|
Cuba - Fakta og historie.
Rejsefortælling af Kim Greiner. Cuba 1. del.
Novicer i Cuba.
Det er rejsebureauet Marco Polo, der har strikket turen sammen, og det er en grupperejse, men vi er kun to i gruppen, jeg selv og min kone Gitte. Vi skal besøge forskellige byer som Havana, Vinales dalen, Baracoa, Santiago de Cuba, Bayamo, Camaguëy og Trinidad. Det er derfor en rundtur med en enkelt indenrigsflyvning, og ellers skal vi rundt med offentlige busser. Vi regner med, det bliver noget af en oplevelse. Vi skal bo lidt forskelligt fra hoteller, homestay til privat indkvartering. Det bliver nok også noget af en oplevelse. Nå, men vi er jo næsten unge, meget nærmere de 70 end 80 år, så det skal nok gå. Der skulle også være en engelsktalende person, der henter os på busstationen og sender os videre med næste transport til næste by. Vi har ikke en eneste billet, men dem får vi vel undervejs. Det fungerer fint i Asien, men om det også fungerer på Cuba, vides ikke for nuværende. I hver by eller område har vi en hel eller halvdags guid, der tager os med rundt, så vi kan se så meget som muligt. Guiderne skulle efter sigende være engelsktalende. Mine egne spansk kundskaber kan tælles på en hånd: Hola, manana, uno, dos, gracias, buenas dias, telefono, perdon, un momento og elefante – hold da op – det er 10 gloser, så skal det nok gå. Hvorfor jeg ved, hvad en elefant hedder, ved jeg ikke, men det er nok ikke et ord, jeg behøver bruge ret meget på Cuba.
Valutaen kan blive et problem, da Cuba opererer med to valutaer samtidig. CUC "Cuban Convertible Peso" er den stærke valuta, og CUP "Cuban Peso" er den svage lokale valuta, der kun giver adgang til ikke så attraktive varer. Det bedste er at medtage valuta i EURO, som så veksles til CUC. Man kan godt veksle i pengeautomater, der dog stort set kun findes i Havana og Trinidad. En CUP er kun 1/26 del af CUC, der svarer til ca. 6,80 kr. sådan næsten en EURO. Veksling af EURO til CUC kan ske i det officielle vekselhus "Cadeca" eller i en bank. (Håber at vi kan få vores guide til at hjælpe). Det lyder lettere bøvlet, og hvor meget skal man veksle, og kan de evt. veksles tilbage? Vi er meget klogere på Cuba om 3 uger. Religionen er katolicisme blandet med afrikanske religioner som santeria. Sproget er spansk.
Største byer er Havana/Habana med 2,2 millioner indbyggere, Santiago de Cuba har 556.000 indbyggere og Cammagüey 348.000 indbyggere.
Havanna blev hovedstad fra 1607, og senere i 1762 blev Havanna besat af den britiske flåde, og det endte med, at Cuba forblev under spansk herredømme, mens Florida blev overtaget af briterne fra spanierne. I 1808 forsøgte USA at købe Cuba af spanierne, men de ville ikke sælge. Senere i 1812 ledte Simon Bolivar flere frihedsbevægelser i Latinamerika, og også på Cuba opstod oprørsbevægelser mod spanierne. Uafhængighedskrigen mod Spanien startede rigtigt med Carlos Manuel de Céspedes, der gjorde oprør mod spanierne i 1868: "Hvorfor var det de fine herrer i Madrid, der skulle ryge havanneserne, score alle skatterne og de bedste eksportvarer, når det var cubanerne, der udførte arbejdet". Carlos gik i gang med kampen mod spanierne og for at afskaffe slaveriet. I hans hær, der kaldtes "mambishæren", deltog godsejere, frie mulatter og slaver, og det lykkedes ham at indtage både Bayamo og Holguin, men han kunne ikke holde stillingen. Spanierne indtog igen byerne eller det, der var tilbage, for Céspedes tilhængere brændte dem ned.
