| Cuba Bayamo og Camagüey. Rejsefortælling af Kim Greiner. Januar 2018 Cuba 5. del
Ankommet til Bayamo kørte vores bus ind på den lukkede busholdeplads. Inde i ankomsthallen stod Marlon, der var en nydelig, yngre mand, der for nylig var blevet gift med Patricia. Hun var inder, men var blevet adopteret af svenske forældre. De skulle på ferie i Stockholm til sommer. For at få visum skal man interviewes, og det koster 70 CUC, lige meget om det er ja eller nej. Visum er gratis, men i interviewet koster ofte langt mere, end en cubaner kan skrabe sammen. Så er der jo udgiften til flybilletten, og så er det nok godt af have nogle svigerforældre i Sverige. Marlon var uddannet psykolog, men han kunne tjene meget mere som guide. Hans søster var tandlæge, men tjente mere som pizzasælger.
Vi gik en runde med Marlon i byen. Kirken Iglesia del Santisima Salvador blev også brændt ned, men kapellet overlevede, da det var beskyttet af jomfru Maria. Et maleri over døren viser det store øjeblik, hvor præsten Diego José velsigner oprørernes røde fane, foran en gruppe frihedskæmpere deriblandt Perucho Figueredo, der er forfatter til Cubas nationalsang. Fanen fremvises også stadig i en glasmontre. Der går en nydelig hovedgade igennem byen. Gaden har den særlige egenskab, at der på den ene side kun kan betales med CUC og på den anden side af gaden kun med cubanske pesos. Ved en isbod var der kø, og Marlon købte 4 is for ½ CUC, og så bliver det ikke billigere. Isene gik som varmt brød. Der var også kø ved en kikseforretning, og der lukkes kun nogle få kunder ind ad gangen. Kiksene sælges med statsstøtte, så ingen cubaner behøver gå sulten i seng. Mælk er også en mangelvare i landet, så det kan kun købes til børn, ældre og soldater. Vi besøgte også et vokskabinet, men ud over Hemingway var det lokale berømtheder.
Det var næsten skyfrit og dejligt varmt. Frokost på en lille, meget hyggelig restaurant, hvor vi fik 2 fisk med tilbehør og 2 lemonader. Det blev 21 CUC. Så kom der et band ind og spillede et par melodier. Skønt, og så skyndte vi os ud i en vis fart. Vi gik ned ad hovedgaden, og der var stadigvæk kø ved kikseforretningen. Det er dog utroligt, så glade de er for kiks i Cuba. Vi snusede inde i en forretning, der var en blandet landhandel. Der var en lang kø ved skoafdelingen og stofafdelingen. Ellers kunne der købes meget store dåser med tomater og vaskepulver i 30 kg sække. Det var kendetegnet for butikken, at der var få produkter, men til gengæld mange af dem, så hylderne ikke var tomme.
Der lå en dejlig iscafe, der så meget moderne ud. Der var store, flotte isdesserter, men vi var kommet på den forkerte side af gaden, og vi kunne ikke betale med CUC. Så da vi ikke havde cubanske pesos, måtte vi gå igen. Så har du pesos, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Det gjorde vi så. Vi havde aftalt at mødes med Marlon kl. 14 ved kirken, og han var der også tillige med taxien. Kufferterne var båret op på værelset, der var ganske nydeligt og med eget badeværelse. Der ville være breakfast i morgen kl. 7.00, og vi ville blive hentet klokken 7.30 og kørt til busstationen, der var lige i nærheden. Vi gik en eftermiddagstur i området. Det var dejlig varmt, og solen bagte. Gaderne i byen gik vinkelret, men da vi ikke havde noget kort, bed vi mærke i, hvor vi gik, så vi kunne finde tilbage. Vi kom forbi en legeplads, og en flok drenge råbte ”hola”. Så var der en, der sagde "money, money". Så gik vi. En lille fyr rendte lidt med og sagde ”bye, bye”. Vi kom forbi busstationen, hvor der var et leben af mennesker. Vi var lidt på udkik efter et spisested, selvom vi ikke var rigtigt sultne.
Om aftenen satte jeg mig oppe på taget af vores hus og nød tilværelsen. Det var efterhånden blevet mørkt. Hestevogne kørte forbi i en lind strøm og enkelte cykeltaxier. Overhovedet ingen biler i dette kvarter. Der var fuldstændigt stille ud over en gøende hund og noget musik i nærheden og menneskestemmer fra gaden.
