bar og ventede til kl. blev 17.30. Bartenderen spurgte om vi ønskede noget, men nej tak, for vi skulle ind og spise om kun 10 minutter. Han synes dog vi så lidt tørstige ud og kom med 2 glas vand.
Præcis kl. 17.30 kom en ung tjener til pulten og inden jeg fik sagt en lyd, spurgte hun om jeg var Kim. Godt regnet ud, men vi var også de eneste der havde den tidlige tid. Vi blev bedt om at gå med og fik et bord dybt inde i de fine lokaler og med en fin udsigt til lysene i Tivoli. Ak ja Tivoli. Vi har Tivolikort, men her i coronatiden skal man bestille tid på en dims der ligger oppe i "skyen", så det finder jeg nok aldrig ud af.
Vi fik udleveret et engangs menukort og vi sprang forretten over, selvom det da var fristende med 15 gram Baerii kaviar med blinis, cremefraice og purløg til kun 325 kr. Da jeg ikke vidste hvad Baerii og blinis er for noget, skulle jeg ikke nyde noget. Der var dog også forretter til 125 kr., men vi koncentrerede os om hovedretterne. Gitte valgte stegte kalvebrisler med selleripuré, syltede løgskaller, morkelsauce og kartoffelmos til 285 kr og til dessert Ris a la mande til 110 kr. Jeg selv valgte dagens fisk (torsk) á la Basquaise med hvide bønner og hummersauce til 285 kr. plus en gang fritter til 45 kr. som tilbehør. Til dessert 3 franske oste med behørig garniture og knækbrød til 160 kr. 

Dertil et glas Laforet blanc. Joseph Drouhin 2018. Den unge smukke kvindelige tjener Maria (øjnene var ihvertfald smukke for mundbindet dækkede resten) skænked en sjat op, og jeg viste mit kendskab til vin ved at udbryde: "Jamen den smager jo ligefrem godt". Et glas kostede 95 kr. og en hel karaffel postevand sikkert oppumpet på Midtsjælland var gratis. To Nimb Café Latte til kun 100 kr. i alt, var jo ligefrem billigt. 
Jeg kunne jo godt regne ud at det hele ville løbe op i en pæn sum, men vi skal jo også tænke på at restauranterne skal have penge i kassen ellers fyrer de personale og lukker.

Et vamt kuvertbrød med friskt smør startede måltidet og lidt efter kom retterne. En tommelfingerregel er jo, at jo finere stedet er, jo mindre er portionerne. Min torsk lå i fordybningen i midten af tallernenen, men hvor smagte den godt. Pom fritterne var himmelske sprøde og her kunne Burger King godt lære noget. Til Gittes kalvebrisler, som hun på det tidspunkt ikke anede hvad var, var der også en himmelsk sovs. eller hedder det suoce sådan et fint sted. Så kom desserten og Gittes ris a la mande var en kæmportion med hakkede mandler og kirsebærsovs, medens jeg lidt misundelig sad og fedtede med mine 3 små stehapser. Regningen lød på 1.265 kr. og jeg skal nok lade være med at skrive at jeg gav rigeligt med drikkepenge, for når man gør det, er man en blærerøv.

Vi gik op ad trappen til baren hvor der som overalt på hotellet er store flotte blomsterdekorationer. En ny tjenerinde førte os til vores bord der var lige hvor de optrædense skulle stå og synge og spille. Der var gatis vand på bordet foruden chips, pienuts og håndsprit. Lidt efter kom vores to glas champagne og så kom de optrædende ind. To gitarister og Mette. Der var dog et eller andet galt, for godt nok var der det lange lyse hår, men Mette var yngre og slankere end jeg kendte hende. Hvis hun havde taget nogle foryngelsepiller ville jeg også have sådan nogle. Vi har i forvejen ladet os lokke til at købe nogen af de her Vitapro piller, hvor gamle mennesker som os kan hoppe, springe og nærmest løbe maraton, forude at de også kan synge. Foreløbig er der dog ikke nogen virkning, men hvis nogen pludselig ser os løbe rundt om Kimmerslev Sø, så er virkningen indtruffet.

Jeg gjorde op med mig selv at det ikke var Mette, men en der hed Frederikke der sang. Mette var blevet syg og et nyt band var troppet op så de ikke behøvede at aflyse. Frederikke sang da ganske nydeligt, men jeg havde da håbet på at hilse på Mette.

Inden pausen havde vi drukket vores champagne, så vi bestilte et par drinks til 2. afdeling. Nimb drinks var eventyrsdrinks som jeg ikke kendte. Jeg tog en "The nightingale" der bestod af Jinzu-gin, viollikør, hindbæreddike m.m. og den blev serveret i et glas der var udformet som en fugl og med en juleklokke om halsen. Gitte fik en "Little match girl" der blev serveret varm. Tjeneren oplyste inden at coktailen blev serveret varm. OK selvfølgelig skal "Den lille pige med svovlstikkerne" have noget varmt.

Forresten så sagde tjeneren De til os. Tænk engang, at vi nu er blevet så gamle, at et ungt menneske siger De. Jeg har ikke sagt De til nogen siden til baronessen og til den gamle baron på Svenstrup Jens baron Wedell Neergaard. Jeg kunne godt lide ham og de hundredvis af gange hvor jeg sad ved mit skrivebord på Godskontoret og baronen kom, så rejste jeg mig ærbødigt og baronen gik hen til mig og stak næven frem: "Goddag hr. Greiner" og jeg svarede: Goddag hr. baron". Det kan der læses mere om i den der bog om "Den flinke dreng, men..." 

Aftenen var ved at være slut. Som det er i disse coronatider blev der pakket sammen kl. 22. Vi betalte barregningen på ialt 675 kr for underholdning, champagne og de to specielle drinks. Så alt i alt omkring 2.000 kr. for en glad aften i København, men vi mangler ikke noget og vi kan ikke komme ud og rejse.
Tivoli var lukket da vi kom ud. Hovedbanegården var nærmest mennesketom da vi gik rundt og ventede på vores tog til Borup. Heldigvis kunne vi bruge vores "mimrekort" så togbilletten ikke belastede aftenens budget. 

10. Pladsbillet i coronaens tid.

Af Kim Greiner.

Jeg må hellere indrømme det. Jeg har kørt i tog i coronatiden. 

Problemet med togene har dog været, at der kræves pladsbillet på regionaltogene. Det er så ikke lige noget man bare gør. Det kræver øvelse og held og teknisk snilde før det lykkes. 

Min kone Gitte har fundet ud af, at man kan hente en pladsbillet oppe fra "skyen" hvor DSB har lagt en "app" op. Mange gange har Gtte bøvlet med at hente pladsbilletten, men efterhånden har hun lært teknikken. 
Desværre er mit eget liv for kort til at bøvle med genstridige hjemmesider, så da jeg skulle til Valby spurgte jeg pænt om hun fra "skyen" kunne hente nogle pladsbilletter til mig. Man kan også printe pladsbilletter på stationerne og det kan lykkes, hvis man er heldig. 

Jeg havde en tur til Valby og så skulle jeg hjem igen. Jeg havde pladsbillet til kl. 16.15, men ankom allerede til Valby Station kl. 15.30. Ærgerligt at tilbringe tre kvarter på Valby Station til ingen verden nytte, så jeg gik til billetautomaten. Mellem forskellige muligheder står der pladsbillet og de er gatis i disse tider. Jeg havde i forvejen rejsekort, så jeg skulle bare have en pladsbillet. Jeg prøvede uden at det lykkes. Maskinen insisterede på også at sælge mig en togbillet der er en del dyrere end det koster på rejsekortet. Efter en 4 - 5 forsøg opgav jeg og løb ned til toget vel vidende, at jeg ikke havde pladsbillet. 

Toget dampede ud af Valby Station da det slog ned i mig. Jeg havde glemt at stemple rejsekortet ind og så vanker der nemt en bøde på 750 kr. Jeg rystede i bukserne og på Høje Tåstrup for jeg ud og heldigvis var der næsten ingen mennesker på perronen, så jeg fandt en stander og fik stemplet mig ind. Jeg havde stadig først pladsbillet til det næste tog, så jeg sad stadigvæk uroligt på mit sæde.