En af krigens store helte var mulatgeneralen Antonio Maceo, som ethvert cubansk skolebarn kender og beundrer for hans trodsige afvisning af freden i 1878. Hans handling er kendt som "protesten i Baragua", der er blevet symbolet på det cubanske folks vilje til selvbestemmelse. Céspedes’ oprør gav inspiration til mange andre opstande, der dog først blev fuldført af Fidel Castro langt senere. I 1901 overlod amerikanerne regeringsmagten til cubanerne, men de blev tvunget til at sluge en lovtekst, som sikrede USA Guantanamobasen samt sikrede USA retten til at intervenere Cuba, når som helst USA følte behov for det. Cuba gik nu fra at være en spansk koloni til at være en forfatningsmæssig nation underordnet amerikanske interesser. Efterhånden kontrollerede USA hele samfundsøkonomien – bankvæsen, elektritet, miner, jernbaner, sukkerplantager, olieraffinaderier m.m.
I 1952 stiller en Hr. Batista op til præsidentvalget, men han havde dog ingen chancer for at vinde, så 10. marts overtog han magten ved et statskup. USA’s præsident Truman sendte økonomisk og militær hjælp til Batista. Under Batistas rædselsregime blev oppositions politikere, fagforenings- og studenterledere tortureret i hemmelige fængsler. På det tidspunkt var 80 % af den sorte befolkning analfabeter, og mafiaen fra USA tjente tykt på at drive spillebuler og bordeller. Det var helt uholdbart, så Fidel Castro vågnede op som en anden Holger Danske.
Amerikanske ejendomme blev også nationaliseret, så amerikanerne blev sure, og fra 1961 afbrød USA de diplomatiske forbindelser og indførte økonomisk blokade mod Cuba. Præsident John F. Kennedy støttede en CIA invasion, og 1.500 eksilcubanere blev landsat i Svinebugten. Invasionen blev en fiasko, og Castro begyndte et tæt samarbejde med Sovjetunionen, og Cuba blev en socialistisk republik.
Det cubanske styre var tvunget til at gennemføre reformer, og gradvis blev situationen forbedret med åbning af små virksomheder, små mindre landbrugsjorder kom på private hænder, og der var frie markeder for landbrugsprodukter. Vigtigst var frigivelsen af dollaren, der dog i 2004 blev udskiftet med CUC-valutaen. Den store redningsplanke var satsning på turister, der i dag er den vigtigste kilde til indtjening af udenlandsk valuta. Økonomien er nu klart forbedret, og der er alliance med olierige Venezuela, der dog desværre lige nu er på randen af kollaps. Der er dog også fundet olie i Cubas dele af den Mexikanske Golf.
I 2002 satsedes for alvor på turistindustrien, og den overgår langt indtjeningen fra sukkeret. I 2005 besøgte over 2,3 millioner turister Cuba. Efter Sovjetunionens fald blev Kina og Venezuela de to største handelspartnere.
I 2006 bliver Fidel Casro alvorligt syg, og hans bror Raúl Castro overtager midlertidigt regeringsmagten, og senere holder han en tale, hvor mange af tidligere fejl og mangler indrømmes. I 2008 er der valg til Nationalforsamlingen. Fidel Castro opstiller og bliver valgt, men kort efter træder han tilbage, og Raúl Castro vælges til præsident. Den gamle kæmpe, Fidel Castro, viser sig for første gang i flere år for offentligheden i juni 2010, men dør 25/11 2016, 90 år gammel.
I 2010 rammer den verdensomspændende finanskrise Cuba, og den rammer hårdt. Senere i 2011 kommer Cubas kommunistiske parti med et oplæg til ændring af infrastrukturen. 500.000 statsansatte bliver fyret inden for få år og skal finde beskæftigelse som "selvstændige". Det er ved at være slut med "betonkommunismen". Rationeringsbogen udfases, bønder og småhandlende skyder op alle vegne og sælger deres varer ud fra "udbud og efterspørgsel". En ny tid er så sandelig begyndt. I 2013 bliver Raúl Castro igen valgt til præsident, og Miguel Diaz-Sanel bliver valgt til vicepræsident. Og ham venter adskillige cubanere sig meget af.
17. december 2014 oplyser præsident Raúl Castro og USA præsident Barak Obama, at tidspunktet er kommet til at normalisere forholdet mellem Cuba og USA. Konkret betyder det, at der genåbnes diplomatiske forbindelser, og at der åbnes en cubansk ambassade i USA og en amerikansk i Cuba.