Der var nogle få turister med bussen, men eller var det mest cubanere. Der kom endda en kone op med carmencurleres og et tørklæde delvis hen over. Jeg anede ikke, at de stadigvæk fandtes. Der var mange marker med sukkerrør, og mange køer på markerne, men det var overvejende kødkvæg. Der var gode asfaltveje og ikke ret megen trafik. Vores buschef var en stor kraftig mand, og han sad med fødderne oppe, dog med blankpudsede sko.
Ved 12.30-tiden var der pause. Hvor længe vidste vi ikke, så det var med at holde øje med bussen. Det var nærmest et udsted med et wc og et par boder. Købte en pose kiks og et par andre småting. Det blev 5 CUC, men jeg havde kun 10 CUC, så jeg fik nogle hundrede tilbage i cubanske peso. Jeg havde ikke helt styr på, hvad de var værd. Toiletmanden fik 5 peso for to personer, og det var OK. Købte yderligere 1 cola og fik yderligere peso tilbage. De var jo gode at have, hvis man blev is-trængende.
Så kom der en bus fra den anden side, samt en langturs lastbil og en jeep. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Efter ½ time fortsatte vi til Camagüey. Vi fik byttet sæde og fik så heldigvis mere benplads igen.
Vores bus var holdt ind på busholdepladsen, og vi fandt en dame med et Greiner-skilt. Hun tog vores taxivouchers og sendte os af sted. Ved torvet stod en anden guide. Men nu manglede vi taxavoucheren. Jamen, den havde den anden guide fået. Taxachaufføren så lidt slukøret ud, og jeg ved så ikke, hvordan de fik den klaret. Grand Hotel midt på gågaden var både fint og gammelt, og vi fik hotellets bedste værelse med balkon ud til gaden. Der var to senge og et fint badeværelse. Hotellet står specielt nævnt i Politikens "Turen går til Cuba", og de roser den originale elevator fra 1902. Den var betjent, og en bellboy (piccolo), dog en ældre mand, kom op med kufferterne og viste værelset frem.
På en udendørs cafe bestilte vi to baconburgere. Det var kæmpeburgere. Bøffen var 2 cm tyk. Dertil ristet bolle, bacon og agurk. Den manglede dog noget dressing, så den var noget tør. En meget ung pige sad og holdt i hånd med en 50-årig, hvid mand. Pigen var mørk og det yndigste væsen på jorden. På grund af farveforskellene kunne de jo nok ikke være i familie - så jeg frygtede det værste. Hun fik en cigaret af manden og pustede kun ud. Det var nok også det sundeste.
På hotellet fik vi piña colada til 3 CUC stykket, og så gik vi op på værelset, hvor jeg rykkede en tung mahognistol ud på balkonen. Det havde været dejligt vejr hele dagen, men nu tordnede det i det fjerne. Klokken blev 21.15, og så kom et tysk par og et par, der talte engelsk. 7 tilskuere i alt. De unge mennesker var gået indenfor, men så startede forestillingen, hvor 4 kvinder og 2 mænd deltog. De dansede først lidt rundt, og så hoppede de i vandet. Det var den dejligste vandballet, man kunne tænke sig. Pigerne kom op i luften, og alle bevægelser passede til musikken. Det var bare så godt, og vi bare klappede og klappede.
Showet varede ½ time, og så gik hatten rundt. Vi gav 20 CUC, og det gjorde naboen også, så jeg. Lige udenfor sad to ægtepar og drak og snakkede. Jeg var lige ved at sig til dem: "Sløve padder. I er lige gået glip af det smukkeste show, man kan tænke sig". Rundtur i byen med Lisa, der var en 25-årig kvinde. Hun havde aldrig været uden for Cuba. Det er bestemt ikke ualmindeligt, så det er som en stor fangeø, hvor de er omgivet af vand, og regeringen lægger besværligheder i vejen, hvis nogen vil se sig om i verden. Der er mange smukke pladser rundt om i byen som Plaza San Juan De Dios, der er omgivet af flere hundredårige, pastelfarvede huse og røde teglstenstage. I Iglesia San Juan de Dios blev en ung kvinde Daniela Ramos i 1999 helbredt efter at have besøgt Padre José Olallos gravsted på kirkegården. Den hellige mand kunne stadig udføre mirakler, selvom han havde været død i 110 år. Så blev han også ophøjet til helgen. I kirken findes et maleri af Treenigheden, og det skulle være det eneste billede af selveste Helligånden måske i verden, og her står ånden med en due på brystet sammen med Gud og Jesus. Mærkværdigvis lå der også en protestantisk kirke i byen, og selv Lisa undrede sig. Hun arbejdede også i en læderbutik. Det var nogle specielle læderting som masker, og det var det eneste sted på Cuba, de kunne den teknik. Hun viste os forretningen og åbnede butikken. Straks myldrede nogle kunder ind, og hun fik lige solgt nogle masker. De prøvede at prutte, men en pris var en pris, og tag den eller lad være.