Togføreren proklamerede: "Jeg kommer nu igennem toget og ser på billetter eller kort og på pladsbillet". Åh nej var det en af de togførere der gik op i pladsbilletter og måske ville hammeren nu falde. Jeg holdt øje med hende og når hun gik frem i toget gik jeg ind i den næste kupe der var næsten tom. Endelig nåede vi Roskilde og inden hun nåede mig sprang jeg ud på perronen. Jeg havd klaret den og til det næste tog havde jeg jo pladsbillet og alt ville være i den skønneste orden. Så skulle jeg bare have en halv time til at gå på en forblæst bænk udenfor Roskilde Station. Alt var nu i skønneste orden. Jeg var stemplet ind. Jeg havde pladsbillet og ventede roligt på togføreren. Typisk så kom der ikke nogen kontrol.

Togene må igen godt køre med fuldt passagertal fortalte en anden togføre mig. Alligevel er togene halvtomme. Jeg ved at ældre mennesker ikke tager toget. Ikke kun på grund af coronaen, men fordi det er hamrende besværligt og bøvlet med de pladsbilletterne.

Så DSB, hvis I gerne vil have passagerene tilbage i togene så drop den pladsbilletregel? Og i mellemtiden tager jeg bilen. 

11. Togpassager i coronaens tid.

En historie af Kim Greiner, Borup.

Jeg må hellere indrømme det. Jeg har kørt i tog i coronatiden. Folk synes jeg har og er letsindig. Et tog er et af de værste steder at opholde sig og det er nærmest selvmord synes nogen. Jeg har svært ved at se det, idet togene indtil for nylig næsten var tomme. 

Hvorfot er det farligere at køre i tog end at gå i supermarkedet hvor der ofte er 10 gange så mange mennesker ? Så jeg indrømmer. Jeg har syndet. Vi har op til flere gange taget toget til København og gået en tur i de tomme gader. Selvfølgelig har vi taget de forholdsregler der er opstillet. Holdt afstand og sprittet hænder af hele tiden. Ikke givet hånd til nogen. Ikke givet knus til nogen. Folk går af sig selv i store buer udenom hinanden på gaden. Faktisk har det været som "Palle alene i verden". Undtagen i supermarkederne hvor folk jo skal købe mad og så må man jo gerne.

Problemet med togene har dog været, at der på regionaltogene skal købes pladsbillet. Det er så ikke lige noget man bare gør. Det kræver øvelse og held og teknisk snilde før det lykkes. I de første par måneder efter nedlukningen blev der ikke tjekket hverken billetter eller pladsbiletter. Togpersonalet holdt sig væk fra de få passagerer der var i togene. Nu har de dog vovet sig ud af deres aflukke og uden pladsbillet bliver der truet med en afgift på størrelse med ikke at have billet. Forleden foregik min togrejse som følgende:

Min kone Gitte der er klogere end mig, har fundet ud af at man kan hente en pladsbillet oppe fra "skyen" hvor DSB har lagt en "app" op. Hvad en "app" egentlig er, aner jeg ikke, men jeg er også fra dengang hvor vi stadig brugte kugleramme i skolen og skrev med pen og blæk. Mange gange har Gtte bøvlet med at hente pladsbilletten, men efterhånden har hun lært teknikken. 

Desværre er mit eget liv for kort til at bøvle med genstridige hjemmesider, så da jeg skulle til Valby spurgte jeg pænt om hun fra "skyen" kunne hente nogle pladsbilletter til mig. Man kan også printe pladsbilletter på stationerne og det kan lykkes, hvis man er heldig. 

Jeg havde en tur til Valby hvor jeg er ved at lave resuce til en rundtur i Søndermarken og så skulle jeg hjem igen. Jeg havde pladsbillet til kl. 16.15, men ankom allerede til Valby Station kl. 15.30. Ærgerligt at tilbringe tre kvarter på Valby Station til ingen verden nytte, så jeg gik til billetautomaten. Mellem forskellige muligheder står der pladsbillet og de er gatis i disse tider. Jeg havde i forvejen rejsekort, så jeg skulle bare have en pladsbillet. Jeg prøvede uden at det lykkes. Maskinen insisterede på også at sælge mig en togbillet der er en del dyrere end det koster på rejsekortet. Efter en 4 - 5 forsøg opgav jeg og løb ned til toget vel vidende, at jeg ikke havde pladsbillet. 

Toget dampede ud af Valby Station da det slog ned i mig. Jeg havde glemt at stemple rejsekortet ind og så vanker der nemt en bøde på 750 kr. Jeg rystede i bukserne og holdt skarpt øje med togføreren og var parat til at gå frem i toget hvis hun nærmede sig.

I Høje Tåstrup for jeg ud og heldigvis var der næsten ingen mennesker på perronen, så jeg fandt en stander og fik stemplet mig ind. Jeg havde stadig først pladsbillet til det næste tog, så jeg sad stadigvæk uroligt på mit sæde.

Togføreren proklamerede: "Jeg kommer nu igennem toget og ser på billetter eller kort og på pladsbillet". Åh nej var det en af de togførere der gik op i pladsbilletter og måske ville hammeren nu falde. Jeg holdt øje med hende og når hun gik frem i toget gik jeg ind i den næste kupe der var næsten tom. Endelig nåede vi Roskilde og jeg stod parat ved døren til at springe ud. Inden hun nåede mig holdt toget og jeg forsvandt. Jeg havd klaret den og til det næste tog havde jeg jo pladsbillet og alt ville være i den skønneste orden. Så skulle jeg bare have en halv time til at gå på en forblæst bænk udenfor Roskilde Station. Alt var nu i skønneste orden. Jeg var stemplet ind. Jeg havde pladsbillet og ventede roligt på togføreren. Der kom dog ikke nogen kontrol. Det sker faktisk ret ofte. Vi kæmper med den pladsbillet, men der komme ikke nogen. Forår i coronaens tid.

12. Gedser og Sydstenen.

Af Kim Greiner, Borup.

Min kone Gitte havde set noget i TV om Gedser og Danmarks sydligste sten, så vi besluttede at drage sydpå og udforske området nærmere. Jeg bestilte en overnatning i Gedser på "Købmandsgårdens B&B", men hvordan skulle vi komme derned? Vi elsker at køre med tog, men der var problemer, for toget kørte kun til Ringsted. Derefter var der togbus til Nykøbing F og så almindelig bus resten af vejen. 2½ time med mundbind lød ikke særlig tillokkende. Vi havde faktisk købt og betalt billetterne, men så var der problemer med pladsbilletterne på hjemturen. De var udsolgt. Vi besluttede at skænke DSB de 160 kr., som billetterne kostede, og tog bilen i stedet for. 

Der er 118 km fra Borup til Gedser og første stop var ved Farøbroen. Informationscenteret, der plejer at have noget spiseligt, havde corona lukket. Der kom en elbil, der begyndte at tanke strøm. De havde lejet bilen for 1.000 kr. for hele påsken. De kom fra København og skulle til Marielyst, men var nødt til at tanke strøm på halvvejen. Vi spurgte, hvor længe sådan en optankning ville tage, og de mente 1½ time, men de ville gå hen og drikke kaffe i centeret imens. Der var lukket, måtte vi bedrøve dem med. Vores lille Toyota Yaris kan køre 700 km på en tankfuld, så det er bestemt ikke lige før, vi skal have en elbil.