Fidels broder Raúl er 5 år yngre og et hoved kortere og er ikke nær så veltalende som sin storebror. Han er heller ikke vild med at være i det rampelys, som Fidel elskede. Raúl, der nu både er præsident og leder af landets væbnede styrker, opfattes af mange som en stiv militærperson og mere indgroet kommunist end Fidel, der nærmest var nationalist. Raúl går ikke af vejen for at likvidere politiske modstandere, og i 1996 beordrede han nedskydning af et amerikansk fly, der ville komme cubanske bådflygtninge til hjælp. Det var bestemt ikke pænt gjort. De seneste reformer under Raúls ledelse er mere et forsøg på at afværge den kommunistiske økonomis katastrofe end et kursskifte i retning af kapitalisme. Øv, øv og tre gange øv.
Bolivia blev hans endeligt, for de fattige bønder, han ville hjælpe, angav ham til Bolivias militær, og med hjælp af CIA blev han henrettet. Han skulle have sagt: "Skyd ikke. Jeg er Che Guevara og mere værd levende end død". Ingen lyttede, og han blev henrettet og smidt i en massegrav, hvor han ligger som evig martyr. En CIA agent sikrede sig hans lange hårtotter, og de blev i 2007 solgt på auktion for 650.000 kr. Hans portræt er også guld værd, og det er verdens mest reproducerede på alt fra T-shirts og nøgleringe til bikinier, så der er tjent formuer til souvenirindustrien.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de mænd, som f.eks. Fidel Castro, der vælter diktatorer – og det er onde diktatorer, der fortjener at blive væltet – de bliver selv diktatorer, der undertrykker deres befolkninger.
Kontroller og stikkere hører til dagens orden eller uorden. Når en turist går på gaden med en cubaner, kan man risikere, at cubaneren pludselig bliver anholdt af politiet. Det er for at beskytte turisten, bliver der sagt, men det er også, fordi det nedbryder arbejdsmoralen, at nogle tjener meget mere ved at hænge ud med en turist en dag, end andre tjener på en måneds arbejde for styret. Udefra kan det godt virke lidt mærkeligt, at det er militæret, der driver en stor del af landets turistindustri med de bedste natkabareter og salsaklubber. Samtidig bliver landets helte hyldet, og imperialisterne bliver hånet.
I Castros tropiske udgave af kommunismen gælder det om at overleve under fjendtlige, økonomiske blokader. Det er ikke nemt, og selvom det er hyggeligt, hjælper det jo nok ikke meget, at der findes en lov, der påbyder statsejede køretøjer at samle blaffere op fra landevejene. Men så bliver der da sparet lidt på benzinen.
Det kan jo bare ikke blive ved at gå. Venezuela, der forsyner Cuba med billig olie er ved at gå bankerot for tiden. Så er der heldigvis turisterne, men man kan jo ikke kun leve af dem. Landets industriteknologi er fra før revolutionen, og der produceres i dag mindre end i 1950’erne. Manglende effektivitet gør, at Cuba importerer op mod 70 % af sine fødevarer. Mange cubanske familier er derfor afhængige af penge, som de udvandrede slægtninge i USA sender hjem.
Ud af reformerne er der opstået en forholdsvis velhavende middelklasse, der f.eks. driver "paladares", der er private spisesteder eller "casas particulares", der er bed og breakfast.
Reformerne giver dog ikke meget til det store statsbudget, for de store erhverv som turisme, transport, industriproduktion samt al eksport og import af varer er forbeholdt staten. Advokater og journalister må stadig ikke drive selvstændig virksomhed, for styret tolererer ikke pressefrihed eller et uafhængigt retsvæsen.
Med regeringens ambitioner om at få mange flere end de ca. 2,5 millioner turister til øen, kan det dog betyde, at der bliver plastret "all-inclusive hoteller" op i unikke, maritime miljøer. Mange af dem er med på listen over verdens mest betydningsfulde vådområder, som den største flamingokoloni på den vestlige halvkugle.
Cubas længde på 1200 km rummer Caribiens største mangfoldighed af fauna og flora. Alene den 700 km2 store Alejandro de Humboldt Nationalpark, der har en kombination af fugtighed, varme og jordbund rummer 2 % af verdens plantearter. I junglen trives 500 bregnearter, hvoraf nogle bliver 10 meter høje, og så er der 47 forskellige bambusarter, og lad os lige få det med, at der er 3 specielle leguanarter. |
Vi skulle besøge Cuba, eller vi ville, for det var helt frivilligt, men det er første gang, så vi aner ikke hjemmefra, hvordan landet ligger.