Lisa spurgte på et tidspunkt, hvad vi syntes om Cuba. Jo, jo, vi roste det smukke land og de venlige mennesker i høje toner. "Vil I komme tilbage til Cuba". No, because…. Det kunne blive en længere forklaring, men vi har hele verden som legeplads, og vi mangler stadig mange lande, der skal besøges, så vores liv er for kort til at komme tilbage. Det forstod hun ikke meget af.
Vi spiste på hotellets café, Cafe Islazul. Vi fik to store sandwich - de bedste i mands minde. Ristet brød med ost og skinke. Så tankede vi op med drikkevarer i form af 2 cola og 2 vand. Vi havde tjekket ud og ventede på en taxa, der skulle køre os til Trinidad.
Efterhånden kom der bjerge til den ene side. Vejen var om ikke hullet, så bulet og ret ujævn. Efter 3½ time kom vi til Trinidad, men chaufføren vidste ikke, hvor vores Casas Particulares befandt sig. Han holdt ind mindst 5 gange og spurgte om vej, og folk var utroligt hjælpsomme, og endelig fandt vi vores overnatningssted i en gade med toppede brosten. |
Under krigshandlingerne blev Céspedes’ søn Oskar fanget af spanierne. Spanierne tilbød at frigive sønnen, hvis Céspedes ville opgive kampen for Cubas uafhængighed. Her udtalte Céspedes de berømte ord: "Sig til general Caballero de Rodas, at Oskar ikke er min eneste søn. Jeg er fader til alle de cubanere, der har givet deres liv for revolutionen". Sønnen blev så desværre henrettet, men for de ord er Céspedes blevet "Fædrelandets Fader", og han er hædret med statuer overalt på Cuba og også på 100- CUC sedlerne. 
Regionen hedder Gramma opkaldt efter navnet på det skib, som Fidel Castro kom med fra Mexico, da han erobrede Cuba. Der skal være præsidentvalg i april 2018, men ifølge Marlon ved alle på forhånd, hvem det bliver. Han mente også, at Fidel var god i starten, men han udviklede sig senere til en ren diktator. Broderen Gaul, der overtog præsidentembedet efter Fidel var mere åben for forandringer, men nu skal der så vælges en ny præsident.
Vi skulle indlogeres, og Marlon hentede en totalt nedslidt taxa, men der var ikke særlig langt. Vi skulle overnatte i en Casa Particulares, som er en slags Bed and Breakfast. Værelset var ikke klart endnu, så vi stillede kufferterne, fik en kop kaffe, og 10 minutter efter gik vi ind i den historiske bydel.
Vi gik hen i en park og fandt en nogenlunde skyggefuld bænk. En lysebrun kvinde kom hen og spurgte efter pencil. Dem jeg havde, ville jeg ikke af med, men hvad kunne jeg så tilbyde? Jeg fandt 2 dannebrogsflag frem. Hun takkede og gik, men kom lidt efter tilbage med en 3 peso seddel med Che Guevara. Det var en gave forstod jeg, men vi byttede med en 5 CUC seddel. Det var hun meget taknemlig for, da hun havde 2 små børn. Hvor små kunne vi ikke rigtig forstå. Meget sød kvinde, og hvilken skæbne ventede hende og børnene forude? Jeg siger ikke, at det var en "jineteras" (fræk dame), men hun var kun iført en lille top og bar mave, og der blev nok lagt en dæmper på hendes charme, da Gitte jo også sad på bænken.