Det var ved at være frokosttid, så vi holdt ind ved Mc Donald i Nykøbing Falster, men først gik vi en tur i byen. Det var påskelørdag, og vi nåede hovedgaden, der er gågade. Det myldrede med mennesker, og det ville være umuligt at holde 2 meters afstand til noget som helst. Vi tog vores mundbind på, og snoede os udenom folk, der stod i kø udenfor mange af butikkerne. Det var første gang, vi havde set så mange mennesker i coronatiden. Vi kom forbi en række stenansigter ad en smøge, der førte ned til Nykøbing F revyen, og der var fliser i fortovet med navne på de kendte revy skuespillere. Nede ved Mc Donald fik vi købt et par Chicken Salsa, men selvfølgelig måtte man ikke sidde indenfor og spise. Alle borde og bænke udenfor var også spærret af. Lidt derfra var en trappe op til en kiropraktor, og der sad vi og spiste. Heldigvis dejlig sol, men hvor jeg glæder mig til restriktionerne begynder at lette. 

Egentlig havde vi sat destinationen på vores GPS til Marielyst, men den synes hellere vi skulle køre til Gedser først, for pludselig var vi i Gedser. Så må vi tage Marielyst i morgen, men det er dog utroligt, hvad den GPS skal bestemme.

Vi kunne først komme ind på vores B&B kl. 15, så vi kørte ud til Gedser Odde, som jo også var hovedformålet med turen. Godt at vi havde bilen med, for der er da nogle kilometer fra Gedser by til Gedser Odde. Der var en parkeringsplads med mindst 20 biler, så det var et populært sted. Man kan jo heller ikke lave så meget andet i disse tider. Fra P pladsen går der en sti langs vandet, og den ender i et oplevelsescenter, der selvfølgelig var lukket, men der var masser af plancher på væggene. Midt i gården ligger Sydstenen, der egentlig kommer fra Sverige, men blev ført hertil under istiden. Jeg ville nok have sat den ude foran på græsset tættere på Odden, for vi gik forbi den uden at ænse den, og måtte spørge nogen, hvor den var.

Selve Odden er omgivet af 7-8 meter stejle lerskrænter, men trappen ned til stranden var blevet skæv og var afspærret. Før i tiden lå Gedser Marinestation på Odden, så farvandet kunne overvåges og bestryges med kanoner, hvis det var nødvendigt. Nu er fundamenterne til kanonerne styrtet i havet og ligger 30-40 meter ude i vandet. En af cementblokkene var blevet tørreplads for et par skarver og nogle edderfugle. Så gjorde klodserne da nytte. Gedser fyr ligger et godt stykke inde i landet, og det er Danmarks ældste fyrtårn opført i 1802. Fyrtårnet anvendes stadig, men med en moderne lyskilde.

Vi gik et stykke ned langs klinten og et sted med læ fra en lille skråning og nogle rynkede roser, lagde vi os så lange vi var og nød livet med sol og bølgeskvulp.

Vi fandt vores overnatningssted i den gamle købmandsgård, der for nylig er omdannet til LF B&B. L står for Lea og F for Flemming. Flinke folk begge to, og de er stadig i gang med at omdanne stedet til 4 værelser og et fællesrum til udlejning. Der er også en butik/cafe, og de har også deres eget ølbryggeri og er vinbønder. Vi fik et nydeligt værelse på 1. salen, hvor der også boede et andet par. Der var en stor fælles opholdsstue med køkken og TV. En overnatning i dobbeltværelse kostede 750 kr incl. morgenmad. Vi havde også bestilt aftensmad, men der var rigelig tid til at bese Gedser by, der har 800 indbyggere.

Byen er opstået i forbindelse med færgefarten til Tyskland, så selve byen er ung, og kirken er fra 1915. Den eneste dagligvarebutik i byen var Brugsen, og ellers var der en butik for kravlenisser og et par andre småbutikker, foruden biografen, der havde fungeret fra 1924 til 1969.

Jernbanedriften, der startede i 1903, endte i 1993, og endestationen er nu "Gedser Remise", der er museum for veterantog. Dog selvfølgelig coronalukket. Vi kikkede ind igennem hegnet, og der står den legendariske gule kommandobygning, der før stod på godsbaneterrænet i København, og som var med i en Olsenbande film. Bygningen stod til nedrivning, indtil museet her sagde ja tak.

I en lille park i nærheden stod et kunstværk med de manende ord "Venskaber mellem mennesker, byer og lande skaber håb". Der er ret meget asfalt i Gedser havn med parkering for personale og opmarchsarealer. Dog næsten ingen biler, og vi vidste faktisk ikke, om der stadig sejlede færger. 

På den anden side af jernbaneskinnerne og opkørslen til færgen ligger et stor marina med plads til hundredvis af lystbåde. Der var kun et eneste skib ellers gabende tomt. Det var så sandelig udenfor sæsonen. Jeg havde faktisk tænkt mig, at vi skulle sidde i lystbådehavnen og se på alle sejlerne og finde en bænk og få en is inden aftensmaden.

I Gedser findes dog også "Det Sorte Geologmuseum" og Gedser Vandtårn, der fungerer som udsigtstårn. Nå lukket. Vi var forud for vores tid, men kunne godt regne ud, at Gedser ville tage sig bedre ud en sommerdag med coronaen manet i jorden.

Det var tid til fiskeanretningen på vores B&B. Der var smukt rettet an i opholdsstuen med levende lys og en flaske rosevin. Anretningen bestod af laks, rejer, stegt fisk, fiskefrikadeller, tun sallat remoulade, ost og vindruer m.m. og alt var ovenud velsmagende. Bagefter gik vi ind på værelset og læste, og så kom jeg i tanke om, at det jo ikke var et hotel, vi boede på med tjenere. Vi er ikke rigtig vant til B&B, men da vores brugte bestik stadig stod på bordet ved 21 tiden, var det nok meningen, at man selv skulle rydde op. Gitte tog opvasken, og jeg fandt på et eller andet meget nyttigt at lave imens. Jeg kan ikke huske hvad.

Tilpas blød seng og gode dyner, men alligevel vågnede vi mange gange i løbet af natten. Klokken 8 var der morgenmad, og den imponerede med røræg og bacon, rundstykker, flere slags ost, skinke, nutella, men forresten så manglede der marmelade. Vi fik afregnet for fiskeanretningen og en flaske vin, og det blev 468 kr. Og nu havde vi regnet ud, at vi skulle vaske op efter morgenmaden.

Så gik det nordpå igen, og der er stor forskel på Marienlyst og Marielyst. Marienlyst er et stort flot hotel i nærheden af Helsingør, og Marielyst er et stort ferieparadis med en stor dejlig strand. Vi havde aldrig været der før og blev faktisk overrasket. Hele centrum er belagt med træplanker, så man ikke får sand imellem tæerne, og så er der ellers minigolf, cafeer, sportsforretninger og alt til faget henhørende i et feriedaradis. Der lå også et sted, der hed "Haveje", hvor slagtilbuddet var køb en is med 3 kugler og få en gratis is til børnene med 1 kugle. Mange børn ville sikkert lave lidt larm og få byttet. I centrum var der faktisk også et stort pænt hotel, der hed Marielyst, men da alt andet udover toilettet var lukket, så var hotellet nok også lukket.

Så gik turen tilbage til fortiden, hvor jeg var skovfogedelev på Corselitze Skovdistrikt. Navnet Corselitze nævnes første gang i kong Valdemars Jordebog som en kongsgaard. Corselitse var i kronens besiddelse, indtil det blev solgt til generalmajor J.F. Classen, der i 1775 ombyggede hovedbygningen til "et Falstersk Bernstoff Slot" i neoklassisk stil. Classen, der var blevet rig på krudtværk og kanonstøbning ved Frederiksværk, døde i 1792. I følge hans testamente skulle hans ejendomme gå til "Det Classenske Fideicommis", hvor et betydeligt overskud går til almennyttige formål. Vi fandt den smukke hovedbygning, der er omgivet af en offentlig tilgængelig park. Hvert et træ og busk har navneskilt på latin og dansk, og de snoede stier førte rundt i parken, hvor påskeliljerne blomstrede, så det var en fryd. Vi kunne endda komme indenfor. Nå OK det var kun på et toilet i en sidebygning. Vi kunne ikke komme helt hen for at klappe hovedbygningen, hvor skovrider og godsforvalter Poul Schreiner Hansen har sin gang. Da park og bygninger fremstod velpasset, undte vi ham da også en fredelig påskeferie.