Temperaturen på rejsetidspunktet i januar måned vil være lidt over 20 grader, og det er da meget bedre end over 30 grader i august. Regnmængden på 70 mm i januar er også bedre end 170 mm i juni og oktober. Så hjemmefra ser rejsetidspunktet på papiret ud til at være OK. Let tøj, regnjakke, paraply og sandaler.
Cuba dækker et areal på 119.860 km2 ca. 2½ gange Danmark. Cuba ligger kun 145 km fra Floridas yderste spids i Key West. Indbyggertallet er på 11,4 millioner, hvor mulatter udgør 51 %, hvide 37 %, sorte 11 % og kinesere 1 %. Gennemsnitsalderen er for mænd 75 år og for kvinder 80 år. Hver kvinde føder i gennemsnit 1,6 barn og det er noget mindre end i Danmark. Børnedødeligheden er nede på 6 promille og analfabeter under 0,2 %. 
Da Christoffer Columbus ankom til Cuba i 1492, boede der ca. 110.000 indianere på øen, og 90 % var "tainoer". I 1511 besluttede den spanske krone at sende Diego Valázquez til Cuba for at foretage den endelige kolonialisering, og det foregik på den måde, at Cubas oprindelige befolkning næsten blev udryddet. De døde både af brutale overgreb, og af de smittefarlige sygdomme, som spanierne medbragte. For at få arbejdskraft til plantagerne indførte spanierne derefter sorte slaver fra Afrika.
Under krigshandlingerne blev Cespedes’ søn fanget, og spanierne tilbød at frigive sønnen på betingelse af, at Cespedes opgav kampen for Cubas uafhængighed. Oprørslederen afviste med de berømte ord: "Sig til general Caballero de Rodas, at Oscar ikke er min eneste søn - jeg er fader til alle de cubanere, der har givet deres liv for revolutionen". Sønnen blev henrettet, men Céspedes er i dag kendt som "Fædrelandets fader", og han er hyldet på talrige statuer rundt om på øen, ligesom hans portræt findes på 100 CUC sedlerne. Oprørskampene endte uafgjort. Det endte dog med en fredsaftale, hvor spanierne lovede reformer, som de senere løb fra. 
De næste 17 år ulmede oprøret, indtil Jose Marti sammen med Antonio Maceo i 1895 sendte 50.000 primitivt udstyrede mambiskrigere mod spaniernes 300.000 store hær. Oprørerne tilføjede spanierne det ene nederlag efter det andet og erobrede praktisk talt hele Cuba, men så stjal USA billedet i 1898. En mystisk eksplosion på det amerikanske slagskib Maine, der lå i Havannabugten, kostede 250 amerikanske marinesoldater livet. USA erklærede Spanien krig og stjal sejren fra cubanerne, der i 30 år havde kæmpet mod spanierne, og hvor tæt på 250.000 menneskeliv var blevet ofret. Det var nu USA, der kom ind fra sidelinjen og bestemte Cubas fremtid.
I 1925 indsattes general Gerardo Machado som præsident i Cuba. Korruptionen og volden voksede, og efter en generalstrejke flygtede han i 1933 til USA. Perioden 1934-40 var en periode med udbredt korruption og udbredt indflydelse fra den amerikanske mafia. I 1944 valgtes Ramon Grau San Martin til præsident. Han bakkedes op af gangsterbosser og korrupte rigmænd. Mafiaens indflydelse voksede, og Havanna fremstod som midtpunktet for bordeller, casinoer og smugling i hele Caribien. 
Med Castro ved magten blev den private ejendomsret ophævet, og alle virksomheder blev nationaliseret, så der blev en storstilet omfordeling af rigdommene. En kæmpe alfabetiserings-kampagne blev iværksat, og alle unge kunne gratis læse videre på universiteterne. Cuba fik resultater, der var enestående i den 3. verden, og landet har nu flere læger og universiteter end noget andet land i Latinamerika. Lægebehandling er gratis, alle kan læse og skrive, og næsten alle børn går mindst 9 år i skole.