Vi lignede i den grad turister, selvom ingen antastede os, og enkelte hilste hola. Vi fandt en nydelig iscafe, og indehaveren kom og gav hånd. Det er jo først for nylig, at private har fået tilladelse til at åbne små forretninger som f.eks. iscafeer. Vi bestilte 2 isdesserter og 2 dåser orangesodavand. Der var 3 servitricer, og den ene havde en stærk moral. Tænk at arbejde i en iscafe og alligevel være åleslank. Regningen kom og lød på 10 for isen og 20 for de to sodavand. Hvad nu igen. Jeg havde ikke spurgt, hvad sodavand kostede. Men 10 CUC stykket, det var lig 70 kr. Det kunne da ikke passe. Chefen kom, og jeg spurgte om regningen var med Cubanske Peso? Hun forstod ikke et ord. Jeg lagde en 10 CUC seddel og hun tog den og gik. Skulle vi have penge tilbage eller hvad? Vi ventede lidt og så smuttede vi. Og ca. 70 kr. for det hele var fint nok. 
Vi blev hentet til tiden af Marlon og gik ind i venterummet på busstationen. Der var dog kun plads til 7 personer. Vi havde været på buskontoret og byttet vores vouchers til busbilletter. Medens vi ventede, fik vi en god snak med Marlon. Hans kone Patricia, der var svensker, var her kun på et 3 måneders turistvisum. De var blevet gift lidt hurtigt, og han havde et par børn her. Så hvad gør de? Det var en rigtig kattepine. 
Undervejs var der udskiftning af passagerer. Der kom nogen foran os, og de lagde sædet ned med det samme. Jeg prøvede at forklare på engelsk og dansk, at hvis han skulle sove, ville det være smart at gå ned bagi bussen. Han forstod ikke noget som helst. Medens han lå mageligt henslængt, havde vi 40 cm til vores livsudfoldelse klemt inde mellem de to sæder. 
Byens labyrintiske gadenet er udtænkt til at forvirre pirater. De mere durkdrevne pirater som Jascques de Sores og Henry Morgan var ligeglade og plyndrede frejdigt byen for køer, oste, kvinder og naturligvis guld. Centrum af byen er med på UNESCO’s kulturarv, og ellers bor der omkring 300.000 indbyggere. Byen har Cubas førende kødproduktion, så omkring byen er der store landarealer med "guajiros" (Cowboys) og masser af kødkvæg.
Vi gik en tur på gågaden og kom ind i en større forretning, hvor alle priser var opgivet i begge valutaer. De har altid masser af samme ting, så hylderne ikke er tomme, f.eks. 200 stk. af den samme deodorant. Der var også masser af tøj. Bonen skal endelig gemmes og skal vises ved udgangen, og varerne tjekkes af en vagt, så ingen har mulighed for at snyde. Vi købte en lille kunstig blomst, og dejligt, så kunne der betales med begge valutaer.
Der skulle være et show ved poolen kl. 21, så vi gik derned lidt i 21. Der var kun os og nogle unge mennesker henne i hjørnet. Vi bestilte en Cuba Libre, men anede ikke, hvad der skulle ske.
Det var let skyet og lummert. Morgenmaden blev serveret på 5. sal i en stor restaurant. Jeg var løbet ind i maveproblemer, så den stod på te og ristet brød.
Ude på pladsen var en bronzestatue af en gammel mand, der sad og læste i avis. Modellen sad ved siden af figuren og sad i samme stilling. Modellen tjente lidt supplement til pensionen ved at sidde på en bænk på samme måde som figuren. På et lille souvenirmarked fik jeg købt en amerikanerbil til 3 CUC. Den var lavet af brændt ler, men var smukt malet.
Det lyder jo lidt fornemt med en taxa til Trinidad, for der er 273 km. Der gik åbenbart ingen busser, der passede, men det var bureauet, der betalte. Vi blev hentet præcis kl. 13 og kørte derud ad. Det var en to-sporet vej på hele strækingen og ikke alverdens trafik. Egentlig mest hestevogne og cykler og enkelte lastbiler. Vores chauffør kørte pænt, og han tog ingen chancer. Dyttede, når han overhalede, og hvis der var mennesker eller hunde nær vejen. Jeg sad på forsædet og læste ham hurtigt, hvornår ville han overhale, og hvornår ville han vente. Han talte ikke engelsk, så der blev ikke vekslet mange ord. Til gengæld var der musik hele tiden.