I nærheden ligger Hesnæs fiskerleje, der faktisk også er en del af Corselitze Gods. Her findes en del gamle hyggelige stråtækte huse, og ikke nok på taget, men også på ydervæggene. Det er det eneste sted i hele Danmark, at sådanne huse findes. Og hvorfor? Joh det luner altsammen, og så er man da også fri for at kalke.
Selvom den var kort, så havde vi nu været på påskeferie og kørte tilbage til lille Borup, der jo faktisk er 7-8 gange større end Gedser. Så bliver der nok ikke flere coronahistorier foreløbig for rundturssæsonen står for døren, og hvor og hvornår kan der læses mere om på min hjemmeside www.rejsefortaelling.dk

Togene må igen godt køre med fuldt passagertal fortalte en anden togføre mig. Alligevel er togene halvtomme. Det kunne jo være noget af grunden er bøvlet med pladsbilletterne. Så kan vi ikke snart få fjernet den pladsbilletregel? Og i mellemtiden tager jeg bilen. 

13.  Bumletog fra Borup til Rødvig.

Af Kim Greiner, Borup.

Selvom min kone Gitte og jeg holder meget af at køre med bumletog rundt i hele verden, så sætter coronaens hærgen visse begrænsninger. Det gode ved det er, at ukendte afkroge kan udforskes, som da vi med 4 forskellige tog kørte fra Borup til Rødvig.

Allerede her vil jeg anbefale, at de, der ikke kan lide min skrivestil, stopper læsningen omgående og tager højre hånds tommel og og pegefinger og bladrer videre. Der er nemlig ikke læsetvang i dette land. Så Niels stop nu, og så kan du også som "Borups moralens vogter" og ønsket om at udøve censur i Midtsjællands Avis, slippe for at bruge tid på at sende hadefulde og hånende personlige email til mig om min moral og skrivestil m.m. 

Nå, men til jer læsere, der er tilbage, kan vi jo fortsætte:

Det var lørdag og overskyet, og temperaturen var næsten nede på frysepunktet, da vi stod på toget i Borup. Vi kunne dog ikke komme ind i kupeen, da en bred herre stod i døren og kikkede på sin mobiltelefon. Der blev en lille kø, og da han ikke reagerede på tale, masede jeg mig lidt fem og gav han et prik på skulderen.

Der var god plads i kupeen, og togdamen kom og tjekkede billetter. Vi har "mimrekort", der før var forsynet med store tydelige gyldige datoer, men i disse coronatider er datoerne forminsket til så små bitte tal, at togpersonalet skal stikke hovedet helt hen for at se, hvad der står.

Hos "Anne på Sporet" havde jeg dagen før købt to af hendes lækre "brødstænger", og dem ville vi nyde senere på togrejsen.

Om lørdagen er der kun 1 stop i timen til og fra Borup, så der var ventetid i Roskilde mod Køge. Nærmest 45 min, så måske skulle vi have taget en overnatning. For at kunne gå indendørs på den kolde station, gik vi ind hos "Lime" og fik en lille latte og en bolle med ost - til deling. Selvom det var lidt varmere i cafeen end i ventesalen, var der hundekoldt med døren pivåben. Vi fortrak ret hurtigt, og heldigvis så var toget til Køge ankommet og stod og ventede, og der var dejligt varmt indenfor. 

For første gang i mit liv skulle jeg med toget fra Roskilde til Køge. Nydeligt rent tog, og vi stoppede ved alle de små stationer, og jeg opdagede, at der så sandelig findes masser af jernbaneoverskæringer på Sjælland. Kun 1½ time efter, at vi var startet fra Borup, var vi "allerede" i Køge og steg på toget 11.08 mod Faxe Ladeplads. Jeg indrømmer det gerne, for selvom Køge er vores hovedstad, kommer vi der sjældent, og ikke engang i bil, med de ufikse parkeringsregler.

I toget var det nu tid til "Anne på Sporet's" brødstiks. Jeg bruger ansigtsskærm i offentlig trafik, og den er så god, at jeg ofte glemmer den. Brødstikken landede på skærmen med et brag, medens min mund inde bag skærmen gabte. Ingen skade. Mere besværligt var det, da jeg for et par dage siden prøvede at bruge læbepomaden uden på skærmen. 

Vi kom forbi Køges hyggelige havn og fortsatte mod Hårlev, hvor det skulle skiftes. Vi havde ingen kontakt til de få indfødte, hvilket også er svært bag mundbind og mobilen tændt. Toget stoppede kun ved stationerne, hvis der blev trykket på stopknappen, ligesom i busserne. Helt ukendte stationer dukkede op som Grubberholm og Himlingøje, og vi nåede Hårlev, hvor togene venter på hinanden, og inden vi så os om, var vi i gang med sidste togstrækning mod Rødvig. Nu var der stationer med en vis genklang som Varpelev, dog ikke Varpelev Huse som i Matador. Så kom vi til Klippinge, og minderne strømmede frem. Som dreng flyttede jeg med min familie fra Vanløse til Magleby, der ligger et par km fra Klippinge. Drengene i Magleby rendte efter mig og råbte "københavnersnude. Skrid hjem københavnersnude". En dag havde jeg en kammerat fra Vanløse på besøg, og han vendte sig resolut om og råbte: "Bonderøve", og så stoppede de. Det kan der læses mere om i min nye bog "En flink dreng, men". Mærkværdigvis senere, da min lillebror med familien flyttede til Roskilde, så blev der råbt bonderøv efter ham. Det viser at fremmede, selv indenfor nogle få kilometer, skal kanøfles.

Billedet er fra Magleby i vore dage. St. Heddinge er en købstad, men tænk engang, man skal trykke på knappen for at få toget til at stoppe.

Rødvig Station er helt enestående.

Endelig efter 2½ time rullede vi ind i Rødvig. Sporet ender kun 100 meter fra stranden og havnen. Der er dog kraftige planer om at nedlægge stationsbygningen og omlægge sporet og bygge en helt ny station et mere centralt sted i byen. Derved vil man kunne undgå to jernbaneoverskæringer, men hele affæren vil koste 22,3 millioner kr.

Rødvig station er ellers helt enestående, for den er bygget udelukkende af kridtblokke udskåret af den nærliggende klint. Hvis man skal til havnen eller besøge Rødvig Kro, har den gamle station en ideel beliggenhed. Men byens borgere, der er på 1810 sjæle, vil gerne have den flyttet, og kommunen har lyttet til dem.

Efter at have beundret stationsbygningen gik vi mod stranden, hvor der ligger et mærkværdigt bygningsværk, der faktisk er byens vartegn. Det er en gammel flinteovn fra 1870. Flint er blevet udvundet fra klinten tilbage i oldtiden til redskaber og siden til flintlåspistoler. En skipper opdagede i 1800 tallet, at der var penge i at brænde flint og sælge den til fabrikker, der lavede fajance. Siden 1910 blev flinten dog sejlet til København, hvor fajancefabrikken "Aluminia" havde fået deres egen flinteovn.

Vi fortsatte til havnen og kom først til alle lystbådene, der lå i alle størrelser. Jeg kommer i tanke om pigen, der havde slået op med kæresten, og hendes veninde spurgte hvorfor: "Jo for hans lystyacht var meget mindre, end han havde fortalt, og desuden skulle jeg ro hele tiden".

På havnen var der små bode som "Retro Galleri" og "Havneloppen", men de var dog lukket. Ved den ene stod, at de åbnede, som vinden blæste. Der var også auktionshal for fisk og også fiskerestauranter. Et af stederne var der da åbent, men ellers var der helt dødt på havnen. Også i den større havn med fiskekuttere var der ret øde. Et par enkelte fiskere stod og fik en øl, og ellers lå der fiskernet i dynger rundt omkring. Havnen var også bådeværft, og flere træskibe var trukket på land og ventede på en kærlig hånd.