Sovjetunionen var nu storebror for Cuba og forsynede Cuba med olie og teknologi i bytte for sukker og nikkel. Da Sovjetunionen kollapsede, mistede Cuba på få måneder to tredjedele af sin udenrigshandel. Cuba kom i dyb krise, og mangel på olie og benzin satte en stor del af produktionen i stå, og sulten lurede. "Den specielle periode" påbegyndtes, og der var stort set mangel på alt. På kun en måned i 1994 flygtede 25.000 cubanere til Florida.
Spørgsmålet er dog, hvor længe Cubas befolkning vil finde sig i at have begrænsede initiativer og ikke kunne udtrykke deres meninger, have censurerede medier og forhindret adgang til internettet. Til gengæld får de gratis lægehjælp, gratis uddannelse og mad, men der skal mere til. 
I 2009 tillader USA’s nye præsident Barack Obama, at eksilcubanere, som bor i USA, rejser til Cuba, og de får tilladelse til at sende penge til familien på Cuba. (tidligere havde præsident Bush jr. strammet op på reglerne for overførsel af penge til familierne).
Fidel elskede også at læse, og under jurastudiet udviklede han en hukommelse, der senere satte ham i stand til at huske timelange taler. Han var også vild med skak og kunne skue langt frem i spillet. Han har overlevet ikke mindre end 10 amerikanske præsidenter og 638 mordforsøg, de fleste iværksat af CIA. 
Han blev født i en middelklassefamilie i Argentina i 1928. Under sine medicinstudier tog han et sabbatår og rejste Sydamerika rundt på sin motorcykel. Han så uhyrlige, sociale uligheder, og han besluttede at vie sit liv til at rejse masserne mod undertrykkelse som i Guatemala i 1953. Da diktatoren var væltet, fortsatte Che til Mexico, hvor han sammen med Fidel Castro styrtede Cubas diktator Batista. Efter en tid som industriminister på Cuba blev det for kedeligt, og han rejste til Congo for at hjælpe de kommunistiske oprørsstyrker der. Nå, de betakkede sig. Han rejste så hjem til Latinamerika for at sprede revolutioner ud over landene. 
I Cuba er der helt tydeligt to verdener. En førsteklasses verden for turister og en femteklasses verden for cubanere. Myndighederne vil helst holde de to verdener adskilt, men det er umuligt, da cubanerne er meget kontaktsøgende dog med en forventning om en kontant afregning bagved. Man forstår de prostituerede, når man får at vide, at en statsansat cubaner kun tjener godt 100 kroner om måneden. Cubanerne er sprællevende og handlekraftige, undtage i politik. De lever under et system, der prøver at ensrette dem og dræbe initiativ. Systemet forkæler dog cubanerne med tilbud om dans, musik, teater og sport, men til gengæld berøver man dem ytringsfrihed og virkelyst. 
Organiseret modstand er eksemplet "Las Damas Blancas", der består af hustruer og døtre af forfulgte systemkritikere. De hvide damer, der er klædt i hvidt, demonstrerer offentligt for frigivelse af deres fængslede familiemedlemmer. Damerne udsættes jævnlig for repressalier, da magthaverne har overbevist en stor del af cubanerne om, at disse hvide systemkritikere i virkeligheden er agenter fra USA og derfor "konspirerer mod Cubas frihed og uafhængighed". Flere af damerne har været nødt til at forlade landet for at undgå langvarige fængselsstraffe. Det er jo en stor fordel for magthaverne, at medierne er statsstyrede, så befolkningen ikke har adgang til andre versioner af sandheden. Og så spiller magthaverne på cubanernes generelle afsky for USA, der blander sig i udviklingen på øen.
For at forhindre et totalt sammenbrud i statsfinanserne gennemførte kommunistpartiet i 2010 en arbejdsreform, der har en spirende kapitalistisk kurs. En halv million statsansatte blev taget af lønningslisten og overgik til private, tidligere forbudte erhverv. Nu er det tilladt at være ejendomsmægler, restauratør, blikkenslager, maler, palmetræstrimmer, spåkone, muldyrdriver eller dandy (folk, der klæder sig ud som i kolonitiden og tager penge for fotografering). I landområderne leaser staten jord ud til private, hvor staten før ikke kunne presse et fornuftigt udbytte ud af jorderne. 
Fordi Cuba i mange år har været i international isolation, er store turist-resorts begrænset til nogle kerneområder som Varadero, Guardalavaca og Cayo Coco. Store naturområder – faktisk 22 % af Cubas areal – henligger som fredede naturområder.