Et sted under et halvtag var der bogbytteri med hundredvis af brugte bøger. Jeg fandt en bog om Dansk Vestindien. Jeg tog den med, selvom jeg ikke havde byttebøger med på togturen. Det har jo så forpligtet mig til at komme igen med en stabel bøger.

Vi søgte op ad skrænten og mødte en ældre dame på 83 år, der fejede sit fortov. Hun havde lært af sin mor, at man skulle feje foran sin egen dør først. Så sandt, så sandt. Hun havde en nydelig velpasset have, og jeg roste den, medens vi udvekslede betragtninger, og jeg skulle gætte, hvor gammel hun var.

Så kom vi forbi "Rødvig skibsmotormuseum". Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om der var åbent eller ej. Døren var åben, og der stod et flag udenfor, men på skiltet stod der, at der var lukket. Jeg gik alligevel indenfor, og der lød en alarm, og en mand kom frem. Faktisk kunne jeg stadig kke blive klog på, om de havde åbent eller ej, for han talte engelsk igennem et mundbind, og jeg forstod ikke et ord. Jeg havde dog samtidig bemærket, at Gittes interesse for gamle skibsmotorer var ret lille, så vi hastede videre til Rødvig Kro. Kroen stammer fra svenskekrigen i 1658-60 da 3 danske brødre flygtede fra Sverige sammen med fangevogterens datter. Datteren og en af fangerne nåede frem til Rødvig, og fra dem nedstammer kroslægten i Rødvig. Den nuværende kro stammer fra 1844, og ikke nok med at det er en kro, så er det også et badehotel.

Desværre havde vi glemt tandbørsten, så vi nøjedes med frokost i den hyggelige krostue med ild i pejsen. Jeg tog en spætte med rejer og Gitte en pariserbøf med det hele. Gitte bestilte også en "Øko Møn Saftevand", og jeg fik et glas hvidvin. Meget bemærkelsværdigt var glasset fyldt næsten helt op til randen og ikke sådan en sjat i bunden som på de fine restauranter. Krostuen var efterhånden næsten fyldt op med de tilladte 31 gæster, der blev betjent af krofatter og en kvindelig tjener.

Vi skulle have krobesøget tilpasset togafgangen kl. 15, så vi sluttede med en irskkaffe og en meget speciel gløgg der var lavet på æbler. Dejlig varm og vi roste tjeneren for dejlig mad og fin betjening. Regningen lød på totalt 562 kr. og den pris var vi da meget tilfredse med.

På vejen ud spurgte jeg receptionisten, hvorfor stationen skulle flyttes. Jo Banedanmark havde regnet ud, at det kostede 1 million kr. om året at vedligeholde de to overskæringer. Desuden var håndværkere trætte af at vente, når bommene var nede, og nogle af beboerne var trætte af togene igennem byen en gang i timen. Hold da op. I Borup er der tog hver 5. minut, og de stopper ikke engang. 

Toget holdt og ventede på os, og vi kørte tilbage igennem landskabet. I Køge var skiltningen til roskildetoget gemt væk, så det var op ad den ene trappe og ned ad den næste og op igen, inden vi fandt en oversigt der viste, at der var 45 minutter til næste tog til Roskilde. I Roskilde var der en halv times ventetid på toget til Slagelse, der stoppede i Borup. På trods af dagens næsten 3 timers ventetid på stationerne, havde vi haft en dejlig dag, og vi skal helt sikkert til Rødvig igen, men en sommerdag - jeg skylder dem jo også en bog. 

14. Rundtur i Kimmerslev Sogn.

Af Kim Greiner, Borup.

Med udgangs punkt fra Villa Inge skal vi en tur rundt i Kimmerslev Sogn, der har ikke mindre end 342 sjæle, hvoraf 267 endda er medlem af folkekirken. Nu har vi jo også Danmarks mest nysselige lille kirke, så det er jo ikke så mærkeligt.

Lidt hurtigere end forventet forlod jeg i sin tid Svenstrup Gods og havde fået stilling som havemester i Landbohøjskolens Have. Gode råd var dyre, for fra en tjenestebolig på Svenstrup, skulle vi nu ud på det fri marked og finde en bolig. På Kimmerslevvej lå et ældre bindingsværkshus med nogle væksthuse og endda flere tønder land. Huset var dog noget svajrygget og ville kræve en hel ny tagkonstruktion. En sådan opgave var vi ikke lige varme på, men tilfældigvis fik vi øje på en stor murermestervilla, der var til salg på den modsatte side af vejen. Vi fik fat i ejendomsmægleren og fik en nøgle og gik på inspektion i huset. To unge piger skulle på arbejde, da vi kom, men lod os bare gå indenfor. Jeg havde et fotografiapparat med og tog billeder af alle rum. Først da filmen blev fremkaldt, opdagede vi, at der i soveværelset stak et par store mandefødder ud under dynen. Vi faldt pladask for huset, selv med de ukendte mandefødder og har nu boet i huset i over 30 år. 
Her fra Villa Inge udgår vores verden. I forbindelse med omfartsvejen har Kimmerslevvej fået chikaner på vejen, så der er faktisk kun 40 km fartgrænse. Det forhindre dog ikke visse bilister i at prøve at komme igennem, med 60 -70 km i timen. 

Lige ved siden af vores hus ligger et lille bitte bindingsværkshus, vist nok kun opført som et sommerhus. For nogle år siden boede der en skrap dame, som påstod, at jeg havde opført vores nye carport inde på hendes grund. Jeg vidste, at carporten var bygget korrekt og at alle foreskrifter var overholdt, men hun holdt på sit. Hun fik hyret en landinspektør, der kun kunne konstatere, at carporten stod helt korrekt inde på vores grund. Vores kære nabo mente dog, at vi skulle betale halvdelen af landinspektørens honorar, hvilket jeg dog pænt, men bestemt protesterede imod. Så blev hun ekstra sur og solgte hytten.

Den store bygning ved siden af var tidligere Borup Mejeri, men i 1965 flyttede den verdensberømte Stanwell pipefabrik ind i bygningerne. Her producerede de årligt 100.000 kvalitetspiber med et rustikt udseende. 17 medarbejdere havde deres gang her, og jeg vil tro, de brugte øreværn, for der kom dagen lang nogle høje fræselyde derinde fra. Tobaksrygere er et uddøende folkefærd, men især piberne tabte terræn, så fabrikken lukkede og flyttede andetsteds hen i Europa. Sandsynligvis et sted med lave lønninger, men man kan da stadig købe Stanwell piber.

Derefter var der en periode hvor Computersalg flyttede ind i bygningerne, og de udvidede og udvidede og kaldte nu butikken for MegaStore, idet man nu kunne købe alt fra små dimser til plæneklippere. Kun ½ minut fra hvor vi boede, kunne vi lige smutte hen og købe en ny computer eller en lille ledning, som vi lige stod og manglede. For et års tid siden lukkede de biksen. Ikke fordi de manglede kunder, men fordi de manglede plads, så nu er de flyttet til Ringsted. Igen står det gamle mejeri tomt, parat til nye udfordringer.

Inden vi drejer ned ad Kymervej, er der nu god udsigt til Kimmerslev sø, hvortil der knytter sig en historeie om et svanepar, der havde slået sig ned i Landbohøjskolens Have, hvor jeg i mange år var havemester. Midt i haven er en lille dam, og svaneparret svømmede hyggeligt og meget dekorativt rundt. De forlod dog overhovedet ikke vandet, og vi fandt ud af, at svaner skal have 50 meter frit vand for at kunne lette, og så mange meter er den lille dam ikke. Det så jo nydeligt ud, og der kom noget H. C. Andersen stemning over haven, men fakta var, at de var uhjælpelig fanget. Nu lever vi jo i et frit land, men der kom lidt fængselsstemning over haven, så vi ringede til Falck for at få fanget svanerne. Hvis svaner ikke vil fanges, er det faktisk slet ikke nemt, så efter et par timer måtte Falckmanden have assistance af en anden falckmand, og selv om vi også hjalp til, ville svanerne ikke lade sig fange.

Gode råd var nu dyre, og efter at svanerne havde fået hvilet sig et par dage, ringede vi til Zoologisk Have og bad om hjælp. Der ankom to zoo folk og to minutter efter lå svanerne i hver sin store papkasse. Jeg tænkte på at slippe dem ud i Utterslev mose, men var alligevel bange for, at de for nemt kunne finde tilbage til dammen i Landbohøjskolens Have. Så tænkte jeg på Kimmerslev Sø, hvor der ofte er svaner og masser af plads. Jeg fik fat i en tjenestevogn, og vi kørte mod Borup. Selvom de hvæsede noget i kasserne, nåede vi søbredden nede ved Kimmerslev Kirke. Jeg fik forsigtigt båret svanerne ned til søbredden og åbnede kasserne. Svanerne hoppede ud og vraltrede ud i vandet, hvor de smukt flød rundt og kikkede sig nysgerrigt omkring. Det passede åbenbert ikke herskabet, for efter 5 minutter lettede de og satte kursen direkte mod København.

Næste morgen gik jeg spændt ned til dammen i Landbohøjskolens Have og spejdede efter svanerne. De var der heldigvis ikke, så de må have fundet en passende sø undervejs - måske ved en idyllisk herregård. Hvor svaner vil bo, skal de så sandelig nok selv bestemme. Og det er ganske vist. 

Kymervej har en række hyggelige parcelhuse, og i en periode boede landbetjent Wilbert Christensen i et af husene. Det var dengang, der var nærpoliti, og en betjent kendte Gud og hver mand og havde styr på de urolige elementer. Hvis man skal ind i kommunalpolitik, er det godt at være kendt, så i perioden 1970 til 1982 blev Wilbert socialdemokratisk borgmester for Skovbo Kommune. Jeg har da engang hilst på ham med håndtryk og det hele, men det var i forbindelse med, at jeg var kommunalbestyrelsesmedlem Birgitte Greiners mand. Skovbo kommune var opstået ved, at de små sogne var slået sammen, og Borup var hovedstaden i Skovbo Kommune med eget rådhus. Nu er Borup reduceret til en blindtarm i Køge Kommune. Efter at rådhuset stod tomt i nogle år, er det da nu heldigvis blevet til et kulturhus. 

Syd for Kymervej ligger en stor græsmark, og for nogle år siden havde Skovbo kommune planer om at plante en skov på området også for at skærme udsynet til industrikvarteret. Skov er godt, troede kommunen, men en af beboerne lavede en skræmmekampagne, for i en skov er der skovflåter. Der blev gået fra dør til dør og samlet underskrifter, så kommunen droppede planerne. Personlig tror jeg ikke, at faren var overhængende, for i de 25 år jeg selv har arbejdet i skoven, er jeg kun blevet bidt 3 gange af en skovflåt og uden nogen form for komplikationer. Så ligefrem at være imod skovrejsning på grund at flåter, er nok lidt langt ude. Borgmester Ole Hansen har senere fortalt, at han mødte agitatoren mod skoven, der så spurgte borgmesteren: "Hvornår får vi så vores skov? Hvortil borgmesteren svarede: "Jamen I ville jo ikke have skoven, så den er da taget af bordet, og så sparede kommunen de penge". 

Kymervej ender blindt, men i den østlige ende er der en gangsti til Sveibogen. Inden der blev givet byggetilladelser, blev området undersøgt af arkæologer, og de kunne konstatere, at der havde ligget en jernalderlandsby. Blandt flere fund fandt de en benskøjte. Ja selvfølgelig havde man også løbet på skøjter på Kimmerslev sø i jernalderen. 

Ved indkørselen til den gamle Dyndetvej ligger Kimmerslev Vandmølle, som er en firlænget gård opført 1766. Egentlig har Borup også haft en vandmølle fra 1200 tallet, og den lå i den nordlige del af Borup. Den løb tør for brugbart vand, og så blev møllen flyttet til Kimmerslev. Det gamle brystfaldshjul blev fjernet i 1943, og i stedet blev der indsat en turbine, som stadig eksisterer, dog uden at være i brug. Det er et utroligt smukt område med de gamle bygninger, der spejler sig i møllesøens blanke vand. Vandet løber stadig ind igennem bygningen og kommer ud i den modsatte side og fortsætter ud i Lellinge Å til Køge.

Denne del af Dyndetvej langs åen er meget idyllisk. og det er nu blevet til en lukket vej. Inden omfartsvejen blev anlagt, var der et mylder af biler, der især i weekenden skulle ud til Dyndet og Malerklemmen. Mærkværdigvis så protesterede beboerne på vejen over omfartsvejen, fordi de så mente at kunne høre bilerne et par hundrede meter væk. Af en eller anden grund var det værre end at have bilerne kørende 10 meter væk. 
Man kan jo sagtens gå ad det lille stykke lukkede vej, inden man kommer til omfartsvejen, der fører ned til Borup Industrikvarter langs Bækgårdsvej. Tro endelig ikke, at Borup er en soveby, for der er masser af industri med både det ene og det andet og ikke mindst Borup Kemi. Her ligger også Borup Varmeværk der stort set kun bruger halm som energi. 

Bækgårdsvej laver en svag bue uden om et gammelt egetræ, der står i vejkanten. Træet hedder "Olufs Eg" da det er plantet af Oluf Hansen i april 1912. Oluf rejste derefter til England i et udvekslingsprojekt for unge landmænd, og han blev hængende derovre, da en sød engelsk pige smilede så sødt til ham. Han var dog hjemme mange gange for at se til sit træ. Træet stod faktisk lidt uhensigtsmæssigt så tæt på vejen, men at det stadig står, hvor det står, kan vi takke kommunalbestyrelsesmedlem for socialdemokratiet Karl Jacobsen for. Han kæmpede for træet og nu er det kåret til Evighedstræ nr. 17 af Danmarks Naturfredningsforening.

Tæt på byen ligger også Borup Privatskole hvorfra glade børnestemmer kan høres som sød musik.
Bækgårdsvej fortsætter til rundkørslen, der fordeler vejene igennem Borup, og vejen til højre er Kimmerslevvej, og vi er nu tilbage til udgangspunktet Villa Inge.

15. På opdagelse i Sydhavnen. 

Af Kim Greiner. Borup.

Sidst i januar lå skydækket tungt over Danmark, og coronarestriktionerne tyngede stadig. Smittetallet var stærkt på nedadgående, men den "engelske syge" og en variant fra Sydafrika truede stadig. Livet går dog videre og det er med at bevare optimismen og ikke sygne helt hen.

Jeg er medlem af en lille vandregruppe på 5 deltagere og vi går en gang om måneden. Vi skiftes til at være turledere og kommer derfor steder hen, som vi normalt ikke selv kender. Således også til Københavns Sydhavn, hvor jeg på det nærmeste var helt blank.

Vi startede ved Sydhavn Station og kom hurtigt forbi HF Frem, der er en kolonihaveforening opstået omkring en gammel kalkgrav. Det er bittesmå huse, men da grundene er frimærker, ligger alle lige ved siden af søen. Tænk at sidde der en sommerdag med et glas hvidvin og bare nyde livet, medens bystøjen svagt summer i nærheden. Vi smugkikkede ind over et par havelåger, men ellers er paradiset omgivet af høje plankeværk og buske. Haveforeningen har for tiden stoppet for, at man kan skrive sig på ventelisten, da den efterhånden var blevet så lang, at den kunne nå hele søen rundt.

Ved siden af havekolonien ligger Frederiksholm Kirke, der er bygget i 1952 i røde mursten. Det mest bemærkelsværdige ved kirken er, at kirketårnet er iklædt en klatrevæg. Som der står et sted, skal man engang imellem slippe jordforbindelsen og stige til himmels.

Vejnavnene her har navne som Louis Pios Gade og andre i den "røde boldgade", og lidt efter kom vi til Anker Jørgensens Plads, hvor der nu er opstillet en statue af den folkekære statsminister. Jeg har engang givet ham en rundvisning i Landbohøjskolens Have, og han fortalte en mærkelig historie om, hvordan han blev statsminister umiddelbart efter, at han havde blundet under havens gamle hængepil. Og det er ganske vist, for jeg har det direkte fra hestens mule. Omkring statuen sad en lille flok mennesker (under 5), og vi hilste pænt og ønskede hinanden god søndag. Ved Anker Jørgensens gadedør var der en lille mindeplade, for her havde han boet det meste af sit liv i en 3½ værelses, også da han var Danmarks statsminister. Fine udenlandske gæster kunne blive inviteret på middag, og de undrede sig over de beskedne forhold. Det er noget andet end Putins nybyggede pragtslot, med fornemme italienske WC børster til 5.000 kr. stykket.

Kort efter kom vi forbi Ålborg Universitets københavnske afdeling. To  kæmpestore bygninger der er forbundet med en buet bro hen over kanalen. Her har 3.300 studerende deres gang fordelt på 20 bachelor- og 6 kandidatuddannelser. Ved siden af universitetet stod en række specielle kunstværker, hvor København er fotograferet, og på søjler er billederne sat op i farveorden.

Sluseholmen er dækket af nyt byggeri, der er adskilt af kanaler, som var vi i Venedig. Vandet var blankt uden en bølge, så bygningerne spejlede sig i kanalernes blanke vand, som var det spejle. Smukt og fascinerende.

På nogle trapper op til noget, der var spærret af, var der champagnepause med hjemmebagte kransekager efter Blomsterbergs egen opskrift. Det var første tur efter årsskiftet, så det skulle fejres. Det er nu sjældent, vi får champagne, men tit et eller andet. Senere til frokosten fremdrog jeg en hjemmelavet brombærsnaps. Den ville dog smage bedre, hvis den havde fået et drys sukker, var bemærkningerne. Der er jo også noget med, at "Den der spiser sure brombær får........."

Der var en fin udsigt til husbådene, hvor flere af dem er små færger, der var taget ud af tjenesten og nu nyder deres otium her i havnen. Midt på kajen stod også en lille sauna monteret i en lille tøndelignende bygning. Vinduet stod lidt på klem, og flere af os stak hænderne ind og varmede fingrene. Vi manglede jo noget sol på denne tur og i det hele taget i denne vinter.

Langs Teglholmens østkaj  ligger en række nydelige nymalede små skure, og forskellige små både lå ved molerne. Lige bagved skurene lå de nyopførte moderne huse. Tænk engang, beboerne i de moderne huse havde prøvet af få skurene fjernet. De passede ikke ind. Heldigvis fandt de ud af, at var der plads til begge dele.

Ved Cylindervej var der en stor tom grund, hvor der skulle opføres en ny stor kirke i Sydhavn Sogn. Medens menigheden venter på kirken, var der en husbådskirke ved kajkanten. Den havde kostet den nette sum af 10 millioner kr. og havde plads til 100 kirkegængere. Ja selvfølgelig ikke i disse coronatider. Når den nye kirke var bygget,  kunne husbådskirken sejles hen et andet sted, hvor andre kunne få et Guds ord med på vejen.

 Verdens flotteste plankeværk. 

Videre over broen over Frederiksholmløbet på Enghave Brygge faldt jeg i svime over en plankeværk. Indenfor plankeværket er de nede i undergrunden ved at opføre metrostationen Enghave Brygge. Til den tid er plankeværket væk, så skynd jer om føje år, plankeværket som en metrostation står. Her på dette 470 m lange plankeværk  er hele Evolutionen malet i de skønneste malerier lige fra the "Big Bang" over dinosauer og vikinger til vore dage. Det er  mageløst og er Europas længste sammenhængende grafittikunstværk. Værket er finansieret af metroselskabet, Coop og Flügger Maling. Jeg skal helt sikkert tilbage en dag og se det igen. 

Plankeværket ligger lige øst for Ørstedværket, hvis nogen er fristet og vil have en gratis oplevelse. Her står også en statue i bronze af en lille familie. Jeg ved ikke, hvem familien er, eller hvem kunstneren er. Det, der er helt specielt ved familien er, at medlemmerne i familien er iført kondisko, også af bronze men smukt malet.

Her lå også et stort gammelt kampestenshus, som de ikke har nænnet at rive ned eller også er det fredet. Minder lidt om et lille spøgelsesslot, der kæmper for overlevelse blandt alt det moderne byggeri. Det er et sted, hvor kontrasterne så sandelig mødes.

Via Nelson Mandelas Allé kom vi igen forbi kanaler med spejlende huse, og pludselig var vi ved Fisketorvet, som alle kender.

En vandretur i vores gruppe skal altid slutte med et cafebesøg med kaffe og kage, så vi kan få kampvægten op igen, hvis vi skulle have tabt nogle gram undervejs. Fisketorvet var åbent, men kun de store levnedsmiddelbutikker, apoteket, Matas, foruden Starbuck og en bager havde åbent. De mindre specialbutikker var lukkede i kampen mod coronaen. Stakkels dem. Vi havde gået ca. 10 km og vi havde fået købt fastelavnsboller og kaffe. Vi kikkede langt efter de afspærrede borde og stole, medens vi stod op ad et rækværk og fik vores velfortjente kaffe og kage.

Selvom jeg som de fleste er gået i sort over denne corona med alle nedlukningerne, så følte jeg mig oplivet af denne Sydhavnstur. Tak til vores turguide og hermed er ideen til en spændende tur i vores hovedstad, givet videre til Midtsjællands Avis læsere.

Dybbølsbro S-tog station ligger lige i nærheden af Fisketorvet, og så var det bare at tage toget hjem til lille Borup igen.

Lige så snart, der bliver åbnet bare lidt op igen, har vi planlagt en togrejse helt ned til Gedser og med overnatning. Ja altså ikke overnatning i toget, men de må vel have en kro eller et hotel dernede på Danmarks sydligste punkt.

16. Tilbage til fortiden midt i coronatiden.

  Af Kim Greiner, Borup.

Midt i januar i en periode med regn og tøsne, kom der pludselig en klar himmel fra morgenstunden. Det var med at smede, medens jernet var varmt, og jeg spurgte min kone Gitte, om hun ville med på en tur til København. Som vingeskudt globetrotter var jeg ved at få økuller, og bare en tur til Staden og på trods af alle restriktionerne, så måtte det vel hjælpe lidt på kulleren.

DSB har igen indført pladsbestilling også på regionaltogene, så Gitte fik til opgave, på hendes hjemlige computer at prøve på at fremskaffe nogle pladsbilletter. Efter adskillige pust og støn og halve eder lykkedes det, og der var klar bane kl. 11.05 og hjem igen kl. 14.43 til og fra hovedbanegården. Det var nøje planlagt og tilrettelagt indenfor spærretiden af vores "mimrekort", så vi følte, at vi kunne tage turen næsten gratis.

Vi elsker at køre med tog, og for at gøre nydelsen større købte vi to brødstiks og to kopper kaffe hos "Anne på Sporet", der er vores lokale cafe på Borup Station. Altid et venligt smil og bolle med smør og ost er min favorit.

Godt at vi havde pladsbilletter, eller var det overflødigt for i hele den togvogn, hvor vi sad, var vi mutters alene.

Vi nød kaffen, og jeg trak min nyerhvervede bog op af Helle Helle med titlen BOB. Helle Helle kan det der med at skrive, kan jeg forstå, for hendes bøger er oversat til 22 sprog. BOB er en tynd bog, og bare på turen til København nåede jeg 10 kapitler i en meget komprimeret tekst. Stilen er meget anderledes end i min nye bog "En flink dreng, men....". Min fortællerstil er af bibliotekernes lektørudtalelse blevet sammen- lignet med Søren Ryges fortællerstil. Nå men hver fugl synger med sit næb, og foreløbig bliver jeg i min egen stil. Der kan jo også ske meget i BOB i de næste 37 kapitler.

Fra Hovedbanegården gik vi over den næsten øde Rådhusplads. En stor flok duer hakkede i det midt på pladsen, og da rådhusuret bimlede kl. 12, vendte de det døve øre til og hakkede videre. Duer er flyvende rotter, siger nogen. Nu kan duer jo faktisk ikke gøre for, at de er duer. De ligger i ægget, og når det er tid, hakker de hul og stikker hovedet ud og kikker på deres mor: "Shit, hvis jeg ligner hende der, er jeg er en due". Det er ligesom de danske børn, der lever i de syriske flygtningelejre og ikke må komme hjem til Danmark, fordi deres forældre i sin tid er rejst til Syrien. Børnene kan så sandelig heller ikke gøre for, at de er født af en forvildet kvinde. De kunne jo også bare have ladet sig føde af kristne almindelige danske kvinder. Nå det er en anden historie.

Strøget er nu opdelt i en højrebane og en venstre bane, så de gående ikke ramler ind i hinanden. Der var nu heller ikke ret mange mennesker for de fleste forretninger var lukkede. En hel del forretninger står nu også tomme og har drejet nøglen. Et meget kedeligt, nærmest deprimerende syn. Jeg har stor sympati for de forretningsdrivende, restauranterne, flyselskaberne, rejsebureauerne og alle mulige andre, der lider under coronaen. Vaccinationerne er gået i gang, men meget laaaangsomt. Hvis jeg skulle bestemme, skulle sygehuspersonalet have først, for hvis sygehusvæsenet bryder sammen, bryder det hele sammen. Nå det er også en anden historie. På hjørnet af Strøget ud mod Nytorv er en større restaurering af en bygning i gang. Hele indmaden af et bevaringsværdigt hus er pillet ud, og kun ydervæggene med et smukt tårn står afstivet af en masse stålbjælker. Det må koste uendeligt meget at bygge på den måde, men godt gået.

Huset hvor skuddet ramte min mor.

Ved Storkespringvandet og stadig i dejligt solskin fandt vi ud af, at vi var gået for langt, så vi krydsede ned igennem Middelalderbyen og fandt Nørregade. Målet var simpelthen at finde Nørregade 7, hvor min mor 21. marts 1945 fik et skud i bagdelen af de engelske fly i forbindelse med bombningen af Shellhuset. Hun opholdt sig på øverste etage, da kuglerne piftede, og hvorfor systuen hos Wessel og Veet skulle inddrages i krigshandlingerne, vides ikke. Jeg var med som et 1 døgn befrugtet æg, da kuglen susede forbi mine ører og kilede sig fast tæt på min mors rygsøjle. Det kan der læses mere om i bogen. Altså ikke i BOB, men i bogen om den flinke dreng.

 Nørregade 7 er et nydeligt flot, nærmest herskabeligt hus, og jeg fik taget et foto i lyset fra den stadig skinnende sol. Fotoet skal bruges til et foredrag, der bygger på bogen om den flinke dreng.

Vor Frue Kirke var åben, og vi gik indenfor for at varme os lidt. Kirkerne kunne jo ikke vente, og de startede igen gudtjenesterne i søndags. Selvfølgelig efter alle kunstens og coronaens regler, men når alt andet er lukket ned, burde kirkerne måske nok også vente lidt med at lukke op. Nå det er også en anden historie. Kristus står med udbredte arme og tager imod, og man kunne også tænde vokslys. 5 lys for 20 kr., og beløbet gik til Folkekirkens Nødhjælp, og dem vil jeg så sandelig gerne støtte. Så vidt jeg ved, må man ønske, når man tænder et lys i en kirke, eller i hvert fald kan man lade sine tanker gå i den ønskede retning. Jeg tænkte på den forbandede corona, (man må vist ikke bande i en kirke, men det var også kun i tankerne), og ønskede den langt ned i et dybt hul med store sten ovenpå.

Det første mål var nået, og nu var det meningen, at vi ville gå ud til Vanløse, hvor jeg voksede op i 1950 erne. Ud af Nørregade og lige ind på Torvehallerne, hvor der faktisk var en del mennesker, men selvfølgelig med 2 meters afstand og mundbind. Hvis der blev købt noget i boderne, måtte det først spises udenfor og kun i forsamlinger på under 5 personer og uden sang.

Ved siden af Torvehallerne er der et toilet. Desværre havde jeg overset, at der kun måtte komme en person ind på toiletterne ad gangen. Altså ikke på det aflukkede toilet, det gav sig selv, men i hele lokalet. En herre skældte ud og henledte opmærksomheden på et lille skilt blandt adskillige andre skilte, at der kun måtte komme en besøgende ind ad gangen. Jeg måtte oversætte det for en trængende udlænding, og herren var først glad, (eller ihvertfald ikke vred), da vi stod helt oppe på gaden og ventede.

Lettede fortsatte vi over Dronning Louses Bro og drejede ned ad Baggesensgade til Blågårds Plads og Folkets Park. Flotte grafittimalerier undervejs, eller i hvert fald farverige. Gitte begyndte at spørge om, hvor langt der egentlig var til Vanløse, og også fordi den strålende sol var gået over i støvregn. Jo vi skulle kun hen til Landbohøjskolen og så ud ad Godthåbsvej. Tiden begyndte dog at løbe fra os, for vores pladsbillet gjaldt til kl. 14.43, så vi droppede Vanløse og ville tage den udflugt en anden dag.

Landbohøjskolens Have fandt jeg en "viburnum tinus", der blomstrede, men ellers gik vi over Bjørn Nørgårds store kunstværk "Biologisk Mangfoldighed". I småregnen så det lidt slukøret ud, da farverne fortonede sig i det grå dis.

Nu var vi tæt på Frederiksberg Center, og på hjørnet udenfor ligger bageren Reinh van Hauen, enestående siden 1876, som de skriver på deres papkrus. De har ægte varm chokolade og romsnegle til enestående priser. Altså ikke lave, men enestående priser. Vi fik udryddet hele lageret af romsnegle, Nå der var nu også kun 3 stk.

Endelig kunne vi sidde med i den tomme metro mod Københavns hovedbanegård, som vi nåede i god tid. På perronen lettede vi på mundbindene og slubrede den nu kun halvlunkne chokolade. En due kom og tiggede, og jeg brød et lille stykke af romsneglen. En due kan dog ikke sluge hvad som helst, og hvis det er større end en ært, skal der kunne hakkes og deles, og stumpen for til højre og venstre. Da stumpen landede lige ved mine støvler, blev duen lidt betænkelig. Så kastede jeg stumpen lidt væk, og den hakkede videre. Godt man ikke er en due.

Behagelig hjemtur i det mere end halvtomme tog til Borup. Skridttælleren sagde nu 14.564 skridt til hver. Vi vaklede ned af trapperne til gangtunnelen, og selvom det ikke er særlig sportsligt tog vi elevatoren op til landjorden.

Efter to måneder med "vitaePro" piller (nu ellers med dobbelt effekt) kunne vi ikke mærke nogen virkning. Så vi stoppede med dem, da de satte prisen op til det dobbelte. I stedet spiser vi små tomater og Tyrkisk Peber. Det hjælper nok lige så godt, og det er meget billigere.

17. Fra pest til kolera.

I løbet af 2021 havde de fleste af os danskere fået de 3 stik og den nye coronavirus var slem til at smitte, men dem der blev smittde blev ikke så syge. Dem der ikke ville vaccineres, kunne stadig blive dødsyge. I begyndelsen af 2022 begyndte Danmark derfor at live op igen og vi kunne efterhånden ånde lettet op.

Så startede Putin sin krig i Ukraine. Den lille tåbelige mandsperson drømte sig tilbage til Sovjetunionen med undertrykkelse og mangel på alt. To lande får han ødelagt i sin KRIG. Både Ukraine der bliver sønderbombet og Rusland der bliver forarmet nu ogi fremtidens generationer.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Og Putins KRIG er topmålet af dumhed. 

Dette er skrevet 3-4-2022 og vi kender ikke Ukraines eller Europas fremtid.  

Klik her og kom tilbage til forsiden.